Lokal støtte til ny brintaftale

0
Crossbridge Energy Fredericia. Portrætter. Finn Schousboe.

Hos raffinaderivirksomheden Crossbridge Energy i Fredericia er man klar til at levere konstruktivt til processen med den kommende brintinfrastruktur. Direktør Finn Schousboe udtrykker støtte til den nyligt indgåede brintaftale. Tiltaget er afgørende for at realisere det fulde potentiale i Danmarks havvindsressourcer til produktion af grøn brint.

Schousboe understreger nødvendigheden af at opskalere adgangen til grøn brint for at drive den grønne omstilling inden for tung transport. Med den nye aftale om finansiering af brintinfrastruktur i ryggen, ser han det som et vitalt skridt mod en bæredygtig fremtid, men anerkender også de udfordringer, der ligger forude.

– Der kommer ikke en omstilling af den tunge transport uden adgang til enorme mængder grøn brint – så enkelt kan det siges. Derfor er aftalen om finansiering af brintinfrastrukturen også et vigtigt skridt, men aftalen gør det ikke alene. De kommende måneders dialog med myndighederne bliver helt afgørende for, at vi faktisk får brintrørene lagt i jorden. Det bliver ikke nogen nem opgave, men vi er klar til at levere konstruktivt ind i den proces, siger Finn Schousboe.

Crossbridge Energy er en af virksomhederne i centrum for denne nye energiinfrastruktur. Schousboe fremhæver byens centrale rolle:

– Fredericia er knudepunktet for energi i Danmark. Ikke mindst fordi vi både har et raffinaderi, der skal forædle brinten til grønne, flydende brændstoffer samtidig med, at der allerede ligger en brintfabrik, som også skal tilkobles infrastrukturen. Vi har formået at samle både forbrug og produktion af grøn brint netop her, så i min optik er Fredericia det måske vigtigste sted på brintrørledningen, overhovedet. Røret må derfor ikke blive dimensioneret for småt.

Business Fredericia: Nu skal vi i arbejdstøjet

Kristian Bendix Drejer. Foto: AVISEN

– Vi har i Fredericia de seneste arbejdet målrettet med brintområdet. Derfor er det også en glæde at se, at der nu tages yderlige skridt med en finansiering i ryggen. Jeg er helt enig i, at det er nødvendigt skridt at tage for, at vi kan blive en succes med vores indsats på power-to-x-området, hvor vi i Fredericia kan spille en central rolle, siger erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer og fortsætter:

– Vores medlemsvirksomheder er klar, og det kan faktisk kun gå for langsomt. Det betyder samtidig også, at vi løbende skal arbejde med vores infrastruktur, men også arbejde for at tiltrække flere virksomheder til området, der kan understøtte denne grønne udvikling, som vi arbejder ind i allerede nu. Nu skal vi tage næste skridt for at gøre os klar til denne rejse.

Læs også:

KIF forlænger med talentfuld fløjspiller

0

KIF Kolding har forlænget kontrakten med den talentfulde fløjspiller Frederik Bay, så hans kontrakt med klubben nu løber frem til sommeren 2027.

Den unge venstrefløj kom til KIF Kolding inden denne sæson, hvor han har fået en smagsprøve på livet som ligaspiller, samtidigt med han har fået lærerige minutter på banen undervejs i sæsonen. I den kommende sæson vil den 21-årige fløjspiller danne fløjduo med rutinerede Lars Skaarup, der som bekendt skifter fra Skanderborg AGF Håndbold til KIF Kolding.

– Vi har en stor tiltro til at Frederik Bay kan få en større rolle i KIF Kolding i de kommende år. Bay er en rigtig spændende ung spiller, med den helt rigtige indstilling, som helt sikkert kan bringe ham langt. Derfor er vi utroligt glade for at Bay også i de kommende sæsoner kæmper for Kolding, siger KIF Koldings sportschef, Lars Christiansen.

– Det er en rigtig stor ting for mig at forlænge kontrakten med KIF Kolding. Jeg er meget taknemlig for den tillid, KIF Kolding viser mig. Jeg er faldet godt til i både klubben og byen, hvilket har gjort at jeg føler mig hjemme her. Jeg håber og tror på, at vi sammen med fansene og partnerne vil få mange gode oplevelser de kommende år, og at jeg kan bidrage til det, siger Frederik Bay.

Frederik Bay har foreløbigt spillet 13 kampe for KIF Kolding og scoret 17 mål for klubben.

Von der Leyens hemmelige Pfizer-forhandlinger truer EU’s transparens

0

Det er med stor bekymring, at jeg følger de seneste afsløringer omkring EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen og hendes tilsyneladende private forhandlinger med Pfizers administrerende direktør, Albert Bourla, angående indkøb af coronavacciner. Situationen er dybt betændt og rejser alvorlige spørgsmål om magtmisbrug og mangel på transparens i EU’s ledelse.

Ifølge mediet Politico og andre troværdige kilder er von der Leyen blevet anklaget for at have ført disse forhandlinger uden et klart mandat fra medlemsstaterne, hvilket er i direkte modstrid med principperne om demokratisk beslutningstagning. Desuden peger juridiske dokumenter og belgiske anklagere på mulig korruption, interessekonflikter og ødelæggelse af beviser i sagen, som omhandler 20 mia. euro eller 150 mia. kr.

Disse afsløringer kommer på et tidspunkt, hvor tilliden til EU’s institutioner allerede er svækket. Skandalen omkring Eva Kaili, den nu afsatte græske næstformand for Europa-Parlamentet, der stadig er varetægtsfængslet, og mistænkt i den største korruptionsskandale i Parlamentets historie.

Yderligere to europaparlamentarikere har sidenhen mistet deres immunitet, og dermed er seks personer nu i det belgiske politis søgelys, mistænkt for at have modtaget eller kanaliseret millioner af kroner fra Qatar og Marokko til gengæld for at støtte de to landes interesser. En af de hovedmistænkte, den italienske tidligere EU-parlamentariker Pier Antonio Panzeri, har lovet at afsløre flere EU-parlamentarikere, som har taget imod bestikkelsen, til gengæld for en mildere straf. Siden er vejen ryddet for, at politiet kan afhøre det korruptionsmistænkte belgiske medlem Marc Tarabella og hans kollega fra Italien, Andrea Cozzlina. Begge tilhører Europa-Parlamentets socialdemokratiske gruppe, og ifølge det belgiske politi menes Tarabella at have modtaget mellem 900.000 og 1 million kroner i bestikkelse. Begge mistænkes for korruption, hvidvaskning af penge og deltagelse i en kriminel organisation.

Dertil kommer den manglende transparens, monitorering og kontrol, som har været til stede i mange årtier, og der har ikke været interesse fra parlamentets styrende organer til at tage handling. Sagerne kaster et skræmmende lys over den politiske kultur i Bruxelles. Det er uheldigt, at sådanne store sager får så lidt opmærksomhed i de danske medier, da det underminerer vores evne som borgere til at forstå og deltage i den europæiske beslutningsproces.

Husk at du faktisk har en stemme til Europa-Parlamentsvalget d. 9. juni 2024. En stemme på mig til EU-Parlamentsvalget er en stemme på en kritisk vagthund i det føderalistiske galehus.

Med venlig hilsen
Sune Nørgaard Jakobsen
Kandidat til Europaparlamentsvalget 2024 for Dansk Folkeparti

EWII leverer næstbedste resultat nogensinde

0

Med snuden i sporet og styr på driften havde EWII et godt år i 2023 og opnåede et overskud efter skat på 426 millioner kroner. Et år med fart på forretningen, der har givet energikoncernen det næstbedste resultat til dato.

– 2023 var et godt år for EWII Koncernen, og vi er tilfredse med resultatet, som især viser, at vi har haft godt styr på vores drift. Vi har fået etableret en række systemer og processer – og det har givet god kontrol i forretningen, hvor vi står stærkt i vores infrastrukturforretning og har vind i sejlene kommercielt, siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen.

EWII Koncernen fik i 2023 et samlet overskud efter skat på 426 millioner kroner, hvilket kun er set højere i rekordåret 2019. Det positive resultat bygger især på god stabilitet i de etablerede dele af koncernens forretningsområder. Det til trods for, at det var et år, der var påvirket af energikrise og klimaforandringer, hvor blandt andet stormfloden i oktober ramte hårdt.   

– Under energikrisen valgte vi at gå mod strømmen og fortsat tilbyde fastpriskontrakter til de kunder, der ønskede at sikre sig. Vi imødekom kundernes behov, og lykkedes samtidig med at risikoafdække de sidste kvartalskontrakter med fast pris med succes, siger Lars Bonderup Bjørn.   

EWII Koncernens arbejde med at udrulle fibernet til alle borgere i Trekantområdet nærmede sig ved udgangen af 2023 sin afslutning. Et projekt, hvor koncernen også har valgt at betragte fibernet som en værdiskabende forsyningspligtig ydelse. I en lang årrække har udrulningen af fibernet påvirket koncernens samlede resultat negativt.

– I 2023 fik EWII Fibernet et overskud, der primært skyldes, at en nedskrivning fra 2012 har måttet tilbageføres med en positiv påvirkning af resultatet på 139 millioner kroner. Det sker på grund af en høj tilslut­ningsgrad og udsigt til, at fibernettet i nær fremtid vil generere positive pengestrømme, siger Lars Bonderup Bjørn.

Lars Bonderup Bjørn. Foto: PR

Forretning i fart

Elektrificering og grøn omstilling har sat sit præg på EWII Koncernen det seneste år, hvor det har resulteret i god fart i forretningsområder med udbygning af elnet og fjernvarme og ikke mindst opsætningen af ladestandere til elbiler på tværs af landet.

– På ladeområdet er vores netværk af offentligt tilgængelige ladestandere vokset hurtigt, især styrket af at vi i løbet af året vandt adskillige kommunale udbud. Sidst på året åbnede vi Danmarks måske flotteste lynladestation i Københavns Lufthavn – et projekt, som også cementerer et stærkt partnerskab mellem EWII og lufthavnen, siger Lars Bonderup Bjørn.

2023 blev også året, hvor EWII lancerede et stort sats på batteriområdet. Koncernen er i færd med at etablere en kapacitet på 47MW/63MWh via batterianlæg både Øst og Vest for Storebælt – blandt andet er Dan­marks hidtil største batteri under opførelse på Born­holm, og illustrerer koncernens engagement i den grønne omstilling.

Udvidede landkortet

EWII er hjemmehørende i Trekantområdet. I løbet af 2023 blev koncernens landkort dog udvidet i både ind- og udland. I marts overtog EWII den forskningsbaserede virksomhed FlexShape, der har base i Kolding og Litauen, og med etablering af et kontor i Lyngby er energikoncernen nu repræsenteret i Kolding, Rønne, Aalborg, Odense, København, Vejle og Vilnius.

Forretningsmæssigt har EWII også udvidet geografisk og er nationalt til stede med alle sine kommercielle forretninger. I 2023 var det bredbåndsforretningen, der blev til en landsdækkende internetudbyder og dermed tilgængelig for kunder i hele landet.  

I 2024 forventer EWII at fortsætte med at levere innovative grønne løsninger og bæredygtig vækst på tværs af sine forretningsområder. Koncernens nok vigtigste bidrag i disse år er det perspektiv, der hedder sektorkobling.

– Vi er ikke alene engageret i løsningen af klimaproblemer, men også i hele miljøsiden, hvor især vores vandfor­retning mærker konsekvenserne af tidligere tiders forureninger. Vi står med spørgsmålet, om vi fremover skal indstille os på at rense grundvandet – og ikke kun beskytte det – for at have nok grundvand af drikkevandskvalitet til rådighed, siger Lars Bonderup Bjørn.

I 2024 indleder koncernen byggeriet af et nyt vandværk i Middelfart, hvilket bliver det første i en række af nye vandværker, der skal opføres i de kommende år.

Økonomiske nøgletal EWII Koncernen

TDKK202320222021
Nettoomsætning3.217.5933.485.9371.790.747
Bruttofortjeneste988.358634.512700.976
EBITDA585.821293.165382.176
Årets resultat425.747-324.474402.264
Egenkapital5.464.4974.812.8795.098.740
Antal heltidsansatte i gennemsnit587527454

Scarlet Pleasure og TV·2 spiller på Grøn 2024

0

I dag kan Muskelsvindfonden og Tuborg tilføje et par af landets bedste liveartister fra hver sin generation til årets lineup på Grøn i form af Scarlet Pleasure og TV·2. De slutter sig til tidligere offentliggjorte Tobias Rahim, når de drager på turné gennem det danske sommerland fra den 18.-28. juli.

Med tilføjelsen af Scarlet Pleasure og TV·2 er der lagt op til dans, fællessang og vilde koncertoplevelser på Grøn til sommer. Det er nemlig to af Danmarks største og bedste livebands fra hver sin generation, der inviterer til fest for fællesskabet og forskelligheden i det danske sommerland. For Grøn er en fest der gør en forskel –overskuddet går til Muskelsvindfonden.

Tropiske toner fra poptrioen

Siden debuten i 2014 har Scarlet Pleasure, bestående af sanger Emil Goll, Joachim Dencker på trommer og Alexander Malone på bas, leveret et imponerende repertoire af hits i topklasse, med numre som “Deja Vu” og “Limbo”. Hitkavalkaden tager med de iørefaldende melodier og fængende beats lytteren med på en musikalsk rejse til varmere himmelstrøg, hvor man trygt kan lade dansekroppen slænge sig tættere på zen end nogensinde.

I 2021 tog Scarlet Pleasure den triumferende succes til nye internationale højder, og med svimlende 65 mio. streams på Spotify blev trioen sat på verdenskortet med soundtracket “What a Life” til den Oscar-vindende film “Druk”. Foruden perlerækken af hitsingler har trioen siden sin debut krydset 200 mio. afspilninger på Spotify, spillet udsolgte koncerter, startet fester på de største festivalscener, bragt 90’erne til live og lagt landet ned med en platinblond midterskilning.

Scarlet Pleasure debuterede på Grøn i 2017 og har siden stået på plakaten i 2019 og til Grønnere Grøn i 2020. Nu glæder de sig over at være tilbage.

– Vi er meget beærede over at få muligheden for at spille på Grøn for tredje gang. Vi vender tilbage til Grøn, fordi der er en helt særlig stemning. Man kommer rundt i hele landet, og man oplever byernes forskellige vibes og mennesker. Og det glæder vi os helt vildt til at skulle igen til sommer, lyder det fra bandet.

TV-2 tilbage på Grøn for tiende gang

Siden bandet opstod i 1980 har TV·2 leveret et hav af tidløse klassikere. “Alt Hvad Hun Ville Var At Danse”, “Bag Duggede Ruder” og “De Første Kærester På Månen” er blot et lille udpluk af de mange kæmpehits fra bandets omfangsrige repertoire. TV·2 laver musik, der taler til alle generationer og fungerer som et mødested for de store følelser, festen og fællesskabet. Det er lige netop det, som det grønne publikum kan glæde sig til, når Grøn endnu engang byder velkommen til Danmarks lykkeligste orkester efter 13 års pause

Og det ser bandet frem til:

– I en tid hvor det virker som om, at hele verden er gået fra forstanden, er det en stor glæde for os i TV·2 at spille på Grøn og være med til at samle os selv og hinanden om det, der binder os sammen: Glæde, kærlighed og håb for fremtiden.

TV·2 spillede på Grøn for første gang i 1986 og har gennem de sidste knap 40 år spillet på Grøn hele ni gange.

Link til billetter og yderligere information om Grøn 2024 kan findes på groenkoncert.dk.

KIF Kolding sikret en ny sæson i ligaen

0

TTH Holstebro snublede mod Skanderborg AGF. Dermed er KIF Kolding sikret en ny sæson i landets bedste håndboldrække.

Uden at være i kamp har KIF sikret sig overlevelse. TTH Holstebro skulle enten tabe eller spille uafgjort for at KIF ville sikre sig overlevelse.

Bortset fra ved stillingen 1-0 var TTH Holstebro bagud resten af kampen, og selvom det ikke blev til en storsejr til Skanderborg AGF, blev der ikke for alvor tvivl om udfaldet.

Via en pauseføring på 14-13 endte Skanderborg AGF med at vinde 32-28, hvilket sikrede KIF en ny sæson i ligaen, selvom de mangler at spille to kampe.

Drift af messecenter sendes i udbud

0
Dansk Kennel Klub i MesseC.Foto: AVISEN

Fredericia Kommune har åbnet for bud på lejemålet af det strategisk placerede messe- og konferencecenter på Vestre Ringvej 101. Ejendommen, som kommunen erhvervede i december 2020, udbydes nu til ny leje i bestræbelserne på at styrke byens position som et førende knudepunkt for konferencer, messer og kommunale begivenheder.

Centret, der ligger med let adgang til offentlig transport og i hjertet af Fredericia, er designet til at rumme store arrangementer og styrke byens erhvervsliv samt det lokale samfund. Dette lejemål tilbydes på konkurrenceprægede vilkår og i henhold til lovgivningen om offentligt udbud, hvilket understreger kommunens engagement i en gennemsigtig og retfærdig udlejningsproces.

Fredericia Kommune søger en lejer, der kan se potentialet i at drive messe- og konferencecenteret og som er i stand til at håndtere arrangementer med flere tusinde deltagere. Lejekontrakten tilbydes for en periode på 10 år med mulighed for yderligere forlængelse på 5 år. Det bemærkes, at kommunen overvejer et fremtidigt salg af ejendommen, hvilket kan åbne for forhandling af yderligere forlængelse med en ny ejer.

Et ønske om et hotel indgår i planerne, som man kan læse på kommunens hjemmeside.

Interesserede parter opfordres til at afgive deres bud senest den 25. april 2024 kl. 12:00. Detaljerede udbudsvilkår og information omkring lejemålet kan findes her. Ansvar for rettidig indsendelse af tilbud ligger hos tilbudsgiveren, skriver Nordicals i Trekantområder, der har fået opgaven at leje det kendte messecenter ud.

En fremtid med fokus på fællesskab og erhvervsliv

Med udgangen af de nuværende forpagtnings- og lejeaftaler i marts 2025, ser Fredericia Kommune frem til at indgå i et nyt samarbejde, der kan bringe frisk energi og nye ideer til brugen af messe- og konferencecenteret. Kommunen har store forventninger til, at en ny lejer vil kunne udnytte lokationens fulde potentiale og bidrage positivt til både byens erhvervsliv og det bredere lokalsamfund.

Ny formand for grønt samarbejde

0

Trekantområdets PtX-samarbejde, TEA, blev etableret i 2021, med Christian Motzfeldt som bestyrelsesformand i den vigtige etableringsfase. Trekantområdet er et af landets vigtigste knudepunkter for grønne energiinfrastrukturer, og Anders Frandsen, Direktør for Dansk Skovforening, skal nu føre samarbejdet videre mod flere klimamilepæle.

– Vi skal være ambitiøse for at lykkes med den grønne omstilling, og det kræver samarbejde og fælles fodslag mellem teknologi- og energispecialister, kommuner, myndigheder, uddannelser og rådgivere. Trekantområdet er en af Danmarks vigtigste, strategiske regioner i et nyt grønt energisystem, dels fordi der i forvejen er fordelagtige infrastrukturer og storskala nøgleaktører med de nødvendige kompetencer til at etablere PtX værdikæder, men i lige så høj grad fordi der i forvejen er historisk velvillighed til samarbejde på tværs af virksomheder og kommunegrænser, siger Christian Motzfeldt, forperson for blandt andet Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Better Energy og nu afgående formand for TEA.

Siden etableringen i april 2021 er partnerkredsen steget fra 17 til 33 virksomheder, offentlige partnere og uddannelsesinstitutioner. Brintproduktion i HySynergy-samarbejdet mellem Everfuel, Crossbridge Energy og TVIS er gået ind i en ny og mere fremskreden fase. VE-produktionen og energiparker på tværs af kommunegrænser opstår i øget hast. Modning af projekter og markedet for brint. Fokus på brint- og kulstofinfrastruktur i de nationale strategier er nogle af brikkerne under udvikling i et nyt PtX-økosystem, der kan kickstarte markedet for forskellige PtX-produkter.

– Det er nødvendigt med tætte klyngesamarbejder for at opnå nationale klimaforpligtelser. Både kommuner og virksomheder har sat handling bag ordene i Trekantområdet, og det kan vi være stolte af, fordi vi kan vise Power to X i praksis. Det har været en fornøjelse at være en del af, nu hvor fundamentet er lagt, og der skal skaleres op på produktionen af grønne brændstoffer på den helt store klinge, siger Christian Motzfeldt.

God kemi skaber fremdrift

TEA arbejder for at udvikle storskala Power to X-anlæg i Trekantområdet, højne kendskabet til Power to X på tværs af organisationer og at skabe regional udvikling med udgangspunkt i Power to X-teknologierne, som omstiller især de tunge transportbrancher til grønne drivmidler. Det kræver grønne råstoffer – i enormt store mængder – som kan matche og udkonkurrere de fossile.

– Forståelsen af Power to X vokser hastigt i disse år i både det danske og internationale energilandskab. Hvis vi skal håndtere vores generations globale udfordringer, så er vi nødt til at optimere brugen af ressourcer. Det gælder både i forhold til vedvarende energi og i forhold til udnyttelse af fornybare og ressourcer, og det kræver tætte sammenhænge mellem ressourcestrømme med ansvarlig udnyttelse af energi og råstoffer. Ikke mindst vand, strøm, varme og kulstoffet fra land- og skovbruget, som man bruger til flydende brændstoffer, men også plast, tekstil, kemikalier og mange hverdagsprodukter, siger Anders Frandsen, ny bestyrelsesformand for TEA.

– Diskussionen om prioritering af det grønne kulstof har stor betydning for den fremtidige PtX-aktivitet i Trekantområdet såvel som i resten af landet og internationalt. Derfor bliver udfordringerne med at producere de mere komplekse kulstofholdige PtX-produkter, som samfundet er dybt afhængige af, et prioriteret fokusområde, som Trekantområdet har særligt fordelagtige forudsætninger for at indfri. I det lys giver det faglige virkefelt for TEAs nye formand særligt god mening. – Vi kommer til at opleve en omstilling til en bioøkonomi, hvor ikke-fornybare ressourcer erstattes af restprodukter fra land- og skovbruget, der bliver til vigtige råstoffer til de tunge transportbrancher. Det kræver, at vi får grøn omstilling og erhvervsudvikling til at gå op i en højere enhed. Det er i samspillet mellem vores partnere, offentlige som private, at TEA for alvor kommer til sin ret og kan gøre en forskel. Den opgave ser jeg meget frem til at bidrage til, siger Anders Frandsen.

Triangle Energy Alliance har fået ny bestyrelse ved generalforsamlingen 9. april ved EUC Lillebælt i Fredericia, hvor Anders Frandsen blev valgt som bestyrelsesformand efter Christian Motzfeldt. Bestyrelsen har også fået ny sammensætning, som nu består af:

  • Anders Frandsen, Bestyrelsesformand, Direktør for Dansk Skovforening
  • Knud Erik Langhoff, Næstformand, Borgmester i Kolding Kommune
  • Steen Wrist, Borgmester i Fredericia Kommune
  • Jens Ejner Christensen, Borgmester i Vejle Kommune
  • Frank Schmidt-Hansen, Borgmester, Vejen Kommune
  • Jacob Krogsgaard, CEO, Everfuel
  • Ole Thomsen, Senior Vice President og Head of Bioenergy, Ørsted
  • Finn Schousboe, CEO, Crossbridge Energy Fredericia
  • Christoffer Berg Lassen, CCO, Bunker Holding
  • Jørgen Nielsen, Direktør, TVIS, (1. suppleant)
  • Tina Bergholt Pedersen, CTO, Airco Process Technology (2. suppleant)

Vi reddede 60 arbejdspladser

0

Byens Rens er tilbage med sorte tal efter reetableringen. Det lykkedes Ricky Kenbjerg og hans team at beholde de mange medarbejdere. Nu lander virksomheden et overskud på 548.744 kroner.

Det har været nogle vilde år for Ricky Kenbjerg og hele Byens Rens. Coronakrise efterfulgt af energikrise, løbende opbremsninger på markedet, men hele tiden med troen på, at det nok skulle gå. Selvom det så sort ud i slutningen af 2022, og direktøren i januar 2023 måtte kaste håndklædet i ringen, er virksomheden i sin nye form nu tilbage med overskud, og samtidig har 60 medarbejdere beholdt jobbet.

Ricky Kenbjerg. Arkivfoto.

– Årets resultat har været tilfredsstillende, taget i betragtning af, at det har været et år med reetablering. Vi har oplevet stabilitet i vores energiomkostninger, hvilket har været afgørende. Mest betydningsfuldt er dog, at vi har formået at bevare 60 arbejdspladser og bidraget betydeligt til skatteindtægterne i 2023, fortæller Ricky Kenbjerg, direktør for Byens Rens.

Kenbjerg understreger medarbejdernes rolle i virksomhedens succes:

– Denne succes skyldes vores enormt dygtige og engagerede medarbejdere, der har vist ejerskab og ansvar gennem hårdt arbejde.

Om fremtiden og væksten ser direktøren 2024 som et godt år. Der skal kæmpes for ordrer, og særligt i København oplever Byens Rens vækst, men planen er at bevare centralproduktionen i Fredericia.

– 2024 er startet rigtig godt. Især har vi oplevet en markant vækst i København, hvor omkring 80 af de 100 største virksomheder nu er kunder hos os. Vores plan er at bevare vores centralproduktion i Fredericia, selvom vores vækst primært ligger i København. Kenbjerg er samtidig stolt over virksomheden udvikling:

– Vores koncept holder, og vi har vundet alle de sager, vi har budt ind på de sidste 6,5 år. Vi er særligt dygtige, når det kommer til logistik, leveringstid og kvalitet. Vores forretningsben omfatter firmaaftaler for afhentning af medarbejdernes rensetøj, mere end 600 indleveringssteder for private kunder i hele Danmark, samt industri-rens og -vask. Vi dækker hele landet, fra Hirtshals til Nordborg, til Helsingør til Nakskov, med vores egne biler og chauffører, der kører ud fra Fredericia.

Sådan skulle det gerne fortsætte, for strategien virker, slår direktøren fast.

– Vores strategi er at fortsætte med det, vi er bedst til, blive endnu mere effektive og gøre det endnu nemmere at handle med os. Det er en stor fælles indsats med kunder, leverandører, og medarbejdere. Vores økonomiske resultat er beskedent, da fokus har været på trivsel og kvalitet. Bundlinjen er et restprodukt af at gøre de rigtige ting. Selvom bundlinjen kunne være meget bedre, vægter vi trivsel og kvalitet højere lige nu, slutter Ricky Kenbjerg.

Minister vil opløse Bandidos

0

Rigsadvokaten vurderer på baggrund af en omfattende efterforskning, at der er grundlag for at indlede en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark. Der vil derfor blive rejst en sag ved domstolene med henblik på at søge foreningen opløst. National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vil samtidig afsøge mulighederne for at nedlægge et foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark.

Grundlovens § 78 giver mulighed for at beskytte samfundet mod foreninger, der har et ulovligt formål.

Rigsadvokaten orienterede i maj 2023 justitsministeren om, at Rigspolitiet og Rigsadvokaten havde tiltrådt en indstilling fra NSK om at indlede en efterforskning med henblik på at vurdere, om der var grundlag for at indlede en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark.

Der blev derfor i regi af NSK etableret en efterforskningsgruppe med henblik på at undersøge, om der er bevismæssigt grundlag for at antage, at Bandidos MC i Danmark er en forening, der har et ulovlig øjemed.

NSK vurderer på baggrund af en omfattende efterforskning, at der samlet set er bevismæssigt grundlag herfor og har derfor indstillet, at der indledes en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC.

Både Rigspolitiet og Rigsadvokaten har tiltrådt indstillingen, og Rigsadvokaten har på den baggrund indstillet til justitsministeren, at en sådan sag indledes. Justitsministeren har tiltrådt indstillingen.

– Jeg ser meget positivt på, at Rigsadvokaten vurderer, at der er bevismæssigt grundlag for at føre en opløsningssag mod Bandidos MC i Danmark. Sagen skal nu gå sin gang i retten. Kriminelle grupperinger skal ikke kunne gemme sig bag grundloven. Foreningsfriheden er ikke skabt til at beskytte gemene forbrydere. Jeg bilder mig ikke ind, at et forbud kan stå alene i kampen mod banderne, men det vil være med til at stække dem. Politiet vurderer for eksempel, at det er et værktøj, der gør det sværere for banderne at rekruttere nye medlemmer. Politisk er jeg klar til at gøre, hvad der skal til i kampen mod banderne. Derfor er jeg også glad for, at vi med den bandepakke, som regeringen med et bredt flertal af Folketingets partier blev enige om i efteråret, giver vores myndigheder endnu flere redskaber og i det hele taget strammer grebet yderligere om banderne, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Baggrund

Justitsministeren har i dag overladt kompetencen til administrativt at nedlægge et foreløbigt forbud efter grundlovens § 78, stk. 3, til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten eller den, som Rigsadvokaten bemyndiger hertil, får således kompetence til administrativt at kunne nedlægge et foreløbigt forbud mod Bandidos MC i Danmark, hvis der er grundlag for det. Der vil herefter blive anlagt en sag ved domstolene om opløsning af Bandidos MC i Danmark.

Bydelsplan for fem bydele i Kolding Sydøst går ind i sin...

0
LOKALT. Brændkjær, Dalby, Mariesminde, Rebæk og Tved står til at få deres fælles bydelsplan færdig. Lokaldemokratiudvalget orienteres i dag om status, hvor planens struktur...

Sydjyllands eneste BP-mandat forlader partiet

0
POLITIK. Det sydjyske mandat skiftede farve søndag eftermiddag, da Nadja Natalie Isaksen i et opslag på Facebook meddelte, at hun har forladt Borgernes Parti. »Borgernes...

Bilist påkørt bagfra i Kolding

0
KRIMI. Et færdselsuheld mellem to personbiler fandt søndag formiddag sted på Jens Holms Vej i Kolding. Uheldet skete klokken 10.48, hvor den ene bilist blev...

Bilist endte på taget på motorvejen – sigtet for narkokørsel

0
KRIMI. En 51-årig mand blev lørdag aften anholdt, efter at han forulykkede på Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Politiet fik anmeldelsen klokken 22.37 om en bil,...

Brandbiler og blå blink rykker ind på Akseltorv

0
Kolding Kommune inviterer nu borgerne helt tæt på beredskabet, når Akseltorv tirsdag den 5. maj danner ramme om en eftermiddag med udstyr, mandskab og...

Bilist stak af efter sammenstød

0
KRIMI. Et færdselsuheld i Kolding fredag eftermiddag får nu politiet til at efterlyse vidner. Uheldet skete klokken 13.59 i Låsbygade, hvor en bil blev påkørt...