Med støtte fra TrygFonden vil Campus Kolding sammen med organisationen GROW uddanne et korps af unge ambassadører for trivsel og fællesskaber på tværs af de fire videregående uddannelsesinstitutioner i campusområdet. Projektet, der skal skabe positive fællesskaber og forebygge mistrivsel blandt de studerende, er forankret i Kolding Kommune og gennemføres i tæt samarbejde med SDU, UC SYD, IBA Erhvervsakademi Kolding, Designskolen Kolding og GROW.
En voksende del af de danske unge føler sig ensomme og oplever ifølge Børns Vilkår en grad af mistrivsel. Campus Kolding har knap 4.000 studerende på videregående uddannelser, og hvert år påbegynder cirka 900 nye studerende en uddannelse i studiebyen Kolding. Med 347.800 kr. fra TrygFonden vil Campus Kolding styrke trivslen blandt studerende på første og anden årgang ved at uddanne trivselsambassadører, som skal fremme fællesskaber blandt de studerende og fungere som ressourcepersoner i forhold til trivsel.
– Vi er meget glade for TrygFondens støtte, der betyder, at vi nu som kommune kan gøre en særlig indsats for at fremme et meningsfyldt studieliv her i Kolding og skabe bedre trivsel blandt alle studerende i campusområdet. Koldings studiemiljø tiltaler især unge, der søger nærhed, og med uddannelsen af trivselsambassadører ser vi en mulighed for at give de studerende konkrete redskaber til at modvirke mistrivsel – både for den enkelte og i fællesskabet. På den måde kan vi give de studerende mulighed for at hjælpe og støtte hinanden, så de netop kan opleve et studiemiljø i balance, siger Mikael Sorknæs, leder af Campus Kolding.
Konkret skal der uddannes 30 trivselsambassadører på tværs af Campus Koldings fire uddannelsesinstitutioner. De 30 studerende skal igennem et forløb med 100 timers uddannelse i temaer som bl.a. fællesskaber og gruppedynamikker, kommunikation og konflikthåndtering, samskabelse af aktiviteter, frygt og mod, sårbarhed, stressforebyggelse, selvværd og selvtillid.
– Vi ønsker at give de unge værktøjerne til at opnå et mere balanceret liv, samtidig med at de får lysten og modet til at løfte andre unge. Kan de tage vare på egen trivsel, kan de også bedre gøre en positiv forskel for andre unge og være kulturbærere for en fremtid med øget trivsel og stærke fællesskaber – også uden for Campus Kolding. Så vi glæder os til at komme i gang og møde de nye trivselsambassadører, siger Klaus Østergaard Lystbæk, initiativtager til GROW, der har udviklet og står for gennemførelsen af ambassadøruddannelsen i samarbejde med ambassadøransvarlig Amalie Lærke Thisted Jørgensen.
Støtte fra pulje målrettet unges trivsel – med input fra de unge selv
De 30 nye trivselsambassadører forpligter sig til at udvikle og gennemføre fællesskabende og trivselsfremmende aktiviteter for 1. og 2. års studerende på de fire uddannelsesinstitutioner, hvilket tæller cirka 1.500 studerende i alderen 18-25 år. Indsatsen, der skal løfte det samlede trivselsniveau på tværs af Campus Kolding, er støttet af TrygFonden. Donationen er bevilget fra den særpulje, som TryghedsGruppens regionale råd i Syddanmark har dedikeret til projekter målrettet unges trivsel.
– I TrygFonden arbejder vi for at skabe mere tryghed og give alle en plads i et positivt fællesskab. I Syddanmark har vi valgt at fokusere særligt på regionens unge, og sammen med flere af de unge selv har vi udvalgt en række projekter, som vi mener, kan gøre en vigtig forskel for de unges trivsel mentalt og socialt – og det er vi sikre på, at Campus Koldings nye projekt kan, siger Ferdinand Rendebo Jepsen, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd.
– De studerende på Campus Kolding er dem, der kender forholdene blandt deres medstuderende allerbedst. Så ideen om at klæde studerende på til at kunne tage vare på egen og andres trivsel på studierne er rigtig god. Det tværgående samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne vil også kunne bidrage positivt til de studerendes fællesskab og trivsel og dermed samtidig kunne understøtte deres faglige læring. Så vi er glade for at støtte Campus Koldings nye indsats og glæder os til at følge projektet, fortsætter Anette Petersen, der også er repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Syddanmark.
Anette Petersen og Ferdinand Rendebo Jepsen overrakte TrygFondens donation officielt, da projektet blev skudt i gang med et fælles kickoff-møde for alle involverede parter på IBA Erhvervsakademi Kolding.
Om projektet ”Trivsel på Campus Kolding”
– Projektet er initieret af Kolding Kommune i samarbejde med Campus Koldings fire videregående uddannelsesinstitutioner Syddansk Universitet, IBA Erhvervsakademi Kolding, UC SYD og Designskolen Kolding.
– 30 studerende på tværs af de fire uddannelsesinstitutioner skal uddannes til trivselsambassadører. Ambassadøruddannelsen er udviklet og gennemføres af organisationen GROW.
– Indholdet af uddannelsesforløbet er baseret på fagprofessionelle anbefalinger til trivselsfremmende aktiviteter samt erfaringer fra unge selv i forhold til, hvad der virker og kan styrke unges trivsel.
– Trivselsambassadørerne forpligter sig til at arbejde frivilligt i 15 t/mdr. i minimum 1 år, hvor der er fokus på, at de unge udvikler nye metoder og aktiviteter, der gavner institutionernes sociale og faglige miljø, fx
– Aktiv deltagelse i fællesskabende og trivselsfremmende aktiviteter.
– Rådgivning til studenterråd, studievejledning mv.
– Bistand til tutorindsats, mentorkorps e.l.
– Den primære målgruppe for projektet er 1.- og 2.-års studerende på Campus Koldings fire videregående uddannelsesinstitutioner svarende til cirka 1.500 unge mellem 18 og 25 år.
– Projektet er netop skudt i gang og løber frem til april 2025.
– TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark har støttet projektet med 347.800 kr. som led i rådets særlige arbejde med at skabe bedre trivsel blandt unge.