Torsdag var der en større færdselsaktion i Kolding. I forbindelse med en bilist, der blev sigtet, førte det til en ransagning af vedkommendes bopæl, hvor der blev fundet en stor mængde stoffer. Manden fremstilles i dag i grundlovsforhør.

En 27-årig mand fra Kolding blev standset, da politiet torsdag havde en færdselsaktion i Kolding. Han var mistænkt for at køre påvirket af narkotika, hvilket også viste sig at være tilfældet. Idet det ikke var første gang, at manden kørte påvirket, blev bilen beslaglagt.

Da politiet kiggede nærmere efter i bilen, blev der fundet ti gram amfetamin. Det førte til, at politiet besluttede sig for at ville ransage hans hjemmeadresse i Kolding, hvor der blev fundet et kilo amfetamin.

Det har nu ført til, at den 27-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør i dag.