-0.5 C
Copenhagen
søndag 19. januar 2025

Thomas Japp: Fra ingeniør til kommunaldirektør – Fredericias fremtid præget af grøn omstilling og ambitiøs arbejdsmiljøforbedring

0

Første arbejdsdag er i gang, men for Thomas Japp, Fredericias nye kommunaldirektør, føles det som om, han længe har været en del af byen og han kan ikke vente til at komme ordenligt igang med arbejdet.

Vi mødte Fredericia Kommunes nye kommunaldirektør på hans første officielle arbejdsdag på rådhuset i Gothersgade.

Med fokus på bæredygtighed, teknologisk udvikling, og en ambition om at gøre Fredericia Kommune til en af Danmarks bedste arbejdspladser, er han klar til at lede kommunen ind i en ny æra præget af positive forandringer

– Faktisk startede jeg allerede i går, den 31., jeg har lavet en aftale med Varde om at tager mine to sidste dage her torsdag og fredag i denne uge. Det var vigtigt for mig at afslutte tingene ordentligt. Hele denne proces har været utrolig spændende, men også intens. Jeg fandt ud af, at ansættelsesudvalget havde valgt mig om onsdagen, byrådet besluttede at ansætte mig om torsdagen, og allerede om fredagen sagde jeg mit job op.

Japp har en solid baggrund i den private sektor, med ingeniør- og ledelsesuddannelser, men tog en beslutning tilbage i 2007 hvor han påtog sig en rolle i det kommunale. Han valgte at vende det private erhvervsliv ryggen for at forfølge en karriere inden for den offentlige sektor.

– I 2007, da min kone og jeg fik vores første barn, blev jeg tilbudt en ledende stilling i Asien. Det var en spændende mulighed, men vi valgte at blive hjemme, dels fordi min kone var i gang med at læse og lige havde fået arbejde, og dels fordi vi lige havde fået vores søn. Jeg fik et jobtilbud som kontorchef i Odense Kommune og tænkte, hvor svært kan det være at sidde på den anden side af bordet?

Den nye kommunaldirektør har ikke bare planer om at bringe sin erhvervserfaring til bordet; han er også motiveret af sit ønske om at gøre en forskel i det område, hvor han voksede op.

– Det har ikke været et fravalg af Varde. Det har været et tilvalg af Fredericia. Byen har altid haft en særlig plads i mit hjerte, det er ingen hemmelighed. Faktisk føler jeg mig mere tilpas her end mange andre steder. Selvom Kolding, hvor jeg bor nu har sin charme, er der noget unikt ved atmosfæren i Fredericia. Og jeg ser enormt potentiale i byen, fortæller han.

Tilliden er i højsæde
Japp understreger betydningen af et godt og tillidsfuldt forhold, både internt i organisationen og til borgerne. Med sin baggrund som ingeniør har Japp særlig interesse i den grønne omstilling. Han ser et enormt potentiale i Fredericias placering og i de muligheder, der ligger i samarbejdet med virksomheder som ADP.

– Jeg har i dag haft et møde med Rune (Rune D. Rasmussen, CEO. red.) fra ADP om mulighederne for at gøre Fredericia til en frontløber i den grønne omstilling, et emne der virkelig tænder mig. Jeg tror, vi kan gøre en forskel. Det er ikke økonomien, der er den største udfordring for kommunerne – det gælder ikke kun Fredericia, men alle kommuner. Når vi når 2033, er det antallet af hænder – altså hvem vi kan ansætte til at levere den service vi ønsker – der vil være afgørende. Det kan du kalde naivt, men jeg tror på, at vi i Fredericia er nået til et niveau, hvor vi skal samles og løfte området sammen, siger han med et smil.

Som kommunaldirektør har Japp et ønske om at gøre Fredericia endnu bedre. Han påpeger, at det ikke handler om at rette op på noget, men om altid at stræbe efter forbedring. Hans ambitiøse fremtidsvisioner viser hans dybe engagement i byen, han betragter som sit hjem. Men han understreger, at det ikke er en opgave, han kan løfte alene.

– Hverken jeg eller nogen anden kan realisere Fredericias potentiale alene. Det kræver en fælles indsats, understreger han og fremhæver vigtigheden af at skabe gunstige betingelser for alle i organisationen.

Med en konstruktiv tilgang og en klar vision er Fredericias nye kommunaldirektør klar til at lede kommunen ind i en ny fase præget af positive forandringer.

Et dyk ned i hverdagen med kommunaldirektøren
Når Thomas ikke er i gang med sit arbejde som kommunaldirektør, værdsætter han tid med familien og muligheden for at dykke ned i forskellige hobbyprojekter, hvor han kan arbejde med hans hænder.

– Jeg har altid haft en travl arbejdshverdag, og jeg forventer ikke, at det bliver anderledes her. Men jeg tror stærkt på konceptet af det ‘hele menneske’. Jeg tror ikke, man kan adskille arbejdsliv fra privatliv. Det pointerede jeg også over for mine medarbejdere i går. Min ambition er faktisk, at vi skal stræbe efter at blive en af Danmarks bedste arbejdspladser inden for de næste fem år. Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan opnå dette, mens vi også værner om balancen mellem arbejdsliv og privatliv, understreger Thomas Japp.

Japp, der er far til to teenagere, forklarer videre, hvordan hans fritid ofte tilbringes med familien, ved sportsbegivenheder, eller med dykning, eksempelvis ved ammoniakhavnen.

– Efter gymnasiet tog jeg et år og arbejdede som dykkerinstruktør i Australien. Jeg elsker at dykke, især herude i Lillebælt. Men ellers nyder jeg at bruge tid med familien. Vi har kun vores børn til låns, og derfor er det vigtigt for mig at prioritere tid med dem, siger han.

Teknologi-parat
Når det kommer til arbejdsmarkedet og Fredericia kommunes fremtid, er Japp overbevist om, at vi står overfor betydelige transformationer.

– Vores arbejdsliv gennemgår radikale ændringer. Covid-19 har revurderet vores arbejdsvaner, og hjemmearbejde er blevet en væsentlig del af vores hverdag. Det afgørende bliver, hvordan vi gør dette til en succes uden at skabe en splittelse mellem dem, der kan arbejde hjemmefra, og dem, der ikke kan,” siger han.

For Japp er teknologiens betydning for fremtiden uomtvistelig.

– Vi vil være vidne til teknologiske spring indenfor områder som kunstig intelligens, som vi endnu ikke kan forestille os. Vi har ikke alle de hænder, vi har brug for, og det ser ikke ud til, at vi får dem. Derfor, for at sikre en pålidelig service, er vi nødt til at få teknologien på vores side, forklarer han målrettet.

Japp ser også Fredericias placering som en fordel, når det kommer til at tiltrække medarbejdere.

– Med den placering vi har, kan vi tiltrække nogle mennesker, der kan hjælpe os med at nå vores mål. Vi skal arbejde sammen om at skabe et positivt image for kommunen. Vi kommer til at opleve en helt anden hverdag, end det vi har været vant til. Men jeg er sikker på, at hvis vi kan få folk til at gøre halvanden persons arbejde, uden at det belaster personen mere, vil vi være i stand til at opnå store ting, siger Thomas Japp.

Fredericia Kommune går en spændende tid i møde. Med fokus på balance mellem arbejde og privatliv, ambitioner om at forbedre arbejdspladsen, og en vilje til at omfavne teknologi, er der ingen tvivl om, at Fredericia er på vej mod positive forandringer.

Vidner søges til voldssag på Streetfood i Kolding

0
Foto: AVISEN

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner til en voldssag, der fandt sted på Streetfood på Skamlingvejen i Kolding lørdag klokken 23.57.

To veninder på henholdsvis 33 og 34 år var ude at spise, da episoden opstod.

Ifølge rapporten var de to forudrettede kvinder på dansegulvet, da den 34-årige kvinde stødte ind i den anden kvinde, der gik sammen med en mand. Det er uklart, om stødet var med vilje eller ej, og dette er stadig under undersøgelse. Manden, der fulgtes med den pågældende kvinde, blev voldsomt ophidset og skubbede den 34-årige kvinde i brystet, hvilket fik hende til at falde på ryggen. Han holdt hende nede med den ene hånd og uddelte 4-5 knytnæveslag på hendes højre kindben. De to forudrettede råbte om hjælp, og to andre mænd, der var til stede, fik fjernet gerningsmanden, hvorefter han forlod stedet sammen med kvinden han kom med. Den 34-årige kvinde pådrog sig hævelser i ansigtet som følge af angrebet.

Politiet ønsker især at finde de to mænd, der hjalp med at fjerne gerningsmanden fra beværtningen, så de kan bidrage som vidner i sagen.

Gerningsmanden beskrives som en mand på mellem 15-20 år, udenlandsk af udseende med mørkt mellemkrøllet hår og et bredt ansigt.

Kvinden, der fulgtes med gerningsmanden, og som blev stødt ind i, beskrives som en kvinde på mellem 15-20 år, dansk af udseende med mellemlangt lyst hår.

Vagtchef Mikkel Ros opfordrer eventuelle vidner, der har set hændelsen, til at kontakte politiet på telefonnummer 114.

Såret gerningsmand flygtede efter at blive overrasket af villaens beboere

0
Foto: AVISEN

Onsdag klokken 03.25 blev der begået et indbrud i en villa i Fredericiagade i Kolding. Under episoden var villaens 62-årige kvindelige beboer til stede sammen med hendes mand.

Kvinden vågnede, da hun hørte noget, der lød som om nogle havde tabt noget. Ifølge politirapporten blev gerningsmanden overrasket af kvinden, da han forsøgte at begå indbrud i et værelse. Gerningsmanden havde smadret ruden til værelset og var i færd med at rode med en iPad, da kvinden opdagede ham.

Den 62-årige kvinde råbte efter sin mand, hvilket fik gerningsmanden til at flygte. Han søgte tilflugt på soveværelset og sprang derefter fra en altan på første sal for at undslippe. Under flugten tabte gerningsmanden sin telefon og en pakke cigaretter.

Efter at politiet modtog anmeldelsen, henvendte gerningsmanden sig til politivognene med skader i hans højre hånd. Han blev anholdt og derefter kørt til Kolding Skadestue for behandling. Gerningsmanden, en 43-årig mand, blev senere løsladt efter en juridisk vurdering, der ikke krævede fremstilling i retten.

Masser af trafik når sommerferien slutter

0
Pankas er blandt Danmarks førende asfalt- og belægningsvirksomheder og udfører alle typer belægningsopgaver – herunder også motorveje. Foto: PR.

Sommerferien lakker mod enden, og mange danskere vil pakke bilen og køre hjemad de næste par uger. Det kan betyde tæt trafik på vejene – især i weekenderne. Vejdirektoratet opfordrer til at køre uden for de mest trafikerede tidsrum.

Hjemrejsetrafikken vil særligt i weekenderne betyde mere trafik på landets veje. Trafikken bevæger sig hovedsageligt på tværs af landet især fra Jylland mod Sjælland, samt nordover fra Tyskland ved de dansk-tyske grænser.

De mest berørte strækninger vil være E20 Vestmotorvejen, E20 Fynske Motorvej, E45 Østjyske Motorvej/Sønderjyske Motorvej mellem den dansk-tyske grænse og Aarhus samt på rute 21 til og fra Sjællands Odde. Derudover kan der også være ekstra trafik fra færgeovergangene på E47 Sydmotorvejen ved Rødby og på E55 Gedser Landevej ved Gedser.

Man vil også kunne opleve ekstra lokal trafik fra de større sommerhusområder, særligt langs den jyske vestkyst, ved Skagen samt fra Nordsjælland. Vi anbefaler at køre uden for de mest trafikerede tidsrum, at være i god tid og at holde sig opdateret om den aktuelle trafiksituation fx på www.trafikinfo.dk eller via P4 Trafik.

Vejarbejde og arrangementer kan give forsinkelser

Trafikanter på E45 Østjyske Motorvej skal være opmærksomme på, at der i sommerferien bliver udført vejarbejde i begge retninger mellem 54 Ejer Bavnehøj og 55 Horsens N. Hastigheden er nedsat til 80 km/t, og der er indsnævrede vejbaner, hvilket betyder risiko for kødannelser og forlænget rejsetid. Derudover kan der i forbindelse med Smukfest opleves forsinkelser i området omkring Skanderborg i weekenden 5.-6. august.

Trafikanter, der benytter Hillerødmotorvejen ind mod København, skal i weekenden 4.-6. august være opmærksomme på, at afholdelsen af Copenhagen Historic Grand Prix ved Bellahøj kan give trafikale udfordringer i lokalområdet. Vejdirektoratet opfordrer derfor til, at man finder alternative ruter ind mod København fredag, lørdag og søndag. Læs mere om arrangementet.

Gode råd til turen

-Kør udenfor de mest trafikerede tidsrum og sæt god tid af til din rejse.
-Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation både før og under køreturen på trafikinfo.dk.
-Hold god afstand til den forankørende, og vær opmærksom på midlertidige hastighedsnedsættelser – f.eks. ved vejarbejder.
-Hav mad og drikkevarer med i bilen.
-Lyt til P4 Trafik under din køretur

2023 er et myreår: Kan blive sensommerens helt store plageånd

0

Danskerne møder exceptionelt mange myrer i år sammenlignet med tidligere år, og det er til stor gene, når myrerne flytter ind. Skadedyrsekspert anslår, at myrebestanden i Danmark allerede er næsten 20 procent større end normalt, og spår, at kurven ikke er toppet endnu.

København, den 2. august 2023 – De løber hurtigt og arbejdssomt rundt på køkkenborde, gulve og terrasser, hvor de især tiltrækkes af madvarer og sukkerkilder. Mens vi sidste år i grove træk slap for de aktive myrer, er den sorte havemyre nu i markant vækst, at skadedyrsbekæmpere landet over har ekstremt travlt med at få bugt med det lille insekt.

-Myrebestanden er meget afhængig af vejret, hvor varmen sætter skub i myreproduktionen. Efter en mild vinter, et lunt forår og næsten fem sommeruger med høje temperaturer har den sorte havemyres reproduktion fået de bedste betingelser, siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse, og fortsætter:

-Allerede efter de første varme uger fik vi utrolig mange henvendelser om at bekæmpe myrer. Vi har indtil videre fået 15-18 procent flere myrehenvendelser i år sammenlignet med sidste år – og myresæsonen er højst sandsynligt ikke toppet endnu.

I slutningen af vinteren graver myredronninger sig typisk ned under sten, brædder eller brænde og venter på, at det bliver forår, hvor byggeprocessen går i gang. Især i forårs- og sommermånederne tager arbejdermyrerne fat og etablerer myreboet, ofte til gene for husejerne.

-Generne fra myrer er betydelige. De udgør egentlig ikke nogen umiddelbar sundhedsskade, men de bliver hurtigt en pestilens, når de på række finder ruter indendørs eller går i madvarer. Myrerne volder desuden store problemer for haveejere, når de etablerer boet under havefliserne, så fundamentet bliver ujævnt og kræver reparation, siger Claus Schultz fra Rentokil.

Selvom den stigende myrebestand betyder et nedslående år for haveejere, er kampen mellem myre og haveejer langt fra forbi, når sommeren går på hæld. Et myrebo kan eksistere i op til 25 år, og det er derfor en god ide at komme myreboet til livs så hurtigt som muligt.

Årets Kulturnat-plakat er skabt af lokal street art kunstner

0

Plakaten til årets Kulturnat er klar. Den tager udgangspunkt i det bærende koncept for Kolding Kulturnat, nemlig at vi er ”sammen om kulturen”, og har Kolding by og Koldings kulturskabere som hovedtema.

Når Kolding Kulturnat indtager midtbyen fredag den 1. september, bliver det traditionen tro borgere, foreninger, erhvervsdrivende og kulturinstitutioner der sammen skaber gode oplevelser, stemning og fest overalt i byen. Her kan man blandt andet få en smagsprøve på mange af de kultur- og fritidstilbud, som Kolding Kommune har at byde på og opleve masser af koncerter og opvisninger på Kulturnattens forskellige scener.

Street art som inspiration
Noget, der har præget både Kolding midtby og andre byer i kommunen, især Lunderskov, henover foråret og sommeren, er de mange malede kunstværker, der er dukket på mure og bygninger, som led i en street art festival arrangeret af West Station Gallery. Det var derfor oplagt at lade årets Kulturnat-plakat tage udgangspunkt i dette.

Plakaten er skabt af den lokale street art kunstner Bo Virvar Pedersen, som også står bag flere udsmykninger her i byen. Han udtaler, at ”plakaten er en form for nyfortolkning af beat street grafikken, der er legendarisk inden for hiphopkulturen. Det var grundtanken i opbygningen af illustrationen, der har Kolding og Koldings kulturskabere som hovedtema.”

Plakaten indeholder mange finurlige detaljer, som man kan gå på opdagelse i. Man kan blandt andet finde Godset Ujnfor, Bygning 5 og Nicolai Kultur, Dorothea Teateret, havnen og selvfølgelig Koldinghus.

Bo Virvar Pedersen er en del af byens sprudlende hip hop og graffiti kultur, og er nu kunstner på fuld tid. Hans værker kan opleves på Godset Ujnfor, Bygning 5, på regnbuebroen, Pitstop og mange andre steder i Kolding. Når Bo ikke har travlt med at lave udsmykninger rundt omkring i hele landet, blandet andet til Roskildefestival og Copenhell, kan man finde ham i graffiti-tunellen ved Holmsminde, på Råværket eller andre steder, hvor man lovligt må male graffiti.

Drop in workshop på Kulturnatten
Plakaten kommer til at præge bybilledet op til Kulturnatten fredag den 1. september. På selve Kulturnatten er der endvidere drop-in workshop med Bo Virvar Pedersen, hvor man kan være med til at dekorere nogle af bogstaverne i ”sammen om kulturen”, der er overskriften for både plakaten og Kulturnatten. Bogstaverne vil efterfølgende være udstillet i midtbyen.

Store stemmer under åben himmel

0

Kongelig sommeropera fortsætter Danmarksturnéen rundt i sommerlandet med seks koncerter i august

Med fingrene godt krydsede for det danske sommervejr drager operasangere fra Den Kongelige Opera på turné rundt i Danmark og kan opleves i berømte højdepunkter fra operaen og operettens verden. De stemningsfulde koncerter finder sted på nogle af landets smukkeste steder ved slotte, i parker og på pladser med augusthimlens improviserede scenografi som fantastisk naturkulisse.

Operasolisterne Sofie Elkjær Jensen, Hanne Fischer, Niels Jørgen Riis og Morten Staugaard besøger sammen med pianisten Nick Fletcher og konferencieren Katrine Nyland Sørensen Axeltorv i Nakskov, Schackenborg Slot ved Møgeltønder, Byparken i Esbjerg, Resenlund i Skive, Byparken i Vejle og Bramstrup ved Årslev.

Blandt de mange populære operaer og operetter på koncertprogrammet er Mozarts Don Juan, Bizets Carmen, Verdis La traviata, Offenbachs La Périchole, Gershwins Porgy og Bess samt Heises danske nationalopera Drot og marsk, som også kan opleves i Operaen til januar.

KONGELIG SOMMEROPERA AUGUST 2023
Axeltorv, Nakskov – fredag 11. august kl. 18
Schackenborg Slot – lørdag 12. august kl. 18
Byparken, Esbjerg – søndag 13. august kl. 16
Resenlund, Skive – fredag 18. august kl. 18
Byparken, Vejle – lørdag 19. august kl. 16
Bramstrup, Årslev – søndag 20. august kl. 16

MEDVIRKENDE
Sofie Elkjær Jensen, sopran
Hanne Fischer, mezzosopran
Niels Jørgen Riis, tenor
Morten Staugaard, bas
Nick Fletcher, klaver
Katrine Nyland Sørensen, konferencier

Disney Dream krydstogtskib kommer til Fredericia

0

Allerede denne uge vil man igen kunne høre tonerne af ‘Når du ser et stjerneskud’ på signalhorn, Disney Dream krydstogtskibet ankommer nemlig til Fredericia den 6. og 13. august. Byen ser frem til endnu et spektakulært besøg, ligesom de gjorde sidste år, da Disney Magic gæstede byen.

Krydstogtskoordinator Lone Østergaard håber, at mange vil bruge deres søndag til at beundre skibet. Hvis man er tidligt oppe, så kan man se skibet ankomme klokken 7.45 den 6. august, hvor der vil være en traditionel modtagelse og musikalsk underholdning.

Butikker og boder vil være åbne i anledningen af besøget, og Disney-melodier vil genlyde i byen. Desuden vil der være en koncert ved havnekajen, når skibet sejler afsted. Disney Dream er 45 meter længere end sin forgænger og kan rumme 1.000 flere gæster. Så det er et stort skib, der ankommer til Fredericia med sine mange gæster, der skal rundt i byen og se på alt.

– Det er meget populært det her Disney. Et par af mine guider har også spurgt om, hvorfor er der den her hype omkring skibet. Jeg tror, at det er fordi, det er Disney. Det er det her magiske univers, fortæller Lone Østergaard.

Hun tilføjer, at hele Disney’s produkt er meget gennemført, når de kommer med skibet. Det er magisk. Den er den stemning, som de ønsker at give deres gæster.

– Meget af det er venligt og hyggeligt, men ikke mindst meget familiært. Det gælder også for besætningen. Det er ikke som hvis man kommer til Disney World, men der er en stemning af det. Og her i byen er det jo et tilløbsstykke. Det regner jeg også med, at det bliver i weekenden. Jeg synes det er smukt og godt, når man kommer ned for at se det, uddyber krydstogtskoordinatoren.

Skibet skal videre til Oslo efter besøget i Fredericia. Derfor sejler skibet en anelse tidligere, så de kan nå den lidt længere distance. Butikkerne i Fredericia har det ifølge Østergaard fint med at skal åbne tidligere. Det er de meldinger, som hun får. Nu ser man så frem mod weekenden, hvor Fredericias gader bliver fulde af gæster udefra, men sikkert også borgere med lyst til at beundre skibet.

Ytringsfrihed en grundlæggende rettighed

0

Kære Lars Løkke,

Ytringsfriheden er beskyttet af internationale og nationale love, den danske grundlovs § 77 siger: “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingen sinde på ny indføres.”

Ytringsfrihed sikre den enkelt borger har ret til at udtrykke sine meninger, ideer og overbevisninger frit, uden frygt for repressalier, censur eller juridiske sanktioner, ved at give dem ret til at kritisere uretfærdige love eller politikker og kæmpe for sociale ændringer.

Denne rettighed gælder både for individuelle borgere og for medierne.

Religiøse bøller og tosser fra autokratiske regimer, med begrænset politisk frihed og menneskerettigheder skal IKKE belære os om noget som helst. Stil modkrav til dem før vi gider høre på dem, som afskaf dødsstraf, stop kvinde undertrykkelse, stop forfølgelse kristne og LGBT personer. Så længe Lars Hedegaard og lignende skal leve med politibeskyttelse i Danmark grundet trusler fra Jer, kan i glemme alt sympati for Jeres forkvaklede tankesæt. 

Vi kan sælge vores smør og teknologi m.m. til andre lande. Efterkommer vi Jeres ønsker, så bliver det spændende når Nord Korea og Rusland stiller krav til lille Danmark.

Særlov ikke nødvendig, kender hverken Lars Løkke, justitsministeriet eller politiet ordensbekendtgørelsens kapitel 2? Bekendtgørelsen finder anvendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige rum.

Lad koran pyromanerne brænde på et sted hvor de ikke vil genere den offentlige orden, giv politibeskyttelse første gang, herefter må de stille med egen beskyttelse, så løser det sig selv.

Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance i Fredericia

Den 2. august har vi brugt jordens ressourcer for i år

0
Aerial view. Slash and burn subsistence farming to plant crops in a tropical rainforest.

Allerede onsdag den 2. august har vi opbrugt de ressourcer, som jorden kan nå at genskabe på et år. Selvom vi er blevet en smule bedre til at passe på ressourcerne, er vi fortsat langt fra de globale natur- og klimamål, vi har forpligtet os til. WWF opfordrer til at implementere nogle af de løsninger, vi ved, vil kunne vende udviklingen.

Den 2. august 2023 har verden opbrugt vores årlige andel af naturens ressourcer. Det viser en ny beregning fra tænketanken Global Footprint Network. Fra og med den 3. august 2023 bruger vi globalt set flere ressourcer, end jordklodens økosystemer kan regenerere på et år. Mennesker fisker altså flere fisk og fælder flere træer, end jorden har til rådighed. Danmark trækker desværre i den forkerte retning, da vi er blandt de 15 lande, som presser jordens ressourcer hårdest.

Datoen for den såkaldte Earth Overshoot Day har de seneste fem år ligget nogenlunde stabilt. Dermed ligner det, at vi har formået at stoppe væksten i fodaftrykket fra vores forbrug. Alligevel har vi fortsat et alt for stort naturunderskud i verden. Det vil kræve hele 1,7 jordkloder at være i balance med naturen. Det er derfor helt afgørende, at vi får vendt udviklingen og sat turbo på den grønne omstilling. Det samme gælder på klimaområdet. Hvis vi skal nå FN’s mål om at reducere den globale CO2-udledning med 43 procent i 2030 sammenlignet med 2010, vil det kræve, at vi udskyder Earth Overshoot Day med 19 dage om året de næste syv år.

-Vores fortsatte overforbrug rydder verdens have og skove for liv, hvilket leder til hedebølger, skovbrande, tørke og oversvømmelser. Det sætter verdens fødevareproduktion i fare. Tænk bare på oversvømmelserne i Pakistan eller sommerens hedebølge i Sydeuropa, der er hele Europas madkammer. Det er ikke nok kun at stoppe ødelæggelserne. Hvis vi skal undgå naturkatastrofer og fødevaremangel i fremtiden, er vi nødt til at mindske vores fodaftryk på naturen markant, siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Vi har allerede løsningerne til at vende udviklingen

Og det er bare med at komme i gang. Vi har nemlig allerede løsningerne til at vende udviklingen, og vi kan sætte ind på mange niveauer: innovative teknologiske løsninger, mere grøn energi, mere bæredygtig produktion, flere grønne investeringer eller såkaldte naturbaserede løsninger, hvor vi mennesker lader naturen løse vores problemer for os.

-Simple ændringer kan flytte Earth Overshoot Day markant. Hvis vi skruer op for andelen af vedvarende energi som vind og sol fra de nuværende 39 procent til 75 procent, kan vi flytte datoen 26 dage. Hvis vi halverer vores madspild, kan vi flytte datoen med 13 dage. Og hvis verdens banker, pensionskasser og andre store investorer investerer mere bæredygtigt, kan vi flytte datoen med hele 22 dage, siger Bo Øksnebjerg.

På globalt plan er der allerede en række tiltag, som skal trække vores forbrug i den rigtige retning og genoprette den natur, vi har ødelagt via vores overforbrug. I december 2022 vedtog verdens lande den såkaldte Kunming-Montreal-aftale, en slags naturens Paris-aftale, der skal standse og vende tabet af biodiversitet og beskytte 30 procent af verdens land, ferskvand og havareal inden 2030. Og i starten af juli 2023 blev EU enige om en naturgenopretningslov, der skal sikre genopretning af 20 procent af EU’s natur på land og i havet i 2030.

-Vi er nu forpligtiget via både FN og EU til at gøre en indsats for naturen, men det kræver, at vi får sat mål og sætter handling bag vores ambitioner. Her kunne vi blandt andet lade os inspirere af Slovenien, der som det første land har sat et bindende mål for at reducere sit økologiske fodaftryk. Lad os også i Danmark sætte nogle ambitiøse mål og handle på dem, så vi kan være med til at trække i den rigtige retning. Der er ingen tid at spilde, og det er nu, vi skal begynde at give mere tilbage til naturen, end vi tager, siger Bo Øksnebjerg.

Syv tiltag, der kan flytte datoen for Earth Overshoot Day (link)

Reducere madspild: Hvis vi halverer vores madspild globalt, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 13 dage.
Udvikle smartere byer: Gør vi vores byer grønnere og smartere ved at udnytte eksisterende teknologier til at gøre både bygninger og el-distribution grønnere samt sikrer mere bæredygtig transport, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 29 dage.
Ambitiøse politiske aftaler: Hvis halvdelen af verden implementerer en grøn politisk aftale med samme ambitionsniveau som EU’s Green New Deal, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 42 dage i løbet af de næste 10 år.
Bruge (og genbruge) vores tøj i længere tid: Hvis vi bruger vores tøj længere og dermed halverer vores økologiske fodaftryk fra tøj, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 5 dage.
Mere vedvarende energi: Hvis vi skruer op for andelen af vedvarende energi som vind og sol fra de nuværende 39 procent til 75 procent, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 26 dage.
Flere grønne investeringer: Hvis vi – blandt andet via vores banker – investerer mere bæredygtigt i vedvarende energi, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 22 dage.
Kortere arbejdsuge: Hvis vi forkorter arbejdsugen uden at reducere lønnen, kan vi flytte Earth Overshoot Day med 11 dage.
Læs mere om den danske Overshoot Day, og få gode råd til at reducere forbruget på wwf.dk.

Om WWF Verdensnaturfonden

WWF (World Wide Fund for Nature) er en af verdens største og mest indflydelsesrige organisationer med mere end fem millioner støtter globalt. WWF har kontorer i flere end 80 lande og mere end 1.200 projekter over hele verden. WWF’s mission er at stoppe forringelsen af jordens naturlige miljø og skabe en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. Den danske afdeling, WWF Verdensnaturfonden, blev grundlagt i 1972 af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Læs mere på wwf.dk.

Fakta om beregningen bag Overshoot Day

Den private tænketank Global Footprint Network udregner hvert år datoen for Earth Overshoot Day. Beregningen er baseret på over 200.000 målepunkter fra blandt andet FN, verdens fødevareorganisation FAO og verdens regeringers egne data. Det tager flere år at indsamle og behandle de mange data. Derfor laver forskerne bag undersøgelsen en fremskrivning, der skal kompensere for dataforsinkelsen.

I 2022 faldt Earth Overshoot Day den 28. juli. I 2023 er datoen den 2. august – altså fem dage senere. Det er dog kun en enkelt af disse dage, der kan tilskrives, at vi er blevet bedre til at udnytte jordens ressourcer. De resterende fire dage skyldes, at Global Footprint Network har fået endnu bedre data at bygge beregningerne på. Læs mere om 2023-beregningen her.

Beregningen viser, hvornår forbruget af naturens ressourcer – det økologiske fodaftryk – overstiger, hvad jorden kan nå at genskabe samme år – dens biokapacitet. Eller lidt forsimplet: om vi for eksempel fanger flere fisk, end havene kan genskabe det samme år.

-Beregningerne giver en god indikation af, hvordan vores forbrug i forhold til jordens bæreevne udvikler sig over tid. Beregningernes udgangspunkt er udviklingen på jorden som helhed. Men Global Footprint Network laver også en beregning for hvert land, der viser, om landet forbruger flere ressourcer, end dets eget areal kan genskabe. Danmark er blandt de 15 lande i verden, der presser jordens ressourcer hårdest, siger Bo Øksnebjerg.

Agile Aggressions på Trapholt

0
Det kræver mod at insistere på at bevæge sig – at nægte stilstanden. Dette mod finder man i udstillingen Agile Aggressions af Mie Olise Kjærgaard, som...

Søndagssol til jyderne

Danmark knuste Italien

Røg på motorvejen skabte farlige situationer – politiet efterlyser vidner

0
Lørdag formiddag blev Sydøstjyllands Politi tilkaldt til en usædvanlig hændelse på E45-motorvejen ved Kolding i sydgående retning. En udenlandsk personbil udstyret med kanonlignende anordninger...

Søndagssol kan ende som en fuser

0
Lørdagens vejr bringer fortsat mild og fugtig luft fra sydvest ind over landet. Det betyder, at himlen forbliver grå og mange steder diset gennem...

Museum lukker i Kolding

0
Efter 25 år i de historiske rammer ved Kolding Fjord har Dansk Sygeplejehistorisk Museum haft sin sidste åbningsdag. Museet lukker for offentligheden, men effekterne...

Ældre mand i færdselsuheld med kabinescooter

0
En 87-årig mand var tirsdag eftermiddag involveret i et færdselsuheld på Kolding Landevej i Fredericia. Uheldet skete omkring klokken 15.14 i forbindelse med et...

KIF Koldings ligahold blev klædt af mod 1. divisionshold

0
KIF Kolding, der havde en mere en svær efterårssæson i den danske herreliga og holder VM-pause på 12. pladsen med kun tre point ned...