KIF Kolding har skrevet en 3-årig aftale med den stærke playmaker Kristian Stoklund Larsen, der skifter fra Fredericia Håndboldklub. Aftalen er gældende fra sommeren 2024. Det skriver Kolding-klubben i pressemeddelelse.
Kristian Stoklund har tidligere spillet en enkelt sæson i KIF Kolding tilbage i 13/14 sæsonen, hvor han var med til at vinde det danske mesterskab. Sidenhen har han spillet for TM Tønder og Fredericia Håndboldklub, hvor han blandt andet har været topscorer fire ud af de seneste fem sæsoner.
Sportsdirektør Lars Christiansen ser frem til, at den 29-årige tilslutter sig klubben fra sommeren 2024.
– Det er glædeligt, at det er lykkes at tilknytte Kristian Stoklund til KIF-truppen. Kristian har tidligere spillet i KIF og besidder flere af de kompetencer, vi har efterspurgt, herunder en høj taktisk forståelse. Vi glæder os til samarbejdet og ønsker Kristian velkommen i klubben, udtaler sportsdirektør Lars Christiansen.
Hovedpersonen selv ser da også frem til at få Sydbank Arena, som hjemmebane:
– Jeg glæder mig til at blive en del af projektet i Kolding. De har fået sat et godt hold sammen og jeg glæder mig til at spille i Sydbank Arena, udtaler Kristian Stoklund.
Jeg har altid fasthold, at i Kolding Kommune har vi ingen ældrebyrde. Men jeg skal da love for, at de ældre har fået en plage. Da Socialdemokratiet og SF fik flertal i Seniorudvalget, efter sidste Byrådsvalg, så er det virkelig gået hårdt ud over de ældre mennesker, der har brug for hjælp.
Senest er vedtaget, at de ældre der få gjort rent af en hjemmehjælp, kun skal have gjort rent hver 3. uge. Det er både ulækkert og uværdigt. Forestil dig, at du har det dårligt, ryster på hånde, spilder lidt, krummer lidt hist og her – og så kan du først få gjort rent efter tre uge. Forhold som de mennesker, der vedtager den slags, aldrig ville byde sig selv.
Desværre er det blot seneste påfund fra ”ældreplagerne” i Socialdemokratiet og SF. Selv om de kun har været ved magten i 1½ år, så har de bl.a. allerede forringet rengøring på plejehjemmene, indført robotstøvsugere i stedet for menneskelig kontakt med hjemmehjælper, sparet puljen til aktiviteter på plejehjemmene væk, sparet rengøringsmidler væk fra hjemmehjælpsmodtagerne, nedlagt daghjem for demente, afskaffet muligheden for at hjemmehjælperen handler ind for mennesker der ikke slev kan, og rigtig meget andet. Hver gang man tænker, at nu kan det ikke blive ringere og mere nederdrægtigt, så finder de på noget nyt, at forringe og ødelægge.
Alt dette sker uden at der er behov for besparelserne. Det sker for, at skabe ”råderum” til nye initiativer på andre områder.
Ved Kolding skete der onsdag morgen kl. 09:05 et uheld på motorvejen. En lastbil, ført af en 56-årig mand fra Christiansfeld, ville lave et vognbaneskifte.
Han overså imidlertid bilen ført af en 66-årig mand fra Kolding og kolliderede med denne. Heldigvis meldes der ikke om alvorlige personskader.
En alvorlig hændelse udspillede sig tidligt torsdag morgen på Østjyske Motorvej mellem Vejle og Fredericia. En 51-årig mand fra Aabenraa blev ramt af gods fra en særtransport.
Hændelsen fandt sted på motorvejen i nordgående retning mellem afkørslerne Vejle Syd og Skærup.
– To særtransporter var involveret i ulykken. Den ene holdt i nødsporet, ventende på den anden for at de kunne fortsætte sammen på motorvejen. Mens den ene transport forsøgte at passerer den anden, ramte den godset på den parkerede lastbil. Manden, som befandt sig mellem den forbigående transport og autoværnet, blev fastklemt, forklarer Rune Nielsen, vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.
Trods den alvorlige ulykke er den 51-årige mand uden for livsfare, men han har brækket flere knogler, herunder arm og ben. Han blev hurtigt transporteret til hospitalet efter ulykken.
Ifølge politiets rapport var manden ikke chaufføren af nogen af køretøjerne men snarere en hjælper eller en passager.
Politiet modtog en anmeldelse om ulykken kl. 03.30. I kølvandet på ulykken blev alle tre vognbaner midlertidigt spærret, men situationen er nu normaliseret, og trafikken flyder igen frit.
Når cyklister og bilister skal dele landevejen, opstår der alt for ofte ubehagelige situationer og utryghed. Ny kampagne skal skabe bedre forståelse for den andens parts synspunkt.
På landevejen er cyklister og bilister i nogle situationer som hund og kat. Irritation og konflikter opstår, når cyklister og bilister skal passere hinanden, men situationerne kan se markant forskellige ud, alt efter om man sidder bag rattet eller på cyklen. Den nye kampagne “Giv plads til hinanden”, som Rådet for Sikker Trafik står bag, gør med humor bilister og cyklister opmærksomme på, hvordan begge partere kan hjælpe med at gøre det tryggere og sikrere at dele landevejen.
Det kan nemlig opleves utrygt eller endda være farligt, hvis man som cyklist bliver passeret af en bil, som ikke har tilpasset hastigheden eller ikke holder tilstrækkelig afstand, når den overhaler. Faktisk har hver femte cyklist, som cykler på landeveje, oplevet, at de har været ved at miste kontrollen over cyklen indenfor det seneste år, fordi en bilist passerede dem for tæt på. Det viser nye tal fra en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik foretaget af Epinion.
Bag rattet i bilerne er perspektivet markant anderledes. Her har over halvdelen af bilisterne oplevet, at det var svært at overhale cyklister på landevejen, fordi de kørte ved siden af hinanden. Det kan skabe en situation, hvor bilisten føler sig presset af bagfrakommende trafik eller bliver utålmodig, hvis man skal vente bagved cyklisten, indtil der er plads til at overhale.
Med risiko for at blive bibelsk, sender situationen på landevejen let tankerne hen på det gamle ordsprog om at kunne se splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.
Nogle gange har vi tendens til at dømme den anden part hårdt for småfejl, mens vi lettere tilgiver os selv, når vi begår fejl. Hvis vi hver især er opmærksomme på den anden, og vi giver hinanden plads, så er meget vundet, siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Misforståelser skaber frustration
Når der opstår uenighed mellem cyklister og bilister på landevejen, skyldes det ofte misforståelser. Den samme situation kan opleves meget forskelligt, alt efter om man sidder bag rattet eller i cykelsadlen.
På cykel kan det i nogle tilfælde være svært at høre en bagfrakommende bil, og derfor kan det tage et øjeblik, før cyklisterne reagerer og trækker ind til siden. Særligt motionscyklister kan grundet hastigheden og vindstøj have svært ved at opdage en bagfrakommende bil.
Set fra bilen kan det dog virke irriterende eller endda provokerende, at cyklisterne ikke reagerer med det samme. Det kan medføre en følelse af, at cyklisterne bevidst fylder mere, end de må, når de ikke trækker ind og kører enkeltvis, som de som udgangspunkt skal.
– Vi hører ofte om episoder, hvor cyklister og bilister er kommet op at skændes på landevejene. Mange glemmer, at de selv både er cyklist og bilist med jævne mellemrum. Det skal vi blive bedre til at huske. For hvis vi alle sammen prøver at vise ekstra hensyn og lader være med at tillægge den anden dårlige motiver, så kan vi sammen gøre landevejen tryggere, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet.
Gode råd til cyklister og bilister:
De gode råd til bilisten, der skal overhale en cyklist på landevejen, er:
Sæt farten ned, hold afstand til cyklisten og vent med at overhale, til der er tid og ordentlig plads til at overhale sikkert og hensynsfuldt. Det er anbefalet at overhale med mindst 1,5 meters afstand til cyklisten. Hvis cyklisten/cyklisterne ikke trækker ind til højre, så hav tålmodighed og lad være med at blive sur eller provokeret. Måske har cyklisten ikke hørt dig – eller måske er højre side af vejen hullet eller fuld af småsten, som er farlige at køre på. Hvis der kommer modkørende biler, så vent bag cyklisten, til den/de modkørende har passeret. Lad være med at trykke speederen i bund og drøne forbi for at nå at overhale cyklisten før de modkørende. De gode råd til cyklisten, der kører på landevejen uden cykelsti/cykelbane, er:
Kør så vidt muligt tæt på vejkanten/kantstriben i højre side. Hvis du kører lidt ude på vejbanen (fx fordi vejen er ujævn/hullet/fuld af småsten i højre side), skal du trække ind til højre, når der kommer en bil for at give bilen plads til at komme forbi. Er I flere, skal I trække ind på én linje og køre én og én, ikke ved siden af hinanden, lige så snart I opdager, at der kommer en bil bagfra.
Den nye kampagne ‘Giv plads til hinanden’ er udarbejdet af Rådet for Sikker Trafik og sætter fokus på, hvordan cyklister og bilister tager hensyn til hinanden på landevej.
Kampagnen ligger i forlængelse af Vejdirektoratets kampagne ‘Vi deler vejen’, som på udvalgte vejstrækninger gør cyklister og bilister opmærksomme på, hvordan de tager hensyn til hinanden.
Fakta I en undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik i 2023, svarer bilister og cyklister på, hvordan de oplever situationen på landevejen.
Cyklisterne fik følgende spørgsmål:
Har du inden for det seneste år på en landevej uden cykelsti oplevet, at en bil bagfra passerede dig så tæt på, at du var ved at miste kontrollen over cyklen? (n: 1.056)
Ja, en eller flere gange: 23 % Nej: 70 % Ved ikke: 7 % I samme undersøgelse fik bilisterne følgende spørgsmål:
Har du som bilist indenfor det seneste år på en landevej uden cykelsti oplevet, at det var svært at overhale to eller flere cyklister, fordi de kørte ved siden af hinanden? (n: 2.176)
Ja, en eller flere gange: 56 % Nej: 36 % Ved ikke: 8 %
Som følge af udviklingen i det aktuelle trusselsbillede opretholder politiet den midlertidige skærpede indsats ved de indre danske grænser til og med den 22. august 2023
Rigspolitiet har på anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), fundet det nødvendigt at opretholde den midlertidigt skærpede indsats ved de indre danske grænser.
Den skærpede indsats blev iværksat den 3. august 2023 og forventes indtil videre opretholdt frem til og med den 22. august 2023. Det betyder bl.a., at man fortsat vil kunne opleve stikprøvevis grænsekontrol i forbindelse med indrejse fra Sverige, og at grænsekontrollen mod Tyskland fortsat er intensiveret i denne periode.
“Opretholdelsen af den skærpede indsats ved grænsen er en sikkerhedsforanstaltning, der skal bidrage til at hindre personer, som udgør en trussel mod landets sikkerhed, i at indrejse. Dette omfatter ud over den konkrete kontrol også det præventive i risikoen for at blive stoppet i en kontrol,” oplyser chefpolitiinspektør i Rigspolitiet Peter Ekebjærg.
Fredericia Gymnasium har til denne skolesæson indført mobilhoteller, hvor eleverne afleverer deres mobiltelefoner. Rektor er glad for initiativet. Det er forskeren også, begge slår dog fast, at digital dannelse stadig er vigtigt.
For rektor på Fredericia Gymnasium, Jørgen Lassen, handler det ikke om forbud mod internet, digitale devices eller fremtidens digitale verden. Det handler om nærhed, indlæring og sociale fællesskaber. Derfor har gymnasiet, ligesom mange andre uddannelser og skoler landet over, indført mobilhoteller, hvor eleverne får en pause fra de populære telefoner.
– Vores tankegang har hele tiden været, at mobiltelefonen skal være i tasken og slukket. Men denne regel er svær at håndhæve, fordi vi alle, både unge og voksne, er så tæt knyttet til vores telefoner. Dette fører til, at lærerne bruger meget tid på at bede eleverne om at slukke deres telefoner. Eleverne, ligesom resten af os, er dybt afhængige af notifikationer og sociale medier og føler et pres for at svare hurtigt. For at imødegå dette har vi introduceret mobilhotellet, hvor eleverne skal aflevere deres telefoner, når de er til undervisning, fortæller Jørgen Lassen.
Han er også helt med på, at vil eleverne omgås de nye regler, så kan de gøre det, men det er ikke hans fokus. Han fokus er at skabe kvalitet i undervisningen, og vise hvad man kan uden mobiltelefonen.
– Selvom man kan modtage beskeder via computere og smartwatches, mener vi, at mobilhotellet sender et vigtigt signal. Dette mobilhotel er et skridt i retning af en kulturændring – en opfordring til at kigge op, se på hinanden og styrke gruppearbejde og sociale interaktioner, siger Lassen.
Og hvad siger eleverne så til det. “Det er rart, det gør ikke noget, vi synes, det er fedt.” Det er bare nogle af de fortællinger, som vi har hørt det sidste døgn. Det er også, hvad rektor har mødt.
– Med mobilhotellet er det blevet mere overskueligt. Vi har en model, hvor alle kan se, hvor mange telefoner der er indleveret, og det er tydeligt, hvis en telefon mangler. Denne løsning er blevet positivt modtaget af eleverne. Når alle er enige om en løsning, fungerer den som regel også i praksis.
Det var dog en mindre overraskelse for Fredericia Gymnasiums rektor, at det er en national tendens og bevægelse, som Fredericia Gymnasium er en del af.
– Jeg er overrasket over, at denne trend er blevet populær i hele landet. Da vi navngav vores søn Noah, troede vi, at navnet var unikt, men det blev hurtigt populært. Ligesom med vores beslutning om mobilhotellet, hvor jeg troede, at vi var pionerer i Fredericia, men ser nu at mange andre skoler også følger trenden.
Jørgen Lassen tror dog, at den bevægelsen mod den mere dialog undervisningsform er kommet for at blive, men det udelukker ikke den digitale dannelse og læring i digitale værktøjer.
– Generelt er jeg ikke en stor fortaler for forbud. Jeg prioriterer dialog. Vi skal undervise vores elever i at bruge digitale værktøjer ansvarligt. Selvom vi opbevarer telefonerne, kan eleverne få dem igen, hvis der er et presserende behov, fortæller han.
Et langt tilløb går forud for beslutningen at indkøbe mobilhoteller og arbejde med den store kulturændring. Men nu er det virkelighed, og det glæder ham.
– Dette er en beslutning, som vores pædagogiske udvalg har diskuteret i lang tid. Som jeg nævnte under en introduktion, tror vi på, at dette tiltag vil fremme sociale interaktioner, læring og generel forståelse. Hvis nogen skulle mene, at dette er en naiv tilgang, eller at der er alternative metoder, så accepterer vi det. Men vi mener, at man går glip af noget vigtigt ved ikke at følge vores anbefaling. Selvom eleverne ikke har deres telefoner, har de stadig adgang til meget information via deres computere, siger han og slutter:
– For nylig deltog vi i et foredrag om generationer og deres forhold til sociale medier. Interessant nok skelnes der mellem generationer og årgange, når det kommer til sociale medier. Der sker mange ting i den digitale verden, som vi måske ikke altid får talt højt om. I fortiden kunne det være svært at forlade en legeplads først, fordi man vidste, at de andre børn ville fortsætte med at lege. I dagens digitale æra ved vi, at der altid sker noget online, selv når vi logger af. Derfor tror vi på fastsatte regler snarere end fuldstændige forbud.
Forsker: Det er sundt med regler for brugen af mobiltelefoner
Ane Qvortrup, Professor, ph.d. På Syddansk Universitet, der leder Centre for Upper Secondary School Research, under Institut for Medier, Design, Læring og Erkendelse, er det dog god udvikling, hun ser i samfundet. Hun slår dog fast, at mobiltelefonerne også har mange gode egenskaber, og rent faktisk også betyder noget positivt for de elever, som måske ikke bryder sig om det store fokus og fællesskabet.
– Vi oplever en tydelig udvikling i samfundet i øjeblikket. Jeg har netop observeret nyopstartede elever for at få en dybere forståelse af, hvad der præger dem. Min observation viser, at mobiltelefoner kan hæmme ikke kun de sociale interaktioner, men også de faglige. Telefonen kan let distrahere eleverne og påvirke den indlæring, de får fra undervisningen. Men det er vigtigt at anerkende, at der findes nuancer, siger Ane Qvortrup og uddyber:
– For nogle elever, især dem der kæmper socialt, kan telefonen fungere som et fristed – en mulighed for at undgå udstilling i svære sociale situationer. For eksempel kan de undgå at skulle gå med i kantinen og dermed føle sig mere udsatte. På den anden side er der lærere, der formår at inkorporere mobiltelefonen konstruktivt i undervisningen, som når de arbejder med grammatik,
Qvortrup ser positivt på, at skolerne kommer med nye rammer og regler for brugen af mobiltelefoner, og det er i det store billede en nødvendighed.
– Jeg har selv observeret en klasse, hvor mobiltelefonen faktisk hjalp med at fastholde elevernes faglige opmærksomhed. Selvom mobiltelefoner utvivlsomt kan forstyrre, er der også klare fordele ved dem, men kvantitative undersøgelser viser interessant nok, at det især er drengene, der føler, at telefonen ikke forstyrrer dem. Dog er de ofte ikke kritisk bevidste om telefonens forstyrrende effekt. Forskning indikerer dog, at det er effektivt, når skolerne introducerer nye rammer for brug af telefoner. Dette har en positiv indflydelse på de sociale fællesskaber. Det holder fokus på undervisning og aktiviteter, især i gruppearbejde, hvor der er en tendens til at blive distraheret af telefonen, fortæller Ane Qvortrup.
For hende er det essentielt, at eleverne lærer at forholde sig kritisk til brugen af de digitale redskaber, samt at de forstår formålet med at bruge mobiltelefonen.
– Det er vigtigt at integrere telefonen korrekt i undervisningen. Mobiltelefonen kan være et effektivt pædagogisk værktøj, især i forhold til digitale medier. Men det er essentielt, at vi underviser eleverne i kritisk brug af disse redskaber. Vi skal også sikre, at de forstår formålet med deres mobiltelefoner. Denne udfordring gælder ikke kun gymnasieelever, men hele befolkningen. Vi skal lære dem, og os selv, om konsekvenserne ved konstant at gemme os bag vores skærme. Overordnet set mener jeg, at den retning Danmark tager på dette område er meget positiv, slutter Ane Qvortrup.
Den 26. august byder AHA i Fredericia velkommen til et unikt event, hvor parterapeut og sexolog, Ditte Winkel, i samarbejde med Sinful, vil præsentere en speciel legetøjsbox, kaldet “sanseleg”. Dette event fokuserer på at oplyse og forstå sansernes rolle i intimitet, og ikke blot i det fysiske.
Inden AHA slår dørene op for natklubbens øvrige gæster den 26. august, åbner de dørene til eventet klokken 19:00, hvor entréen er 75 kr. De første 100 gæster modtager en goodiebag, hvis værdi overstiger billetprisen. Ved ankomst serveres der velkomstdrink og let tapas. Ditte vil holde et oplæg på ca. 30 minutter. Fra kl. 22.00 åbnes dørene for alle, og der er lagt op til en fantastisk fest.
Ditte Winkel fortæller om baggrunden for “sanseleg”, som hun kommer til at præsentere.
– Det første, vi skulle fastsætte, var navnet på kassen, som blev ‘sanseleg’. Dette navn bygger på tankegangen om, at meget af det, der går forud for sex, handler om sensualitet. Sensualitet findes i meget af det, vi gør i hverdagen, selvom vi ofte ikke bevidst tænker over det, siger Winkel.
Ditte Winkel belyser, hvordan det intime forhold mellem par kan ændre sig over tid.
– I opstartsperioder af relationer kan par ofte udforske og være nysgerrige på hinandens kroppe. Men med tiden falmer denne interesse ofte, forklarer hun. Det sker med hverdagens indtog, hvor mange ting bliver gentagelser og struktur. Dette kan smitte af på er seksualliv, så det begynder at føles trivielt eller kedeligt.
Dette kan især mærkes, når par står overfor udfordringer som for eksempel at have små børn, hvor nattesøvnen bliver en mangelvare, eller når man har større børn i huset, som kan høre alting.
– Uanset børnestatus, kan det være en udfordring at finde tid og energi til intimitet, siger hun. Boksen, som præsenteres under eventet, kommer som et alternativ til at genoplive og genopdage sensualitet og intimitet i relationer. Desuden skal vi være bedre til at forstå mekanismerne bag (sex)lyst, og hvorfor det er langt mere komplekst end bare at lægge sig på de hvide lagener. Det vil jeg også fortælle meget mere om på aftenen.
Skæv vinkel på natteliv
Frederik Rasmussen, bestyrer på AHA, deler sin entusiasme for arrangementet.
– Det er fantastisk at kunne støtte op om dette arrangement og være en del af det. Det er en anderledes type event for os – en skæv vinkel på nattelivet. Emnet er interessant for os alle, uanset om man vil indrømme det eller ej. Mange kan relatere til, hvad Ditte siger, fortæller han.
Arrangementet vil blive ledsaget af en række bekvemmeligheder for deltagerne.
– Da de kontaktede mig om et samarbejde, sammensatte vi et program med velkomstdrink, goodiebags, let tapas, og muligheden for at købe forskellige bokse, siger Frederik.
Samtidig understreger han vigtigheden af at støtte lokalt.
– Vi ønsker at støtte lokalt og holde arrangementer her i stedet for at flytte dem til større byer. Vi er en natklub, men vi kan tilbyde meget mere – konferencer, andre arrangementer og private events, siger Frederik Rasmussen.
Der er uden tvivl en stor interesse i dette arrangement.
– Det kan være svært at få folk til at deltage i visse arrangementer pga. blufærdighed. Men med de billetter, vi har solgt, er der stor opbakning. I restaurationsmiljøet kommer folk for at drikke og have det sjovt. Ofte bliver folk mere kærlige med alkohol, så der er en form for sammenhæng mellem vores natklub og emnet for arrangementet, slutter han.
Billetter til eventet på AHA kan købes ved at klikke her.
Det er nu blevet offentliggjort, hvem Det Konservative Folkeparti peger på som deres spidskandidat til de kommende valg til Europa-Parlamentet.
På et pressemøde onsdag fremhævede formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen, Niels Flemming Hansen som partiets førstekandidat til en plads i parlamentet. Beslutningen blev meddelt af Poulsen, som tydeligt har sat sin lid til Hansen i de europæiske forhandlinger.
Ud over Hansen blev to andre kandidater også præsenteret. Marcus Knuth og Birgitte Bergman Sørensen er også blevet valgt af partiet til at repræsentere De Konservative i Europa-Parlamentet.
Niels Flemming Hansen er valgt til Folketinget i Sydjyllands Storkreds, hvor han ved sidste valg opnåede 2452 stemmer.
Tirsdag 15. august besøgte besætningen fra Kongeskibet Dannebrog udstillingen ”Kongeskibet Dannebrog” på Koldinghus. Udstillingen, der allerede er blevet set af flere end 80.000 gæster, forlænges til 2024 på grund af den store interesse.
Tirsdag 15. august ankom Kongeskibet Dannebrog til Kolding Havn. I den anledning besøgte besætningen Koldinghus, der i øjeblikket netop viser udstillingen ”Kongeskibet Dannebrog”.
Årsagen til, at Kongeskibet Dannebrog er på farten, er en træningssejlads, hvor man øver diverse arbejdsgange ombord på skibet. Det gør man for at opretholde de værnepligtiges og den faste besætnings færdigheder. Senest Kongeskibet var i Kolding var midt i juli, da H.M. Dronningen besøgte Koldinghus, hvor Dronningen ved en privat middag i Riddersalen markerede, at hun er den længst siddende, regerende monark i Danmarkshistorien.
Besætningen marcherede i forbindelse med besøget i Kolding 15. august gennem Kolding by og blev modtaget på Koldiinghus af museumsdirektør Thomas C. Thulstrup, som viste rundt i udstillingen.
Om besøget på Koldinghus siger Lars Munch Frederiksen, der er orlogskaptajn og næstkommanderende på Kongeskibet:
– Udstillingen på Koldinghus om Kongeskibet Dannebrog var for mig, som meget snart har netop et års tjeneste som næstkommanderende på Kongeskibet, en kæmpe oplevelse. Det første, der slog mig, var detaljeringen i gengivelsen af selve skibet, ikke mindst bovspryd og stævn, og så dette kombineret med det enorme rum på Koldinghus og den gode idé om opbygningen af indholdet på de forskellige dæk eller etager. Det andet, der gjorde et stort indtryk, var opfattelsen af den oprigtige kærlighed og varme, som Kongefamilien føler for skibet. Det blev fortalt igennem billeder og igennem opstillinger, uden at det bliver sentimentalt. Sidst må jeg nævne, at kombinationen mellem fysiske opstillinger, 1:1 gengivelser af banjer, spisesalon med mere, samt lyd og billedmateriale gør det til en helstøbt oplevelse, som lægger sig utrolig tæt op ad den virkelige sejlads med Kongeskibet Dannebrog – som jo ikke er enhver forundt at opleve, men som kan fornemmes gennem denne udstilling.
Udstillingen ”Kongeskibet Dannebrog” blev åbnet 2. februar 2023 af H.K.H. Kronprins Frederik. Udstillingen er indtil nu blevet set af flere end 80.000 gæster. Det var planlagt, at udstillingen skulle lukke 22. oktober 2023, men Kongernes Samling har på grund af den store interesse for udstillingen, valgt at forlænge den til 18. februar 2024.
FAKTA om udstillingen
Ruinsalens mange “dæk” er sat i spil i udstillingen og giver de besøgende en oplevelse af selv at stå ombord på skibet med sejldug, dækstole, redningskranse og udsyn til indsejlingen gennem Kolding Fjord.
Udstillingen viser en lang række genstande med tilknytning til Kongeskibet, fx Dronningens broderede puder til skibet, akvareller malet om bord af Majestæten, H.K.H. Kronprinsens og H.K.H. Prins Joachims matrostøj fra 1970’erne og det strålerør, der blev brugt til Frederik 9.s morgenbad på agterdækket. Historien om livet om bord gennem tre generationer bliver fortalt gennem kongefamiliens private film og fotografier. Udstillingen er en nyopsætning og udvidelse af udstillingen ”KONGESKIBET DANNEBROG”, som kunne opleves på M/S Museet for Søfart i 2022.
Fakta om Kongeskibet Dannebrog
Kongeskibet Dannebrog er mere end et skib. Det er et sejlende slot og et personligt hjem, der danner rammen om den kongelige families liv til søs og bringer den kongelige familie ud til danskerne. Og samtidig er det et skoleskib og en arbejdsplads.
Kongeskibet Dannebrog blev bygget i 1931-1932 og tjener som officiel og privat residens for H.M. Dronningen samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg. Skibet tager under sine togter også del i opgaver som for eksempel farvandsovervågning, søredning og uddannelse af kommende officerer.
Mads Hansen, en af verdens mest erfarne håndbolddommere, deler i et længere opslag på LinkedIn sine refleksioner over en karriere, der spænder over mere...
Almene boligorganisationer kan fremover omdanne midlertidige studieboliger som containerboliger til permanente almene boliger.
Det oplyser Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Initiativet skal bidrage...
Søndag eftermiddag klokken 14.09 rykkede Sydøstjyllands Politi ud til en anmeldelse om et røveriforsøg på Riberdyb i Kolding. En mand blev sigtet for at...
Det kræver mod at insistere på at bevæge sig – at nægte stilstanden. Dette mod finder man i udstillingen Agile Aggressions af Mie Olise Kjærgaard, som...