Atter fremgang i bilsalget

0

Danmark blev 14.885 nye personbiler rigere i september, hvilket er en fremgang på 14 procent i forhold til samme måned sidste år. Udviklingen gjorde september til den 9. måned i træk med vækst i antallet af nyregistreringer. Siden januar har bilsalget måned for måned været større end samme måned året forinden.

I tredje kvartal voksede antallet af nye biler med 12 procent, hvor der blev indregistreret 39.679 antal biler mod 35.578 biler i tredje kvartal 2022. År til dato er der blevet nyregistreret 123.998 biler, hvilket udgør en fremgang på 14 procent.

– Ved årets begyndelse var der stor usikkerhed omkring, hvad vi kunne forvente af bilåret 2023, men vi er blevet positivt overraskede over udviklingen i de tre første kvartaler og forventer nu et totalmarked for 2023 på over 170.000 biler hvilket er en væsentlig forbedring fra 2022, hvor niveauet var knapt 150.000 biler, siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Elbilsalg fordoblet – men udvikling kan stagnere

Elbilsalget udgjorde 6.360 stk. i september 2023 mod 3.006 stk. i samme periode sidste år. Elbilerne og plug-in hybrider udgjorde med 51 procentover halvdelen af de nye biler i september. hvilket betyder, at hver 2. nye bil i Danmark var opladelig. For tredje kvartal var andelen af elbiler biler på 37 procent, hvilket var en markant udvikling i forhold til 3. kvartal af 2022, hvor 21 procent af de registrerede biler var elbiler. År til dato er der kommet 40.809 nye elbiler ud på de danske veje.

Det stigende antal lav- og nulemissionsbiler er positivt for den grønne omstilling, men der foreligger en stor risiko for, at der kan ske en opbremsning i udviklingen i forbindelse med de kommende afgiftsstigninger i 2026:

– Vi frygter, at andelen af solgte elbiler vil stagnere i det næste stykke tid. Der mangler lige nu et større udbud af elbilmodeller i en billigere prisklasse, og der er udsigt til, at elbilerne bliver dyrere hver år pga. afgifter, og særligt fra 2026 hvor afgiften stiger markant. Vi håber derfor, at politikerne vil holde afgiften på elbiler i ro, så danskerne fortsat kan være i med til den grønne omstilling af bilparken. siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.

Top 10 solgte biler september 2023

Placering Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 2.389
2 Peugeot 208 666
3 Opel Corsa 455
4 Ford Mustang Mach-E 342
5 Ford Kuga 338
6 Citroen C3 329
7 Skoda Enyaq iV 306
8 Nissan Qashqai 265
9 Volkswagen Polo 239
10 Polestar 2 238
Top 10 solgte elbiler september 2023

Placering Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 2.389
2 Ford Mustang Mach-E 342
3 Skoda Enyaq iV 306
4 Polestar 2 238
5 Audi Q4 e-tron 182
6 Volvo XC40 169
7 Volkswagen ID.4 167
8 BMW IX1 139
9 Mercedes-Benz EQA 139
10 BMW IX 132

Markant flere får syreskader på tænderne fra energidrik

0

Salget af energidrikke er eksploderet. Og konsekvenserne ser landets tandlæger, der oplever en stigning i patienter med syreskader. Det viser en ny rundspørge fra Tandlægeforeningen.

Salget af energidrikke er de seneste år eksploderet. Og det mærker landets tandlæger.

Hele 75 % oplever en stigning i syreskader forårsaget af energidrikke. Det viser en ny rundspørge, som Tandlægeforeningen har lavet, og som 425 tandlæger har svaret på.

Det bekymrer Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist, der forklarer, at patienter med syreskader kan opleve isninger, og at tænderne kan blive misfarvede. Fx kan fortænderne komme til at se grålige og gennemsigtige ud, og der kan også brække små stykker af tænderne.

– Det er en bekymrende udvikling. Syreskader skal tages alvorligt, for de kan i værste fald betyde, at man skal have omfattende behandling resten af livet, fx tandkroner og facader på flere tænder. I bedste fald kan man slippe ved at skære ned på det, der er årsagen til skaderne, fortæller Susanne Kleist.

Salg af energidrik eksploderer blandt unge

Ifølge Coop Analyse er energidrikkens popularitet steget jævnt siden 2010, men særligt efter 2019 er salget eksploderet. I 2021 blev der solgt fem gange så meget energidrik som i 2010. Her var det unge mellem 15-34 år, der købte mest energidrik.

Det høje forbrug er ifølge Susanne Kleist et problem. Det er nemlig svært at opdage syreskader i tide, fordi man i de tidlige stadier typisk ikke selv hverken se eller mærke skaderne. Derfor er det vigtigt at gå regelmæssigt til tandlæge.

– Særligt de unge, som har et højt forbrug af energidrik, skal være opmærksomme på drikkens skadelige virkning. De skal bruge deres tænder i rigtig mange år endnu, så tag det alvorligt, når tandlægen konstaterer, at der er optakt til syreskader. Vi skal for alt i verden forebygge, at syreskaderne når at udvikle sig for meget, advarer Susanne Kleist.

Tænderne ligger i syrebad

Syreskader opstår, når tænderne mister mineraler og bliver slidt, fordi de ofte og over lang tid udsættes for noget syreholdigt, fx læskedrikke, sur frugt og smoothies.

Når man drikker små slurke af energidrik over flere timer, udsætter man tænderne for et konstant syrebad. Det gælder også de sukkerfri energidrikke, som kan være lige så skadelige som sukkerholdige drikkevarer.

Gode råd, hvis du vil undgå syreskader

-Indtag en sund og velafbalanceret kost, og begræns dit daglige indtag af syreskadelige føde- og drikkevarer – også drikkevarer med mærkaten ”light” eller ”diet.”
-Indtag så vidt muligt sure fødevarer ifm. hovedmåltiderne fremfor mellem måltiderne.
-Vælg alternativer til syreholdige produkter, fx vand eller mælk og vælg primært produkter med et højt indhold af calcium.
-Skyl ikke syreholdige drikkevarer rundt i din mund.
-Undgå at indtage sure føde- og drikkevarer i mange små bidder eller slurke over en længere periode.
-Skyl munden med vand, efter du har indtaget en syreholdig drik.
-Spørg din tandlæge til råds, hvis du lider af mundtørhed, da du har en øget risiko for syreskader.
-Brug altid tandpasta med fluorid og gerne tin (tinfluorid).
-Gå regelmæssigt til tandlæge, så din tandlæge kan holde øje med sundhedstilstanden i din mund.

Hver ottende elev afsluttede 9. klasse uden at bestå dansk og matematik i 2023

0

12,5 pct. af eleverne, der afsluttede 9. klasse tidligere i sommer, opnåede ikke 02 i dansk og matematik. Det er den højeste andel siden 2017. Unge, som ikke får mindst 02 i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve, har markant højere risiko for at stå uden ungdomsuddannelse som 25-årig.

I sommeren 2023 afsluttede ca. 64.000 elever 9. klasse.

Figur 1 viser, at hver ottende af dem ikke fik 02 i dansk og matematik til afgangsprøven. Det dækker både over elever, der var til afgangsprøverne uden at opnå 02 i dansk og matematik, og elever, der manglede et eller flere prøvefag i dansk og matematik. De to grupper er omtrent lige store og udgjorde ca. 6,2 pct. af 9.-klasseseleverne. Samlet har 12,5 pct. af 9.-klasseseleverne ikke bestået dansk og matematik, hvilket svarer til ca. 8.000 elever, jf. bilagsfiguren nederst i analysen.

Den samlede andel af unge, som ikke opnåede 02 i dansk og matematik i 2023, ligger højere end i årene inden corona og er omtrent på niveau med den årgang, som forlod 9. klasse i 2017.

Uddannelseschancerne øges markant, hvis man får 02 i dansk og matematik

Om de unge opnår 02 i dansk og matematik, er en vigtig indikator for, om de lykkes med senere at gennemføre en ungdomsuddannelse.

AE har tidligere vist, at chancen for at gennemføre en ungdomsuddannelse, før man er 25 år, er markant højere blandt udsatte unge, der har fået 02 i dansk og matematik.1 Se Figur 2 nedenfor.

Det gælder på tværs af social baggrund, men især blandt unge med mange såkaldte risikofaktorer øges uddannelseschancerne markant, hvis de får 02 i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve.

Unge med mange risikofaktorer, der får mindst 2 i dansk og matematik, klarer sig godt
Figuren viser, hvor mange unge, der har fået en ungdomsuddannelse fordelt efter antal risikofaktorer og karaktererne ved afgangsprøverne i 9. klasse.

For mange skoleveje er usikre og utrygge

0

Forældre skal trygt kunne sende deres børn ud på skolevejen, og der er for mange forældre, der ikke kan det. Cyklistforbundet sætter i den nye udgave af Magasinet CYKLISTER fokus på usikre skoleveje.

– Manglende cykelstier, hurtigkørende biler, tung trafik og trafikkaos skaber utryghed, og er gift for, at børn cykler til skole. Det er meget uheldigt, da færre og færre børn i det hele taget cykler, siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.

Han efterlyser større investeringer i cykelstier og anden infrastruktur samt lavere hastighed, som kan gøre skolevejene mere sikre og trygge.

– Vi ved, at i hvert fald hver 10. forælder er utryg ved at sende deres børn ud på skolevejen. Det betyder, at der er for mange steder, hvor det er usikkert eller føles utrygt. Det kan være forskellige omstændigheder på landet og i byen, der gør det. På landet kan det være en smal landevej med tung og hurtig trafik og manglende cykelsti, der holder børnene væk. I byen kan det også være manglende cykelsti, som bliver kombineret med for meget trafik og forældre, der sætter deres børn af i biler, der gør, at forældrene ikke tør sende børnene ud på ruten på cykel, fordi det simpelthen virker for kaotisk og utrygt. Det er ikke rimeligt for forældre, at det skal være sådan.

Magasinet CYKLISTER bringer blandt andet en reportage fra Fyn, hvor mor til tre børn, Kristine Amstrup, ikke tør sende sine børn ud på cykel på skolevejen. Der er for mange hurtigtkørende biler på den smalle, bakkede og snoede landevej og tung trafik og ingen cykelsti.

– Sigtbarheden er dårlig. Det føles bare ikke spor sikkert at sende hende ud at køre ruten selv, siger Kristine Amstrup til CYKLISTER om sin niårige datter.

– Når man ser de billeder, vores fotograf har taget fra vejen, forstår man hende godt. Jeg ville heller ikke sende mit barn ud på den vej, siger Kenneth Øhrberg Krag.

Borgmesteren i Assens Kommune, hvor vejen ligger, siger til CYKLISTER, at der er mange af den slags veje i kommunen, og at forældrene kunne have valgt en anden skole med en mere sikker skolevej.

– Det er jo helt urimeligt, at det er skolevejen, der bestemmer, hvilken skole ens barn kan gå på, siger Kenneth Øhrberg Krag.

I nogle kommuner er der behov for et andet syn på sikkerhed og tryghed, mener Kenneth Øhrberg Krag.

– Der er måske for mange steder, hvor man siger ’sådan er det jo herude på landet’. Assens Kommune er et eksempel. Men det er altså ikke en naturlov, at det skal være utrygt at cykle på landet. Hvis man ikke synes man har råd til cykelstier, kan man indføre andre tiltag – fx sætte fartgrænserne ned eller etablere 2 minus 1 veje. Og ved skoler – både i by og land – bør man etablere bilfri zoner ved skolen, så aflevering af elever ikke sker lige ved skolen, men et stykke derfra, siger direktøren, der uddyber:

– Det er jo også en ond cirkel. Hvis forældre oplever, det er utrygt, fordi der er for mange biler, tager de selv bilen til sidst – så det bliver endnu mere utrygt. Undersøgelser viser jo desværre, at færre og færre børn cykler til skole, mens flere er bagsædebørn, der bliver kørt i bil.

Regeringen afsætter mere end 600 mio. kr. i ny pulje til udtagning af lavbund

0

I dag åbner årets ansøgningsrunde til Klima-lavbundsordningen med en pulje på mere end 600 mio. kr. til gavn for klima, natur og vandmiljø. Puljen rækker til lavbundsprojekter svarende til op mod 5.000 hektar landet over.

Det er ambitionen i Landbrugsaftalen fra oktober 2021, at 100.000 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer skal tages ud af produktion frem mod 2030. Det er ét af de værktøjer, der skal bidrage til at indfri målet om at reducere landbrugets udledning af drivhusgasser med 55-65 procent. I april viste en opgørelse, at der er kommet skub i processen med igangsat udtagning af potentielt mere end 30.000 hektar. Med åbning af en ny ansøgningsrunde i Miljøstyrelsens Klima-lavbundsordning tages endnu et skridt i den rigtige retning.

Regeringen har prioriteret mere end 600 mio. kr. i årets pulje, som nu kan søges af blandt andre landmænd, kommuner og fonde til at hjælpe lavbundsindsatsen endnu bedre på vej. I Klima-lavbundsordningen kan der søges om tilskud til forundersøgelse af, om et areal er egnet og til selve etableringen af projekterne.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) glæder sig over, at danske landmænd nu kan tage endnu et vigtigt skridt mod at udtage flere landbrugsarealer:

-Vi er et bredt flertal i Folketinget, som med Landbrugsaftalen fra 2021 har sat en ambition om at udtage 100.000 hektar lavbundsjorder inkl. randarealer frem mod 2030 som led i den grønne omstilling af landbruget. Det er ingen hemmelighed, at det har vist sig at være lidt af en bjergbestigning. Heldigvis viser de nyeste tal fra foråret, at vi er kommet godt i gang med mere end 30.000 hektar, hvor der nu er igangsat for- eller etableringsprojekter. Det skyldes ikke mindst en stærk samarbejdsindsats af både erhvervet og kommunerne. Fra regeringens side vil vi gøre vores bedste for, at landmændene ad frivillighedens vej melder sig ind i lavbundsindsatsen, og jeg er derfor glad for, at vi nu kan åbne for en pulje på mere end 600 mio. kr. til konkrete projekter.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) stemmer i:

-Vores vand- og havmiljø er under pres. Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise, hvor vi mister arter hurtigere end nogensinde før. Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for hurtigst muligt at komme i mål med flere klima-lavbundsprojekter. Ud over at vi opnår en lavere CO2-udledning, forbedrer vi også vandmiljøet og giver bedre forhold for insekter, planter og træk- og ynglefugle. Når vi udtager flere lavbundsjorde, holder vi hånden under biodiversiteten og giver i højere grad naturen mulighed for at passe sig selv. Jeg er glad for, at så mange i landbruget bakker op om projekterne. Det er afgørende for vores klima, natur og i bund og grund også os selv, fordi vi får mere flot og spændende natur.

3F: EU’s asbestreform er et vigtigt skridt i den rigtige retning

0
Foto: AVISEN

”Vi skal ikke hjem, vi skal videre,” siger formanden for Byggegruppen i 3F, Claus von Elling, der vil have øget fokus på asbest herhjemme.

Et flertal i Europa-Parlamentet har netop stemt ja til EU’s asbestreform, der blandt andet sænker grænseværdien for asbest i arbejdsmiljøet i EU-medlemslande fra de nuværende 100.000 fibre pr. kubikmeter til 2.000 over en periode på seks år.

-Det er et super vigtigt skridt på vejen for at beskytte de europæiske arbejdstagere mod udsættelsen for asbest. Jeg er særlig glad for det styrkede uddannelseskrav og den lavere grænseværdi. Det øger det generelle beskyttelsesniveau, og vi håber, at det vil smitte af særligt på de udenlandske kolleger, der kommer til Danmark og fjerner asbest i nattens ly og mørke, siger formanden for Byggegruppen i 3F, Claus von Elling, i en kommentar.

-Byggegruppen i 3F har arbejdet med denne sag de seneste 30 år. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at det store arbejde nu bærer frugt. Vi skylder en særlig tak til de danske medlemmer af Europa Parlamentet, som har forhandlet og lyttet til vores ønsker og prioriteringer – både gennem vores europæiske bygningsarbejderforbund, der er lykkedes med at rejse dagsordenen i EU og fra os i 3F, siger Claus von Elling.

Omkring 90.000 mennesker dør hvert år af asbestrelaterede sygdomme i EU. Det nye direktiv sætter nye standarder for krav om det rigtige sikkerhedsudstyr og autorisation til at fjerne asbest.

-Asbest er et kæmpe samfundsproblem, som kan ramme alle vores medlemmer og andre borgere både herhjemme og internationalt. Derfor er det et kæmpe skridt mod et sundere samfund, at parlamentet nu har sagt ja til et sæt fælles spilleregler om at beskytte borgere og arbejdstagere mod de farlige fibre, siger 3F’s forbundssekretær Lene Krabbe Dahl.

Claus von Elling mener, at det nye direktiv er en god begyndelse, men at vi langtfra er i mål.

-Kampen for et asbestfrit Danmark er langt fra slut. Derfor arbejder vi videre blandt andet med at færdiggøre autorisationsordningen, men også for fortsat at sætte asbest på den politiske dagsorden herhjemme. Det kan for eksempel ske gennem ønske om en tilskudsordning til boligejere og et fortsat ønske om at indføre et forbud mod indkapsling,” siger Claus von Elling.

Hjulmand har udtaget truppen til EM-kvalifikationskampe

0
Foto: Anders Kjærbye / DBU Foto

Anfører Simon Kjær kan tangere og slå landskamprekorden i oktobers EM-kvalifikationskampe.

Landstræner Kasper Hjulmand har udtaget truppen til Herrelandsholdets to vigtige EM-kvalifikationskampe mod Kasakhstan i Parken 14. oktober og mod San Marino på udebane tre dage senere, 17. oktober.

I forhold til truppen fra september er Phillip Billing fra Bournemouth og Robert Skov fra Hoffenheim tilbage på Herrelandsholdet, og ellers er det værd at lægge mærke til, at anfører Simon Kjær kan tangere og potentielt slå Peter Schmeichels landskamprekord.

Simon Kjær har spillet 128 landskampe og er dermed kun en enkelt kamp fra Peter Schmeichels 129 kampe.

Truppen samles på mandag i Helsingør, hvor der vil træning hver dag frem mod lørdagens kamp mod Kasakhstan. Mandag formiddag flyver truppen til San Marino.

Du kan se den fulde trup herunder:

Beruset mand skabte kaos på togstation

0

En beruset 41-årig mand fra Bramming forstyrrede mandag kl. 14:33 den offentlige orden på Lunderskov Station.

Manden vandrede rundt på perronen og selve jernbanesporerne, svingede med sit bælte mod velmenende personer, der ville hjælpe ham, og optrådte højrøstet og aggressivt. Han blev senere anholdt og anbragt i detentionen i Vejle.

Den 41-årig mand sigtes for overtrædelse af jernbanelaven, der går ind under det samme som ordensbekendtgørelsen.

Taxa-kundes dankort blev misbrugt

0

Efter en aften i byen blev en 36-årig mand kørt hjem af en taxa tidlig søndag morgen mellem kl. 04:11 og 08:51. Ved ankomsten til hans adresse på Taunersvej i Kolding tillod han chaufføren at bruge sit toilet.

Efterfølgende betalte han for turen med sit dankort. Senere opdagede han, at kortet var blevet misbrugt, og det antages, at chaufføren aflurede pinkoden under betalingen. Det oplyser vicepolitiinspektør Mikkel Ross.

FHK skal øge bundniveauet

0

Fredericia Håndboldklub er seks kampe inde i sæsonen. Det er blevet til tre sejre, en uafgjort og to nederlag. En af holdets profiler, Lasse Balstad, mener, at bundniveauet skal øges.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Efter de seks spillerunder indtager FHK en placering som nummer fire, og på papiret lever det op til klubbens målsætning, da denne placering vil give en plads til europæisk håndbold næste sæson. Havde det ikke været for kollaps sidst i kampene mod Lemvig-Thyborøn og Mors-Thy, ville det have været en andenplads. Det gør følelsen lidt ambivalent.

– Pointmæssigt er det fint, men selvfølgelig ville vi gerne have haft flere, specielt ude mod Lemvig og Mors-Thy, da vi havde gode muligheder for sejre. Vi førte i 40-50 minutter og smed det væk. Vi tabte hjemme mod Ribe-Esbjerg, hvor vi bare ikke var gode nok. Vi har gode sejre mod BSH og Skjern og mod SønderjyskE på udebane, siger Lasse Balstad og beskriver, hvad der sker, når man smider point på den måde, som det var tilfældet for FHK mod Lemvig og Mors-Thy:

– Man bliver lidt usikker på, om det, vi laver, er rigtigt, og så skal man være dygtig og klar til næste kamp og klar i afgørende situationer. Det handler om selvtillid, og så skal vi få de point, vi vil have.

I denne sæson har Balstad fået mere ansvar. Han forlængede i foråret kontrakten med FHK med yderligere to sæsoner og er med afgange af andre lederskikkelser fra tidligere sæsoner steget i graderne på det parametre.

– Jeg er i gang med den tredje sæson og ved, hvordan vi skal komme os over den barriere. Vi kommer til afgørende situationer, hvor vi smider den væk, men jeg tror, vi kan udvikle os, siger Lasse Balstad.

Den norske forsvarskrumtap forstår den kritik, der har været af FHK i de kampe, hvor holdet har smidt point. Balstad mener dog, at holdet er deres egen største kritiker.

– Vi har fået kritik for det, men vi er også kritiske selv, og det er ikke nemt, når vi smider det væk. Vi taler sammen og har en hård evaluering med os selv efter sådanne kampe, siger Balstad.

adp-as.dk

I denne sæson har FHK fået en del nye spillere, og med afgange fra sidste sæson er det derfor blandt andet op til Balstad at tage ansvar. Det gør han blandt andet til træning med opmuntrende råb.

– I træningen stiller vi krav om at holde højt niveau. Vi kommer med high fives og klap på skulderen efter en dårlig situation, så hvor man kan hjælpe, gør man det, forklarer han.

På trods af svipserne undervejs er Balstad overordnet set fortrøstningsfuld med sæsonstarten. Han mener, at FHK har vist et højt niveau.

– Det føles rigtig godt i mange situationer. Vi skal ramme det højeste niveau og finde en stabilitet på holdet i 60 minutter. Vores topniveau er rigtig højt, men vi skal løfte bundniveauet, så de dårlige perioder bliver kortere, slutter Lasse Balstad.

Næste gang Balstad og FHK skal i aktion er tirsdag klokken 19:00 i thansen ARENA mod TMS Ringsted.

Mand mente han havde lejet lokale: Politiet var ikke enig

0
KRIMI. En 48-årig mand fra Sæby blev onsdag anholdt i Kolding efter to episoder i midtbyen. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Første anmeldelse...

Bakterier i drikkevandet udløser kogeanbefaling i Taulov

0
SUNDHED. Børup Vandværk har udsendt en kogeanbefaling til sine forbrugere i dele af Taulov-området. Anbefalingen kommer, efter at en rutinemæssig prøve fra vandværket har...

Tyve slog til mens beboer var på plejehjem: Smykker forsvundet

0
KRIMI. Der har været indbrud i en bolig i Goldbækparken i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet fra mandag klokken 14.00 til tirsdag omkring...

Tysk turist antastet i sit telt på Stranden: Væk da politiet kom

0
KRIMI. En tysk turist blev tirsdag antastet i sit telt på Stranden i Kolding af tre andre tyske turister. Episoden blev anmeldt, og politiet...

Strid om fælles rengøring kogte over: Politiet tilkaldt til nabostrid

0
KRIMI. En nabostrid på Tvedvej i Kolding udviklede sig tirsdag eftermiddag så meget, at den ene part forsøgte at sparke en dør ind. Politiet...