17.3 C
Copenhagen
lørdag 12. juli 2025

Ubudne gæster slog til mod kolonihaver

0

KRIMI. Fredag formiddag måtte flere ejere af kolonihaver i Kolding-området sande, at ubudne gæster havde været på spil. Sydøstjyllands Politi fik klokken 10.28 den første anmeldelse fra haveforeningen Ankerhus i Kolding, hvor et skur havde været udsat for indbrud.

Men det viste sig hurtigt, at tyvene ikke havde nøjedes med ét skur. Også naboerne i en nærliggende haveforening har haft uønsket besøg af langfingrede gerningspersoner i samme tidsrum.

Vagtchef Per Jeppesen fra Sydøstjyllands Politi fortæller:

– I dag klokken 10.28 har der været indbrud ude i noget, der hedder Ankerhus i Kolding. Der har været et skur, der har været indbrud i, og jeg kan se, at naboerne i en haveforening har haft lidt indbrud i samme periode, lyder det fra vagtchefen.

Han oplyser samtidig, at det på nuværende tidspunkt er uklart, præcis hvor mange haveejere der er blevet ramt:

– Der er ikke noget om, hvor mange der har anmeldt det endnu.

Har man oplysninger eller har man set mistænkelig adfærd i området omkring haveforeningerne, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Ligaklubber pynter på tilskuertallene

0

SPORT. Flere danske ligahåndboldklubber angiver fejlagtige tilskuertal. Det viser en stikprøve, som TV2 har foretaget ved 22 kampe i ligaen.

Nogle steder har klubberne oplyst næsten dobbelt så mange tilskuere, som der reelt var i hallen. Viborg HK og KIF Kolding er blandt de klubber, hvor tallene afviger mest.

TV2’s håndboldekspert Bent Nyegaard er skuffet over afsløringen:

»Jeg synes, det er pinligt. Det klæder ikke nogen at pynte sig med lånte fjer, og det er jo i afdelingen for snyd.«

Ifølge sportsøkonom Kenneth Cortsen handler det om at gøre klubberne mere attraktive i forhandlinger med sponsorer og tv-selskaber. Han advarer om konsekvenserne:

»Hvis de bevidst har meldt forkerte tal ud, så giver det et tydeligt troværdighedsproblem over for medier, fans og sponsorer.«

Læs mere her

Ild i vaskemaskine satte gang i udrykningen

0

KRIMI. Der blev slået alarm fredag aften omkring klokken 18.55, da Sydøstjyllands Politi modtog en anmeldelse om en mulig bygningsbrand på Eliassensvej i Kolding.

Brandvæsenet og politiet rykkede straks ud til stedet, hvor der viste sig at være tale om en brand i en vaskemaskine.

Ifølge vagtchef Torben Møller fra Sydøstjyllands Politi blev branden hurtigt lokaliseret, og det stod klart, at flammerne heldigvis ikke havde nået at få fat i selve bygningen.

– Der blev sendt både brandvæsen og politi til adressen, hvor det hurtigt kunne konstateres, at branden udelukkende var i en vaskemaskine. Der skete derfor ingen skade på bygningen, og der er heller ikke meldinger om personskader, fortæller vagtchefen.

Brandfolkene kunne hurtigt få styr på situationen, og dermed blev omfanget af skaderne minimal. Ud over en ødelagt vaskemaskine kunne beboerne ånde lettet op over, at det værste, de skulle håndtere, var røgen og en grim forskrækkelse.

Politiet fortæller desuden, at udrykningen med både blå blink og sirener naturligt nok tiltrak sig opmærksomhed i lokalområdet.

– Hvis nogen har hørt eller set udrykningskøretøjerne fredag aften, så er det altså årsagen til det, forklarer Torben Møller.

Efter slukningsarbejdet blev brandstedet kontrolleret, så man kunne sikre sig, at der ikke ville opstå yderligere risiko.

Politiet har afsluttet sagen, og der er ikke mistanke om noget kriminelt i forbindelse med branden.

Efter bølge af kontaktbedragerier: Nu fremstilles 33-årig mand

0

KRIMI. En 33-årig mand fra Aarhus fremstilles i dag, tirsdag, klokken 13.30 i et grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Manden er sigtet for en række kontaktbedragerier og databedragerier, der blandt andet har ramt borgere i Middelfart, Kolding og Horsens.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i et opslag på det sociale medie X fredag formiddag.

Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd fortalte tidligere på ugen, at politiet er opmærksomme på de mange kontaktbedragerier, der den seneste tid har ramt særligt ældre borgere i regionen. Her har gerningspersoner typisk udgivet sig for at være fra banken, politiet eller andre myndigheder, og på den måde fået adgang til ofrenes personlige oplysninger, betalingskort og kontonumre.

Han understregede også, at Sydøstjyllands Politi har et tæt samarbejde med nabokredsene, netop fordi gerningspersonerne ofte opererer på tværs af politikredsene.

– Det her foregår desværre over hele landet og kommer ofte i bølger, sagde vicepolitikommissæren blandt andet, som også opfordrede borgerne til at være opmærksomme.

Ved dagens grundlovsforhør anmoder politiet om dørlukning, hvorfor det endnu er sparsomt med detaljer om den 33-årige mand, herunder antallet af forhold, han præcist sigtes for.

Politiet opfordrer fortsat borgerne til at være ekstra opmærksomme og aldrig udlevere personlige oplysninger eller betalingskort til fremmede, der uopfordret henvender sig – heller ikke hvis de påstår, at de ringer fra politiet eller banken.

Læs også:

Nu er én anholdt i omfattende cykeltyveri-sag – op mod 20 forhold undersøges

0

KRIMI. For lidt over en uge siden kunne Sydøstjyllands Politi fortælle om en markant bølge af cykeltyverier, der især havde ramt dyre mountainbikes og elcykler i Kolding-området. Nu er der nyt i sagen.

Torsdag formiddag klokken 10.00 tog en mindre efterforskning en overraskende drejning, da patruljefolk fra Sydøstjyllands Politi rykkede ud til Kolding Åpark.

Her fandt betjentene nemlig frem til en 33-årig mand, der gemte på mere end blot én grim hemmelighed. Hos manden fandt politiet to elcykler, der viste sig at være stjålne.

– Vi havde en efterforskning i gang, hvor vi har haft ekstra opmærksomhed på cykeltyverierne i Kolding. Det førte os direkte til Kolding Åpark, hvor vi fandt frem til en person, der var i besiddelse af to elcykler, som ikke tilhørte ham, fortæller vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Amfetamin, MDMA og vinkelsliber på sig

Men cyklerne var ikke det eneste, den 33-årige havde liggende. Politiet fandt også 1,42 gram amfetamin og hele 6,42 gram MDMA hos manden. Derudover fandt man en vinkelsliber, som ifølge politiet blev brugt til at skære cykellåse op med.

Den 33-årige mand blev anholdt på stedet, men senere på dagen løsladt igen.

Op mod 20 forhold undersøges nærmere

Politiet arbejder lige nu med at klarlægge omfanget af cykeltyverierne i Kolding, hvor torsdagens anholdelse kan være et vigtigt gennembrud. Vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen forklarer, at sagen omkring den 33-årige mand har givet anledning til yderligere efterforskning:

– Vi er i gang med at undersøge flere sager nærmere. Indtil videre ser det ud til, at der er tale om minimum 20 forhold i alt, men det er stadig usikkert præcis hvor vi ender henne, lyder det fra vicepolitikommissæren.

Politiet forsøger lige nu at identificere ejerne af de fundne cykler og klarlægge detaljerne i de mange tyverisager.

Tip fra opmærksomme betjente og beboere

At sagen overhovedet kom frem i lyset skyldes ifølge politiet både opmærksomme beboere i området og politiets egne patruljer, der har haft ekstra øjne på gaden efter bølgen af cykeltyverier.

– Vi har fået meldinger fra beboere, og vores patruljer har været meget opmærksomme på, at der måske stod nogle dyre cykler gemt væk ved Kolding Åpark. Det er kombinationen af de meldinger og dygtigt politiarbejdet, der har ført os til anholdelsen, lyder det fra vicepolitikommissæren.

Politiet opfordrer stadig borgerne til at være opmærksomme og sikre deres cykler ordentligt med kraftige låse, så de bliver sværere for tyvene at stjæle.

Efterforskningen fortsætter.

Natten bød på biljagt i Kolding – bilen gemte på knap 2 kilo skunk, forbudte vingummier og kontanter

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi fik fredag nat travlt i Koldings gader, da en bil med to mænd ombord forsøgte at stikke af fra en rutinekontrol. Jagten sluttede på H.C. Ørsteds Vej, hvor politiet fandt både hash, skunk, joints og kontanter i bilen.

Klokken 00.22 blev en patrulje opmærksom på personbilen, som ikke havde det store ønske om at stoppe. Bilen accelererede væk fra Platinvej og fortsatte ad C.F. Tietgensvej, Ole Rømers Vej og Nørremarksvej, inden den endelig blev standset på H.C. Ørsteds Vej.

– Bilen havde ikke rigtig lyst til at stoppe og accelererede fra stedet. Vi fulgte den over flere veje, inden vi fik den stoppet, siger vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Ifølge politiet blev der ikke konstateret andre færdselsforseelser end hastighed over det tilladte, men sagen kan stadig udvikle sig.

En løber, én bliver – og så begynder fundene

Da bilen blev standset, stak føreren af fra stedet til fods. Passageren blev dog tilbage og blev hurtigt anholdt. På manden fandt politiet en mindre mængde hash – 0,26 gram – men det viste sig kun at være begyndelsen.

– Vi ransager køretøjet og finder 1.792 gram skunk, en joint, en pose med cannabis-vingummier og 7.300 kroner i kontanter, fortæller vicepolitikommissæren.

Politiet mistænker, at kontanterne stammer fra salg af stoffer.

25-årig sigtet – fører stadig på fri fod

Den tilbageholdte passager, en 25-årig mand fra Kolding Kommune, er nu sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Føreren, der stak af fra stedet, er endnu ikke anholdt, men politiet har en idé om, hvem han er.

– Vi har ikke sigtet føreren endnu, men vi har en idé om, hvem han er. Det får vi løbet op på et tidspunkt, siger Arno Rindahl Petersen.

Sagen er nu en del af politiets videre efterforskning, hvor både identifikation af føreren og forbindelser til eventuelt salg af stoffer indgår.

Politiet har endnu ikke oplyst, om der vil blive rejst yderligere sigtelser.

Ny fodlænkeordning vedtaget – men sydjyske ofre svigtes, mener SF

0

POLITIK: Fra 1. juli indføres en forsøgsordning med den såkaldte omvendte fodlænke, som skal beskytte ofre for stalking og partnervold. Forslaget, der oprindeligt kommer fra SF, vedtages endeligt i Folketinget i dag lidt over klokken 10.

Ordningen fungerer ved, at gerningsmanden udstyres med en GPS-fodlænke, der advarer myndighederne, så snart vedkommende nærmer sig offeret. Dermed kan ofret nå i sikkerhed, inden det er for sent.

Hos SF modtages vedtagelsen med glæde, men også med betydelig frustration. Ordningen bliver nemlig kun afprøvet i tre politikredse – Københavns, Nordsjællands og Københavns Vestegns Politikredse. Det betyder, at borgere i blandt andet Syd- og Sønderjylland og Sydøstjyllands Politikreds ikke får adgang til ordningen.

SF’s retsordfører Karina Lorentzen, som står bag det oprindelige forslag fra 2023, er stærkt kritisk over for regeringens beslutning.

– Det her er enormt vigtigt, for at ofrene for partnervold og stalking ikke skal gå og frygte, at de pludselig står ansigt til ansigt med deres plageånd. Det giver dem hverdagen tilbage, fordi gerningsmanden ikke længere kan snige sig ind på dem. Det er præcis det effektive middel, vi har manglet til at håndhæve tilhold, som nogle gerningsmænd desværre bryder gang på gang, siger hun.

Hun henviser blandt andet til en aktuel sag fra Varde, hvor et offer med kommunens og politiets hjælp måtte gå under jorden efter både bortførelse og partnervold:

– Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor ens postnummer skal afgøre ens ret til tryghed. Ordningen er grundigt afprøvet og har fungeret godt i Norge siden 2013. Derfor burde det selvfølgelig være de mest truede ofre, som fik fodlænkebeskyttelsen, siger hun.

SF stillede derfor også et ændringsforslag om at gøre ordningen landsdækkende fra start, men det blev afvist af justitsminister Peter Hummelgaard (S). Han henviser til, at det med det nuværende antal fodlænker ikke vil give mening at indføre ordningen i hele landet fra begyndelsen. Der vil nemlig kun være 15 GPS-fodlænker til rådighed i forsøgsperioden.

– En landsdækkende ordning vil betyde, at der i gennemsnit kun er lidt over én GPS-fodlænke til rådighed i hver politikreds. Dermed ville ordningen give mere begrænsede erfaringer i de enkelte kredse, og det vil efter forsøgsperioden blive sværere at evaluere resultaterne, siger justitsministeren i sit svar til Folketinget.

Han understreger dog samtidig, at intentionen er at gøre ordningen landsdækkende efter forsøgsperioden.

Ifølge lovforslaget træder ordningen i kraft den 1. juli 2025 og skal evalueres efter cirka tre år.

Millionregn over hullede veje i Kolding

0

TRAFIK. Asfaltmaskiner og vejarbejdere bliver snart et velkendt syn rundt om i Kolding Kommune. Byrådet har nemlig afsat 37 millioner kroner til at reparere og forny knap 80 slidte veje, cykelstier og fortove i 2025.

55 veje, fem cykelstier og 19 fortove kan se frem til at få lagt ny asfalt eller nye fliser. Kommunen har netop offentliggjort listen over, hvilke steder der kan glæde sig til forbedringerne.

Formanden for Plan og Teknik, Jakob Ville, mener, at millioninvesteringen er tiltrængt.

– Man kan altid ønske sig mere, men jeg er glad for, at vi får renoveret så mange veje, cykelstier og fortove i år. Det vil gøre strækningerne rarere at færdes på, styrke trafiksikkerheden og sikre vores veje, cykelstier og fortove en væsentligt længere levetid, siger han.

Det er endnu ikke besluttet præcis hvornår arbejdet går i gang på de enkelte strækninger, men det kommer til at strække sig hen over foråret, sommeren og efteråret. Kommunen lover dog at varsle grundigt, så trafikanterne kan nå at finde alternative ruter.

Vejdirektoratet står for en tredjedel af vejeftersynene hvert år, hvor alle kommunens veje får point efter deres tilstand. Samtidig holder kommunen selv øje, og også borgernes indberetninger tages med i vurderingen.

Kommunen forsøger samtidig at koordinere arbejdet med forsyningsselskaberne, så man undgår den klassiske irritation med, at et nyt fortov pludselig graves op igen året efter.

Oplever man et akut hul eller et fortov, der driller, opfordrer kommunen til, at man indberetter det via hjemmesidens ”Giv et praj”-funktion.

Hele listen over veje, fortove og cykelstier, som får nyt slidlag, kan ses på kommunens hjemmeside.

Millioner på vej til kulturelle redningskranse for udsatte unge

0

KULTUR. 43.000 unge står lige nu uden job, uden uddannelse og uden et fast holdepunkt i samfundet. Et nyt initiativ skal nu forsøge at trække dem tættere på fællesskaber, uddannelse og job ved hjælp af kulturen, kunsten og idrætten. I alt 15 projekter på tværs af landet får del i en pulje på 40 millioner kroner, der skal fordeles over 2025 og 2026.

Initiativet udspringer af en politisk aftale, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) indgik med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet i november 2024. Kulturpasset, som ordningen kaldes, omfatter unge mellem 15 og 24 år, der hverken har en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse, samt unge, der går på den forberedende grunduddannelse (FGU).

Midlerne fordeles på to forskellige spor: Et nationalt partnerskab, som giver unge digitale betalingskort med 2.000 kroner, der kan bruges på kultur-, idræts- og foreningsaktiviteter, og en række længerevarende forløb, som konkret skal støtte unge tættere på job og uddannelse ved at forbedre deres trivsel og sociale kompetencer.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) fremhæver projektets vigtighed, men også sværhedsgrad:

– Forsøg med kulturpas er en svær mission, for det handler om at få unge, der står et udfordrende sted i livet, inkluderet i de fællesskaber, mange af os andre tager for givet. Derfor skal vi tage nye håndtag i brug. Et af de håndtag er de længerevarende kulturpasforløb, som vi nu giver penge til. Og jeg har store forhåbninger. For kulturpasforløbene kan være dét, der giver den unge mand selvværdet til at rejse sig fra teenageværelset og søge ind på den uddannelse, som han længe har drømt om, men som han ikke har haft modet til – før nu, siger ministeren.

Flere projekter i det sydlige Danmark får også støtte

Flere byer i Syddanmark får glæde af midlerne, heriblandt projektet Fynks Kulturrum – Fællesskab og frirum, der dækker de syv fynske kommuner: Odense, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Nyborg, Kerteminde, Nordfyn og Assens. Projektet modtager hele 7 millioner kroner og vil tilbyde unge længerevarende kultur- og idrætsforløb med mulighed for at afprøve et kulturjob.

Også projektet Sportucation, drevet af Danmarks Idrætsforbund, får støtte til at fortsætte arbejdet med at hjælpe unge FGU-elever i blandt andet Kolding og på Fyn. Projektet modtager godt 3,1 millioner kroner til at etablere bånd mellem idrætslivet og unge i uddannelsessystemet.

I Haderslev vil foreningen Vision 2030 bygge videre på succesen fra projektet Fodbold for Fremtiden og udvide indsatsen til at omfatte kunst og kultur. Projektet modtager omkring 1,35 millioner kroner, der skal skabe stærke relationer mellem unge og deres sagsbehandlere gennem kulturelle og sportslige aktiviteter.

I Esbjerg får foreningen Værftet 1,8 millioner kroner til projektet Kulturmøllen, der skal styrke trivsel og engagement hos unge gennem kulturoplevelser i samarbejde med lokale kulturaktører. Målet er, at flere unge finder vej til uddannelse og job via deltagelse i kultur- og fritidslivet.

Resten af landet følger trop

Uden for Syddanmark støttes også en lang række projekter, der spænder fra kunst- og kulturinitiativer i Københavns Mjølnerparken til kreative værksteder i Helsingør og Frederikshavn. Målet er det samme, hvor man ønsker at hjælpe unge mennesker til bedre trivsel, øget selvtillid og tættere tilknytning til samfundets fællesskaber.

Samlet set investerer staten 65 millioner kroner årligt i 2025 og 2026 til kulturpasset, hvoraf de 40 millioner kroner går direkte til de intensive forløb rundt om i landet.

Evalueringen af ordningen vil løbende blive fulgt politisk med henblik på en endelig vurdering i slutningen af 2026.

Politiet advarer mod bølge af kontaktbedragerier

0

KRIMI. I løbet af kun to dage har mindst tre ældre kvinder fra Kolding-området mistet store pengebeløb, efter at de er blevet kontaktet af personer, der har udgivet sig for at være bankansatte. Det oplyser vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Bedragerierne skete henholdsvis tirsdag formiddag og onsdag eftermiddag. Metoden er i alle sager den samme: Svindlerne ringer og hævder, at der er problemer med offerets bankkonto, hvorefter de møder op på privatadressen for at afhente Dankort og personlige oplysninger.

Ældre kvinder mistede tusindvis af kroner

Det første tilfælde fandt sted tirsdag mellem klokken 11.30 og 12.34 på Harevænget i Strandhuse. Her modtog en 85-årig kvinde et opkald fra en person, der præsenterede sig som sikkerhedschef fra Nordea. Kort efter samtalen dukkede en mand op på kvindens adresse og fik udleveret både hendes Dankort og pinkode.

– Efterfølgende hævede gerningsmanden 15.000 kroner fra kvindens konto i en hæveautomat i Kolding, oplyser vicepolitikommissæren.

Næsten samtidig blev endnu en kvinde – denne gang en 80-årig bosiddende i Romerparken i Tved – udsat for samme type svindel. Hun blev kontaktet af en person, som udgav sig for at komme fra Sydbank. Umiddelbart efter telefonsamtalen mødte manden op hos kvinden og fik udleveret hendes Dankort og pinkode direkte i entréen.

– Kort efter forsvandt 10.000 kroner fra kvindens konto, som blev tømt via en hæveautomat, fortæller Arno Rindahl Petersen.

Svindler gik forgæves på Eliassensvej

Samme formiddag modtog en 84-årig kvinde på Eliassensvej også et lignende opkald fra en mand, der påstod, at hendes konto var kompromitteret. Manden sagde, at en medarbejder ville komme for at hente hendes hævekort. Men denne gang var svindleren uheldig.

– Kvinden fattede heldigvis mistanke og nægtede at udlevere sit kort. Manden forlod derfor stedet uden udbytte, siger vicepolitikommissæren.

Onsdag: Ældre kvinde mistede smykker og penge

Onsdag eftermiddag blev endnu en kvinde på 85 år fra Dalen i Tved franarret både kontanter og værdigenstande. Kvinden blev kontaktet telefonisk af en person, der hævdede at være fra Sydbank og fortalte, at der var hævet penge fra hendes konto. Kort efter kom en mand til kvindens bopæl, hvor han fik udleveret kvindens Dankort, 3.700 kroner i kontanter og flere guldsmykker. Senere blev der hævet yderligere 12.000 kroner på hendes kort.

Politiet beskriver gerningsmanden som dansk udseende, cirka 25 år, med sort, krøllet hår. Han bar sort træningstøj med en hvid stribe ned ad buksebenene. Både den mand, der ringede, og manden, som afhentede genstandene, talte flydende dansk.

Mulig sammenhæng mellem sagerne

Politiet mener, at der sandsynligvis er sammenhæng mellem sagerne, og at det muligvis er de samme gerningsmænd, der står bag.

– De signalementer, vi har, er meget sparsomme. Men det er nærliggende at tro, at der er en forbindelse, da sagerne ligger meget tæt i både tid og sted, forklarer Arno Rindahl Petersen.

Han understreger samtidig, at bedragerierne ikke er isoleret til Kolding-området. I den forgangne weekend oplevede politiet hele 10 lignende sager lidt længere nordpå i politikredsen.

– Det her foregår desværre over hele landet og kommer ofte i bølger, siger vicepolitikommissæren og tilføjer:

– Det er vigtigt at understrege, at ingen banker nogensinde ringer op og sender medarbejdere ud til borgernes private adresser for at afhente betalingskort eller kontanter. Man skal derfor aldrig udlevere sit kort, sin kode eller værdigenstande til fremmede personer, som banker angiveligt sender hjem til én.

Politiet er nu i fuld gang med efterforskningen, herunder at gennemgå eventuelle overvågningsbilleder og samarbejde med andre politikredse for at finde gerningsmændene.

Har man oplysninger, eller har man set noget mistænkeligt i forbindelse med sagerne, kan man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 114.

Kunst på byggehegnet: »Der skal være noget smukt at kigge på,...

0
KOLDING. I bydelen omkring Munkevængets Skole er klargøringen til byggeriet af Kolding Kommunes nye plejehjem, Dorotheas Have, i fuld gang. Rundt om den store...

Indbrud opdaget halvanden måned for sent: Havetraktor og værktøj for 96.000 kroner væk fra...

0
KRIMI. Det er ikke hver dag, politiet modtager anmeldelser om indbrud, der fandt sted for flere uger siden. Men netop sådan en usædvanlig anmeldelse...

Skal du på ferie? Tjek passet i dag, siger politiet

0
REJSER. Sommeren er højsæson for rejser, men også for ubehagelige overraskelser ved gaten. Sydøstjyllands Politi minder derfor alle borgere om at få tjekket gyldigheden...

Ny mur skal beskytte midtby mod oversvømmelser

0
KOLDING. Kolding Kommune og Blue Kolding er nu godt i gang med opførelsen af en ny højvandssikring langs sydkajen på Kolding Havn. Den permanente...

Mistænkt serie-indbrudstyv fanget på stjålet cykel skal fremstilles i dag – var også ulovligt...

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi kunne natten til torsdag anholde en 40-årig rumænsk mand, som mistænkes for at stå bag flere indbrud og mistænkelige hændelser i...

Når myndighederne løber med falske rygter

Det bliver desværre mere og mere ligegyldigt, om det, der formidles, nu også er sandt. For eksempel synes præsident Donald Trumps 30,573 usandheder i...