Norwegian har idag offentliggjort resultatet for fjerde kvartal og det foreløbige årsresultat for 2023. For hele året 2023 leverede Norwegian et driftsresultat (EBIT) på 2.232 millioner norske kroner, det højeste driftsresultat i selskabets historie. Likviditetsgraden blev forbedret i løbet af kvartalet til 9,5 milliarder norske kroner ved årets udgang. Tallene afspejler Norwegians evne til at levere stærke resultater ved at reducere kapaciteten i den mere stille vinterperiode. Flyselskabet er fortsat blandt de bedste i Europa, når det gælder punktlighed og regularitet.

For hele 2023 landede driftsmarginen på 9 procent – som er endnu en rekord for Norwegian. I fjerde kvartal leverede selskabet et driftsresultat (EBIT) på 328 millioner norske kroner. Resultatet før skat (EBT) endte på 1.804 millioner norske kroner for hele året 2023 og 208 millioner i fjerde kvartal. Norwegians flåde bestod ved årets udgang af 87 fly, hvoraf 20 af dem var 737 MAX 8-fly med den nyeste teknologi.

– Jeg er meget glad for at kunne sige, at Norwegian i 2023 opnåede det bedste driftsresultat i selskabets historie. Vores loyale kundebase fortsatte med at vokse, og vi er taknemlige for den tillid, de viser os hver dag. Kolleger, på tværs af hele selskabet, arbejder hver dag utrætteligt for at sikre en fremragende drift – lige fra planlægningen af vores netværk og services til den daglige drift, siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Flere passagerer og højere belægningsgrad

Norwegian havde i fjerde kvartal 4,7 millioner passagerer, en stigning fra 4,6 millioner i fjerde kvartal 2022. Kapaciteten (ASK) var på 7,1 milliarder sædekilometer, mens passagertrafikken (RPK) var på 6,0 milliarder sædekilometer i fjerde kvartal. Sammenlignet med det foregående kvartal faldt kapaciteten med 32 procent, som resultat af den tilpassede produktion for at matche den sæsonmæssigt lavere efterspørgsel i vinterperioden. Belægningsgraden var i fjerde kvartal på 84,4 procent – en stigning på tre procentpoint i forhold til samme periode året før.

Punktligheden, målt på andelen af flyvninger, der afgår inden for 15 minutter af planlagt tid, var 81,5 procent, et fald fra 82,3 procent i samme periode året før. På trods af et fald i punktligheden, da driften i selskabets vigtigste lufthavne var stærkt påvirket af vintervejret, lykkedes det Norwegian, med en ihærdig indsats, at sørge for, at stort set alle passagerer kom frem til deres destination i julen. Det globale analysebureau Cirium kårede Norwegian Air Shuttle (DY) som Europas mest punktlige flyselskab i oktober og det femte mest punktlige flyselskab i hele 2023. De kårede samtidig Norwegian som Europas bedste på regularitet.

Opkøbet af Widerøe er gennemført

I januar gennemførte Norwegian opkøbet af Widerøe, det største regionale flyselskab i Skandinavien med en flåde på 48 fly – hovedsageligt turbopropfly. Købet af Widerøe vil gøre det muligt at forbinde komplementære rutenetværk, skabe betydelige driftssynergier og give Norwegian flere ben at stå på gennem Widerøes betydelige offentlige forpligtelser forpligtelser i form af statslige kontraktruter (PSO-ruter).

– Vi er i fuld gang med at integrere Widerøe som en del af Norwegian-koncernen. Jeg ser meget frem til at udveksle årtiers erfaring mellem de to flyselskaber. Det vil gøre det muligt for os at gå på markedet med et forbedret og mere omfattende tilbud til vores kunder, siger Geir Karlsen.

Udbytte og forventninger

Bestyrelsen har til hensigt at foreslå et udbytte på NOK 0,60 pr. aktie for 2023 til den ordinære generalforsamling i 2024. Udbetaling af udbytte er betinget af godkendelse fra selskabets långivere. Hvis en sådan godkendelse ikke opnås, foreslår bestyrelsen at sætte udbyttebeløbet til side i en fond til senere udbetaling.

Bookingtendenserne er fortsat opmuntrende. Kunderne booker billetter tidligere end i de foregående to år, hvilket giver større forudsigelighed.

For hele 2024 estimerer Norwegian en samlet produktion (ASK) på omkring 36 milliarder sædekilometer, hvilket svarer til en vækst på omkring 12 procent fra 2023. Selskabet forventer, under visse forudsætninger, at resultatet for 2024 vil blive forbedret, og forventer på nuværende tidspunkt et driftsresultat (EBIT) i intervallet 2,5 til 3,2 milliarder norske kroner.

Norwegians kunder værdsætter flyselskabets punktlighed og det attraktive og voksende rutenetværk. Købet af Widerøe vil styrke Norwegians position yderligere som en foretrukken rejsepartner i hele Norden.

Norwegian vil i resten af vintersæsonen bibeholde et reduceret kapacitetsniveau for at matche den sæsonmæssige lavere efterspørgsel. Fra marts og frem vil selskabet igen øge kapaciteten frem mod den travle højsæson. Norwegian vil udvide flåden til omkring 90 fly frem mod højsæsonen til sommer.