Til daglig lever Thomas Pap Goltermann i en verden af notifikationer. Den 47-årige fredericianer sidder i en IT-afdeling, hvor skærmene blinker med røde og gule skilte, og hvor der altid er en alarm, der kræver en reaktion. Så rejste han ud til et sted, hvor der ingenting var. Ikke noget net, ikke noget ur, ikke nogen telefon. Kun en ø, et hold fremmede mennesker og et tv-hold fra Robinson Ekspeditionen.
»Jeg sidder jo i en IT-afdeling, hvor du bliver notificeret og får alarmer på det ene, det andet og det tredje. Og lige pludselig er det bare væk. Fuldstændig detox,« fortæller han til AVISEN.
Man kunne tro, at afsavnet ville gnave. Det gjorde det modsatte.
»Underligt nok syntes jeg faktisk, det var rart,« siger han og peger på de sociale medier, der efter hans opfattelse er skruet sammen, så man lettere bliver afhængig af dem. Derude forsvandt aftenernes skærmtimer, og døgnet fik sin gamle rytme tilbage.
»Det var rart, at når det var mørkt, så var det nat,« siger han om nætterne på øen, hvor der hverken var støj eller lysforurening. »Så mørkt, at du faktisk kunne se Mælkevejen. Det var vanvittigt smukt.«
Goltermann har fulgt programmet, siden det første gang rullede over skærmen i 1998. Der kom hurtigt børn, og drømmen blev lagt i skuffen, mens hverdagen tog over. Han søgte i 2024 og igen i 2025, og da telefonen ringede fra produktionsselskabet Mastiff tredje gang, forventede han endnu et afslag. Det kom ikke.
Som mangeårig håndboldspiller regnede han med at have kroppen med sig, styr på boldfornemmelsen og fysikken. Alligevel er han hurtig til at punktere enhver forestilling om, at man kan træne sig til en ø i Stillehavet.
»Man kan simpelthen ikke sætte sig ind i det. Det er et helt ekstremt pres. Varme, sult, savn, søvn,« siger han. »Hvis man tror, at man shiner i alt, så tager man virkelig fejl.«
Sulten var konkret. Der blev ikke serveret, der blev vundet.
»Der er ikke overflod af mad. Man håber på at vinde en gulerod eller et løg,« fortæller han. Sengen var bambuspinde og strandsand, og hjemme i Fredericia sad Laura og de fire drenge, hvoraf den ældste er 17. Kontakten var kappet. Kun hvis noget virkelig alvorligt skete derhjemme, havde hans kone en nødlinje ind gennem produktionen.
»Jeg kan ikke engang ringe hjem,« som han siger om erkendelsen på de første dage.
Til gengæld fik han noget, han ikke har haft i årevis. Tid. Derhjemme er kalenderen fyldt af arbejde, børn og weekender, der er booket måneder frem. På øen var der intet program ud over det, deltagerne fik at vide, og han sammenligner livet i lejren med et efterskoleophold, hvor man er sammen med sine kammerater og danner relationer intenst 24 timer i døgnet. Med alt hvad det indebærer af venskaber, irritation og nerver før konkurrencerne, som han beskriver som at træde ind i en film.
»Det er fuldstændig ligesom at være med i en film. Som at træde ind i en James Bond-film,« siger han om øerne, kameraerne og mødet med værten Jakob Kjeldberg, som han har set på skærmen i 26 år.
»Han stiller sig lige ved siden af en, giver en hånd og siger velkommen til Thomas. Det var en kæmpemæssig oplevelse.«
Hvordan det siden gik, må han ikke afsløre. Han er selv spændt på at se, hvordan hans måneder i paradiset bliver klippet sammen, når programmet rammer skærmen, men han er rolig ved det.
»Jeg synes selv, de har været ordentlige og respektfulde. Jeg kan se mig selv i øjnene, og jeg har ikke nogen forklaringsproblemer over for nogen,« siger han.
Indtil da venter hverdagen i IT-afdelingen. Med alarmer, notifikationer og røde skilte. Og med vished om, at et sted derude findes et mørke, hvor man kan se Mælkevejen.
