Kulturnatten giver plads til nye talenter i hjertet af Kolding

0

EVENT. Kolding Kulturnat vender tilbage fredag den 29. august, og hele midtbyen bliver endnu engang forvandlet til et kulturelt samlingspunkt. Gader og pladser fyldes med musik, dans, kunst, madoplevelser og fællesskab, og i år er der en helt ny satsning, hvor ungdommen får sin egen scene.

For første gang bliver Verdensmålspladsen foran Kolding Banegård rammen om en ungescene for lokale musiktalenter. Scenen er skabt i samarbejde mellem Kolding Kommune, den frivillige forening Fundament og spillestedet Godset.

Ole Rosengreen Martensen, formand for Kulturudvalget i Kolding Kommune, glæder sig over tiltaget. »Det er en kæmpe fornøjelse at kunne præsentere ungescenen som en del af årets Kulturnat. Det er vigtigt for os at give de unge en reel platform – både for at vise deres talent og for at være en aktiv del af kulturlivet i Kolding. Med ungescenen får de et synligt og centralt rum til at udfolde sig i, lige midt i byens hjerte« siger han.

Kulturnatten har siden 1996 været en af byens største begivenheder og tiltrækker hvert år omkring 50.000 gæster. Programmet sammensættes af Kultur og Event i Kolding Kommune i samarbejde med foreninger, kulturinstitutioner, ildsjæle og erhvervsliv.

Christine Odderskov, kulturkonsulent og projektleder for Kolding Kulturnat, peger på, at ungescenen er et vigtigt skridt i retning af fornyelse. »Vi er virkelig begejstrede for årets program, der kombinerer klassiske kulturoplevelser med det nyskabende og uprøvede – og ungescenen er et vigtigt bidrag i den retning. Fundament har fingeren på pulsen, og samarbejdet med Godset skaber en stærk ramme for unges kreativitet« fortæller hun.

Hos Fundament ser man store perspektiver i at give unge en aktiv rolle i Kulturnatten. »Det betyder enormt meget for de unge at få en stemme og en scene i en så stor og etableret ramme som Kulturnatten. Vi tror på, at når unge selv er medskabere, vokser både engagementet og ejerskabet – og det kommer hele byen til gode« siger projektleder Annesofie Bundell.

Også på Godset er forventningerne høje. »Vores opgave som regionalt spillested er at understøtte vækstlaget og skabe professionelle rammer for ny musik og talentudvikling. Ungescenen er et rigtig godt eksempel på det – og vi ser frem til at præsentere et stærkt ungt lineup i hjertet af byen« siger leder Martin Røen Hansen.

Ud over ungescenen byder Kulturnatten på over 130 aktiviteter, næsten alle gratis. På programmet finder man alt fra Shaka Loveless i Borchs Gård til Onkel Rejes familieshow i Nicolai Gården. På Akseltorv forvandles pladsen til et dansegulv, mens Sport Square på Jernbanegade inviterer til bevægelse og sjov. Der er også workshops på Spanske Trappe, international stemning på Søterrassen og meget mere.

Kulturnatten bliver dermed endnu en gang en aften, hvor hele byen samles om musik, kunst og oplevelser – og hvor de unge i 2025 for alvor træder ind på scenen.

Vedholdenhed betaler sig

0

Gennem længere tid, har vi i Byrådet haft en – til tider – heftig debat, om ældreområdet skulle tilføres 100%, af de nødvendige midler, til omsorgen for det stigende antal ældre. I strategien for budgettet, som blev vedtaget tidligere i år, var det igen et stridspunkt. Dansk Folkeparti var alene om at holde fast i de 100%, mens øvrige partier mente vi kun skulle have de 75%. Så 75% var der flertal for. Var det blevet gennemført hvad ældreområdet manglet 28.800.000 kr. over de næste fire år.

I Dansk Folkeparti giver vi ikke sådan lige op. Så vi havde ønsket om 100% med øverst på ønskelisten til budgetforhandlingerne.

Et budgetforlig hvor 24 af Byrådets 25 medlemmer bakker op, er naturligvis et stort kompromis og når man er alene om noget, der er meget principielt for et stort flertal, så er opgaven ikke let. Men det lykkes, vi fik de 100% og vi er meget taknemmelig for, at så stort et flertal nu har skabt ro på ældreområdet. Tak til alle de øvrige fem partier.

Det giver naturligvis blod på tanden og minder om, at vedholdenhed betaler sig. Vi har før haft succes med at være vedholdende, på trods af stor modstand. Der fortsætter vi naturligvis med og det gælder lige fra støvsugning i hjemmeplejen, specialskoler, folkeskoler, børnepasning, lokalområder og udvikling af hele kommunen.

Det var ikke blevet så bredt et forlig, hvis ikke det var for Venstres og Jakob Villes indsats, det værdsætter vi, ligesom jeg vil fremhæve, at vi havde et særdeles godt samarbejde med Birgitte Munk Grunnet og Socialdemokraterne.

Søren Rasmussen

Formand for Seniorudvalget og 2. viceborgmester

Bredt budgetforlig i Kolding skal bane vej for vækst, velfærd og nye byrum

0

POLITIK. Der var brede smil på rådhuset, da næsten hele byrådet i Kolding fandt sammen om årets budgetforlig. Borgmester Knud Erik Langhoff fra De Konservative lægger ikke skjul på, at han ser en særlig styrke i den brede enighed.

»Når vi står over for så store beslutninger, som rækker langt ind i fremtiden, så betyder det virkelig meget, at vi kan samle så mange partier bag en fælles linje. Det giver stabilitet og ro omkring de prioriteringer, vi har valgt,« siger borgmesteren.

Forliget rummer både økonomiske prioriteringer, der skal styrke kommunens erhvervsliv og gøre Kolding mere attraktiv for virksomheder, og investeringer i velfærd, børn, unge og ældre. Samtidig er der sat penge af til en historisk områdefornyelse af bymidten.

Et opgør med dækningsafgiften

Det mest markante element i aftalen er beslutningen om at begynde udfasningen af dækningsafgiften. Skatten, som virksomheder betaler på deres ejendomme, har i årevis været et stridspunkt mellem erhvervsliv og politikere.

»Dækningsafgiften er en skat, som virksomheder skal betale, inden de overhovedet har tjent en krone. Vi er den eneste kommune i Jylland, der stadig har den, og det placerer os i en meget dårlig konkurrencesituation, når virksomheder skal vælge, hvor de vil etablere sig,« forklarer Knud Erik Langhoff.

For borgmesteren handler det ikke kun om at tilgodese erhvervslivet, men om at sikre fremtidige arbejdspladser og skatteindtægter. »Vi skal kunne tiltrække virksomheder og skabe flere arbejdspladser. Det er helt afgørende, hvis vi skal have økonomien til at bære den voksende ældrebefolkning i de kommende år,« siger han.

Han afviser, at skattelettelsen sker på bekostning af velfærden. Kommunen følger den økonomiske ramme, der årligt udstikkes af KL, og den er ifølge borgmesteren fuldt finansieret. »Vi har penge nok til at udfylde den ramme, vi må bruge på service. Derudover har vi afsat ekstra midler til nedsættelse af dækningsafgiften, så der bliver ikke skåret i velfærden,« fastslår han.

Velfærd med nye løft

Netop velfærdsområdet har fået flere løft i budgettet. Der er indført fuld demografiregulering på seniorområdet, så udgifterne følger antallet af ældre.

»Det betyder, at der ikke skal spares på ældreområdet, selvom antallet af borgere vokser. Det giver udvalget ro og friere rammer,« siger Knud Erik Langhoff.

Også børn og unge er prioriteret. Kommunen har fundet plads til både flere ressourcer på specialskolerne, et særligt løft til ordblindeindsatsen og flere midler til daginstitutionerne.

»Vi har indset, at der er langt flere ordblinde, end man tidligere har regnet med. Får de den rette indsats, kan de få et helt andet og lettere liv. Derfor har vi afsat midler til en styrket indsats,« siger borgmesteren.

Derudover er der fundet finansiering til at forbedre normeringerne i daginstitutionerne. Kommunen ligger lige nu på minimumsniveauet, men det skal ændres. »Vi vil gerne sikre, at der er en buffer, så vi ikke hele tiden ligger på kanten. Flere pædagoger betyder bedre vilkår for både børn og personale,« siger han.

Kultur og byfornyelse i centrum

En anden central del af aftalen er områdefornyelsen i Kolding midtby. I alt 13 områder skal over en årrække have et løft. Første skridt bliver Akseltorv og Nicolai Kirkeplads.

»Vi går ind og opdaterer de områder, så de bliver klargjort til fremtidens behov. Midtbyen skal være et levende samlingspunkt, og vi har nu afsat midlerne,« siger borgmesteren.

En hjørnesten i den kulturelle satsning er Staldgården, der skal udvikles til et kraftcenter. Baggrunden er, at Koldinghus’ museumsgenstande er flyttet, og kommunen ønsker at skabe en ny ramme for dem. »Det er vigtigt, at koldingenserne kan opleve deres egen historie og ikke kun kongernes samling. Derfor skal Staldgården være med til at binde det hele sammen med Koldinghus, Slotssøen og en kommende slotsbankehave,« fortæller borgmesteren.

Sport, frivillighed og fællesskab

Budgettet rummer også midler til parasport og til udvikling af Kolding Stadion.

»Parasporten er vigtig, fordi den favner en gruppe borgere, der har brug for særlige rammer. Det samme gælder indsatsen Mening og Mestring, som hjælper unge mennesker med udfordringer til at finde fodfæste i hverdagen. Det er helt afgørende, at vi prioriterer de grupper,« siger Knud Erik Langhoff.

Kolding Stadion skal opgraderes, og det sker både for at styrke den professionelle fodbold og det store frivillige engagement omkring klubberne. »Fodbold i Kolding er ikke kun professionelt. Det er også et kæmpe frivilligt arbejde, som vi gerne vil understøtte. Stadion er en vigtig del af byens identitet,« siger han.

Et aftryk for fremtiden

Når borgmesteren skal pege på de største aftryk fra årets budgetforlig, falder valget på to områder.

»Jeg tror, at det er udfasningen af dækningsafgiften og områdefornyelsen af Kolding midtby, der vil få størst betydning. Det er de beslutninger, der virkelig rykker Kolding fremad. Men jeg er også rigtig glad for, at vi har kunnet løfte velfærden,« siger Knud Erik Langhoff.

Han lægger vægt på, at forliget giver Kolding mulighed for både at styrke velfærden og skabe rammer for vækst og byudvikling. »Det er et budget, der favner bredt, og som samler næsten hele byrådet. Det giver en god retning for Kolding i de kommende år,« siger han.

Marinaen Live vender tilbage til Kolding – nu med endnu større setup

0

KULTUR. Lørdag den 30. august bliver Sydhavnen i Kolding igen centrum for en af byens største musikbegivenheder. Marinaen Live havde premiere i 2024, og efter en succesfuld debut vender festivalen nu tilbage i en forbedret udgave. Allerede nu er over 2.500 billetter solgt, og arrangørerne forventer, at endnu flere koldingenserne finder vej til havneområdet, når musikken spiller fra middag til midnat.

Årets line-up spænder bredt med navne som Jonah Blacksmith, Scarlet Pleasure, Burhan G, Michael Falch, ICEKIID, KATO, Nicoline Toft, Miss Sofie og Sebastian Dollerup. Festivalen lægger ud klokken 12.00 og fortsætter med koncerter og dj-sets til lige inden midnat.

For mange bliver det et glædeligt gensyn med Jonah Blacksmith, der sidst besøgte Kolding i marts 2022. Populariteten er kun vokset siden, og bandet glæder sig ifølge arrangørerne til at stå på scenen foran det koldingensiske publikum igen. Scarlet Pleasure og Burhan G har også tidligere sat byen på den anden ende, da de sidste år fik Kolding til at danse til Grøn Koncert. For ICEKIID bliver Marinaen Live et debutbesøg i Kolding, og arrangørgruppen lægger ikke skjul på, at de er stolte af at præsentere ham.

Michael Falch, der spiller sammen med Zonen, giver årets eneste udendørskoncert i Kolding denne dag, mens KATO for første gang siden Grøn Koncert i 2011 vender tilbage til byen. Samlet set venter et program med både rutinerede navne og nye acts, der kan tiltrække publikum på tværs af generationer.

Arrangørerne har også taget erfaringerne fra sidste års festival med i planlægningen. Publikum har ønsket bedre komfort og mere plads omkring madområdet. Derfor byder Marinaen Live 2025 på et helt nyt streetfood-område, bedre underlag og flere siddepladser. »Vi har lyttet – Marinaen Live 2025 skal være endnu mere gnidningsfri og hyggelig« lyder det fra arrangørholdet.

Ifølge Morten Strøh er festivalen blevet et projekt med stærk lokal forankring. »Marinaen Live er Koldings egen sensommerfest. Vi har taget alt det, publikum elskede sidste år, og opgraderet – og så samler vi artister på tværs af generationer, så hele byen kan være med. Ni koncerter, heraf fire DJ’s. Det bliver en stor dag og vi er dybt taknemmelig for det stærke lokale arbejde, både med lokale foreninger og madaktører« siger han.

Festivalpladsen åbner klokken 11.00, hvor barer og madboder tager imod de første gæster. Den første koncert begynder en time senere, og hele dagen kulminerer i et musikprogram, der først slutter lige inden midnat.

Billetter kan købes som både standard og VIP på marinaenlive.dk.

Nyt valgsystem skal sikre fremtidens valg

0

POLITIK. Danmark tager i år et nyt digitalt valgsystem i brug, når kommunal- og regionsrådsvalget finder sted den 18. november. Allerede fra den 19. august er kommuner og regioner begyndt at opsætte systemet og indtaste data, så alt er klar til valgdagen.

Det er kommunernes it-fællesskab KOMBIT, der står bag løsningen, som er bygget på tre principper. »Det har fra dag et været målet at udvikle et system, der er simpelt, sikkert og robust. Simpelt fordi de fleste brugere kun anvender systemet på selve valgdagen. Sikkert fordi vi ved, at der er stigende opmærksomhed omkring et valg, også fra aktører der ønsker at destabilisere vores demokrati. Robust fordi det er en løsning, der bare skal fungere når som helst og altid« siger Mikkel Hedegaard, direktør for Borgernære løsninger og Samfund i KOMBIT.

Testet i hele landet

Det nye system er blevet testet grundigt i alle kommuner og regioner. Udrulningen skete i tre faser, som hver blev afsluttet med et prøvevalg, og i februar gennemførte alle landets kommuner et stort skyggevalg.

I Aabenraa Kommune var det en værdifuld øvelse. »Kommunal- og regionsrådsvalget er en stor opgave for os som kommune, og derfor var det værdifuldt for os at opbygge tryghed i brugen af VALG-løsningen. Skyggevalget gik overordnet set rigtig godt, og vi oplevede stort engagement fra vores kolleger, der for første gang skulle tage systemet i brug« fortæller Sara Lund Mathiesen, valgansvarlig i Aabenraa Kommune.

Sikkerhed i fokus

Sikkerheden har været et af de vigtigste elementer i udviklingen. »Sikkerhed fylder enormt meget for os som kommunalt it-fællesskab. Særligt når det gælder noget så kritisk som afviklingen af et valg, er vi bevidste om vigtigheden af, at det foregår uforstyrret i forhold til det sikkerhedsmæssige, samt at det rent lavpraktisk fungerer ude på valgstederne« siger Mikkel Hedegaard.

KOMBIT overtager dermed ansvaret for valgsystemet efter KMD, som har leveret den administrative it-understøttelse til afvikling af valg i 55 år. Da KMD i 2009 blev solgt til private investorer, blev det besluttet, at KOMBIT skulle overtage ansvaret for en række store løsninger. Valgsystemet er den sidste af disse.

Klar til alle valg

Det nye system er leveret af Netcompany og skal fremover bruges til alle typer af valg i Danmark – både kommunalvalg, regionsrådsvalg, folketingsvalg, europaparlamentsvalg og folkeafstemninger.

Hvis der bliver udskrevet folketingsvalg eller folkeafstemning inden den 1. oktober i år, afvikles valget stadig i KMD’s gamle system. Efter denne dato vil alle valg i Danmark blive gennemført med KOMBITs nye valgsystem, og resultaterne bliver offentliggjort på VALG.dk.

Tyv knuste ruden til værtshus – fortrød og kravlede ud

0

KRIMI. Et indbrud i et værtshus på Haderslevvej i Kolding udviklede sig tidligt onsdag morgen noget anderledes, end gerningsmanden måske havde planlagt.

Klokken 03.20 blev en rude i gavlen til værtshuset knust, hvorefter en mand kravlede ind gennem vinduet. Men i stedet for at fortsætte ind i lokalet, satte han sig i vindueskarmen, stoppede op og valgte derefter at kravle ud igen ad samme vej.

Politiet fik en anmeldelse om indbruddet og rykkede hurtigt ud – både med en patrulje og en hundepatrulje.

»En gerningsmand knuser en rude i gavlen og kravler ind ad vinduet. Men lige så snart han er kommet ind, sætter han sig i vindueskarmen, stopper op og kravler ud igen samme vej. Kort efter kommer vi frem med en patrulje og en hundepatrulje, og vi træffer personen, der har lavet indbruddet. Ham anholder vi klokken 03.32 og sigter for indbruddet,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Manden, der blev anholdt, er 44 år og uden fast bopæl. Han var onsdag formiddag fortsat anholdt, men der var ingen meldinger om, at han ville blive fremstillet i grundlovsforhør.

»Han sidder stadigvæk anholdt, og der er ikke noget om, at han skal fremstilles i grundlovsforhør,« oplyser vicepolitiinspektøren afslutningsvis.

Politiet arbejder videre med sagen.

En sovende mand på græsset foran Hotel Comwell blev vækket – så udviklede det sig til en voldssag

0

KRIMI. En 37-årig mand uden fast bopæl er igen kommet i politiets søgelys efter en voldsepisode i Kolding tirsdag middag.

Episoden fandt sted ved Skovbrynet foran Hotel Comwell, hvor en mand lå og sov på græsplænen. En forurettet, der ifølge politiet formentlig arbejdede med at slå græs, gik hen for at vække ham, så arbejdet kunne fortsætte. Det udviklede sig imidlertid hurtigt til en ubehagelig situation.

»Manden farer op, spytter den forurettede i ansigtet og hælder noget alkohol ud over ham. Vi får en beskrivelse af gerningsmanden, og kort efter er vi fremme og kan foretage en anholdelse,« fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.

Den 37-årige blev anholdt klokken 12.38 og taget med til afhøring. Han blev sigtet for vold, men løsladt igen senere på dagen klokken 17.14. Ifølge politiet slap den forurettede uden skader, og der blev ikke tale om fremstilling i grundlovsforhør.

Manden var ikke gæst på hotellet, men havde opholdt sig i området omkring Comwell og Kolding Sygehus gennem længere tid.

»Han er ikke gæst på hotellet, men har opholdt sig i området. Jeg mener ikke, vi har haft ham for vold før, men der kan godt have været lidt uroskabende adfærd,« siger Arno Rindahl Petersen.

Sagen trækker tråde til en hændelse få dage tidligere ved Kolding Sygehus, hvor en mand i rygeskuret blev anmeldt for at være udadreagerende over for patienter og personale.

»Hvis vi ser på sagen fra i foregårs klokken 08.18, hvor der var uro ved sygehusets rygeskur, så er den person, vi traf dér, den samme, som vi har sigtet i voldssagen ved Skovbrynet,« bekræfter vicepolitiinspektøren.

Der er altså tale om den samme 37-årige mand, som både var involveret i episoden ved sygehusets rygeskur og i voldssagen ved Skovbrynet.

Komitéer vil styrke forbindelserne over Storebælt og Lillebælt

0

POLITIK. Lillebæltskomitéen og Storebæltskomitéen har indgået et samarbejde om at styrke infrastrukturen på tværs af landet. Målet er at sikre fremtidens mobilitet og skabe bedre konkurrencevilkår for danske virksomheder.

Formændene for de to komitéer, Johannes Lundsfryd Jensen fra Lillebæltskomitéen og Jesper Møller fra Storebæltskomitéen, har givet hinanden håndslag på at arbejde tæt sammen om udviklingen af Øst-Vest-forbindelserne.

Lillebæltskomitéens overordnede formål er at få etableret en tredje Lillebæltsforbindelse parallelt med Den Nye Lillebæltsbro. Samtidig arbejder Storebæltskomitéen blandt andet for at få nedsat broafgifterne over Storebælt for alle trafikanter. Begge tiltag skal bidrage til at styrke mobiliteten og dermed virksomhedernes konkurrenceevne.

»Alle prognoser viser, at vi om 12-15 år står med et kritisk trængselsproblem på Lillebæltsbroerne. Derfor er der behov for at få sat en tredje Lillebæltsforbindelse på den politiske agenda. Broerne over Storebælt og Lillebælt er de tungeste omdrejningspunkter for landets infrastruktur. Det giver derfor rigtig god mening, at de to komitéer arbejder sammen,« siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Storebæltskomitéen har desuden som mål både at få fjernet broafgiften og at sikre en politisk garanti for, at A/S Storebælts overskud ikke bruges til andre formål end infrastrukturen.

Jesper Møller fremhæver, at trafikken mellem Øst- og Vestdanmark allerede genererer overskud i milliardklassen, og at det i takt med øget trafik vil vokse yderligere.

»Den stigende trafik mellem Øst- og Vestdanmark genererer overskud i milliardklassen, og i takt med øget trafik og den følgende trængsel på broerne vil det overskud kun vokse i de kommende år. Det giver god mening, at de to komitéer kan arbejde sammen om at styrke Øst-Vest infrastrukturen,« siger Jesper E. Møller.

Ny analyse bekræfter Koldings potentiale

0

ANALYSE. En ny borger- og imageundersøgelse gennemført af Epinion giver Kolding Kommune et klart billede af, hvordan både borgere og danskere uden for kommunen ser på byen. Analysen viser, at mange af de indsatser, som byrådet og en række samarbejdspartnere allerede er i gang med, går i den rigtige retning.

Byrådet i Kolding har ønsket at få et bredere indblik i kommunens image end tidligere. Borgmester Knud Erik Langhoff forklarer, hvorfor man valgte en ny tilgang.

»Vi fik lavet en lignende analyse for 3 år siden, men de to er ikke helt sammenlignelige. Dengang spurgte vi nemlig kun tilflytterne blandt vores egne borgere. Men vi ønskede at få et indblik i forholdene i et bredere perspektiv, og derfor har vi denne gang spurgt et bredt udsnit af alle indbyggerne i kommunen – uanset om de er født og opvokset her, eller om de er flyttet hertil for nylig eller for mange år siden,« siger borgmesteren.

Undersøgelsen viser, at 63 procent af borgerne holder af at have Kolding Kommune som base, men at mange samtidig ikke forholder sig aktivt til det.

»Det, denne undersøgelse viser os, er, at der er mange af vores egne borgere, der holder af at have Kolding Kommune som base, nemlig 63 procent, men at der også er et stort antal, der egentlig ikke har taget stilling. De bor her bare. Det giver os noget at arbejde med, for analysen peger på, hvad vi skal gøre for at få endnu flere til at tage stilling. Meget er vi allerede i gang med sammen med andre aktører, som f.eks. at skabe mere liv i bymidten i Kolding, men der peges også på nye tiltag som f.eks. en decideret brandingindsats,« siger Knud Erik Langhoff.

En bymidte i forandring

Kolding er midt i en transformation, der skal gøre bymidten mere attraktiv at opholde sig i. Byrådet har afsat 160 millioner kroner over fem år til områdefornyelse, og i alt ventes investeringerne i bymidten fra 2022 til 2030 at overstige 260 millioner kroner.

»Der er sat gang i en bevægelse, der understøtter udviklingen af Kolding by fra at være en traditionel handels-købstad til en moderne by, hvor folk mødes om oplevelser af enhver art. Senest har byrådet sagt ja til at bruge 160 mio. kroner over fem år til en gennemgribende områdefornyelse af midtbyen. Men det er ikke kun byrådet og kommunen, der gør noget. Bymidtens aktører bakker op og gør, hvad de kan for at understøtte det gode liv i byen. Det er handling, der tæller, og som med tiden vil styrke fortællingen om Kolding som en levende by,« siger borgmesteren.

Kultur og uddannelse som styrker

Rapporten peger på, at Kolding vurderes højt på kulturområdet sammenlignet med nabobyerne Vejle, Vejen, Middelfart, Fredericia og Haderslev. Koldinghus fremstår som byens mest kendte vartegn uden for kommunegrænsen, og kulturlivet generelt trækker en positiv profil.

»Kolding er en stærk kulturby. Og det er bl.a. kulturelle oplevelser, der skal bringe liv i fremtidens byer, når mere handel går over på nettet. Slottet er på en måde vores kronjuvel, fordi det tiltrækker så mange besøgende fra nær og fjern. Men det er langt fra alene. Vi har en hel skov af kulturtilbud, som favner både professionelle og amatører, og som spænder fra Nicolai for børn til Trapholt. Kulturen er med til at give Kolding kant og en særlig profil i hele Syddanmark,« siger Knud Erik Langhoff.

Kolding vurderes også som den bedste uddannelsesby i området. Borgmesteren peger på, at det hænger sammen med flere års målrettet indsats.

»Det er et kæmpestort aktiv for Kolding, som sandsynligvis hænger sammen med, at vi gennem de seneste tre-fire år har gjort rigtig meget bl.a. for at skabe et godt studiemiljø gennem Campus Kolding,« siger han.

Campus Kolding er et samarbejde mellem byens fire videregående uddannelsesinstitutioner og kommunen, der arbejder på tværs for at skabe et stærkt studiemiljø og tiltrække flere uddannelser. Resultatet er, at antallet af studerende i Kolding er vokset markant de senere år.

Kolding skal gøres mere kendt

Selvom analysen bekræfter flere styrker, viser den også, at kendskabet til Kolding uden for kommunegrænsen kan forbedres. Danskernes vurdering af kommunen som et attraktivt sted at bo eller besøge er faldet en smule fra 67 til 64 procent siden 2022.

De, der ser positivt på Kolding, forbinder den især med beliggenhed, natur og kulturarv. Særligt borgere i alderen 18 til 34 år ser byen som et sted med attraktive boligpriser og gode rammer for børnefamilier.

»Det er vigtig viden for os. Vi kan se i kommunens egne befolkningsanalyser, at vi får de fleste tilflyttere i aldersgruppen 18-34-årige. Siden 2022 udgør de over 58 procent af tilflytterne. Det skal vi bruge aktivt, for det er typisk i den alder, man stifter familie,« siger borgmesteren.

»Det betyder, at hvis vi målretter en langsigtet kommunikations-indsats for at få flere til at få øje på de gode forhold for børnefamilier, kan det på længere sigt øge den positive vurdering af kommunen, som er med til at fremme bosætningen. Men det bliver et langt, sejt træk,« siger Knud Erik Langhoff.

Fakta om undersøgelsen

I alt har 4.822 borgere i Kolding Kommune og 1.007 personer uden for kommunen deltaget i undersøgelsen.

Kolding fjerner erhvervsskat – erhvervslivet jubler

0

BUSINESS. Dækningsafgiften, som årligt har kostet virksomhederne i Kolding omkring 60 millioner kroner, bliver i løbet af de kommende år helt fjernet. Det ligger fast efter at et bredt flertal i byrådet har besluttet at afskaffe erhvervsskatten senest i 2029.

Beslutningen mødes med stor tilfredshed blandt byens erhvervsledere, som ser det som et afgørende skridt for vækst og udvikling.

»For vores medlemmer og resten af Koldings erhvervsliv er det en aftale som i den grad forbedrer fremtidens vækstmuligheder. Jeg vil gerne takke et samlet byråd for at tage udfordringen op og fjerne en forvridende skat på virksomhederne,« siger Lene Jæger Klausen, formand for Foreningen Business Kolding.

Også hos Fonden Business Kolding er der begejstring. Ole Rudbeck Petersen, der netop har givet stafetten videre som formand, har fulgt debatten i flere år.

»Jeg vil gerne kvittere for et godt samarbejde med byrådsmedlemmerne og kommunaldirektøren, og for en god løsning for erhvervslivet. Det betyder meget, at vi arbejder sammen,« siger han.

Den nye formand for fonden, Donny Moerkerk, direktør i Würth Danmark A/S, lægger vægt på at det ikke blot handler om en lettelse men om et opgør med en byrde.

»For Koldings erhvervsliv er byrådets budgetaftale et kæmpe skridt fremad. I stedet for at halvere dækningsafgiften fjernes den helt,« siger han.

Millionløft til nye uddannelser

Med afskaffelsen af afgiften ser erhvervslivet nu frem til næste store projekt. Foreningen og fonden Business Kolding vil sætte alle kræfter ind på at finde en privat medfinansiering på 100 millioner kroner, der skal sikre to nye civilingeniøruddannelser på Syddansk Universitet i Kolding.

»På vegne af hele bestyrelsen ser vi nu frem til at finde medfinansieringen til de nye ingeniøruddannelser. Det vil være en kæmpe gevinst for hele erhvervslivet, og vi vil gøre alt for at lykkes med projektet,« siger Lene Jæger Klausen.

Kolding Kommune har allerede afsat 150 millioner kroner til formålet, og sammen med erhvervslivets bidrag skal midlerne finansiere startudgifterne over de næste ti år. Når uddannelserne er fuldt etableret, ventes de at tiltrække 650 studerende og skabe et forskningsmiljø i byen.

»Det baner vejen for nye ingeniøruddannelser til Kolding. Vi har en kæmpe opgave foran os, men jeg er sikker på, at vi kan løfte den. Det skal vi simpelthen, for Koldings skyld,« siger Donny Moerkerk.

Partnerskab om beskæftigelse

Business Kolding og kommunen vil samtidig udbygge samarbejdet om beskæftigelsesindsatsen. Den kommende beskæftigelsesreform ændrer rammerne for jobcentrenes arbejde, og her skal virksomhedernes sociale ansvar spille en større rolle.

Målet er at sikre, at flere borgere fremover kan gå fra ledighed til selvforsørgelse i form af job eller uddannelse – og at erhvervslivet bliver en aktiv medspiller i den proces.

EWII fik underskud på 92 millioner kroner i 2025

BUSINESS. Forsinkede godkendelser, rekordlave solpriser og et elnet under pres. 2025 blev et skuffende regnskabsår for energikoncernen EWII — men bag underskuddet på 92,5...

13-årig pige taget for butikstyveri i Netto

0
KRIMI. En 13-årig pige fra Kolding blev mandag eftermiddag tilbageholdt for butikstyveri i Netto på Jernbanegade i Kolding. Klokken 16.56 konstaterede man, at pigen havde...

Genbrug hitter i Kolding og sparer miljøet for millioner af kilo CO₂

0
Genbrug af børnetøj og udstyr har fået solidt fat i Kolding, hvor lokale familier gennem de seneste fem år har gjort en mærkbar forskel...

Blændet bilist kørte i træ i aftenmørket

0
KRIMI. Et færdselsuheld på en mindre vej i Kolding endte søndag aften med en bil i et træ, efter føreren blev blændet af en...

Politiet om stormen i Trekantområdet: Kør efter forholdene og hjælp naboen

0
KRIMI. Stormen Dave fylder søndag en smule hos Sydøstjyllands Politi, men der er ikke tale om større hændelser i politikredsen. Det oplyser vagtchef Halfdan...

Dødsfald Kolding uge 12-14, 2026

0
Inge Erikstrup1958 - 2026 Irene Rasmussen1942 - 2026 Bent C. Mortensen1942 - 2026 Inger Gregersen1941 - 2026 Bent Christensen1939 - 2026 Folmer Bjerning Nielsen1936 - 2026 Jonna Linnebjerg1940 - 2026 Martha...