Orglet i Trinitatis Kirke i Fredericia skal renoveres. Bag det omfattende projekt står Marcussen & søn, som Daniel Christensen er en del af. De er begyndt det omfattende arbejde, som skal være færdigt inden festlighederne omkring 6. juli-dagene i 2024.

Det er et omfattende projekt, der er sat i gang i Trinitatis Kirke i Fredericia. Det store orgel, der dag efter dag, danner toner og rammer for kirkens sangunivers skal renoveres. Daniel Christensen fra Marcussen & søn forklarer, at det er ikke en nem opgave, det kræver faktisk rigtig mange timer.

– Det er et stort projekt at renovere et orgel. Mange, der ikke kender til et orgel, tænker på selve facaden man ser, og de piber man ser. Men der er 1000 piber inde bagved, når man renoverer sådan et projekt, så skal man have alle 1000 piber ud, hvilket er en svær proces, når nogle piber er fem meter lange og den mindste 8mm. Det kræver mandetimer, fortæller Daniel Christensen.

Der er sat en deadline, og den deadline kan ikke overskrides; orglet skal være renoveret, når 6.julifestlighederne løber af stablen igen i 2024.

– Vi skal være færdige til 5. juli. Vi startede allerede i sommer, hvor vores tegnestue blev sat på opgaven. I den forbindelse bliver der også designet et mobilt spillebord, der kan stå i kirken. Processen er i gang, nu er vi i kirken, hvor det synlige arbejde for folk, der kigger forbi, er i gang. Det mobile spillebord er i øvrigt på hjul. Det fungerer digitalt ved, at organisten kan sidde i kirken og spille på orglet. Det er også spillebord, hvor man kommer til at kunne se organisten, hvilket er en udvidelse af orglet, der indtil nu kun har haft et spillebord ved orglet.

Daniel Christensen er 7. generation hos Marcussen & søn, der arbejder med at renovere orgel. Virksomheden startede i 1806.

– I virkeligheden er der mange traditioner, der følger med en gammel virksomhed. Jeg er ikke født ind i familien, men jeg har det sammen med Eva og Claudia Zachariasen, der er i direkte linje med Jørgen Marcussen, der startede Marcussen & søn i 1806. Der følger mange stolte traditioner med, men vi er meget stolte over dem og glade. Men det handler i bund og grund om at drive virksomhed som tømreren og elektrikeren på hjørnet. Der skal nogle ordre ind, og det er ikke blevet nemmere med tiden. Ordrer hænger ikke på træerne, der skal kæmpes for dem, siger Daniel Christensen og uddyber:

– Det tager lang tid at lave et orgel. Vores primære kunde er den danske folkekirke, men man kan sige, at man saver selv den gren over, man sidder på, når man bygger ting, der holder. Men så er der ting som her i Trinitatis Kirke, et spændende projekt. Vi har lige afsluttet et projekt i Fredensborg Slotskirke, et projekt vores eget firma har bygget i 1846. Det er et særligt arbejde at arbejde med historiske instrumenter. Trinitatis Kirke er også stolte af deres.

Det er ikke bare en helt almindelig opgave at udskifte piber i et orgel. Det kræver stor ekspertise, viden og dygtige hænder. Det er nemlig i sidste ende håndformede piber, der sættes tilbage i instrumentet.

– Orglet her i Fredericia er virkelig spændende, det er ikke bare et lille orgel. Det har mange registre – de knapper, som organisten trækker i. Det er de knapper, der definerer den klang og lyd, der kommer ud. Der er piber tilbage fra 1920erne, der giver en særlig klanglig lyd til instrumentet. Det er ombygget i 1974 og 1994, det gør, at det klangligt gør det spændende at arbejde med. Det er også spændende for os at lave et fritstående spillebord. Det sker ikke så tit, at man får sådan en opgave. Det stiller nogle krav og giver os nogle spændende udfordringer, fortæller Dennis Christensen og slutter:

– Piberne fra facaden skal fornyes med nye piber. De skal stå samme sted bagefter, når vi har lavet lidt ændringer, så det klangligt lyder lidt anderledes. Vi starter med at støbe metallet på vores værksted i Aabenraa. Vi laver en lagering af bly og tin, hvorefter vi høvler piberne. Herefter går vores pibemager i gang med at forme piberne med hænderne. Til hvert register i spillebordet er der 56 piber. Så når et instrument har 40 stemmer, så bliver det mange piber i et orgel. Tre stemmer udskiftes denne gang med nye piber, men alle tages ud for at arbejde med det. Der bliver støvsuget, og der er nullermænd, der kan have været der i 30 år. Det kræver en grundig rengøring. Derudover skal det tekniske anlæg gennemgås og ombygges, så man får en bedre fornemmelse af orglet. Der er virkelig mange ting at holde styr på, når man skiller det hele ad.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her