Danmark kan nå genberegnede kvælstofmål med grøn trepartsaftale

0
Luftfoto, landskaber, landbrug, luft, fly

Landbrug & Fødevarer og dansk landbrug vil gøre alt, hvad vi kan, for at reduktionsmålene nås. Implementering af aftalen i den grønne trepart er afgørende i den proces, siger Anders Panum Jensen. Landbrug & Fødevarer

De genberegnede kvælstofmål ligger nu klar. Dem kan vi nu komme i gang med at realisere ved at implementere den grønne trepartsaftales ambitiøse planer for miljøindsatser. Der er dog fortsat store faglige usikkerheder om reduktionsmålene flere steder i landet. Det mener Landbrug & Fødevarer.

– Med genberegningen, også kendt som ”second opinion”, har vi et stærkere fagligt grundlag at fortsætte arbejdet for vandmiljøet på, og fundamentet for det kommende genbesøg af landbrugsaftalen er styrket. Landbrug & Fødevarer og dansk landbrug vil gøre alt, hvad vi kan, for at reduktionsmålene nås. Implementering af aftalen i den grønne trepart er afgørende i den proces, siger Anders Panum Jensen, miljødirektør i Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer er dog stadig meget kritiske over for reduktionsmålene i dele af landet, som mange steder vil kunne få meget negative konsekvenser for landbrugsproduktionen. Flere steder er der fortsat usikkerhed om data og beregninger bag reduktionsmålene. Usikkerheden næres, når vi ser store forskelle på, hvilke områder af landet der skal reducere kvælstof fra den ene vandplan til den næste. Ikke på grund af ændringer i miljøtilstand – men alene på grund af ændrede modelberegninger.

– Derfor er det også afgørende, at løsningerne med trepartsaftalen lægges ud lokalt i kystvandråd. Med kommunerne i en ledende rolle skal lokale foreninger og andre engagerede parter lokalt finde ud af, hvordan den enkelte fjord eller kystvande kommer i god økologisk tilstand. Det er den helt rigtige løsning. Her ved parterne, hvor problemerne er. I fællesskab og med fælles ejerskab til løsningerne kommer vi langt nemmere og bedre i mål end ved skrivebordsløsninger i København, mener Anders Panum Jensen.

Kvælstof fra udlandet
Landbrug & Fødevarer glæder sig særligt over, at evalueringen viser, at der skal langt større fokus på det kvælstof, som vores nabolande udleder til vores fjorde og kystvande.

– Evalueringen viser, som vi har argumenteret i en årrække, at disse udledninger skal reduceres i de lande, de kommer fra – og ikke i Danmark, sådan som det forudsættes i dag. Det betyder, at vi flere steder i landet er i mål eller tættere på målet for reduktion af kvælstof. Det kan vi alle glæde os over, fastslår Anders Panum Jensen.

Andre steder i landet er der efter genberegningen længere til mål end antaget i de gældende vandplaner. Det skyldes blandt andet en ny modelberegning af kvælstofudledningen gennem de danske vandløb, som kommer frem til, at udledningen i nogle områder er større end hidtil antaget. Det gælder især i den østlige del af landet.

De store perspektiver
Anders Panum Jensen påpeger det afgørende i at huske de store perspektiver:

– Trepartsaftalen er et paradigmeskift i indsatsen for at reducere udledning af kvælstof. Udover en væsentligt forbedret rensning af spildevand forpligter aftalen staten og kommunerne på, at reduktionsmålene alene skal nås gennem ændret arealanvendelse i 2030 – altså trepartens skovrejsning, ekstensivering af marker og omlægning af lavbundsjorde, der dermed løser flere udfordringer med samme hektar, fordi vi også leverer på klima samtidig, siger han og afrunder:

– Vi ved, processerne fra projektforslag til tinglysning erfaringsmæssigt tager tid. Derfor kan danske landmænd blive ramt af en endnu hårdere målrettet regulering med voldsomme efterafgrødekrav gennem nogle år. Men staten har nu forpligtet sig til at kompensere landmændene for deres omkostninger og levere de nødvendige projektmidler. Kommunerne får en ledende rolle. Vi er klar til at levere lokalt. Sammen skal vi nå målene. På den måde kan vi både styrke landbrugsproduktionen i alle de robuste områder, sikre et godt vandmiljø og få en masse ny natur.

Fakta om second opinion
Med landbrugsaftalen fra 2021 blev det besluttet at gennemføre en 2. opinion af det faglige grundlag bag kvælstof-reduktionsmålene i vandplanerne – en second opinion. Den er gennemført af en taskforce bestående af Fødevareministeriet, Miljøministeriet og med Finansministeriet som formand. Second opinion er gennemført af de tre ministerier på baggrund af eksterne analyser fra både Cowi (forår 23), et internationalt ekspertpanel (efterår 2023), supplerende analyser fra AU/DHI, rapporter fra fire kystvandråd (dec. 23) samt ministeriernes egne analyser.

Skatteministeren løser problem om grundskyld på nyudstykkede boliger

0

Partierne bag det nye ejendomsvurderings- og beskatningssystem er i dag blevet enige om hovedtrækkene i en løsning på et problem om beskatning af nyudstykkede grunde, som har ramt en mindre gruppe boligejere. Der har i 2024 været sager, hvor købere af nyudstykkede ejerboliger i enkelte tilfælde er skattepligtige for grundskylden på et større areal, end de ejer. Det problem er skatteministeren og partierne bag det nye ejendomsvurderingssystem i dag blevet enige om hovedtrækkene i en ny løsning på.

– Det er ikke rimeligt, at man som boligejer uforvarende kan risikere at hænge på en stor skatteregning for grundskyld på jord, man aldrig har ejet. Sådan skal det ikke være. Derfor er jeg glad for, at vi i forligskredsen nu er enige om hovedtrækkene i en løsning, som hjælper boligejere bagudrettet, ved at staten tilbagebetaler den skat, som de berørte boligejere måtte have betalt for meget i 2024, siger skatteminister Rasmus Stoklund.

Lovgivningen på området har eksisteret i årevis, og udfordringen ved nyudstykninger er normalt blevet håndteret i handelssituationen. Men i 2024 i forbindelse med overgangen til det nye boligskattesystem er enkelte borgere kommet i klemme i sager, hvor de har indgået en købskontrakt, uden at det har stået klart, at de i en periode ville være skattepligtige af et større areal end det, de har købt.

Problemet opstår, fordi der i vurderingssystemet er en indbygget forsinkelse mellem tidspunktet for en grunds vurdering og beskatning. Det har en uhensigtsmæssig sideeffekt ved nyudstykninger. Her betyder forsinkelsen, at den nyudstykkede boliggrund, der overtager den oprindelige samlede byggegrunds identifikationsnummer, også vurderes og beskattes som det samlede oprindelige areal i op til to år efter udstykningen.

Bagudrettet løses problemet ved, at staten i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering kan eftergive grundskyld for 2024 inkl. renter og evt. rykkergebyrer i enkeltsager, hvor en boligejer er kommet uforvarende i klemme og er endt med den samlede regning. Løsningen dækker 2024, fordi det er den periode, hvor staten har overtaget opkrævningen af grundskylden fra kommunerne ifm. det nye boligskattesystem. Løsningen med eftergivelse er valgt, fordi det ikke er muligt inden for lovgivningens rammer med tilbagevirkende kraft at fordele skatten på alle boligejerne i en udstykning.

– Vi står i en helt særlig situation, hvor et mindre antal borgere er fanget i en problemstilling, hvor retsfølelse og almindelig sund fornuft er stødt sammen med lovens bogstav. Med den løsning, vi har fundet med forligskredsen, synes jeg, den sunde fornuft har sejret, siger skatteminister Rasmus Stoklund.

I praksis vil borgere, som er kommet i klemme, når loven er vedtaget, skulle henvende sig til Vurderingsstyrelsen, der på baggrund af konkret dokumentation kan vurdere og beslutte, om der skal ske tilbagebetaling. Herunder vil skattemyndighederne også kunne rette henvendelse til sælger af de udstykkede grunde og anmode om betaling af grundskylden og i sidste ende gå til domstolene, hvis de enkelte boligkøberes kontrakter gør det relevant.

Fremadrettet arbejdes på en løsning, hvor skattepligten på nyudstykkede boliggrunde flyttes fra køber til sælger de første to år efter udstykningen. Derved kan køberne ikke komme i klemme, og sælger har mulighed for fx at tage højde for beskatningen i salgsprisen på de enkelte grunde.

Begge løsningsmodeller kræver lovgivning. Den bagudrettede løsning forventes at kunne vedtages i efteråret 2024 sammen med en række andre justeringer på ejendomsområdet. Den fremadrettede løsning forventes fremsat som lovforslag i foråret 2025 med forventet effekt fra skatteåret 2026.

I mellemtiden beskattes de berørte boligejere efter de gældende regler.

Dansk vin vinder frem

0

Vinproduktion i Danmark er i rivende udvikling, og en af de danske vinproducenter, der nyder godt af de nye muligheder, er Rose Winery i Asperup. Mikkel Rose Egelund, direktør for Rose Winery, ser positivt på fremtiden for dansk vin og peger på flere faktorer, der styrker produktionen.

Hans Münter, formand for brancheforeningen Dansk Vin, udtaler til DR, at der i øjeblikket er omkring 100 kommercielle vinproducenter i Danmark. Han forventer ikke blot en forbedring af kvaliteten, men forudser også en vækst i både produktionen og antallet af vinproducenter over de næste ti år.

– Så vil jeg tro, at så er der 500 aktive vinproducenter i Danmark. Vi har store vingårde, og frem for alt har vi fået fremmet udenlandske investorer og interessenter ind på markedet, og når først de er kommet, så trækker det en interesse med sig, siger han i indslaget.

Mikkel Rose Egelund fra Rose Winery er en af de vinproducenter, der tydeligt har mærket den stigende interesse, og han deler begejstringen for den voksende opmærksomhed omkring dansk vin.

– Både nationalt og internationalt er der stigende interesse for niche- og lokale produkter, herunder dansk vin. Danske forbrugere er mere åbne for at prøve lokalt producerede vine, og turister er ofte interesserede i at opleve noget unikt fra regionen. Dette skyldes naturligvis også, at kvaliteten i de danske vine har udviklet sig yderst positivt, forklarer han.

Han understreger netop, at danske vinproducenter de seneste år er blevet dygtige til at dyrke druer, der passer til de lokale forhold, såsom Solaris og Rondo, og fortæller, hvordan de selv hos Rose Winery konstant eksperimenterer med nye metoder til at forbedre kvaliteten af vinene, hvilket er en af de innovative tilgange, der har været med til at løfte den samlede kvalitet af dansk vin.

– Danske vinproducenter er blevet dygtige til at dyrke druer, der passer til de lokale forhold, som f.eks. Solaris, Rondo og andre resistente sorter. Derudover eksperimenteres der med nye metoder til at forbedre kvaliteten af vinene, herunder både mousserende, hvide, rosé og dessertvine.

Og den voksende interesse og kvalitet har da også resulteret i en bred kundebase, der strækker sig udover landet:

– Vi har været meget beærede over, hvor godt vi er blevet taget imod. Vi har fået en god og bred kundebase, hvor vi har kunder helt fra Vejle til København og ønsker at gøre vores vin tilgængelig for alle – både private og erhvervskunder, bemærker Mikkel Rose Egelund.

Klimaskifte bringer dansk vin i fokus

Vinproducenten ser også klimaændringerne som en af de faktorer, der har haft en positiv effekt på vinproduktionen i Danmark. De varmere somre og mildere vintre har skabt bedre betingelser for dyrkning af druer, som tidligere ville have haft svært ved at modne i det køligere klima. Selvom klimaændringer naturligvis ikke er ønskværdige og generelt ses som en udfordring, understreger Mikkel Rose Egelund, at man må forsøge at trække nogle gode ting ud af den nye virkelighed. For dansk vinproduktion betyder det, at der nu er mulighed for at dyrke druer af højere kvalitet, hvilket tidligere ikke var muligt i samme omfang.

– Selvom klimaændringer generelt ses som en udfordring, må vi se det positive, nemlig at det skaber bedre forudsætninger for vinproduktion i Danmark. Varmere somre og mildere vintre giver mulighed for at dyrke druerne perfekt, som tidligere ville have haft svært ved at modne i det køligere klima, forklarer de.

Årets høst hos Rose Winery har været en af de bedste i nyere tid, og hos Rose Winery ser de frem til at præsentere årets produktion.

– Årets høst har været fantastisk. Som man har kunnet læse, har vi høstet vores druer til hvidvin og mousserende vin. Vi mangler stadig at høste til rosé og dessertvin, hvilket endnu ikke er klar, afslutter direktøren.

C25-indekset sætter ny rekord: Direktørens råd til investorer

0

Det danske aktiemarked har aldrig stået stærkere. C25-indekset, som omfatter de 25 mest handlede danske aktier, lukkede fredag på 2039,66 – en ny rekord, der overgår den tidligere top fra november 2021. Denne milepæl har fået mange til at rette blikket mod aktiemarkedet og de muligheder, det byder på. Men hvad betyder den her rekord egentlig for det danske marked, og hvordan bør investorer forholde sig? Det har vi spurgt Torben Ploug, direktør for Spar Nord Lillebælt, om.

Torben Ploug ser det først som en naturlig udvikling, at aktierne over tid stiger, og at rekorder som denne derfor er forventelige. Han fremhæver, at det danske aktiemarked i høj grad er drevet af nogle få store aktier, der har vist imponerende resultater gennem de senere år.

– Det danske aktiemarked er i øjeblikket drevet af nogle få store aktier, der har klaret sig rigtig godt igennem de senere år. Det er selvfølgelig glædeligt, fordi det afspejler, at vores virksomheder klarer sig godt, udtaler han.

Denne udvikling er dog ikke noget, der nødvendigvis optager de fleste af Spar Nords kunder, forklarer Ploug videre. De fleste kunder følger ikke som regel indeksets bevægelser tæt, og hvis, så har de typisk en langsigtet strategi, hvor fokus er på det samlede afkast over tid snarere end kortsigtede udsving.

– For vores kunder tror jeg ikke, at de fleste går så meget op i, hvordan C25-indekset ligger. De fleste kunder har en langsigtet strategi og er placeret globalt i stedet for kun i Danmark. Så jeg tror, det primært er de meget interesserede, der følger med i det, mens de fleste fokuserer mere på at aktier klarer sig godt over tid, forklarer han.

Når det kommer til rådgivning af investorer i en tid, hvor aktiemarkedet når nye højder, er Plougs råd klart:

– Mit råd er altid at glemme, hvordan aktiemarkedet ser ud lige nu, og i stedet fokusere på tidshorisont og risikovillighed. Historien har altid vist, at man ikke kan forudsige top og bund, fordi ingen ved, om de næste to år bliver fantastiske, eller om det hele vender i morgen, siger han, og understreger at det altså særligt handler om at have en god langtidshorisont og være villig til at tage de udsving, der kommer undervejs.

Global økonomi sætter præg på danske aktier

Den globale økonomi spiller også en afgørende rolle for det danske aktiemarked. Med danske selskaber som Novo Nordisk og DSV, der i høj grad er afhængige af deres internationale aktiviteter, bliver deres succes tæt forbundet med, hvad der sker på de globale markeder. Viceinvesteringsdirektør Otto Friedrichsen fra Formuepleje fremhæver i en artikel fra TV2, at den danske økonomi er både lille og åben, hvilket gør markedet særligt sårbart over for internationale udsving. Torben Ploug understreger i denne sammenhæng, at virksomheder som Novo Nordisk, der udgør en stor del af C25-indekset, er påvirket af eksterne faktorer, som denne, hvilket kan have en betydelig indvirkning på indeksets samlede udvikling.

– Man kan sige, at de danske selskaber er dybt afhængige af, hvad der sker i udlandet. Vi har for eksempel Novo Nordisk, der udgør en stor del af C25, og som er påvirket af eksterne faktorer. Jeg tror, vi skal vænne os til, at danske selskaber i dag i høj grad er styret af, hvad der sker på det internationale marked. Når det går godt for danske virksomheder på verdensmarkedet, er det en styrke for os alle, forklarer han.

Globaliseringen betyder altså, at danske aktier i højere grad bliver påvirket af internationale begivenheder, og det gør markedet mere komplekst, men selvfølgelig også mere spændende for engageret investorer.

Selvom den økonomiske usikkerhed i Europa kan påvirke aktiemarkedet, fremhæver Ploug dog, at markedet allerede har indregnet en usikkerhed i aktiekurserne. Her er det vigtigt at forstå, at aktiemarkedet er præget af store udsving, og at man som investorer og som allerede nævnt skal være forberedt på både op- og nedture.

– Man skal være opmærksom på, at aktiemarkedet er meget volatilt, så selvom vi har haft en god periode, kan det hurtigt vende. Men det handler om at være bevidst om sin risikoprofil og ikke lade sig rive med af korte perioder med optur, advarer han.

Afslutningsvis understreger Torben Ploug derfor igen vigtigheden af, at investorer forholder sig til deres egen risikoprofil og tidshorisont. Han påpeger, at aktiemarkedet historisk set har givet det bedste afkast, men at det kræver en vis tålmodighed og ro i maven at navigere gennem de uundgåelige udsving.

– Aktiemarkedet har historisk set givet det bedste afkast, men man skal kunne håndtere de udsving, der kommer undervejs. Det er i nedgangstider, at man virkelig bliver prøvet, og i opgangstider er alle eksperter, siger han til slut med et smil.

Hærværk i Kolding med politisk budskab

0

I Kolding er der i løbet af weekenden blevet rapporteret om tre tilfælde af graffiti-hærværk, hvor tags med teksten “Free Palestine” er blevet malet på forskellige steder i byen.

Hærværket fandt sted på Nicolaiplads, Låsbygade og Låsbybanke mellem fredag og lørdag. Politiet har oplyst, at der er overvågning på nogle af de berørte steder, og de gennemgår nu materialet som en del af efterforskningen

Nyt fælles beredskab: TrekantBrand og Sønderjylland styrker samarbejdet

0

Fra den 1. februar 2025 intensiveres samarbejdet mellem TrekantBrand og Brand & Redning Sønderjylland, når de to beredskaber udvider deres eksisterende samarbejde. Dette sker i forbindelse med, at Brand & Redning Sønderjylland bliver en del af den fælles vagtcentral, som TrekantBrand allerede driver i samarbejde med Vejle Brandvæsen.

Den nye aftale betyder, at vagtcentralen fremover vil modtage alarmer og håndtere udkald i alle tre beredskabers udrykningsområder. Samarbejdet omfatter også et fælles operationscenter, der skal sikre den samlede robusthed i hele området og yde ledelsesstøtte til enhederne på skadestederne. Dette indebærer blandt andet koordinering af assistance og andre ressourcer til skadestedet.

Jørgen Popp Petersen, formand for Beredskabskommissionen i Brand & Redning Sønderjylland, udtaler:

– Vi har indgået samarbejdet, fordi vi ønsker at skabe et regionalt samarbejde på tværs af beredskaberne og sikre robusthed og udnyttelse af kapaciteter på tværs af beredskabsgrænserne. En fælles vagtcentral med tilhørende operationscenter vil uden tvivl styrke det samlede beredskabs robusthed – til gavn og tryghed for borgere og virksomheder.

Holger Andersen, beredskabsdirektør i Brand & Redning Sønderjylland, ser også store fordele ved samarbejdet:

– Indsatslederen kan koncentrere sig fuldt ud om indsatsen på skadestedet og lade den operative ledelsesstøtte på vagtcentralen håndtere alt det, der skal koordineres i baglandet, såsom tilkald af ekstra styrker, forplejning mv.

Samarbejdet mellem de to syddanske beredskaber følger de beredskabsfaglige anbefalinger om at arbejde sammen i større enheder for at opnå flere synergieffekter, især i forbindelse med samtidige eller større hændelser. Jarl Vagn Hansen, beredskabsdirektør i TrekantBrand, tilføjer:

– Med aftalen får vi et øget overblik over vores samlede ressourcer, og det sætter os i stand til at udnytte vores fælles kompetencer endnu bedre end hidtil.

Knud Erik Langhoff, formand for Beredskabskommissionen i TrekantBrand, ser også frem til det kommende samarbejde:

– Det vil give et endnu stærkere beredskab i Syddanmark og sikre en større robusthed og udnyttelse af de tilgængelige ressourcer, siger Langhoff.

Fakta om vagtcentral og operationscenter:

  • Placering: Vagtcentralen og operationscenteret er placeret på brandstationen i Fredericia, hvor TrekantBrand i forvejen driver disse faciliteter i samarbejde med Vejle Brandvæsen.
  • Bemanding: Vagtcentralen er bemandet med to til tre medarbejdere døgnet rundt, og der er altid en vagtsat operationschef til stede.
  • Opgaver: Vagtcentralen modtager alarmer fra 112-alarmcentralerne samt automatiske brandalarmer. Ved udkald sendes den nærmeste relevante indsatsstyrke uafhængigt af udrykningsgrænser eller beredskabsgrænser. I samarbejde med operationschefen koordineres yderligere assistance og tilkald af øvrige ressourcer, afløsningsmandskab, forplejning, vandforsyning og logistik. Operationscenteret sørger desuden for nødvendig krisestyring og sikrer, at der fortsat er enheder klar til at håndtere yderligere samtidige hændelser.

Serieindbrud i personbiler på pendlerplads

0
Foto: Pixabay

Politiet har også modtaget anmeldelser om serieindbrud i personbiler på en pendlerplads ved Tankedalsvej i Kolding Kommune.

Mellem fredag klokken 14:00 og søndag klokken 20:00 blev flere biler brudt op, herunder en bil, hvor højre dør blev knust. Tyvene rodede i handskerummet og stjal seks kuglepenne.

SF har valgt nye folketingskandidater

0

Når folketingsvalget kommer, stiller SF med to spidskandidater – nuværende folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt i den østlige del af Syd- og Sønderjylland og Jørgen Kvist i den vestlige.

Meningsmålingerne går SF’s vej i denne tid, og partiet håber og tror på mindst to folketingsmedlemmer ved næste valg, hvis de gode målinger fastholdes. Derfor har SF i Syd- og Sønderjylland valgt to stærke spidskandidater i deres urafstemning.

Det drejer sig om siddende folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt, som genopstiller – denne gang i Kolding, Vejle, Fredericia, og som noget nyt også i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa. Derudover Jørgen Kvist, generalsekretær i KFUM og KFUK, som opstiller i Esbjerg, Varde, Tønder, Fanø, Vejen og Billund.

– Jeg er selvfølgelig glad for, at SF’erne endnu engang ønsker mig som frontfigur lokalt, men glæden er ekstra stor, fordi vi bliver et helt hold af gode kandidater med meget forskellige baggrunde. Jeg stiller op, fordi der mere end nogensinde er brug for et venstreorienteret parti, der vil sikre fair pension for alle, og som er optaget af, hvilke tilbud, vi giver børn, syge og ældre, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

– Jeg er utrolig glad for opbakningen og ser frem til en sjov valgkamp på et stærkt SF-team. Jeg vil bygge bro mellem land og by. Der er masser af penge i Danmark, men de skal fordeles fair og retfærdigt. Og så skal der være meget mere plads til naturen, rent drikkevand og levende fjorde, siger Jørgen Kvist.

De to spidskandidater får følgeskab af en række andre lokale kandidater: Timm Bøttger (Sønderborg), Christian Mutwa Christensen (Aabenraa), Magnus Flensborg (Vejle) Milo Jacobsen Gaarde (Tønder), Ina Juul Jensen (Vejle), Susanne Posselt (Tønder), Yazmin Victoria Madsen (Vejen), Susanne Posselt (Sønderborg) og Sofus Teislev (Kolding).

Om kandidaterne

Karina Lorentzen Dehnhardt, 50 år og bosiddende i Seest, Kolding. Hun er uddannet lærer og sad i Folketinget i perioden 2007-15 og igen fra 2019. Hun har været partiets gruppeformand og markante rets- og landdistriktsordfører. Hun er desuden medlem af kontaktudvalget vedrørende det tyske mindretal og kontroludvalget for efterretningstjenesterne.

Jørgen Kvist, bosiddende på Vesterbro i København. Født i Esbjerg, opvokset ved Ølgod og har fritidshus ved Varde. Jørgen er uddannet cand. theol., har været højskoleforstander, konsulent, præst og de sidste 11 år generalsekretær for KFUM og KFUK i Danmark. Jørgen er medstifter af Projekt Frit Løb, der har været med til at formulere og finde op mod 100 mio. kr. til naturgenopretning af Varde og Holme Ådale.

Moderaterne fyrer medarbejdere

0
Foto: AVISEN

Midt i en intern krise har Moderaterne truffet beslutningen om øjeblikkeligt at afskedige medarbejderne i deres politiske sekretariat.

Beslutningen kommer efter en længere periode med uro, der blandt andet har omhandlet klager til Arbejdstilsynet over arbejdsmiljøet i partiets sekretariat på Christiansborg.

Ifølge oplysninger fra TV 2, som har fået fat i et brev fra partisekretær Kirsten Munch, har Moderaterne mistet tilliden til alle medarbejdere i den politiske afdeling. I brevet bliver de ansatte informeret om, at de med øjeblikkelig virkning fritages fra deres arbejdsopgaver for partiet.

“Efter grundige overvejelser og undersøgelse af det interne arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat har vi desværre mistet tilliden til, at vores samarbejde med den nuværende stab af medarbejdere i Politisk Afdeling, herunder dig, kan fortsætte,” står der i brevet, som afsluttes med en formel opsigelse af de pågældende medarbejdere.

Situationen opstod efter, at B.T. i en artikel fremhævede problemer med arbejdsmiljøet for partiets ansatte, hvilket udløste en række klager til Arbejdstilsynet. Sagen førte til, at folketingsmedlem Jeppe Søe valgte at forlade partiet.

Moderaterne har i mere end en måned været præget af intern uro, og de seneste fyringer tyder på, at krisen langt fra er overstået. Partiets fremtidige strategi og håndtering af arbejdsmiljøet vil uden tvivl blive fulgt nøje af både medlemmer og offentligheden.

Artiklen opdateres løbende, efterhånden som nye oplysninger kommer frem.

Økonomiske bekymringer og forsinkelser rammer Nyt OUH

0
Foto: AVISEN

Byggeriet af det kommende supersygehus i Odense, Nyt OUH, står nu over for økonomiske udfordringer, der skaber yderligere usikkerhed om projektets fremtid.

En ny uvildig rapport har afsløret, at økonomien i projektet er blevet markant forværret. Den tidligere “gule” trafiklysmarkering er nu blevet “rød,” og det indikerer alvorlige økonomiske problemer, der kan komme til at true hele projektets gennemførelse.

Nyt OUH er planlagt til at blive Danmarks største nybyggede supersygehus med 10.000 rum, 905 sengepladser og 52 operationsstuer. Projektet, som oprindeligt skulle have været afsluttet i 2022, har allerede været udsat for flere forsinkelser. Nu ser det ud til, at økonomien også halter, hvilket yderligere komplicerer situationen.

Formanden for udvalget for byggeri, indkøb og grøn omstilling i Region Syddanmark, Karsten Uno Pedersen, har udtalt, at der hersker betydelig usikkerhed om, hvorvidt det nuværende budget kan holde. Region Syddanmark, som er bygherre på projektet, er i øjeblikket i intense forhandlinger med den italienske totalentreprenør, Odense Hospital Project Team (OHPT), om endnu en tidsplan for færdiggørelsen af sygehuset.

Ifølge Karsten Pedersen er forhandlingerne udfordrende, præget af krav og modkrav fra begge parter. De italienske entreprenører mener, at ændringer i projektet har medført omprojektering, hvilket har øget omkostningerne. Disse forhandlinger har trukket ud, og regionen er endnu ikke klar til at fastsætte en ny deadline for projektets færdiggørelse.

Situationen er yderligere kompliceret af de dagbøder, som Region Syddanmark har pålagt totalentreprenøren. Siden juli 2024 har dagbøderne været på tre millioner kroner om dagen, da flere vigtige milepæle i kontrakten ikke er blevet nået.

Dødsfald Kolding uge 16

0
Henning Espersen1949 - 2026 Hans Ravn Edwardsen1955 - 2026 Lissi M. Andersen1930 - 2026 Marie Jepsen1925 - 2026 Lissy Carstensen1932 - 2026

Mand mødte op i retten med foldekniv

0
KRIMI. En mand blev torsdag formiddag standset i adgangskontrollen ved Retten i Kolding. Personalet fandt en foldekniv på ham, da han skulle ind i...

Specialcenter Vonsild bliver selvstændig specialskole

0
UDDANNELSE. Historien om fremtiden for Specialcenter Vonsild har været længe undervejs. Den begyndte formelt med BDOs analyse af specialundervisningsområdet, som Børn og Uddannelse fik...

Tre boligblokke rives ned. Et plejehjem rejses.

0
BOLIG. Det er svært at tænke på Skovparken uden de tre etageblokke, der i mere end et halvt århundrede har stået side om side...

EventC søger 250.000 kr. til ny festival ved SDU og UC SYD

0
EVENTS. EventC og Mokka Group er gået sammen med uddannelsesinstitutionerne i Campus Kolding om at skabe et nyt musik- og streetfoodarrangement 11. september 2026....

Kolding Kommune giver 110.000 kr. til Røde Kors fest på Godset

0
EVENTS. Dansk Røde Kors fejrer i 2026 sin 150-års fødselsdag med fem regionale arrangementer rundt i landet. Den 29. august går det løs på...