Danmark åbner EM med en sikker 36-24-sejr over Nordmakedonien, og lørdag handler om at bygge videre frem mod søndagens kamp mod Rumænien.

Danmark vandt stort, 36-24, men sejren over Nordmakedonien var mindre en magtdemonstration end en stille justering af indre balance. Fredag aften blev nervøsitet banket på plads, som det ofte sker i en åbningskamp, og lørdag står holdet allerede med blikket rettet mod næste opgave: søndag venter Rumænien.

Inde i hallen var det ikke kun målene, der fyldte. Det var lyden. Et rum, der svarede igen. En kollektiv puls, som Mathias Gidsel selv kalder en energigiver snarere end pynt.

»I første kamp skal man lige banke den værste nervøsitet af. Jeg kunne godt mærke, at der var noget nervesystem i gang under opvarmningen«, siger han og beskriver fornemmelsen af at træde ind i en kulisse, der allerede var klar, før spillerne var det.

Gidsel taler ikke om sig selv som centrum, snarere som del af en bevægelse. Navnet bliver råbt, ja, men det er helheden, der bærer. »Jeg mærker jo den store opbakning – til mig, men også til hele holdet. Jeg tager det ikke for givet. Jeg vil levere 100 procent i de minutter, jeg får.«

Kampen blev også et studie i, hvordan modstanderne forsøger at løse Danmark taktisk. Mandsopdækning, fysisk pres, forstyrrelse. Intet nyt, og heller ikke noget, der for alvor bed. »Nogle hold vil prøve. Det så vi også sidste år«, siger Gidsel. »Men i dag bliver der for meget plads til Pytlick og Lauge. De er for dygtige til ikke at udnytte det.«

Hvis der tidligere var frustration i hans spil, er den erstattet af noget mere afklaret. Slagene preller af. »Den tid er over. Jeg er helt med på, at det er en del af spillet. Min sejr er, hvis de får en to-minutters.«

Bagved stod Emil Nielsen, og hans kamp var mindre komfortabel, end cifrene antyder. »Det var faktisk en svær kamp at spille«, siger han. Skuddene kom tæt på, hurtigt, eksplosivt. Det var en aften, hvor målmandens arbejde var mere reaktion end kontrol.

Alligevel var der også her noget, der bar. »15.000 danskere giver nogle ekstra procenter«, konstaterer han. Ikke som floskel, men som konstatering.

Der var endda plads til et øjebliks improvisation, da Danmark blev fanget i et langsomt tilbageløb under 7-mod-6. Nielsen løb, reddede, forklarede bagefter: »Lasse troede, vi havde scoret. Så timingen var der bare.«

Søndag er det Rumænien, der står på den anden side. Nielsen lægger ikke skjul på, at modstanderen endnu er et ubeskrevet blad for ham. »Jeg kender nul til dem«, siger han tørt, før han lander på det, der i praksis bliver lørdagens program: video, forberedelse og en ny kamp, der ikke skal vindes i hukommelsen om 36-24, men i evnen til at finde den samme ro igen.