ABC Lavpris i Fredericia mødte SF-politiker til snak om butikstyverier

0

ABC Lavpris i Fredericia har længe været plaget af butikstyverier, og mandag besøgte SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, butikken for at få et førstehåndsindtryk af problemets omfang. Under besøget mødtes hun med ABC Lavpris’ personale- og salgsdirektør, Tommy Helm Andreasen, der delte sine erfaringer med butikstyveri i dagligvarebranchen.

Opdagelsesrisikoen er for lav

Ifølge Karina Lorentzen er problemet med butikstyveri ikke nødvendigvis strafniveauet, men snarere, at mange tyverier ikke bliver efterforsket eller taget alvorligt nok.

– Jeg tror faktisk ikke på, at selvom det er en fordobling af bøden fra 500 til 1.000 kr., at det er det, der gør forskellen. Jeg tror, at det, der gør forskellen, det er, at man bliver opdaget, og der er risikoen simpelthen for lav, siger hun.

Hun peger på, at butikkerne ofte har gode videobilleder og i nogle tilfælde også gerningsmændenes nummerplader, men at mange sager alligevel ikke bliver fulgt op.

– Det, vi mangler, er nok, at politiet kaster sig endnu mere ind i kampen, tilføjer hun og nævner, at man kunne overveje at give butikkerne mulighed for selv at udskrive bøder i sager, hvor gerningsmændene bliver pågrebet på fersk gerning.

Landbetjente skaber hurtigere sagsbehandling

Tommy Helm Andreasen bekræfter, at butikstyverier er et stort problem for ABC Lavpris, men understreger, at politiet gør, hvad de kan med de ressourcer, de har til rådighed.

– Jeg har kun godt at sige om det danske politi. I de sager, hvor vi er i dialog med dem, hjælper de os til punkt og prikke. Jeg tror bare ikke, at politiet har ressourcerne, siger han.

Han forklarer, at der er en markant forskel i sagsbehandlingen mellem de butikker, der har en lokal landbetjent tilknyttet, og de, der ikke har.

– Vi har to ud af vores 15 butikker, hvor sagerne kører ret hurtigt. Det er de to butikker, hvor vi har en landbetjent tilknyttet. Når vi anmelder en sag der, bliver den håndteret med det samme, og det virker. Men når vi anmelder noget, der kommer til at ligge i en bunke med andre sager, går der for lang tid, og så er det umuligt at opklare, forklarer han.

Da SF-politikeren besøgte butikken, blev der blandt andet talt om udfordringerne ved at se stjålne varer blive solgt på auktion uden mulighed for at gøre noget, behovet for mere nærpoliti og medarbejdernes sikkerhed på arbejdspladsen.

Karina Lorentzen ser også manglen på ressourcer som en af de største udfordringer og påpeger, at politiet ofte må prioritere andre opgaver højere end butikstyveri.

– Der er jo ofte ret god dokumentation i sagerne, så det burde være muligt at komme til bunds i dem. Når det ikke sker, tror jeg simpelthen, det skyldes, at der er for mange andre sager, der bliver prioriteret højere. Det er jo trods alt vigtigere at opklare drab og vold, for det er den slags forbrydelser, der går direkte ud over mennesker. Men man må også sige, at det har en konsekvens her – nemlig at folk fortsætter med at stjæle, fordi de ikke oplever nogen reel risiko ved det, siger hun.

Butikstyveri handler ikke kun om økonomi, men også om sikkerhed

For Tommy Helm Andreasen er butikstyveri dog ikke kun et økonomisk problem – da vi taler med ham, understreger han især sin bekymring for den sikkerhedsrisiko, det udgør for medarbejderne.

– Det skræmmende er, at mange ser butikstyveri som acceptabelt. Jeg har set statistikker, der viser, at en del borgere mener, at det er okay at tage lidt fra butikkerne. Det er selvfølgelig et problem i sig selv, men det bliver først rigtig alvorligt, når det går ud over vores medarbejderes sikkerhed. Det er det vigtigste for os, siger personale- og salgsdirektøren.

Han tror, at løsningen er at gøre det så besværligt som muligt at stjæle – og at konsekvenserne skal være tydelige.

– Konsekvensen skal være for stor til, at det er det værd. Så tror jeg, vi kan komme det til livs, afslutter han.

Regeringens skærpede straffe løser ikke problemet alene

Regeringens mål er at skabe en tryggere hverdag for danskerne, og som en del af den indsats er straffen for butikstyveri blevet skærpet. Karina Lorentzen mener dog ikke, at det er tilstrækkeligt.

– Altså, man har jo forsøgt at gøre noget fra regeringens side, men jeg tror, at medicinen er forkert. Jeg tror ikke, at løsningen er en fordobling af straffen fra 500 til 1.000 kr. Jeg tror, at det, man virkelig skal fokusere på, er opdagelsesrisikoen, og det kræver altså, at man kaster nogle kræfter ind i efterforskningen, siger hun.

Hun håber, at der fremover kan findes løsninger, der sikrer, at butikstyverier ikke blot registreres, men også efterforskes og retsforfølges i langt højere grad end i dag.

Fjordfonden uddeler millioner til naturgenopretning i danske fjorde

0

Fem danske fjorde får nu støtte til naturgenopretning, efter at Fjordfonden har uddelt de første 10 millioner kroner til projekter, der skal forbedre vandmiljøet. Fonden blev etableret i 2024 med en donation på 50 millioner kroner fra den fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC) og har til formål at støtte initiativer, der kan bringe de danske fjorde tilbage i god økologisk balance.

Fjordene skal forbedres inden tre år

Siden stiftelsen har 20 danske fjorde haft mulighed for at ansøge om midler fra Fjordfonden. Fjordene er udpeget af Miljøministeriet som områder, hvor vandmiljøet skal forbedres markant inden tre år. Bestyrelsesformand for Fjordfonden, Mads Leth, fremhæver, at behovet for en indsats aldrig har været større.

– Fjordfonden er et helt nyt initiativ, men formålet og midlerne har aldrig været mere relevante. Vi oplever, at de danske fjorde og havmiljøet generelt er utroligt udfordret af iltsvind og mindsket biodiversitet. Selv de bedste intentioner kommer til kort, hvis der ikke er midler til at underbygge dem – de midler har vi fået her, og vi ser frem til at få mange flere projekter op at stå i de kommende år, siger han.

Første projekter får støtte

De første seks projekter, der nu modtager midler, dækker Haderslev Fjord, Horsens Fjord, Odense Fjord, Skælskør Fjord og Nibe Bredning ved Limfjorden. Projekterne har forskellige tilgange til at forbedre vandmiljøet, men fælles for dem er, at de arbejder med konkrete indsatser, der kan dokumenteres.

I Haderslev Fjord støttes etableringen af en analyse, der skal danne grundlag for omlægning af landbrugsjord i oplandet til fjorden. I Horsens Fjord fokuseres der på at forbedre forholdene for vandrende fisk samt reducere udledningen af næringsstoffer. Odense Fjord modtager støtte til to projekter – et stenrevsprojekt og en undersøgelse af industriel hamp som barrierebeplantning til at optage kvælstof og fosfor fra landbruget. Skælskør Fjord får midler til et genopretningsprojekt med ålegræs, blåmuslinger og stenrev, mens Nibe Bredning får midler til et “køreklart” stenrevsprojekt, som kan igangsættes med det samme.

Konkret effekt er afgørende

Ifølge Fjordfonden er det afgørende, at de projekter, der modtager midler, kan dokumentere en reel forskel for fjordmiljøet. Projekterne skal have en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførelsen, så resultaterne hurtigt kan ses i fjordene.

– De projekter, vi har valgt at støtte i år, har det til fælles, at der ligger en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførslen, sådan at vi kan se resultater i fjordene hurtigst muligt. Det drejer sig i langt de fleste projekter om udlægning af sten til at øge biodiversiteten eller udplantning af flora, som kan optage det kvælstof, der kvæler vandlivet, men også vandkvalitetsanalyse og vidensdeling er en del af fondsmålet, forklarer Mads Leth.

Han opfordrer samtidig flere til at søge støtte i næste uddelingsrunde.

– Vi har fået rigtig mange gode ansøgninger, og vi vil fra bestyrelsen også meget gerne opfordre endnu flere projekter, som bakker op om dette vigtige formål, til at søge igen næste år, siger han.

Flere projekter i vente

Fjordfonden består af en bestyrelse med medlemmer fra Dansk Industri, Gorissen Federspiel og Vandcenter Syd, som sikrer en faglig og transparent uddeling af midlerne. Bestyrelsen vil fortsat arbejde for at styrke indsatsen for fjordmiljøet, og der kan allerede nu ansøges om støtte til næste års uddeling via Fjordfondens hjemmeside.

Dyreværnet overtager hunde- og kattepension i Kolding – nyt internat åbner i april

0

Dyreværnet har opkøbt Søndergaard Hunde- og Kattepension i Kolding og omdanner stedet til et internat for hunde, katte og smådyr. Internatet bliver organisationens første faste base uden for Sjælland og skal både huse herreløse dyr og fungere som pension for hunde.

Udvidelse til Jylland skal hjælpe flere dyr

Overtagelsen af Søndergaard Hunde- og Kattepension betyder, at Dyreværnet nu får mulighed for at hjælpe dyr i Jylland uden at skulle transportere dem til internatet i Rødovre.

– Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Søndergaard Hunde- og Kattepension i Kolding, og vi glæder os over, at vi nu kan udvide med eget internat i Jylland. Vi kører både dyreværnssager og med vores mobile dyrlægeklinik i Jylland, så for fremtiden undgår vi den lange køretur til Sjælland med de dyr, vi overtager, udtaler administrerende direktør Henrik Knaack.

Han fremhæver, at internatet på Gabølvej har masser af plads og grønne områder, hvilket skaber optimale forhold for dyrene.

Tryghed for faste kunder

For den nu tidligere ejer, Gitte Visbech, har det været afgørende, at Dyreværnet overtager pensionen og viderefører dens grundidé.

– Efter at have drevet hunde- og kattepension i mere end 21 år gør det mig meget glad, at Dyreværnet som ny ejer går lige så meget op i dyrenes velbefindende og tryghed. Det giver mig en stor ro omkring min beslutning om et salg, og specielt nyheden om muligheden for, at mine faste kunders dyr stadig kan se frem til et trygt feriehjem i Dyreværnets regi, siger hun.

Stigende behov for internatkapacitet

Dyreværnet oplever en markant stigning i antallet af dyr, der indleveres af ejere, som ikke længere kan tage sig af dem. Det øgede behov for internatpladser er en af hovedårsagerne til ekspansionen.

– Det er vores fornemmeste opgave at finde nye, kærlige hjem til vores dyr, og mens de venter, skal de have det godt. Det får vi de bedste betingelser for på Søndergaard, og vi glæder os til at slå dørene op fra april måned og byde såvel to- som firbenede gæster velkommen, siger internatschef Maria Rønde Jakobsen.

Forberedelserne er i gang

Internatet åbner officielt den 1. april 2025, men forud venter en periode med renovering for at skabe de bedst mulige rammer for dyrene. Der skal blandt andet indrettes modtagelse, kontor og opholdsrum.

Den daglige drift vil blive ledet af Bonnie Brill, der i mange år har arbejdet for Dyreværnet. Hun flytter ind på internatet med sin familie, og stedet vil desuden få tilknyttet flere medarbejdere med ekspertise i hundeadfærd.

Kolding tog vigtig sejr mod B.93 i top-6-kampen

0

Kolding tog lørdag et vigtigt skridt mod top-6, da de vandt mod B.93.

I NordicBet Ligaen er kampen om top-6-pladserne blevet intens, og Kolding var lørdag oppe imod B.93 i en altafgørende kamp. For begge hold var det en vigtig opgave, og Kolding kom hurtigt i gang med at sikre sig de nødvendige point.

Kolding kunne ikke have ønsket sig en bedre start på kampen. Allerede efter lidt over to minutters spil fik Casper Jørgensen sendt et hjørnespark ind i feltet, hvor Koldings Albert Nørager steg højest. Med et præcist hovedstød sendte Nørager bolden i mål til 1-0 og gav sit hold den perfekte start.

Kolding fortsatte med at udnytte momentum, og de så farlige ud i angrebene. I slutningen af første halvleg kunne Casper Jørgensen selv notere sig for en scoring. Efter at være blevet sendt i dybden afsluttede han sikkert og udbyggede føringen til 2-0.

I anden halvleg fortsatte Kolding dominansen, og i kampens sidste minutter var det Sterling Yateke, der lukkede opgøret med en afslutning fra venstresiden, der sendte bolden i netmaskerne til slutresultatet 3-0.

Sejren betyder, at Kolding holder fast på sjettepladsen i ligaen, selvom Hillerød også vandt. B.93 ligger på niendepladsen, og de må nu se frem mod at kæmpe videre for at forbedre deres position i den tætte bundstrid. For Kolding er det et vigtigt skridt mod top-6, og de er nu i en god position til at fortsætte jagten på en plads i slutspillet.

KIF Kolding retter kritik mod HK Ultras-banner

0

I forbindelse med et banner med teksten “Kolding blod på trøjen”, som blev delt på Fredericia Håndboldklubs Facebook-side i februar, er der opstået kritik fra KIF Kolding. Banneret, som er blevet båret af HK Ultras, FHK’s fanklub, har nu givet anledning til en diskussion om grænserne for, hvad der er acceptabelt på tribunen.

KIF Koldings direktør, Christian Hjermind, udtaler til DR Sporten, at han synes, de seneste møder mellem klubberne har været godt afviklet, men han mener også, at banneret er gået over en grænse.

Læs: https://www.dr.dk/sporten/haandbold/kolding-blod-paa-troejen-dansk-topklubs-banner-er-uden-skiven-mener-rival

– Jeg synes, de seneste møder har været rigtig fint afviklet. Men jeg må også sige, at det enkelte banner er uden for skiven. Det er en tand for meget, siger Hjermind.

FHK-direktør Thomas Renneberg-Larsen støtter op om denne kritik og understreger, at der ikke er plads til bannere med stødende budskaber i henhold til klubbens regler.

– Vi tillader ikke nogen bannere med stødende budskaber, og efter gældende regler i reglementet, udtaler Renneberg-Larsen til DR Sporten

HK Ultras forsvarer banneret

Reaktionen på banneret har dog ikke været den samme i FHK’s fanklub, HK Ultras. Formanden for Ultras, Anders Holm, reagerer på kritikken og mener ikke, at der er noget forkert i banneret. Ifølge Holm har banneret været en fast del af klubbens kultur i mange år og er ment som en “lille gimmick” i forbindelse med de lokale opgør, hvor der er lidt ekstra intensitet på banen.

– Det er et banner, der har været der i de sidste mange, mange år, og der er jo ikke noget ondt i det. Hvis det er fordi, at nogen tolker det derhen, at det opfordrer til vold eller noget, så er der ikke nogen i vores fanklub, der har været voldelige i de 20 år, vi har eksisteret. Vi har ikke været i slåskamp eller håndgemæng, eller lavet hærværk eller noget i de 20 år, vi har eksisteret, siger Holm.

Holm understreger, at banneret er en del af den passion, som kendetegner de lokale opgør, og at det ikke har været meningen at skabe konflikt.

– Det er jo ment som en ekstra lille gimmick i forhold til det lokale opgør, hvor der er lidt ekstra på spilleren. Vi hader Kolding, må man også godt skrive i gode øjne af et godt hjerte. Der er jo ikke noget ondt i det, så jeg kan simpelthen ikke forstå. For mig er det jo virkelig meget en ikke-historie, så det der undrer jeg mig meget over, at det kommer frem nu, hvor vi ikke har spillet mod Kolding i flere måneder. Og lidt mærkeligt i tanken også, ja, det kunne man også sige. At det så oveni købet kom som historie, da vi havde 20 års jubilæum, det synes jeg, det var jo lidt tragisk og komisk, forklarer Holm.

Ifølge Anders Holm er det uforståeligt, at banneret først bliver kritiseret nu, når det ikke har været en sag tidligere. Han pointerer, at det ikke er noget, der er blevet brugt i forbindelse med de nyeste opgør mod Kolding, og at det derfor virker malplaceret, at kritikken kommer op i denne kontekst.

– Jeg synes ikke, det er over grænsen banneret, og jeg forstår slet ikke, at det bliver bragt op nu. Vi spillede mod Kolding i december sidste gang, og der havde vi ikke engang banneret med ned så vidt jeg husker, og da vi spillede mod dem på hjemmebane tidligere på sæsonen, tror jeg ikke engang, at vi havde banneret fremme, forklarer Holm.

Han fortsætter med at udtrykke sin forundring over, at Kolding først nu har bemærket banneret og mener, at det ikke bør nævnes ud af kontekst.

– I dag skal der åbenbart ikke meget til at føle, at et banner er over stregen. Det er inden for de reglementer, vi selv har internt i Ultras, og vi har sunget en sang med samme tekst siden 00’erne, så jeg forstår ikke, at det bliver kørt sådan op. Jeg forstår derfor ikke helt, at det er noget, man i Kolding-lejren først er blevet opmærksomme på nu, og synes det er forfejlet at nævne det helt ud af kontekst. Det er jo ikke engang en episode, der er sket fornylig, slutter Holm.

Se her den omtalte video, hvor banneret figurerer.

Politiet mangler ressourcer til ulovlige pakker

0

Hver dag kommer der over 100.000 pakker igennem DAO’s pakkecentral i Fredericia, men hvor mange af dem er ulovlige? Det er der ikke tal, men det er et voksende problem, som SF nu sætter fokus på. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og retsordfører Karina Lorentzen, har været på rundvisning i pakketerminalen for at se og høre om virkeligheden.

På en travl arbejdsdag på DAOs pakkecentral i Fredericia er der konstant bevægelse. Pakker bliver hurtigt scannet, sorteret og sendt videre på deres rejse til modtagerne. Men i kulissen er der et presserende problem, som ikke alle får øje på: Hvordan opdager man ulovlige varer som stoffer og våben, når de er skjult i de små pakker, der strømmer igennem systemet?

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og retsordfører Karina Lorentzen havde taget turen til Fredericia for at få et førstehåndsindtryk af de processer, der er på plads for at håndtere dette dilemma. På et stort skærmbillede bliver pakker hurtigt vurderet, og medarbejderne står klar til at håndtere dem, men hvad sker der, når en pakke rummer noget, der ikke bør være der? Hvordan kan man sikre, at ulovlige varer som stoffer eller våben ikke når ud til modtagerne?

Gennem en grundig rundvisning på terminalen kunne Pia Olsen Dyhr og Karina Lorentzen få et klart billede af, hvordan pakkecentralerne i dag forsøger at håndtere de enorme mængder pakker, der passerer igennem, men også hvilke udfordringer de står overfor i jagten på de små, farlige pakker.

De store scannere, som terminalerne benytter sig af, har svært ved at opdage de små pakker, der kan gemme på opioider eller MDMA. Da Pia Olsen Dyhr spørger ind til, hvordan man sikrer, at disse små pakker bliver opdaget, bliver det hurtigt tydeligt, at teknologien, som myndighederne har valgt, ikke er nok til at fange alle de ulovlige forsendelser. Der er en klar erkendelse af, at der skal udvikles nye løsninger – både hvad angår teknologi og lovgivning – for at få kontrol over situationen.

Pia Olsen Dyhr understregede, hvordan det er blevet stadig nemmere at få adgang til stoffer, især blandt unge, og hvordan pakkecentralerne kan spille en afgørende rolle i at stoppe den illegale handel, før pakkerne når deres destination.

– Vi står her, fordi det er et af de steder, hvor pakker kommer ind i Danmark, og vi har brug for at få bedre kontrol med de pakker, der kommer ind. Det kan være våben, det kan være stoffer, og det kan være alt muligt andet. Her på pakkecentrale kan man scanne pakkerne og identificere, om de indeholder ulovlige genstande. Og i de tilfælde vil vi gerne have, at man handler hurtigt, så vi kan forhindre, at de kommer ud til danskerne, siger Pia Olsen Dyhr.

Der knokles i terminalen, hvor der dagligt kommer over 100.000 pakker igennem. Foto: AVISEN

Men selvom der er teknologiske muligheder for at identificere pakker med ulovligt indhold, er der et stort problem, som Pia Olsen Dyhr påpeger: politiets manglende ressourcer til at håndtere sagerne effektivt. Hun nævner konkrete tilfælde, hvor våben og ammunition er blevet fundet i pakker, men hvor politiet ikke har reageret hurtigt nok.

– Jeg har set, hvordan det virker, og jeg har hørt om de ting, der er blevet fundet her. Når man finder våben og patroner, bør politiet reagere, men det har ikke altid været tilfældet. Det er ikke op til pakkecentralen at håndtere det, men hvis politiet ikke har ressourcerne til at reagere hurtigt, bliver det et problem. Det er en situation, vi bør kunne gøre bedre, siger Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr lytter interesseret. Foto: AVISEN

Karina Lorentzen, SF’s retsordfører, understreger, at den kriminelle verden har tilpasset sig de nye muligheder, som pakkepostsystemet tilbyder. Hun mener, at myndighederne er nødt til at følge med udviklingen og tage de nødvendige skridt for at stoppe den illegale handel, der foregår gennem pakkerne.

– Den kriminelle verden har for længst fundet ud af, hvordan de kan udnytte de nye muligheder, og vi er nødt til at følge med udviklingen. Der er behov for nye teknologier til at opdage stoffer og våben i pakkerne, især de små pakker, der indeholder opioider eller MDMA. De er meget svære at opspore med de store scannere, der er blevet peget på som løsningen i regeringens opioidudspil, siger Karina Lorentzen.

Problemet med de små pakker er særligt udtalt, da de kan gemme sig blandt de millioner af pakker, der dagligt passerer gennem terminalerne. De store scannere, som regeringen har satset på, er ikke i stand til at opdage disse små pakker, og derfor bliver de let overset.

Der observeres på den store pakkecentral. Foto: AVISEN

For SF er løsningen at sikre, at alle pakkecentraler får det nødvendige udstyr til at identificere og konfiskere pakker med ulovligt indhold. Det vil ifølge Pia Olsen Dyhr og Karina Lorentzen kræve en kombination af bedre teknologiske løsninger og et tættere samarbejde mellem myndigheder, logistikvirksomheder og politiet.

– Vi skal sørge for, at alle pakkecentraler får det udstyr, der skal til, så vi kan stoppe pakkerne med stoffer og våben, før de når folk. Det er første skridt, men vi må også sørge for, at politiet har de nødvendige ressourcer til at reagere hurtigt, siger Pia Olsen Dyhr.

SF er klar til at arbejde for, at der bliver afsat de nødvendige ressourcer i forhandlingerne om politiets økonomi, så både pakkecentralerne kan få det rette udstyr, og politiet kan få de nødvendige midler til at håndtere situationen. Målet er at sikre, at ulovlige varer som våben og stoffer bliver stoppet, før de når ud til befolkningen.

Vigtige spørgsmål om Ukraine

0

Efter den ukrainske præsidents skænderi med den amerikanske præsident i Det Hvide Hus, er dommedagsprofeterne atter i fuld gang med at blæse i dødens trumpeter. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at der er knap fire år tilbage med Trump, og vi er knap nok kommet i gang. Sagen er bare den, at det, vi ser ske, kan få direkte konsekvenser for den danske befolkning.

Helt i tråd med Mette Frederiksens (A) stil og politiske virke er der fuld tryk på kriseretorikken. Det er en stil, hun perfektionerede under Covid-19, hvor de daglige pressemøder og katastrofemeldinger definerede hendes statsministerrolle. Den blev hurtigt afløst af invasionen af Ukraine i 2022. Siden er den danske økonomi blevet presset af krigen, hvor Danmark ligger i toppen over lande, der bidrager mest per borger. I forvejen er der optaget store lån under pandemien, hvor nedlukningerne direkte og indirekte har kostet et ukendt beløb for den danske befolkning. Alt sammen er sket, og sker, naturligvis under “nødvendighedens politik”. Det præsenteres således, at vi er nødt til det, og der er ikke andre alternativer.

Den daglige formidling er propagandistisk af karakter. Mantraet fra 2020’erne er, at vi ikke længere kan forvente en neutral dækning af begivenheder. Der er implicit et krav om, at man skal tage stilling til, hvem man holder med. Begreberne flyver konstant i luften, og de indarbejdes i befolkningen på en sådan måde, at de færreste kan se skoven for bare træer. Der er for mange informationer, der sker for meget, og det går alt for stærkt. Det tilbageværende indtryk er kaos. Man kan teste fænomenet på sig selv:

Prøv at slukke for nyheder, streams og sociale medier i en måned. Tænd igen. Og du vil ikke ane, hvad det hele går ud på. Fordi “strømmen” bevæger sig så hurtigt, men også fordi forudsætningerne konstant ændrer sig. Årsagen er spekulationer, gætterier, formodninger, antagelser og følelser, kombineret med frygt, antagonisme, fordomme og voldsomme udbrud.

Men konsekvenserne af krisen i det internationale diplomati kan blive store for Danmark. Både på grund af den afgørende eksport, der sikrer danske indtægter, men også fordi vores lille land trækkes ind i forløb uden demokratiske mandater. Et af de værste eksempler er de europæiske kommissærer, der er voldsomt proaktive indenfor vitale områder, uden at de har noget som helst folkeligt mandat. De er samtidig repræsentanter for et EU-system, hvor mange lande med store forskelle skal enes. Den europæiske enhed er en fantasi, der kan ende med at ødelægge et vitalt samarbejde på kontinentet. Senest har 20 % af tyskerne rejst sig imod det, og mange vælgere rundt omkring i Europa kan komme til at gøre det samme i de kommende år. Samarbejdet har været en af de største garantier for fred siden 2. verdenskrig. Nu risikerer den europæiske elite at ødelægge denne sikkerhedsstruktur, fordi de ikke er i tråd med befolkningerne, de angiveligt taler på vegne af.

I Danmark kender vi det bedre end de fleste europæere. Modstanden mod EU har været historisk høj, hvilket adskillige folkeafstemninger vidner om. Ligesom alle andre europæere ønsker mange at bevare deres nationale identitet. Tanken om en europæisk hær eller stat er langt fra et drømmescenarie for mange europæere. Så selvom de europæiske statsledere og EU-kommissærer har travlt med at vise handlekraft uden USA i spørgsmålet om Ukraine, er det et projekt uden et folk. Det vil kræve ualmindelig stor politisk tæft at overbevise vælgerne i de enkelte lande om, hvad man ønsker sig:

Specielt hvis man begynder at forklare, hvad prisen for hele krigsapparatet kommer til at være.

Nu har vi set det før, at EU-eliten med vold og magt får indført deres stormagtsdrømme. Der kom fælles valuta, åbne grænser og fælles EU-regler med detaljeregulering, selvom det har været umådelig upopulært blandt befolkningerne. I boblen nede i Bruxelles bekymrer man sig dog ikke om den slags bagateller. Her er ideologien “De Forenede Europæiske Stater”. Men selv det mægtige Tyskland er i en sand helvedesild med sine egne borgere, der netop har tildelt socialdemokraterne den største lussing i historien. Det er et klart tegn på, at den europæiske elite er i en alvorlig krise. Hvis Brexit ikke har været et forvarsel om EU’s potentielle undergang, så vil intet hjælpe på deres realitetsopfattelse:

Uden et folk, går det ikke.

På samme måde som man har skabt fred blandt de europæiske lande via økonomisk samarbejde, kunne man have fortsat med at sprede fred i den russiske befolkning. Utallige vestlige kæder og brands etablerede sig i Rusland og var med til at skabe tilknytning til de vestlige værdier. Det økonomiske samarbejde som diplomatisk våben har altid været den mest fredelige af alle former for diplomati. Modsat oprustning, missiler og mange soldater i tjeneste. Det sidste koster også mange penge. Rigtig mange penge. Når der skal betales for krig, skal det tages fra andre vitale områder. Derfor kunne forligspartierne bag støtten til Ukraine i 2022 også meddele den danske befolkning, at det naturligvis ville gøre ondt. Men at det naturligvis var nødvendigt.

I disse dage er sikkerhedspolitikken i Vesten under total forvandling. Det amerikanske folk har stemt for en ny kurs, der skal tage USA ud af rollen som en kronisk krigsførende nation, hvilket ofte er sket gennem krige, proxykrige, skjulte pengestrømme, hemmelige kup og lignende. For Danmark og Europa er det mest interessante spørgsmål, hvilke konsekvenser de beslutninger, der bliver truffet i regeringen, Folketinget og via EU, vil få. Desværre er man, også i Danmark, meget dårlig til at nævne både fordele og ulemper ved konkrete politiske initiativer. Oftest fokuserer medierne kun på ulemperne, medmindre de er begejstrede for et initiativ, i hvilket tilfælde de primært fremhæver fordelene. Begge dele er dog problematiske. Det vil stort set altid være både fordele og ulemper, der kan beskrives.

Krigen i Ukraine handler om sikkerhedspolitik, herunder også Danmarks sikkerhedspolitik. Vi har som land været tæt knyttet til amerikanerne via NATO. Derfor har vores handlinger været tæt koblet til USA. Da Biden-administrationen i 2022 satte fuld styrke bag at føre krig i Ukraine, gjorde Danmark det samme. De sidste år har derfor været præget af konstant krigsretorik, samtidig med at milliarder af kroner er blevet sendt til krigen. De diplomatiske forbindelser med Rusland er blevet skrottet. Europa har opbygget deres forsvar, og de europæiske regeringer og statsmedier har haft travlt med at forklare vælgerne, at Rusland vil angribe andre lande i Europa, hvis vi ikke gør noget. Altså: det er nødvendighedens politik. Flere har endda haft den tanke, at krigen først slutter, når Rusland har tabt. Denne logik har dog den basale fejlslutning, at Rusland ikke kan besejres med tanks, fly, krudt og kugler. Rusland er nemlig verdens største atommagt.

I 1970’erne og 1980’erne fyldte fredspolitik enormt meget i Vesten. Frygten for atomkrig var et gennemgående tema, og man hyldede de ledere i Vesten, der forsøgte at nedruste, fremfor at fortsætte våbenkapløbet med Østblokken. Men mærkeligt nok er frygten for en atomkrig slet ikke dominerende i 2022-2025. Ikke desto mindre kan Europa og Danmark blive udraderet på få minutter, hvis de russiske missiler bliver affyret. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, var frygten for, at man ved en fejl kom til at sende en atombombe afsted, stor. Det var en af de vigtigste opgaver i begyndelsen af 1990’erne at finde ud af, hvordan man kunne sikre sig mod den slags.

Det mest interessante i hele forløbet siden 2022 er, at der fra politisk side ikke har været nogen realpolitiske forsøg på at opstille et realistisk mål for spørgsmålet om Ukraine og den generelle sikkerhedspolitik i Europa. Hovedmålet ser ud til at have været ideen om, at hvis man forsynede Ukraine med penge og våben, kunne Rusland blive slået tilbage på slagmarken eller i det mindste forhindre et nederlag for Ukraine. Altså en form for proxykrig, hvor Vesten forsyner Ukraine, men ikke selv deltager direkte i krigen. Samtidig har man ønsket at ramme Rusland økonomisk gennem sanktioner. Disse har dog primært haft den konsekvens, at den russiske befolkning er kommet længere væk fra de vestlige værdier. Dermed er man ikke kommet tættere på et systemskifte i Rusland, men tværtimod har det muligvis fremmedgjort Vesten for den russiske befolkning og styrket Putins nationalistiske dagsorden.

Men hvad er det, man ønsker? USA’s og NATO’s realpolitiske arrogance i 1991-2022 virker at være åbenlys. Hvis målet har været at sikre freden, samtidig med at man vidste, at der var et antidemokratisk styre i Rusland, så er det slået fejl. Her er det nødvendigt at forholde sig strengt til den kendsgerning, at der er betydelige russiske mindretal i de lande, der er kommet ud af Sovjetunionen. I pressedækningen taler man ofte om “ukrainere”, men 17% af befolkningen i Ukraine er russiske. Næsten en femtedel. I to af de baltiske lande er tallet knap 25%. Det er mange russere. Af samme årsag føler Rusland sig mere knyttet til disse lande, uanset den lange tid, de har været adskilt under det kommunistiske diktatur. Det virker som om, vi i dag ser konsekvenserne af en lang række fejlslutninger om, hvad der skulle ske med resterne af Sovjetunionen efter den kolde krig. Ikke mindst er spørgsmålet, hvorfor man overhovedet bevarede NATO?

For at komme tættere på en realpolitisk løsning bør vi stille en række simple spørgsmål. Lad os starte med at definere, hvad vi ønsker at opnå i spørgsmålet om Ukraine. Er det Ukraines frihed? Er det en afslutning på krigen i Ukraine? Er det Ruslands nederlag i Ukraine? Er det et systemskifte i Rusland? Er det Ukraine som medlem af EU? Er det flere af disse mål tilsammen? Dernæst bør vi gøre det klart, hvilken pris vi er villige til at betale for at opnå det. Vil vi gå i krig mod Rusland? Vil vi betale 5, 10 eller 15 procent af vores BNP til formålet? Vil vi gå med i en EU-hær? Vil vi melde os ud af NATO? Vil vi stoppe samarbejdet med USA og frasige os beskyttelse af amerikanernes atommagt? Vil vi opbygge atomvåben i EU?

Disse spørgsmål er lige så faretruende, som de virker. De er ikke mainstream. De bliver kraftigt underspillet eller glemt i dagligdagens formidling, der primært fokuserer på persongalleriet, ikke mindst den aktuelle Trump-mania. Men vi skal stille os disse spørgsmål og komme med rimelige svar, hvis vi skal finde tilbage til en mere fredelig sameksistens. Krig handler ikke kun om moral. De sidste tre år har primært været moralske spørgsmål. Krig handler også om, at man kan tabe.

Vesten kan tabe. Vi er ikke usårlige. Og vi kan ikke vinde på konventionelle styrker. Med den aktuelle tumult mellem Europa og Washington er det derfor mere vigtigt end nogensinde, at krigen i Ukraine får en ende. Det kræver diplomati. Hvor de europæiske nationer tidligere havde velfungerende diplomatiske kanaler til Rusland, har man på grund af Biden-administrationens komplette mangel på realpolitiske mål, placeret sig et sted, hvor man ikke længere kan bygge de vigtige broer, der før i tiden var med til at holde den kolde krig kold og ikke varm. Det er epokens største fejl, at man ikke har arbejdet intensivt på at inddæmme konflikten. Den eneste strategi, man lader til at have haft, var, at Rusland skulle tabe en krig til ukrainerne og give op. Tre år senere er vi i en tilstand, der minder om første verdenskrig, hvor frontlinjen næsten ikke har rykket sig. Det er meningsløst, ikke mindst for de mange døde soldater og civile. At man tilmed ikke har forsøgt at opstille realpolitiske mål, men tværtimod har forsøgt at bilde Vesten ind, at de ikke kan ende med at blive sendt til fronten med den førte politik, er manglende omhu i rette tid. Det er afgørende at erindre, at forsvarsalliancer kan udløse storkrige. Derfor er det strengt nødvendigt, hvis man er medlem af en alliance som NATO, at man sikrer sig mod at blive draget ind i en krig, man ikke kan vinde.

Ingen kan vinde en atomkrig. Danmark var neutralt under første verdenskrig. Vi forsøgte at være neutrale under anden verdenskrig. Vi blev NATO-partnere for ikke at blive overrumplet af den kommunistiske verdensorden. I 1991 sluttede denne. Vi må derfor spørge os selv, hvordan de ansvarlige politikere mener, at krigen i Ukraine, og tilsvarende Danmarks rolle i denne krig, skal ende.

Dette er det store spørgsmål, vi bør kunne få svar på.

Ny evaluering af klimatilpasningsregler for tag- og overfladevand

0

Energistyrelsen og Miljøstyrelsen offentliggør en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft den 1. januar 2021.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljø- og Ligestillingsministeriet har udarbejdet en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft 1. januar 2021. Med lovændringen blev reglerne på området ensrettet og moderniseret med henblik på at skabe gode rammer for håndtering af regnvand.

Det primære formål med reglerne er at understøtte, at der klimatilpasses de rigtige steder til det rette niveau, uden at forbrugerne betaler unødigt meget for det. Derfor blev der bl.a. indført krav om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed og selskabsøkonomisk omkostningseffektivitet for klimatilpasningsprojekterne. Der blev derudover også indført en overgangsordning for at sikre en fornuftig overgang til de nye regler.

Om evalueringen

Evalueringen fokuserer på den praktiske anvendelse af reguleringen, og en række interessenter og myndigheder har derfor været inddraget i arbejdet. Der er ligeledes inddraget data fra Spildevandskomiteen, der i foråret 2024 gennemførte en større spørgeskemaundersøgelse om erfaringerne med klimatilpasningsreglerne i kommuner og selskaber.

Branchen opfatter i evalueringen det grundlæggende princip om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed som værende fornuftigt, men selskaber og kommuner oplever også en række udfordringer ved den praktiske anvendelse af reglerne. Det gælder f.eks. fortolkning af, hvad der kan siges at være det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, som forsyningerne bør kunne takstfinansiere, hvor omfattende beregninger der skal udføres for at sandsynliggøre dette niveau, og om dokumentationen står mål med de usikkerheder, der knytter sig til beregningerne.

Miljøstyrelsen og Energistyrelsen vil i 2025 afholde arrangementer, hvor reglerne i serviceniveau- og omkostningsbekendtgørelsen gennemgås og drøftes med branchen. Formålet med dialogen er at sikre deling af erfaringer på tværs af branchen og at opnå en fælles forståelse af, hvordan reglerne anvendes med færrest mulige administrative byrder og samtidig sikrer en høj grad af forbrugerbeskyttelse. 

Røde Kors i Gaza vender de blinde øjne til

0

Af Karsten Byrgesen, uafhængig politiker Regionsrådet i Syddanmark og Byrådet i Fredericia

Der er våbenhvile i Gaza – Israel-konflikten. Våbenhvilens præmisser omhandler udveksling af israelske gidsler og fængslede palæstinensere. Alt dette sker i skyggen af Røde Kors, der mere end villigt medvirker til at udstille og ydmyge levende og døde israelske gidsler.

Gaza er et forfærdeligt sted og en krigsskueplads, hvor ødelæggelse og død er dagens normaltilstand. Den samme ulykkelige situation udspiller sig i Israel, der uden varsel angribes fra alle sider med missiler og raketter mod tilfældige mål.

Den militante terrorbevægelse Hamas er årsag til krigen, der startede med deres usle og feje terroranslag ind i Israel den 7. oktober 2023. En terrorhandling, hvor Hamas dræbte omkring 1.200 mennesker og tog 251 som gidsler. Terrorhandlingen blev fulgt op med palæstinensiske bombardementer med missiler, raketter og mortérer ind i Israel. Israel lovede gengældelse, og en uforsonlig krig har raset lige indtil en ny våbenhvile trådte i kraft.

Våbenhvilens vigtigste element er udleveringen af levende og døde israelske gidsler, hvoraf mange er små børn. Udleveringen af gidslerne og de jordiske rester af døde gidsler har Hamas gjort til en utroværdig magtdemonstration, iscenesat som en farce af en billig B-film.

Derfor er det helt ufatteligt, at Røde Kors lader sig trække ind og blive udnyttet af Hamas propaganda, og det afføder et stort spørgsmål om, hvorfor Røde Kors optræder sammen med svært bevæbnede Hamas-terrorister, der i camouflage og med skjulte ansigter fremstiller levende og døde israelske gidsler som trofæer. Dette er omkranset af iscenesat presse og en hob af palæstinensiske mænd, kvinder og børn.

Kære Røde Kors. Det er ikke måden at gøre dette på, og det er langt fra den praksis, som internationale regler beskriver for overlevering af mennesker. I virkeligheden ser det ud som om Røde Kors villigt går med på propagandaen i et scenarie, der meget klart promoverer Hamas og på beklageligste vis udstiller Røde Kors som en uværdig og partisk aktør.

Gerningsmand sparkede sig vej ind i lejlighed – har du hørt noget?

0

Sydøstjyllands Politi efterforsker et indbrud i en lejlighed på Fjordbrynet i Kolding, hvor ukendte gerningsmænd har sparket døren ind og stjålet kontanter og smykker.

Indbruddet fandt sted omkring kl. 17.09 fredag, og ifølge politiet har der umiddelbart ikke været nogen vidner til hændelsen.

Indbrud i opgang – politiet efterlyser oplysninger

Vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at døren til lejligheden blev sparket op, hvilket kan have givet anledning til larm i opgangen. Han håber, at det har fået nogen til at lægge mærke til larmen i opgangen.

– Eftersom det er en lejlighed i en opgang, er vi naturligvis interesserede i at høre, om nogen har hørt noget larm omkring det tidspunkt. At sparke en dør ind må give noget støj, siger vagtchefen og tilføjer, at politiet endnu ikke har nogen vidner.

Politiet opfordrer derfor beboere eller andre i området, der har bemærket noget usædvanligt, til at henvende sig.

Gerningsmænd stadig ukendte

Indbruddet fandt sted i en lejlighed på sjette sal, og gerningsmændene har ifølge politiet tilsyneladende kun taget kontanter og smykker fra stedet. Der er endnu ikke oplysninger om, hvorvidt der er overvågning i området, eller om der er spor, der kan føre til en mistænkt.

Sydøstjyllands Politi opfordrer alle, der har set eller hørt noget usædvanligt på Fjordbrynet omkring kl. 17.09, til at tage kontakt.

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 1. akt – iscenesættelsen

0
POLITIK. På valgdagen den 24. marts 2026 tog to af AVISENs redaktører til Christiansborg for at opleve, observere, dokumentere og rapportere fra valgaftenen på...

Knivtrussel på Vejle Banegård: To anholdt og politiet søger vidner

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi var fredag morgen omkring klokken 06.50 til stede på Vejle Banegård, efter at en person var blevet truet med en kniv. To...

Tyv gik ind ad ulåst dør og stjal taske fra entre

0
KRIMI. Der blev begået indbrud i et rækkehus på Pinjevej i Kolding mellem onsdag klokken 16.30 og torsdag klokken 11. Gerningsmanden er formentlig kommet ind...

Arbejdsulykke i Skærbæk: Mand fik minigraver ned over benet

0
KRIMI. En 50-årig mand fra Kolding Kommune er kommet til skade ved en arbejdsulykke på Skærgaardsvej i Skærbæk torsdag eftermiddag. Manden var klokken 13.56 i...

Tyve forcerede tag og port i computerbutik: Spillekonsoller og kontanter væk

0
KRIMI. Der blev natten til fredag klokken 02.43 begået indbrud i en computerbutik på Mønten i Kolding. Gerningsmændene skaffede sig adgang ved at opbryde en...

Fredericia topper indbrudsstatistikken: Næsten tredobling på ét år

0
KRIMI. Fredericia Kommune er den kommune i Trekantområdet, hvor udviklingen i indbrud er gået mest i den forkerte retning. Det viser nye tal fra...