Tekniske fejl kostede dyrt for KIF

0

KIF Kolding lavede for mange tekniske fejl til, at det for alvor blev spændende i deres opgør mod Bjerringbro-Silkeborg, som de tabte 36-34 til.

Sydbank Arena i Kolding dannede rammen om opgøret mellem ligaens nummer tre og fire. KIF ville med en sejr komme á point med gæsterne fra Bjerringbro-Silkeborg, og det kunne mærkes på interessen til kampen.

2.874 tilskuere havde finde vejen til Ambolten i Kolding, hvor der var kampstart klokken 18:30. Inden det kom så vidt var store dele af KIF Koldings ungdomsafdeling på banen, hvor de først modtog publikums hyldest, og siden dannede en stor mur rundt om banen, hvor KIF-spillerne efterfølgende løb ind.

Fra start var der en verden til forskel på de to hold. KIF lavede den ene fejl efter den anden, og fejlene blev straffet kynisk af et veloplagt udehold, som flere gange fik bolden foræret af boldtab. Prompte trykkede KIF-træner Kristian Kristiansen på timeoutbufferen ved stillingen 6-3 til BSH efter otte minutter.

Posen blev rystet på banen. Ind kom Thomas Boilesen, men lige lidt hjalp det for KIF. Et mål blev det til i de efterfølgende fem minutter, og antallet af tekniske fejl i den periode var tre. Kristian Kristensen fik nok og forlangte igen timeout. 

Halspeakeren prøvede ihærdigt at opildne publikum ved at få dem til at stille sig op og heppe højlydt på KIF Kolding. Målscoringen kom efterfølgende igen, men det gjalt begge hold og derfor fik KIF ikke halet ind på gæsterne.

En glød blev tændt i slutningen af første halvleg. Håndboldens svar på VAR, video proof, der kun kan benyttes i tv-kampe, kom i brug. BSH-stregen Thomas Solstad skød KIF-keeper Tim Winkler i hovedet, og hvis det vurderes, at det var i en upresset situation, giver det pr. automatik en to minutters udvisning. Det vurderede dommerne var tilfældet. Det tændte op i Winkler, der diskede op med flere redninger, men det ændrede ikke på, at BSH gik til pause foran 17-13.

– Der er ingen tvivl om, at vi var heldige med at gå til pause bagud med fire mål. Vi havde det svært med de tekniske fejl vi lavede, og da vi lavede dem, lå bolden i mål lige efter, sagde KIF’s assistenttræner Anders Eggert efter opgøret.

I anden halvleg kom der for alvor fart over feltet. Målene haglede ind i begge ender, og det stod i stærk modsætning til indledningen på kampen. For en stund fik KIF lidt momentum i begyndelsen af anden halvleg, hvor gæsterne fik svært ved at nedbryde KIF-defensiven og det gjorde, at hjemmeholdet fik reduceret til 20-18 efter 38 minutter.

Det lykkedes dog aldrig for KIF at komme helt tæt på, og det mener Anders Eggert især skyldtes et defensivt aspekt.

– Vi fik ikke ramt deres skytter og det gjorde, at vi ikke kom helt op Vi smed bolde væk i syv mod seks i, hvor vi var ved at få momentum i en kamp, hvor vi havde det svært, forklarede Eggert.

Efter den lovende indledning på anden halvleg kunne Eggert konstatere, at BSH igen trak fra. Særligt Ludvig Hallbäck gjorde ondt på hjemmeholdet med i alt ni mål i løbet af opgøret, og dertil lavede han fire assists. Han endte med at blive den helt store forskel, selvom særligt Sander Øverjordet i anden halvleg gjorde sit till, at KIF holdt trit med BSH.

Den norske landsholdsspiller fik høvlet i alt syv mål i kassen, og lavede syv assists, men i sidste ende var det ikke nok. I et sidste desperat forsøg på at hente BSH åbnende KIF Kolding banen op tre gange i de sidste to minutter. Alle tre gange var det for at få den unge højre fløj, Patrick Boldsen, til afslutning, men da han scorede på to ud af tre skud i den periode, endte BSH med at vinde kampen 36-34.

BSH-spillerne kunne i sammenspil med deres omkring 40 medrejsende fans derfor synge sejrssang i Sydbank Arena, hvor største delen af de fremmødte tog slukøret hjem efter. Publikum kunne konstatere, at KIF på en dag, hvor de havde det svært aldrig for alvor fik færden af en sejr, og derfor nu er fire point efter Bjerringbro-Silkeborg i tabellen.

Palby viser nyheder og uddeler pris på Boat Show

0

Fredag går det løs med Danmarks store bådudstilling, hvor de op imod 30.000 besøgende blandt andet kan møde en af landets største grossister indenfor bådudstyr, Palby Marine

Forleden landede Palby Marines 2023-katalog fra trykkeriet med knap 800 sider og cirka 15.000 varenumre. Helt så mange har Kolding-firmaet ikke med til Boat Show i Fredericia, men der bliver ikke desto mindre nok at se på, fortæller marketingtovholder Christina Rosenkvist.

– Som grossist har vi ikke direkte salg på standen, men vi laver en række “udstillings-øer”, hvor vi viser de mest spændende produkter og nyheder fra over 30 udvalgte brands. Det gælder blandt andet nyheder fra ePropulsion elmotorer. Der er ingen tvivl om, at elmotorer er fremtiden; det oplever vi også på messer i udlandet. Det er et område, folk faktisk er klar til at investere i, og vi har modeller fra cirka 8.500 kroner op til omkring 78.000 kroner, oplyser Christina Rosenkvist.
Hun tilføjer, at det grønne og bæredygtige tema går igen i andre af Palbys produkter:

– Vi præsenterer blandt andet et lækkert Gill sejlersæt, hvor 98 procent af jakke og buks er fremstillet af materialer fra genvundne plastflasker eller genbrugsfibre, og også International’s B-Free bundmaling, som er miljøvenlig i særklasse. Det nyeste indenfor gps, søkort, plotter, ekkolod etc. fra B&G, Lowrance og Simrad bliver naturligvis også at finde, lige som man kan kigge nærmere på køleskabe og kølebokse fra tre producenter samt en bred vifte af bådudstyr fra Palbys eget mærke 1852. Man kan også opleve en nyhed fra Hurley Marine, nemlig en smart holder og talje-anordning til at få en vandscooter eller lignende fra vandet og op på bådens badebro.

– Vi indretter også et værkstedsmiljø, med polermaskiner, pumper, smøring, olie og så videre, beretter
Christina Rosenkvist.

Et skulderklap med Palby-prisen
Palby Marine står i øvrigt også bag Palby-prisen på 10.000 kroner, som uddeles på Boat Show den 25. februar som et skulderklap og anerkendelse til en aktør, der gør en positiv forskel for bådbranchen.

Årets nominerede er Helsingør Sejlklub (for initiativet Sjælland Rundt Sailing Week), Danske Tursejlere (for deres evne til at samle tursejlerne) og Dansk Søredningsselskab (for at skabe sikkerhed og tryghed til søs). Det er sejlerfolket selv, der via en afstemning bestemmer, hvem der skal løbe med prisen, som tidligere er gået til Tempo Bådsalg og Hou Maritime Efterskole. Så efter fire års Boat Show-pause på grund af corona hersker forventningens glæde i Kolding-firmaet:

– Vi glæder os så meget til at “komme på græs igen”, og vi kan fornemme på sejlerne, at de også glæder sig helt vildt til at komme på messe igen – så vi forventer rigtig god stemning og et flot besøgstal, slutter Christina Rosenkvist.

Der er flere end 190 udstillere på listen til forårets Boat Show Denmark, som foregår over to weekender, 24.-26. februar og 2.-5. marts 2023. Se mere på www.boatshow.dk

Nyt lovforslag skal kriminalisere grooming

0

Justitsministeren fremsætter i dag et lovforslag med en række initiativer mod digitale krænkelser, herunder en ny selvstændig groomingbestemmelse, der forbyder grooming af personer under 18 år. Lovforslaget strammer samtidig straffelovens regler om sextortion og sidestiller tilsnigelse af samleje med voldtægt.

Grooming skal fremover kriminaliseres med en selvstændig bestemmelse i straffeloven. Det fremgår af et nyt lovforslag, som justitsministeren i dag har fremsat i Folketinget. Forslaget medfører, at det fremover kan straffes med op til 2 års fængsel, hvis en gerningsperson opbygger en relation til forurettede med det formål senere at udsætte forurettede for et seksuelt overgreb. Den forurettede skal være under 18 år.

– Når vi kriminaliserer grooming, sender vi samtidig et vigtigt signal til vores børn og unge om, at det aldrig er deres skyld, at de udsættes for et seksuelt overgreb. Det er den voksne, der har ansvaret, og det er den voksne, der skal straffes. Vi skal slå ned på de digitale børnelokkere, der rykker ind i de virtuelle fællesskaber, som vores børn og unge indgår i, siger Justitsminister Peter Hummelgaard siger

Forslaget om at kriminalisere grooming særskilt er en udmøntning af den aftale om digitale krænkelser, der blev indgået den 29. juni 2022 mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Peter Skaarup (UFG) og Karina Adsbøl (UFG). Aftalen bygger på en rapport fra en arbejdsgruppe, hvor bl.a. Red Barnet, Digitalt Ansvar og Børns Vilkår har deltaget. Arbejdsgruppen har vurderet behovet for at ændre straffeloven som følge af den digitale udvikling og har i den forbindelse bl.a. anbefalet en selvstændig kriminalisering af grooming og regler om sextortion.

Partierne bag aftalen om digitale krænkelser er enige om, at den nye groomingbestemmelse skal evalueres to år efter ikrafttrædelsen.

Strammere regler mod sextortion

Med lovforslaget lægges der samtidig op til at udvide straffelovens bestemllese om andet seksuelt forhold end samleje til også at omfatte seksuelle handlinger, som gerningspersonen får den forurettede til at udføre på sig selv. Det omfatter f.eks. såkaldt sextortion, hvor gerningspersonen får forurettede til at udføre seksuelle handlinger på sig selv ved at true med at dele f.eks. nøgenbilleder af forurettede. I dag straffes dette som ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse, hvor strafferammen er fængsel indtil 2 år, hvis forurettede er 15 år eller ældre. Lovforslaget indebærer bl.a., at der i sådanne tilfælde fremover afhængigt af de konkrete omstændigheder vil kunne straffes for overtrædelse af voldtægtsbestemmelsen ved andet seksuelt forhold end samleje, hvor strafferammen som udgangspunkt er fængsel indtil 8 år.

– Det er oprørende, at der findes mennesker, der udnytter og mishandler vores børn og unge på denne måde. Nu strammer vi reglerne mod sextortion og sender et klart signal om, hvor alvorligt vi ser på denne form for seksuelle krænkelser, der i høj grad også foregår digitalt, siger Justitsminister Peter Hummelgaard.

Hårdere straf for tilsnigelse til samleje
Lovforslaget strammer også reglerne om tilsnigelse af samleje.

– Straffen for seksuelle overgreb skal afspejle den krænkelse, som ofrene udsættes for. Samtykkeloven har her været afgørende, og jeg håber, at loven vil føre til en varig kulturændring i samfundet, så vi på sigt vil se færre sager om voldtægt. Samtidig skal reglerne på området hele tiden følge med. Derfor tager vi nu et yderligere skridt og sidestiller tilsnigelse med voldtægt, fordi et samtykke ikke bør være gældende, hvis en gerningsperson udnytter, at offeret forveksler gerningspersonen med en anden, siger ministeren.

Lovforslaget har således til formål at sikre, at tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningspersonen med en anden, fremover karakteriseres som voldtægt. Det kan for eksempel være, hvis forurettede tager fejl af, hvilken person forurettede er sammen med, og gerningspersonen udnytter den vildfarelse hos den forurettede. Samtidig skærpes straffen for tilsnigelse af samleje til det dobbelte af, hvad straffen er i dag. Desuden får forurettede i sager om tilsnigelse af samleje bl.a. samme adgang til bistandsadvokat som forurettede i voldtægtssager.

Batterier til en værdi af 10.000 kroner stjålet

0
Foto: AVISEN

En virksomhed i Christiansfeld har haft ubudne gæster.

Hos en virksomhed i Christiansfeld på Seggelund har der været indbrud.

Man har fået døren op ved hjælp af en vinkelsliber, og efterfølgende stjålet batterier til en værdi af 10.000 kroner.

Indbrudet er sket mellem den 1. februar og den 21. februar, og blev anmeldt den 21. februar klokken 15:53.

Færdselsuheld med høj hastighed

0

På den sønderjyske motorvej ved Kolding i sydgående retning har der været et færdselsuheld.

Uheldet skete tirsdag klokken 19:03, hvor en personbil kørte 120 km/t, og kørte ind i en forankørende bil, som kørte omkring 110 km/t. 

I forbindelse med uheldet er der kun sket materiel skade, oplyser Mikael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi.

Mistænkelig mand gik rundt i baghave

0
Foto: AVISEN

I Lunderskov gik en mistænkelig mand igår rundt i flere områder. Det gjorde, at der kom flere anmeldelser til politiet.

Første gang der kom en anmeldelse var klokken 12:13, hvor en mand gik rundt i en baghave i Storegade. Mikael Gadeberg fra Sydøstjyllands Politi fortæller, at manden ikke kunne redegøre for, hvad han lavede.

Efterfølgende kom der et opslag i en lokal Facebook-gruppe om, at den pågældende mand var gået rundt, og man derfor skulle holde øje. På baggrund af det fik politiet endnu en henvendelse klokken 19:32, hvor en mand, der passede på beskrivelsen gik rundt omkring Havegade i Lunderskov. 

Mikael Gadeberg oplyser, at manden ikke blev sigtet.

Gudmundsson stopper som landstræner

0

Det islandske håndboldforbund oplyser tirsdag aften, at de er nået til enighed med Gudmundur Gudmundsson om, at han stopper som islandsk landstræner. Fremover vil han koncentrere sig om at være cheftræner i Fredericia Håndboldklub.

Da Gudmundur Gudmundsson tiltrådte som FHK-træner i sommeren 2022 var det en del af pakken, at Gudmundsson var ansat som islandsk landstræner. Ved flere lejligheder har FHK’s administrerende direktør, Thomas Renneberg-Larsen, ment det var en god idé, da det ville komme FHK til gode, at Gudmundsson fik inspiration andre steder fra også, men nu er det slut.

Gudmundur Gudmundsson har trænet det islandske landshold i alt i 14 år. Som træner har han bragt det islandske landshold til 16 store turneringer, heraf tre olympiske lege.

Da Gudmundsson overtog landsholdet for tredje gang i 2018, var målet at bringe landsholdet tilbage i front, for at være blandt de otte bedste landshold i verden. Ved EM 2022 i Ungarn blev det mål nået, da holdet sluttede på en sjetteplads trods store forhindringer, der kunne tilskrives covid-19. Det var meget usandsynligt, at det islandske landshold skulle nå den målsætning ved VM 2023 i Sverige, og det lykkedes heller ikke, da holdet gik ned med flaget i ti minutter mod Ungarn.

Gudmundur Gudmundsson har opnået stor succes med det islandske landshold, og det er værd at nævne sølv ved OL 2008 i Beijing, bronzemedalje ved EM 2010 i Østrig, fjerdeplads ved EM 2002 i Sverige, syvendeplads ved VM 2003 i Portugal, sjetteplads ved VM 2011 i Sverige og femteplads ved OL 2012 i London og sjetteplads ved EM 2022 i Ungarn.

Den nu forhenværende islandske landstræner er den eneste håndboldlandstræner i historien, der har ført to forskellige nationers landshold til finalen ved de olympiske lege, Islands landshold, der vandt sølv, og det danske landshold, som blev olympisk mester i Rio 2016.
Gudmundur Gudmundsson er tillige den eneste træner i islandsk håndbolds historie, der har vundet en medalje ved en stor turnering med det islandske herrelandshold i håndbold. Som følge af bedrifter er han blevet tildelt Storridderkorset af Islands præsident og Dannebrogs Ridderkors.

Via Fredericia Håndboldklub oplyser Gudmundur Gudmundsson, at han ikke har yderligere kommentarer, da han har fuld fokus på at forberede holdet til lørdagens ligakamp mod Mors-Thy.

Sådan revolutionerer Sjölin markedet for herretøj

0

Patrick Sjölin er en mand på en mission. Som revisor hos BDO oplevede han, at det var svært for mænd at finde ordentligt tøj til en overkommelig pris. Han besluttede sig for at ændre det, så mens hans kone så Desperate Housewifes i sofaen, målte han venner og bekendte op ved spisebordet. I dag har virksomheden, der bærer hans efternavn, designet og solgt tøj i over 10 år, som én stor familie.

Patrick bemærkede tidligt, at mænds tøj ofte er undervurderet og forsømt og at det kan være svært at finde tøj, der passer til ens stil og størrelse. Han var frustreret over at dyre jakkesæt, som han havde købt, kun holdt et år inden de var slidt og gået i stykker.

– Der har aldrig været nogen hjælp at hente, når man prøver tøj, man må selv stå lidt akavet og prøve det på. Den dag i dag er det desværre faktisk stadig sådan. Jeg betalte det her forretningstøj, købte en 3-4 jakkesæt, og kom af med omkring 25.000. Det jeg så blev skuffet over, det var at året efter var det hele allerede gået i stykker. Det var slidt på albuerne af kontorarbejde, og syningerne var begyndt at gå op, fortæller Patrick.

En tur til Thailand ændrede alt

Efter en rejse til Thailand blev han inspireret til at skabe en bedre tøjoplevelse for mænd. Han fandt en skrædder, der målsyede et jakkesæt til ham, selvom det var ikke skandinavisk-italiensk stil, som han ønskede, satte det gang i tankerne. Patrick Sjölin bestilte derefter flere jakkesæt og sendte sine opdaterede designmål til skrædderen.

– Tøjet sad så dårligt, fordi det var lavet ud fra deres jakkesæt-kultur, lidt ligesom Donald Trump’s jakkesæt sidder. Det var slet ikke det skandinaviske-italienske fit, som jeg gerne ville have, men han målsyede så jeg bad ham bare om at lave et jakkesæt, hvor han gerne måtte tage 10 centimeter her og 10 centimeter der og så fandt jeg lige pludselig frem til mine ønskede designmål og dem tog jeg så med hjem, siger Patrick Sjölin.

Da venner og bekendte først havde fået øjnene op for mulighederne, så forretningen dagens lys, ved Patricks spisebord i Aarhus.

– De synes også det var fedt, at man selv kunne vælge inderfor, få broderet et navn ind og alle de her ting som man kan i dag. Jeg kan huske, det var helt uhørt, at man fik broderet sit navn ind i sit jakkesæt, det var simpelthen så fedt og stort. Jeg begyndte derfor at lave nogle events, hvor jeg lod mig inspirere af ham skrædderen i Thailand, hvor jeg inviterede folk op i min stue, satte dem ved mit spisebord, mens min kone lå og så Desperate Housewifes nede i sofaen, det var mine første kunder. Jeg målte venner, kollegaer og bekendte op, mens vi fik rom, whiskey, champagne og hyggede os, fortæller Patrick med et stort grin.

I dag er Sjölin en succesfuld forretning med over 30 medarbejdere og 17 butikker. 15 af butikkerne er franchises, mens de sidste to ejes af Sjölin selv.

Hvad vil det egentlig sige, at butikkerne er franchises

Franchising er en forretningsmodel, hvor en virksomhed (franchisegiver) tillader en anden person (franchisetager) at bruge dens brand, produkter og forretningsmetoder. Franchisetageren driver en uafhængig forretning, men med den samme branding, der er associeret med franchisegiveren.

Sjölins franchisemodel fungerer på følgende måde: En potentielt interesseret franchisetager overfører 300.000 kroner til firmaet, hvoraf 200.000 kroner går til goodwill, rettigheder, manualer og oplæring. De sidste 100.000 kr. bruges til at bygge selve butikken. Franchisetageren får også to måneders træning i Aarhus og en medarbejderhåndbog, som beskriver virksomhedens værdier og arbejdsmetoder til mindste detalje.

På denne måde sikrer Sjölin, at franchisetagerne lever op til virksomhedens standarder og kvalitetskrav. Det giver også mulighed for at udvide forretningen uden at skulle bruge mange ressourcer på markedsføring og uddannelse af nye medarbejdere.

– Altså det her med, at ser du et eller andet så gør det dog bare lige selv, om du er direktør eller fejedreng, så kan du godt skrubbe et toilet. Vi er en stor familie og vi plejer også at sige ”velkommen til familien”, når man skriver under, for det er vi. Vi hjælper alle steder, hvor vi kan også selvom det er nogle trælse opgaver, så tager man altså lige den ekstra tørn for hinanden, siger Patrick Sjölin.

Selvom der er leveret 30.000 jakkesæt, så rør det stadigvæk Patrick Sjölin at se glade kunder og medarbejdere.

Sjölin har oplevet stor økonomisk vækst og det sidste regnskab viste en fordobling af både top- og bundlinje. Det har ikke været let under coronapandemien, hvor butikkerne har været tvangslukkede i otte måneder og virksomheden kan ikke drives som onlineshop. Kompensationen dækkede ikke alle udgifter, men i de fem måneder, hvor butikkerne måtte holde åbent, var der mere travlt end nogensinde. I dag står virksomheden stærkere end nogensinde og de cementerer deres tilstedeværelse i branchen hvert år.

– Vi har aldrig været større og vi har aldrig omsat for så mange penge, som vi gør lige nu. Vores butiksledere har aldrig solgt flere varer og personalet har aldrig været bedre lønnet. Skal vi tale om økonomiske vækst, så ligger vi og fordobler regnskabet hvert eneste år og har gjort det 11 år i streg.

Trods den økonomiske succes er der stadig udfordringer. En af dem er kapacitet på fabrikkerne. Hvis virksomheden sælger mere, end fabrikkerne kan producere, ender de med at måtte sige nej til kunder som de tidligere har sagt ja til.

En anden udfordring er, at ingen af medarbejderne er systemteknisk dygtige. Hos Sjölin er alle systemer bygget op fra bunden og så er der bygget på og bygget på. Det er ressourcekrævende og kan skabe huller i virksomhedens drift, hvis systemerne ikke fungerer, som de skal.

Forbrugeradfærd er svært

Det svært at ændre forbrugernes adfærd. Sjölin har brugt 11 år på at forklare kunderne, at de skal booke en tid, og at der går otte uger, før de får deres jakkesæt. Det kan være en udfordring, når kunderne ønsker at handle hurtigt og nemt. Ofte tror kunder at de blot kan komme ind fra gaden og forlade butikken med et nyt jakkesæt.

I virksomheden gør man hvad man kan for at hamle op med udfordringerne, der er et fortsat ønske om at vokse og udvikle sig i fremtiden, al produktionen er ligeledes rykket til Europa for at sikre tæt samarbejde.

– Jakkesættene er produceret 10 timer fra den danske grænse, i det nordlige Polen. Det hjælper på bundlinje og CO2-regnskabet. 4 ud af 5 af vores fabrikker har kun os som kunde, så på den måde kan du sige, at det er vores, fordi vi er den eneste kunde. Samarbejdet med dem det er ekstremt tæt. De er dog selvejende selvom vi har fuld kontrol over produktionen, tilføjer Patrick Sjölin.

Brandet har været en stor succes, fordi de har forstået, hvad mænd vil have. Sjölin har skabt tøj der er en blanding af skandinavisk-italiensk stil, som samtidigt er tilgængeligt og overkommeligt for de fleste. De har formået at give mænd og kvinder muligheden for at klæde sig godt på, således at tøjet passer til både kropstype og stil.

Sjölin viser, at man kan skabe en forretning, når man lytter til kundernes behov og skabe produkter, der er tilpasset de mindste ønsker og behov, selvom de ofte ligger udenfor normen. Patrick Sjölin selv har bevist. Det er muligt at skabe noget nyt og innovativt i en gammel og ellers traditionel branche. Uden kollegaer og medarbejdere som altid går den ekstra mil, ville der aldrig have været den store fremgang som virksomheden har set, som “familie” kan de nå langt.

200 liter diesel stjålet

0
(Arkivfoto - Pixabay )

Fra en lastbil er der blevet stjålet 200 liter diesel.

Tyveriet er sket hos en virksomhed på Industrivej i Vamdrup mellem fredag klokken 15:00 og mandag klokken 11:00, hvor man har brudt igennem et trådhegn.

Fra en lastbil, der holdt på stedet, er der stjålet 200 liter diesel, oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard.

Dansk hotelkæde tilslutter sig Solsikkeprogrammet

0

Personer med usynlige handicaps, der besøger et af Comwells danske hoteller kan nu trygt bære Solsikken, hvis de ønsker at signalere til medarbejdere og øvrige gæster, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Comwell Hotels er første danske hotelkæde, som tilslutter sig Solsikkeprogrammet.

At skabe tryghed for og omkring gæster og medarbejdere har i over 50 år været en af hjørnestenene i danskejede Comwell Hotels. Samarbejdet med Solsikkeprogrammet er en vigtig brik i også at skabe tryghed for dem, der har ekstra behov for hjælp og støtte.

– Comwell er en rummelig arbejdsplads med plads til alle, og derfor betyder det meget for os at indgå i Solsikkeprogrammet. Vi ønsker at skabe trygge rammer for både gæster og kollegaer – og i høj grad også for dem, der måtte have et usynligt handicap. Vores gæster skal vide, at hos os vil de blive mødt med forståelse for, hvad det vil sige at bære Solsikkesnoren. De skal hverken forklare sig eller føle sig utrygge, når de træder ind ad hoteldøren, fortæller Mai-Britt Jensen, direktør for HR og Bæredygtighed i Comwell Hotels.

Alle medarbejdere trænes

Alle medarbejdere på Comwells hoteller er blevet trænet i, hvad et usynligt handicap er, hvad det betyder at bære Solsikkesnoren, og hvordan man møder en person, der har valgt at bære den.

– For personer med et usynligt handicap som eksempelvis hjerneskade, ADHD, angst og autisme, kan det være både stressende og belastende at være i ukendte omgivelser med mange mennesker omkring sig, som jo ofte er tilfældet på et hotel. Det kan være en ekstra barriere for overhovedet at komme ud ad døren derhjemme, hvis man samtidig oplever at skulle forklare sine udfordringer for at skabe forståelse. Derfor er vi meget glade for at indgå et samarbejde med Comwell, lyder det fra Kathrine Drastrup, Nordisk Kundeansvarlig i Solsikkeprogrammet.

Solsikkesnoren bæres af personer, der ønsker at synliggøre sit usynlige handicap og udleveres som pin eller nøglesnor uden spørgsmål i receptionen på alle Comwells hoteller. Det er frivilligt for gæster og medarbejdere, om man ønsker at bære den.

Udover træning af medarbejderne, vil Comwells gæster også blive mødt med skiltning på hotellerne, der fortæller, hvordan man som gæst kan hjælpe og støtte en person med Solsikkesnoren. Det skal sikre alle gæster et mere inkluderende hotelbesøg. Gæsterne vil også møde medarbejdere med hvide støttepins, som signalerer, at Comwell støtter op om Solsikkeprogrammet.

Om Solsikkeprogrammet

Solsikkeprogrammet udbreder forståelse og kendskab til usynlige handicaps og sikrer, at personer med usynlige handicaps kan vælge at gøre det usynlige synligt. Virksomheder og organisationer, der er med i Solsikkeprogrammet, træner sine medarbejdere i, hvad det indebærer at bære Solsikkesnoren. Det giver brugere af Solsikken en mere tryg og tilgængelig oplevelse hos de virksomheder, der er med i programmet.

Solsikkeprogrammet er drevet af støttemedlemskaber fra virksomheder, kommuner, foreninger, m.fl. For støtten udvikler Solsikkeprogrammet kampagner rettet mod offentligheden samt træningsvideoer til brug for kompetenceudvikling af medarbejdere og ledere i de virksomheder, der tilslutter sig Solsikkeprogrammet.

Mand kendt skyldig i sprængning af hæveautomat og trussel ved Billund...

0
RETTEN. En 38-årig udenlandsk mand er i dag ved Retten i Kolding kendt skyldig i en række alvorlige forhold, der blandt andet omfatter sprængning...

Millionløft til turismen i Kolding

Politibetjent ramt af knivstik

Spirituspåvirket bilist fik sin bil beslaglagt efter baglæns påkørsel

0
KRIMI. Søndag klokken 12.34 blev Sydøstjyllands Politi kaldt til et færdselsuheld i krydset mellem Jens Holmsvej og Fynsvej i Kolding. Her havde en bilist,...

Uheld på E45 skaber lange køer mellem Kolding og Vejle

0
TRAFIK. Et uheld på E45 Sønderjyske Motorvej giver søndag eftermiddag lange køer for bilister mellem Kolding og Vejle. Ifølge Vejdirektoratet er det strækningen fra...

Politiet: Intet grundlovsforhør efter biljagt i Kolding og Fredericia

0
POLITI. Sydøstjyllands Politi har søndag givet en opdatering på sagen om den voldsomme eftersættelse, der fandt sted lørdag aften den 13. september gennem Kolding...

Bil væltede om på hovedet i Kolding – kvinde slap umiddelbart uden skader

0
KRIMI. Søndag morgen blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til en opsigtsvækkende hændelse på Eliassensvej i Kolding, hvor en bil lå omvendt på taget foran...

Vanvidsbiljagt gennem Kolding og Fredericia

0
KRIMI. En lørdag aften udviklede sig dramatisk i Kolding-Fredericia-området, da en sort Audi A5 nægtede at standse for politiet. Ifølge Sydøstjyllands Politi begyndte eftersættelsen...