Målgruppen hedder seniorer på den rigtige side af 60 år, når MESSE C Fredericia i efteråret blænder op for AlderBedst 2024 – Danmarks nye livsstilsmesse for det modne publikum.
– Antallet af borgere over 65 år er steget med godt 260.000 de seneste 10 år, således at cirka hver femte dansker i dag er 65+. Rigtig mange har et godt helbred, god økonomi og stort overskud til familie, aktiviteter og oplevelser – måske ved siden af et fortsat aktivt arbejdsliv. Med AlderBedst samler vi alt det bedste til det gode seniorliv, fortæller Lars Søndergaard, messechef i MESSE C.
Den nye publikumsmesse indrettes med ni temaområder, hvor nogle retter sig mod produkter og oplevelser her og nu eller på den korte bane, og andre stiller blandt andet skarpt på vigtigheden af at få planlagt den tredje alder bedst muligt økonomisk og praktisk.
De ni temaområder har disse overskrifter: Rejser, På hjul, Smagstorv, Mode, Fritid, Bolig, Finansiel Frihed, Skønhed & Velvære samt Hjælp & Rådgivning.
Totaloplevelse med scene og underholdning
– AlderBedst bliver dog mere end de mange spændende udstillere; vi arbejder på at skabe et univers, hvor man også kan opleve blandt andet foredrag, workshops og underholdning, så man går glad herfra med ny inspiration og måske lidt klogere på sig selv og sin fremtid, påpeger messechefen. Han tilføjer med at smil, at unge under 50 kun har adgang i følge med voksne.
MESSE C, som i forvejen arrangerer store publikumsmesser som Boat Show Denmark, Kreative Dage og Autocamper Show, starter om kort tid standsalget til AlderBedst.
– Vi håber naturligvis på en varm modtagelse fra både udstillere og besøgende. Vi kan se fra blandt andet Holland, at denne type begivenhed har et endog meget stort potentiale, og vi har placeringen centralt i Danmark, størrelsen og erfaringen til at gøre AlderBedst til en succes, fastslår Lars Søndergaard.
AlderBedst har premiere den 15.-17. november 2024 – se mere på www.alderbedstmessen.dk.