120 mio. kroner skal styrke sagsbehandlernes faglighed i nyt beskæftigelsessystem

0

POLITIK. Med beskæftigelsesreformen får både kommuner og a-kasser langt friere rammer til at hjælpe ledige borgere tættere på arbejdsmarkedet. Nu følger en pulje på 120 millioner kroner, som skal bruges til at opkvalificere ledere og medarbejdere, så de er klar til de nye arbejdsgange.

Reformen betyder færre proceskrav, mindre bureaukrati og større frihed for sagsbehandlerne, der fremover skal skræddersy mere individuelle forløb for borgerne. Det kræver nye kompetencer i hele beskæftigelsessystemet – og derfor er midlerne afsat.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek forklarer
»Arbejdet med at hjælpe borgeren tættere på arbejdsmarkedet har i for høj grad været præget af krav til processer og tidskrævende formaliteter. Nu giver vi sagsbehandlerne større frihed, hvor deres faglighed virkelig kan komme i spil, så borgerne kan få den indsats, der passer til den enkelte.«

Puljen udmøntes i perioden 2026-2028. Ifølge aftalen mellem regeringen og KL skal kommuner og a-kasser medfinansiere opkvalificeringen, men kun fra 2027. Da budgetterne for 2026 allerede er vedtaget, stilles der ikke krav om medfinansiering det første år. I 2027 og 2028 skal kommuner og a-kasser selv bidrage med 20 procent af det beløb, de søger om.

Med de nye penge får systemet mulighed for at løfte kvaliteten af sagsbehandlingen netop dér, hvor reformen giver medarbejderne et større fagligt ansvar og mere fleksibilitet i hverdagen.

Regeringen vil gøre det lettere for medarbejdere at føre virksomheden videre

0

POLITIK. Flere danske virksomheder står i de kommende år foran et generationsskifte, og mange virksomhedsejere nærmer sig pensionsalderen uden at have en oplagt arving eller køber klar. Det kan betyde lukninger, salg til udlandet og tab af både arbejdspladser og lokal forankring.

Derfor behandler Folketinget nu et lovforslag, der skal gøre det muligt for virksomhedsejere at overdrage deres virksomhed til medarbejderne uden selv at blive beskattet af salget. Skatteforpligtelsen skal i stedet følge virksomheden og de nye ejere.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger
»Gode virksomheder skal kunne føres videre af dem, der kender dem bedst. Det må bøvlede skatteregler ikke blokere. Vi skal styrke iværksætteri i hele Danmark, og lovforslaget er et vigtigt redskab for erhvervslivet i bl.a. vores landdistrikter. F.eks. den lokale tømmervirksomhed, hvor de unge svende ønsker at drive virksomheden videre, når mester går på pension. Det sikrer arbejdspladser og virksomheder med fortsat lokal forankring.«

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen bakker op
»Det er afgørende, at vi i Danmark sikrer et incitament for erhvervsdrivende til at drive virksomhed og til at føre en virksomhed videre. Det skal ikke koste dyrt for en virksomhedsejer, der finder det meningsfuldt at overdrage sin virksomhed til medarbejderne. Det skal vi tværtimod støtte, så der er alternativer til lukning eller salg af virksomheden til fx udenlandske købere.«

I dag kan virksomheder allerede overdrages skattefrit til familiemedlemmer, nærtstående medarbejdere og erhvervsdrivende fonde. Med det nye lovforslag udvides mulighederne, så medarbejdere i fællesskab kan overtage virksomheden og finansiere et generationsskifte gennem en medarbejderejet model.

Lovforslaget skal dermed supplere de eksisterende generationsskiftemodeller og være med til at sikre, at danske arbejdspladser og lokale virksomheder bevares frem for at lukke eller blive opkøbt af udenlandske aktører.

Forslaget udspringer af Iværksætteraftalen fra 2024, som regeringen indgik sammen med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Håndbolden er nu officielt levende kulturarv

0

SPORT. Håndbold har i foråret været én af danskernes favoritkandidater i Kulturministeriets store folkehøring om immateriel kulturarv – og nu er det officielt. Sporten er blevet føjet til den danske UNESCO-fortegnelse efter en afstemning med næsten 60.000 deltagere.

De fem vinderbidrag, som nu indgår i fortegnelsen hos Det Kgl. Bibliotek, er håndbold, højskolerne, pølsevogne, foreningsliv og tillidssamfundet. Her kan man læse beskrivelser af den kulturelle betydning, de hver især har for Danmark.

I pressemeddelelsen fra Det Kongelige Bibliotek lyder det blandt andet
»Håndbold er både eliteidræt og folkelig bevægelse, der forbinder generationer, lokalsamfund og livssituationer. Sporten beskrives som noget man går til, følger med i og er en del af – et levende fællesskab.«

Direktør for Det Kgl. Bibliotek, Bente Skovgaard Kristensen, glæder sig over optagelsen
»Vores kulturarv er uhyre vigtig. Det er det, der binder os sammen som folk – og det er med til at give Danmark kulturel modstandskraft i en turbulent tid. De fem vinderbidrag viser de fællesskaber, værdier og praksisser, der samler os danskere på tværs af alder, baggrund og sociale skel. Nu får de en velfortjent anerkendelse og plads på den danske UNESCO-fortegnelse.«

Folkehøringen tog udgangspunkt i 20 kulturfænomener udvalgt blandt 10.000 forslag, indsendt til Kulturministeriet. Udvælgelsen blev foretaget af en komité bestående af kulturminister Jakob Engel-Schmidt, Ghita Nørby og Søren Ryge, med faglig støtte fra Det Kgl. Biblioteks vicedirektør Søren Bitsch Christensen.

Hos DanskHåndbold er stoltheden stor over, at sporten nu officielt er en del af Danmarks levende kulturarv.
»Jeg er ekstremt stolt over nu at se håndbolden på den fine liste. Det bekræfter sportens status som en af Danmarks vigtigste folkelige idrætsgrene og fællesskaber, og det er et skulderklap til de tusindvis af frivillige, trænere, børn, unge, forældre og fans, som er hele sportens fundament« siger administrerende direktør Heino Knudsen.

Vinderne får nu også muligheden for at blive indstillet til UNESCO’s internationale verdensarvsliste – en mulighed, DanskHåndbold vil undersøge nærmere.

Syddanmarks erhvervsfyrtårne står stærkt på årets liste trods formuefald i toppen

0

Når danskerne bygger om, klikker de sig ofte ind hos Jem & Fix. Når garderoben trænger til fornyelse, søger mange mod Bestseller. Og når der skal købes dyner og madrasser hjem til vintermånederne, kører store dele af landet forbi Jysk. De store koncerner er ikke bare en del af danskernes hverdag. De er også en del af historien om Danmarks rigeste familier, som netop er blevet offentliggjort i Økonomisk Ugebrev i samarbejde med Loyalty Key.

Årets liste tegner et billede af en økonomisk elite i bevægelse. De 100 rigeste danskere har tilsammen mistet 15 milliarder kroner og ligger samlet på 1.224,5 milliarder kroner. Men bag det store tal gemmer sig markante forskydninger mellem brancher og generationer. Nogle familier taber dramatisk i formue, mens andre rykker frem med tocifrede milliardløft.

Og her i vores egne kommuner i Syddanmark er bundlinjen klar. Middelfart, Fredericia, Kolding og Vejle står fortsat stærkt på landkortet, når det gælder familier med både industrielle rødder og moderne milliardformuer.

Middelfart markerer sig markant med to milliardformuer

Middelfart Kommune er igen repræsenteret, og byen på begge sider af Lillebælt beviser, at den huser nogle af landets mest indflydelsesrige erhvervsnavne.

Øverst i det lokale felt finder vi Torben Østergaard Nielsen, der med sine investeringer og store aktiviteter i Selfinvest og bunkerbranchen ligger nummer 6 på landsplan. Hans formue er faldet fra 43,6 mia. kr. til 29,6 mia. kr., men han er fortsat blandt de absolut største aktører i dansk erhvervsliv. Formuetabet på 14 milliarder kroner er markant, men afspejler primært udviklinger i de internationale markeder, som branchen er følsom over for.

Endnu en Middelfart-profil er Bent Jensen fra thansen. Han ligger nummer 68 med en formue på 3,4 mia. kr. og er en af årets stigninger. For mange bliver thansen forbundet med cykler, reservedele og biludstyr, men bag butiksfronten gemmer sig en stærk erhvervshistorie, hvor familieejerskab og jysk købmandskultur fortsat driver udviklingen. Dermed er Middelfart Kommunes to største formueprofiler samlet gode for mere end 33 milliarder kroner.

Fredericia holder sig solidt i top 50 med global oliehandel

I Fredericia repræsenteres byen af Anders Østergaard, ejer af Monjasa-koncernen, der er vokset til en global spiller inden for handel med bunkerolie og shipping. Med 4,7 mia. kr. i formue ligger han nummer 46 på listen. Stigningen på 500 millioner kroner viser, at selv i en tid med geopolitisk usikkerhed og forsyningsudfordringer formår virksomheden at navigere gennem de internationale brændstofmarkeder.

Fredericia har i år kun én person i top 100, men hans globale rækkevidde placerer alligevel byen blandt de væsentlige erhvervscentre langs Lillebælt.

Kolding fastholder sin milliardprofil

Kolding er repræsenteret af familien Søndergaard Nielsen på plads nummer 97. Familien, der tjente sin formue på salget af Sondex Holding A/S, har øget sin formue en smule og ligger nu på 2,4 mia. kr. Deres formuer ligger i dag primært i investeringer og ejendomme, og selvom familien ikke længere står i spidsen for et driftsselskab, holder de fortsat Kolding placeret på listen over Danmarks økonomiske kraftcentre.

Vejle konsoliderer sig med investeringstunge milliardærer

I Vejle Kommune er det især én familie, der markerer sig. Familien Kirk Johansen ligger nummer 16 med en formue på 13,3 mia. kr. og har øget formuen med over en milliard siden sidste år. Familien er blandt andet kendt for sine investeringer via Kirk Kapital og knytter dermed Vejle til det tunge erhvervslag i Danmark, hvor finans, ejendomme, industri og kapitalforvaltning spiller sammen.

Med Vejle i ryggen er de en del af et større vækstmiljø, hvor familieejerskab fortsat er en styrke i en tid, hvor internationale fonde og globale investorer fylder stadig mere.

Store tab i toppen, men Syddanmark står stærkt

Selvom listen domineres af store navne som Lego, Bestseller og Danfoss, er udviklingen bemærkelsesværdig. Lego-familien Kirk Kristiansen topper listen med 350,4 mia. kr., men har tabt over 18 mia. kr. siden sidste år. Danfoss-familien Clausen, der de seneste år er blevet et symbol på Sønderjyllands industrielle muskler, falder også tungt med et formuetab på samme størrelse.

Det mest markante fald kommer dog fra Louis-Hansen-familien bag Coloplast, der mister 21,8 mia. kr. og ryger ned på årets femteplads.

Mens toppen derfor skraber sig gennem et hårdt år, går det bedre for andre. Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen har fremgang på hele 27 mia. kr., mens Jysk-familien løfter sig 12,6 mia. kr. og rykker tilbage blandt landets absolutte erhvervsspidser.

Fra Odense kommer også et markant spring. Harald Nyborg-brødrene Erling og Njal Daell stiger mere end 2 mia. kr. i formue og ligger nummer 22, drevet af stærk vækst i især Jem & Fix.

Kvinderne fylder mere i toppen af dansk erhvervsliv

En tydelig tendens på årets liste er, at flere kvinder har plads blandt landets rigeste. Tolv kvinder er repræsenteret, og flere har centrale roller i familiernes formuer og drift.

Her finder vi blandt andre Ecco-ejeren Hanni Merete Toosbuy, der trods et dramatisk formuetab på grund af virksomhedens underskud fortsat ligger nummer 10. Også Winnie Liljeborg, der solgte sin del af Pandora, står stærkt i toppen og har stadig en betydelig formue, der både investeres og bruges til velgørende projekter.

Syddanmark står stærkt i et år med storm

Set med lokale briller er udviklingen klar. Regionens traditionelle styrkepositioner står fast. Industri, energi, detailhandel, shipping og investeringer præger billedet fra øst til vest.

Middelfart placerer sig som en af landets mest koncentrerede milliardadresse med både energi og detail i front. Fredericia er fortsat hjemsted for en global olieaktør, der modstår markedets turbulens. Vejle holder sin kapitaltunge familiesucces i top 20. Og Kolding markerer sig fortsat som en by med solide erhvervsrødder i milliardklassen.

Selvom Danmarks 100 rigeste samlet set mister værdier, viser årets liste, at Syddanmark fortsat udgør en hjørnesten i dansk erhvervsliv. De lokale virksomheder påvirker alt fra shipping og handel til industri og energi. Samtidig er de et billede på en region, hvor familieejerskab, opfindsomhed og handelsånd fortsat bærer væksten.

Listen bygger på Økonomisk Ugebrevs opgørelse og dokumenterer endnu et kapitel i historien om dansk erhvervsliv. En historie hvor Danmarks rigeste bliver rigere og fattigere i takt med markederne, men hvor de syd- og østjyske erhvervsfamilier stadig står midt i maskinrummet.

DMI melder om flot solskin i Jylland – resten af landet får mere skyet vejr

0

DMI varsler en klar og solrig dag over store dele af Jylland, hvor himlen flere steder allerede til formiddag åbner op med blå himmel. Enkelte egne må dog vente et par timer, før solen bryder igennem.

I resten af landet bliver vejret mere skyet, men der kan stadig komme små glimt af sol i løbet af dagen. Ifølge DMI forventes temperaturerne at snige sig lige over frysepunktet.

42-årig fra Vejle idømt fængsel for oversavet jagtgevær og narkofund

0

En 42-årig mand fra Vejle Kommune er tirsdag blevet idømt 2 år og 3 måneders ubetinget fængsel ved Retten i Kolding. Dommen omfatter både overtrædelse af våbenloven og loven om euforiserende stoffer. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på X onsdag.

Ifølge politiet blev manden dømt for at være i besiddelse af et oversavet jagtgevær samt haglpatroner.

Dommen dækker også fund af flere typer narkotika, som manden opbevarede til eget brug. Der var tale om:

• 1,38 gram hash

• 2,06 gram kokain

• en joint

• 7 Rivotril-tabletter

Den 42-årige modtog dommen og blev efterfølgende fængslet.

27-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet for groft bedrageri

0

Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag morgen en kvinde i Kolding. Kvinden er sigtet og nu varetægtsfængslet for at have franarret en række ofre deres betalingsoplysninger, så oplysningerne herefter kunne misbruges.

En 27-årig kvinde fra Kolding er tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet til den 9. december.

Sydøstjyllands Politi anholdt kvinden tirsdag morgen, og klokken 13.00 blev hun stillet for en dommer i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Kvinden er sigtet for bedrageri og databedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Ifølge sigtelsen har kvinden via falske links narret et pt. ukendt antal personer til at udlevere deres betalingsoplysninger. Herefter har hun og/eller ukendte gerningsmænd uberettiget benyttet oplysningerne til at købe varer på en række forskellige webshops og afbetalt gæld til en værdi af mindst 1,4 millioner kroner.

Grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre.

Undgå misbrug af personlige oplysninger

Hvis en kriminel får fat i dine personlige oplysninger, kan du risikere at få misbrugt din bankkonto, dit betalingskort eller få optaget et lån i dit navn.

De kriminelle benytter sig af forskellige metoder til at lokke personlige oplysninger ud af folk. Det sker blandt andet ved, at svindlerne forsøger at få dig til at udlevere dine oplysninger over sms, over telefonen eller ved at få dig til at klikke på et link i en sms eller e-mail, hvor du så skal indtaste dine oplysninger på en falsk hjemmeside.

Hos Politiet modtager vi også anmeldelser fra borgere, der er blevet franarret deres kort- eller MitID-oplysninger af falske købere. Svindlen sker eksempelvis i forbindelse med salg af varer på onlineplatforme. Her misbruges kendte fragtfirmaers navne og logerer, når ”køberen” af en vare sender links til falske fragtservice-hjemmesider. Herefter bliver sælgeren anmodet om at indtaste eller ”bekræfte” sine kort- eller kontooplysninger for at få sine penge.

Husk derfor følgende råd, når du handler med andre på nettet:

  1. Fragttjenester tilbyder ikke at varetage betalingen for en vare.
  2. De falske hjemmesider kan virke både ægte og professionelle og tilbyde supportservice – men der er tale om svindel.
  3. Del aldrig dine MitID-oplysninger med andre.

Du kan altid foretage en anmeldelse af digital svindel via politiets hjemmeside: https://politi.dk/anmeld-kriminalitet/oekonomisk-svindel-paa-nettet/anmeld-oekonomisk-svindel-paa-nettet

KIF Kolding henter stortalent hos GOG – 19-årige Hjalte Langmack skifter til klubben

0

KIF Kolding har sikret sig endnu en markant brik til fremtidens hold. Klubben har nemlig lavet en treårig aftale med den 19-årige bagspiller Hjalte Langmack, der tiltræder fra sommeren 2026.

Hjalte Langmack er et af de mest lovende talenter i dansk håndbold. Allerede i denne sæson har han fået debut i både Champions League og Bambusa Herreligaen for GOG, hvor han trods sin unge alder har vist eksplosiv power, fysik og et direkte angrebsspil, der har gjort ham bemærket.

Langmack har sin håndboldopvækst i Team Haderslev KFUM, der også er en af KIF’s samarbejdsklubber. Her spillede han størstedelen af sin ungdomstid – blandt andet sammen med sin tætte ven og kommende holdkammerat Mads Jørgensen. De to bliver nu genforenet i Kolding.

Cheftræner Anders Eggert glæder sig markant over aftalen:
»Vi er rigtig glade for at have lavet en treårig aftale med Hjalte, som er en af de bedste i sin årgang. Han er god i begge ender af banen og forsøger altid at få det maksimale ud af både sin egen og sine holdkammeraters præstationer. Hjalte er garant for et direkte angrebsspil, med fysikken til at vinde sine dueller og gøre sine medspillere gode. Vi glæder os til at byde ham velkommen til sommer.«

Talentchef Julie Loop understreger, at skiftet flugter med klubbens strategi:
»Hjalte har sin håndboldopvækst i vores samarbejdsklub i Haderslev. Vi er meget målrettede i vores talentstrategi om at være den førende klub for de bedste talenter i Syddanmark, og derfor er vi utrolig glade for, at vi nu er enige med Hjalte om, at hans videre udvikling skal ske i KIF Kolding.«

For Hjalte Langmack selv handler skiftet både om ambitioner og om at komme hjem til rødderne:
»Det er ikke tilfældigt, at KIF Kolding bliver næste skridt i min karriere. Klubben har store ambitioner, masser af potentiale og fortjener at komme tilbage i toppen. Samtidig ligger den tæt på min barndomsklub Haderslev, hvor jeg spillede sammen med min kommende holdkammerat og gode ven, Mads Jørgensen. Det bliver fedt at blive genforenet med ham. Jeg kommer heller ikke kun for at spille 1. divisionshåndbold, men med klare ambitioner om at være med til at bringe KIF Kolding tilbage i ligaen.«

KIF Kolding ser nu frem til at byde den unge bagspiller velkommen i Sydbank Arena i sommeren 2026.

Miljøminister vil hæve sikkerheden i hele vandsektoren

0

SAMFUND. Regeringen vil nu stramme sikkerhedskravene markant i hele vandsektoren. Et nyt lovforslag skal sikre, at både drikkevand og spildevand beskyttes bedre mod angreb, ulykker og andre hændelser, der potentielt kan ramme danskernes hverdag.

Initiativet kommer i kølvandet på et skærpet trusselsbillede, hvor især hybride angreb kan ramme kritisk infrastruktur. Ifølge Miljøministeriet er der i dag store forskelle på, hvor godt forsyningsselskaberne er rustet, særligt fordi mange mindre lokale selskaber ikke er omfattet af de nyere NIS2- og CER-love, som trådte i kraft 1. juli.

Miljøminister Magnus Heunicke understreger, at situationen kræver handling. »Danmark står i en ny sikkerhedssituation. Det er derfor helt afgørende, at vandsektoren er beskyttet af opdaterede og tidssvarende regler. Det handler om, at hele sektoren har styr på sine beredskaber og derfor kan forebygge og modstå angreb, ulykker og andre katastrofale hændelser.«

De nuværende regler dækker kun de største selskaber, som står for cirka 65 procent af drikkevandsforsyningen. Den resterende del leveres af mindre, lokale vandværker, der i dag ikke har samme krav om beredskab og cybersikkerhed. Netop derfor vil Miljøministeriet nu ændre både Miljøbeskyttelsesloven og vandforsyningsloven, så alle forsyninger – store som små – skal leve op til skærpede beredskabsplaner og sikkerhedstiltag.

Lovforslaget er sendt i høring i dag og forventes fremsat i februar. Planen er, at de nye regler kan træde i kraft i første halvdel af 2026. Ifølge ministeriet vil det også omfatte konkrete krav til, hvordan spildevandsselskaber og renseanlæg – over 1.000 på landsplan – skal sikre deres fysiske rammer og digitale systemer bedre.

Forslaget skal samlet set løfte hele sektorens modstandsdygtighed og skabe et mere ensartet sikkerhedsniveau på tværs af landet, uanset om man får vandet fra et stort regionalt selskab eller fra det lokale vandværk om hjørnet.

Alminde-Viuf G&IF får stor donation til nyt udendørs træningsområde

0

Der er stor jubel i Alminde og Viuf, hvor Alminde-Viuf Gymnastik og Idrætsforening nu kan sætte gang i et længe ønsket projekt. Foreningen har nemlig modtaget en donation på 198.000 kroner fra Salling Fondene – efter indstilling fra Bilka Kolding – og pengene skal gå til et helt nyt udendørs træningsområde, som bliver åbent for alle byens borgere.

Hos foreningen er begejstringen til at tage og føle på. Hovedformand Søren Larsen siger »Vi er simpelthen så glade. Det betyder, at alle i lokalområdet nu får mulighed for at dyrke motion udenfor.« Han fortæller videre, at området indgår i en otte år gammel helhedsplan, og at foreningen længe har ønsket at få projektet realiseret. »Vi oplever, at rigtig mange forældre sidder i forhallen og venter på, at deres børn bliver færdige med at dyrke idræt, og nu får de fremover mulighed for at udnytte ventetiden med selv at dyrke motion.«

Det kommende træningsområde bliver udstyret til både børn, unge og voksne. Her kommer der blandt andet et motorik- og balanceområde, der skal styrke børns og unges fysiske udvikling, mens der samtidig opsættes fitnessredskaber målrettet de ældre aldersgrupper.

Også hos Bilka Kolding er glæden stor over donationen. Varehuschef Henrik Mogensen siger »Det er et virkelig godt projekt, som alle aldersgrupper får gavn af. Det er med til, at både børn, unge og voksne kan holde sig i gang og få fællesskaber, som er med til at højne trivslen. Vi er også glade for, at vi har mulighed for at bidrage til lokalsamfundet.«

Planen er, at området står klar til brug ved sæsonstart omkring påsken 2026.

Donationen passer ind i Bilkas fokus på børn og unges trivsel. To gange om året kan varehusene indstille projekter til Salling Fondene, som siden 2012 har uddelt over 2,3 milliarder kroner til kunst, kultur, sport, uddannelse og andre velgørende formål. Siden 2020 har Bilka fået godkendt 109 lokale projekter for mere end 23 millioner kroner – fra legepladser og multibaner til sheltere og træningsområder.

62-årig sigtet for spirituskørsel i kabinescooter

0
KRIMI. En tidlig morgenkontrol i Kolding førte natten til lørdag til en sag om spirituskørsel. Klokken 03.13 standsede politiet en kabinescooter på Haderslevvej. Føreren blev...

Myndigheder undersøger markedet for elbilopladning

0
FORBRUGER. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført kontrolbesøg i branchen for opladning af elbiler. Besøgene sker på baggrund af en formodning om, at konkurrencereglerne kan...

KL hilser ekspertanbefalinger om beredskabet velkommen

0
POLITIK. Ekspertpanelet på beredskabsområdet efterlyser en klarere retning for, hvilke opgaver de kommunale redningsberedskaber skal kunne løfte i fremtiden. Anbefalingerne blev onsdag præsenteret og...

17-årig bilist flygtede efter færdselsuheld i kryds

0
En 17-årig ung mand er blevet sigtet, efter at han fredag var involveret i et færdselsuheld i et lyskryds i Kolding og efterfølgende flygtede...

Mensah stopper på det danske herrelandshold

0
EM-guldet på hjemmebane blev det perfekte punktum for Mads Mensah Larsens lange og succesfulde landsholdskarriere. Efter mere end 14 år i rødt og hvidt...

Sydøstjyllands Politi har anholdt syv personer efter aktion

0
Sydøstjyllands Politi har torsdag morgen anholdt syv personer i forbindelse med en anmeldelse, der har ført til politiaktioner i både Haderslev og ved Horsens. Det...