Onsdag morgen er store dele af landet ramt af glatte veje, uheld og forlænget rejsetid. Ifølge Vejdirektoratet er både motorveje og statsveje påvirket af sne- og isglatte forhold, og bilister må væbne sig med tålmodighed.
På E45 Sønderjyske Motorvej mellem Ustrup og Vojens er der sket et uheld, hvor højre spor er spærret. Redningsberedskab er på stedet, og uheldet forventes først afsluttet i løbet af morgenen. Som følge heraf er der kø på strækningen fra Frøslev mod Kolding mellem Haderslev S og Vojens, hvor rejsetiden er forlænget med 10 til 30 minutter.
Samtidig meldes der om sne- og isglatte veje i Kolding Kommune, hvor både statsveje og kommuneveje er påvirket. Der er løbende gang i saltning og snerydning, men risikoen for glatte vejbaner er fortsat høj, særligt på mindre veje og i morgentimerne.
Også Middelfart Kommune er ramt af sne- og isglatte forhold. Her meldes der om glat føre på veje i alle vejklasser, og saltning er iværksat flere steder i løbet af natten og morgenen.
Vejdirektoratet har desuden udsendt en særmelding om risiko for glatte veje og forlænget rejsetid. Prognosen varsler fortsat snebyger over store dele af landet, især i Jylland, og lokalt kan der falde betydelige mængder sne. Forholdene kan ændre sig hurtigt, og vejret længere fremme på ruten kan være anderledes end der, hvor man starter.
Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt, holde god afstand, tage af sted i god tid og løbende orientere sig om den aktuelle trafiksituation, inden de begiver sig ud i morgentrafikken.
Mathias Gidsel er igen i spotlightet. Ikke fordi han søger det, men fordi tiden har placeret ham der, midt i Danmarks jagt på det EM-trofæ, der har manglet siden 2012.
Sneens tyngde er det første, der møder én. Den ligger ikke dekorativt, men massivt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Hotel Vejlefjord er lukket inde i vinteren denne dag, isoleret fra omverdenen, som skabt til forberedelse og forventning. Indenfor er kontrasten markant. Her summer det.
Landsholdets store pressedag folder sig ud i kælderetagen, hvor der er tændt op med spots, kabler og kameraer. Det ligner et midlertidigt tv-studie mere end et hotel. Stemmer glider ind og ud af hinanden, spørgsmål gentages i variationer, og fortællinger bliver langsomt formet.
Annonce
I et mødelokale lidt væk fra mylderet sætter Mathias Gidsel sig til rette. Han gør ikke væsen af sig. Han ankommer ikke. Han sætter sig bare. Alligevel samler rummet sig omkring ham. Han er i spotlight igen.
Ikke fordi han opsøger det. Men fordi tiden har placeret ham der.
Danmark står foran endnu en slutrunde som sportens referencepunkt. Fire VM-guld i træk. To olympiske mesterskaber, senest i 2024. En generation, der allerede har skrevet sig ind i historien. Og alligevel mangler der noget. Ét trofæ. EM-guldet, som Danmark ikke har vundet siden 2012.
Dengang var Mathias Gidsel stadig bare en dreng, der spillede håndbold, fordi det var sjovt.
»Jeg har egentlig aldrig satset på håndbold. Jeg har aldrig haft et karrieredefineret mål med, hvad jeg ville med mit liv,« siger han.
Det er ikke et svar, der er formuleret for at virke beskedent. Det er snarere konstaterende. For Gidsel har håndbolden aldrig været et projekt, der skulle realiseres. Den har været en bevægelse, han har fulgt, fordi den gav mening.
På efterskolen var han blandt de mindste. Ikke fysisk dominerende. Ikke den type spiller, der automatisk blev udpeget som fremtidens stjerne. Alligevel blev han ved. Ikke drevet af ambition, men af lyst.
»Jeg har altid haft en enorm glæde og en leg ved bolden. Jeg trænede ekstra, fordi jeg syntes, det var sjovt. Ikke fordi jeg tænkte, at jeg skulle være verdens bedste håndboldspiller.«
I dag lyder det næsten paradoksalt. For Gidsel er blevet en verdensstjerne. Et navn, der bærer forventninger. Et ansigt på en generation, der ikke længere bliver målt på potentiale, men på resultater.
Men fundamentet er det samme.
Arbejdet.
»Hvis du lægger en million timer i noget, så bliver du dygtig til det. Det er jo ikke en større videnskab.«
Han taler om ungdomsårene uden romantik. Om gentagelser, fysik, om at møde op – også de dage, hvor kroppen ikke føles let. Også kost og restitution, men aldrig som et regime. Snarere som betingelser for at kunne blive ved.
»Man skal selvfølgelig spise nok i den alder. Men i sidste ende er det hårdt arbejde, der bærer det. Og hvis du så lige kan tage lidt talent oveni, så hjælper det.«
Det er den samme nøgternhed, der præger hans blik på landsholdets situation nu. Danmark går ind til EM som storfavorit. Det bliver ikke forsøgt bortforklaret.
»Jeg løber ikke fra, at vi er store favoritter. Og jeg anerkender også, at det er en skuffelse, hvis vi ikke vinder. Men i sport går det ikke altid, som man regner med.«
Annonce
Han nævner OL-turneringen, hvor både kvartfinale og semifinale blev afgjort med ét mål.
»Hvis de kampe var gået den anden vej, så kunne vi have siddet her og snakket om en helt anden historie.«
Det er netop den erkendelse, der gør EM-guldet til noget andet end et krav. Snarere en mulighed. En chance, der ikke nødvendigvis kommer igen i samme form.
»Jeg har jo ikke været med så mange år, så så meget kan det ikke tære mig. Men når vi er så dygtige, som vi er lige nu, så handler det om at vinde så meget som muligt.«
Efter EM i 2024 opstod der ifølge Gidsel en intern snak i truppen. Ikke som en krise, men som en justering. En fornemmelse af, at holdet ikke havde ramt sit fulde potentiale.
»Der blev sagt, at vi måske kun spillede på 80 procent. Og så måtte vi jo finde de sidste 20. Det var ikke noget, der blev sagt for sjov. Det var noget, vi tog alvorligt.«
Den erkendelse ændrede noget. Ikke på overfladen, men i strukturen. I detaljerne. I måden, holdet forberedte sig på.
»Jeg synes faktisk, det var startskuddet til, at vi rykkede os. Ikke fordi vi var dårlige før, men fordi vi blev mere bevidste om, hvor gode vi kunne være.«
Annonce
Siden har resultaterne talt deres eget sprog. Endnu et VM-guld. Et OL-guld i 2024. En følelse af kontrol, men ikke af selvtilfredshed.
Ved det kommende EM kommer hjemmebanen oveni. Jyske Bank Boxen i Herning. Et rum, der allerede har sat sig i kroppen.
»Sidste gang var det lidt som om festen sluttede for tidligt. Vi var videre, men vi havde jo ikke vundet noget. Og så skulle vi af sted. Det sad faktisk i mig bagefter.«
Han holder en kort pause.
»Når man spiller i Jyske Bank Boxen, så mærker man det allerede under opvarmningen. Det er ikke bare larm. Det er sådan et sug, der går igennem kroppen. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.«
Derfor fylder udsigten til endnu en slutrunde på hjemmebane mere, end han først giver udtryk for. Danmark åbner EM den 16. januar mod Nordmakedonien, og fornemmelsen af begyndelse hænger allerede i luften.
»For mange af os føles det som juleaften den 16. januar. Det er ikke, fordi vi går og er nervøse nu. Det er bare en venten. En glæde.«
Når samtalen bevæger sig væk fra landsholdet, ændrer rytmen sig. Berlin. Hverdagen. Livet uden for rampelyset.
Gidsel har forlænget sin kontrakt. Ikke fordi alternativerne mangler, men fordi valget giver mening.
»Jeg måler ikke altid værdi i lønninger. Jeg måler også værdi i hverdagen.«
Anonymiteten i storbyen betyder noget. At håndbold er vigtigt, men ikke alt. At livet kan fylde mere end resultater.
»Hvis der er noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at det vigtigste er, at min familie har det godt.«
Han ved, at prioriteringer ændrer sig. At livet på et tidspunkt vil se anderledes ud. At der vil komme nye hensyn.
»Jeg er helt med på, at der en dag kommer børn, skole og madpakker, og så vil mit liv se anderledes ud. Men lige nu kan jeg tillade mig at fokusere 100 procent på håndbold. Og det giver mening.«
Pressedagen nærmer sig sin afslutning. Stemmerne i kælderetagen er blevet færre. Kameraerne pakkes sammen. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.
Mathias Gidsel rejser sig og forlader mødelokalet. Spotlightet følger ham videre. Ikke fordi han jager det. Men fordi han står midt i det.
Midt i en storhedstid. Med ét trofæ tilbage at vinde.
KULTUR. Nu åbner Kolding Kommune for indstillinger til årets kulturpriser, og alle borgere har mulighed for at pege på de mennesker og initiativer, der er med til at gøre kulturlivet i kommunen levende og mangfoldigt. Med fire forskellige priser er der lagt op til en bred anerkendelse af både frivillige kræfter og professionelle aktører.
Kulturpriserne skal hylde alt fra ildsjæle og nytænkende projekter til større initiativer, der har sat et markant aftryk på kulturen i Kolding Kommune. Borgerne kan derfor indstille kandidater til priserne Årets Kulturelle Aftryk, Årets Kulturelle Highfive, Årets Ildsjæl og KulturKolding-prisen.
Formand for Kultur- og Eventudvalget, Merete Due Paarup, opfordrer borgerne til at engagere sig aktivt i nomineringerne. »Kulturen er med til at vise, hvad Kolding kan. Det er den, der skaber fællesskaber, nye idéer og oplevelser, som samler os på tværs. Med kulturpriserne vil vi gerne sige tak og give anerkendelse til de mennesker og initiativer, der hver dag gør en forskel – hvad enten det er gennem frivilligt engagement, mod til at tænke nyt eller stærke kulturelle projekter. Jeg håber, at mange borgere vil være med til at indstille kandidater, for der er masser af gode kræfter i Kolding, der fortjener at blive hyldet.«
Alle borgere i Kolding Kommune kan indstille kandidater via kommunens hjemmeside, og der er åbent for indstillinger fra mandag den 5. januar til søndag den 1. februar 2026. Efterfølgende udvælger Kultur- og Eventudvalget tre nominerede til hver pris og kårer de endelige vindere. En undtagelse er KulturKolding-prisen, hvor det er borgerne, der afgør vinderen gennem en sms-afstemning, som åbner i starten af april 2026.
De fire kulturpriser spænder vidt. Årets Kulturelle Aftryk gives til et frivilligt drevet initiativ, der har henvendt sig til en bred målgruppe og sat et særligt kulturelt præg i det forgangne år. Årets Kulturelle Highfive fokuserer på kulturelle eksperimenter og entreprenørskab, mens Årets Ildsjæl er en ærespris til en aktør, der over flere år har ydet en betydelig frivillig indsats for kulturen. KulturKolding-prisen er åben for alle kulturaktører i kommunen, der har gjort sig ekstraordinært bemærket det seneste år.
Vinderne af årets kulturpriser bliver afsløret og fejret ved Kultur Awards tirsdag den 14. april 2026, hvor der er lagt op til et stort prisshow på Godset i Kolding.
Glatte veje og flere hændelser skaber tirsdag aften omfattende trafikale problemer i Trekantområdet og på de fynske og sydjyske motorveje. Ifølge Vejdirektoratet er både E20 og E45 ramt af uheld, kø og midlertidige spærringer.
På rute 23 mellem Juelsminde og Vejle er der anmeldt uheld mellem Hornstrup og Grejs. Her er spor blokeret, uheldsstedet er endnu ikke sikret, og et trafiklys er væltet. Trafikanter opfordres til at udvise stor forsigtighed.
Samtidig er E20 fra Fredericia mod Middelfart ved Fredericia S spærret som følge af en havareret bil. Vejhjælp er på vej til stedet, og trafikken er påvirket.
På E45 fra Kolding mod Haderslev advares der om sneglatte veje mellem Info-Teria Hylkedal og Kolding S. Kun venstre spor er farbart, og vejhjælp arbejder på strækningen.
Derudover er der kø og forlænget rejsetid på 30–60 minutter på E20 og E45 fra Kolding N mod Haderslev mellem Bramdrupdam og Info-Teria Hylkedal efter uheld. Normal trafik forventes først senere på aftenen.
Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt, holde god afstand og følge skiltning og myndighedernes anvisninger.
Efter flere års tæt og værdifuldt samarbejde stopper Bring som hovedsponsor for Håndboldkvinderne. Aftalen, der har været med til at styrke både synligheden og det kommercielle fundament omkring kvindelandsholdet, udløber den 30. juni 2026.
Bring har siden indgåelsen af partnerskabet spillet en markant rolle i udviklingen af Håndboldkvinderne og har været en synlig og engageret samarbejdspartner både på og uden for banen.
Hos DanskHåndbold sender man en stor tak til den mangeårige sponsor.
»Vi vil gerne sige en stor og oprigtig tak til Bring for et stærkt og professionelt samarbejde, som vi har været meget glade for. Bring har bidraget markant til Håndboldkvindernes kommercielle fundament og den samlede fortælling om dansk kvindehåndbold,« siger direktør i DanskHåndbold, Henrik M. Jacobsen.
Samtidig ser DanskHåndbold fremad og arbejder allerede på at finde en ny delt hovedsponsor til Håndboldkvinderne.
»Vi er allerede i gang med arbejdet med at finde en ny delt hovedsponsor, og vi oplever heldigvis stor interesse. DanskHåndbold er inde i en god udvikling, og vi har altid plads til flere ambitiøse partnere, der vil være med på rejsen,« siger Henrik M. Jacobsen.
Også hos Bring ser man positivt tilbage på samarbejdet med DanskHåndbold, som har haft betydning for virksomhedens synlighed i Danmark.
»Vi har sat stor pris på samarbejdet med DanskHåndbold og den rolle, håndbolden har spillet i at gøre Bring mere kendt i Danmark. Partnerskabet har givet os værdifulde erfaringer og synlighed i en sport, der engagerer bredt,« siger Thomas Karlsen, sponsorchef i Bring.
Han peger samtidig på, at beslutningen hænger sammen med en strategisk omlægning.
»Danmark er vigtig for Bring fremover, og nu står vi over for en ny fase med en opdateret sponsorstrategi, hvor vi ønsker at udstikke en ny retning for vores tilstedeværelse i Danmark. Vi takker DanskHåndbold for et godt samarbejde og ser frem til at følge håndboldens videre udvikling,« siger Thomas Karlsen.
Samarbejdet mellem Bring og DanskHåndbold begyndte den 1. december 2021 og afsluttes officielt den 30. juni 2026.
BUSINESS. Der er stille forandringer, der kan mærkes med det samme. Ikke som et brud, men som et skifte i tempo, i stemme og i tilstedeværelse. Sådan er det i Tøjeksperten i Middelfart, hvor et velkendt ansigt har givet stafetten videre, og en ny, erfaren hånd nu står i spidsen for butikken midt på Østergade.
Efter mere end tre årtier med Thomas Andersen som det bærende ansigt i butikken, er det nu Kent Christensen, der står på gulvet og tager imod kunderne. Ikke for at ændre butikkens kurs, men for at føre den videre, med samme blik for mennesker, samme respekt for håndværket og samme forståelse for, hvad en bybutik i Middelfart skal kunne. »Jeg kommer med 37 års erfaring i Tøjeksperten. Jeg har haft butik i Grindsted, og jeg har arbejdet meget sammen med Thomas. Vi har sådan set den samme profil af butikker,« fortæller Kent Christensen.
Han er med andre ord ikke landet i Middelfart som en fremmed. Tværtimod har han i årtier været en del af kædens indre maskinrum, både som selvstændig butiksejer og som leder. I Grindsted drev han sin egen forretning, indtil den måtte lukke som følge af byggeri, og siden har han haft ti måneder i Kolding Storcenter, hvor han igen stod midt i hverdagen med kunder, varer og drift. Da Thomas Andersen stoppede i Middelfart, var det derfor ikke et åbent spørgsmål i organisationen, hvem der kunne løfte opgaven videre. Erfaringen, profilen og forståelsen for netop denne type butik pegede hurtigt i én retning. »Ledelsen syntes, at da Thomas stoppede, så ville jeg jo være det perfekte match for butikken her,« fortæller den nye butiksbestyrer.
Og netop i mødet med hverdagen på gulvet står det hurtigt klart, at Kent Christensen ikke lader sig definere af afstand eller postnummer. Selv bor han fortsat i Grindsted og pendler dagligt til Middelfart, men for ham er det ikke noget, der fylder. Snarere en praktisk detalje i en hverdag, hvor relationerne betyder langt mere end antallet af kilometer. »Jeg bor i Grindsted og kører hertil hver dag. Det er jo ingen problemer, nu har jeg jo vænnet mig til at køre til Kolding,« siger han med et smil.
For Kent Christensen handler detailhandel ikke om, hvor man kommer fra, men om hvordan man er til stede. Om evnen til at læse rummet, forstå kunderne og møde dem i øjenhøjde, også når samtalen ikke kun handler om skjortestørrelser og pasform. Og den del har han allerede mærket i sine første dage i Middelfart. »Det er gået helt fantastisk. Kunderne har budt mig velkommen og været meget hjertelige. De vil butikken – og mig – og det er jeg dybt taknemmelig for.«
Han lægger ikke skjul på, at han vidste, hvad han sagde ja til. Middelfart var ikke ukendt territorium, men en by, han allerede havde en fornemmelse for, både som handelsby og som sted. »Jeg kendte jo butikken. Den her hyggelige bybutik er fantastisk, og Middelfart er jo bare en rigtig god handelsby. Jeg har været her som turist før og ved, hvad byen kan.«
Alligevel følger der forventninger med, når man træder ind i en butik, der i årtier har haft det samme ansigt udadtil. Thomas Andersen har været synonym med Tøjeksperten i Middelfart, kendt for sin energi, sin synlighed og sin måde at være købmand på. Men hvor andre måske ville se det som en udfordring, ser Kent Christensen i stedet et fælles udgangspunkt. »Der ligner vi jo meget hinanden. Vi ved godt, at det er den enkelte person på den lokale plads, der skal gøre forskellen i en bybutik. Det havde Thomas været garant for, og det har jeg også været i Grindsted. Det håber jeg selvfølgelig også, at jeg kan blive her.«
Derfor ser Kent Christensen heller ikke sin erfaring som noget, der skal tones ned. I hans øjne handler ledelse i en bybutik ikke om alder for alderens skyld, men om forståelse. For mennesker, for situationer og for det tempo, hverdagen har, når døren går op, og kunderne træder ind. »Man kunne godt sætte en 25-årig knægt ind som butiksbestyrer her, men det ville ikke være det rigtige. Det skal være en lidt mere moden alder, så man er på øjenhøjde med det kundegrundlag, vi har her i butikken.«
Blikket er samtidig rettet fremad. 2026 bliver Kent Christensens første fulde år i Middelfart, og han ser det som et år med muligheder, hvor der ikke skal bygges fra bunden, men videre på et solidt fundament. »For mig at se bliver det rigtig godt. Butikken står på et rigtig godt fundament, og Tøjeksperten som kæde går helt fantastisk godt. Det er noget, man skal løfte videre her også.«
Når han taler om fremtiden, gør han det med et naturligt blik for både struktur og indhold. For koncepter, sortiment og brands fylder – men aldrig uden mennesket for enden af disken, bemærker han. »Vi har masser af ting bagved, der kan hjælpe os. Jeg ved, hvad vi vil, og hvad vi står for i Tøjeksperten. Jeg kommer med hele min bagage af viden, både om produkter og om drift.« Og selv efter et langt arbejdsliv er energien ikke blevet mindre. Tværtimod oplever han det som et privilegium stadig at få ansvar og opbakning. »Jeg er 62, og hold da op, baglandet tror stadig på mig. Det er fedt. Det er virkelig fedt at opleve.«
Også uden for butikken har fællesskabet altid fyldt meget. Gennem mange år har Kent Christensen været aktiv i foreningslivet i Grindsted, både som formand og som drivkraft i lokale sammenhænge. Den erfaring tager han med sig til Middelfart, uden store armbevægelser, men med en naturlig lyst til at bidrage. »Jeg har været meget involveret i foreningslivet. Ikke fordi jeg nødvendigvis skal deltage med det samme, men jeg bidrager gerne.«
Dermed fortsætter Tøjeksperten i Middelfart i et spor, kunderne genkender, som en bybutik med nærvær, erfaring og personlig betjening. Med en ny mand på gulvet, men med den samme grundlæggende forståelse af, hvad der får en butik til at leve.
Nikolaj Jacobsen har vundet fire VM-titler i træk og et OL-guld som landstræner for Danmark. På banen står profiler som Mathias Gidsel og Simon Pytlick, der allerede har været med til at definere en gylden periode i dansk håndbold. Men én titel mangler stadig. Når EM begynder på hjemmebane, jagter Danmark det mesterskab, der kan fuldende samlingen og placere holdet i historiebøgerne som den eneste nation udover Frankrig med alle tre store trofæer på samme tid.
Sneen ligger tungt omkring Hotel Vejlefjord, og mørket har allerede sænket sig over skoven og vandet udenfor. Det er vinter, det er januar, og indenfor i de rolige og luksuriøse rammer har det danske herrelandshold i håndbold siden lørdag været samlet til de sidste forberedelser frem mod et EM på hjemmebane.
Her, langt fra haller, blitzlys og larm, begynder den slutrunde, som rummer både forventninger og historiske muligheder. Danmark går ind til EM som regerende verdensmester efter fire VM-triumfer i træk og med et OL-guld i bagagen. Men én titel mangler stadig i denne æra: EM-guldet, som ikke er blevet vundet siden 2012 – og aldrig under Nikolaj Jacobsen.
Alligevel afviser landstræneren, at slutrunden kan reduceres til et simpelt facit, hvor alt andet end guld nødvendigvis er en fiasko.
»Det kommer sgu an på, hvordan og hvorledes tingene forløber. Hvis vi har spillet rigtig god håndbold og snubler på målstregen eller tæt på, så nej. Har vi spillet dårligt håndbold og ikke levet op til de ting vi kan, og vi ved vi kan, så har det jo været en kæmpe skuffelse og ikke godkendt, men du får mig aldrig til at sige fiasko,« siger Nikolaj Jacobsen.
Han vender flere gange tilbage til sit ubehag ved ordet og den måde, det ofte bliver brugt på i sportsdebatten.
»Det er et ord, som mange gange er svært at beskrive. Hvad betyder ordet fiasko egentlig? Jeg bryder mig ikke om det ord, jeg tror ikke, der er ret mange inden for sportens verden, der gør,« siger han.
Når EM alligevel fylder noget særligt, lægger Jacobsen ikke skjul på. Slutrunden spilles på hjemmebane, og for en stor del af truppen er det netop den medalje, der mangler i samlingen.
»Jeg vil da gerne gå med til, at den her betyder noget særligt. Et er det på hjemmebane, to har jeg og rigtig mange af de spillere, der er med, ikke vundet den,« siger han og fortsætter:
»Og så er den allerstørste motivation for mig, at hvis vi kan sige, at vi har de tre store mesterskaber på samme tid. Det er kun franskmændene, der har været dygtige nok til at gøre det, så kunne man skrive sig ind i historiebøgerne også.«
Hjemmebanen er ikke bare et abstrakt begreb for Jacobsen. Han beskriver det som noget, der mærkes fysisk, allerede når han træder ind i hallen.
»Den der fantastiske følelse af at gå ind i en fyldt hal, der er klædt i rødt og hvidt. At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane. Det er virkelig specielt som idrætsudøver at få lov til at stå i den hal med 15.000 mennesker i ryggen. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse,« siger han.
Den følelse genkender Mathias Gidsel. For ham står oplevelsen fra sidste slutrunde i Herning stadig tydeligt. Danmark spillede i boksen, men slutrunden kulminerede et andet sted, og det efterlod en fornemmelse af noget uforløst.
»Jeg tror, jeg havde sådan lidt en aha-oplevelse efter den sidste kamp i boksen sidste år, hvor vi skulle videre til Norge. Så sluttede vi sådan lidt. Men vi havde jo ikke vundet noget. Det var lidt som om festen sluttede meget brat,« siger Gidsel.
Derfor fylder tanken om at vende tilbage og få lov til at afslutte det hele samme sted ekstra meget.
»Der tror jeg egentlig gerne, at jeg vil tilbage og kunne få lov til at fejre det lidt mere med boksen,« siger han.
Han beskriver forventningen frem mod EM som noget, der nærmest har fået sin egen kalender.
»Jeg tror mange af os har lidt det som om, det er juleaften den 16. januar, og nu går vi bare og venter.«
Med forventningerne følger også favoritværdigheden, som Gidsel ikke forsøger at løbe fra.
»Nu er vi her. Vi er de bedste. Vi er store favoritter. Det løber vi ikke fra. Og så gælder det om at vinde, når man er der,« siger han.
Samtidig understreger han, hvor små marginaler der kan afgøre en slutrunde – også for et hold, der på papiret står stærkest.
»Jeg ved, at EM bliver afgjort på en stolpe ind og en stolpe ud. Og det kan vi ikke styre. Men vi kan opsøge heldet,« siger Gidsel.
Simon Pytlick rammer samme balance mellem ambition og forbehold. Han erkender, at EM-guldet er et mål, men han nægter at gøre slutrunden til et spørgsmål om forventningspres udefra.
»Personligt? Det kommer an på, hvor god håndbold vi har spillet. Hvis vi har spillet god håndbold, og vi har gjort alt, hvad vi kunne, så ville det ikke være en skuffelse,« siger han.
Han peger samtidig på, at feltet er bredt og fyldt med hold, der kan straffe selv små udsving.
»Der er mange utrolig gode andre hold, som vil gøre alt, hvad de kan for at slå os. Hvis vi ikke er gode nok, så kan de godt slå os,« siger Pytlick.
Netop derfor fylder forberedelserne i Vejlefjord mere end bare restitution og taktiske møder. Det handler også om ro, fællesskab og om at ramme det rette mentale niveau, inden det hele begynder.
For Nikolaj Jacobsen handler det ikke om at opfinde noget nyt, men om at holde fast i det, der har bragt holdet hertil.
»Der er ingen grund til at lave noget om. Det har egentlig fungeret meget godt til de to sidste her,« siger han.
Når Danmark snart træder ind i lyset igen, bliver det med et hold, der både bærer historien og forventningerne med sig. Men også med en klar bevidsthed om, at intet er givet på forhånd – heller ikke på hjemmebane.
Efter 40 år med kødboller udvider IKEA igen sit sortiment i restauranterne. Allerede fra denne uge kan kunderne sætte tænderne i en sprød, plantebaseret falafel med smag af Mellemøsten i anledningen af ‘Grøn januar’.
Fra den 7. januar kan kunderne hos IKEA vælge en ny plantebaseret ret i restauranterne. Som grønt alternativ til den ikoniske kødbolle introducerer IKEA en sprød falafel, der serveres med couscous, aioli og citron og fremover bliver en fast del af menukortet i alle danske varehuse.
Lanceringen sker som en del af ’Grøn januar’, hvor IKEA sætter fokus på den grønne del af menukortet og sænker priserne på de plantebaserede alternativer i varehuse landet over. IKEA mærker generelt en stigende interesse for de grønne retter blandt kunderne.
– Vi har i mange år haft stor succes med vores klassiske kødboller, men i dag vælger flere og flere kunder grønne alternativer. Med falafler på kortet får vi en velsmagende variant, som passer til både vegetarer og alle dem, der gerne vil spise lidt mere plantebaseret og måske tage hul på nye vaner, siger Lasse Møller, Food Manager hos IKEA.
40 år med kødboller – nu i flere varianter I 2025 er det 40 år siden, at IKEA første gang introducerede sine svenske kødboller, som er blevet synonym med virksomheden. Siden da er udvalget udvidet med varianter baseret på kylling og plantefars i takt med, at flere efterspørger nye, mere plantebaserede madvaner.
Den nye falafel er det seneste bolle på paletten, og den har allerede fået en varm modtagelse i flere andre lande.
– Vi arbejder løbende på at tilbyde endnu flere grønne valgmuligheder. Det handler både om at tage ansvar for klimaet og om at møde kundernes ønsker. Falaflen er et naturligt næste skridt, og vi glæder os til at høre, hvad danskerne synes, siger Lasse Møller.
Falaflen bliver en fast del af menukortet i IKEAs restauranter i landets seks varehuse. I hele januar er der særligt fokus på de plantebaserede retter, blandt andet med en lavere pris på den populære plantebolle.
På globalt plan serverer IKEA hvert år omkring 1,4 milliarder madboller.
En observeret ulv i Fredericia i weekenden satte gang i massiv opmærksomhed, hundredvis af henvendelser og flere myndighedsreaktioner. Mandag blev der samtidig slået alarm om et stort dyr ved en skole – som viste sig at være en hund. Naturvejleder Bjarne Christensen fra Fredericia Kommune gør nu status og slår fast: Der var en ulv i området, men ikke dér, hvor mange troede.
Det begyndte i weekenden med billeder og observationer af et stort dyr i Fredericia-området. En ulv. Observationerne blev delt på sociale medier, og et opslag alene trak omkring 1.600 kommentarer. Siden fulgte dækning i både lokale og landsdækkende medier.
Mandag formiddag kulminerede opmærksomheden, da der kom en melding om et ulvelignende dyr ved en skole og en børnehave i byen. Elever blev sendt ind, og politiet blev tilkaldt.
Naturvejleder Bjarne Christensen fra Fredericia Kommune har mandag brugt det meste af dagen på at gøre status efter weekendens ulveobservationer og den efterfølgende forveksling med en hund.
Men her var der tale om to forskellige hændelser.
Det understreger naturvejleder i Fredericia Kommune, Bjarne Christensen, der mandag brugte det meste af dagen på at håndtere henvendelser, interviews og koordinering.
»Der blev observeret en ulv i weekenden, og det er korrekt. Den observation er efterfølgende blevet bekræftet af ulveeksperter. Men den episode, der mandag skabte alarm ved skole og børnehave, viste sig at være en stor hund,« siger han.
Mandagens alarm: Hund – ikke ulv
Ifølge Bjarne Christensen blev han ringet op mandag formiddag af skoledirektøren, der fortalte, at der var observeret et stort dyr på skolens område. Af hensyn til børnenes sikkerhed blev eleverne sendt ind.
»Jeg tog derud sammen med en afdelingsleder. Da vi går over sportspladsen, kommer der pludselig et stort dyr løbende meget tæt forbi os. Det gav da et chok, fordi vi ikke havde set det komme,« fortæller han.
Dyret bevægede sig mod børnehavens område, og på det tidspunkt var der fortsat usikkerhed om, hvorvidt det kunne være en ulv.
»Det ville simpelthen ikke være acceptabelt, hvis et fritgående rovdyr bevægede sig rundt ved en børnehave. Derfor ringede jeg til politiet,« siger Bjarne Christensen.
Politiet kom hurtigt frem og afspærrede området. Kort efter blev det klarlagt, at der var tale om en hund – en stor hund, men en hund – som ejeren efterfølgende kom og hentede.
»Jeg tog bagefter hjem og sammenlignede billeder fra sociale medier med de billeder, jeg selv havde taget. Og der var ingen tvivl: Det var ikke den samme som ulven fra weekenden,« siger han.
Ulven fra weekenden er bekræftet
Forvirringen opstod, fordi to hændelser lå tæt på hinanden i tid og sted. Men ifølge naturvejlederen er der ikke tvivl om, at der faktisk var en ulv i Fredericia i weekenden.
»Den ulv, der blev set i weekenden, har jeg fået bekræftet af nogle af de mest erfarne ulvefolk, vi har i Danmark. Det var en ulv,« siger Bjarne Christensen.
Ulven er blevet observeret flere steder, men der er ikke tale om et dyr, der har slået sig ned i området.
»Ulve kan bevæge sig meget langt. Op mod en maraton på et døgn. Så det er helt normalt, at den er her den ene dag og væk igen den næste. Der er ikke fødegrundlag nok i Fredericia til, at en ulv etablerer territorium her,« forklarer han.
Annonce
Stor opmærksomhed – også for naturvejlederen
Sagen har udløst massiv opmærksomhed. Ud over lokale medier har både landsdækkende aviser, tv og radio kontaktet kommunen. Mandag eftermiddag skulle Bjarne Christensen også videre til P4 Trekantens dækning.
»Jeg har brugt stort set hele dagen på det her. Det sidste interview var her sidst på eftermiddagen,« siger han med et grin.
Han oplever interessen som forståelig – men understreger vigtigheden af at holde hovedet koldt.
»Ulve er nysgerrige, men de er ikke aggressive over for mennesker. Man skal forholde sig roligt, holde afstand og ikke forsøge at komme tæt på. Har man husdyr, skal de ikke gå frit. Så sker der som regel ikke mere.«
Status mandag aften er derfor klar: Der var en ulv i Fredericia i weekenden. Mandagens alarm ved skole og børnehave skyldtes en hund.
»Det er vigtigt at få skilt de to ting ad, så der ikke opstår unødig frygt. Ulven har været her på visit – og er sandsynligvis allerede videre,« siger Bjarne Christensen.
Kommunen vil fortsat følge situationen og opfordrer borgere til at melde observationer ind – men også til at være opmærksomme på, at store hunde og ulve let kan forveksles på afstand.
KONGEHUSET. To rookies fra Lillebælt i kjole og hvidt og hvide handsker. En lejet butterfly, man ikke lige kan finde, et tøjskift i KL-huset og en kort briefing om, hvor man står, når kongeparret træder ind.
Mandag den 5. januar 2026 blev en dag, Peder Tind (V), ny borgmester i Fredericia, og Anders Møllegård (V), ny borgmester i Middelfart, kommer til at huske længe. Ikke kun fordi de for første gang trådte ind i en kongelig nytårskur som borgmestre, men fordi de gjorde det sammen, skulder ved skulder, som to nye i rollen og med en oplevelse, der både var højtidelig og overraskende menneskelig.
For med det nye kongelige initiativ, hvor alle landets borgmestre for første gang var inviteret til nytårskur, blev der pludselig åbnet en dør til et rum, de fleste kun kender fra tv. Og da de to borgmestre satte sig i bilen mod København allerede dagen før, var det ikke kun program og praktiske detaljer, der fyldte. »Der var ikke mange sekunder, hvor der ikke blev sagt nogle ord i går, fordi vi er begge to meget har meget på hjerte og masser af idéer og tanker,« siger Peder Tind. Og Anders Møllegård nikker genkendende til det, han kalder en køretur for to rookies, hvor stemningen var høj, og en smule nervøs. »Vi skulle være sikre på, at vi havde det hele med. Handsker og sko og manchetknapper,« fortæller han. For bag den nationale, kongelige ramme gemte der sig noget mere enkelt, nemlig to nye borgmestre, der gerne ville repræsentere deres kommuner ordentligt, og som lige inden de trådte ind i det historiske rum, stod og hjalp hinanden med knapper, snøringer og butterfly.
Peder Tind måtte starte allerede i weekenden, da dresscoden ikke er noget, man bare lige har hængende på bøjlen. »Opgaven var jo at finde kjole og hvidt, og det har jeg valgt at leje,« siger han og fortæller, at turen til Aarhus for at hente tøjet blev til en familiedag med et smut forbi Moesgaard Museum.
Anders Møllegård løste det på den lokale måde. Det begyndte i Ejby hos den lokale tøjmand, hvor han viste et billede af dresscoden og fik resten serveret. »Så bestilte han det hjem, og vi fik det passet ind, så det sad helt fint også med de hvide handsker,« smiler han.
Borgmestre fra Trekantområdet mødtes i kjole og hvidt ved Amalienborg, da kongeparret for første gang inviterede alle landets borgmestre til nytårskur.
Det lyder måske som små detaljer. Men i en politisk virkelighed, hvor borgmestre ofte bliver beskrevet med store ord og store beslutninger, er det de små ting, der viser, hvor nyt det hele er, hvor meget, der skal læres, og hvor meget, der kan vindes ved at have nogen at læne sig op ad. For mens borgmestre fra hele landet mødtes i København, opstod der ifølge Peder Tind et fællesskab, der rakte ud over høflige nik i foyeren.
»Vi hjalp jo hinanden med at knappe knapperne, få spændt op i ryggen og styr på butterfly’en. Det var en meget fin oplevelse, hvor Middelfart hjælper Fredericia, og Kolding hjælper Vejle,« siger han. Og så kom den klassiske lille nervøsitet, der opstår, når man skal noget vigtigt. »Vi var også lidt nervøse for at glemme noget, et par sko eller en butterfly,« siger Peder Tind og fortæller om formiddagen, hvor han pludselig ikke kunne finde sin butterfly. »Jeg tænkte bare, åh nej, er den væk. Men jeg fandt den til sidst i min inderlomme,« siger borgmesteren og griner.
Netop den fornemmelse var også årsagen til, at de valgte at tage af sted allerede dagen før. Ikke for at gøre en stor sag ud af det, men for at være på plads, når dagen begyndte. Køreturen til København gav tid til både refleksion og snak om det, der venter. »Det var en køretur til København, hvor vi fik vendt verdenssituationen på den ene side af bæltet og på den anden side af bæltet. Og jeg ser meget personligt frem til at arbejde sammen med Anders,« bemærker Peder Tind.
Han lægger ikke skjul på, at dagen også blev en anledning til at tale om det, der kommer efter ceremonien, her samarbejdet. Ikke bare i højtider og symboler, men i konkret politik. »Som kommuner tror jeg, at vi har potentiale til endnu mere samarbejde. Derfor forventer jeg også, at vi i den kommende tid får sat et møde op mellem os og vores to kommunaldirektører, om hvordan kan vi styrke samarbejdet over bæltet.«
Hos Anders Møllegård fylder det samme perspektiv, men han beskriver det også som noget, der allerede er i gang – at to nye borgmestre kan understøtte hinanden, fordi de står i samme situation. »Det er bare dejligt at dele det med en, der sidder i samme position som mig.«
Selve dagen begyndte, som store dage ofte gør. Tidligt, stille og med en fornemmelse af, at der er noget, der ikke helt ligner hverdagen på rådhuset. »Vi startede med morgenmad sammen med to andre gode kollegaer, og så kørte vi ind til KL-huset, hvor vi havde vores famøse tøjskift,« fortæller Anders Møllegård. Det er her, hverdagslogistikken bliver til statsceremoni. Her møder man de andre borgmestre, får kort besked om etikette og forløb og bliver kørt videre mod Amalienborg. »Vi blev briefet, mødte de andre borgmestre og blev derefter kørt ind til kongehuset,« siger han.
Spørgsmålet er så, hvad det gør ved et menneske – og ved en borgmester – at stå der som officiel repræsentant for sin kommune. For Anders Møllegård er det en storhed, der binder sig til noget, han mener, både kommunerne og kongehuset slår på: fællesskaber. »Jeg synes, det er dejligt, at man har fået en invitation til at komme derind som noget nyt. Det handler om fællesskaber, og her står vi som et fællesskab, hele Danmark med 98 kommuner, der er inviteret med borgmestre, og vi møder et kongehus, som også slår meget på fællesskaber,« siger han.
Peder Tind sætter ord på den dobbelthed, mange vil kunne genkende, når man bliver inviteret ind i noget, der både er højtideligt og langt fra hverdagen. »Det er jo både stolthed og ydmyghed. Når kongehuset inviterer, bliver man stolt, og man bliver ydmyg,« siger han. For ham føles dagen også som en markering af, at en ny politisk sæson begynder – næsten som første arbejdsdag, bare på den største scene. »Man kan næsten sige, at det er første dag i det nye hverv, at starte med nytårskur på Amalienborg. Det bliver næsten ikke større,« smiler han.
I audiensen, fortæller de, fik alle lov til at hilse på både kongen og dronningen. En oplevelse, der for Anders Møllegård var både stor og lidt angstprovokerende, netop fordi det er første gang. »Det er stort og lidt angstprovokerende, fordi man ikke har prøvet sådan noget før. Vi er jo trods alt bare lokale,« siger han. Den fornemmelse rammer ifølge borgmesteren noget centralt i kommunalpolitik. At man kan være øverste politiske leder i sin kommune og samtidig føle sig meget lokal, når man træder ind i et rum, der emmer af historie og national betydning.
For Peder Tind var mødet med kongeparret ikke helt nyt. Han har tidligere mødt kongen i forbindelse med Royal Run og husker især dagen, hvor Fredericia tog imod. »Jeg husker tilbage på, da jeg stod nede på Cirkelbroen og bød kongen velkommen til Fredericia,« siger han og tilføjer, at han håber på flere møder i fremtiden. Samtidig sender han et venligt blik i retning af sin borgmesterkollega ved siden af sig. »Jeg ved jo, at Anders skal være vært for Royal Run i år i Middelfart.«
Peder Tind (V), ny borgmester i Fredericia, foran Amalienborg i sneen forud for årets nytårskur hos kongeparret.
Når man spørger dem, hvordan de vil forklare dagen til en borger hjemme i Middelfart eller Fredericia, kommer svarene ikke som store royale analyser. De kommer som en fortælling om at starte et nyt år og gå ind i et arbejde med et stort ansvar. »Man får en fælles lykønskning fra kongehuset og deres respekt og opbakning til, at man går ind i noget, der er et stort arbejde, fordi vi har et stort ansvar som borgmestre for vores kommuner,« siger Anders Møllegård.
Han peger også på folkeligheden i, at kongehuset åbner op og inviterer kommunerne indenfor. »Det handler om at vise, at man er folkelig. Det er også det, kongehuset gør, når de lukker op for os, så vi kan komme ind og være en del af det på lige fod med andre,« siger han.
Peder Tind lægger en anden nuance på, her taknemmelighed. At dagen også bliver en anledning til at minde hinanden om, hvor privilegeret et land Danmark er, og at man ikke tager trygheden og velfærden for givet. »At vi udviser taknemmelighed over for hinanden som borgmestre og kommuner og bliver mindet om, hvor privilegeret et land vi i virkeligheden er. »Man føler, man er en del af noget større,« siger han.
Måske er det også det, der bliver tilbage, når kjole og hvidt igen hænger på bøjlen, og dagene vender tilbage til dagsordener, møder og hverdagsbeslutninger. At der en gang imellem opstår et øjeblik, hvor borgmestre fra 98 kommuner står samlet, hilser hinanden, hilser på kongeparret og begynder året med samme håndtryk. Når Peder Tind ser tilbage på dagen, er det akkurat stemningen, han fremhæver og den historiske markør i at være med første gang. »Den gode stemning. Det var utrolig opløftende og positivt at deltage i den første nytårskur for borgmestre,« siger han
Og så kommer den linje, som enhver ny begyndelse næsten håber på at få sagt højt, længe før noget for alvor kan kaldes en tradition. »Det er jo forhåbentlig startskuddet til flere nytårskure. Vi får lov til at være med første gang, og det synes jeg er meget historisk. Det er noget, man kan se tilbage på om 30 år med stolthed,« bemærker borgmesteren.
For Anders Møllegård handler det om mødet på tværs. Borgmestre, der vil deres kommuner det bedste, men også Danmark det bedste. Og et fællesskab, han tror, han vil huske længe. »Det vigtigste for mig er fællesskabet, og at vi kan se, at vi står sammen som kommuner og vil det bedste for hele Danmark,« slutter han.
Det blev en dag for to nye borgmestre fra kommuner ved Lillebælt, sat ind i en ny kongelig ramme og præget af både højtidelighed, nervøsitet, grin og de små detaljer – som en forsvunden butterfly og oplevelsen af for første gang at træde ind i et rum, man ellers kun kender udefra.
KRIMI. En tidlig morgenkontrol i Kolding førte natten til lørdag til en sag om spirituskørsel.
Klokken 03.13 standsede politiet en kabinescooter på Haderslevvej. Føreren blev...
FORBRUGER. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har gennemført kontrolbesøg i branchen for opladning af elbiler. Besøgene sker på baggrund af en formodning om, at konkurrencereglerne kan...
POLITIK. Ekspertpanelet på beredskabsområdet efterlyser en klarere retning for, hvilke opgaver de kommunale redningsberedskaber skal kunne løfte i fremtiden. Anbefalingerne blev onsdag præsenteret og...
EM-guldet på hjemmebane blev det perfekte punktum for Mads Mensah Larsens lange og succesfulde landsholdskarriere. Efter mere end 14 år i rødt og hvidt...
Sydøstjyllands Politi har torsdag morgen anholdt syv personer i forbindelse med en anmeldelse, der har ført til politiaktioner i både Haderslev og ved Horsens.
Det...
