Kulden skærpes og politisk pres vokser for midlertidige varmesteder i Kolding

0

POLITIK. Med udsigt til flere døgn med frost og nattemperaturer ned mod minus otte grader bliver situationen for hjemløse stadig mere alvorlig. Kulden er ikke blot en gene, men kan i værste fald være livstruende for mennesker uden adgang til varme og ly.

SF’s folketingsmedlem Karina Lorentzen har derfor henvendt sig til socialministeren med en opfordring om handling, efterhånden som presset på landets herberger stiger.

»For de fleste af os betyder lave temperaturer, at radiatoren bliver skruet op, og at vi søger ind i varmen og trygheden. For hjemløse er situationen en helt anden. Her kan kulden slå ihjel, og derfor er jeg gået til socialministeren med et ønske om, at vi løser udfordringen med, at nogle herberger er fyldte og afviser hjemløse. Det siger sig selv, at det kan blive livsfarligt, og hun bør anmode kommunerne om at åbne steder, hvor hjemløse kan søge ly,« siger Karina Lorentzen.

Ifølge SF-politikeren er problemet allerede synligt i flere byer, hvor herbergerne er fyldte, og hjemløse bliver afvist. Situationen kompliceres yderligere af, at nogle hjemløse har kæledyr med sig, hvilket der ikke altid er rammer for på eksisterende tilbud.

I Kolding Kommune følger man udviklingen tæt. Iben Lehmann Rasmussen, der er medlem af socialudvalget, peger på, at der endnu ikke er pladsmangel, men at der fortsat er grund til bekymring.

»Jeg har fået at vide, at vi ikke mangler pladser endnu i Kolding, men jeg er bekymret for, om nogle ender med at sofasurfe hos tvivlsomme bekendte eller at andre slet ikke henvender sig, fordi de ikke kan få deres kæledyr med.«

Hun peger på, at kommunale bygninger som haller og skoler kan spille en rolle, hvis situationen bliver mere akut.

»Men ved at mobilisere kommunale faciliteter som midlertidige sovepladser, kan vi tage hensyn til dem med kæledyr. Som samfund skal vi handle hurtigt og praktisk. Vinterkulden vender tilbage år efter år og stiller krav til, at vi har løsninger klar, så ingen efterlades uden en varm seng i de koldeste perioder. Lokalt kan Kolding Kommune gå foran og vise, at der findes løsninger, når situationen bliver akut.«

Med udsigten til fortsat frost bliver spørgsmålet nu, om der hurtigt kan findes midlertidige løsninger, hvis behovet opstår.

Sne, is og uheld skaber farlig morgen på vejene

0

Fredag morgen er store dele af vejnettet ramt af vinterføre, uheld og kraftig blæst. Ifølge Vejdirektoratet er der fortsat sne- og isglatte veje flere steder, og bilister møder både spærrede spor og forlænget rejsetid.

På E45 mellem Haderslev og Kolding er der sket uheld, hvor højre spor er spærret. Det har skabt kø, og rejsetiden er forlænget med op til 30 minutter på strækningen. Normal trafik forventes først i løbet af morgenen.

Også E20 mellem Kolding og Fredericia er ramt. Her er venstre spor spærret efter uheld, og trafikken afvikles med nedsat hastighed og kødannelse i morgentimerne.

Samtidig advarer Vejdirektoratet om kraftig blæst på Vejlefjordbroen, hvor vindfølsomme køretøjer frarådes at passere. Vinden forventes først at aftage senere.

Der er desuden udsendt en særmelding om fortsat snevejr og snefygning. Det kan give store forskelle i vejforholdene – også over korte afstande – og især åbne strækninger er udsatte.

Bilister opfordres til at sætte farten ned, holde ekstra god afstand og overveje, om turen kan udskydes, indtil forholdene forbedres.

Tænk dig om før du kører ud fredag – risiko for snefygning og lukkede veje

0

Politiet opfordrer sammen med de øvrige beredskaber borgerne til at udvise ekstra agtpågivenhed, hvis man planlægger at bevæge sig ud i trafikken fredag. Årsagen er, at DMI varsler risiko for sne og kraftig snefygning fra fredag morgen klokken 06.00 og frem til lørdag middag.

Ifølge de aktuelle vejrprognoser kan vintervejret ramme fremkommeligheden på vejene i både Fyns, Syd- og Sønderjyllands samt Sydøstjyllands politikredse. Snefygning kan betyde, at veje pludseligt bliver ufremkommelige eller må lukkes.

»Vi beder om, at man tænker sig om en ekstra gang og forbereder sig, hvis man skal ud i trafikken fredag. Selvom det måske ikke sner lige der, hvor man befinder sig, er det en god idé at tjekke vejr- og trafiksituationen der, hvor man skal hen – og også hvordan vejret ser ud, når man skal retur,« siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Han understreger, at man kan risikere, at veje bliver lukket som følge af snefygning, også selvom forholdene virker acceptable ved afrejse.

Den lokale beredskabsstab har i samarbejde med andre myndigheder forberedt indsatsen de seneste dage og mødes tidligt fredag morgen for at følge udviklingen tæt.

»Sammen med de øvrige relevante myndigheder følger vi situationen og melder løbende ud, hvis vejrprognoserne ændrer sig og giver anledning til yderligere lokale anbefalinger. Vi opfordrer alle til at bruge fornuften og følge rådene om forberedelse og forsigtig kørsel,« siger Christian Rasmussen.

Gode råd fra politiet og beredskabet:

  • Overvej, om det er nødvendigt at være ude, når vintervejret er værst.
  • Skal du køre bil, så sørg for varmt tøj, strøm på telefonen og eventuelt en skovl, så du kan grave dig fri.
  • Vær opmærksom på, at det kan være glat og ufremkommeligt – også hvis du færdes til fods eller på cykel. Husk cykelhjelmen.
  • Sænk farten og hold ekstra god afstand til forankørende.
  • Sigtbarheden kan være kraftigt nedsat – kør efter forholdene.

Hul skåret i varebil – tyve slap væk med udstyr for 100.000 kroner

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker et omfattende tyveri fra en varebil i Blæsbjerggade i Kolding. Tyveriet er sket i perioden fra juleaften klokken 23.59 og frem til den 25. december, men er først blevet anmeldt i går onsdag. Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen.

Gerningspersonen eller gerningspersonerne har skåret et hul i varebilens sidedør for at skaffe sig adgang. »Der er skåret hul i sidedøren, og gerningspersonen er kommet ind ad den vej,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Fra varebilen er der stjålet et større parti entreprenørværktøj. Heriblandt er der stjålet to mindre pumper, to dunke med benzin, to tablets samt en ATV.

Varebilen er en Opel Movano, og det samlede tyveri vurderes at have en anslået værdi på omkring 100.000 kroner.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport og pressebriefing.

Glat føre sendte bil rundt på motorvejen

0

KRIMI. Der har det seneste døgn været enkelte hændelser og uheld som følge af glat føre. Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi.

Et af uheldene skete torsdag morgen klokken 05.56 på Taulovmotorvejen. Ifølge politiet kørte begge involverede personbiler i østlig retning, da den ene bilist mistede vejgrebet i det glatte føre.

»Part 1 mister vejgrebet, snurrer rundt og kolliderer herefter frontalt med part 2,« oplyser Arno Rindahl Petersen.

På nuværende tidspunkt er uheldet registreret som et færdselsuheld uden personskade, men med betydelige materielle skader. Politiet har endnu ikke yderligere oplysninger om hændelsen.

Uheld spærrer spor ved Fredericia – bilister sidder fast i kø

0

Torsdag morgen den 8. januar er trafikken flere steder præget af sne, isglatte veje og uheld, som skaber kø og forlænget rejsetid for morgentrafikanter. Ifølge Vejdirektoratet sner det fortsat over store dele af landet, og forholdene kan ændre sig hurtigt.

På E45 fra Vejle mod Horsens er der sket uheld mellem Hedensted og Merring/Nørremark. Her er spor spærret, og kun ét spor er farbart, mens vejhjælp arbejder på stedet. Uheldet forventes først at være ryddet i løbet af morgenen.

Også på E45 Østjyske Motorvej mellem Hornstrup og Hedensted er der uheld, hvor et køretøj står i midterrabatten. Højre spor er spærret, og trafikken kan kun passere med forsigtighed.

Samtidig er E20 mellem Kolding og Fredericia ramt af uheld. På strækningen mellem Fredericia V og Fredericia er venstre spor spærret, og vejhjælp er på stedet. Der er desuden kø fra Kolding N mod Fredericia mellem Taulov og Fredericia, hvor rejsetiden er forlænget med 10 til 30 minutter.

Vejdirektoratet har udsendt en særmelding om fortsat snevejr og risiko for glatte veje. Der advares om, at både motorveje og mindre veje kan være sne- og isglatte, og at vinterberedskabet arbejder på højtryk.

Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt, sænke hastigheden, holde god afstand og orientere sig løbende om trafiksituationen, inden de begiver sig ud i morgentrafikken.

Rette ting til rette tid: Industriel succes

0


Enhver levende og storaktiv virksomhed har hver dag de rette produkter og afsætningskanaler i fokus og bevægelse; men de formår alligevel “at falde igennem”. Nøglen til at låse dette op og vinde den samlede sejr finder man 100% gennem en samling af DE RETTE MENNESKER alt sammen begyndende med en professionel bestyrelse og en ledelse med det innovative, dedikerede og modige i blodet. Herved pisker blodet rundt i en ren ”eksplosion” førende til maksimal udbytte fra alle organisationens driftsmæssige ben. “Virksomhedshjertet” bliver ved med at slå!

Hvorfor fejler så mange så? Fordi de netop ikke forstår at bygge “huset” som foran beskrevet. Der er ikke sammenhæng i tingene. Der er ikke rette struktur og rette dynamiske (og nødvendige) fokus og sporskift i dagligdagen. Man kommer for sent til virkeligheden, fordi uduelighed hænger over duelighed. På et tidspunkt (“og det går stærkt”) bliver det fatalt. Gid flere ville vove at starte forandringsprocessen nedefra. Derfra får “toppen” et virkelighedsbillede at arbejde ud fra.

Hvad skal der til? Det helt rette forarbejde, inden noget sættes i gang. Alt sammen startende med en sammensætning af den rette bestyrelse og den rette ledelse. Forhast det ikke, giv det tid. Går dette så for stærkt, skal der omgående sættes ind og repareres. Allerførst en hurtig selverkendelse overfor DE FOR TIDLIGE FEJL, som man så omgående tager konsekvensen af. Et eksempel: Fodboldverdenen. Lederen/træneren “må på porten”. Det gik jo ikke. Venter man, syner alting hen. For mig er konsekvens lig med intelligens.

Lige nu er verden lidt svær at håndtere. Både de udefra kommende og indefra kommende påvirkningsbølger kræver “in-time-attention” og påpasselighed endog tillagt fleksible styringsmekanismer, hvorfor der må en endnu større grad af professionalisme rundt i alt. Blandt andet er det lige nu vigtigt at indskrænke “buffer zonen” mellem topledelsen og medarbejderne – er lig med større tæthed. Hold øjnene åbne: “Afstand kan føre til stilstand”.

Godt Nytår.

Savner ikke de tyske motorveje: Nu gælder det jagten på EM-guldet

0
Foto: John Bo Jensen, 7evenphoto

Danmarks landstræner Nikolaj Jacobsen gør status før EM på hjemmebane, hvor opgøret mod Nordmakedonien 16. januar i Jyske Bank Boxen indleder jagten på det eneste trofæ, denne gyldne generation mangler, mens han insisterer på kontinuitet, nuancer og et opgør med ordet “fiasko”.

Sneen ligger tungt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Den dæmper lydene, lægger et låg over landskabet og giver Hotel Vejlefjord en næsten isoleret karakter denne vinterdag. Udefra er der ro. Indefra er der bevægelse.

I kælderetagen er der tændt op med spots, kameraer og kabler. Stemmer glider ind og ud af mødelokalerne, og landsholdets store pressedag folder sig ud med den særlige blanding af rutine og forventning, der altid følger en slutrunde i horisonten. Det er her, ordene bliver formet, længe før bolden bliver kastet.

I et af mødelokalerne sætter Nikolaj Jacobsen sig til rette. Roligt. Uden hast. Han har prøvet det før. Mange gange. Spørgsmålene, vinklerne, de samme formuleringer, der vender tilbage, hver gang Danmark står foran endnu en slutrunde som storfavorit.

Der er især ét ord, han ikke vil bruge.

»Jeg bryder mig ikke om det ord. Jeg tror ikke, der er ret mange inden for sportens verden, der gør.«

Ordet er fiasko. Et ord, der ofte bliver brugt som facit, hvis guldet ikke havner det rigtige sted. Et ord, der for mange er den hurtigste måde at opsummere en slutrunde på. Men for Nikolaj Jacobsen er det et ord, der forfladiger sporten.

»Det kommer sgu an på, hvordan og hvorledes tingene forløber. Hvis vi har spillet rigtig god håndbold og snubler tæt på målstregen, så nej,« siger han og fortsætter: »Har vi spillet dårlig håndbold og ikke levet op til de ting, vi kan, og vi ved, vi kan, så har det været en kæmpe skuffelse og ikke godkendt – men du får mig aldrig til at sige fiasko.«

For landstræneren handler vurderingen af en slutrunde om noget mere komplekst end medaljens farve. Om præstation. Om indhold. Om hvorvidt holdet har været tro mod sit eget niveau. Fiasko er et endepunkt, mener han. Og sport er sjældent så entydig.

Alligevel er det umuligt at komme uden om udgangspunktet. Danmark går ind til EM som regerende olympisk mester og med fire VM-guld i træk i bagagen. En position, der automatisk skærper forventningerne – både indefra og udefra.

Men Jacobsen nægter at lade sproget blive dikteret af forventningspresset.

Han vil ikke rangere titler. For ham er en vunden slutrunde altid noget, der skal værdsættes.

»Jeg synes altid bare, man skal være stolt og glad, hvis man vinder en slutrunde – om det så er den ene eller den anden.«

Alligevel erkender han, at netop denne EM-slutrunde rummer noget særligt. Ikke fordi den er vigtigere end andre – men fordi omstændighederne gør den anderledes.

Danmark har vundet EM før. To gange. Senest i 2012. Men for størstedelen af den nuværende trup er det en titel, de aldrig selv har stået med.

»Det betyder noget særligt. Ét, fordi det er på hjemmebane. To, fordi der er rigtig mange af de spillere, der er med, som ikke har vundet den.«

Hjemmebanen forstærker det hele. Jyske Bank Boxen. Herning. En hal, der allerede har sat sig i kroppen på både spillere og træner.

»Den der fantastiske følelse af at gå ind i en fyldt hal, der er klædt i rødt og hvidt,« siger Jacobsen. »At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane er virkelig specielt.«

Han har oplevet det før. I 2019. Og igen ved den seneste slutrunde, hvor Danmark også spillede kampe på dansk grund. Alligevel er det ikke blevet hverdag.

»15.000 mennesker i ryggen. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse.«

Slutrunden begynder netop dér. Den 16. januar. Mod Nordmakedonien. Første skridt på hjemmebane, hvor kulissen allerede er klar.

Men Jacobsen vil ikke tale om vejen længere frem. Ikke om semifinaler. Ikke om finaler. Og slet ikke om modstandere. Alligevel er der et billede, han ikke lægger skjul på.

»Jeg tror, at alle mine spillere – inklusive mig selv – drømmer om at spille en EM-finale i en fuld hal på hjemmebane. Det ville da være fantastisk.«

Den drøm står side om side med noget andet. Noget historisk.

For hvis Danmark vinder EM, vil holdet stå med VM-, OL- og EM-titlen samtidig. Noget kun Frankrig tidligere har formået.

»Den allerstørste motivation for mig er jo, at kunne vi stå med de tre store mesterskaber på samme tid. Så kunne man skrive sig ind i historiebøgerne på den måde også.«

Det er et perspektiv, der rækker ud over den enkelte slutrunde. Et perspektiv, der placerer den nuværende generation i en større fortælling om dansk herrehåndbold.

Alligevel er det ikke historiebøgerne, der fylder i hverdagen. Her handler det om struktur. Om kontinuitet. Om ikke at ændre noget, bare fordi rammerne er større.

»Der er ingen grund til at lave noget om. Det har egentlig fungeret meget godt til de to sidste.«

Fire VM-guld i træk og et OL-guld har skabt en metode, Jacobsen har tillid til. Derfor bliver der ikke rokket meget ved noget denne gang.

»Jeg kommer ikke til at ændre det helt store.«

Kontinuiteten er ikke et udtryk for manglende nysgerrighed, men for erfaring. For viden om, hvad der virker – også når presset er størst.

Det gælder ikke kun på banen. Også i hans eget arbejdsliv har kontinuitet og balance fået en ny betydning.

Overgangen fra klubtræner til landstræner har ikke bare været et jobskifte. Det har været et skifte i livsform.

»Noget af det, der har været en slags befrielse for mig, er jo, at jeg efter næsten 30 år ikke længere får stukket en kalender i hånden og ved, hvad jeg skal lave de næste 10-11 måneder.«

Han taler om tiden som spiller og træner, hvor kampprogrammerne styrede alt. Om rejserne. Om de tyske motorveje.

»Jeg har prøvet mange år at sidde på en tysk motorvej klokken halv fem om morgenen og have ondt alle mulige steder. Det er heller ikke noget, der er tillokkende.«

Savner han så klubtrænerlivet?

»Man kan da godt savne det nogle gange. Når man sidder og ser en fed kamp i Tyskland eller Danmark, så kan man da godt se sig selv stå der på sidelinjen.«

Men savnet stopper dér.

»Grundlæggende gør jeg ikke. Jeg er virkelig glad for mit job, og jeg er glad for den tid, jeg har.«

Landstrænerrollen giver ham noget andet. En mulighed for fordybelse. For overblik. For at arbejde på en måde, der passer ham bedre.

»Jeg arbejder bedst og når mest, når jeg arbejder hjemmefra. Og det prioriterer jeg også.«

Det betyder ikke, at han har trukket sig væk fra miljøet. Han rejser stadig. Ser kampe. Følger sine spillere tæt – både i Danmark og i udlandet. Men det er et bevidst valg, hvornår han pakker tasken.

»Jeg kommer stadig rundt og besøger mine spillere og siger hej, men jeg synes, jeg arbejder bedst hjemmefra.«

Her ser han håndbold. Meget håndbold. Analyserer. Taler med spillere. Holder kontakten ved lige.

»Jeg ser en masse håndbold og er i kontakt med mine spillere.«

Men håndbolden er ikke længere det eneste, der strukturerer dagene.

»Jeg interesserer mig jo også for mine børn. Er sammen med dem. Med mine kammerater.«

Der er plads til padel et par formiddage om ugen, hvis kroppen kan holde. Til golf om sommeren. Til foredrag. Til pauser, når slutrunderne er overstået.

»Efter slutrunden har jeg typisk en måneds pause, og så holder jeg foredrag i en periode.«

Han afviser ikke, at han en dag kan vende tilbage til klubtrænerlivet. Men det er ikke noget, der presser sig på.

»Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil afvise, at jeg bliver klubtræner igen. Men lige nu er jeg virkelig glad for mit job.«

Og så længe balancen er der, giver han ikke slip.

»Så længe det er så godt, som det er, så giver jeg ikke lige slip på det foreløbigt.«

Pressedagen lakker mod enden. Kameraerne pakkes sammen. Stemmerne i kælderetagen bliver færre. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.

Slutrunden venter. Den begynder den 16. januar. Mod Nordmakedonien. I Jyske Bank Boxen.

For Nikolaj Jacobsen handler det ikke om at finde nye ord. Men om at bruge de rigtige. Og om at undgå det ene, han konsekvent nægter at tage i munden.

Fiasko.

Camille Jones vender tilbage med ny musik og koncerter i hele landet

0

Når Camille Jones i foråret tager sit anerkendte koncertkoncept Women In Office med på Danmarksturné, bliver det med stop i både Kolding, Odense og Fredericia. Publikum i Trekantområdet og på Fyn får dermed mulighed for at opleve et nyt kapitel i hendes musikalske fortælling, hvor nærvær, historier og et mere organisk udtryk er i centrum.

Turnéen falder sammen med udgivelsen af den nye single »Så’ det sagt«, som udkommer den 23. januar. Sangen markerer en personlig afrunding på en periode præget af store tab, hvor Camille Jones mistede både sin bror og sine forældre inden for kort tid. Med den nye sang vender hun sorgen udad og giver den form med både alvor og et underspillet glimt i øjet.

»For mig er sangen en opsang til døden – eller til skæbnen, hvis man hellere vil kalde det det. På et tidspunkt har man brug for at kigge op og spørge universet, om det virkelig kan passe. Jeg havde brug for at sige det højt,« fortæller Camille Jones.

Musikalsk bevæger hun sig denne gang væk fra den elektroniske klublyd, som mange stadig forbinder hende med fra verdenshittet »The Creeps«, og tilbage mod et mere levende, jazzet og håndspillet udtryk. »Så’ det sagt« er indspillet med musikere fra Benjamin Havs band Familien og bærer præg af sammenspil, luft og en lyd, der ligger tættere på hendes musikalske rødder.

Women In Office-konceptet har siden 2021 haft fast base på La Oficina på Frederiksberg, hvor Camille Jones har inviteret nogle af landets stærkeste kvindelige stemmer ind til intime koncerter med fokus på fortælling og fællesskab. Nu tager hun konceptet ud i landet for første gang. På turnéen deler hun scenen med Julie Maria, når de sammen præsenterer en række dobbeltkoncerter, der giver publikum adgang til maskinrummet bag musikken.

I Kolding gæster de Godset den 4. marts, mens Odense får besøg den 12. marts på Dexter. Turnéen når også Fredericia, hvor Camille Jones og Julie Maria den 9. april indtager Tøjhuset med en koncert, der lover både nye sange, stærke fortællinger og en stemning i øjenhøjde.

Senere på året vender Camille Jones tilbage til sin hjemmebane på Frederiksberg, hvor hun i oktober spiller på La Oficina med et syv mand stort band. Men inden da er foråret præget af møder med publikum i hele landet, hvor Women In Office for første gang folder sig ud som turné.

Byrådet vil lytte når Kolding inviterer erhvervslivet til stormøde

0

Kort inde i det nye år vil Kolding Byråd tage temperaturen på forholdet til erhvervslivet. Den 17. februar inviterer borgmester Jakob Ville på vegne af byrådet og i samarbejde med Foreningen Business Kolding til stormøde om erhvervslivets vilkår i Kolding Kommune.

Stormødet finder sted fra klokken 15 til 17.30 i den nyindrettede Fynske Bank Lounge på Kolding Stadion og er tænkt som begyndelsen på en mere åben og direkte dialog mellem politikere og virksomheder. Ifølge borgmesteren er udgangspunktet klart. Byrådet vil først og fremmest lytte.

»Kolding er en meget stærk erhvervskommune med høj beskæftigelse og mange succesfulde virksomheder. Men jeg er lydhør – og har hørt de kritiske røster, som under valgkampen pegede på et potentiale for, at vi kan gøre det endnu bedre. Det er jeg enig i,« siger Jakob Ville.

Han understreger, at ambitionen er at samle erhvervslivet og byrådet om en fælles retning for kommunens udvikling.

»Derfor vil jeg samle hele erhvervslivet sammen med Foreningen Business Kolding, så vi kan danne fælles front og stå sammen om Kolding. Vi skal have alle med, for det er den eneste måde, vi kan komme fremad,« siger han.

Stormødet sker på baggrund af en erhvervspolitik, som et bredt flertal i byrådet står bag. Her er partnerskaber det bærende princip. Tanken er, at samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv skal være så tæt, at også vanskelige og prioriteringskrævende emner kan drøftes åbent.

Ifølge borgmesteren er der behov for større tydelighed om, hvad kommunen vil satse på fremover.

»Vi må have alle kortene på bordet. Byrådet ønsker kun at give erhvervslivet de bedst mulige rammebetingelser, men vi kan naturligvis ikke prioritere alt. Jeg savner, at vi i Kolding er bedre til at fokusere og stå sammen om de store projekter. Det er nu, vi skal vise, hvad vi kan,« siger Jakob Ville.

Hos Foreningen Business Kolding, der repræsenterer knap 800 virksomheder i kommunen, bliver invitationen taget imod med opbakning. Her ser man stormødet som en mulighed for at styrke samarbejdet og sætte en fælles dagsorden for de kommende år.

»Vi har i foreningen taget ansvar og bakket op om en fjernelse af dækningsafgiften i denne byrådsperiode. Det er en meget stor forbedring af rammevilkårene for virksomhederne. Men lavere skatter gør det ikke alene,« siger formand Lene Jæger Clausen.

Hun peger på, at der er brug for mere end enkeltstående politiske beslutninger, hvis Kolding skal fastholde og udvikle sin position som erhvervskommune.

»Vi skal stå sammen om Koldings fremtid, og på stormødet vil vi med medlemmerne og resten af kommunens erhvervsliv sætte dagsordenen for de kommende års indsatser,« siger hun.

Stormødet er åbent for hele erhvervslivet i Kolding Kommune og bliver ifølge arrangørerne et første skridt i en proces, hvor dialog, prioritering og fælles ansvar skal fylde mere i relationen mellem byråd og virksomheder.

Kolding-hold spiller sig i landets bedste række

0
Kolding KFUM Squash har sikret sig oprykning til Elitedivisionen efter en sæson, hvor holdet har været blandt de mest stabile i 1. division. Oprykningen blev...

Politiet advarer: Falsk mønt indleveret i Kolding

0
KRIMI. En falsk 20-krone er torsdag indleveret i Jem & Fix på Vonsildvej i Kolding. Falske mønter dukker op med jævne mellemrum. Mønten er fra...

Gyldne minutter sender Danmark i afgørende kamp om VM-billet

0
Danmark knuste Nordmakedonien 4-0 i Parken efter en stærk anden halvleg og holder dermed liv i håbet om en plads ved VM. Danmark er stadig...

31-årig dømt for 17 indbrud i Jylland

0
KRIMI. En 31-årig rumænsk mand er torsdag blevet idømt fængsel efter en række indbrud i Jylland. Ved Retten i Kolding blev manden dømt til ubetinget...

LEGO-designer får central rolle i Koldings kulturliv

0
KULTUR. Nicolai Kultur i Kolding har fået en ny profil ind i huset. Rikke Baunbæk Wallington er ansat som kulturformidler med særligt ansvar for...

Mette Frederiksen har indkaldt flere borgerlige partier til forhandlinger

0
Mette Frederiksen er gået i gang med arbejdet med at forsøge at samle en ny regering efter folketingsvalget. Onsdag blev den fungerende statsminister udpeget...