Om lidt er det jul. Selvom mange får nogle fridage, så har dagene det med at gå stærkt. Men forhåbentlig er der lidt tid til reflektion. I Danmark bør eliten reflektere over, hvordan danskerne egentlig har det. For selvom vi på mange måder har det godt materialistisk, så har vi også skabt et samfund, hvor alt for mange ikke kan følge med.

Skal vi fortsat have en 37 timers arbejdsuge? Eller kunne vi klare det samme arbejde på 30 timer? Måske endda mere effektivt, fordi der er overskud samt mulighed for at tage sig af børn og familie? Det gamle timesamfund stammer fra industrialderens tid. Og før det fra landbrugssamfundet, hvor arbejde og fritid stort set var det samme. Hvis man ville overleve, måtte må gå ud på marken. Ellers var det sult. Simpelt men til at forstå.

Velfærdssamfundet har skabt en lang række goder, som de fleste af os tager for givet. Vi forventer at kunne blive hentet af en ambulance, få vejhjælp, blive behandlet i sundhedsvæsenet, få passet vores børn, komme på et plejehjem og meget, meget mere. Til gengæld betaler vi med nogle af verdens dyreste skatter og afgifter. Hvordan det overhovedet kan hænge sammen, er en gåde for mange fra andre lande. Vi har historisk lånt en del til festlighederne i udlandet, da Danmark har en god kreditvurdering. Vi har i længden klaret os godt med eksport. Men intet varer som bekendt evigt. Og andre lande har også befolkninger, der gerne vil have et godt liv. Når vi køber bunker af kinesiske varer i butikkerne, så sender vi også penge den vej, mens der samtidig er brug for færre manuelle arbejdspladser i Danmark. Af samme grund af uddannelser og know how i høj kurs. Det er der, vi kan gøre en forskel på den globale verdensmarked.

Men tingene står til at ændre sig markant fra 2025. Efter en række år med ustabilitet i den amerikanske udenrigspolitik, fremført af en vag og naiv udenrigsminister i USA, er Donald Trump tilbage. Han har under hele valgkampen lovet, at han vil ændre kurs. Der er lagt op til en konfrontation med EU, hvor man frygter for den handelskrig, der kan komme som en konsekvens af de uenigheder, der lurer under overfladen. Det er ikke mindst energimarkedet, der har et kæmpe problem:

Et velfungerende samfund har brug for billig og effektiv energi. Det har vi ikke længere i Europa. Privatisering og monopoler, karteller og meget andet, har taget magten, så der nu er enorme udfordringer for mange med at kunne betale for det. Det er prisstigninger, der er lagt ovenpå de i forveje dyre varer, med den konsekvens, at der har været en markant opbremsning hos mange virksomheder. Lønningerne er ikke fulgt med. Det er overførselsindkomsterne heller ikke; de er stort set uændrede, selvom priserne er steget med op til 50 procent.

Dette er vigtigt. Når en stor del af befolkningerne i Europa begynder at reducere deres forbrug, får det konsekvenser for økonomien. Politikerne har været særdeles udygtige til at regulere og tage hensyn til dette problem. Måske har de tænkt, at man så kan spare nogle penge. Men det er et kortvarig gevinst, for i den sidste ende køber folk på overførselsindkomster ind for det meste af deres indkomst, og når de penge mangler hos butikkerne, presses omsætningen. Høje priser virker heller ikke. Det betyder nemlig mindre produktion. Men på trods af disse økonomiske overvejelser, er det mest af alt et spørgsmål om, at de sidste tre år har vist, at de europæiske samfund er særdeles sårbare overfor kriser på energimarkedet. Der er brug for en markant ændring af den eksisterende kurs.

Hvis der kommer en handelskrig med USA, så vil det yderligere forstærke udfordringerne. Vi har derfor brug for billig energi, og priserne skal være sat fast, så alle har råd til at betale for det. Man kan frygte, at der lurer en forstærket krise på energimarkedet i 2025. Hvad er der konkret sket, siden priserne sidst eksploderede? Har man arbejdet med at få ændret strukturen? Er der skabt sikkerhed for kunderne? Eller vil vi atter opleve det vilde vesten på energimarkedet, mens de store spillere blot trækker på skuldrerne og siger “betal”?

Er der grænser for, hvor meget folk er villige til at betale for vand, varme og el? Vi har forsømt at prioritere dette område. Alt for lidt brugerindflydelse, alt for ugennemsigtig en struktur. Alt for mange interesser, med alt for mange penge. Det er risikabelt. For energi er absolut nødvendig for stabilitet og udvikling. Desværre er der for få politikere, der reflektere over dette, hvorfor det fylder alt for lidt i den førte politik. Men vi kan opfordre politikerne til at reflektere over det i juletiden:

Hvordan vil du sikre danskerne mod endnu en energikrise med priser på himmelflugt?