Liberal Alliances politiske leder i Kolding, Nikolaj Steffenauer, opponerer imod, at Kolding Kommune har store udgifter til kommunens Vej og Park-afdeling. Han mener, at kommunen kan spare over to millioner kroner på området. Det viser en aktindsigt, som AVISEN er i besiddelse af.

I Kolding Kommune dækker Vej & Park over afdelingerne trafik, vej og park samt entreprenørafdelingen. I alt er der i Kolding Kommune ansat to chefer, ni ledere og fire koordinatorer til i alt 139 medarbejdere. Sammenligner man det med Vejle Kommune, har de en chef, to ledere samt 39 medarbejdere. Dertil har Vejle udliciteret 70 procent af driften og har derfor færre lederstillinger end i Kolding.

Dette har fået Liberal Alliances Nikolaj Steffenauer til at spærre øjnene op. Han mener, at der er penge at spare på området.

– Min påstand, hvis man skalerer, er at de i Vejle i gennemsnit håndterer 13 medarbejdere pr. leder, mens man i Kolding håndterer 9,26 medarbejdere. Hvis Kolding indfører samme praksis som i Vejle, behøver man kun 11 ledere i stedet for de 15, man har. Således kan der uden problemer skæres 4 stillinger i afdelingerne, svarende til minimum 2.400.000 kroner årligt, siger Steffenauer.

Han peger på, at Kolding Byråd har sparet Taps børnehave væk og har lukket et skolesvømmebad. Derfor undres han over, at man i en kommunal afdeling har sådan et forbrug.

– Der er tale om et meget stort forbrug, der er voldsomt, når man ser på, hvor der ellers spares væk. Jeg synes, det er svært at forsvare, at der bruges så mange penge, når man sparer på områder som de nævnte, forklarer Nikolaj Steffenauer.

En aktindsigt viser, at der i 2022 blev brugt 761.250 kroner på arbejdstøj i Vej og Park-afdelingen. Sammenligner man det med det private erhvervsliv, er det et højt beløb pr. medarbejder ifølge Steffenauer.

– Sammenligner man det med det private erhvervsliv, så kører man med en vejledende omkostning på 3.750 kroner for første år og 1.875 kroner pr. medarbejder efterfølgende år. Hos Vej og Park bruger man gennemsnitligt 6.343,75 kroner i 2022. Om det skyldes, at nogle i administrationen går i Fjällräven bukser, skal jeg ikke kunne sige, men der tegner sig et billede af et overforbrug og manglende evner til at lave gode aftaler på området. Hvis vi forudsætter, at en tredjedel af medarbejderne i afdelingen er nye, så ville en privat virksomhed altså bruge omkring 385.000 kroner på arbejdstøj og dermed omkring halvdelen af hvad man har brugt i kommunen, siger Nikolaj Steffenauer.

Lederne af Vej og Park kan snart se frem til nye møde- og frokostfaciliteter, og det beløber sig til 3,8 millioner kroner inkl. moms, og der forventes en budgetoverskridelse.

– Man siger i et svar i aktindsigten, at man pt. bruger midlertidige lokaler for at dække dette behov. Jeg kan dog konstatere, at det ikke er midlertidige lokaler, da de deles med helt almindelige medarbejdere på samme adresse, siger Steffenauer.

Med et budskab om overforbrug i Vej og Park-afdelingen håber Nikolaj Steffenauer, at der kommer fokus på det, selvom Liberal Alliance pt. ikke er repræsenteret i Kolding Byråd.

– Det er ret skræmmende, at jeg ved en moderat indsats kan finde frås med borgernes penge for 2.750.000 kroner, samt 4.300.000 kroner i engangsbeløb, blot ved at grave i overfladen af én af afdelingerne i kommunen. Denne afdeling har 154 af Kolding Kommunes i alt 7.500 medarbejdere, slutter Nikolaj Steffenauer.