Den canadiske verdensstjerne og Grammy-vinder Alanis Morissette bliver et af hovednavnene på Heartland 2025, hvor hun deler spotlightet med blandt andre verdensstjernen Justin Timberlake, når festivalen næste år afholdes på Egeskov Slot på Fyn.
Festivalen, der kombinerer musik, kunst, mad og samtaler, præsenterer dermed en af de mest ikoniske stemmer inden for alternativ rock, når Morissette indtager scenen for første gang i 2025.
Morissette, som har modtaget syv Grammyer for sine præstationer, herunder bedste rockalbum og bedste kvindelige rocksanger, er kendt for sit gennembrudsalbum Jagged Little Pill, der har solgt over 33 millioner eksemplarer verden over. Festivalgæster kan glæde sig til at opleve hits som Ironic og You Oughta Know live.
Festivaldirektør Ulrik Ørum-Petersen udtaler i en pressemeddelelse:
– Vi er utroligt stolte over at præsentere en af de mest markante stemmer inden for alternativ rock. Det bliver en helt særlig oplevelse at høre Alanis Morissette live på Heartland til sommer.
Morissette følges af en række andre markante navne, herunder Justin Timberlake, der tidligere på året blev annonceret som hovednavn. Festivalen vil også byde på optrædener fra det britiske punkband The The, den hollandsk-tyrkiske gruppe Altın Gün, samt den kvindelige kvartet Los Bitchos.
Af danske kunstnere kan publikum glæde sig til Jonah Blacksmith, Efterklang og Emma Sehested Høeg, blandt andre.
Festivalen, som finder sted fra 12. til 14. juni 2025, fortsætter med at skabe en mangfoldig oplevelse af både internationale og danske stjerner, der spænder over flere musikgenrer og kunstformer.
Billetsalget til den populære festival starter nu på onsdag d. 16. oktober klokken 10.00.
Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer nu pårørende til at tage en snak med deres ældre familiemedlemmer om at få fjernet deres telefonnumre og adresser fra de åbne telefonlister.
Baggrunden for advarslen er en bølge af bedragerisager, hvor såkaldte falske bankbude målretter sig sårbare ældre borgere.
I flere tilfælde har de kriminelle fået adgang til ofrenes kontaktoplysninger via sider som krak.dk og oplysningen.dk, hvor telefonnumre, navne og adresser frit er tilgængelige. Ved hjælp af disse oplysninger narres ældre borgere til at tro, at deres værdier er i fare, og bedragere udgiver sig derefter for at være bankansatte, der vil “hjælpe” med at beskytte deres penge.
Kriminelle udnytter ældres oplysninger
Ifølge politikommissær Susanne Kiel Nielsen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet, er de ældre borgere særligt udsatte, fordi deres oplysninger let kan findes online.
– Vi ved, at gerningsmændene bruger oplysninger om navn, nummer og adresse fra de åbne telefonlister. Det er vigtigt at tage en snak med sine ældre familiemedlemmer og hjælpe dem med at få udeladt nummer, forklarer Susanne Kiel Nielsen i en pressemeddelse.
Ved at kontakte sit teleselskab kan man bede om at få fjernet sit telefonnummer og navn fra de offentligt tilgængelige lister. Mange teleselskaber tilbyder også muligheden for at gøre det online, hvilket kan være et simpelt og effektivt skridt mod at undgå disse bedragerier.
En kendt fremgangsmåde
Bedragerne, der står bag de falske bankbude, arbejder efter en nøje planlagt fremgangsmåde. De ringer til ofrene, typisk ældre mennesker, og overbeviser dem om, at deres penge og værdier er i fare. Herefter bliver de bedt om at udlevere hævekort, koder og i nogle tilfælde også kontanter og smykker til en falsk bankrepræsentant, der kommer forbi deres hjem.
– Selvom vi har kendt til metoden i mere end et år, ser vi desværre stadig nye ofre, der falder for disse veltalende bedragere, udtaler politikommissæren og understreger vigtigheden af forebyggende tiltag.
Sydøstjyllands Politi og flere andre politikredse har tidligere været ude med lignende advarsler i forbindelse med bedragerisager, hvor ældre borgere er blevet målrettet af kriminelle. Over hele landet har politiet gentagne gange advaret mod falske bankbude og andre svindelmetoder, der udnytter borgernes tillid og let tilgængelige oplysninger. På trods af den øgede opmærksomhed fortsætter gerningsmændene med at finde nye ofre
Gode råd fra politiet
Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer i pressemeddelsen til følgende:
Få fjernet dine kontaktoplysninger fra åbne telefonlister.
Vær skeptisk, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge eller udlevere kortoplysninger.
Udlever aldrig dine koder eller værdigenstande til fremmede, der udgiver sig for at være bankansatte.
Afbryd opkaldet, hvis du er i tvivl, og kontakt din bank direkte via deres hovednummer.
Hvis du eller en af dine kære er blevet udsat for et bedrageri, opfordrer politiet til, at det straks anmeldes.
Mellem fredag aften klokken 23:00 og lørdag formiddag klokken 11:20 blev der begået indbrud i en virksomhed i Alminde på Østergade.
Politiet standsede senere på dagen en bil, hvor de fandt stjålne genstande som batterier og værktøj til en værdi af omkring 14.000 kroner. To mænd er sigtet i sagen – en 31-årig mand fra Vamdrup og en 35-årig mand fra Kolding.
Spanien vandt lørdag aften 1-0 over Danmark i Nations League, hvilket sender danskerne ned på en andenplads i puljen.
Kampens eneste mål blev scoret af Martin Zubimendi med 10 minutter tilbage, da han med et drilsk skud passerede Kasper Schmeichel. Bolden knækkede en smule og trillede under Schmeichel, der vil ærgre sig over ikke at have reddet den.
Danmark havde ellers flere gode momenter i kampen. Allerede efter to minutter fik Kasper Dolberg en mulighed fra en spids vinkel, men David Raya i Spaniens mål blev ikke for alvor udfordret. Kort efter havde Spanien en stor chance, hvor Alvaro Morata var tæt på at score, men hans forsøg gik lige forbi stolpen.
Spanien havde også et farligt forsøg lige før pausen, hvor den unge Lamine Yamal løb fra Victor Kristiansen, men sendte bolden over mål. Danmark forsøgte at spille sig ud af Spaniens høje pres, men kom under stort pres i anden halvleg, hvor Spanien kontrollerede spillet. Zubimendi’s mål blev afgørende, og Danmark kunne ikke svare igen, hvilket betød, at spanierne fik deres sjette sejr i træk mod Danmark.
Tirsdag er der blevet underskrevet en aftale mellem Danmark og Tyskland, som vil forbedre togrejsende oplevelse på strækningen over den dansk-tyske grænse.
Justitsminister Peter Hummelgaard og den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser, har sat deres underskrifter på en aftale, der gør det muligt for begge landes politi at udføre kontrol i togene straks efter, de har krydset grænsen. Det betyder kortere ventetid for passagerer, da togene fremover ikke skal holde stille på den første station efter grænsen, mens kontrolprocedurer udføres.
Den nye aftale kommer i kølvandet af den stigende togtrafik mellem Danmark og Tyskland, som blandt andet er en konsekvens af arbejdet med Femern-forbindelsen. Aftalen skal lette hverdagen for mange pendlere, der ofte oplever ventetid ved grænsen, når togene standses for kontrol.
Peter Hummelgaard ser positivt på udviklingen og fremhæver aftalens betydning for de mange mennesker, der krydser grænsen dagligt.
– Det er afgørende for regeringen, at vores kriminalitetsbekæmpende kontrolindsats i grænseområderne er både stærk og effektiv. Men det er samtidig vigtigt, at kontrollen tilrettelægges så smidigt som muligt, så den giver færrest mulige gener for pendlerne, udtaler justitsministeren.
Han tilføjer, at aftalen især vil gavne pendlerne, nu hvor Tyskland også har indført grænsekontrol mod Danmark.
Effektivisering af kontrol
Aftalen betyder i praksis, at dansk politi fremover kan begynde at udføre kontrol i togene, straks efter de har krydset grænsen til Danmark. Tidligere skulle de vente til toget ankom til den første station på dansk jord. Det samme gælder for tysk politi, som nu kan påbegynde deres kontrol i tog, når de krydser grænsen ind i Tyskland.
Aftalen påvirker dog ikke politiets kontroltryk ved grænsen, som vil forblive uændret. Målet er at mindske ventetiden og gøre kontrolindsatsen mere smidig uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Den nye ordning træder i kraft fra i morgen den 12. oktober 2024 og forventes at give en mærkbar forbedring for de mange togrejsende, der dagligt krydser grænsen for at arbejde, studere eller besøge familie og venner.
Aftalen er et led i at sikre, at politiets kontrolindsats er både effektiv og samtidig tager hensyn til passagerernes rejseoplevelse.
På Trapholt i Kolding inviterer den nye udstilling FEEL ME sine besøgende ind i en verden, hvor følelser får form og krop. Udstillingen, som er museets største internationale til dato, præsenterer værker af 28 danske og internationale kunstnere og designere, og for mange af dem er det første gang, de udstiller i Danmark. Over mere end 1000 kvadratmeter udfolder værkerne sig i et samspil af lys, lyd og kropslige oplevelser, der sætter følelser som frygt, kærlighed, skrøbelighed og intimitet i centrum.
Happiness is as brittle as glass, Sali Muller. Foto: Kenneth Stjernegaard.
Museumsinspektør på Trapholt, Katrine Stenum Poulsen, har været dybt involveret i kurateringen af FEEL ME. Hun ser udstillingen som en samtalestarter, der giver publikum mulighed for at reflektere over, hvad følelser er, og hvordan de påvirker os i en verden, hvor alting sker med accelererende fart.
– Vi er i disse år meget optagede af, hvordan vi føler, og samtidig foregår der en bred offentlig samtale om, hvordan vi følelsesmæssigt kan holde sammen på os selv i en accelererende tidsalder. Men hvordan forstår vi følelser, og kan kunsten hjælpe os med at sætte ord og billeder på begrebet? spørger Katrine Stenum Poulsen.
For hende at se er kunsten ikke bare et æstetisk udtryk, men kan også være et værktøj, der kan hjælpe os til at forstå og reflektere over noget så abstrakt som følelser. Hun fremhæver, at udstillingens værker har et særligt potentiale til at befordre samtaler om følelser, netop fordi de kollektivt opleves i museets rum.
– I udstillingen FEEL ME kan man opleve, hvordan kunstnere udtrykker følelser som frygt, kærlighed, skrøbelighed, forbavselse, raseri og intimitet. Den kollektive oplevelse af kunst i museets rum har et særligt potentiale for at starte samtaler om følelser, understreger hun.
Et af udstillingens hovedtemaer er forholdet mellem sind, krop og rum. FEEL ME udfordrer den traditionelle opfattelse af følelser som noget, der udelukkende findes i sindet.
– Følelser bor ikke kun i hjernen, de er også kropslige. Og i denne udstilling vil vi gerne åbne for en forståelse af, at følelser kan være noget, der opstår i rummet omkring os, i relationerne mellem kroppe, forklarer museumsinspektøren.
Shylight, DRIFT. Foto: Kenneth Stjernegaard.
Kunstens dialog med teknologi
Med baggrund i aktualitetsbegrebet spiller teknologi også en væsentlig rolle i flere af udstillingens værker. Her stiller kunstnerne skarpt på, hvordan teknologi og følelser kan mødes og interagere i en verden, hvor teknologiske fremskridt konstant ændrer vores måde at forstå menneskelige relationer på.
– Vi har flere kunstnere med, som arbejder med teknologi på forskellige måder, fortæller hun.
– Et eksempel er den danske kunstner Cecilie Vagner Falkenstrøms værk Omsorgsmaskinen. Her undersøges det, hvilken rolle kunstig intelligens kan spille i fremtidens sundhedsvæsen. I værket ligger man i en hospitalsseng ved siden af en skærm, hvor en kunstig intelligens optræder som en slags vågekone.
Værket, som Katrine især fremhæver, når det kommer til dialogen mellem kunsten og teknologien, udfordrer os til at tænke over, om teknologi kan erstatte menneskelig omsorg, eller om der er visse opgaver, som kun mennesker kan udføre.
– Vi træner i dag algoritmer og kunstig intelligens til både at forstå og interagere med menneskelige følelser, forklarer Katrine Stenum Poulsen.
– Men spørgsmålet er, om vi nogensinde kan overdrage noget så følsomt som omsorg til maskiner?
Et andet teknologisk værk er af den australske kunstner Nina Rajcic, der har skabt et spejl, der aflæser hver gæsts ansigtsudtryk og genererer et personligt digt baseret på deres humør.
– Det er fascinerende at se, hvordan teknologien kan fortolke vores følelser og skabe en kunstnerisk respons i realtid, bemærker hun.
– Vi har haft gæster, der er blevet overraskede over, hvor præcist spejlet rammer deres følelsesmæssige tilstand.
En international oplevelse i Trekantområdet
Trapholt har med FEEL ME skabt en platform, hvor både etablerede og nye internationale kunstnere får lov til at udforske grænselandet mellem følelser og kunst.
– Vi har været meget ambitiøse med denne udstilling, siger hun.
– Det har været vigtigt for os at sikre en mangfoldighed af stemmer i udstillingen, ikke kun på tværs af køn og alder, men også på tværs af geografiske områder.
Dette fokus på mangfoldighed er tydeligt i valget af kunstnere, som kommer fra hele verden. Publikum får blandt andet mulighed for at opleve den amerikanske kunstner Daniel Wurtzels fem meter høje installation Air Fountain, hvor transparent silke svæver i en hypnotisk dans til musik.
Air Fountain, Daniel Wurtzel. Foto: Kenneth Stjernegaard.
– Vi er stolte over at kunne præsentere værker af kunstnere, der aldrig før har udstillet i Danmark, fortæller museumsinspektøren, og fortsætter:
– Det er ikke længere nødvendigt at rejse til København eller Aarhus for at opleve kunst i verdensklasse – det kan vi nu også tilbyde i Trekantområdet.
Hvad tager man med sig?
Et af de spørgsmål, som naturligt rejser sig, er, hvad de besøgende tager med sig fra udstillingen. Hvad håber kuratorerne, at folk tager med hjem? Katrine Stenum Poulsen reflekterer:
– Vi har klare intentioner, men vi kan aldrig styre, hvad folk tager med fra en udstilling. Jeg håber, at folk tager med sig, at der er mange måder at føle på. Vi kan måske tro, at vi alle oplever følelser på samme måde, men det gør vi ikke. Og noget af det sværeste er faktisk at udtrykke vores følelser.
Hun tilføjer, at udstillingen måske kan åbne nye døre for publikum:
– Jeg håber, at udstillingen kan være med til at åbne nye døre til at forstå både egne og andres følelser, og hvordan vi kan kommunikere dem. Det er i sidste ende det, der gør kunsten så vigtig – den tilbyder os nye perspektiver.
FEEL ME på Trapholt er åben fra den 26. september 2024 til den 10. august 2025, og udstillingen lover at blive en oplevelse, hvor både sind og krop bliver aktiveret i mødet med følelsernes mange facetter.
Der er i øjeblikket massiv kø på motorvejen ved Kolding som følge af flere uheld, rapporterer Vejdirektoratet. Bilister bør være ekstra forsigtige og nedsætte hastigheden, da trafikken er påvirket på både E45 Sønderjyske Motorvej og E20.
På E45 Sønderjyske Motorvej, fra Motorvejskryds Kolding mod Kolding mellem Motorvejskryds Kolding og afkørsel 62 ved Kolding Ø, har et uheld skabt farlige køforhold. Ifølge den seneste opdatering fra Vejdirektoratet kl. 14:12, opfordres bilister til at tage sig i agt og sænke hastigheden.
Også på E20 fra Fredericia mod Kolding N er trafikken kraftigt påvirket af et uheld. Her er der kø mellem afkørsel 61 Taulov og afkørsel 62 Kolding Ø. Normal trafik ventes først i løbet af eftermiddagen, men indtil da må bilister forvente forsinkelser.
På E45 fra Skærup mod Kolding, mellem motorvejskryds Skærup og afkørsel 62 Kolding Ø, er der også længere rejsetid på grund af et uheld. Trafikken er her forsinket med op til 30 minutter.
Antallet af underretninger om børn og unges trivsel er steget til det højeste niveau siden 2015. Dette er ikke bare tal; det er unge, der mistrives. Når vi ser sammenhængen mellem stigende underretninger og en voksende dumpeprocent, bliver det klart, at vi har en krise på hænderne.
Vores børn og unge fortjener bedre! Selvom den nylige lovgivning fra 2019, der pålægger lærere og pædagoger at underrette kommunen ved ulovligt fravær, kan være en medvirkende faktor til den stigende statistik, ændrer det ikke på, at flere unge har akut brug for støtte. Underretningerne afspejler ofte dybere problemer i hjemmet, skolen eller i sociale sammenhænge, som kan have langvarige konsekvenser for deres trivsel. Det er essentielt, at vi ikke kun fokuserer på antallet af underretninger, men også på de underliggende årsager. Vores børn og unge skal have et stærkt netværk omkring sig. Hvis vi ikke handler hurtigt og adresserer problemerne, risikerer vi, at de føler, at deres bekymringer ikke bliver taget alvorligt. Kolding Kommune har brug for at revidere sin tilgang og handle proaktivt for at sikre en lysere fremtid for vores unge.
Ved at give skolerne mere frihed kan de effektivt håndtere fraværs- og trivselsproblemer og skræddersy løsninger til hvert barns behov i tæt samarbejde med forældrene. Samarbejdet mellem private og offentlige institutioner vil åbne op for innovative løsninger, der kan støtte vores unge bedre. Lad os handle med fornuft og ikke kassetænkning – vores børn og unge fortjener det!
Kulturmuseet i Vejle går nye veje for at fortælle historien om Danmarks glemte vikingekonger. ‘De Første Konger’ åbner fredag d. 11/10 2024.
De fleste danskere kender navnene Gorm den Gamle og Harald Blåtand og har hørt om Jelling-kongerne, der regerede i 900-tallet. Men de skriftlige kilder fortæller også om flere danske konger fra 700- og 800-tallet. Arkæologisk forskning fra de seneste årtier viser, at Danmark har været et samlet kongerige langt tidligere end tidligere antaget.
Med den nye udstilling håber museet, at danskerne også bliver bekendt med nogle af de første danske konger: Horik og en anden Harald, nemlig Harald Klak, der er to af hovedpersonerne i udstillingen.
– Vores ambition er at fortælle vigtig og relevant danmarkshistorie på overraskende og sanselige måder. Med De Første Konger fortæller vi et glemt kapitel af Danmarks historie, hvor den nyeste forskning kombineres med nytænkende og anderledes måder at formidle på. Jeg tør godt sige, at vi har overgået os selv endnu en gang, udtaler museumschef Flemming Hedegaard.
Tegneserie fra gulv til loft
Kulturmuseet har valgt en utraditionel tilgang til udstillingen. I samarbejde med den berømte fransk-danske tegner Thierry Capezzone har de skabt en tegneserie om magtkampen mellem Horik I og Harald Klak.
Den spændende fortælling, som den frankiske kejser fik nedskrevet i sine årbøger, er den gennemgående historie i udstillingen. Tegneserien og en række andre illustrationer af Capezzone pryder udstillingens vægge fra gulv til loft.
Kongehallen i Erritsø
En af de mest spektakulære arkæologiske opdagelser i de senere år er kongehallen ved Erritsø. På en bakketop med udsigt over Lillebælt har der i flere hundrede år ligget en række store haller, bygget som de tilsvarende haller i Lejre og Tissø. Dette fund giver arkæologerne næsten sikkerhed for, at de første danske konger regerede over hele det nuværende Danmark – både Jylland, Fyn og Sjælland.
En rekonstruktion af dele af den 50 meter lange kongehal danner sammen med håndskårne træmøbler og Thierry Capezzones tegninger kulissen for en række fascinerende museumsgenstande fra både Sverige, Tyskland og Danmark.
– Vi har indlånt nogle virkelig fine ting til udstillingen, blandt andet fra Danmarks eneste kendte kongegrav fra den tidlige vikingetid. En konge blev begravet med rige gravgaver i Hedeby i midten af 800-tallet. Men er det Horik I eller Harald Klak, der ligger i bådkammergraven? Det er bare et af de spændende mysterier, der udfolder sig i udstillingen, fortæller Charlotta Lindblom, arkæolog og museumsinspektør på Kulturmuseet i Vejle.
Analogt og digitalt går hånd i hånd
Nogle af udstillingens genstande vises i nyudviklede interaktive montrer, hvor sensorer, lyd, lys og animationer sætter genstandene i scene på en helt ny måde.
– Disse genstande fortjener at få deres historie fortalt og blive gjort levende, men det skal gøres med respekt og faglighed. Det er den balance, vi har forsøgt at ramme, samtidig med at vi har skrottet en masse ‘plejer’. Vi er meget spændte på, hvordan folk tager imod eksperimentet, siger Kamilla Lang Betak, udstillingsarkitekt og projektleder.
De interaktive montrer er skabt i tæt samarbejde mellem museets egne fagfolk og interaktionsdesigner Jonas Kirkegaard fra Almost Noise. System Standex, en af landets førende producenter af sikkerheds- og udstillingsløsninger til museer, har produceret de specialdesignede montrer.
Gennem hele udstillingen ledsages gæsterne af et 14-kanalers soundscape, skabt af musiker og komponist Simon Brinck, der understøtter stemninger og fortællinger.
Totalt udsolgt åbningsfest
De Første Konger er støttet af Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Spar Nord Fonden og Knud Højgaards Fond.
Åbningsfesten torsdag aften er for længst udsolgt, men udstillingen kan opleves fra museet åbner kl. 10.00 fredag den 11. oktober 2024.
Der er rig mulighed for at besøge udstillingen i efterårsferien, hvor museet holder åbent hver dag fra kl. 10.00 til 17.00. Der er som altid gratis adgang til museet.
Fra 1. januar 2025 vil cirka 295.000 folkepensionister opleve en betydelig stigning i deres årlige ældrecheck, som forhøjes med op til 5.000 kroner. Denne forhøjelse er den største i mere end 10 år og kommer som en del af et lovforslag, der i dag førstebehandles i Folketinget og allerede har sikret flertal blandt regeringen, SF og Enhedslisten.
Målet med denne forhøjelse er at give en økonomisk håndsrækning til de pensionister, som har de laveste indkomster og dermed har størst behov. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler i den forbindelse:
– Vi giver nu de folkepensionister, der er dårligst stillede økonomisk, et løft i deres supplerende ydelse til folkepensionen, der i den grad kan mærkes. Omkring hver fjerde folkepensionist har en beskeden indkomst og formue ved siden af folkepensionen, derfor er det rimeligt, at de nu får en ekstra håndsrækning.
Forhøjelsen sker som led i regeringens fokus på at forbedre vilkårene for de pensionister, der har mindst, og følger også tidligere beslutninger om at afskaffe modregning af ægtefællers arbejdsindkomst i pensionerne samt modregning i pensionstillæg for pensionisternes egen arbejdsindkomst.
Forhøjelsen af ældrechecken er skattepligtig og udbetales én gang årligt. Med den nye stigning vil modtagere af ældrechecken, som har en lav indkomst og en formue på under 99.200 kroner (2024), kunne modtage op til 24.900 kroner i 2025. Denne forhøjelse er finansieret via en passagerafgift på flyrejser, som blev indført med aftalen om “Grøn luftfart i Danmark.”
71.000 modtager check i Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding
I Region Syddanmark, hvor Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding kommuner er beliggende, vil 71.000 folkepensionister modtage den forhøjede ældrecheck.
I Fredericia modtager omkring 3.000 folkepensionister allerede ældrechecken, svarende til 31 procent af kommunens pensionister. I Middelfart og Kolding modtager henholdsvis 2.000 og 5.000 pensionister ældrechecken, svarende til 27 procent og 29 procent af pensionisterne i disse kommuner. I Vejle vil 5.000 modtagere, svarende til 25 procent af kommunens pensionister, få glæde af den forhøjede ældrecheck.
Forhøjelsen vil derfor have en mærkbar effekt for mange ældre i disse kommuner, hvor en betydelig del af pensionisterne har en lav indkomst og dermed er berettiget til ældrechecken.
KULTUR. En af de mest genkendelige stemmer på den danske sommerscene lægger mikrofonen fra sig. Jacob Haugaard har efter eget ønske besluttet, at årets...
KRIMI. Restaurationen Papegøjen på Karolinegade i Kolding har haft indbrud, hvor gerningspersonerne blandt andet kom afsted med mellem 40 og 50 pakker cigaretter.
Det oplyser...
KRIMI. En 15-årig knallertfører forsøgte natten til fredag at stikke af fra politiet i Kolding, men flugten sluttede, da han ramte sidespejlet på en...
LOKALT. Et moderniseret køkken, en ny løbebane, naturprojekter og en tilflytterfilm. Ønskerne fra lokalområdet omkring Viuf spænder vidt, og nu bliver mange af dem...