Fra 1. oktober kan udvalgte grupper af syddanskere blive vaccineret mod COVID-19 og influenza på 68 apoteker rundt om i Region Syddanmark. Vaccination på apoteker bliver del af regionens samlede vaccinationstilbud, der også inkluderer regionale vaccinationscentre og vaccination på plejehjem og i eget hjem af immobile borgere.

Efterårssæsonen er efterhånden blevet lig med vaccinationscentre og invitationer i e-Boks. Sådan er det også i år.

Region Syddanmark samarbejder i år med apotekerne, som skal hjælpe regionerne med COVID-19 og influenzavaccinationer dette efterår og vinter. I Region Syddanmark betyder det, at syddanske borgere fra 1. oktober frem til 15. januar 2024 kan blive vaccineret på 68 forskellige apoteker på tværs af regionen.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen glæder sig over, at vaccinationsindsatsen er faldet på plads:

-Med apotekerne er Region Syddanmark snart klar til at byde syddanskerne velkomne til den kommende vaccinationssæson. Vi ved godt, at det bliver anderledes for dem, der plejer at blive vaccineret for influenza og COVID-19 hos deres praktiserende læge. Men fra de seneste to års vaccinationssæsoner ved vi også, at mange borgere har gode erfaringer med at blive vaccineret på apoteket. Derfor glæder vi os endnu engang til samarbejdet, og til at apotekerne vil hjælpe os med at vaccinere igen i år.

Del af en fælles indsats
De nationale sundhedsmyndigheder har ønsket, at regionerne tilbyder borgerne et ens og enkelt vaccinationstilbud i år. Regionen har i organiseringen af den kommende vaccinationssæson haft fokus på en organisering med bred geografisk spredning imellem vaccinationsstederne og en fordeling af vaccinerne, så man undgår vaccinespild.

Ud over de 68 apoteker, tilbyder Region Syddanmark også vaccination mod COVID-19 og influenza på Ærø Sygehus og på syv vaccinationscentre i:

Svendborg
Odense
Esbjerg
Sønderborg
Aabenraa
Kolding
Vejle
Regionen vil i samarbejde med kommunerne også stå for vaccination på plejehjem og vaccination i hjemmet hos immobile borgere.

Invitationer og tidsbooking som tidligere år
Region Syddanmark tilbyder i år syddanskere over 65 år COVID-19 og influenzavaccination. De vil modtage invitationen i løbet af september via digital post eller fysisk brev, hvis de er fritaget for digital post.

Vaccination kræver tidsbooking på både regionens vaccinationscentre og på de 68 apoteker. Tidsbooking på www.vacciner.dk vil åbne op samtidig med udsendelsen af invitationer, der sker nationalt fra i løbet af september.

Hvis de enkelte apoteker ønsker at tilbyde drop-in-vaccination uden tidsbestilling i løbet af vaccinationssæsonen, vil det også komme til at stå på Danmarkskortet.

Sårbare grupper tilbydes også vaccination
Udvalgte grupper, f.eks. personer under 65 år med udvalgte kroniske sygdomme, gravide og personer med svært nedsat immunforsvar, vil også blive tilbudt vaccination for både COVID-19 og influenza fra 1. oktober. De skal som sidste år udfylde en tro- og loveerklæring på www.vacciner.dk, før de kan booke tid til vaccination.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn mellem to og seks år vaccineres med næsespray mod influenza. Børn kan også blive vaccineret fra 1. oktober. Vaccinationen foregår ad to omgange. Sidste mulighed for booking af 1. næsespray er 18. december, så børnene kan nå begge pust, inden vaccinationssæsonen udløber 15. januar 2024.