Tirsdag aften klokken 20.30 folder lyset sig ud i Jyske Bank Boxen. Det er den sidste kamp i det indledende gruppespil ved EM, og for Danmark er udgangspunktet klart: Avancementet er sikret. Men der er stadig noget på spil. Med en sejr over Portugal kan Danmark tage maksimumpoint med sig videre ind i mellemrunden – og dermed stille sig så gunstigt som muligt, før turneringen for alvor spidser til.

Portugal er ikke længere det navn, man uden videre bladrer forbi. I mange år var de en parentes i den europæiske håndboldfortælling, et hold der deltog, men sjældent forstyrrede magtbalancen. Det billede er langsomt, men konsekvent blevet tegnet om. Ved den seneste VM-slutrunde stod portugiserne pludselig i en semifinale. Her satte Danmark punktum, men vejen dertil var ikke et tilfælde.

Det portugisiske landshold er resultatet af et længere forløb, hvor talentarbejde og kontinuitet har båret frugt. En gylden generation har taget form, og den er vokset frem i et særligt miljø. Portugisk håndbold er nemlig koncentreret omkring få, tunge aktører. Sporting, Porto og Benfica. Klubber, der i kraft af deres markante fodboldafdelinger er nationale institutioner – men hvor håndbolden længe har levet et mere stilfærdigt liv i skyggen.

Alligevel er det netop her, fundamentet er lagt. De tre storklubber har i praksis overtaget hele fødekæden, og det ses tydeligt på landsholdet. Kun én spiller i truppen kommer fra en anden adresse: André Sousa fra ABC/UMinho. Resten spiller enten for Sporting, Porto, Benfica – eller i udlandet på profilerede adresser.

Særligt Sporting har markeret sig som det nye kraftcenter. Klubben har overtaget den hjemlige dominans fra Porto, der i en årrække vandt mesterskaber uden nævneværdig modstand. I dag er hierarkiet mere flydende, og Sporting står som symbolet på det nye Portugal. Her spiller Francisco Costa, blot 20 år gammel, men allerede omtalt som et af Europas største bagtalenter. Han rygtes kraftigt til FC Barcelona som mulig afløser for Dika Mem – en af verdens bedste spillere på sin position.

Netop i Barcelona finder man også Luís Frade, Portugals stregkæmpe. En teknisk velfunderet spiller med en fysik, der gør ham vanskelig at flytte, og som har løftet sit spil i takt med, at modstanden er blevet større.

Bagest er Portugal også solidt besat. Gustavo Capdeville vogter målet. Ikke en keeper fra absolut øverste europæiske hylde, men en stabil sidste skanse, der efter sæsonen skifter Benfica ud med TTH Holstebro – endnu et tegn på, at portugisiske spillere nu bevæger sig naturligt ind i den nordeuropæiske håndboldverden.

Når Danmark og Portugal mødes tirsdag aften, er det derfor mere end en afsluttende gruppekamp. Det er et møde mellem et landshold, der er vant til at bære forventningerne, og et andet, der er ved at lære at leve med dem. For Danmark handler det om positionering og point. For Portugal handler det om at måle sig dér, hvor lyset er skarpest.

Og i Boxen, hvor fællessang og forventning smelter sammen, bliver det tydeligt, at portugisisk håndbold ikke længere banker på døren. Den er allerede trådt indenfor.