Middelfart og Fredericia samledes fredag og lørdag til årets største udendørs fest, Rock under Broen. Festivalen blev en stor succes for arrangørerne, der var særdeles heldige med vejret. Det tørre og solrige vejr er en af de vigtigste ingredienser for en storslået afvikling af koncerterne, så men den del på plads lykkedes det at få skabt en stor stemning.

Foto: AVISEN

De mange der havde medbragt klapstole forsamlede sig på midten af pladsen, mens den forreste del var dedikeret til dem, der gerne vil hoppe og danse til koncerterne. Arrangørerne havde arbejdet hårdt på at tilgodese så mange interesser som muligt, og her hvilede man på mange års erfaring med publikums ønsker og behov. Både køer og adgang til toiletter fungerede, samtidig med at de to scener var suppleret med kæmpe storskærme.

Lyden fungerede stort set upåklageligt, bortset fra premieren fredag med Malte Ebert, der var nød til at afbryde hans optræden, da lyden helt forsvandt. Men herefter var hele pladsen fuld af musik i to dage. Under Tessas koncert var bassen til at føle på, men det hører med til hendes musik.

Den store attraktion ved årets festival var Minds of 99, der heller ikke skuffede publikum. De leverede en stor koncert, hvor begejstrede fans fik armene i vejret og sang med. Men det vil være synd at sige, at der var kedelige kunstnere eller fusere med på årets program. Stort set alle fik publikum med sig.