Rekruttering af natlægevagter er i gang

0

Region Syddanmark er i fuld gang med forberedelserne til at overtage natlægevagten og inviterer nu interesserede læger til informationsmøde om arbejdet som lægevagt i nattetimerne.

Der er mange opgaver at løse, før regionen i starten af det nye år kan overtage natlægevagten fra PLO Syddanmark.

Derfor har Region Syddanmark været i fuld sving, siden regionsrådet 6. september besluttede, at det er regionen selv, som skal betjene lægevagten om natten fra 1. februar 2024.

En af de helt store opgaver bliver at rekruttere læger til at bemande natlægevagten. Derfor inviterer Region Syddanmark nu interesserede læger til informationsmøde om arbejdet i regionens kommende lægevagt om natten. Her kan de få mere at vide om vilkår og organisering af den nye lægevagt i nattetimerne.

Koncerndirektør Kurt Espersen fortæller, at kontakten til lægerne er et stort og vigtigt skridt i arbejdet:

-Vi har en stor opgave foran os frem mod februar, men ved at række ud til interesserede læger tager vi hul på en stor del af den kommende etablering. Derfor håber vi at se de læger, som er nysgerrige på opgaven og som har lyst til at blive en del af holdet, som i fremtiden skal sikre syddanskerne lægehjælp om natten.

Derudover arbejder regionen på opbygningen af et sekretariat på Odense Universitetshospital og samarbejdet med paramedicinere, der skal hjælpe med at køre udvalgte sygebesøg.

En stor organisatorisk opgave
Lægevagten vil i høj grad komme til at minde om den model, borgerne kender fra i dag. Det vil stadig være speciallæger i almen medicin, hoveduddannelseslæger i fase 3 i almen medicin eller læger med stor erfaring fra lægevagtsarbejdet, der skal visitere, foretage konsultationer og køre sygebesøg.

Konsultationsstederne vil som nu ligge på de fire akutsygehuse i Odense, Kolding, Esbjerg og Aabenraa, mens organiseringen af natlægevagten bliver forankret på Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital.

Kurt Espersen erkender, at der venter en kompleks, vigtig opgave.

-Der er mange praktiske forhold, der skal falde på plads, når man etablerer en lægevagt. Vi kommer hele tiden til at blive klogere og samle flere erfaringer. Men vi er godt i gang med arbejdet, og der bliver arbejdet hårdt og effektivt.

Stærk profil ansat som ny projektkonsulent

0

Det velsmurte samarbejde mellem Kolding Kommune, DGI Sydøstjylland og Center For Ungdomsstudier har været på udkig efter en stærk kollega, som skal være med til at fremme arbejdet med at få flere unge til at involvere sig i foreningslivet. Den kollega er nu fundet.

Kristian Bonde Sørensen. Det er navnet på den nye projektkonsulent, som er blevet ansat i en treårig projektstilling i et samarbejde mellem Kolding Kommune, DGI Sydøstjylland og Center for Ungdomsstudier (CUR).

Samarbejdet mellem Kolding Kommune, DGI Sydøstjylland og CUR skal sikre en tværgående og helhedsorienteret indsats mellem allerede eksisterende projekter som Moving Kolding og Super Sund Studiestart og DGI Sydøstjyllands erfaring, viden og arbejde med foreningslivet.
Det består af indsatsområder, hvor foreningerne skal støttes i at skabe motiverende og attraktive idræts- og ungdomsmiljøer og indhente viden om målgruppen gennem praksisnære cases.

Det arbejde skal Kristian Bonde Sørensen i gang med, og det sker blandt andet med afsæt i nogle af de gode ideer, han fremlagde til jobsamtalen.

Erfaring fra foreningslivet
Den nye projektkonsulent kommer selv med en solid erfaring fra foreningslivet. Han har nemlig varetaget jobbet som ungdomsudviklingstræner og U13-cheftræner i Kolding IF. Han har også tidligere varetaget rollen som projektkonsulent og Sports- og Uddannelseskoordinator i Kolding Kommune.

Senest har han været ansat som konsulent i et barselsvikariat i Fritid og Idræt i Kolding Kommune, som også bliver hans faste tilholdssted fremover – dog med afstikkere til DGI Sydøstjyllands hovedsæde i Horsens.

Tilfredshed og begejstring
Hos Fritids- og Idrætschef Morten Hoff er der stor tilfredshed med ansættelsen af Kristian Bonde Sørensen til det treårige projekt med opstart 1. december.

-Vi kender Kristian som en meget kompetent og vellidt person, og jeg er yderst tilfreds med, at vi får mulighed for at gøre brug af hans store erfaring i arbejdet med at sørge for at få endnu flere unge mennesker involveret i foreningslivet.
Jeg er også meget begejstret for det fine samarbejde med både DGI og CUR samt skoler og foreninger i Kolding, som gør, at vi kan sætte fokus på udvikling af frivillige ildsjæle og trænere og samtidig styrke arbejdet med aktiviteter til børn og unge, siger han.

Nicki Pedersen og Holsted Tigers skilles efter 21 år og syv mesterskaber

0

Efter over to årtier i spidsen for Holsted Tigers’ speedwayhold og en stribe af mesterskaber, afslører klubben, at 46-årige Nicki Pedersen ikke får fornyet sin kontrakt. Superfinalen på Vojens Speedway Center bliver derfor Pedersens sidste løb i den sort og hvide trøje.

I en pressemeddelelse forklarer Holsted Tigers’ direktør, Preben Hansen, at beslutningen om ikke at forlænge kontrakten kommer i forbindelse med et ønsket generationsskifte.

– Nicki Pedersen har om nogen været synonymet med speedway i Holsted og har stået i spidsen for vores hold siden 2003, men vi har vurderet, at det er blevet tid til et generationsskifte, siger direktør Preben Hansen fra Holsted Tigers.

Pedersen, der også fungerer som dansk landstræner, har blandet følelser omkring beslutningen.

– Dialogen med klubben har været mangelfuld og uklar. Jeg fik først sent besked om klubbens beslutning, og jeg har ikke hørt argumentet om et generationsskifte i vores samtaler.

– Klubben og jeg har sportsligt haft en meget vanskelig sæson, men jeg har stadig været en af holdets mest scorende kørere. Men hvis der har været utilfredshed med min person eller mit bidrag, undrer det mig, at man ikke tidligere har ønsket at drøfte det ansigt til ansigt, siger Pedersen.

KIF henter stregspiller med øjeblikkelig virkning

0

KIF Kolding har skrevet kontrakt med stregspiller Mathias Hedegaard, som kommer til KIF Kolding med øjeblikkelig virkning. Kontrakten er gældende for resten af indeværende sæson. I sidste sæson spillede Mathias Hedegaard for HC Midtjylland i Herreligaen.

Mathias Hedegaard er 27 år gammel og har med sine 193 centimeter og 107 kilo en stor fysik og er en stor fighter. Samtidigt har han masser af ligaerfaring efter flere sæsoner i Fredericia Håndboldklub samt senest i HC Midtjylland.

– I Mathias har vi fundet afløseren for Vetle og Jonas Tidemann i samme person. Vi får en spiller med ligaerfaring, og som kan styrke det defensive med det helt rette mindset. Vi glæder os over at have fundet en 2-vejs spiller, der helt sikkert vil bidrage til vores sportslige målsætning, udtaler sportsdirektør Lars Christiansen.

Stolt over at komme til en stor klub som KIF Kolding

– Da KIF Kolding kontaktede mig, blev jeg først og fremmest stolt over at kunne komme til så stor en klub som KIF Kolding. Jeg glæder mig helt sindssygt til at komme i gang og bidrage med det, jeg kan til holdet, siger Mathias Hedegaard.

Mathias Hedegaard kan få sin debut for KIF Kolding på lørdag, når vi tager imod GOG hjemme i Sydbank Arena klokken 16:10.

Cristiano Ronaldo sagsøger sin gamle klub

0
(Foto: Pixabay)

Selv med en årsløn på hele 1,4 milliarder kroner i den saudiarabiske fodboldklub Al-Nassr, synes pengestrømmen ikke at være nok for Cristiano Ronaldo. Den portugisiske fodboldstjerne tager nu sin tidligere klub, Juventus, i retten. Årsagen? En uafklaret betaling på omkring 150 millioner kroner, eller 20 millioner euro, som Ronaldo hævder, han har krav på.

Ifølge det italienske medie La Gazzetta dello Sport, indikerer Ronaldo, at den udestående betaling stammer fra en midlertidig lønnedgang, han accepterede under coronapandemiens nedlukning. Ronaldo accepterede lønnedgangen for at hjælpe klubben økonomisk, da den blev hårdt ramt af nedlukninger og manglende indtægter fra billetsalg, tv-rettigheder og merchandise.

Ronaldo mener, at de 20 millioner euro var en del af hans løn, som han midlertidigt gav afkald på for at støtte klubben. Nu hvor han ikke længere er en del af den italienske klub, ser det ud til, at Ronaldo ønsker at inddrive denne “gæld”.

Regionsdirektør fritaget for tjeneste

0

Formandskabet i Region Sjælland har i dag orienteret Forretningsudvalget om, at regionsdirektør Annemarie Schou Zacho-Broe i dag er fritaget for tjeneste. Der vil nu blive indledt en personaleproces. Annemarie Schou Zacho-Broe var tidligere kommunaldirektør i Fredericia Kommune, hvor hun blev bortvist efter borgmestersagen.

Det er desværre ikke på nuværende tidspunkt muligt at give yderligere oplysninger i sagen i respekt for personaleprocessen.

Region Sjælland har i øvrigt ikke kommentarer til sagen.

I 2017 blev Zacho-Broe ansat i Fredericia Kommune som velfærdsdirektør. I marts 2018 blev hun forfremmet til kommunaldirektør.

I 2021 sluttede dette dog, da byrådet i Fredericia indledte en bortvisningssag imod hende efter borgmestersagen, hvor den tidligere populære borgmester, Jacob Bjerregaard, overlod borgmesterkæden til Steen Wrist efter et større stormvejr i medierne og blandt sine politiske kolleger.

I 2023 blev hun præsenteret som ny regionsdirektør i Region Sjælland, men her er hun fortid nu, hvorfor vides ikke, og parterne vil ikke uddybe sagen endnu.

Varm efterårsmorgen ledsaget af blæst og byger over Danmark

0
Foto: Fredericia Kommune

En uventet varm septembermorgen opleves over hele Danmark, med udsigt til både sol og byger senere på dagen.

Temperaturen her til mandag ligger mange steder på 17-18 grader, hvilket er usædvanligt varmt for denne tid af året, ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Den lune dag er dog ikke uden sine udfordringer, da vinden vil være mærkbar gennem dagen.

Vind fra øst og sydøst

Vejrdata indikerer, at der vil være en jævn til hård vind fra øst og sydøst, og ved kysterne kan der stedvis forekomme kuling. Dagen byder på temperaturer mellem 18 og 23 grader, og i visse østlige områder kan temperaturen måske endda nå op til 25 grader.

Mens dagen starter tørt i de fleste regioner, er der en variabel fordeling mellem sol og skyer. Det forventes dog, at de fleste områder vil opleve perioder med enten lidt eller nogen sol.

Som dagen skrider frem, vil et område med en blanding af regn og byger bevæge sig op over Danmark fra sydvest. Dette betyder, at mange danskere kan forvente et vådt indslag i løbet af eftermiddagen, med varighed på omkring 1-2 timer det enkelte sted. Nedbørsintensiteten vil variere, og der vil være store lokale forskelle i nedbørsmængder.

DMI advarer om, at bygerne stedvis kan blive ret kraftige, især i Jylland, hvor der også er en risiko for torden.

Danske forældre arbejder meget sammenlignet med andre vestlige EU-lande

0

I danske børnefamilier arbejder voksne mere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med, viser analyse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Kun Grækenland og Portugal overgår de danske børnefamilier.

I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen, hvilket overgår 15 ud af de 26 andre EU-lande.

Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på baggrund af data fra Eurostat.

– Arbejdstiden blandt danske børnefamilier er højere end i de fleste andre vestlige EU-lande. I modsætning til mange andre lande er det i Danmark nemlig typisk begge forældre, der arbejder, og ofte arbejder de begge fuldtid, siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Voksne i svenske og hollandske børnefamilier arbejder i gennemsnit 25 timer om ugen, mens finske forældre arbejder 24 timer og tyske 23 timer.

– Det interessante er at se på, hvordan vi for eksempel ligger i forhold til vores nabolande, og der ligger vi faktisk højest, siger Sofie Holme Andersen.

– Tallene overrasker mig faktisk. Det tyder på, at danskere ikke rigtigt går ned i arbejdstid, når de får børn. Det er en af forklaringerne til, at arbejdstimerne er højere sammenlignet med mange andre EU-lande, hvor man ikke ser samme tendens, siger Sofie Holme Andersen.

Hun peger på gode muligheder for børnepasning, og at lønmodtagerne er produktive som årsag til, at danskerne i høj grad kan fortsætte med at arbejde mange timer, når de får børn.

– Fordi vi har mulighed for at få passet vores børn, behøver vi ikke at gå på deltid eller helt forlade arbejdsmarkedet, når vi bliver forældre. Og når vi samtidig har en høj produktivitet, har vi mulighed for at opretholde levestandarden, siger Sofie Holme Andersen.

Læs analysen her

Analysens hovedkonklusioner

  • I danske børnefamilier arbejder voksne i gennemsnit 27 timer om ugen. Det er mere end i de EU-lande, vi normalt sammenligner os med, og er kun overgået af to vestlige EU-lande (Grækenland med 28 timer og Portugal med 32 timer).
  • Den høje arbejdstid i Danmark skyldes især, at begge voksne arbejder i langt de fleste parfamilier med børn, og at langt de fleste arbejder fuldtid.
  • I Danmark er familiens samlede arbejdstid stort set den samme blandt unge par med og uden børn. Det står i kontrast til de fleste andre EU-lande, hvor kvinder i parfamilier med børn i meget høj grad står uden for arbejdsmarkedet eller arbejder på deltid.
  • Når arbejdstiden pr. beskæftigede dansker opgøres til lav sammenlignet med andre vestlige lande i andre undersøgelser, er det bl.a. en konsekvens af vores arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel og ikke et udtryk for at familier generelt har en lav arbejdstid.

Tabel: Danske børnefamiliers arbejdstid er høj sammenlignet med andre vestlige EU-lande

Tabellen viser den faktiske ugentlige arbejdstid per voksen i parfamilier med 0-14-årige børn i de 27 EU-lande. Vesteuropæiske EU-lande er fremhævet med fed.

RangeringLandFaktisk ugentlig arbejdstid per voksen I parbørnefamilier
1Østrig22,9 timer
2Tyskland23,0 timer
3Italien23,2 timer
4Finland24,2 timer
5Sverige24,6 timer
6Frankrig24,6 timer
7Slovakiet25,3 timer
8Holland25,3 timer
9Spanien25,5 timer
10Ungarn25,8 timer
11Irland25,8 timer
12Tjekkiet25,8 timer
13Estland26,7 timer
14Luxemburg26,9 timer
15Belgien27,1 timer
16Danmark27,2 timer
17Letland28,3 timer
18Slovenien28,3 timer
19Grækenland28,3 timer
20Cypern28,5 timer
21Polen28,5 timer
22Litauen28,7 timer
23Malta29,3 timer
24Bulgarien29,6 timer
25Kroatien29,6 timer
26Rumænien30,0 timer
27Portugal31,7 timer

Kilde: AE på baggrund af Eurostats Labour Force Survey

Læs analysen her

Perfekt stjerneskud

0
Foto: Søren Malmose

Den efterhånden mørke fredericianske efterårshimmel oplyses uventet  og smukt af det perfekte stjerneskud: Musicallen CHARLES TANTE.

Og Tjuhej hvor det går, så man får ondt i maven af latter.

Når værten serverer et ”Stjerneskud”, kan man ikke forvente det smager som ”Dyrlægens Natmad”. Når Fredericia Musicalteater præsenterer en folkekomedie fyldt med humor, stor skuespilkunst, uovertruffen musikalitet og masser af kærlighed, er det jo f.eks. ikke en alvorstung rockmusical.

Foto: Søren Malmose

Med Charles Tante får man et stjerneskud, hvor smagsoplevelsen er ud over det sædvanlige. Bedømmelsen må foretages ud fra genrens egne præmisser. Dette er en folkekomedie, som oven i købet er peppet op af ”kokkene” (musik, tekst og manuskript): Mads Æbeløe Nielsen, Nikolaj Tarp, Claus Reenberg og Rob Hartmann med et mere moderne udtryk og garneret med musik, så den gamle historie, som foregår i 1909, fremstår som et ekstraordinært stjerneskud.

Folkekomedier er i sagens natur let fordøjelig underholdning, men jeg hygger mig altså også af og til med ”Badehotellet”. Har også behov for en spegepølsemad i ny og næ. Og hold kæft, hvor smager den godt. Og jeg genfinder balance i både sjæl og krop. 

Så kan jeg i andre sammenhænge indtage finere ”spiser” og bliveudfordret og udviklet på mit intellekt.

Foto: Søren Malmose

Perfekt

Når en gammel forvekslingskomedie udvikles til en musicalfarce med dette resultat, kan man kun kippe med studenterhuen.

Fredericia Musicalteater udfører alt til perfektion.

Musik, sang, skuespil, koreografi, scenografi, kostumer, lyd og lys går op i en højere enhed og kan aldeles ikke udføres bedre.

Sublim udnyttelse af drejescenen og flytbare rekvisitter gjorde alle sceneskift naturligt glidende og bevarede forestillingens energi hele vejen igennem.

Historien

”De to universitetsstuderende, Charles (Magnus Bruno) og Peter (Mikkel Emil Lynge Nielsen), tager alle kneb i brug, for at komme på date med pigerne Lone (Marie Louise Hansen) og  Laura (Karoline Toksvig Gammelgaard). De to studiekammerater har planlagt en romantisk middag, men deres planer går i vasken, da pigernes anstandsdame aflyser deres aftale. For at redde aftenen overtaler Charles og Peter deres ven, Ditlev(Lars Mønsted), til at klæde sig ud som Charles tante, Donna Lucia d’Alvadorez. Alt går efter planen – lige indtil pigernes onkel, Hr. Lohman(Søren Bech-Madsen), forelsker sig glødende i Charles tante.”

Foto: Søren Malmose

Filmen

Inden forestillingen så jeg filmen fra 1959 med alle de gamle stjerner: Ove Sprogø, Ebbe Langberg, Ghita Nørby, Annie Birgit Garde, Birgitte Federspiel, Holger Juul Hansen, Susse Wold, Hans W. Petersen og ikke mindst Dirch Passer. Jeg forventede noget fis – sindrigt tempo og langsom men tydelig tale. Men den er egentlig ok. 

Fredericia Musicalteaters fire ”stjernekokke” er meget tro mod Arvid Müllers oprindelige manuskript, men tilføjer nutidige jokes, humoristiske indfald og bemærkninger, så trods den gamle ramme bliver det hele dejligttidsløst.

Foto: Søren Malmose

”Han er da bedre end Dirch Passer”!!!

Lars Mønsted i hovedrollen som Ditlev (Dirch Passer) er som Sirius, den lysstærkeste stjerne på himlen. På forhånd indlysende med det cv, og vel den bedste, man overhovedet kan finde til denne rolle. 

Enestående musikalsk, følsom, ren klar vokal. Ja, uovertruffen på alle planer.

Lokal stjerne

Vi elsker, når der endelig er lokale på førsteholdet. Det være sig fodbold, håndbold eller på scenen. Derfor skal Kathrine Lemmeke Madsen også fremhæves.

Hun har ”overtaget” rollen som Henriette (Ditlevs kærlighed) fra Susse Vold (Undskyld! Men hun har da altid været dygtig og pirrende lækker!)

Da Kathrine endelig kom på scenen lige før pausen og sang, tænkte jeg ”Gid hun skal synge noget mere”. Lige efter hviskede min bror mig i øret: ”Hun er dygtig!”

Men så skal jeg da ellers lige love for, at hun banker igennem efter pausen med energi og temperament i ”Hvordan?

Hvad skal det dog ikke blive til?

Kathrine er ikke kun et stjerneskud, som man momentvis intenst vil opleve, men en blå (ung og energifyldt) stjerne, der sikkert vil få sin egen plads som funklende stjerne i universet. Lige nu som en del af det nye og niogfirsindstyvende stjernebillede: Fredericia Musicalteater.

Kvinderne

I filmen fra 1959 optræder Lone (Annie Birgit Garde, som i øvrigt var tilstede denne premiereaften) og Laura (Ghita Nørby) som naive, sødmefyldte, blondineagtige ungmøer. Men Marie Louise Hansen (Lone) og Karoline Toksvig Gammelgaard (Laura) har fået tilført mere nutidig kvindelig kant. Befriende.

Som den rigtige Charles tante, Lise/Donna Lucia d’Alvadorez har vi altid sikre Maria Skuladottir, der med moderlig stoisk balance i både skuespil og vokal leverer rollen som den egentlig klogeste af dem alle.

Foto: Søren Malmose

Mændene

Studenterne, de ubekymrede testosteronboblende ungdumme mænd med den sædvanlige verdensmesterattitude er charmerende spillet af Magnus Bruno (Charles) og Mikkel Emil Lynge Nielsen (Peter)

Egentlig spøjst at man dengang langt ind i universitetsstudiet stadig rendte rundt med studenterhuen. Men man ville vel vise, at man var en af de få, der tilhørte studenterstanden. Det var jo kun tilsmilet den velhavende klasse.

Donna Lucia genfinder sin ungdomskærlighed den lidt fisfornemmeFrederik, velsyngende spillet af Michael Hasselflug. 

Kim Brandt er den skøre venlige tjener Olufsen. Fyldt med humor og lige så sjællandsk som Keld Markuslund i filmen (og i tv-serien Livsens Ondskab).

Søren Bech-Madsen udfylder på bedste vis rollen, som den noget irriterende Ludvig Lohmann.

You´re simply the best

Ingen over eller ved siden af Nordens eneste deciderede musicalteater: Fredericia Musicalteater.

Ingen kiks. Ikke noget at komme efter. Alt er gennemført professionelt, gennemsyret af nytænkning og talent. Dette kan simpelthen ikke udføres bedre! Færdig!!!

Bedømmelse

Efter at have været gennem CT-scanneren (Charles Tante analysen) kan man kun konkludere, at Fredericia Musicalteater er i topform.

Thomas Treo (EB) ville nok ikke være til Charles Tante. Men det er jo en anbefaling i sig selv!

Om den charmerende veteranbil i forestillingen er påført Michelin-dæk ved jeg ikke. Men stjerneskuddet her skal altså have tre Michelin-stjerner, for kriteriet for at opnå den tredje stjerne er: ”det er værd at rejse efter!

Dette må naturligvis konverteres til seks musicalstjerner.

Hov, nu er koppen tom. Så må jeg hellere finde dåsen med indholdet fra Brasilien. Du ved – der hvor kaffen kommer fra…

Vurderingskaos

0

Landspolitikerne og embedsmandsvældet har arbejdet med de nye ejendomsvurderinger gennem hele 10 år, suk…

Alligevel er netop udsendte “midlertidige ejendomsvurderinger” smækfulde af fejl – også i Fredericia Kommune er der masser eksempler på grundværdier der ligger markant over den samlede vurdering af både hus og grund ???

På landsplan gør det sig gældende for 68.000 boliger….hvor mange mon der også er forkerte med en samlet vurdering af hus og grund lig med eller kun lidt over grundvurderingen???

Den socialdemokratiske skatteminister Jeppe Bruus og Vurderingsstyrelsen kommer først med forkølede forklaringer om teknikaliteter, så søgte forklaringer om mulige udstykningsmuligheder og muligheder for opførelse af etagebyggerier på parcelhus grunde, det kan i langt de fleste tilfælde ikke lade sig gøre p.g.a lokalplaner m.v.

Skatteministeren dækker sig så ind under at 80% af boligejerne vil opleve en skattenedsættelse (læs meget beskeden for langt de fleste) men han forholder sig ikke til den potentielle værdiforringelse/det formuetab boligejerne risikerer p.g.a de fejlagtige grundvurderinger, hvis kommende købere af deres ejendomme vil sidde for samme nettoydelse som nu.

Det er pivringe og burde have konsekvenser for de ansvarlige. De danske boligejere og kommende boligkøbere er jaget vildt, mon de også er tæmmet vildt ? Eller bliver protesterne så markante, at de ansvarlige må krybe til korset, undskylde, annullere de udsendte midlertidige vurderinger og så sende ud påny når eller snarere hvis de får styr på tingene ?

Med venlig hilsen
Christian Jørgensen, Erritsø
Politisk ordfører for LA i Fredericia

Flere hænder omkring børnene med ny økonomiaftale

0
En ny økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne ændrer på, hvordan minimumsnormeringerne i landets daginstitutioner gøres op. Fremover skal institutionsledere ikke længere tælles med i...

Forhandlet på under en uge: Ny kommuneaftale giver milliardløft

POLITIK. Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2027. Aftalen løfter den samlede kommunale serviceramme med 3,3 milliarder...

Mand mente han havde lejet lokale: Politiet var ikke enig

0
KRIMI. En 48-årig mand fra Sæby blev onsdag anholdt i Kolding efter to episoder i midtbyen. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Første anmeldelse...

Bakterier i drikkevandet udløser kogeanbefaling i Taulov

0
SUNDHED. Børup Vandværk har udsendt en kogeanbefaling til sine forbrugere i dele af Taulov-området. Anbefalingen kommer, efter at en rutinemæssig prøve fra vandværket har...

Tyve slog til mens beboer var på plejehjem: Smykker forsvundet

0
KRIMI. Der har været indbrud i en bolig i Goldbækparken i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet fra mandag klokken 14.00 til tirsdag omkring...

Tysk turist antastet i sit telt på Stranden: Væk da politiet kom

0
KRIMI. En tysk turist blev tirsdag antastet i sit telt på Stranden i Kolding af tre andre tyske turister. Episoden blev anmeldt, og politiet...