TrekantBrand lander solidt regnskab med lille overskud

0

BRAND. TrekantBrand har fremlagt sit årsregnskab for 2024, og resultatet betegnes som tilfredsstillende af både revision og Beredskabskommissionen. Regnskabet viser samlet set et overskud på 84.000 kr. og indeholder ingen bemærkninger fra revisionen.

Regnskabet, som nu skal godkendes af byrådene i de fem ejerkommuner, er opdelt i selve beredskabsopgaven samt sideaktiviteter, der løses på vegne af kommunerne.

God økonomistyring på beredskabsdelen
På selve beredskabsområdet er årets resultat et overskud på 84.000 kr., tæt på det budgetterede niveau. Driftsbidraget fra Fredericia Kommune til beredskabsopgaven udgør 15,404 mio. kr.

Det samlede resultat for beredskabsdelen betegnes som tilfredsstillende af TrekantBrand.

Sideaktiviteter giver overskud – men faldende i Fredericia
På sideaktiviteterne viser regnskabet et overskud på 1,362 mio. kr., som nu tilbagebetales til de respektive kommuner. Fredericia Kommunes andel af overskuddet udgør 1,334 mio. kr. og skyldes primært overskud fra bus- og kørselskontoret.

Det tilbagebetalte overskud til Fredericia er dog markant lavere end i 2023, hvor beløbet lød på 2,734 mio. kr. Årsagen hertil er, at kilometertaksten ikke er blevet prisreguleret, samt at der er kørt færre kilometer.

Fredericia Kommune oplyser, at man er i løbende dialog med TrekantBrand om fastsættelsen af fremtidige takster, så der opnås bedre økonomisk balance på området.

Fordelingen af Fredericia Kommunes sideaktiviteter (mio. kr.):

  • Vagtcentral: Overskud på 0,319 mio. kr.
  • Låse, nødkald og video: Overskud på 0,268 mio. kr.
  • Kørselskontor: Overskud på 1,125 mio. kr.
  • Autoværksted: Underskud på 0,119 mio. kr.
  • Buskørsel: Underskud på 0,129 mio. kr.
  • Responce: Underskud på 0,125 mio. kr.

Det samlede resultat på Fredericia Kommunes sideaktiviteter ender således med et overskud på 1,334 mio. kr.

Regnskabet er godkendt af Beredskabskommissionen og revisionen uden bemærkninger, og der er fra kommunens side tilfredshed med det opnåede resultat.

Kvinde hoppede fra jernbanebro: Togtrafikken kortvarigt standset

0

KRIMI. Togtrafikken mellem Taulov og Kolding blev kortvarigt standset mandag eftermiddag, efter en kvinde i starten af 20’erne sprang fra en jernbanebro og ned på togskinnerne.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelsen om episoden mandag, oplyser vagtchef Mathias Møller:

»Der er tale om en kvinde i starten af 20’erne, der er hoppet fra en jernbanebro mellem Taulov og Kolding. Hun landede på skinnerne, men er heldigvis ikke blevet påkørt af et tog.«

Kvinden er kommet til skade og er efterfølgene kørt til sygehuset, hvor sundhedsfagligt personale nu har overtaget sagen.

Politiet kender endnu ikke til årsagen bag hændelsen, men understreger, at der ikke ligger noget kriminelt bag:

»Vi har intet, der tyder på en kriminel handling,« siger Mathias Møller.

Togtrafikken blev kortvarigt indstillet som følge af episoden, men er genoptaget igen.

Tesla får bøde for vildledning om bilpriser og lån

0

BUSINESS. Tesla Motors Denmark ApS har accepteret en bøde på 190.000 kroner for at have vildledt forbrugere om prisen på virksomhedens biler samt oplysninger om lån til bilkøb. Overtrædelserne skete tilbage i 2019 og vedrørte virksomhedens danske hjemmeside, hvor bilerne kunne købes direkte.

I markedsføringen af to bilmodeller undlod Tesla at oplyse om registreringsafgift og dokument- og leveringsgebyr, hvilket ifølge Forbrugerombudsmanden udgjorde en klar overtrædelse af markedsføringslovens regler om vildledende udeladelser.

Derudover blev reglerne overtrådt ved, at Tesla ikke gav et repræsentativt eksempel på låneomkostningerne, da de markedsførte lån til tre af deres bilmodeller. Det betyder, at potentielle købere ikke fik tilstrækkelige oplysninger til at træffe en fuldt oplyst beslutning om lånene.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen understreger betydningen af korrekte og fuldstændige oplysninger til forbrugerne:

»Det er vigtigt, at forbrugerne får alle relevante oplysninger, når de træffer en så stor beslutning som at købe en bil eller optage et lån hertil, så de kan træffe et informeret valg.«

Han påpeger samtidig, at bødeniveauet for lignende overtrædelser nu er væsentligt højere, da en ny bødemodel trådte i kraft i 2022, baseret på virksomhedernes størrelse. Derfor ville en tilsvarende overtrædelse begået i dag af en virksomhed som Tesla resultere i en langt højere bøde.

Sagen er afgjort efter tidligere gældende regler, og bødeniveauet er dermed fastsat efter regler, der gjaldt i 2019. Tesla har accepteret bøden og sagen er dermed afsluttet.

90-årig fik “gave” af fremmede – kort efter var egen kæde væk

0

KRIMI. Søndag formiddag endte en almindelig tur ud med skraldet som en yderst ubehagelig oplevelser for en 90-årig mand fra Vestervang i Kolding. Klokken var omkring 09.45, da en sort personbil pludselig standsede foran mandens indkørsel.

Fra bilens bagsæde rullede en yngre kvinde vinduet ned og henvendte sig direkte til den ældre mand. Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi talte kvinden formentligt tysk, da hun fik mandens opmærksomhed med en uventet besked:

»En kvinde ruller vinduet ned og siger formentligt på tysk, at hendes far har en gave til forurettede, altså manden, der er på vej ud med skrald.«

Uden at manden nåede at fatte mistanke, præsenterede kvinden hurtigt en lille guldring, som hun satte på mandens finger. Guldringen viste sig at være for lille, hvorefter kvinden i stedet fortsatte med at lægge en halskæde omkring den 90-åriges hals. Derefter forsvandt bilen med det samme fra stedet.

Først da manden kort efter kom tilbage indenfor i sit hjem, opdagede han, at noget var galt.

»Da forurettede kommer indenfor, opdager han, at han mangler hans egen guldhalskæde,« fortæller Arno Rindahl Petersen.

Politiet har endnu ikke oplysninger om værdien af den stjålne guldhalskæde, men understreger alvoren i sagen.

»Det er en ret beskeden beskrivelse, jeg har af personerne. Kvinden er mellem 20-25 år og talte et fremmedsprog. Der var også en mand på 20-25 år, men ham har vi ingen nærmere beskrivelse af. Køretøjet var en sort personbil,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Har man oplysninger, der kan hjælpe med opklaringen, kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing mandag morgen klokken 09.00.

Tre millioner kroner er nu standard for et parcelhus

0
Foto: Boligsiden

BOLIG. Prisen på et typisk parcelhus har nu for første gang nogensinde passeret tre millioner kroner. Det viser den nyeste boligudbudsstatistik fra Finans Danmark for maj måned 2025.

Tallene afslører, at udbudspriserne på landsplan for parcel- og rækkehuse er steget med 5,5 procent sammenlignet med sidste år. Dermed koster et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i dag lidt over tre millioner kroner. Til sammenligning lå prisen i maj 2024 på knap 2,9 millioner kroner.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for parcelhuse i Danmark er nu oppe på 21.525 kroner.

Ifølge Finans Danmark er det især områderne omkring København, der trækker priserne op. Østsjælland, Københavns omegn og København by har oplevet prisstigninger på over 10 procent det seneste år. Eksempelvis er priserne steget med 12,4 procent i Østsjælland og hele 11,6 procent i Københavns omegn.

Til sammenligning er priserne mere moderate i Sydjylland og på Fyn, hvor kvadratmeterpriserne ligger omkring 13.000-16.000 kroner.

Udbuddet af parcel- og rækkehuse på landsplan er samtidig faldet med 0,7 procent siden sidste år. Det største fald i udbuddet ses i Københavnsområdet, hvor det er faldet med mere end 9 procent.

Underdirektør hos Finans Danmark, Peter Jayaswal, peger på, at optimisme på boligmarkedet trods internationale usikkerheder stadig præger udbudspriserne. Han mener, at faldende renter og pæne lønstigninger kan være årsagen til stigningerne.

»Usikkerhederne fra den anden side af Atlanten har ikke påvirket optimismen på det danske boligmarked. Boligsælgerne er fortsat optimistiske og sætter deres huse til salg til stadig højere priser. På landsplan har udbudsprisen for et typisk parcelhus nu for første gang passeret tre millioner kroner,« siger Peter Jayaswal og tilføjer:

»Optimismen kan hænge sammen med de faldende renter og de pæne lønstigninger, som mange husholdninger har oplevet det seneste år. Både de økonomiske vismænd og Økonomiministeriet forventer, at boligpriserne vil stige i år – så det bliver interessant at følge udviklingen i den kommende tid.«

Det bliver dermed spændende at se, om denne prisstigning fortsætter i de kommende måneder, eller om markedet igen finder et mere stabilt leje.

Royale gobeliner fra Koldinghus begejstrer Paris – åbnet af Prinsesse Marie

0

KUNST. Onsdag blev Koldinghus for alvor sat på verdenskortet, da H.K.H. Prinsesse Marie åbnede en udstilling i Grand Palais i Paris. Det er første gang nogensinde, at Den Kongelige Samling åbner en udstilling uden for Danmarks grænser.

Udstillingen hedder Tapisseries royales: Savoir-faire français et tapisseries contemporaines danoises og indeholder 15 nyvævede gobeliner, der alle er bestilt til Koldinghus af Ny Carlsbergfondet. Gobelinerne er resultatet af et otte år langt samarbejde mellem fire kendte danske samtidskunstnere – Bjørn Nørgaard, Kirstine Roepstorff, Alexander Tovborg og Tal R – og nogle af Frankrigs dygtigste vævere fra Les Manufactures de Beauvais et des Gobelins.

Gobelinerne skal permanent installeres på Koldinghus i 2028, men før de når til Kolding, får pariserne altså først muligheden for at opleve dem. De danske værker hænger side om side med Louis 14.s berømte gobelinserie L’Histoire du Roi fra 1660’erne, skabt af Charles Le Brun.

Efter åbningen deltog Prinsesse Marie i en officiel gallamiddag sammen med blandt andet Frankrigs kulturminister Rachida Dati, Danmarks ambassadør i Paris Hanne Fugl Eskjær og de danske kunstnere bag gobelinerne.

Thomas C. Thulstrup, direktør for Den Kongelige Samling, glæder sig over udstillingen og dens betydning for Danmark. Han siger:

»At åbne en udstilling i Grand Palais er ikke bare en milepæl for Den Kongelige Samling – det er en markering af, at dansk samtidskunst og historiefortælling kan indgå i en international kontekst med tyngde. Grand Palais er et af verdens mest markante udstillingssteder, og det er en stor glæde, at Prinsesse Marie åbnede udstillingen i selskab med den franske kulturminister og tre af kunstnerne. Det understreger projektets rækkevidde og store betydning.«

Gobelinerne udstilles i Grand Palais, en af Paris’ mest ikoniske bygninger, tæt ved Champs-Élysées. Bygningen har netop gennemgået en omfattende restaurering og genåbner officielt den 19. juni. Gobelinerne fra Koldinghus er blandt de første værker, publikum kan se i den nyrenoverede bygning, hvor udstillingen varer indtil 17. august.

Michael Thouber, direktør for Ny Carlsbergfondet, er stolt over projektet, som er fondets største donation nogensinde:

»Det er en stor glæde, at gobelinerne nu endelig får lov at møde publikum for første gang – og at det sker i Grand Palais, gør det kun endnu mere særligt. I Ny Carlsbergfondet er vi meget stolte over at kunne bidrage til denne udstilling. De fire kunstnere og vævernes indsats er helt exceptionel, og værkerne præsenterer sig smukt i Paris, inden de begynder rejsen hjem til Danmark og Koldinghus.«

Gobelinerne fylder samlet hele 108 kvadratmeter, og vævearbejdet har taget omkring ét år pr. kvadratmeter. Publikum får også et helt særligt kig ind i processen, da den sidste gobelin, skabt af Kirstine Roepstorff, stadig er under vævning.

Milliardhul på danske veje: Kommunerne taber overblikket

0

TRAFIK. De kommunale veje er i elendig forfatning, men ingen har præcist styr på, hvor stort efterslæbet egentlig er. Sådan lyder advarslen fra FDM, der frygter for trafiksikkerheden, hvis ikke kommunerne snart tager problemet alvorligt.

Med dybe huller, revner og slidte belægninger er zigzagkørsel blevet hverdag for tusindvis af danske bilister på landets godt 71.000 kilometer kommunale veje. Men hvor slemt det faktisk står til, ved ingen helt præcist.

Det seneste samlede overblik stammer fra 2017, hvor samarbejdet Samkom vurderede, at der manglede investeringer for hele 3,9 milliarder kroner – svarende til 5,6 milliarder i dagens penge. Flere eksperter vurderer dog, at beløbet reelt kan være vokset til næsten det dobbelte, altså omkring 10 milliarder kroner.

Ifølge FDM’s politiske chef, Torben Lund Kudsk, er situationen helt uholdbar.

»Det er ikke økonomisk klogt og slet ikke ansvarligt at negligere vejområdet, som kommunerne gør. For hvert år den nødvendige vedligeholdelse udskydes, stiger ’vejgælden’, og det vil også få betydning for kommunernes økonomi på andre områder, i årene der kommer. Derfor dur det ikke, at landets kommuner stikker hovedet i busken – det forsvinder problemerne ikke af,« siger han.

Problemerne rammer dog ikke blot økonomien, men udgør også en reel risiko for bilister og cyklisters sikkerhed. En tidligere rapport fra DTU har vist, at der er en direkte sammenhæng mellem vejens tilstand og antallet af trafikulykker.

FDM efterlyser et aktuelt overblik over efterslæbet, men hverken Kommunernes Landsforening eller Vejdirektoratet har planer om at finansiere en ny undersøgelse.

»I FDM finder vi det uholdbart, at ingen kender det reelle efterslæb på vejvedligeholdelsen. Dermed er der risiko for, at problemet får lov til bare at vokse sig større og større. En god og sikker mobilitet har stor betydning for danskernes hverdag, men det forudsætter gode veje,« siger Torben Lund Kudsk.

DMI varsler risiko for lokale skybrud og torden søndag

0
Skybrud, regn,
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

VEJRET. Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer nu om risikoen for lokale skybrud og kraftige tordenbyger søndag.

Varslet gælder fra søndag morgen klokken 05:00 og frem til klokken 15:00 samme eftermiddag, hvor især Jylland og Fyn kan blive ramt. Ifølge DMI kan der lokalt falde mellem 15 og 25 mm regn på blot en halv time. Et egentligt skybrud defineres som nedbørsmængder på over 15 mm regn på 30 minutter.

Søndagen byder generelt på regn- og tordenbyger, som starter i den vestlige del af landet. Prognoserne er fortsat usikre, men især områder omkring og øst for den jyske højderyg kan ifølge DMI være ekstra udsatte for kraftige byger.

DMI forklarer samtidig, at bygernes intensitet kan ændre sig hurtigt, hvorfor det er vanskeligt præcist at forudsige, hvilke områder der rammes hårdest.

Samtidig med regn og torden forventes temperaturer i løbet af dagen at stige til mellem 18 og 25 grader, hvor det bliver varmest mod øst.

Indbrudstyv kastede cykel gennem ruden – gik efter cykel til 80.000 kroner

0

KRIMI. En 42-årig mand fra Kolding havde natten til fredag udset sig en cykel i luksusklassen, men planen mislykkedes, og han endte i stedet med en tur i politiets varetægt.

Klokken 03.10 natten til fredag fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et indbrudsforsøg hos en cykelforretning på Ny Vestergade i Kolding. Her havde manden fundet en tilfældig cykel på gaden, som han kastede mod butikkens facadevindue i håb om at smadre glasset og få fat i en af forretningens udstillingscykler.

Vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd hos Sydøstjyllands Politi fortæller om den noget utraditionelle fremgangsmåde:

»Der er en person, som finder en cykel, der står på gaden. Den her cykel kaster han mod en af de ruder, der er ude mod facaden. Det skulle han angiveligt have gjort i forsøg på at få knust ruden for at stjæle en cykel, der står inde i udstillingen.«

Men forsøget mislykkedes, da facaderuden viste sig at være mere robust end forventet:

»Han får ikke cyklen. Den når ikke hele vejen igennem. Der er flere lag glas, og det er kun det yderste lag, der bliver knust. Så løber personen fra stedet,« forklarer vicepolitiinspektøren.

Selvom gerningsmanden hurtigt forsøgte at slippe væk fra stedet, kom han dog ikke langt. Cirka 50 meter fra forretningen befandt sig nemlig en vagt, som på trods af ikke at være på arbejde netop på det tidspunkt, hurtigt fattede mistanke. Vagten valgte her at foretage en civil anholdelse af den 42-årige mand, hvorefter politiet blev tilkaldt.

Politiet overtog hurtigt anholdelsen, og den 42-årige mand fra Kolding Kommune blev ført til stationen, hvor han blev sigtet for forsøg på indbrud. Han var tilbageholdt fra klokken 03.12 til klokken 04.36.

Politiet oplyser, at den cykel, manden forsøgte at stjæle, havde en værdi på omkring 80.000 kroner. Om cyklen var en elcykel eller en anden særlig model, melder historien ikke noget om. Vicepolitiinspektøren bemærker med et glimt i øjet:

»Sådan er det med cykler i dag i Danmark. Der er dyre cykler med.«

Politiet har nu sigtet manden, og han kan forvente at høre nærmere fra myndighederne i den nærmeste fremtid.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing fredag morgen klokken 09.00.

Dråbebroen skal løftes på plads ved Christiansfeld – omfartsvej lukker midlertidigt

0

TRAFIK. Onsdag den 18. juni og torsdag den 19. juni bliver trafikken omkring Koldingvej ved Christiansfeld midlertidigt ændret. Den nye Dråbebro, der skal afløse Den Blå Bro, bliver nemlig monteret, og det medfører spærring af omfartsvejen.

Arbejdet med Dråbebroen, som er udført i stål hos SM Industries A/S i Rødekro, har været i gang siden foråret. Kunstneren Sophia Kalkau har designet broens smukke træbeklædning, fremstillet i eg af Bystrup Maskinsnedkeri ApS. Entreprenørfirmaet Jorton A/S har samtidig støbt betonfundamenterne, og dermed er alt klar til at løfte broen på plads.

Montagen betyder, at Koldingvej bliver spærret mellem Allervej og området nord for rundkørslen fra klokken 01 natten til den 18. juni og frem til senest klokken 23 den 19. juni. Omkørselsskilte vil anvise en alternativ rute i perioden.

Både den eksisterende bro og det nærliggende busstoppested vil også være lukket de to dage. Cyklister og fodgængere henvises til at benytte Toftegårdsvej, mens buspassagerer opfordres til at søge information om alternative ruter på Rejseplanen.

Projektleder Lisbet Finnemann Pedersen fra Kolding Kommune glæder sig over, at man nu nærmer sig en vigtig milepæl i projektet. Hun opfordrer samtidig nysgerrige borgere til at vise hensyn:

»Af hensyn til sikkerheden, vil vi gerne henstille til, at folk overholder de afspærringer, som bliver etableret på stedet,« understreger Lisbet Finnemann Pedersen.

Når Dråbebroen er løftet på plads, vil Koldingvej og Den Blå Bro genåbne for trafikken.

Efterfølgende vil der blive udført færdiggørelsesarbejder, blandt andet montering af den sidste træbeklædning, bearbejdning af området omkring broen, tilslutning til Tværvej samt nedrivning af den gamle blå bro.

Dråbebroen, der fungerer som et kunstværk, er skabt af Sophia Kalkau i samarbejde med blandt andre Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll og Kolding Kommune. Broen forventes at blive taget i brug i løbet af sommeren med officiel indvielse i sensommeren.

Fra stress-stop til sølvmedalje – Emma kæmpede sig tilbage og er...

0
Der var tårer i øjnene hos både mester og elev, da et hold kokkeelever forleden blev fejret ved dimissionen på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding....

Indbrud i villa: Tyv kom ind gennem åben hoveddør

0
KRIMI. En villa i Stagebjergparken i Almind har haft indbrud. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag den 26. juni klokken 13.00 til mandag den...

Medie: ABC Lavpris solgt til konkurrent

0
Den familieejede lavpriskæde med butikker i blandt andet Fredericia, Vejle og Billund skifter hænder. Dagrofa, koncernen bag MENY og SPAR, står bag opkøbet og...

Bilister må en tur på afveje – motorvejsfrakørsel ved Kolding lukker natten over

0
Trafikanter på Sønderjyske Motorvej skal væbne sig med tålmodighed og lidt ekstra køretid, når frakørsel 64 Kolding V spærres en enkelt aften og nat...

To bilister standset samme dag: Ingen af dem måtte køre, som de gjorde

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede onsdag to bilister i Kolding Kommune, der begge endte med sigtelser. Den første sag skete onsdag klokken 15.51 på Esbjergvej i...

Kvinde fulgte efter bilist efter påkørsel: Så kørte han videre

0
KRIMI. En 55-årig mand fra Kolding er blevet sigtet efter et færdselsuheld på Dalbyvej onsdag eftermiddag. Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi. Uheldet skete...