FC Fredericia er på andenpladsen efter gysersejr

0

FC Fredericia blev presset i bund i kampens overtid mod Kolding, men de holdt stand og vandt lokalopgøret med 2-1.

Sæsonens første lokalopgør fandt fredag aften sted mellem Kolding IF og FC Fredericia. Autocentralen Park i Kolding dannede rammen om opgøret, der var velbesøgt med 3.417 tilskuere. Allerede før kampen var der gang i den, da der var arrangeret fanzone for begge holds fans.

Kampen var, udover at være et lokalopgør, også en kamp i toppen af NordicBet Ligaen. Med en sejr ville FC Fredericia, i hvert fald for en stund, kravle op på andenpladsen i tabellen, mens Kolding omvendt kunne rykke op på tredjepladsen foran netop FC Fredericia med en sejr.

FC Fredericia satte sig på begivenhederne fra start, men skabte ikke det store. Den første del af kampen var uden de store begivenheder, og det væsentligste var, at Lundrim Hetemi fik raget et gult kort til sig, da han stoppede en omstilling grundet et boldtab af Jesper Juelsgård.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Kampens første chance tilfaldt hjemmeholdets Thomas Mikkelsen, der tidligere i karrieren har spillet for FC Fredericia. Den nu 33-årige angriber var helt fri ved bagerste stolpe, da Juelsgård ikke markerede ham tæt, men Mikkelsen headede forbi mål.

Minuttet efter var FC Fredericia på spil. Sofus Berger testede Koldings keeper Kyrylo Shushman, der kun halvklarede forsøget, som ellers ikke var af høj kvalitet. Høj kvalitet viste FC Fredericia til gengæld efter en halv time. FC Fredericia erobrede bolden, Nicklas Røjkjær førte den frem, og han spillede bolden ud til Tobias Bach på højrekanten, og han sendte bolden ind i feltet til Frederik Carstensen, som var helt fri på bagerste stolpe. Lejesvenden fra Silkeborg svigtede ikke og sendte FC Fredericia i front med 1-0.

Tre minutter før pausen burde FC Fredericia være kommet yderligere foran. Efter en kluntet situation i Kolding-feltet fik Sofus Berger bolden for at score i tomt mål, men han lobbede forsøget forbi, og mere skete der ikke i første halvleg, som FC Fredericia i det meste af tiden dominerede.

Anden halvleg startede med, at FC Fredericia havde bolden mest, men der blev ikke skabt nogen chancer, og så slog Kolding til. Lidt ud af det blå fik hjemmeholdet udlignet i det 53. minut, da Jacob Vetter skød udefra. Valdemar Birksø fik hånden på langskuddet, og bolden strøg ind i målet.

I forbindelse med målet kom Birksø galt afsted og måtte lade sig udskifte med Frederik Mehder, som hidtil kun har vogtet målet i pokalkampe for FC Fredericia. Samtidig skiftede FC Fredericia den offensive kreatør, Emilio Simonsen, ind på banen i stedet for Sofus Berger, som ellers havde været et af FC Fredericias omdrejningspunkter offensivt.

https://crossbridge.dk/

Koldings keeper Shushman fortsatte med at komme i fokus. I det 66. minut var han ved at tabe et hjørnespark i eget mål. Han ville dog intet kunne have stillet op, hvis Adam Jakobsens skud efter 68 minutter havde været indenfor målrammen. Frederik Christensen spillede bolden til Jakobsen, som sparkede mod målet, men forsøget gik forbi.

Med et kvarter igen var det Nicklas Røjkjærs tur til at teste den ukrainske Kolding-keeper. Denne gang med et frisparksforsøg, som knækkede, men Shushman formåede at slå forsøget ud til hjørnespark.

Det kunne lægge op til, at kampen ville ende uden flere mål, men FC Fredericia ville det anderledes. Indskiftede Eskild Dall slog til i det 83. minut. Tobias Bach skød mod mål, men ramte bolden forkert. Dog landede den hos Eskild Dall, som resolut bankede bolden i nettet til 2-1.

Længe lignede det afgørelsen. Kolding havde ikke budt sig til i det meste af kampen, men i de otte minutters overtid blev FC Fredericia belejret. Først blev Mathias Kristensen spillet fri, da han udnyttede, at Mikkel Fischer ikke var opmærksom på en bold i bagrummet. Frederik Mehder reddede den frie chance, men han måtte i aktion igen, Mehder. Christian Palm var tæt på at score fem minutter inde i overtiden.

Ind gik bolden ikke, og FC Fredericia trak sig ud af lokalopgøret med en sejr på 2-1, som sender holdet på en foreløbig andenplads.

Næste gang Kolding skal i kamp i NordicBet Ligaen er den 1. oktober mod Hobro. Inden venter en hjemmekamp i pokalturneringen mod FC Nordsjælland. For FC Fredericias vedkommende står det tirsdag på en pokalkamp mod AaB, og den 1. oktober venter Næstved på Monjasa Park.

Live: Lokalopgør mellem Kolding og Fredericia

0

Klokken 19:00 er der dømt lokalopgør mellem Kolding IF og FC Fredericia. Hvem trækker sig sejrrigt ud? Følg med og få svaret.

Anbefaling: Ingen skærm til børn under 2 år

0

Børn og unges liv er mere digitalt end nogensinde før, og det øgede skærmbrug skaber grobund for tvivl, bekymringer og konflikter i familierne. Derfor er der behov for nogle tydeligere anbefalinger til, hvordan børn og unge i alderen 0-18 år samt deres forældre bedst bruger skærmen. Det mener Børns Vilkår, der i dag lancerer en lang række skærmanbefalinger.

Ingen skærm til børn under 2 år. Forældre skal bruge mindst mulig tid på skærmen, når de er sammen med deres børn. Passivt algoritmedrevet forbrug skal begrænses. Så vidt muligt ingen billeddeling af børn uden samtykke, og som udgangspunkt ingen børn under 13 år på sociale medier.

Sådan lyder nogle af de mange detaljerede skærmanbefalinger, som Børns Vilkår lancerede i denne uge.

Anbefalingerne er delt op i syv forskellige aldersgrupper og har form som en guide målrettet forældre, der ønsker råd, retningslinjer og ideer til, hvordan man hjælper sit barn med at få et balanceret forhold til digitale medier. Formålet er at bidrage til færre konflikter i hverdagen, hvor tv, tablets og smartphones fylder meget. Samtidig skal de hjælpe med at sikre børn og unges trivsel online og værne om deres ret til privatliv samt beskytte dem bedre mod grænseoverskridende indhold og afhængighedsskabende algoritmer online.

– Mange forældre er, helt forståeligt, bekymrede og forvirrede over de mange nye muligheder, valg og svære dilemmaer, som digitale og sociale medier har ført med sig. Den tvivl, der kan opstå, vil vi gerne imødekomme med vores nye skærmguide, som vi synes, har manglet. Sandheden er, at vi stadig ikke ved ret meget om, hvordan skærmene præcis påvirker vores børn og unge, men vi mener, at der efterhånden er viden nok til at konkludere, at vi bør være mere forsigtige, end vi er i dag, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Børns Vilkårs skærmanbefalinger bygger på den tilgængelige forskning på området, organisationens børnefaglighed og anvendelsen af et forsigtighedsprincip.

– Vi er fortsat meget optagede af arbejdet med at regulere techvirksomhederne, så deres platforme bliver mere sikre for børn og unge at færdes på. Vores anbefalinger skal ses som en guide, der kan få børn og forældre til at samarbejde om et bedre skærmliv og fungere som et slags selvforsvar i familierne mod en industri, der i stadig stigende grad tager vores opmærksomhed, siger Rasmus Kjeldahl.

Mere fokus på indhold end på skærmtid
De nye anbefalinger tager udgangspunkt i, at der skal mere fokus på, hvad børn og unge laver på skærmen, end hvor lang tid en skærm er tændt – herunder fokus på den store forskel, der er på de forskellige aktiviteter, der involverer en skærm. Desuden sondrer anbefalingerne mellem, om skærmaktiviteterne foregår alene eller sammen med andre.

Anbefalingerne er skræddersyet til specifikke grupper af børn og unge og nogle af de behov, de har på de forskellige alderstrin. Digitale fællesskaber er fx ikke aktuelle for de mindste børn, men fylder mere og mere, som alderen stiger. Småbørn har derimod et ekstra stort behov for menneskelig og fysisk kontakt og hjælp til at håndtere svære følelser, som ikke kan erstattes af en skærm.

Skærmanbefalingerne tager ligeledes højde for den øvrige viden, der findes om børn og unges trivsel.

– Vi ved jo en hel del om, hvad der er godt for børn og unges trivsel generelt. Derfor anbefaler vi, når det kommer til skærmbrug, at forældre ser på barnets trivsel i sin helhed: Er barnet en del af fysiske fællesskaber? Får barnet sin søvn? Får det bevæget sig? Det siger sig selv, at hvis skærmaktiviteter fylder mange timer hver dag, så bliver der mindre tid til alt det andet, der fremmer den gode trivsel, siger Rasmus Kjeldahl og fortsætter:

– Vi er helt med på, at hver familie har sin egen hverdag og rutiner, som kan blive udfordret af nogle af anbefalingerne. Alligevel mener vi, at man rundt om i familierne bør sætte sig sammen og aftale nogle klare rammer og også tidsbegrænsninger, der tager højde for de øvrige ting i dagligdagen, som børn og unge skal være en del af. Anbefalingerne skal på den måde ses som et supplement til den sunde fornuft – at de giver anledning til refleksion, dialog og aktiv stillingtagen, frem for at alle forældre følger alle vores anbefalinger til punkt og prikke.

Foruden anbefalinger til børn, unge og deres forældre indeholder skærmguiden også anbefalinger til fagpersoner i daginstitutioner og skoler.

Se på dit hus med ildens øjne

0

Mange hjem i Trekantområdet indeholder brandfælder, som de færreste er opmærksomme på. Men ved at følge en række enkle råd, kan flere brandskader undgås, lyder det fra GF Forsikring.

Særligt elektronik har vist sig at være tikkende bomber under brandsikkerheden. I takt med at vi omgiver os med mere og mere elektronik, stiger faren nemlig også for brand, men ved at følge en række enkle råd kan flere brandskader undgås, lyder det fra GF Forsikring.

-Mange husejere følger det gode råd med at se på deres hus med tyvens øjne, og derefter forebygger de indbrud på forskellige måder. Hvis husejerne med samme grundighed så på deres hus med ildens øjne, ville mange små og store brandskader helt kunne undgås, fortæller Martin Rundager, skadechef i GF Forsikring.

Nye tal fra Forsikring & Pension viser, at det samlede antal brandskader i Danmark i 2022 lå på 40.600, hvilket er et fald fra 41.700 i 2021 – og det er halvt så mange skader som i 2009. Men antallet af skader er stadig for højt. Martin Rundager forklarer:

– Det er positivt, at det går den rigtige vej, men vi ser stadig for mange brandskader, som både fører til materielle skader og i de værste tilfælde alvorlige personskader. Det allerbedste råd, vi kan komme med, er derfor, at man skal have sig minimum én røgalarm. I betragtning af hvor god sikring, man får ud af en røgalarm, så er de altså ikke særlig dyre, så det er bare at få dem købt, siger han.

Lokal forebyggelse er vigtigt
For den lokale leder af GF TrekantOmrådet kan det kun gå for langsomt med, at flere brandsikrer deres hjem.

– Alene i Region Syddanmark rykkede brandvæsenet ifølge Beredskabsstyrelsen i 2022 ud til 657 brande i private hjem. Tallet understreger behovet for mere information om, hvordan den enkelte boligejer kan forebygge brand – og vi må heller ikke glemme brandsikkerheden for de mange, der bor i lejebolig, siger Jesper Bertelsen, der står i spidsen for GF Forsikrings kontorer i Billund, Kolding og Fredericia.

Elektronik er en stor synder
Årsagerne til brand er mange – men særligt elektronik har vist sig at være tikkende bomber under brandsikkerheden. I takt med at vi omgiver os med mere og mere elektronik, stiger faren nemlig også for brand. Det siger Marcello Francati fra Dansk Brandteknisk Institut.

– Vores køkkener er blevet ret brandsikre – fx har de fleste induktionskomfurer. Men mange overser faren ved at have mange ledninger liggende til alle vores elektriske apparater. Forlængerledning og fordelerstik er ikke beregnet til at trække så meget strøm, som apparaterne bruger. Så i uheldige tilfælde, hvor det hele kører på en gang, kan der faktisk opstå overophedning og brand. Så et godt råd herfra er at sætte stikkene i enkeltvis – og så tage dem helt ud, når man ikke bruger dem, siger han.

Hvor 20 procent af brandskaderne kan relateres til el, står bl.a. stearinlys, madlavning og rygning for de resterende 80 procent. Og rygning er faktisk stadig den helt store synder.

– Den største brandrisiko er stadig uforsigtighed med rygning. Det kan være en cigaret, der ikke er ordentligt slukket, eller måske er den tabt i skraldespanden – eller endelig ser vi tilfælde med, at rygning i sengen har startet en brand, siger Marcello Francati.

Sydøstjyllands Politi indstiller efterforskningen i sag mod Kolding Kommune

0

Sydøstjyllands Politi har netop afgjort, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen i en sag, hvor Kolding Kommune er anmeldt for dokumentfalsk.

Sydøstjyllands Politi har besluttet at standse efterforskningen af Kolding Kommune, som i 2020 blev anmeldt for dokumentfalsk i forbindelse med en ansøgning om klapningstilladelse i Lillebælt. Begrundelsen er, at en samlet vurdering af de oplysninger, der er kommet frem under efterforskningen indtil nu, ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der i forbindelse med ansøgningen om klapning er begået noget strafbart.

I perioden siden anmeldelsen har Sydøstjyllands Politi blandt andet gennemgået flere miljørapporter fra forskellige rådgivningsfirmaer, der har målt og analyseret havbundsmateriale, og sagsmaterialet fylder ni ringbind. Som et led i efterforskningen har Sydøstjyllands Politi ligeledes forelagt sagen for Miljøstyrelsen, som er myndighed på fagområdet.

Sagen kort

En borger anmeldte i 2020 Kolding Kommune for dokumentfalsk. Anmeldelsen lød på, at Kolding Kommune havde overtrådt straffeloven, idet kommunen havde indsendt falske dokumenter til Miljøstyrelsen i forbindelse med en ansøgning om klapning af cirka 360.000 kubikmeter havbundsmateriale.

Klapning er at grave havbund fra fx havne eller sejlrender op og flytte det opgravede materiale til et andet sted i havet. I den konkrete sag skulle opgravning ske i Kolding fjord i Kolding Kommune og materialet skulle placeres ud for Trelde Næs i Fredericia Kommune.

Ifølge anmeldelsen skulle Kolding Kommune have indsendt miljøundersøgelser, der ikke var fyldestgørende, og som derfor ikke gav et retvisende billede af billede af bundmaterialet visse steder.

I forbindelse med efterforskningen har sagen som anført bl.a. været forelagt Miljøstyrelsen som fagmyndighed. Heller ikke udtalelsen herfra har givet grundlag for at antage, at yderligere efterforskning ville kunne føre til et tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der i forbindelse med ansøgningen om kapning er begået noget strafbart.

Den juridiske begrundelse

Afgørelsen er truffet i henhold til Retsplejeloven § 749 stk. 2, der foreskriver, at politiet kan indstille en efterforskning, hvis der ikke er grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, såfremt der ikke har været rejst sigtelse.

Mulighed for at klage

Parter i sagen har mulighed for at klage over afgørelsen. Fristen for at klage er fire uger efter, at parten har modtaget besked om afgørelsen. Statsadvokaten kan bestemme, at efterforskningen skal fortsætte.

Der er ikke umiddelbart nogen, der juridisk kan anses for at være part i sagen, idet det kræver en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Fredericia Musicalteater har fået teleslynge

0

Til glæde for hørehæmmede har Fredericia Musicalteater nu fået teleslynge. Det fortæller fundraiser og dramaturg, Katja Lotsberg Nilsen, samtidig med at hun afslører, at man arbejder på andre forbedringer.

Malstrøm har haft premiere på Freak Show

0

Der sker meget for tiden, fortæller lederen af Teater Malstrøm, Martin Bach Sørensen. Efter premieren ser han frem til at kunne underholde publikum med forestillingen.

Ny ejendomsvurdering: Hør mæglerens råd

0

De nye ejendomsvurderinger skaber uro blandt boligejere og boligkøbere. Ejendomsmægler Lars-Bo Ottosen kommer har nogle gode råd, man kan være opmærksom på i den forbindelse.

Modstandere forsøgte forgæves at ødelægge FCK’s nattesøvn

0

En gruppe fans tilhørende den tyrkiske fodboldklub Galatasaray forsøgte natten til onsdag at forstyrre FC Københavns spilleres søvn ved at tænde for store mængder fyrværkeri udenfor et hotel i Istanbul. Aktionen blev fanget på video og delt på sociale medier med beskeden: “Velkommen til helvede, FC København.”

Tilsyneladende var det hele dog en forfejlet mission.

Daniel Rommedahl, director of football operations and international affairs for FC København, meddelte hurtigt, at de larmende fans var havnet ved det forkerte hotel.

– Vi har ikke hørt noget, og når jeg ser på videoen, så kan jeg tydeligt se, at det i hvert fald ikke er der, hvor vi bor, siger Rommedahl og tilføjer:

– Det er 100 procent sikkert, at det ikke er i nærheden af, hvor vi bor. Det er heller ikke vores sponsorhotel eller hotellet for U19-holdet, så hvem der bor der, det må guderne vide, siger Rommedahl til bold.dk.

De to hold spiller klokken 18:45 dansk tid.

CHARLES TANTE forlænges på Fredericia Musicalteater

0
Foto: Søren Malmose

I fredags kunne Fredericia Musicalteater fejre Danmarkspremiere på den morsomme og livlige musicalkomedie CHARLES TANTE. I dag kan Fredericia Musicalteater glæde publikum med, at forestillingen forlænges med hele to spilledage henholdsvis den 14. oktober og den 15. oktober. Billetsalget er startet på fredericiamusicalteater.dk.

CHARLES TANTE fik en begejstret modtagelse af anmelderne. Jyllandsposten tog “hatten af” for aftenens levering og kvitterede med 4 stjerner og ordene: “Det er sjældent, man ser nyskrevne, nykomponerede musicals på dansk i en skala som den, vi får med ”Charles tante”. Sceneblogs 5-stjernede anmeldelse roste opsætningen med ordene “Succesen er fuldbyrdet” ligesom Fredericia Avisens 6 stjerner skrev: “Fredericia Musicalteater udfører alt til perfektion.” Den 4. væg skrev således: “At Fredericia Musicalteater stadig ligger allerforrest, når det kommer til musicalteatre i Danmark, viser sig ikke kun i deres upåklagelige valg af skuespillere. Det er også ganske tydeligt i produktionen.”

Musicalen CHARLES TANTE er en moderne og opdateret udgave af den folkekære fortælling af samme navn. På scenen i Fredericia kan man i Mads M. Nielsens opsætning af CHARLES TANTE møde blandt andre musicalstjernerne Lars Mølsted, Magnus Bruno og Mikkel Emil Nielsen, Karoline Toksvig Gammelgaard, Michael Hasselflug og Maria Skuladottir.

Handling
I musicalkomedien CHARLES TANTE kan publikum se frem til at møde de to universitetsstuderende, Charles og Peter, som tager alle kneb i brug, for at komme på date med pigerne Lone og Laura. De to studiekammerater har planlagt en romantisk middag, men deres planer går i vasken, da pigernes anstandsdame aflyser deres aftale. For at redde aftenen overtaler Charles og Peter deres ven, Ditlev, til at klæde sig ud som Charles tante, Donna Lucia d’Alvadorez – med “z” i enden. Alt går efter planen – lige indtil pigernes onkel, Hr. Lohman, forelsker sig glødende i Charles tante.

Nyt liv til folkekær fortælling
Mads M. Nielsens CHARLES TANTE er baseret på den folkekære film af samme navn fra 1959. Det er en dansk filmskat som har prominente skuespillere som Dirch Passer, Ove Sprogøe, Ghita Nørby og Susse Wold rollelisten. CHARLES TANTE er dog oprindeligt en teaterforestilling, som havde premiere på ABC Teatret i 1958. Dengang var Stig Lommer instruktør på forestillingen, som havde fornøjelsen af Dirch Passer som Tante Lucia. Denne opsætning af CHARLES TANTE blev en kæmpe succes og efter spilleperioden på ABC Teatret turnerede forestillingen landet rundt. Dirch Passer og resten af holdet lagde dengang vejen forbi Fredericia Teater.

Flere hænder omkring børnene med ny økonomiaftale

0
En ny økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne ændrer på, hvordan minimumsnormeringerne i landets daginstitutioner gøres op. Fremover skal institutionsledere ikke længere tælles med i...

Forhandlet på under en uge: Ny kommuneaftale giver milliardløft

POLITIK. Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2027. Aftalen løfter den samlede kommunale serviceramme med 3,3 milliarder...

Mand mente han havde lejet lokale: Politiet var ikke enig

0
KRIMI. En 48-årig mand fra Sæby blev onsdag anholdt i Kolding efter to episoder i midtbyen. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Første anmeldelse...

Bakterier i drikkevandet udløser kogeanbefaling i Taulov

0
SUNDHED. Børup Vandværk har udsendt en kogeanbefaling til sine forbrugere i dele af Taulov-området. Anbefalingen kommer, efter at en rutinemæssig prøve fra vandværket har...

Tyve slog til mens beboer var på plejehjem: Smykker forsvundet

0
KRIMI. Der har været indbrud i en bolig i Goldbækparken i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet fra mandag klokken 14.00 til tirsdag omkring...

Tysk turist antastet i sit telt på Stranden: Væk da politiet kom

0
KRIMI. En tysk turist blev tirsdag antastet i sit telt på Stranden i Kolding af tre andre tyske turister. Episoden blev anmeldt, og politiet...