Specialskoler – hemmelige analyser og skjulte dagsordener ???

0

Politikerne i Koldings kommunes Udvalg for Børn og Uddannelse har på møde 9.4.2025 fået fremlagt 4 NYE principper for tilbudsviften af specialtilbud i Kolding.

Principperne er fremkommet på baggrund af analyse, udarbejdet af konsulentfirmaet BDO i 2022, OG det fremgår af oplægget på mødet, at “chefgruppen er enig i BDO’s forslag til principper”.

Politikerne i udvalget præsenteredes for et ekstremt paradigmeskifte på specialområdet i dette principforslag:

“Kolding Kommunes specialundervisning baseres på elevernes pædagogiske behov”.

I BDO’s rapport beskrives, “hvordan diagnosefokus skal udfases” og målgruppebeskrivelser og visitationspraksis justeres.

I BDO’s anbefalinger i rapporten står der også, “at de anbefaler at Vonsild skole og Marielundskolen forbliver de eneste specialskoler. Alle øvrige tilbud reetableres som specialklasser med henblik på at styrke tilknytningen til almenområdet”.

ALLE udvalgsmedlemmer undtagen Søren Rasmussen, DF, stemte FOR principforslaget og FOR, at BDO’s rapport danner grundlag for kommunens videre arbejde med specialområdet !!!

Søren fik sagen udsat til byrådsmødet 27.5.

Forsøges forslagene vedtaget, før nogen læser grundlaget og de langsigtede planer ???

Hvorfor er rapporten ikke offentliggjort ???

Hvilke politikere er FOR og hvem er IMOD disse langsigtede planer for udsatte børn ?

Hvem mener mon stadig, det de sagde, da de “reddede” specialskolerne i efteråret 2025?

Lad os tale om mennesker – ikke frygt!

0

Søren Rasmussen fra Dansk Folkeparti langer ud efter mig og SF i et læserbrev, der er mere fyldt med påstande og personlige stikpiller end med reelle løsninger. Det må stå for hans regning. Men når man forsøger at skabe frygt og mistillid i stedet for at bidrage til løsninger – så bliver jeg nødt til at svare.

I SF taler vi åbent og ærligt om prioriteringer. Ja, en ordentlig busplan koster penge. Og ja, når vi prioriterer i en kommunal økonomi, må vi spørge os selv: Skal det gå ud over ældreplejen? Specialskolerne? Daginstitutionerne? Det er ikke fordi, vi vil skære dér – det er netop fordi, vi ikke vil, at vi spørger.

Men Søren Rasmussen fremstiller det som om, SF ønsker at forringe velfærden. Det er forkert. Vi har stemt nej til de store sparekataloger på ældreområdet. Vi bevarede specialskolerne og arbejder for en bedre indsats for børn med særlige behov. Og vi har sammen med Socialdemokratiet sikret et historisk fald i sygefraværet, som har frigivet millioner og skabt mere stabilitet for både borgere og medarbejdere. Det taler Søren aldrig om.

Når han derimod igen hiver robotstøvsugerne frem som et bevis på vores “asociale stil”, glemmer han at nævne, at det netop er et forsøg på at bruge ressourcerne klogere, så flere medarbejdertimer kan gå til omsorg og pleje – ikke støvsugning. Det handler om at prioritere med omtanke, ikke om at spare blindt.

Forskellen er tydelig: Hvor Søren Rasmussen bruger sin taletid på at udpege fjender og puste til frygt, bruger vi vores på at finde løsninger, der virker – også efter valgkampen er forbi. Hvor DF graver grøfter, bygger vi bro.

I SF arbejder vi med alle partier – dér, hvor det giver mening, og hvor vi sammen kan skabe resultater for borgerne. Det har vi gjort i hele denne byrådsperiode. Men vi samarbejder aldrig på bekostning af vores værdier. Vi stiller ikke op for at tækkes Dansk Folkeparti – vi stiller op for at tjene borgerne i Kolding.

Jeg forstår godt, at det kan være frustrerende at stå over for politikere, der ikke hopper med på overskrifterne. Men i SF tager vi ikke beslutninger for at vinde debatten – vi gør det for at løse problemer i virkeligheden. Og det kræver noget andet: Det kræver ansvarlighed. Ordentlighed. Og blik for helheden.

Vi kommer ikke til at deltage i en skyttegravskrig, hvor mistillid og mistænkeliggørelse sætter dagsordenen. Men vi kommer heller ikke til at tie, når vores arbejde bliver fordrejet.

For vi ved, hvem vi er, og hvad vi står for: Vi kæmper for mennesker – ikke positioner. Vi lytter, vi prioriterer, og vi tager ansvar.

Det handler om mennesker. Og mennesker skal behandles ordentligt.

35-årig mand idømt to års fængsel for salg af store mængder hash

0

KRIMI. Tirsdag blev en 35-årig mand ved Retten i Kolding idømt en fængselsstraf på to år for omfattende handel med hash.

Manden blev dømt for at have solgt og distribueret mindst 500 kilo hash til en større kreds af modtagere, hovedsageligt i Jylland.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at manden modtog dommen uden at anke.

Mystiske brande på kirkegård: Skraldespande brændte med 150 meters mellemrum

0

KRIMI. Mandag aften klokken 19.34 blev Sydøstjyllands Politi kaldt ud til en melding om brand ved kirkegården nær Kolding Kapel på Lærkevej. Ved ankomsten kunne patruljen konstatere, at der var ild i to skraldespande, som stod placeret med cirka 150 meters afstand.

Brandene nåede ikke at udvikle sig voldsomt, da en hurtig borger fik slukket ilden, inden politi og brandvæsen nåede frem. Men det usædvanlige forløb vækker alligevel opmærksomhed hos politiet, ikke mindst på grund af tidspunktet og placeringen på kirkegården.

Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag morgen:

»Der står brand i to skraldespande, som lå med cirka 150 meters mellemrum på kirkegården ved Kolding Kapel. Der når ikke at være nogen voldsom ild her, da den bliver slukket af anmelderen, men det er selvfølgelig lidt pudsigt, at der lige opstår brand i to skraldespande med 150 meters mellemrum,« siger Arno Rindahl Petersen.

Vicepolitiinspektøren understreger, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at komme nærmere årsagen til brandene. Politiet har nemlig ikke umiddelbart nogen overvågning eller vidneudsagn at støtte sig til.

»Jeg er mest i tvivl om, hvor meget vi kan kigge ind i det. Hvis ikke vi har noget overvågning eller nogle personer, vi har fat i som vidne, så tænker jeg ikke, vi kommer det meget længere,« forklarer han og fortsætter:

»Det kan jo godt være, at der er noget, men det fremgår ikke her, som om, at der er nogen.«

Politiet minder samtidig om, at det i øjeblikket er særligt tørt, hvilket gør, at selv små brande hurtigt kan udvikle sig.

»Tingene er selvfølgelig meget tørre lige for tiden,« påpeger vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen.

Politiet har på nuværende tidspunkt hverken overvågning eller vidner at gå videre med, men skulle nogen have set noget mistænkeligt omkring tidspunktet for brandene, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 1-1-4.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Flere kommer til skade på elcykel

0

VIDEN. Antallet af ulykker med elcykler er steget med 76% de seneste fem år. Det viser en ny opgørelse fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital. Brug af cykelhjelm er en enkel og billig løsning til at forebygge især de alvorlige ulykker.

Der er sket en fordobling i salget af elcykler fra 2019 til 2023. Ifølge Danmarks Statistik har hver ottende danske familie en elcykel.

I samme periode er antallet af skader efter ulykker med elcykler steget med cirka 76% og udgifterne er steget med cirka 73% på Fyn.

“Antallet af el-cykelulykker stiger år for år og i sundhedsvæsenet bruger vi flere og flere penge på at behandle personer der kommer til skade på deres elcykel”, forklarer Jens Lauritsen, professor ved Ulykkes Analyse Gruppen, Klinisk Institut og Odense Universitetshospital.

I samme periode er antallet af ulykker med almindelig cykel uændret.

Hver tredje kommer alvorligt til skade

Ulykkes Analyse Gruppen med Jens Lauritsen i spidsen står bag en opgørelse baseret på fynske tal. I 2019 var der 201 personer på Fyn, der kom til skade på deres elcykel i en grad, så de blev behandlet på Odense Universitetshospital eller Svendborg sygehus. I 2023 var det antal steget til 382 personer.

Cirka hver tredje af de tilskadekomne kom alvorligt til skade og blev behandlet for brækkede knogler, større sår, nerveskader, hjernerystelser eller indre skader. Det var uanset om de havde kørt på almindelig cykel eller elcykel.

  • Det er kun cirka halvdelen af de tilskadekomne cyklister, vi har set hos akutmodtagelsen ved OUH eller Svendborg Sygehus i perioden 2017-2024, der har brugt cykelhjelm, forklarer Jonas Ammundsen Ipsen, ph.d. og forskningsansat i Ulykkes Analyse Gruppen
  • Det er rigtigt ærgerligt, for vi kan se, at cirka hver tredje kommer alvorligt til skade med for eksempel hjernerystelse eller brækker knogler.

På med hjelmen

“At udgifterne stiger, når antallet af ulykker stiger, er ikke overraskende, men det er en ærgerlig og dyr udvikling, især fordi vi har nogle effektive og billige midler til at forebygge særligt de alvorlige og meget dyre ulykker”, siger Jens Lauritsen.

En ny norsk rapport viser, at en cykelhjelm halverer risikoen for hovedskader eller død og reducerer risikoen for ansigtsskader med 25%.

– I dag kan man få en CE-mærket cykelhjelm til cirka 300 kr. Det er en meget lav pris for en så effektiv beskyttelse, forklarer Jens Lauritsen og fortsætter

– Vores klare anbefalinger er derfor fortsat, at du bør bruge cykelhjelm, når du cykler.

Faktaboks: Så dyrt er det
I takt med at antallet af skader er steget er udgifterne til politi, redning, behandling og pleje også steget. I 2019 var udgiften til elcykelulykker cirka 13.4 millioner kroner. I 2023 var den udgift steget til cirka 23.3 millioner kroner.

Gode råd til din cykelhjelm:
– Sørg for, at din cykelhjelm passer i størrelsen, er rigtigt indstillet og sidder godt fast på hovedet. Det kan du få hjælp til at tjekke ved en cykelhandler.
– Hjelmen skal være CE-mærket. Hvis den er mærket EN 1078 lever den op til en europæisk sikkerhedsstandard for cykel – og skaterhjelme
– Køb en ny cykelhjelm, hvis den har været udsat for et hårdt stød eller slag, eller hvis der er noget, som går i stykker på den.

Kommunerne får langt større ansvar for psykiatriske patienter

0

SUNDHED. Et historisk milliardløft til psykiatrien giver landets kommuner et markant større ansvar for borgere med psykiske lidelser. Med den netop vedtagne 10-årsplan for psykiatrien skal kommunerne etablere både sociale akuttilbud og særlige afklaringspladser.

De nye initiativer skal sikre, at patienter ikke udskrives til ingenting, men tværtimod får den nødvendige støtte umiddelbart efter en indlæggelse.

Kommunerne skal oprette såkaldte afklaringspladser, hvor socialt udsatte patienter kan opholde sig efter en indlæggelse i psykiatrien. Her får de socialfaglig støtte, mens kommunen vurderer, hvilken hjælp og støtte borgeren skal modtage fremover.

Samtidig skal kommunerne etablere flere sociale akuttilbud, som kan hjælpe borgere, der oplever akutte psykiske kriser. Formålet med disse tilbud er at forebygge unødvendige genindlæggelser, ved at give hurtig rådgivning og støtte, inden en situation udvikler sig.

Ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen er det vigtigt, at ansvaret for psykiatriske patienter ikke stopper, når patienten forlader hospitalet:

»Ingen skal udskrives til ingenting. Har man en psykisk lidelse og samtidig brug for en social indsats, skal man opleve, at hjælpen er der og hænger sammen, så man kan komme på fode igen og leve et godt liv.  Og man skal mødes af medarbejdere, der har de rette kompetencer. Derfor giver vi nu socialpsykiatrien et tiltrængt og historisk stort løft,« siger ministeren.

Med flere sociale akuttilbud bliver det muligt at hjælpe flere borgere direkte i deres lokalmiljø, hvilket ifølge aftalen også vil hjælpe med at fastholde dem i job eller uddannelse.

De nye krav til kommunerne indgår som en central del af den historiske psykiatriaftale, der samlet set tilfører psykiatrien 4,6 milliarder kroner ekstra hvert eneste år.

Her kan du læse mere om den overordnede aftale:

Nu kommer hjælpen: Psykiatrien får 4,6 milliarder ekstra hvert år

0

SUNDHED. Efter mange års kritik og opråb fra patienter, pårørende og ansatte får psykiatrien nu et historisk økonomisk løft på 4,6 milliarder kroner ekstra årligt. Det er resultatet af en bred politisk aftale mellem regeringen og samtlige partier i Folketinget.

Den nye aftale, som kaldes en »samlet 10-årsplan for psykiatrien«, skal styrke hjælpen til både børn, unge og voksne med psykiske lidelser. Det massive milliardløft er varigt og øger psykiatriens økonomi med hele 35 procent sammenlignet med niveauet i 2019.

»Et vendepunkt«

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) kalder aftalen et afgørende vendepunkt for psykiatrien:

»Den samlede 10-årsplan er en milepæl i arbejdet med at opbygge fremtidens psykiatri. På patienternes, de pårørendes og medarbejdernes vegne er jeg stolt over, at det er lykkedes at samle hele Folketinget bag en aftale, der betyder, at vi nu tager et afgørende skridt mod en stærkere psykiatri,« siger Sophie Løhde og fortsætter:

»Nu gennemfører vi det største løft af psykiatrien nogensinde, så mennesker i psykisk mistrivsel eller med alvorlige psykiske lidelser hurtigere kan få den hjælp, de har brug for.«

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger, at aftalen også skal sikre bedre sammenhæng mellem psykiatrien og den sociale indsats:

»Ingen skal udskrives til ingenting. Har man en psykisk lidelse og samtidig brug for en social indsats, skal man opleve, at hjælpen er der og hænger sammen, så man kan komme på fode igen og leve et godt liv,« siger hun.

Aftalen skal især sikre, at hjælpen begynder tidligt, inden problemerne vokser sig store.

Tidlig indsats mod angst og depression

En helt ny patientrettighed sikrer, at unge mellem 18 og 24 år med angst og depression har ret til behandling inden for 30 dage. Denne behandling bliver uden egenbetaling.

Samtidig skal de kommunale tilbud til børn og unge udvides, så familier kan få hurtigere hjælp uden lægehenvisning. Derudover får børn og unge ret til et sammenhængende forløb med hurtigere opstart af behandling.

Flere sengepladser og akuttilbud

På sygehusene betyder aftalen flere ansatte og flere sengepladser til borgere med svære lidelser som skizofreni og bipolar lidelse. Kommunerne skal desuden etablere flere sociale akuttilbud, der hjælper mennesker i akut psykisk krise, så unødvendige indlæggelser kan undgås.

Kommunerne får stort ansvar

Et helt centralt element i aftalen er, at kommunerne fremover får et markant større ansvar for mennesker med psykiske lidelser.

Kommunerne skal oprette særlige afklaringspladser, der hjælper socialt udsatte patienter videre efter en indlæggelse. Derudover skal kommunerne etablere flere udgående teams, der kan støtte borgerne uden for sygehusene, så risikoen for akutte genindlæggelser mindskes.

Her kan du læse mere om, hvad det betyder for kommunerne:

Kommunen advarer efter spildevandsudslip: Badning frarådes ved Rebæk Strand

0

NATUR. Det er ikke kun badeglade turister og vinterbadere, der plasker rundt i Kolding Fjord for tiden. Et uappetitligt udslip af urenset spildevand har ramt flere vandløb nær Rebæk Strand – og nu fraråder Kolding Kommune badning på den ellers populære plet.

Kommunens medarbejdere undersøgte mandag formiddag området og kunne hurtigt konstatere alvorlige konsekvenser for miljøet.

I vandløbene Goldbæk og Skartved Bæk fandt de døde ørreder, smådyr og bakteriebelægninger langs bunden på en strækning på cirka 1,7 kilometer. Indtil videre kan kommunen dog ikke dokumentere, at forureningen også har nået selve Rebæk Strand.

»Der er ingen målinger, som dokumenterer, at der er løbet urenset spildevand ud ved Rebæk Strand, men for at være på den sikre side fraråder vi badning ved stranden, da vi ved, at vinterbadere, m.fl. også hopper i vandet uden for sæsonen. I løbet af de kommende dage får vi taget prøver af vandet, og herefter kommer vi med en ny udmelding,« oplyser ingeniør Per Bruun fra Kolding Kommune.

Kolding Kommune har opsat skilte ved Rebæk Strand, der advarer mod badning. Samtidig er der sat rødt flag op i app’en »Badevand« og på hjemmesiden www.badevand.dk.

Prop af klude og vådservietter

Årsagen til miseren skal findes tæt ved pumpestationen nær rundkørslen ved Idyl/Skamlingsbanken, hvor en kloakledning blev tilstoppet af en massiv prop bestående af klude, vådservietter og andet affald, som borgere har skyllet ud i toiletterne. Affaldet fik spildevandet til at fosse op gennem et brønddæksel og videre ud i de nærliggende vandløb.

»Uheldet viser desværre, at der er brug for den kampagne, vi kører netop nu for at få folk til ikke at bruge toilettet som skraldespand. Når affaldet bliver blandet med bl.a. størknet fedt, som ofte bliver skyllet ud i køkkenvasken, sætter det sig simpelthen som propper i kloakrørene, og det kan desværre have store konsekvenser,« forklarer Tue Knudsen, kommunikationschef hos BlueKolding.

BlueKolding arbejder nu på højtryk med at rydde op efter udslippet og fjerne den jord, der blev ramt af spildevandet. Samtidig undersøger selskabet, om der i fremtiden kan opsættes varslinger, hvis en lignende situation skulle opstå igen.

Badegæster ved Rebæk Strand må derfor væbne sig med tålmodighed lidt endnu. Når det igen vurderes sikkert at bade ved Rebæk Strand, vil kommunen fjerne advarslerne på både app’en og stranden, og informere yderligere via kommunens egne kanaler. Indtil da anbefales det at holde sig væk fra bølgerne ved Rebæk.

Svar til Søren Rasmussen om Kolding Kommunes indsats

0

Søren Rasmussen har en bøn til mig: Ikke flere tv-indslag og spørgsmål, men gerne lovændringer. Det handler naturligvis om den arme demente mand, som er placeret i psykiatrien på 17. måned, fordi Kolding Kommune ikke stillede et bo-tilbud rådighed for ham. Selvom kommunen var langt med et tilbud, sagde de det desværre aldrig til politi og anklagemyndighed – så det har desværre været nødvendigt med TV-dækning og spørgsmål, da kommunen ikke rigtigt bidrog til en løsning.

Ligeledes behøver du slet ikke bede mig om at forsøge af få ændret loven. Det har jeg forsøgt i over et år, og nu er lovændringerne er på vej, og det er ikke DF’s fortjeneste. Det er SF’s, fordi jeg stædigt har holdt fast i sagen i lang tid. Og faktisk sad jeg helt alene på det samråd forleden, hvor det endeligt lykkedes mig at få justitsministeren til at ændre holdning i sagen. 

Det var faktisk også i det samråd, at jeg endelig fik afklaret, at kommunen kan spille en rolle i en omplacering. Efter at det har været afvist af kommunen. 

Jeg har set regionen henvende sig i et forsøg på at få løst sagen, men jeg har ikke set kommunen eller Søren Rasmussen gå i brechen for sin borger. 

Men det glæder mig da at seniorudvalgets formand nu vil forholde sig til sagen. SF’s byrådsmedlemmer henvendte sig jo for nogle dage siden med et ønske om at få sagen på dagsordenen, og det er dejligt at formanden for udvalget nu også har et ønske om det. 

Det vil være rigtigt godt for manden og familien, hvis Kolding Kommune endelig vil tilbyde noget.

Elgiganten klar til kæmpe feståbning i Kolding Storcenter

0

BUSINESS. Fredag den 30. maj klokken 07.00 bliver der fyret godt op for festlighederne, når Elgiganten slår dørene op til sit nye, store varehus i Kolding Storcenter. Varehuschef Thomas Lykke Nielsen og administrerende direktør Peder Stedal står klar med den store saks til at klippe snoren, mens 80 medarbejdere er parate til at tage imod kunder fra nær og fjern med åbne arme.

Hos Elgiganten forventer man, at det bliver en åbningsfest af de helt store.

»Vi glæder os meget til at vise vores nye varehus frem i Kolding Storcenter, hvor kunder fra Kolding og omegn vil opleve et bredt og fantastisk varesortiment med knivskarpe åbningstilbud. Tilbud, der er så gode, at vi forventer, at kunder overnatter foran varehuset for at sikre sig en plads forrest i køen,« fortæller Peder Stedal.

Gaming, Apple og LEGO på hylderne

Det nye varehus breder sig ud over hele 2.500 kvadratmeter, og det bliver pakket med alt, hvad hjertet begærer inden for elektronik, gaming, køkkener og hårde hvidevarer.

Derudover præsenterer varehuset et stort område med Apple-produkter og specialiseret rådgivning, ligesom der er en dedikeret afdeling med Epoq-køkkener til dem, der ønsker nyt køkken eller bryggers.

Som en ekstra overraskelse for de yngste kunder – og måske også de lidt ældre LEGO-entusiaster – kommer der et stort udvalg af LEGO-produkter, lige fra DUPLO til Formel 1 og den populære Botanical-serie.

Croissanter, kaffe og præmier

På selve åbningsdagen lover varehuschef Thomas Lykke Nielsen god stemning, konkurrencer og ikke mindst lidt lækkert til dem, der står tidligt op.

»På åbningsdagen står vi klar fra morgenstunden med croissanter og kaffe til de morgenfriske, der har lagt sig i kø for at sikre sig de bedste tilbud. Senere på dagen tænder vi op i grillen og serverer pølser. I løbet af dagen vil der desuden være mulighed for at deltage i konkurrencer med fede præmier. Vi glæder os til at byde alle kunder velkommen til en festlig dag med god stemning og masser af gode åbningstilbud,« fortæller Thomas Lykke Nielsen.

Det gamle varehus på Egtved Allé 3 lukker søndag den 25. maj kl. 17.00, hvorefter fokus rettes mod den store åbningsfest i Kolding Storcenter.

Fra stress-stop til sølvmedalje – Emma kæmpede sig tilbage og er...

0
Der var tårer i øjnene hos både mester og elev, da et hold kokkeelever forleden blev fejret ved dimissionen på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding....

Indbrud i villa: Tyv kom ind gennem åben hoveddør

0
KRIMI. En villa i Stagebjergparken i Almind har haft indbrud. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 26. juni klokken 13.00 til mandag den...

Medie: ABC Lavpris solgt til konkurrent

0
Den familieejede lavpriskæde med butikker i blandt andet Fredericia, Vejle og Billund skifter hænder. Dagrofa, koncernen bag MENY og SPAR, står bag opkøbet og...

Bilister må en tur på afveje – motorvejsfrakørsel ved Kolding lukker natten over

0
Trafikanter på Sønderjyske Motorvej skal væbne sig med tålmodighed og lidt ekstra køretid, når frakørsel 64 Kolding V spærres en enkelt aften og nat...

To bilister standset samme dag: Ingen af dem måtte køre, som de gjorde

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede onsdag to bilister i Kolding Kommune, der begge endte med sigtelser. Den første sag skete onsdag klokken 15.51 på Esbjergvej i...

Kvinde fulgte efter bilist efter påkørsel: Så kørte han videre

0
KRIMI. En 55-årig mand fra Kolding er blevet sigtet efter et færdselsuheld på Dalbyvej onsdag eftermiddag. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Uheldet skete...