Sydøstjyllands Politi opretholder de fire nattelivszoner i henholdsvis Kolding, Vejle, Fredericia og Horsens. I nattelivszonerne må personer, der er idømt et forbud mod at deltage i nattelivet ikke færdes eller opholde sig i nattetimerne.

Sydøstjyllands Politi forlænger kredsens fire nattelivszoner i Kolding, Vejle, Fredericia og Horsens. Nattelivszonerne i de fire byer dækker områder, hvor mange mennesker går i byen. I Kolding udvides nattelivszonen med Låsbygade.

Formålet med nattelivszonerne er at gøre det mere trygt at gå i byen.

Forlængelsen træder i kraft den 23. december 2023 og er gældende i to år med mulighed for forlængelse.

I Vejle er nattelivszonen afgrænset af Vissingsgade, Jernbanegade, Havnegade/Kirkegade og Grønnegade.

I Horsens drejer det sig om området afgrænset af Farvergade, Kildegade, Skolegade, Kippervig, Søndergade, Hestedamsgade og Allégade.

I Kolding er nattelivszonen afgrænset af Akseltorv, Markdannersgade, Fredericiagade, Jernbanegade/Buen, Munkegade, Klostergade, Helligkorsgade, Rendebanen, Bredgade, Raadhusstræde, Nicolaiplads og Låsbygade.

I Fredericia er nattelivszonen afgrænset af Jyllandsgade, Købmagergade, Oldenborggade og Vendersgade.

Nattelivszonerne gælder for ovennævnte gader, samt gaderne inden for afgræsningen – herunder også fortove, pladser, vejarealer og andre offentligt tilgængelige steder.

Nattelivszonerne offentliggøres allerede nu, da der er frist for offentliggørelse på minimum 14 dage før ikrafttrædelsen.

Udvidelse af nattelivszone i Kolding

I Kolding bliver nattelivszonen udvidet med Låsbygade. Udvidelsen sker på baggrund af tilfælde af personfarlig kriminalitet i nattelivet i Låsbygade, der grænser op til den eksisterende nattelivszone.

En betydelig bøde og fængselsstraf

Det er den dømtes eget ansvar at holde sig orienteret om hvor i landet, der er oprettet nattelivszoner, og det har mærkbare konsekvenser, hvis man vælger at bryde sit opholdsforbud.

Hvis man løber ind i politiet i en nattelivszone eller på en beværtning, mens man er idømt et opholdsforbud, kan det i førstegangstilfælde medføre en bøde på 10.000 kr. Og sker det flere gange, vil straffen som udgangspunkt være 30 dages fængsel.