FC Fredericias sæson står og falder med, om holdet overlever i NordicBet Ligaen. Direktør Stig Pedersen ser positive tendenser i opstarten, men han har dog ikke helt ro i maven før de 15 kampe, der venter i forårssæsonen.

Den sidste træningskamp er spillet. På søndag starter alvorens time, hvor Hillerød venter i den første af i alt 15 altafgørende kampe. FC Fredericia er med lørdagens uafgjorte resultat mellem Hillerød og Hobro skubbet under nedrykningsstregen med et enkelt point, og det har de nu 15 kampe til at få lavet om på.

Transfervinduet tog afsat i, at det er en tilspidset situation, hvor FC Fredericia for alt i verden vil undgå nedrykning. Allerede i sommeren 2022 blev det annonceret, at holdet ville få tilgang af Daniel Johansen, og derudover er Jesper Juelsgård, Anders Holvad og Nicolai Brock-Madsen kommet til.

Stig Pedersen. Arkivfoto.

Træningskampene har været en blandet landhandel. Det er blevet til uafgjort mod AaB, uafgjort mod Middelfart, nederlag til Randers, uafgjort mod Young Boys, sejr mod Næstved og senest uafgjort mod Vejle og et nederlag til Esbjerg.

– Når jeg ser kampene mod Vejle og Esbjerg, ser vi det vi kunne forvente. Vi spillede mod et tophold i form af VB, og der fik vi scoret et enkelt mål, hvilket er fint. Mod Esbjerg spillede vi fantastisk i de første 20 minutter, men vi manglede at score og det var for dårligt, at det ikke skete. Vi skal blive dygtigere til at score på åbne chancer, men træningskampe er én ting. I sommer præsterede vi også godt i træningskampene, og vi så alle, hvordan det gik i efteråret. Derfor er træningskampene lidt gratis, men nu venter 15 “pokalkampe”, hvor der er noget på spil, siger Stig Pedersen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Stig Pedersen mener, at holdet står stærkere end i efteråret, og målt på den økonomi, som holdet har brugt i transfervinduet, skulle det også gerne kunne aflæses på resultaterne. Direktøren synes også, at han har set positive tegn fra nyerhvervelserne.

– Juelsgård havde, da han startede op, ikke spillet en turneringskamp siden den 1. november, men han er kommet godt efter det. Anders Holvad har set godt ud, og Nicolai Brock-Madsen har allerede sat et aftryk i de to kampe han har spillet. Det betyder, at vi har andre værktøjer end i efteråret, og i Brock-Madsen har vi fået en helt anden type ind. Det kommer til at kræve hårdt arbejde af os, men jeg synes, at vi er godt stillet, fortæller Stig P.

Hillerød og Hobro tyvstartede på forårssæsonen i lørdags. De havde en udsat kamp fra efteråret, og den endte 2-2. Dermed kravlede Hobro over FC Fredericia, der er nu under nedrykningsstregen.

– I et øjebliksbillede er det fint, at Hobro ikke vandt, men der er 45 point at spille om. Der er ét point op, og det skal vi væk fra. Det gælder om at få point og være svære at slå. Der er mange point at spille om, men selvom man er 2-3 point efter er det én runde. Vi skal væk fra stregen hurtigst muligt, siger Stig Pedersen.

Stig Pedersen og den sportslige ledelse har gjort deres til at sætte rammerne til et forår, hvor alle sejl er sat ind på at sikre sig overlevelse. Selvom Pedersen er fortrøstningsfuld er han ikke helt rolig.

– Jeg ved ikke, om jeg har ro i maven. Der var ro i maven, da vi var i oprykningsspillet, men sådan er fodbold også. Vi skal også kunne håndtere det ikke går vores vej, slutter Stig Pedersen.

Selvom der er positive tendenser at spore i flere af træningskampene, og indkøbene FC Fredericia har foretaget ser lovende ud, er det ikke helt med ro i sindet, at Stig Pedersen venter på forårssæsonen starter op mod Hillerød på søndag. Sikkert er det, at FC Fredericia i det opgør, og resten af foråret, mangler Patrick Egelund, der er skadet.