KRIMI. En 21-årig mand fra Vonsild blev natten til søndag udsat for et groft røveri i graffititunnelen ved Brostræde i Kolding. Han blev slået i hovedet med en lattergasflaske og sparket, mens han lå på jorden, hvorefter gerningsmændene tog hans telefon. Inden de forsvandt, læste de hans navn højt fra hans pung.
Det oplyste vagtchef Claus Andersen ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing.
Politiet fik anmeldelsen om røveriet søndag klokken 03.02. Den 21-årige kom ifølge politiets oplysninger gående gennem tunnelen, der forbinder Brostræde med parkeringspladsen ved Holmsminde, da han blev overfaldet af to ukendte gerningsmænd.
Manden blev slået i hovedet med en lattergasflaske og faldt til jorden, hvorefter han blev sparket i hovedet og på kroppen. Da politiet fandt ham, havde han friske sår og blod i ansigtet, og nogle af hans tænder var muligvis knækket.
Gerningsmændene stoppede med at sparke og gennemsøgte i stedet mandens lommer. De tog hans telefon, men pungen lod de ligge, efter at de havde læst hans navn højt. »Det er ligesom for at antyde, at vi ved, hvem du er,« lød det fra vagtchefen om gestussen.
En tredje person så overfaldet og forsøgte at stoppe det, men blev selv udsat for vold fra de samme to gerningsmænd. Politiet har ikke oplysninger om hans alder, men beskriver ham som en ung fyr.
Politiet har ikke noget signalement af de to gerningsmænd og ved heller ikke, hvilken retning de forsvandt i. Sagen efterforskes, og politiet tager den ifølge vagtchefen meget alvorligt.










