KIF Kolding var bagud 10-1 til Skjern, men det hele endte lykkeligt. De hentede Skjerns store forspring og spillede 30-30. Dermed klarede de selv frisag, selvom de fik hjælp af både Aalborg og Fredericia.
Alarmklokkerne ringede i Kolding. Flere gange var KIF matematisk sendt ned i 1. division. Det skete, da Lemvig-Thyborøn i løbet af første halvleg flere gange var foran mod Aalborg, samtidig med at Fredericia og Nordsjælland stod helt lige. Det scenarie ville sende KIF ned i landets næstbedste håndboldrække.
Det lignede ellers et usandsynligt udfald på forhånd, selvom det i teorien var muligt. KIF virkede shaky i kampen, der markerede deres 40. år i træk i landets bedste håndboldrække. Det havde været skæbnens ironi, hvis KIF var rykket ned på den dag.
Ved pausen viste stillingen 19-12 til Skjern, efter at de havde været foran 10-1. KIF kunne tage det med, at de havde fået skudt hul på Skjerns defensiv, og det gjorde de. I pausen kunne de notere sig, at der fortsat var spænding i opgørene, der havde direkte indflydelse på KIF’s skæbne.
Derfor var der intet at overlade til tilfældighederne: Den skulle have maks gas, og det fik den. KIF hentede det ene mål efter det andet. Det tydede dog ikke på, at det var nok, da Bjarke Christensen sendte et straffekast på stolpen med knap fem minutter igen ved stillingen 30-26 til Skjern.
Vestjyderne gik dog fuldstændig i stå og scorede ikke i kampens sidste seks minutter. Samtidig lykkedes det Sander Øverjordet at udligne til 30-30 med få sekunder igen.
Dermed undgår KIF Kolding den direkte nedrykning, som Lemvig-Thyborøn tager sig af. Nu venter der KIF fire kampe i nedrykningsspillet, hvor de skal kæmpe om at undgå at komme ud og spille om overlevelse mod et 1. divisionshold.