KRIMI. To mænd er blevet sigtet for at køre bil i påvirket tilstand, efter Sydøstjyllands Politi natten til søndag stoppede dem med en times mellemrum to forskellige steder i politikredsen.

Det oplyste Søren Pedersen fra Sydøstjyllands Politi ved pressebriefingen.

Den første sag fandt sted klokken 02.00 på Nørre Allé i Fredericia, hvor politiet standsede en mand. Ifølge politiet var han påvirket af euforiserende stoffer, da han satte sig bag rattet, og det er han nu sigtet for.

En time senere, klokken 03.00, standsede politiet en bilist på Vonsildvej i Kolding i en rutinemæssig kontrol. Manden blev testet positiv for kokain og er ligeledes sigtet for kørsel i påvirket tilstand.