2.6 C
Copenhagen
onsdag 15. januar 2025

Kolding Kommune arbejder strategisk med årets økonomiske prioriteringer

0
Borgmester i Kolding, Knud Erik Langhoff (C). Foto: AVISEN

Kolding Kommunes Økonomi- og Strategiudvalg skal mandag 12. juni udvælge og prioritere en række områder, hvor der kan ske forandringer i den kommunale struktur eller organisering i de kommende år. Forandringerne skal bl.a. frigive ressourcer til vækst og udvikling

Der er pres på kommunernes økonomi i disse år bl.a. på grund af energikrise, inflation og øgede udgifter på det specialiserede socialområde. Den vanskelige situation kalder på nye løsninger. Derfor går Kolding Kommunes Økonomi- og Strategiudvalg nu til værks på en ny måde i budgetlægningen. Udvalget har populært sagt sat det lange lys på og arbejder nu for at finde en række strukturelle forandringer, der kan sættes i værk fra 2025 og årene fremefter.

Siden 2019 har hvert fagudvalg i byrådet i Kolding årligt anvendt et omstillingsmål til politisk prioritering for at sikre fortsat udvikling og vækst. For 2024 er det 0,85% af budgetterne. Fremadrettet ønsker byrådet at gøre det på en anden måde.

-Derfor kigger vi nu på den kommunale struktur og organisering. Vi har en ambition om, at vi kan finde ressourcer, som kan frigives til udvikling ved at skabe forandringer i den måde, vi har etableret os på. Det kan f.eks. handle om en anden måde at udnytte den kommunale bygningsmasse på, så vi kan reducere antallet af de kvadratmeter, kommunen råder over, forklarer borgmester Knud Erik Langhoff.

Processen med at finde de strukturelle prioriteringer blev skudt i gang, da et fletalt i byrådet først på året vedtog sin budgetstrategi for 2024-2027. De strukturelle prioriteringer skal gælde for årene fra 2025 og frem. Efter vedtagelsen af strategien har både byrådet og samtlige fagudvalg drøftet mulighederne for at organisere eller strukturere sig klogere på det givne område. Og på det kommende møde i Økonomi og Strategi skal udvalgets politikere så beslutte, hvilke muligheder – eller prioriteringer, der skal undersøges nærmere.

Derefter vil Direktionen stå for at få udarbejdet såkaldte budgetnoter, som kan danne grundlag for politikernes endelige beslutning om, hvilke forandringer der skal gennemføres. Budgetnoterne kortlægger potentialet for hvert enkelt tiltag. Politikerne beslutter sig ved budgetforhandlingerne i september.

-Da vi er midt i processen, kan vi selvsagt ikke sige noget om, hvad der præcis kommer til at ske. Men det er klart, at når vi ændrer på strukturer og organiseringer, så får det også betydning for personalet. Det er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt det vil resultere i reduktion i antallet af ansatte. Men hvis det gør, så er det min ambition, at det kan ske ved naturlig afgang. Vi er jo gået i gang med dette arbejde i god tid, så vi kan gøre det grundigt. De strukturelle prioriteringer skal først begynde at træde i kraft fra 2025, forklarer Knud Erik Langhoff.

Andrea kan ikke få nok af IBC – oplev hvorfor til åbent hus

0

IBC er kendt for sin dygtige lærerstab, en bred vifte af uddannelser og det unikke miljø, det tilbyder sine studerende. Andrea Kvist, er klar til at starte på sin nye elevplads, i samme bygning, hvor hun har fuldført både 10. klasse og EUX uddannelsen. Hun er et levende bevis på, hvad institutionen kan tilbyde, og hun opfordrer alle til at deltage i Åbent Hus i morgen den 8. juni 2023.

– På IBC får man et dybdegående indblik i de forskellige uddannelsesmuligheder. Det giver dig mulighed for at udforske forskellige retninger og hjælper dig med at finde ud af, hvad du gerne vil gøre, siger Andrea.

Efter at have afsluttet sin almindelige 10. klasse på IBC, valgte Andrea EUX.

– EUX er et toårigt program, hvor du får grundlæggende undervisning og et studieår med højere gymnasielle fag, forklarer hun. Efter EUX har jeg to år med elevtid.

Andrea indrømmer, at hun ikke er særlig glad for skole, men EUX har givet hende muligheden for at få erhvervserfaring og begynde at arbejde straks efter kun et år mere end en traditionel gymnasial uddannelse.

– Nu ser jeg virkelig frem til at prøve noget nyt, siger hun med en begejstret tone, hvorefter hun fortsætter.

– IBC er delt op i forskellige afdelinger, jeg skal arbejde her i Fredericia, men jeg skal også til Kolding for at lære om økonomi osv. Der er forskellige ting man skal igennem for at fuldføre elevtiden. Man bliver ikke bare sat på en plads og så skal man arbejde, der er en udstukket plan.

Andrea Kvist tv. og Stine Alejandra Cano, Lektor og uddannelsesleder EUD og EUX Business th.

Ifølge Andrea, er det ikke kun uddannelsen, der gør IBC særlig.

– Her er bare mega fedt. Det er så fedt, at jeg har været her på både 10PRO og EUX, og nu vil jeg også arbejde her. Der er super godt sammenhold, og der er mange forskellige aktiviteter, som sportsbegivenheder, kreative workshops og fredagscaféer. Der er et stort fokus på, at vi har det godt, fortæller hun.

Andrea håber også, at hun selv gennem hendes elevtid kan sætte sit eget præg på EUX-uddannelsen.

– Gad godt igennem det her og så at få mulighed for at sætte mit eget præg på EUX-uddannelsen, jeg har masser af tanker og ting jeg synes kan bliver endnu bedre. Det har helt sikkert givet mig en indsigt at jeg selv har gået her, siger hun og kommer med en opfordring:

– Kig nu ud til Åbent Hus, det er jo gratis bare at tage herud og kigge. Uanset hvad, bliver man mere afklaret og får mulighed for at få besvaret spørgsmål.

At vælge den rette uddannelse er en stor beslutning, og det er vigtigt at have så mange oplysninger som muligt for at træffe den bedste beslutning. Andrea Kvists erfaringer på IBC er et glimrende eksempel på, hvad man kan forvente fra institutionen. Hvis du er i tvivl, så tag til Åbent Hus på IBC og se selv, hvad de kan tilbyde. De har stadig åbne pladser også hvis man kommer direkte fra 9. eller 10. klasse.

Lægevagtsaftalen: Status og forventninger

0
Foto: AVISEN

Lægevagtsaftalen, der trådte i kraft den 1. februar 2023, introducerede en række nye tiltag, som administrationen i samarbejde med sygehuse, kommuner og lægevagten har arbejdet intensivt på at implementere.

Et par af de nye nye tiltag er “akutknappen” samt den såkaldte “call back”-funktion. Disse blev lanceret den 11. april 2023, og deres anvendelse og påvirkning af ventetider har været under nøje overvågning siden. I perioden fra 11. april 2023 til 8. maj 2023 er der foretaget knap 2000 opkald ved brug af akutknappen og omkring 3500 opkald ved hjælp af “call back”-funktionen.

Flertallet af akutknapkaldene placerer sig i begyndelsen af ugen, med de fleste opkald omkring eller lige efter midnat. Siden implementeringen har akutknappen været anvendt i mindre end 10 % af opkaldene til lægevagten, hvilket betyder, at servicemålene for denne funktion har været opfyldt.

Pernelle Jensen (V), fungerende formand for det nære sundhedsvæsen, er glad for denne udvikling:

– Akutknappen bliver ikke misbrugt, som mange var bekymrede for. Tallene viser, at den bliver brugt med respekt og kun i de tilfælde, hvor der er behov for det. Anvendelsen ligger under det forventede niveau, siger Jensen og fortsætter:

– Når det kun er 4 %, så behandles den i hvert fald med respekt. Den anvendes kun ved akut behov. Man kan konkludere, at man ikke bare trykker på den – og det er positivt, da der kan være ventetid.

Det er dog ikke alle dele af det nye system, der har fungeret helt efter planen.

– Der har været udfordringer om natten med at nå at komme igennem indenfor to minutter, men det er en ny funktion og vi regner med, at man på sigt vil opfylde servicemålene, siger Pernelle Jensen og understreger, at dette gælder alle servicemålene for de øvrige opkald, hvor målet er at besvare opkaldene indenfor ti minutter.

Indbrud hos realskolen på Dyrehavevej i Kolding

0
Foto: AVISEN

Over weekenden har Realskolen på Dyrehavevej i Kolding været udsat for indbrud. Gerningsmanden er brudt ind gennem en dør mellem fredag kl. 15.00 og tirsdag kl. 06.30.

Politikommisær Keld Skov Jensen fra Sydøstjyllands Politi forklarer, at der er mistanke om, at nogle armaturer er blevet stjålet fra skolen. Indbruddet bliver nu efterforsket for at klarlægge, hvad der præcist er sket.

– Hvad der præcis er sket i løbet af weekenden, og hvad gerningsmanden har haft adgang til, er noget, vi arbejder på at fastslå, siger Skov Jensen.

Politiet opfordrer alle, der har observeret mistænkelige aktiviteter i området omkring Dyrehavevej i løbet af weekenden, til at komme frem med deres information.

– Hvis nogen har set noget mistænkeligt, beder vi dem kontakte politiet, på telefon 114, tilføjer Skov Jensen.

Løbere indtager Storebæltsbroen på lørdag

0

På lørdag den 10. juni krydser 10.000 løbere Storebæltsbroen for at fejre broens 25 års fødselsdag. Broen er åben for biltrafik under hele løbet, men turen over Storebælt vil tage længere tid, mens løberne passerer. Kør derfor hjemmefra i god tid og kør gerne over Storebælt før kl. 14 eller efter kl. 21.

I 1998 var Broløbet med til at indvie Storebæltsbroen, og nu er løbere igen klar til at fejre hele Danmarks bro, når den fylder 25 år. Lørdag den 10. juni kl. 16.30 lyder startskuddet til Storebæltsbroens store fødselsdagsløb – et unikt halvmaraton med 10.000 løbere, der krydser bæltet.

Som afslutning på Broløbet oplyses broens 254 meter høje pyloner senere på aften i fødselsdagsfarver. Frem mod fødselsdagen onsdag den 14. juni vil pylonerne ligeledes være klædt i rødt og hvidt fra kl. 23 til kl. 05. ”Det skarpe hjørne” bliver også markeret med dannebrog i betalingsanlægget på selve fødselsdagen.

Broløbets påvirkning af trafikken
Under Broløbet vil der være dobbeltrettet trafik i de sydlige spor i retning mod Sjælland, og vejens status ændres fra motorvej til almindelig landevej med hastighed på 80 km/t og overhaling forbudt. Motionsløbet afvikles på broens to nordlige spor med start i Nyborg og mål i Korsør.

Omlægningen sker ca. kl. 15.30 og frem til kl. 21, hvor trafikken forventes at være omlagt til normal trafik igen.

Der vil være kortvarig ventetid under omlægning til dobbeltrettet trafik, da broen lukkes helt for biltrafik i ca. 20 minutter, mens trafikken omlægges. Kør derfor hjemmefra i god tid og passer gerne broen før kl. 14.00.

Ny analyse: Prisen på byggematerialer sætter rekord

0

Det har aldrig været så dyrt at købe byggematerialer som nu. Priserne på byggematerialer til boligbyggeri er fx steget langt mere end lønudgiften til dem, der skal udføre arbejdet. Men mens nogle materialer stiger voldsomt i pris, falder andre næsten tilsvarende. SMVdanmark forventer ikke, at det generelle prisniveau falder igen.

Skal en del af sommerferien gå med at opføre fx en tilbygning eller et udhus i mursten, bliver det en ekstra dyr affære. De seneste 12 måneder er fx prisen på varer som cement steget med 20 pct. og sten og beton med 13 pct. De stigninger kommer på toppen af i forvejen massive prisstigninger på byggematerialer, der begyndte i starten af 2021, så byggematerialer i snit nu er mere end 20 pct. dyrere end for blot to år siden.

Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

Med de seneste prisstigninger ligger vi nu på et rekordhøjt niveau. Priser på materialer i Danmark har aldrig været højere, fortæller Martin Kyed, cheføkonom i SMVdanmark.

-Grundlæggende skyldes det enorme prishop, at der under corona blev pumpet flere penge ud i økonomien, og da rejser og restaurantbesøg ovenikøbet blev forhindret, så blev der -populært sagt – i stedet bygget nye køkkener og carporte. Da lagrene af byggematerialer blev brugt op, så begyndte prispresset for alvor, siger han.

Han mener, at prisstigningerne i sidste ende naturligvis vil lande hos kunderne.

-Men det stiller naturligvis krav til byggevirksomhederne om, at de får tilpasset deres priser og kontrakter i tide, så det ikke presser deres rentabilitet, siger Martin Kyed.

Boligmaterialer stikker af fra løn

Ser man specifikt på prisudviklingen på byggematerialer til boligbyggeri, overgår den fuldstændigt udgiften til arbejdsomkostninger. Så når prissedlen på den færdige bolig ser voldsom ud, så er det ikke arbejdslønnen, der er stukket af. Det er udelukkende byggematerialerne, der giver prishoppet. Mens materialeprisen til boligbyggeriet er steget med over 20 pct., er lønomkostningen kun steget med ca. 5 pct. siden starten af 2021.

Nogle materialer bliver billigere

Udgifterne varierer dog betydeligt alt efter, hvilket byggeri man ønsker at kaste sig ud i. For på varer som jern og stål, mineraler og aluminium er priserne faktisk faldet med mellem 13 og 24 pct. de seneste 12 måneder. Det er dog fra et højt prisniveau.

Matin Kyed regner ikke med, vi snart ser et samlet prisfald på materialer.

-Trods prisrekorden virker det som om, niveauet har fundet et nærmest stabilt leje. Og der er stadig høj aktivitet i dele af byggebranchen, så jeg ser ikke billigere materialer for mig. Det er faktisk intet, der peger i den retning.

Klimafolkemødet i Middelfart: Fra et lille telt til Danmarks største mødested for offentlig klimadebat

0
02.09.2021 - Middelfart Kommune - Klimafolkemøde 2 dag Torsdag den 3 september 2021.

I Middelfart er udviklingen af Klimafolkemødet gået i rivende fart. Fra et beskedent startpunkt for tre år siden, har mødet vokset sig til et centralt knudepunkt i den danske klimadebat. Johannes Lundsfryd, en af hovedkræfterne bag arrangementet, ser tilbage på begyndelsen med et smil.

Johannes Lundsfryd Jensen. Foto: AVISEN

– For tre år siden var vi kun 500 deltagere, der sad i et telt, mens coronaens spøgelse lå over os. Det var første gang, vi afholdt Klimafolkemødet, siger borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd og fortsætter: – Året efter kom der 10.000, sidste år 21.000, og i år planlægger vi, at der kommer 30.000.

Klimafolkemødet er i dag Danmarks største mødested for den offentlige klimadebat, og et sted hvor borgere, beslutningstagere, brancher og organisationer samles med fokus på at skabe klimahandling sammen. Mødet er gratis og åbent for alle, hvilket er et grundlæggende princip for arrangørerne.

– Vi har et rigtig stærkt program. Vi lægger vægt på debatter af høj kvalitet, og vi er stolte over, at der er 175 organisationer, der er med til at lægge programmet. Programmet er nu klar, siger Lundsfryd.

For Lundsfryd er Klimafolkemødet meget mere end bare et arrangement. Det er et udtryk for en samfundsmæssig bevægelse, hvor alle erkender behovet for fælles indsats for klimaet.

– Vi har ramt tidsånden. Alle ved, at det kræver fælles arbejde på kryds og tværs af samfundet. Vi skal ændre vores vaner, vores adfærd, så vi tager mere hensyn til klimaet – både når vi er derhjemme, når vi er i grupper, og når vi er på arbejde, siger han.

På årets møde vil der være særligt fokus på de unges stemmer.

– Vi skruer op for de unges stemmer, og vi ser frem til, hvad det betyder. Personligt glæder jeg mig til debatter, hvor unge mødes med ældre for at diskutere deres forskellige syn på klimaet og på, hvordan man lever på en måde, der er bedre for klimaet, siger Lundsfryd.

Det er vigtigt at holde fokus på klimaet, selvom der også er mange andre samfundsproblemer at tage sig af, slår borgmesteren fast.

– I mange år har man sagt, at vi kan løse problemer med klimaet, når vi har løst alle de andre samfundsproblemer. Men det kan vi ikke. Selvfølgelig er det vigtigt med skoler, daginstitutioner og ældre. Men det er også vigtigt med klima. Vi kan ikke bare lade en dagsorden ligge fordi, at vi også har andre dagsordener, der er væsentlige i samfundet, slutter Johannes Lundsfryd.

Se hele programmet her

Fredericia Shipping A/S og ADP A/S etablerer fælles selskab

0
Fra venstre: Christian Herskind, Rune D. Rasmussen, Klaus G. Andersen og Amalie Laigaard Andersen.

Fredericia Container Terminal bliver den første containerterminal i Danmark med direkte kobling mellem havn og baglandsterminal. Selskabet skal drifte og udvikle af Danmarks 2. største containerterminal på Fredericia Havn.  

Med Fredericia Container Terminal A/S vil Fredericia Havn udbygge sin position som containerhavn med regional betydning til at blive ét af Danmarks nationale containerhubs med international tilgængelighed via alle de store containerrederier.

Fredericia Container Terminal vil have ambition om at blive den mest effektive, bæredygtige og digitale terminal i Danmark og blandt de førende i Nordeuropa. Med det følger samtidig millioninvesteringer i effektivisering, digitalisering og bestræbelser på omstilling til en CO2 neutral terminal i 2030 – investeringer, der følger efter de allerede igangsatte investeringer i udvidelsen af Fredericia Havn.

Danmarks 2. største containerterminal

Etableringen af det ny selskab ligger i forlængelse af et mangeårigt tæt samarbejde mellem ADP A/S og Fredericia Shipping A/S om udvikling af én af Danmarks mest konkurrencedygtige containerterminaler. Med det ny selskab indgår de to parter en længerevarende kontrakt på drift og kommerciel udvikling af containerforretningen, hvilket understøtter den lokale vækst og jobskabelse i Fredericia, Region Syddanmark og resten af Danmark i de næste mange år.

Fredericia Container Terminal A/S etableres i direkte forlængelse af den netop godkendte havneudvidelse, hvor containerterminalens areal fordobles til i alt 150.000 m2og forberedes til en bæredygtig fremtid med landstrømstilslutning, elektrificering af kraner og andet udstyr samt forbedrede digitale løsninger.

Fredericia Container Terminal A/S kobler fra starten terminalen på havnen med Taulov Container & Rail Terminal og får dermed i første fase et samlet areal på mere end 200.000 m2.

Fredericia Havn er ikke alene Danmarks 2. største containerhavn men samtidig også den første containerterminal med direkte jernbanekobling mellem baglandsterminal og havnen. Den innovative terminal kan dermed skabe grønne og konkurrencedygtige kombinerede transportløsninger på højde med andre internationale havne.

Fredericia Shipping A/S har udviklet containerforretningen

Fredericia Shipping A/S har siden 1998 været operatør af containerforretningen på Fredericia Havn, og har dermed stået bag udviklingen af en effektiv og konkurrencedygtig containeraktivitet.

– Etableringen af Fredericia Container Terminal A/S er resultatet af mange års godt samarbejde mellem Fredericia Shipping og ADP. Etableringen af det nye selskab skal ses i lyset af de senere års udvikling, hvor containermarkedet har flyttet sig positivt i vores retning, og hvor Fredericia Havn har fået en større og større betydning. Containermængder, som traditionelt er blevet kørt med lastbil til og fra Hamburg og Bremerhaven er de seneste år i stigende grad blevet flyttet over til søgående feeder transport til og fra Fredericia, siger Klaus G. Andersen, Adm. Direktør i Fredericia Shipping A/S, og fortsætter:

– Fredericia Container Terminal fortsætter som en neutral, effektiv og særdeles konkurrencedygtig terminal, som betjener alle de internationale containerrederier. Vi ser meget frem til at videreudvikle det gode samarbejde med ADP samt eksisterende og nye kunder.     

Fredericia Container terminal A/S får en neutralitet i markedet, der gør Fredericia til et konkurrencedygtigt alternativ i international sammenhæng. Her kan alle placere sig strategisk og langsigtet og få et taktisk og operationelt samarbejde.  

Kombination af havn og dry port

Efterspørgslen efter løsninger, der kombinerer både bane og søtransport som alternativ til lastbiltransport mellem de nordeuropæiske havne har været stærkt stigende i takt med den stigende efterspørgsel efter klimavenlige transportløsninger. Fredericia Havn er koblet på de store europæiske havne som Hamburg, Bremerhaven, Wilhelmshaven og Antwerpen med flere ugentlig anløb fra forskellige rederier.

– Fredericia skal deltage i væksten på det globale containermarked, og derfor har vi brug for en stærk lokal samarbejdspartner, samt den kommende havneudvidelse, så både arealer, sikkerhed og logistik kan følge med de øgede containermængder. Med det nye selskab får vi netop et forpligtende og tæt samarbejde i udviklingen af containerforretningen. Vi har i de senere år set, at containermarkedet har flyttet sig i retning af vores transportkorridor med havn og dry port, og med vores nye selskab kan containerforretningen vækste i årene fremover. Vi ser meget frem til i samarbejde med Fredericia Shipping at videreudvikle Fredericia Havn som én af de mest konkurrencedygtige, bæredygtige og effektive havne, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP A/S.


I ADP’s bestyrelse er der meget stor tilfredshed med indgåelsen af det nye selskab.

– De senere års historiske udvikling af ADP med vækst og langsigtede investeringer i havneinfrastrukturen og udviklingen af Taulov Dry Port er netop resultatet af et godt erhvervssamarbejde og politisk opbakning i vores nærområder. Stiftelsen af det nye fælles selskab, Fredericia Container Terminal A/S, understøtter vores strategi om at fortsætte udviklingen af Fredericia og Taulov som et europæisk, grønt transportknudepunkt til gavn for vores ejerkommuner, siger Christian Herskind, Bestyrelsesformand i ADP A/S.

Næstformand i ADP’s bestyrelse, borgmester i Fredericia, Steen Wrist, glæder sig også over etableringen af det ny selskab mellem ADP og Fredericia Shipping:

– Fredericia er unik på mange måder, og at ADP og Fredericia Shipping skaber Danmarks første containerterminal med direkte jernbanekobling mellem baglandsterminal og havnen gør mig meget stolt. Det nye selskab styrker Fredericia Havns betydning lokalt og bidrager til at fastholde lokal arbejdskraft på havnen, der kan sikre vækst mange år frem. Jeg ser frem til at følge selskabets udvikling og både viljen og evnen hos ADP og Fredericia Shipping til at gå forrest og tage samfundsansvar understøtter på fineste vis Fredericia Byråds Vision 2033 om, at Fredericia skal være fremtidens centrum for den grønne omstilling. Den innovative terminal kan skabe grønne kombinerede transportløsninger, som bliver en gevinst for klimapåvirkningen.

Styrket samarbejde skal bygge bro mellem livet inden og uden for fængselsmurene

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Kriminalforsorgen fuldbyrder straffe, men har også en vigtig opgave i at motivere indsatte til et liv uden kriminalitet. Dette arbejde styrkes nu med en civilsamfundsstrategi.

Kriminalforsorgen er klar med en ny strategi, der skal styrke samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne.

Strategien er lavet med tæt inddragelse af en række civilsamfundsorganisationer og kan bidrage til, at flere indsatte hjælpes til et kriminalitetsfrit liv.

Strategien er en del af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2022-25 og skal ses som et vigtigt supplement til det kriminalitetsforebyggende arbejde i kriminalforsorgen.

Med civilsamfundsstrategien sikres klare rammer for samarbejdet, civilsamfundsorganisationerne inddrages systematisk, og der skabes et overblik over organisationernes tilbud. Eksempelvis hjælp til at finde job, få styr på gælden eller udvide den indsattes netværk, hvilket kan hjælpe den indsatte til at bygge bro mellem livet inden og uden for murene.

-Hver gang vi kan skubbe en indsat i den rigtige retning, så giver vi noget tilbage til samfundet. Mere tryghed til danskerne. Et bedre liv for den indsatte. Håb for den indsattes venner og familie. Civilsamfundsorganisationer landet rundt gør en kæmpe indsats for netop det arbejde. Ved at styrke samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne, styrker vi kriminalitetsbekæmpelsen i Danmark, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

Kriminalforsorgens vigtigste opgave er at fuldbyrde straf, men kriminalforsorgen har også en vigtig opgave i at motivere den indsatte til en kriminalitetsfri tilværelse, og her er samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne vigtigt, fortæller kriminalforsorgens direktør.

-Vi har en lang, positiv tradition for at samarbejde med civilsamfundet, og det er det solide fundament, vi bygger videre på. Vores medarbejdere løfter en vigtig og afgørende opgave i at motivere de indsatte til et liv uden kriminalitet. Ved at styrke vores samarbejde med civilsamfundsorganisationerne og få et overblik over deres tilbud, styrker vi også vores kriminalitetsforebyggende arbejde og bygger broen til livet udenfor, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Konkret fokuserer strategien på tre områder:

Ensartede rammer og sikkerhed
Der sikres tydelige og transparente rammer for samarbejde, arbejdsopgaver og sikkerhedsmæssige krav. Herunder et klart overblik over eksisterende tilbud.

Fælles og koordineret indsats
Ved målrettet brug af organisationernes indsatser og specialviden sættes der ind, hvor der er størst behov for den kriminalitetsforebyggende indsats.

Samarbejdskultur og vidensdeling
Der etableres en systematisk inddragelse af organisationerne med henblik på informationsdeling, faglig sparring og udvikling af samarbejde.
For at styrke civilsamfundets muligheder yderligere blev det i flerårsaftalen 2022-25 besluttet at afsætte en pulje til civilsamfundet på fem millioner kroner i 2022 og 10 millioner kroner årligt i 2023-2025.

Puljen blev i efteråret 2022 udsat i forbindelse med manglende finansiering af flerårsaftalen, men forventes at kunne anvendes fra 2024 af relevante civilsamfundsorganisationer til konkrete indsatser.

Kriminalforsorgen samarbejder blandt andet med civilsamfundsorganisationerne High:five, Café Exit, Røde Kors og SAVN.

Opdatering af MitID app skal mindske svindel og gøre det nemmere at bruge MitID på mobilen

0
Foto: AVISEN

Den 6. juni udkommer en opdatering af MitID app, som skal mindske risikoen for svindel og gøre det nemmere at godkende med MitID fra sin mobiltelefon med en ny knap, som brugerne har efterspurgt.

Den 6. juni udkommer en opdatering af MitID app i App Store og Google Play. Med opdateringen bindes indtastningen af bruger-ID og den efterfølgende godkendelse i MitID appen stærkere sammen og reducerer risikoen for svindelformer, hvor brugeren lokkes til at swipe på en handling, brugeren ikke selv har startet. Derfor vil man opleve, at man nogle steder skal bruge MitID appen lidt anderledes, end man plejer. Opdateringen rulles ud over de næste uger alle de steder, hvor man skal anvende MitID.

Hvis man bruger MitID appen til en handling på en mobiltelefon, bliver det nemmere at godkende med MitID, fordi man føres over i MitID appen ved tryk på en enkelt knap: ’Åbn MitID app’. Det minder om det, man kender fra NemID nøgleapp.

Hvis man bruger MitID appen til en handling på sin computer, vil man som noget nyt skulle scanne en QR-kode på computerskærmen med MitID appen, inden man kan godkende med MitID. Dermed bindes indtastningen af bruger-ID og den efterfølgende godkendelse i MitID appen stærkere sammen. Det skal være med til at sikre, at brugeren, der godkender med MitID app, selv har startet handlingen.

-Opdateringen er med til at beskytte brugerne mod en type svindel, vi desværre har set meget af, hvor brugere lokkes til at swipe på en handling, som de ikke selv har startet. Samtidig er vi glade for at kunne imødekomme ønsket om at gøre det nemmere at åbne MitID appen, siger Adam Lebech, vicedirektør, Digitaliseringsstyrelsen, der sammen med bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, udgør partnerskabet bag MitID.

Opdateringen er udviklet og brugertestet over længere tid – blandt andet i samarbejde med relevante brugerorganisationer, Borgerservice og Kommunernes Landsforening.

-MitID er opbygget på en måde, så løsningen er mere fleksibel. På den måde kan vi løbende beskytte brugerne bedst muligt mod nye trusler og optimere løsningen. Opdateringen understreger vores fortsatte fokus på udviklingen af MitID – især styrkelsen af sikkerheden i takt med, at trusselbilledet udvikler sig, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør, Finans Danmark.

Når man skal godkende kortbetalinger på nettet med MitID appen, vil det fortsat ske på samme måde som i dag. Det skyldes, at der i kortsystemet allerede er indbygget andre tekniske sikkerhedsforanstaltninger.

Anvendelse af QR-koder kendes også fra det svenske BankID. Her blev QR-koder indført i 2018.

Hvorfor kommer opdateringen nu?
MitID videreudvikles løbende, så løsningen hele tiden optimeres og beskytter brugerne i takt med, at nye trusler og risici opstår. Opdateringen af MitID appen har været planlagt gennem længere tid. For ikke at introducere større ændringer, mens overgangen til MitID var i fuld gang, kommer opdateringen nu, hvor overgangen til MitID er ved at være afsluttet, og hvor MitID har været i mange brugeres hænder i et godt stykke tid.

Opdateringen bliver rullet ud gradvist i takt med, at de enkelte tjenester, der anvender MitID, implementerer opdateringen. Fra den 6. juni kan man på MitID.dk finde al information om opdateringen samt vejledninger og guides.

Hvis man ikke har automatisk opdatering slået til, skal man selv opdatere MitID appen.

Det er Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark, der står bag MitID.

Danmark åbnede VM med overbevisende storsejr

0
Spændingen forsvandt hurtigt, og Danmark gjorde kort proces i deres åbningskamp ved VM i herrehåndbold. I en propfyldt Jyske Bank Boxen i Herning, hvor...

DBU Jylland siger nej til transkønnede på pigehold

0
DBU Jylland har afsluttet en afstemning blandt sine klubber om, hvorvidt transkønnede spillere skal have mulighed for at spille på pigehold. Resultatet var klart:...

Ny kampagne skal minde syddanskerne om at bruge lægevagten med omtanke

0
Lægevagten står klar til at hjælpe, når du eller din familie har brug for lægehjælp uden for din egen læges åbningstid. Men en ny...

Fra barndom på Mors til topledelse i havnebranchen

0
Rune D. Rasmussen fylder 40 år i dag den 13. januar 2025, men det er ikke blot en rund fødselsdag, han kan fejre. Med...

Billetter revet væk til Danmarks VM-kampe

0
Der bliver tæt på fyldte tribuner, når de danske håndboldherrer træder på banen ved VM i Herning. Ifølge en pressemeddelelse fra DanskHåndbold er der...

Simon Kjær indstiller karrieren

0
Den danske forsvarsstyrmand Simon Kjær har officielt valgt at lægge fodboldstøvlerne på hylden. Det fortæller den 35-årige spiller i et interview med TV 2...