Øget trængsel på Fynsvej pga stort fjernvarmeprojekt

0

I de næste mange uger øges trængslen på Fynsvej i Kolding i forbindelse med, at TVIS – Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S – etablerer en ny stor forsyningsledning, der skal sikre fjernvarme til 1.900 boliger og virksomheder i Almind, Vester Nebel, Ågård, Gravens, Viuf og industriområdet ved Kokbjerg.

Fra 15. april til 15. maj bliver en del af motortrafikvejen gravet op, når der skal lægges fjernvarmerør i jorden på strækningen mellem rastepladsen på Fynsvej og frem til 200-300 meter nord for krydset ved Nørre Bjertvej – se kort.

Mens arbejdet står på, vil trafikken på strækningen være påvirket på flg. måde:

  • Begge sydgående spor ind mod Kolding lukkes
  • Den sydkørende trafik ledes via midterrabatten over i den ene af de vejbaner, som normalt anvendes af nordkørende trafik
  • Den nordkørende trafik må nøjes med én vejbane mod normalt to
  • I begge retninger vil der være hastighedsbegrænsning på 50 km/t

– Strækningen vil være åben for trafik i begge retninger i hele perioden, men specielt i myldretiden skal man forvente øget trængsel på Fynsvej, som er en af Koldings mest trafikerede indfaldsveje. Hvis trafikanter i myldretiden har mulighed for at køre lidt tidligere eller lidt senere end normalt, så kan det være et tip til at undgå den værste kødannelse, siger projektleder Jens Fink, TVIS.

De trafikale gener på Fynsvej er ikke overstået, når der er lagt fjernvarmerør på denne strækning. I nordgående retning skal den store forsyningsledning føres videre ad Fynsvej og ud til Kokbjerg, og i sydgående retning fortsættes linjeføringen ad Fynsvej og ind på Lyshøj Alle, hvor den nye ledning skal tilkobles TVIS’ eksisterende forsyningsledning ved Lyshøj Alle/Petersbjerggård. Der vil løbende blive informeret om, hvordan anlægsarbejdet på de enkelte etaper vil påvirke trafikanter og naboer. Projektet ventes afsluttet til sommer.

Danmarks vej mod VM-guldet indledes i Jyske Bank Boxen

0
Foto: John Bo Nielsen, 7evenphoto

VM 2025 i herrehåndbold afvikles i Danmark, Norge og Kroatien. Danmark spiller det indledende gruppespil i Jyske Bank Boxen, og hvis holdet går videre, spilles deres mellemrunde kampe også på hjemmebane, og derefter sættes kursen mod Norge.

Om mindre end ti måneder vil klodens bedste håndboldspillere sætte hinanden stævne ved historiens 29. verdensmesterskaber i herrehåndbold.

Det afholdes i Danmark, Norge og Kroatien med 32 deltagende nationer, og selvom der stadig mangler at blive sat navn på de sidste hold gennem kvalifikationskampene, så kan arrangørlandene nu løfte sløret for de fem værtsbyer og turneringsformatet.

Som værtsnation starter Nikolaj Jacobsens mandskab titelforsvaret på hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor der både spilles to indledende grupper og en mellemrunde.

Dermed kan Danmark potentielt få seks kampe på hjemmebane, inden holdet fortsætter titeljagten i den norske hovedstad Oslo, hvis holdet spiller sig i kvartfinalen. Oslo er også værter for den ene semifinale med potentielt dansk deltagelse samt bronzekampen og finalen, der alt sammen spilles i Telenor Arena.

– Det er fantastisk, at Håndboldherrerne får lov at forsvare deres tredobbelte VM-guld i Jyske Bank Boxen, hvor det første verdensmesterskab blev vundet i 2019. Her er stemningen altid elektrisk, og vi knokler for igen at sætte nye standarder for fanoplevelsen til vores mesterskaber, siger Jan Kampman, formand for den danske organisationskomité for VM.

Semifinaler over to dage

De øvrige tre værtsbyer er i Kroatien, hvor Zagreb og Varaždin huser henholdsvis to og en enkelt indledende gruppe samt en mellemrunde hver, mens der i Zagreb også spilles to kvartfinaler og en semifinale.

Den ottende og sidste indledende gruppe er placeret i kroatiske Poreč, der også afholder President’s Cup for de hold, der ikke går videre fra det indledende gruppespil.

Modsat VM i 2023 kender nationerne altså deres potentielle vej, rent geografisk, helt frem til finalen af hensyn til både spillere, fans, officials og medier.

Samtidig er der denne gang taget højde for, at alle hold får minimum to hviledage i forbindelse med rejse fra en værtsby til en anden. Det betyder, at semifinalerne som noget nyt spilles på to forskellige dage – i Zagreb torsdag den 30. januar og i Oslo fredag den 31. januar. Finalen finder sted søndag den 2. februar.

– Det har været vigtigt for os som VM-arrangører at finde en model, så spillerne får tid til at restituere i forbindelse med deres rejsedage, så de har lige vilkår for at blive klar til at levere deres ypperste på banen, siger Jan Kampman.

Lodtrækningen til VM i herrehåndbold 2025 finder sted i Zagreb den 29. maj.

Overblik over værtsbyer og arenaer

Jyske Bank Boxen, Herning

Kapacitet: 15.000 tilskuere

  • To indledende grupper
  • En mellemrunde
  • Danmark spiller indledende gruppekampe den 14., 16. og 18. januar
  • Danmark spiller potentielt mellemrundekampe den 21., 23. og 25. januar

Telenor Arena, Oslo

Kapacitet: 13.000 tilskuere

  • To indledende grupper
  • En mellemrunde
  • To kvartfinaler
  • En semifinale
  • Bronzekamp
  • Finale

Arena Zagreb, Zagreb

Kapacitet: 15.200 tilskuere

  • To indledende grupper
  • En mellemrunde
  • To kvartfinaler
  • En semifinale

Varaždin Arena, Varaždin

Kapacitet: 5.200 tilskuere

  • En indledende gruppe
  • En mellemrunde

Zatika Sport Centre, Poreč

Kapacitet: 3.500 tilskuere

  • En indledende gruppe
  • President’s Cup

Vores identitet – Hvem er vi?

0

Dette er 2. artikel i miniserien om ”Derfor er visioner stadig vigtige”. Den handler om det første af fire grundelementer vi bør have styr på forud for formulering af selve visionen. Den handler om vores identitet som mennesker, hvor vi kommer fra, hvordan vi tænker og motiveres, og hvem vi egentligt er og opfatter os som. Er vi ikke bevidste om vores identitet, og hvem vi er, så vil vi få meget svært ved at finde og formulere en tiltrækkende vision. En vision som indfanger og griber os, og som vi dernæst – næsten uanset hvad – forfølger. Og vi forfølger den, så længe den giver mening for os. I denne artikel går jeg derfor tæt på, hvem vi egentligt er, og hvordan den viden kan styrke vores visionsarbejde.

Arv og miljø – Hvor kommer vi fra?

Vores genetiske arvemasse, vores kulturarv og historie, samt det miljø vi er opvokset i og de mennesker vi omgås er stærke faktorer, som præger vores egen personlige opfattelse af, hvem vi er, som menneske, og hvem vi er, som en del af fællesskabet. Og det præger også vores personlige opfattelse af andre mennesker, og deres opfattelse af os.

Vores arv og miljø kommer derfor i høj grad til at sætte rammerne for den vision, vi forestiller os for fremtiden. Hvis vi bliver eller er bevidste om, hvor vi kommer fra, og hvis vi kigger tilbage på de mange succesfulde visioner, som er realiseret i gennem historien, og hvis vi lærer af dem, så vil vi ikke gentage mange af de fejlslagne visioner, som vi hidtil har været vidne til. Flere forskere taler om, at ca. 75 % af alle hidtidige formulerede visioner ikke er blevet til noget. Derfor er denne del af visionsarbejdet – at tage ved lære af fortidens succeser, og vide hvem vi egentlig er – vigtig.

Vigtigt er også at være bevidst om den historiske og kulturelle sammenhæng og omstændigheder, i hvilke de succesfulde visioner er blevet skabt og realiseret. Fællestræk og forskelligheder i forhold til nutidens omstændigheder skal frem i lyset, for at finde guldkornene fra fortiden frem.  Den kulturelle mangfoldighed spiller naturligvis også en stor rolle her.

Måden vi tænker på og motiveres

Visionen skal kunne favne og formidles til alle involverede og alle berørte mennesker i samfundet. Det gælder både under udviklingen og i realiseringen af visionen, så den bliver en af de succesfulde visioner. Derfor bliver det afgørende, at forstå og indtænke den måde vi tænker på og motiveres af selve visionen og arbejdsprocessen med den. Alle involverede skal kunne se sig selv i visionen, fra start til slut. Det vil også sige, at visionen skal være så rummelig, at alle berørte føler sig ramt og motiveret af visionen, så vi ikke kan lade være med af forfølge den. Men samtidig skal visionen være så præcis og konkret, at den giver mening for det enkelte menneske.

Det kræver, at vi tidligt i visionsarbejdet afsætter tid og ressourcer til at skabe os viden, om de måder vi tænker på, og det vi motiveres af. Det gælder uanset om det er et menneske, en kommune, en forening eller en virksomhed, vi taler om. Omstændighederne er selvfølgelig forskellige, og viden om de måder vi tænker forskelligt på, og det vi motiveres af er helt afgørende for visionens succes uanset branche.

Visionen skal derfor ofte favne meget forskellige mennesker. Mennesker der motiveres af ønsker om fremtiden eller ønsker om at komme væk fra fortiden. Mennesker der ser muligheder eller mennesker der elsker faste procedurer. Mennesker der er meget specifikke i deres kommunikation eller meget generelle Mennesker der lever i nuet eller foretrækker planlægning. Mennesker der ønsker at arbejde selvstændigt, hvor andre foretrækker samarbejde. Mennesker der gør, hvad de selv synes er rigtigt eller mennesker, der gør, hvad andre synes er rigtigt. Og mennesker der fra begyndelsen er med på nye idéer, hvor andre mennesker har deres egne idéer.

Flere karakteristika kunne nævnes, og betydningen af de enkelte måder at tænke på og blive motiveret af varierer i tid og rum, stærkt præget af de omstændigheder, som visionsarbejdet foregår i. Der er nok at tage fat på, men det er her fundamentet for den succesfulde vision dannes.

Et liv der giver mening

Vores identitet, og svaret på, hvem vi egentlig er som menneske, indeholder også svaret på, hvad den dybere meningen er med vore liv her på planeten, Jorden? Hvad er meningen med livet? Hvorfor er vi til? Hvad er din mission her på Jorden? – Det er store spørgsmål, og for mange måske helt ude i hampen at stille og bruge tid på. Vi tænker forskelligt og motiveres af mange forskellige ting. Men meningsskabelsen med vores liv sætter, ligesom vores vision, retning for vores livsbane. Meningsskabelsen sætter pejlemærker og vejskilte for vores færd henimod det sted, hvor vi ønsker at være engang i fremtiden. Hvis der ikke er sammenhæng mellem det, der giver mening i den enkeltes liv og den fælles vision, mister visionen den drivkraft, robusthed og energi, som er afgørende for visionens succes.

Identitet og vision

På en måde kan vi sige, at identitet og vision er sider af samme sag. Når vi ved, hvem vi er (vores identitet), og når vi ved, hvor vi vil hen (vores vision), så er vi godt på vej til at have styr på meningen med vores liv.

Den meningsløshed vi i dag ser rundt om i verden, både lokalt og globalt, er et sørgeligt tegn på, at vi er ved at miste vores identitet som mennesker. Vi har glemt hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og vi har glemt vores fundamentale vision, som er vigtige dele af hverdagslivet.

Det gode er, at bevidstheden om vores identitet kan genskabes og opdateres, og en glemt eller udbrændt vision kan erstattes af en ny. En vision der, blandt meget andet, tager højde for vores aktuelle identitet, måden vi tænker på, og det vi motiveres af i skabelsen af det meningsfulde liv for alle.

Rigtig god visionsdag

Erik Schwensen, Redaktionschef v. Danske Digitale Medier A/S

OBS! I denne artikelserie på 8 artikler søger jeg at give konkrete bud på, hvordan vi griber visionær tænkning an og for styr på den, så vi reelt, når de mål og visioner, som vi sætter os. Artiklerne er baseret på Visionsbogen ”Derfor er visioner vigtige”, som jeg skrev, drøftede og redigerede i samarbejde med Uffe Steiner Jensen, tidl. borgmester i Fredericia. Første artikel om ”Derfor er visioner stadig vigtige” udkom den 05. april 2024 her i avisen.nu.

Togtrafikken lammet af væltet træ

0

DSB kan ikke køre med tog mellem Vejle og Hedensted, derfor har selskabet indsat togbusser. 

Mellem Aarhus og Hedensted kører der kun Lyntog. De kører en gang i timen i minuttal 15 fra Aarhus.
Fra Fredericia kører Lyn- og InterCity til Vejle.

Regionaltogene er helt aflyst mellem Aarhus og Fredericia.  De kører mellem Esbjerg og Fredericia.
Lyn+togene er aflyst mellem Aarhus og København .

Det skyldes, at et træ er væltet og har revet en køreledning ned.

Dette varer minimum frem til kl. 10 – DSB afventer klarere prognose.

Her holder Togbusserne

  • Vejle Danmarksgade, modsat forhal   
  • Hedensted Vestlige plads foran stationen  

Tusindvis samlede ind til kræftsagen: Den digitale indsamling fortsætter

0

Kræftens Bekæmpelses direktør takker de tusindvis af frivillige, der søndag gik på gaden for at samle ind til kræftsagen ved årets Landsindsamling. Den digitale indsamling fortsætter indtil 15. april, så man kan stadig støtte og gøre en forskel.

Tusindvis af frivillige indsamlere gik søndag dør til dør for at samle ind til forskning, forebyggelse og Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende.

Foreningens direktør, Jesper Fisker, var selv på gaden for at samle ind og takker befolkningen for deres store støtte til kræftsagen.

– Tusind tak til alle jer, der generøst har givet tre timer af jeres søndag for at samle ind – og alle jer, der har støttet kræftsagen med en donation. Uden jer var meget af Kræftens Bekæmpelses arbejde ganske enkelt ikke muligt, siger han og understreger, at der heldigvis er god mulighed for at støtte, selvom man ikke var hjemme.


Den fysiske indsamling er nemlig igen i år suppleret af en digital indsamling, der fortsætter helt indtil mandag den 15. april, hvorefter det endelige resultat gøres op.

Der er indtil videre flere end 1.000 digitale indsamlinger enten via Facebook og indsamling.dk.

Det er også stadig muligt at støtte via sms ved at sende sms KB50, KB150 eller KB200 til 1422, så støtter du med henholdsvis 50 kr., 150 kr., eller 200 kr.

Du kan også støtte med et valgfrit beløb på MobilePay til 45 65 00, betalingskort på indsamling.dk eller via den husstandsfolder, der bliver efterladt i din postkasse på søndag, hvis du ikke er hjemme. 


Sidste år var mere end 15.000 frivillige indsamlere med til at samle over 35 mio. kr. ind ved Landsindsamlingen. I gennemsnit indsamles der 1.600 kr. pr. bøtte.

For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 63 kr. til forskning i kræft, 22 kr. til patientstøtte, 11 kr. til forebyggelse af kræft og 4 kr. til administration.

Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Foreningen er derfor afhængig af dig og andre, som støtter sagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

Forårssvingninger: Mildt, vådt vejr præger Danmark

0
egning af eng og sø ved Balslev. Til foråret vil kreaturer afgræsse engen igen, efter der er givet tilskud til nyt hegn. På engen er der tidligere fundet vilde orkideer. (Foto: Middelfart Kommune )

I disse dage oplever Danmark de karakteristiske forårssvingninger, der bringer mildt og til tider vådt vejr. Dette skyldes et kraftigt lavtryk, der aktuelt befinder sig nordvest for Skotland og bevæger sig langsomt mod nordøst. Som lavtrykket fyldes op, ledes mild og fugtig luft op over Danmark fra sydvest, hvilket resulterer i en varm og fugtig strøm over landet.

Søndagen byder på en blandet vejrpalette, hvor en koldfront i formiddagens løb vil bringe spredt regn over Danmark. Men som dagen skrider frem, vil skyerne lette, og der loves “nogen eller en del sol” med temperaturer, der kan nå op til 16 grader. Dette lover godt for dem, der håber på en smule udendørsaktivitet, efterhånden som dagen bliver tør og solrig.

Det ser ud til, at det mildt og våde vejr vil fortsætte ind i den kommende uge. Natten til mandag byder på endnu et regnvejr, som bevæger sig op over landets sydøstligste del fra sydvest, men resten af mandagen forventes at være tør med lidt sol og temperaturer op til 17 grader.

Fra tirsdag til torsdag vil Danmark blive påvirket af flere regnfulde fronter, der passerer over landet. Efter disse våde dage er der dog udsigt til et vejrskifte, idet der forventes “nogle dage med tørt vejr”, hvilket vil være en velkommen pause fra de seneste dages nedbør.

Det er interessant at notere sig, at klimanormalen for de højeste dagtemperaturer i april ligger på 11,2 grader. I de kommende dage, især mandag og tirsdag, vil Danmark opleve temperaturer, der ligger et godt stykke over denne normal. Fra onsdag forudses dog et lille dyk i temperaturen, hvor det vil blive “lidt køligere og mere blæsende”.

KIF Kolding snublende tæt på overlevelse

0

Meget skal gå galt, hvis KIF Kolding skal ud i overlevelseskampe i håndboldligaen mod et 1. divisionshold. Det sker efter, at holdet besejrede Skanderborg Håndbold med 29-25 på udebane.

Sejren blev grundlagt af KIF Kolding i første halvleg, hvor Skanderborg Håndbold havde det mere end svært angrebsmæssigt. Midtvejs i første halvleg stod der 9-6 til KIF Kolding, da Thor Christensen satte bolden i netmaskerne til en reducering for hjemmeholdet.

Derfra gik der seks minutter, før Skanderborg Håndbold kom på tavlen igen. Det skete med en reducering til 11-7, og det symboliserede de store kvaler, som hjemmeholdet havde angrebsmæssigt.

Det kunne også aflæses på pausestillingen, der var 18-12 til KIF Kolding, efter at en storspillende Sander Øverjordet satte første halvlegs sidste scoring ind for gæsterne.

Skanderborg Håndbold lagde sig dog ikke ned. Helt tæt blev det med 13 minutter igen, da Lars Mousing reducerede til 23-22, men det lykkedes ikke Skanderborg Håndbold at få udlignet, selvom de havde chancen til det flere gange.

KIF Kolding endte i slutfasen med at trække lidt fra igen og sejrede med 29-25, da Mathias Hedegaard satte en tyk streg under, at KIF Kolding nu er snublende tæt på at sikre sig en ny sæson i ligaen.

KIF har to kampe tilbage af nedrykningsspillet, hvor de har fire point ned til TTH Holstebro på sidstepladsen. Dermed skal der gå meget galt, før koldingenserne kommer i nedrykningsfare.

Næste gang de skal i kamp, er mod netop TTH Holstebro på udebane den 14. april.

FC Fredericia ydmyget i lokalopgør

0

FC Fredericia blev sat eftertrykkeligt på plads i lokalopgøret mod Kolding IF, der vandt 4-0.

Kolding IF og FC Fredericia tørnede lørdag eftermiddag sammen. Før kampen var FC Fredericia fire point foran koldingenserne på tredjepladsen i tabellen, og for at Kolding ikke skulle blive hægtet af, skulle de bruge en sejr. I den henseende fik de den optimale start på kampen, da de allerede fire minutter inde i opgøret bragte sig i front.

Asker Beck blev spillet i dybden af Paul Ndongo, da FC Fredericia blev fanget langt fremme på banen. Beck fik frit løb mod mål og udplacerede sikkert Mattias Lamhauge, og det blev startskuddet til en skidt dag på kontoret for FC Fredericia, der i det store hele ikke fik vist sig frem på samme måde, som de gjorde i tirsdags mod Vendsyssel, hvor FC Fredericia var det klart bedste hold på banen, da de vandt 3-1.

https://digitaljuice.dk/

Kort efter føringsmålet gik FC Fredericia fuldstændig galt i byen på et langt indkast, men Isak Tanners hovedstød ramte stolpen, selvom hovedparten af de 2.282 tilskuere var gået i gang med at juble. Bolden gik ikke ind, og i stedet var FC Fredericia tæt på at udligne 26 minutter inde i kampen.

Sofus Berger tog et raid frem i banen og afdriblede den ene Kolding-spiller efter den anden, inden han spillede bolden til Eskild Dall, som burde have udlignet, men det skete ikke. Dall overplacerede skuddet, da han ville placere bolden i det lange hjørne. Kort før pausen var Gustav Marcussen også tæt på, da han forsøgte sig fra distancen, men Lennart Moser i Kolding-målet fik med nød og næppe afværget situationen.

FC Fredericia havde i indledningen af anden halvleg flere momenter, hvor udligningen var tæt på. Blandt andet med 25 minutter igen, da Christian Gammelgaard bragede et skud på stolpen, hvor Koldings keeper, Moser, ikke var i nærheden af at redde bolden. FC Fredericia fik ikke udnyttet chancerne, og i stedet væltede korthuset efter en række personlige fejl.

Først klokkede indskiftede Mikkel Juhl i det, da han ville sparke bolden væk i FC Fredericias felt. Hans clearing blev blokeret af Ngongo, som efterfølgende nemt sparkede bolden i kassen til 2-0, og endnu mere galt gik det med 12 minutter igen. FC Fredericias keeper, Mattias Lamhauge, modtog bolden uden for feltet og ville sparke bolden frem. Afleveringen ramte Patrick Tjørnelund, der stod lige foran Lamhauge, som efterfølgende kunne se Tjørnelund sparke bolden ind til 3-0.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

“4, 4, 4, 4-0” gjaldede det efter 81 minutter. Christoffer Palm lukkede og slukkede kampen, som blev afgjort af personlige fejl af FC Fredericia, der nu kan se Kolding ånde dem i nakken i tabellen.

Næste gang FC Fredericia skal i kamp er på torsdag i pokalsemifinalen mod Silkeborg, mens næste kamp i NordicBet Ligaen er den 14. april mod Sønderjyske. Kolding spiller er den 13. april på hjemmebane mod Vendsyssel.

LIVE: Lokalopgør mellem Kolding IF og FC Fredericia

0

Klokken 13:30 tørner Kolding IF og FC Fredericia sammen i et lokalopgør. FC Fredericia er forud for kampen fire point foran Kolding, kan de udbygge forspringet? Følg med og få svaret.

Ung kvinde sigtet for spirituskørsel

0
Foto: Rådet for sikker trafik

En 19-årig kvinde blev tidligt lørdag morgen anholdt og sigtet for spirituskørsel på Haderslevvej i Kolding.

Kvinden blev stoppet af Sydøstjyllands Politi klokken 04.24, hvor en efterfølgende test viste, at hun var påvirket af alkohol bag rattet. Vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at den unge kvinde efterfølgende blev indbragt for at få taget en blodprøve. Efter at prøven var sikret, blev kvinden løsladt igen.

It-nedbrud rammer syddanske sygehuse: Akutberedskabet er aktiveret

0
REGION SYDDANMARK. Region Syddanmarks sygehuse og institutioner har siden mandag eftermiddag været ramt af problemer med tilgængeligheden til flere it-systemer. Regionens teknikere arbejder på...

Tyve klippede sig gennem hegn og brød skur op hos virksomhed

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har modtaget anmeldelse om et indbrud i en virksomhed på Jernet i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag klokken...

Sydjyllands eneste BP-mandat forlader partiet

0
POLITIK. Det sydjyske mandat skiftede farve søndag eftermiddag, da Nadja Natalie Isaksen i et opslag på Facebook meddelte, at hun har forladt Borgernes Parti. »Borgernes...

Bilist påkørt bagfra i Kolding

0
KRIMI. Et færdselsuheld mellem to personbiler fandt søndag formiddag sted på Jens Holms Vej i Kolding. Uheldet skete klokken 10.48, hvor den ene bilist blev...

Bilist endte på taget på motorvejen – sigtet for narkokørsel

0
KRIMI. En 51-årig mand blev lørdag aften anholdt, efter at han forulykkede på Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Politiet fik anmeldelsen klokken 22.37 om en bil,...

Brandbiler og blå blink rykker ind på Akseltorv

0
Kolding Kommune inviterer nu borgerne helt tæt på beredskabet, når Akseltorv tirsdag den 5. maj danner ramme om en eftermiddag med udstyr, mandskab og...