Kasper Young var her, der og alle vegne. Han fik scoret med underhånden, på langskud, fra fløjen og på straffekast, da FHK vandt 29-25 mod TMS Ringsted.

Kasper Young startede på bænken, men kom ind efter et kvarters tid. Lidt over 1800 tilskuere i thansen ARENA, hvor nerverne flere gange blev sat på en prøve i løbet af kampen, hvor negle blev bidt, og Ringsted ikke lagde sig ned, men Young leverede i det sekund, han kom på banen. På kort tid fik han kanoneret bolden i mål tre gange. Efter kampen var Kasper Young på alles læber efter han havde leveret en storslående præstation. Blandt andet med en kanonkugle med underhånden, mål efter at være sat op på frikast og regulært langskud, der blev tyret i kassen med stor hastighed.

Der var derfor også store smil efter kampen, da FHK havde inviteret til Aftermatch i forhallen, og den sejr var vigtigt, særligt en hjemmesejr var essentielt, slog Young fast.

– Det var dejligt, så fik vi en sejr på hjemmebane efter længere ventetid, siger Kasper Young.

Kasper Young er glad for sin og holdets sejr i går, men det vigtigste er, at man stadig er med i kampen om semifinalen. Fredericia Håndboldklub var foran med 4-6 mål flere gange i kampen, men igen og igen kæmpede Ringsted sig tilbage. Der blev brændt adskillige gange på tomt mål, så det var afgørende, at Kasper Young scorede hele ni gange, og spillede en vigtig rolle over hele banen for fredericianerne.

– Det er altid rart at lykkes personligt, men mest af alt er jeg glad for, at vi stadig er en del af kampen om at komme i semifinalen. Så kommer ens egen præstation i anden række, men det er dejligt, at der var kog i den i dag, forklarer Young.

Selvom han normalt ikke spiller højre back, var det nødvendigt i går, da en af sæsonens bedste FHK’ere, Anders Kragh Martinusen, ikke ramte dagen i starten af kampen angrebsmæssigt. Og de lokale fans kunne flere gange rejse sig i jubel, med knyttede næver og med sang, når bolden gik ind.

– Det er fint, at jeg fik muligheden for at spille den position, men det er ikke nyt for mig. Jeg gør det også til træning. I dag skulle Martinusen have luft i fem minutter, og så var det bare at gå på kassen, siger Kasper Young.

Det var ikke altid var kønt at se på, da FHK vandt, men der var også højdepunkter i spillet, hvor særligt FHK’s målmænd spillede godt, siger FHK’eren. Nu venter GOG, der skal FHK finde tilbage det spil, som har givet holdet en andenplads i grundspillet, forklarer Young.

– Vi var foran med et par mål hele kampen mod TMS. Vi spillede ikke kønt, men vi havde et godt forsvar og to gode målmænd. Det var nok til at vinde mod Ringsted i dag, men ikke nok mod GOG på søndag, siger Kasper Young.

Kampen mod GOG er den afgørende kamp for, om FHK kommer i semifinalen. Kasper Young udtrykker forventning om stor tilskueropbakning til det kommende opgør og beskriver den motivation, det giver holdet.

– Jeg går stærkt ud fra, at der kommer fuldt hus mod GOG, og det giver et adrenalinkick. Det er det, vi træner for i løbet af et helt år, siger Young.

Det er en “før-finale”, der venter søndag, når thansen ARENA forventes fyldt, og FHK har mulighed for at spille sig i semifinalerne for andet år i streg. Men der venter en vild kamp.

– Jeg ved ikke, hvem der er favoritter af os og GOG, men det er vel 50-50, slutter Kasper Young.