SPORT. KIF Kolding skal finde en ny direktør. Klubben meddeler mandag, at direktør Casper Olesen fratræder sin stilling i KIF Håndbold Elite A/S med virkning fra dags dato, og at det sker efter hans eget ønske.

I meddelelsen, der er delt på klubbens hjemmeside og sociale medier, kvitterer bestyrelsen for indsatsen. Casper Olesen har ifølge klubben »ydet en dedikeret og målrettet indsats for at styrke organisationen og bidraget til at bringe klubben i en positiv udvikling«, og bestyrelsen takker ham for »hans store engagement og indsats for KIF Håndbold Elite A/S« og ønsker ham alt det bedste fremover.

Farvellet udløser en rokade i toppen af selskabet. Bestyrelsesformand Mads Aarestrup indtræder som konstitueret direktør, mens bestyrelsesmedlem Kim Møller Jensen samtidig tiltræder som konstitueret bestyrelsesformand. Hvornår en permanent løsning er på plads, oplyser klubben ikke.

Direktørskiftet lander på selvsamme dag, som spillerne er mødt ind til sommerens første træning efter oprykningen til Herreligaen, hvor KIF Kolding i maj kæmpede sig tilbage efter en enkelt sæson i 1. division. Klubben, der med 14 danske mesterskaber er den mest vindende i dansk herrehåndbold, indleder den 30. juli sit testkampsprogram mod TM Tønder, inden pokalkampen mod Vejle Håndboldklub den 20. august og ligacomebacket den 26. august.