1.8 C
Copenhagen
tirsdag 21. januar 2025

Bombetrussel i Retten i Kolding

0

Kolding retshus blev mandag kl. 09:32 udsat for en bombetrussel.

Truslen blev ringet ind, hvorefter retshuset straks blev gennemsøgt af en hundepatrulje og en indsatsleder fra politiet. Efter grundig gennemsøgning af bygningen blev der ikke fundet nogen mistænkelige genstande. Politiet arbejder nu på efterforskningen for at finde ud af, hvem der stod bag truslen.

Disse hændelser understreger vigtigheden af altid at være opmærksom på sin omgivelser og rapportere mistænkelige aktiviteter til politiet.

KIF Kolding forlænger med trænerduo

0

KIF Kolding forlænger samarbejdet med både cheftræner Kristian Kristensen samt assistenttræner Anders Eggert, så deres kontrakter nu løber frem til sommeren 2026. Dermed er trænerteamet på plads, så vores videre bestræbelser om at komme helt tilbage i toppen af dansk herrehåndbold ser positivt ud.

Kristian Kristensen har stået i spidsen for KIF Kolding siden starten af 2022, hvor han først var med til at sikre klubben livsvigtige point i bundstriden. I den forrige sæson stod Kristian Kristensen på sidelinjen sammen med assistenttræner Anders Eggert, hvor de sammen var med at sikre KIF Kolding den bedste grundspilsplacering siden 15/16 sæsonen.

”En stor andel i vores positive sportslige udvikling”

– Det har optaget hele klubben at få forlænget aftalerne med Kristian Kristensen og Anders Eggert. De har stor andel i vores positive sportslige udvikling, og så besidder begge to foreningsdyder. Vi kæmper hver dag for at bringe KIF Kolding tilbage til toppen af ligaen og spille med om medaljer. I bestræbelserne for at nå dette, er det altafgørende med en dygtig sportschef og et stærkt trænerteam. Med ansættelsen af Lars Christiansen og disse forlængelser, sætter vi handling bag ordene – og den strategi vi tror på, udtaler direktør i KIF Kolding Christian Hjermind.

”Den helt rigtige cocktail”

– Det er en stor glæde at det er lykkes at beholde de to kompetente trænere og personligheder i KIF Kolding de kommende år. Deres sammenspil og erfaring er den helt rigtige “cocktail” for, at vi som klub når vores kommende sportslige mål, udtaler sportschef i KIF Kolding Lars Christiansen.

”Jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben”

– Det har ikke været en svær beslutning at forlænge samarbejdet med KIF Kolding. Jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben. Jeg oplever en klub, hvor der bliver trukket i samme retning fra alle, og det gør, at vi på relativ kort tid har kunnet flytte os både på og udenfor banen.

– Vi har en fantastisk stab, en unik fanskare og et rigtig spændende hold med nogle dygtige spillere, som vi udvikler på hver eneste dag. Jeg glæder mig til de mange nye udfordringer, udtaler cheftræner Kristian Kristensen.

Assistenttræner Anders Eggert mener da også forlængelsen med KIF Kolding var en nem beslutning.

– Det krævede ikke lang betænkningstid. Jeg er superglad for at være i klubben, og synes at jeg har mange både sjove og udfordrende opgaver. Det er et fedt hold at arbejde med, og jeg befinder mig virkelig godt i lederteamet, så det var en nem beslutning at forlænge, siger Eggert.

Leder: Det forbudte skifte

0
Foto: Matthias Runge Madsen

Fredericianske Kristian Stoklund skifter i sommeren 2024 til ærkerivalerne fra KIF Kolding. Det har tændt et bål blandt de mest inkarnerede FHK-fans.

Fansene i Fredericia forstår godt, at den populære playmaker Kristian Stoklund søger væk fra FHK på grund af manglende spilletid, men mange forstår ikke hans klubvalg på grund af rivaliseringen. På den anden side står dem, som anerkender Stoklunds valg, for at spille håndbold er hans arbejde, og sådan er det professionelle spil. Det er i sidste ende lønkroner og spilletid, vi taler om.

Det kom ikke som nogen overraskelse, at Kristian Stoklund skifter til KIF Kolding. Snakken havde gået i flere uger, så rygterne havde allerede spredt sig i Fredericia – både i diverse kommentarspor og ude i byen. To ting går igen og igen: Alle forstår, at Kristian Stoklund vil væk fra FHK, da hans rolle i sidste sæson ikke var stor, og han i denne sæson har udsigt til minimal spilletid. Alle har også stor respekt for, at Stoklund vendte ”hjem” til FHK i 2018 og siden var med til at rykke FHK op i ligaen, etablere holdet i toppen og hente DM-bronzen sidste sæson.

Der, hvor holdningerne er splittede, er ved valget af KIF Kolding som ny klub. Er der én klub, som FHK’s fans ikke bryder sig om, er det netop KIF. Det stammer lang tid tilbage, og særligt blandt medlemmerne af HK Ultras, der har været med siden 00’erne, har mange et horn i siden over for KIF. Da FHK var i økonomisk uvejr i 00’erne, blev der holdt en auktion, hvor pengene skulle gå til at redde FHK. Spillere fra nær og fjern donerede spillertrøjer. Eksempelvis Mikkel Aagaard, daværende landsholdsspiller, og en spiller som HK Ultras altid havde et “spil” kørende med under kampene. En anden, der meldte sig med en trøje, var KIF-spilleren Bo Spellerberg. Der var bare ét problem: Trøjen, som han havde lovet, blev solgt for 10.000 kroner, men den kom aldrig frem. Trods adskillige henvendelser til KIF Kolding og Spellerberg kom trøjen aldrig, hvilket skabte et endnu mere anstrengt forhold til KIF, har Ultras fortalt gentagende gange. Det var i øvrigt en virksomhed fra Kolding, der havde støttet HK Ultras indsamling med det pæne beløb, og her forstod man heller ikke, at trøjen aldrig nåede frem.

Derfor er det bestemt ikke sød musik i HK Ultras’ øre, at Kristian Stoklund, som betragtes som en klubmand, skifter til rivalerne. Som fanklubben selv udtrykker det i et Facebook-opslag:

– Det er meget muligt, at man som spiller kan agere professionelt og give den alt, hvad man har for sin nuværende klub – også mod den kommende klub osv. Men for en fanklub forholder det sig bare lidt anderledes. For hvis der er ÉN ting, en fanklub er drevet af, så er det følelser.

Fanklubben fortsætter:

– Dermed står vi nu i en svær situation med en spiller, der skal spille en hel sæson i den RØDE trøje, velvidende at han derefter skifter til ærkerivalen.

I håndbold er fanmiljøet, i de fleste tilfælde, ikke så betændt som i fodbold. Et nyligt eksempel fra den danske fodboldscene er, da den tidligere Brøndby-topscorer, Kamil Wilczek, skiftede til F.C. København. Skiftet var ikke direkte, da FCK hentede polakken fra den tyrkiske klub Göztepe. Hos Brøndby-fans var reaktionen stærk, og fansene begik hærværk på en væg, hvor Brøndbys landsholdsspillere igennem tiden er blevet nævnt. Wilczeks navn blev fjernet af fansene. Blandt FCKs fans var skiftet også kontroversielt. De mest indkarnerede fans ville ikke råbe Kamil Wilczeks efternavn under de klassiske navneopråb. Et andet markant skifte i dansk fodbold var, da Jens Stage skiftede fra AGF til FCK, hvilket ledte til en kraftig reaktion i Aarhus, hvor fans satte ild til Stages lejlighed.

“Det forbudte skifte” blev især kendt, da den portugisiske Luis Figo skiftede fra Barcelona til Real Madrid. Ved Figos første besøg som Madrid-spiller i Barcelona blev han mødt med en massiv piftekoncert, og et grisehoved blev kastet på banen som en protest mod skiftet.

Nu har vi så et “forbudt skifte” i dansk håndbold. Et grisehoved vil sandsynligvis ikke blive kastet på banen, men Kristian Stoklund får nok ikke en varm velkomst, når han som KIF-spiller besøger thansen Arena. Indtil da vil debatten rase om, hvorvidt det er acceptabelt, at en klubmand som Stoklund skifter til ærkerivalen.

I den henseende, for at nuancere billedet, skal man dog huske på, hvad Kristian Stoklund rent faktisk har gjort for FHK. Han kom til klubben i en situation, hvor han formentlig kunne være skiftet til en klub på en højere hylde, men han valgte barndomsklubben og projektet med at føre den tilbage til toppen af dansk håndbold. Stoklund har i alle sæsoner i klubben spillet en stor rolle, og i de fleste af dem, været en af de største profiler. Da Gudmundsson kom til FHK, blev rollen mindre, men da det spidsede til i slutspillet, var det igen med Kristian Stoklund i en hovedrolle, da der i hovedparten af kampene blev spillet syv mod seks som han mestrer at spille. Man må lette på hatten over det, som Stoklund har leveret i FHK, hvor han i fire ud af fem sæsoner er blevet klubbens topscorer. Læg dertil, at Stoklund har taget en tjans og hjulpet til på klubbens håndboldskole og til camps med ungdomsspillerne. Han kunne nemt have sagt nej, men for at give noget videre, har han valgt at gøre det.

Nu skal Stoklund og FHK’s veje skilles i sommeren 2024. Det har alle forståelse for. I forhold til valget af klub, skal man huske, at for Kristian Stoklund er håndbold hans arbejde. Han skal fremme sin egen karriere på den bedste måde. I samråd med sin agent har han besluttet, at den bedste vej frem for hans fremtid er i KIF Kolding. Han har dog næppe manglet tilbud. Før han skiftede til KIF, blev der lagt et godt tilbud på bordet fra hans tidligere klub, TM Tønder, og der har også været rygter om tilbud fra udlandet. Ikke desto mindre skifter han nu til KIF Kolding, og skriver sig dermed ind i historiebøgerne med “det forbudte skifte”.

636 sigtelser for banderelateret økonomisk kriminalitet i første halvår af 2023

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Nye tal fra NSK viser, at politiet i første halvår af 2023 rejste 636 sigtelser i banderelaterede sager om økonomisk kriminalitet. Justitsminister Peter Hummelgaard forventer inden længe at fremlægge regeringens udspil til en ny bandepakke, som bl.a. vil indeholde tiltag, der skal styrke indsatsen mod bandernes ulovlige forretninger.

Bandernes økonomiske kriminalitet udgør en stadig større del af deres aktiviteter. Alene i 2022 rejste politiet næsten 1.000 sigtelser (990) i banderelaterede sager om økonomisk kriminalitet. I første halvår af 2023 rejste politiet i alt 636 sigtelser mod rockere og bandemedlemmer for økonomisk kriminalitet.

Sigtelserne spænder over forskellige sagstyper, men størstedelen angår hvidvask (274 sigtelser), databedrageri (173 sigtelser) og bedrageri (84 sigtelser).

Myndighederne vurderer, at den økonomiske kriminalitet i bandemiljøet er stigende i både omfang og kompleksitet. Det er kriminalitet som hvidvask, bedrageri, svindel med skatter og afgifter og med leasingkøretøjer. Og de penge, som banderne tjener på svindel, bliver brugt til at finansiere bandernes øvrige kriminalitet.

Det kræver en stærk, effektiv og helhedsorienteret indsats på tværs af myndigheder at komme bandernes økonomiske kriminalitet til livs. I regeringens kommende udspil til en ny bandepakke vil justitsminister Peter Hummelgaard derfor komme med forslag til, hvordan man kan styrke indsatsen mod bandernes økonomiske kriminalitet.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

– Kampen mod banderne handler i dag i høj grad – også – om at bekæmpe bandernes økonomisk kriminalitet. Det undergraver samfundet, når kriminelle bandemedlemmer snyder statskassen for store beløb, mens andre mennesker går på arbejde, tjener en ærlig løn og betaler deres skat. Der er tale om penge, som kunne være brugt til gavn for os alle sammen. Til fælles velfærd. Banderne skal opleve et konstant pres fra myndighederne, og de skal mærke, at der sættes resolut ind over for deres økonomiske kriminalitet. Jeg vil sammen med Folketingets øvrige partier drøfte, hvordan vi bedst kan sætte ind over for banderne, og her mener jeg også, at det er naturligt, at vi drøfter straffene for bandernes økonomiske kriminalitet.

Silent Disco på Koldinghus

0

Koldinghus skyder Trekantområdets Festuge i gang fredag 25. august med gratis Silent Disco og loungestemning i Slotsgården. 

Koldinghus inviterer til en ny og anderledes begivenhed: Silent Disco i Slotsgården. Arrangementet finder sted 25. august om aftenen og er med til at skyde Trekantområdets Festuge i gang.

– Vi har et ønske om at forene historie med moderne kultur, og Silent Disco i Slotsgården er et eksempel på netop denne ambition. Ved at kombinere det historiske slot med en moderne musikevent vil vi skabe en anderledes begivenhed, der appellerer til folk i alle aldre, siger daglig leder for Koldinghus Edel Clausen.

Foto: T.v.: Edel Clausen, daglig leder af Koldinghus, t.h.Charlotte Korsgaard, eventkoordinator på Koldinghus.

Silent Disco er en moderne måde at opleve musik på. Deltagerne får udleveret trådløse hovedtelefoner, hvorigennem de kan vælge mellem forskellige musikkanaler. Dette skaber ikke blot en personlig musikoplevelse, men giver også mulighed for at skifte mellem forskellige musikgenrer og dansestile. Samtidig giver det deltagerne mulighed for at socialisere og danse sammen, selvom de lytter til forskellig musik.

– Silent Disco i Slotsgården er en ny måde at bringe fællesskab og kulturarv sammen,” udtaler Edel Clausen. “Vi ønsker at invitere til en uforglemmelig aften, hvor gæsterne kan nyde vores smukke slotsgård, danse under stjernerne og skabe minder sammen.

Temaet for Trekantens Festuge er ”Kulturen ud af vante rammer”. Om eventen siger eventkoordinator på Koldinghus Charlotte Korsgaard:

– Vi har valgt at tappe ind i temaet ved at afprøve nye muligheder for anvendelse af slottet. Koldinghus har altid dannet ramme om festligheder, både da slottet var residens for de kongelige og senere, da slottet stod som ruin. I dag holdes der stadig fester og koncerter på Koldinghus, men som moderne museum vil vi gerne prøve at følge med tiden og udvikle nye oplevelser, både for vores kernepublikum og for nye målgrupper. Derfor er det oplagt at afprøve Silent Disco som koncept, da det giver mulighed for at afholde anderledes koncerter, teaterforestillinger eller større fester uden at genere andre museumsgæster. Også i forhold til folk, der befinder sig forskellige steder på autismespektret eller mennesker med f.eks. angst kan det gøre oplevelsen bedre, da den enkelte selv kan tilpasse lydspor og -niveau, men også at kunne trække sig fra menneskemængden uden at gå glip af lydoplevelsen.

Arrangementet finder sted fredag 25. august. Fra 17.00-20.00 vil der være loungestemning i slotsgården med musik og mulighed for at købe mad og drikkevarer. Fra 20.00-22.30 er der Silent Disco. Lydsporene leveres af fire DJ’s Janek Maas og Nikolaj Uldahl fra Kolding samt Sam Junior (NL) og Mads Q. Det er gratis at deltage i arrangementet og der vil være gratis adgang til Kæmpetårnet frem til kl. 20.00.

Nyt BESTSELLER-mærke åbner modebutik i Kolding

0

På bare et år er plus size-mærket EVOKED VILA blevet så populært, at tiden er rigtig til at åbne egne butikker. Den allerførste centerbutik slår dørene op i Kolding i denne uge.

Torsdag den 24. august får kvinder i størrelse 44-56 et nyt sted at opdatere garderoben med tøj, der kombinerer de nyeste trend med stærk pasform.

EVOKED VILA blev lanceret af BESTSELLER-brandet VILA sidste år. Ønsket har været at give plus size-piger bedre mulighed for selv at definere deres stil, og hvordan de ønsker at udtrykke sig gennem den måde, de går klædt.

– Der har måske været lidt en tendens til, at plus-size brands traf beslutninger på kvindernes vegne, men da vi forberedte lanceringen af EVOKED VILA, talte vi med flere kvinder, som fortalte, at de savnede farver og flere forskellige snit og pasforme. Det synes vi var spændende, og derfor har vi valgt at åbne udvalget op, så alle kvinder uanset størrelse kan gå i det tøj, de har lyst til, og føle sig selvsikre, siger Ann Stolten Møller, Creative Director i VILA.

Hylder forskellighed

Den nye butik i Kolding bliver den første centerbutik blandt foreløbig tre danske EVOKED VILA butikker. Mærket kan også købes online samt gennem større kædebutikker herhjemme og i udlandet. De nye danske butikker er farverige og indretningen leger med former som firkanter, trekanter, buer og cirkler, for at hylde forskellighed og variation.

– Vi glæder os meget til at åbne butikken i Kolding, som bliver blandt de første af forhåbentlig mange nye butikker. Åbningen understreger, at EVOKED VILA er blevet populært hurtigere, end vi turde forestille os. Med den fysiske butik får vi endnu bedre mulighed for løbende at tale med vores kunder, så vi har bedre mulighed for at imødekomme deres ideer og behov, siger Simon Khong Harbjerg, Brand Director i VILA.

Den nye EVOKED VILA butik åbner i Kolding Storcenter den 24. august 2023. Grand Opening markeres med 25 procent rabat på alt i butikken fra torsdag til og med søndag i uge 34.

Om EVOKED VILA

  • EVOKED VILA blev lanceret i efteråret 2022, og åbner nu sine første fysiske butikker i tre danske byer.
  • Modebrandet henvender sig til kvinder i størrelse 44-56.
  • EVOKED VILA lancerer fire kollektioner om året. De er fokuseret på pasform og moderigtige farver, detaljer og snit.
  • EVOKED VILA er skabt som et subbrand til VILA – et brand i BESTSELLER siden 1994.

37-årig mand varetægtsfængslet for brandstiftelse i Fredericia

0

I en fortsættelse af historien om branden, der hærgede Repair Lab i Danmarksgade, Fredericia den 14. juni, blev en 37-årig mand fra Fredericia fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Han er nu varetægtsfængslet i 25 dage og har ikke kæret kendelsen.

Ifølge politirapporterne er denne 37-årige mand mistænkt for brandstiftelse i samarbejde med en anden mand, som allerede sidder varetægtsfængslet. Begge er involveret i sagen om branden, som i juni efterlod telefonbutikken Repair Lab i ruiner.

Den pågældende brand opstod natten til den 14. juni. Det var politiet, der første gang blev opmærksomme på branden, da de blev kaldt ud til en tyverialarm ved Repair Lab. Ved ankomst kl. 02.42 var det tydeligt, at flammerne allerede havde forvoldt betydelig skade. Vicepolitikommisær Mikkel Ross, fra Sydøstjyllands Politi, forklarede tidligere, at situationen ved ankomsten var meget alvorlig. Butikken blev hurtigt fortæret af flammer, som opslugte alt indeni. Takket være en hurtig indsats fra TrekantBrand blev ilden dog hurtigt slukket, men ikke uden at have efterladt betydelige skader.

En stor bunke brændte og sammensmeltede genstande, især mobiltelefonudstyr, blev båret ud af butikken og lagt på gaden. Disse genstande er nu en del af politiets efterforskning.

Selvom TrekantBrands brandfolk arbejdede hurtigt, blev butikken alvorligt beskadiget. Røgen væltede ud fra bygningen, og det materiale, der blev ødelagt af flammerne, blev efterladt næsten uigenkendeligt.

Politiet fortsætter med deres grundige efterforskning af brandårsagen. Vicepolitikommisær Mikkel Ross understregede, at tidligere, at man ikke kunne udelukke muligheden for, at branden kunne være påsat, hvilket førte til yderligere efterforskning og afspærring af området. Nu er endnu en mand varetægtsfængslet.

3D mini-nyre modeller kan føre til bedre behandling af nyresygdomme

0
Nobelparken

En mini-nyre er en 3D model dyrket af stamceller, og de små modeller kan potentielt have stor betydning for både forståelsen og behandlingen af nyresygdomme. Det viser et nyt internationalt studie som Aarhus Universitet er en del af.

En ”organoid” er en mini 3D model af et organ, der dyrkes af stamceller. Organoider bruges i forskning til at studere, hvordan celler interagerer, og hvordan de påvirkes af miljø, sygdomme og behandling.

I et stort internationalt studie, som netop er offentliggjort i det internationale tidsskrift Nature Communications, har forskere dyrket mini-nyrer fra såkaldte pluripotente stamceller (hPSC). Pluripotente celler er stamceller, som i en petriskål kan udvikle sig til alle typer af menneskelige celler. Og de små mini-nyrer kan give os afgørende viden om og forståelse af nyrerne og nyresygdomme. Det fortæller lektor Markus Rinschen fra Institut for Biomedicin og Aarhus Institute of Advanced Studies ved Aarhus Universitet, som i samarbejde med kolleger fra University of Michigan og University Hospital Hamburg Eppendorf, står bag studiet.

– Vi var virkelig overraskede over, hvor ens de organiske proteiner virker i forhold til dem, der findes i menneskelige nyrer. Selvom teknologien helt sikkert stadig har plads til forbedring, har studiet givet os helt ny og grundlæggende viden om, hvordan vi kan bruge det i fremtiden, fortæller han.

Nye multi-omics teknikker til at forbedre sygdomsindsigter

Forskergruppen har anvendt forskellige ‘omics’-teknikker, en tilgang hvor flere datasæt kombineres under analyse for at give et omfattende billede af cellefysiologi. Med omics-teknikkerne har forskerne studeret mini-nyrere, og undersøgt deres molekylære proteinprofil og derefter sammenlignet dem med vævsbiopsier fra menneskelige nyrer. Analysen undersøgte primært inflammatoriske vævsreaktioner i glomerulære nyresygdomme, en hyppig underart af nyresygdom.

Studiet lover godt for den fremtidige brug af organoider til forskning i og behandling af nyresygdomme, og kan betyde at forskere i fremtiden kan vurdere patienternes sygdomsforløb ud fra, hvordan organoiderne reagerer på sygdom og behandling.

Markus Rinschen er begejstret for studiets resultater og for det internationale samarbejde, som muliggjorde de nye fund:

– Det tværfaglige arbejde, som var nødvendigt for at gennemføre studiet, var kun muligt gennem samarbejdet med Dr. Jennifer Harder fra University of Michigan og ledet af Dr. Moritz Lassé fra Hamburg Center for Kidney Health på University Hospital Hamburg Eppendorf, siger han.

Grundforskning kan betyde bedre udsigter for nyrepatienter

Studiet giver os en grundlæggende viden om nyre-organoider og viser, hvordan de modeller forskergruppen har udviklet, kan fremme vores forståelse af inflammation i nyrerne. De små modeller kan på sigt måske også bidrage til at erstatte forsøg med dyr i forskningen.

Bag om forskningsresultatet:

  • Studietype: Grundforskning, translationel forskning, forskning i menneskelige celler fra University of Michigan.
  • Samarbejdspartnere: Studiet blev udført i samarbejde mellem forskere fra University of Michigan, University Hospital Hamburg Eppendorf og Aarhus Universitet.
  • Ekstern finansiering: Novo Nordisk Fond, Carlsberg Fond, EU Horizon 2020 Marie Skłodowska-Curie.
  • Læs mere i den videnskabelige artikel: ‘An integrated organoid omics map extends modeling potential of kidney disease’ af Moritz Lassé m.fl. i: Nature Communications, 14. august 2023. Open access: https://rdcu.be/djtea

CCS-plan er et vigtigt skridt i den grønne omstilling

0

Regeringens plan for udvidelse af CCS-teknologien kommer på et helt afgørende tidspunkt, hvis vi skal nå 2030-klimamålet. Det mener Dansk Metal.

CO2-fangst og -lagring kommer til at spille en central rolle i at nå Danmarks 2030-klimamålsætning om en reducering af CO2-udledningen på 70 procent.

Derfor er det også meget positivt, at regeringen netop har præsenteret deres CCS-udspil. Der er nemlig brug for klare rammebetingelser, så vi kan komme et skridt nærmere CCS i fuld skala.

Regeringen vil arbejde med fire hovedspor, som overordnet set handler om at optimere rammebetingelserne for dem, der ønsker at investere i CCS. Heriblandt også en hovedlov for transport af CO2. Det vil resultere i klare rammer for investorerne.

–  Hvis vi skal nå 70-procentsmålet i 2030, så skal hænderne op af lommen. CCS kan bidrage positivt til vores klimaregnskab, og det er derfor en nøgleteknologi, der her bliver præsenteret en konkret plan for. Det glæder mig meget, siger forbundsformand i Dansk Metal, Claus Jensen.

– Vi har i Danmark et helt særligt potentiale for at lagre CO2. Både på grund af Nordsøens optimale lagringsforhold, og fordi vi har en stærk tradition for offshore-industri med en meget dygtig arbejdsstyrke. En analyse fra Dansk Metal viser, at CCS kan være med til at fastholde 3000 arbejdspladser i Nordsøen.

Det er altså helt afgørende, at vi får flere til at søge ind på en erhvervsuddannelse. Derfor er det også positivt, at regeringen netop har sagt, at de vil investere 310 millioner kroner i 2024 stigende til 910 millioner kroner om året i 2030 i erhvervsuddannelserne.

– Jeg er glad for, at regeringen har øje for, at de mange grønne projekter ikke bygger sig selv, men at vi har brug for dygtig faglært arbejdskraft. Udspillet ligger godt i forlængelse af regeringens ambition om, at der skal investeres massivt i erhvervsskolerne, så de blandt andet kan tilbyde de højteknologiske maskiner, lærlingene møder ude på virksomhederne, siger Claus Jensen.

Vold og trusler ved forening

0

På Møsvråvej i Alminde i Kolding Kommune udspillede der sig en hændelse lørdag kl. 00:26.

En 21-årig mand fra Odense S viste truende adfærd. Da han blev konfronteret, truede han en 48-årig kvindelig ansat fra Årslev og hendes familie. Da en anden ansat forsøgte at smide ham ud, modtog denne to knytnæveslag i brystet.

Manden blev herefter anholdt og sigtet for trusler og vold. Den skadede ansatte er også 48 år, men fra Odense C.

Til tider besværligt at have mig med på holdet

0
Mads Hansen, en af verdens mest erfarne håndbolddommere, deler i et længere opslag på LinkedIn sine refleksioner over en karriere, der spænder over mere...

Esbjerg henter FCK-spiller

Containerboliger kan blive permanente almene boliger

0
Almene boligorganisationer kan fremover omdanne midlertidige studieboliger som containerboliger til permanente almene boliger. Det oplyser Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Initiativet skal bidrage...

Hvert håndboldmål i weekenden kan give mad til børn i nød

0
Det er måske ikke så mærkeligt, hvis dit barn på U9-holdet eller bedstefar på Old Boys-holdet scorer fem mål i weekenden – der er...

Rekordmange danskere ramt af snyd på nettet

0
Antallet af danske forbrugere, der føler sig snydt på nettet, er gået kraftigt opad. Ifølge Forbruger Europa Danmark har 2024 været et rekordår med...

Sigtet kastede øldåse og forsøgte at sparke anmelder

0
Søndag eftermiddag klokken 14.09 rykkede Sydøstjyllands Politi ud til en anmeldelse om et røveriforsøg på Riberdyb i Kolding. En mand blev sigtet for at...

Agile Aggressions på Trapholt

0
Det kræver mod at insistere på at bevæge sig – at nægte stilstanden. Dette mod finder man i udstillingen Agile Aggressions af Mie Olise Kjærgaard, som...