0.8 C
Copenhagen
lørdag 11. januar 2025

FHK-ikon blev tiltalt af kulturen

0

Fra 2005 og frem til 2009 vogtede Jan “Tromle” Nielsen målet i Fredericia Håndboldklub. Den nu pensionerede håndboldmålmand var ikke en af klubbens “egne”, men endte med at få ikon-status. Den dag i dag fortæller “Tromle”, at han blev tiltalt af arbejdekulturen i den fredericianske klub.

I dag er Jan Nielsen 50 år og bor i Brejning. Livet i håndboldverdenen er skiftet ud med en stilling som partner- og eventchef i DGI. På trods af, at håndbolden er mere på afstand, og der bliver længere og længere tid mellem, at Jan begiver sig ud i en håndboldhal for at se en kamp, kan han ikke lade vær med at følge FHK og fanklubben HK Ultras.

– FHK har en fanklub, man ikke kan købe sig til, som de kan være stolte af. Ser man HK Ultras i et større perspektiv, leverer de et fedt fællesskab. De har været trofaste igennem mange år. Når jeg ser forberedelserne på kampdage, hvor Frank (trommeslager Frank Jensen, red.)  lægger billeder op af trommerne, der skal have tæv, så morer jeg mig. Jeg ved, hvor travlt han har i hverdagen med firmaet, som står for vinduespudsningen hos os, siger Jan Nielsen og fortsætter:

– Min mor kommer faktisk fra Fredericia. Da hun fortalte om Glassalen og om hvordan man bakkede op, kan jeg sige, at den fortælling og det billede af en kultur går igen i dag. HK Ultras holder altid ved, også da klubben var nede at vende i rækkerne. Med stor kærlighed vinder man måske ikke mesterskaber, nogle smutter hvis det ikke går godt, men HK Ultras er loyale.

Inden Jan Nielsen blev hentet til FHK i 2005, da karismatiske Mik Hagenbo blev træner, spillede han i Bjerringbro. Det var faktisk i den forbindelse, at han stødte på HK Ultras for første gang.

– Jeg mødte HK Ultras i en pokalkamp. Der sad pludselig 15 rablende gale mennesker, og råbte ad mig i en hel halvleg. Dem var ingen af os vant til. Det var dejligt, at de gjorde op med klappølser og udforskede, hvor stregen gik. De forsøgte at lave sjov og havde noget kørende med Mikkel Aagaard, Torsten Laen, Bo Spellerberg og Andreas Toudahl i ligaen, der skulle stå model til lidt og hvert. Før kampene hygger man, under er man fjender, og bagefter kan man grine sammen. Det er det fede ved det, siger Nielsen.

At Jan “Tromle” endte med at havne i Fredericia var ikke nogen tilfældighed.

– Jeg var tiltrukket af den hårde og ærlige arbejderkultur. Der var en klar sammenhæng med en by, der havde værdier og en klub, som havde værdier, og en fankultur, der var gjort af det samme. Jeg nød, at der ikke var så lang afstand mellem spillerne og fansene, som vi kunne drikke en øl med efter kampene, siger Jan Nielsen.

Sportsligt var FHK tæt på at komme i pokalfinalen et enkelt år, og der har også været andre enkeltstående kampe, men “Tromle” ser mere tilbage på tiden som en stor oplevelse i hans håndboldliv.

– Det er faktisk ikke kampene, man tænker mest tilbage på, men jeg husker da mange oplevelser, som da vi slog FCK, der var ubesejret i ti kampe på et brændt straffekast efter tid. Det var en god tid, hvor vi var med til at flytte FHK hen mod noget andet, end man var vant til, siger han.

I fremtiden vil FHK givetvis spille med om medaljer. Strategisk er Jan Nielsen ikke tæt nok på FHK til at vurdere mulighederne for de store titler, men overordnet har han et par råd til klubben.

– Det er vigtigt med et solidt fundament. Man skal ikke glemme at bygge organisationen op, og så kan man tale medaljer. Man skal have en god bestyrelse og have styr på alt omkring klubben, hvor økonomien er en stor del af gamet. Når fundamentet så er bæredygtigt, står man godt stillet, slutter Jan “Tromle” Nielsen.

Jan “Tromle” Nielsen var i en årrække også direktør for Århus Håndbold.

Ældre borgere advares mod svindelnumre

0

Ældre borgere er i stigende grad mål for svindelnumre, advarer politiet. Svindlerne udgiver sig ofte for at være fra banken, skat, politiet eller andre officielle instanser og beder om følsomme oplysninger som kortoplysninger eller koder.

I dag kan politiet Sydøstjyllands Politi rapportere om to tilfælde af forsøg på svindel mod ældre borgere. En ældre kvinde fra Taulov undgik at blive snydt, da en person, der udgav sig for at være fra banken, forsøgte at narre hende til at udlevere kortoplysninger. Kvinden ringede i stedet til politiet og undgik dermed at miste penge til svindleren, der præsenterede sig som “Adam”.

Desværre var den anden historie ikke så heldig. En 92-årig kvinde fra Skærbæk blev narret af en person, der påstod at hendes konto var blevet lænset. Svindleren, der kaldte sig “Morten” og iførte sig lyse tøj, overbeviste kvinden om at udlevere sit kort og kode, hvilket førte til et tyveri fra hendes konto.

Politiet opfordrer derfor alle ældre borgere til at være opmærksomme på denne type svindel og at tage de nødvendige forholdsregler. Det er vigtigt at huske, at hverken banker, skat eller politi vil bede om fortrolige oplysninger eller kortoplysninger over telefonen eller e-mail. Hvis man bliver kontaktet af nogen, der beder om sådanne oplysninger, skal man altid være forsigtig og kontakte sin bank eller politi med det samme.

Således kan man undgå at falde for svindelnumre og beskytte sine penge og følsomme oplysninger.

Kunsten at lede

0

I sidste uges artikel pegede jeg på, at samfundsudviklingen på alle planer er dybt afhængig af god ledelse. Før vi kaster os ud i debatten om god ledelse og dens mange aspekter, bliver vi dog lige nødt til at stoppe op og overveje, hvad ledelse egentligt handler om? Det handler denne uges artikel om.

Ledelse som kunstart

Gennem tiden har et utal af forskere, filosoffer, ledere, skribenter m. fl. forsøgt at sætte god ledelse på formel, også jeg selv. Men jeg må ud fra min egen ledererfaring og studier af andres erfaringer erkende, at det i sidste ende ikke lader sig gøre fuldstændigt. Ledelse af mennesker er for kompleks og for dynamisk til at sætte på en entydig formel, i en verden hvor selv kaosteorier kommer til kort, når det handler om at lede mennesker.

Jeg medgiver, at når vi taler om, hvad ledelse er, så kan vi komme langt ad ”formel-vejen” ud fra et rationelt perspektiv. Men når vi taler om, hvordan ledelse konkret udføres og bør udføres, så kommer vi hurtigt i forklaringsproblemer, både når vi anvende de rationelle tilgange, og når vi anvender de mere socialkonstruktivistiske teorier. Den menneskelige mangfoldighed er simpelthen så uendelig kompleks og så dynamisk, at vi må gribe til andre kunstgreb, hvis vi skal blive bedre til at forstå, hvad god ledelse er, og ikke mindst hvordan god ledelse udøves af det enkelte menneske og den enkelte organisation.

”At lede” betragter jeg derfor mere som en kunstart. Ledelse er kunsten til at lede mennesker til at gøre noget de ellers ikke ville have gjort, og kunsten at lede mennesker i en retning, de ellers ikke ville have valgt at gå. ”At lede” bygger på færdigheder, fantasi, intuition, følelsesmæssig kraft, ideer og uendeligt mange andre forhold, som skaber en anden adfærd, end hvis der ikke blev ledt. Ledelsesbegrebet er stadig præget af mange ord og begreber fra den militære verden, hvor vi jo netop også taler om udøvelse af krigskunst. Ledelse er noget, der er uendeligt formbart, foranderligt og præget af tilfældighed, fordi ”The Map is not the Territory”, som Alfred Korzybski i sin tid formulerede det. ”Kortet er ikke som terrænet”, og det er terrænet, der tæller.

At definere ledelse som kunstart, tvinger os til at acceptere mangfoldigheden og åbenheden i ledelsesbegrebet. Det betyder også, at der, som i enhver anden kunstart, er mange forskellige ”ledelsesprincipper og -teknikker”, som kan anvendes i udøvelse af god ledelse. Kunsten består i at iscenesætte og orkestrere ledelsesprincipperne og ledelsesteknikkerne ud fra lederen, som ”Dirigenten”, og ud fra konteksten, 100% situationsbestemt, så den anvendte ledelse og ledelsesstil opleves som en naturlig del af og i samklang med helheden. Det vender jeg stærkt tilbage til i kommende artikler.

Ledelse – et tveægget sværd

Når jeg oplever ledere i dag, så oplever jeg ofte ledelse som et tveægget sværd mellem og en ubalance mellem det at lede andre og det at lede sig selv.

For mig handler god ledelse om at holde begge sider af ”ledersværdet” skarpe og i balance. For når du er god til at lede dig selv, så har du skabt en væsentlig forudsætning for at kunne lede andre godt. Det er ikke den eneste forudsætning, men det er den vigtigste. Evnen til god ledelse kræver derfor, at begge sider ”ledersværdet” vedligeholdes, slibes og holdes skarpe.

Sanseskarp ledelse

Ledelse handler om at være i stand til at træffe de bedst mulige beslutninger, tage ansvar for dem og gennemføre dem, ofte gennem andre mennesker, så beslutninger bliver til virkelighed og til en ændret adfærd, ud fra det ”terræn” de lander i.

Lederens beslutningsgrundlag er derfor afgørende for at skabe bedst mulige beslutninger. Det vil sige, at lederen er dybt afhængig af både sine egne evner til modtage, forstå og bearbejde det beslutningsgrundlag, der kommer udefra, og afhængig af sine evner til søge mere information og flere data for at kunne træffe den bedst mulige beslutning. Det kræver en stærk sanseskarphed hos lederen, både på det lederen modtager ”udefra” gennem sine egne sanser (ser, hører, føler og fornemmer, lugter og smager, samt tid- og rumfornemmelser), og på det lederen modtager af data og informationer ”indefra”, fra sine egne kropssignaler (fysiologien, energierne i bevægelse, følelserne og tankerne).

Evnen til god sanseskarp ledelse kommer ikke af sig selv. Sanseskarpheden skal trænes og vedligeholdes hele livet, ellers mister vi over tid den medfødte sanseskarphed, der udvikler sig i vore første leveår.

Bevidst ledelse

Ledelse handler også om at være bevidst om sin egen og andres måder at lede på. Det gælder både evnen til at lede sig selv og andre.

Bevidst ledelse handler hele tiden om at være bevidst om, hvad du gør som leder, hvordan du gør det, og hvorfor du gør det, du gør. Bliver ledelse først rutinepræget – og det tror jeg de fleste af os har prøvet – så mister vi nuancerne i den ledelsesinformation, som sanseskarpheden ellers giver os. Information som er så betydningsfuld for at træffe de bedst mulige beslutninger.

Bevidst ledelse hjælper os også til at lede os selv og andre, så vi ikke bliver forledt, afledt, vildledt, forført, eller bortledt fra de beslutninger vi træffer.

At lade sig inspirere

Ledelse handler om at lade sig inspirere af andre ledere til brug for at udvikle ens eget lederskab. Rå kopivarer om ledelse holder ikke. Dertil er vi mennesker for unikke. At lade sig inspirere af andre ledere, og koble inspirationen op mod egne tanker om ledelse, er derimod givende og udviklende for egen lederstil.

Det går dog begge veje, for når du selv søger at inspirere andre ledere med din lederstil, så får du testet den, gennem den feedback du modtager, og dermed er ringen sluttet.

Bidrag og kommentarer er derfor også meget velkomne til es@es-leadership.dk.

Myretuer er meget vigtigere for biodiversiteten, end vi tidligere troede

0
Der er flere myrer end måger. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Hedens, skovens og havens myretuer er små oaser af liv. Varmen og næringen fra kolonien gør, at helt særlige planter og dyr kan leve der. Det viser ny dansk forskning.

Myrer er irriterende at have kravlende rundt i haven. Det vrimler med dem, og glemmer du en mad på havebordet, er den sort af myrer, når du igen sætter dig efter at have hentet kaffe.

De fleste haveejere vil derfor gøre alt for at udrydde en myrekoloni, som har anlagt en tue i haven. Men måske bør vi lade myrerne være i fred. Ny forskning viser nemlig, at de gør en kæmpe indsats for biodiversiteten.

Sammen med en række kolleger fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet har Rikke Reisner Hansen undersøgt, hvad myretuerne på de danske heder helt konkret gør for andre insekter og planter. Og det er ikke småting.

– Myrerne slæber døde dyr hjem til tuen og tilfører på den måde kulstof og anden vigtig næring til jorden omkring. Tuen varmer desuden jorden op, og om foråret kan du se hugorme, firben eller biller, der ligger og varmer sig. Varmen og næringen skaber desuden nogle helt særlige betingelser, der gør, at en række plantearter, som ellers ikke kan vokse på heden, trives på tuen, siger hun.

Hun tog spaden med på heden
For at undersøge hvor stor en rolle myretuerne spiller for hedens dyre- og planteliv, tog Rikke Reisner Hansen en spade under armen og begav sig ud på heden. Her ledte hun efter to typer myretuer.

Tuer fra den røde hedemyre, der til forveksling ligner de tuer, man kan finde i skoven. I stedet for brune nåle fra grantræer er tuen dog bygget op af blade fra lyng og græs. Og hun ledte efter den gule engmyre. En mindre myre som bygger tuer af den mineralske jord på heden.

Når hun fandt en tue, tog hun spaden frem og gravede et dybt hul klods op af tuen. På den måde kunne hun undersøge, hvordan tuen påvirkede jord, rødder og dyreliv – både over og under den. Hun målte desuden temperaturen ovenpå og i tuen, og hun undersøgte jorden omkring og under den for, hvilke næringsstoffer den indeholdte.

– Det viser sig, at toppen af tuen fungerer som et slags “mini-Costa del Sol” for insekter og krybdyr. Dyrene udnytter den ekstra varme fra myrerne til hurtigere at få varmen i det tidligere forår og på kølige morgener, forklarer hun og fortsætter:

– Det samme gør planterne. Når en plante vokser på en tue, springer den hurtigere ud, sammenlignet med de artsfæller, der står på den omkringliggende hedejord. Det er en stor fordel for de insekter, som lever af pollen og nektar. De nyder godt af, at myretuerne skaber to blomstringssæsoner.

Sommerfuglen, der narrede en hel myrekoloni
Et af de dyr, der kun kan leve på heden, hvor der er myrer, er sommerfuglen ensianblåfugl. Sommerfuglens larve har nemlig udviklet en metode til at narre myrerne til at tro, at den er deres dronning.

– Ensianblåfugl lægger æg på den sjældne plante klokkeensian. De første tre stadier af larvens liv mæsker den sig i frøene på planten. Når den bliver stor nok, dumper den ned på jorden og begyndte at udsende en lugt og en lyd, der er identisk med en myrelarvedronnings, siger Rikke Reisner Hansen og fortsætter:

– Når arbejdermyrerne finder ud af, at der ligger, hvad de tror er en dronning, på jorden, slæber de sommerfuglelarven ned i boet. Her stopfodrer de den, og somme tider glemmer de endda deres eget afkom, og kolonien går under.

Sommerfuglelarven overvintrer nede i myreboet, og om foråret spreder den sine smukke blå vinger og forlader boet. I Danmark findes der 12 arter af blåfugle-sommerfuglen. 11 af de arter klarer sig bedst, hvor der også lever myrer. Og en håndfuld af disse vil slet ikke kunne fuldføre deres livscyklus uden myrernes hjælp.

Myretuerne er dog ikke kun vigtige for sommerfuglene. At passe på tuerne kan være en vigtig brik i at løse biodiversitetskrisen.

En vigtig brik for biodiversiteten
Lige nu står vi i Danmark – og resten af verden – i en alvorlig biodiversitetskrise. Arter forsvinder hurtigere end nogensinde før, fordi vi mennesker ødelægger deres habitater, når vi fælder skov, opdyrker hede eller dræner moser.

Alene i Danmark er 1.844 arter af dyr, planter og svampe truet med udryddelse. En af de arter, der har det svært, er ensianblåfuglen. På 40 år er den forsvundet fra mere end 15 procent af de steder, hvor den plejede at leve. Og det kan hænge sammen med, hvordan vi behandler heden, fortæller Rikke Reisner Hansen.

– Vi har en tendens til at behandle heden som ét stort ensartet landskab. Når vi i dag sørger for, at heden ikke gror til, sker det ofte med samme metoder over hele arealet. Det kan eksempelvis være græssende dyr i for stort antal. Eller store maskiner, der slår vegetationen. Det går desværre ofte ud over myretuerne.

For at få så mange forskellige planter og dyr på heden, er der brug for, at vi genskaber landskabet som det så ud, før vi mennesker kom til – eller i det mindste før den maskinelle teknologi overtog de gamle hedebønders måde at bruge heden på, forklarer hun.

Det foranderlige landskab
Før vi mennesker begyndte at opdyrke og omforme landskabet, var det meste af Danmark dækket af skov. Somme tider kunne et lyn slå ned i et træ, og det kunne blive starten på en voldsom skovbrand. En brand, som ryddede et stort område med træer – og fra de svedne stubbe og asken, voksede i stedet et hedelandskab op.

Langsomt. I løbet af årtier ville træerne generobre heden – og til sidst ville området igen være forvandlet til skov. På den måde opstod og forsvandt hederne rundt omkring i Danmark.

Fordi hederne altid var i forandring, bød landskabet på alle former for levesteder – og det summede af liv. Mange forskellige arter.

Det er, ifølge Rikke Reisner Hansen, den slags hedelandskab, vi skal forsøge at etablere i Danmark i dag, hvis vi vil gøre noget godt for biodiversiteten.

– Vi skal lade myretuerne stå og sørge for ikke at gøre det samme over hele arealet, men variere hedeplejen. Græsning og afbrænding er vigtige redskaber. Det vigtige er blot at variere og tilpasse det. Sætter du en flok geder, får eller heste ud at græsse på den samme lille plet hele sommerhalvåret, æder de alt og skaber et meget homogent landskab, siger hun og uddyber:

– Det handler om at skabe variation i landskabstyper og strukturer. Laver man noget forskelligt, så får man noget forskelligt.

Lod selv tuerne i haven være
Mange steder i Danmark står kommunerne for at pleje og vedligeholde hedelandskaberne. De planlægger, hvad der skal gøres for at holde træbevoksningen nede – og de bør måske skele til Rikke Reisner Hansens nye resultater.

– På rådhusene rundt omkring sidder mange dygtige biologer. De ved godt, at det er vigtigt at variere hedeplejen. Desværre bliver det ofte et spørgsmål om økonomi – og det går ud over biodiversiteten, siger hun.

Kommunerne er dog ikke de eneste, der bør spidse ører. Også haveejerne bør gribe tingene lidt anderledes an. Hjemme i Rikke Reisner Hansens egen have har hun nemlig eksperimenteret lidt. Hun har ladet myretuerne være. Og det har skabt et liv uden sidestykke, fortæller hun.

– Efter jeg har ladet jordtuerne være og udsået nogle vilde hjemmehørende ærteblomster, har jeg fået mange flere af de almindelige blåfugle i haven. Det vrimler med smukke blå sommerfugle, siger hun.

I det hele taget forklarer hun, at det ikke er nok at plante lidt markblomster her og der i haven for at hjælpe biodiversiteten på vej. Det er vigtigt at tænke på, hvilke levestedsvilkår der skal være opfyldt for, at insektet kan fuldføre hele dets livscyklus. Mange insekter har brug for pletter af forskellige landskabstyper.

– Bierne har eksempelvis brug for lidt bar fasttrykket jord. Små varmepletter, hvor de kan lave redder. Andre insekter har brug for små jordvolde, vand eller dødt træ. Desuden er det vigtigt at have planter, der giver forskellig slags nektar. Nogle bier kan nemlig kun udnytte nektar fra en eller få blomsterarter – og nogle sommerfugle lever kun på bestemt plante. Det er vigtigt at tænke den slags små variationer ind i haven, både i tid og i rum, hvis vi vil have naturen i al dens mangfoldighed tilbage, slutter hun.

Kolding Kommunes årsregnskab for 2022 godkendt trods udfordringer: Borgmester fremhæver robust økonomi og overholdte budgetter

0
Borgmester i Kolding, Knud Erik Langhoff (C). Foto: AVISEN

Kolding Kommunes byrådsmøde den 25. april 2023 bragte gode nyheder for kommunens økonomi, da årsregnskabet for 2022 blev præsenteret og godkendt. Borgmester Knud Erik Langhoff (C) udtrykte tilfredshed med, at alle økonomiske mål blev opfyldt på trods af de udfordringer, som corona, krig og inflation har medført.

Kommunen kan fremvise et pænt overskud på driften for 2022, hvor næsten alle politikområder har haft et overskud. I alt beløber overskuddet sig til 130 millioner kroner, som overføres til 2023. Borgmesteren forklarer, at overskuddet blandt andet skyldes, at udvalgene og de decentrale enheder har udvist tilbageholdenhed for at kunne håndtere uforudsete udgifter.

Kolding Kommunes økonomi er fortsat robust, og der har været færre overførsler til personer, såsom kontanthjælp, dagpenge og førtidspension. Langhoff roser udvalgenes arbejde for at overholde budgetterne og påpeger, at den vigtigste årsag til den positive økonomi er kommunens evne til at holde budgetterne.

– Jeg glæder mig over, at vi kan fremlægge regnskabet for 2022, hvor alle vores økonomiske mål er overholdt. Det er sket på trods af de velkendte udfordringer, som corona, krig og inflation har medført. Budgettet er endda realiseret med et pænt overskud på driften, fortæller borgmesteren.

Selvom 2022, ligesom 2021, var et år, hvor ikke alle planlagte anlægsprojekter blev realiseret, forsikrer borgmesteren, at de projekter, der ikke blev realiseret i 2022, vil blive realiseret i 2023.

Ved udgangen af 2022 havde Kolding Kommune en kassebeholdning på 950 millioner kroner, cirka 200 millioner mere end budgetlagt. Likviditeten forventes dog at falde i løbet af året, da der skal realiseres flere anlægsprojekter, og budgettet for 2023 indeholder flere udgifter.

Borgmester Knud Erik Langhoff konkluderer, at alle har leveret en god service i 2022, og at man kan være tilfreds med de gode resultater.

– Jeg synes, at vi alle har leveret en god service i 2022, og vi kan godt være tilfredse med de gode resultater, slutter borgmester Knud Erik Langhoff.

32-årig sigtet for et drab og en voldtægt

0
Foto: AVISEN

Den 32-årige mand, som er sigtet i både sagen om den 13-årige og Emilie Meng, er nu også sigtet i en tredje sag. Det bekræftede politiinspektør Kim Kliver på et pressemøde onsdag. Den tredje sag drejer sig om et hidtil uopklaret overfald og forsøg på voldtægt i november sidste år i Sorø.

Søndag den 16. april blev en 32-årig mand fra Korsør anholdt og sigtet for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har i forlængelse heraf selvfølgelig undersøgt, om den sigtede kan sættes i forbindelse med uopklarede sager, som har lighedstræk med den aktuelle sag – herunder ikke mindst drabet på Emilie Meng i 2016.

På baggrund af dette har politiet nu rejst sigtelse mod den 32-årige mand for frihedsberøvelse, voldtægt og drab på Emilie Meng samt trusler med kniv, forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt af en ung kvinde i november 2022 i Sorø.

– Da vi med anholdelsen af den 32-årige har haft mulighed for at fokusere vores efterforskning mod en konkret mistænkt, har en række yderligere efterforskningsskridt ledt frem til, at vi har fundet det rigtigst at rejse sigtelse mod ham for frihedsberøvelse, voldtægt og drab på Emilie Meng samt for trusler med kniv, forsøg på frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt af en ung kvinde i Sorø sidste år, siger politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:

– Vi har i dag på et møde med pressen fortalt mere detaljeret om baggrunden for sigtelserne af den 32-årige. Af hensyn til den videre efterforskning ønsker vi ikke på nuværende tidspunkt at redegøre yderligere for de omstændigheder, som har ført til sigtelserne. Vi henleder opmærksomheden på, at den 32-årige alene er sigtet, og at der således hverken er rejst en tiltale eller faldet en dom.

Efterforskningen af drabet på Emilie Meng har nu stået på i snart 7 år. Og trods de nye sigtelser har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi stadig et stort arbejde foran sig.

– Nu skal vi koncentrere vores kræfter om sagen, og af hensyn til efterforskningen kan vi ikke dele oplysningerne herfra med offentligheden, slutter Kim Kliver.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder således om arbejdsro og har for nuværende ikke yderligere oplysninger eller kommentarer til sagen. Så snart der er information, som er relevant for offentligheden, vil politikredsen selvfølgelig melde det ud.

Ifølge vicepolitiinspektøren kan de foreløbige undersøgelser sætte den 32-årige i forbindelse med overfaldet på en 15-årig pige, hvor han angiveligt truede og overfaldt hende med en kniv. Pigen gjorde dog så meget modstand, at hun slap væk. Den sigtede er desuden tiltalt for trusler med kniv og forsøg på frihedsberøvelse i Sorø-sagen.

Overfaldet fandt sted ved Sorø Gymnastikefterskole, hvor den 32-årige, som politiet nu mener er gerningsmanden, truede efterskoleeleven med en kniv og tvang hende ned på jorden. Hun gjorde dog modstand, hvilket fik manden til at flygte fra stedet. Efter overfaldet kontaktede hun selv politiet, og politiet afsøgte området med hunde og teknikere.

Den 32-årige nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarsadvokat.

Kolding IF får støtte til nyt fodboldstadion fra byrådet

0

Kolding IF har præsenteret planer om et nyt, moderne fodboldstadion, der skal finansieres delvist gennem kommunal støtte og erhvervsfolk. Stadionet vil kunne rumme 10.000 tilskuere fordelt på stå- og siddepladser, samt store loungeområder med plads til at bespise 800-900 gæster.

Forligspartierne i Kolding Byråd ønsker at støtte opdateringen af Kolding Stadion med op til 33,5 millioner kroner. Derfor er der nedsat en styregruppe, der ledes af formanden for Sundhed og Fritid og inkluderer en repræsentant fra hvert af forligspartierne. Styregruppen skal inden for det afsatte beløb på 1,0 mio. kr. udarbejde et revideret projektoplæg, der, ud over det af KIF skitserede projekt, indeholder en klar opdeling af projektets kommercielle og kommunale del.

Under tirsdagens byrådsmøde i Kolding blev punktet om udarbejdelse af projektanlæg diskuteret.

– Dette er en udmøntning af budgettet. På Sundhed og Fritid har sagen været behandlet, hvor DF havde et særstemmepunkt. De mener ikke, at det er nødvendigt med en million kroner og en omfattende indsats. DF er også uenig i, at det skal foregå i en lukket styregruppe fremfor i Sundheds- og Fritidsudvalget, sagde borgmester Knud Erik Langhoff og spurgte til Dansk Folkeparti om, de ville stemme nej, hvilket de nikkede ja til. Resten af byrådet stemte dog for forslaget.

Med byrådets støtte kan Kolding IF nu se frem til et nyt og moderne fodboldstadion, der forhåbentlig vil tiltrække mange tilskuere og give et løft til både klubben og lokalområdet.

Mindre færdselsuheld på Haderslevvej i Kolding

0

Et mindre færdselsuheld fandt sted på Haderslevvej i sydlig retning ud for nummer 97 den 25. april kl. 09.32. To parter var involveret i uheldet. Part 2 forberedte sig på at svinge, men part 1 overså dette og påkørte part 2 bagfra. Der var kun tale om materielle skader. Part 1 er en 56-årig mand fra Strandhuse i Kolding, mens part 2 er en 81-årig mand fra Herning.

Indbrud i villa i Kolding

0
Foto: AVISEN

En villa på Omøvænget i Drejenes blev udsat for indbrud den 26. april kl. 02.10, hvor en alarm blev udløst. Gerningsmændene kom ind i huset ved at bryde et sydvendt vindue op. De gik gennem størstedelen af huset og forlod det igen gennem en af to åbne døre. Husejerne har endnu ikke overblik over, hvad der er blevet stjålet.

Færre unge vælger en erhvervsuddannelse i Sydjylland

0

Kun 22,4 procent af de unge i Sydjylland søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen og det er bekymrende få, lyder det fra DI Byggeri Sydjylland.

– Trods stort politisk fokus er det færre, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Udviklingen er bekymrende og kalder på langt flere investeringer i erhvervsuddannelserne, siger Michael Mathiesen, formand for DI Byggeri Sydjylland.

I 2023 har 22,4 % af grundskoleeleverne i Sydjylland søgt ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, det er et fald på 2,1 procentpoint i forhold til 2022. På landsplan er ansøgertallet 19,4 %, hvilket er et fald på 0,6 procentpoint. 72,6 % af de unge, der søger en ungdomsuddannelse direkte fra 9. og 10. klasse, har søgt en gymnasial uddannelse.

I Sydjylland er 9 kommuner gået tilbage, kun Vejen og Vejle er gået frem. Vejen er gået frem fra 30,1 % til 32,1%, og er klart den kommune, hvor flest søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Vejle er gået frem fra 20,2 % i 2022 til 22, 9 % i 2023. Billund Kommune har oplevet det største fald fra 30 % i 2022 til 23,4 % i 2023. Derudover har både Fredericia, Haderslev, Kolding, Tønder og Varde oplevet markante fald på mellem 4,6 % – 6,5 %.

– Når vi opfordrer de unge til at vælge en erhvervsuddannelse, så skal kvaliteten også være i orden. Det kræver, at der investeres markant i uddannelserne, så vores faglærte kan følge med den grønne og digitale udvikling, som konstant er i bevægelse. Det skylder vi både virksomhederne, de unge og samfundet, siger Michael Mathiesen.

Hvorfor USA ikke er svaret på Grønlands fremtid

0
Grønlands fremtid defineres bedst af grønlændere selv, som statsminister Mette Frederiksen og Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, begge har understreget. Trumps drøm om at...

Danskerne satte strømrekord i 2024

0
I 2024 slog Danmark rekord i strømforbrug med et samlet forbrug på 38,4 terawatt-timer (TWh). Ifølge data fra Energinet oversteg dette det tidligere rekordår...
Foto: Salling Group.

Netto, Bilka og føtex lancerer nyt blandingskød med kylling og okse

2
Fra næste uge vil et nyt kødprodukt kunne findes på hylderne i Netto, Bilka og føtex. Det drejer sig om en blanding af hakket...

Søn afværger svindler under forsøg på kontaktbedrageri

0
Torsdag eftermiddag klokken 14.00 blev et ældre par på en adresse i Søgade i Kolding mål for et forsøg på kontaktbedrageri. En mand udgav...

Lørdag stemmer DBU Jylland om kønsidentitet i breddefodbold

0
Lørdag skal DBU Jylland tage stilling til et forslag, der potentielt kan ændre rammerne for breddefodbolden i Danmark. Afstemningen, som foregår på lokalunionens delegeretmøde,...

17-årig badede – så kom en fremmed ind og brugte toilettet

0
Onsdag klokken 12.30 i Vonsild, Kolding Kommune, fik Sydøstjyllands Politi en noget usædvanlig anmeldelse. En 17-årig dreng, der var alene hjemme og i bad,...