Skolebørnene vender tilbage – Rådet for Sikker Trafik vil have dem ud af bilerne

0

TRAFIK. Skoleklokkerne ringer snart ind igen, og det betyder også mere aktivitet på vejene omkring landets skoler. I takt med at tusindvis af børn bevæger sig ud i trafikken på vej til og fra skole, sætter Rådet for Sikker Trafik og 94 danske kommuner fokus på børns trafiksikkerhed med kampagnen »Børn på vej«.

Men det handler ikke kun om, at bilister skal sænke farten og tage hensyn. Rådet for Sikker Trafik opfordrer nu landets forældre til at få børnene ud af bilerne og lære dem at begå sig i trafikken, her til fods, i bus eller på cykel.

En landsdækkende undersøgelse blandt over 2.000 forældre til skolebørn viser, at 65 procent af børnene har under to kilometer til skole. Det er en afstand, de fleste børn over seks år godt kan klare til fods eller på cykel, vurderer rådet. Alligevel bliver mange kørt, og især i vinterhalvåret fylder bilerne op foran skolerne.

»Der kan være mange gode grunde til, at så mange vælger at køre deres børn i bil til skole. Men vi opfordrer til, at man prioriterer at gå eller cykle til skolen med sine børn, hvis det er muligt, da det er vigtig trafiktræning af børnene. Man lærer ikke at begå sig i trafikken ved at sidde på bagsædet af en bil og kigge ud ad bilruden« siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

I undersøgelsen fremgår det, at om sommeren tager 37 procent af børnene cyklen til skole, 27 procent bliver kørt, og 19 procent går. Når vinteren sætter ind, ændrer billedet sig. Her bliver 39 procent kørt i bil, mens 23 procent cykler og 20 procent går. 

Ifølge Rådet for Sikker Trafik kan det være en god idé at tage busturen sammen med barnet inden skolestart og tale om, hvad man skal være opmærksom på, for eksempel når man står af. I Fredericia er der nu gratis bybusser, hvilket skal give skoleeleverne nem adgang til at komme rundt i byen. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er der flere årsager til, at forældre vælger bilen. En af dem er utryghed i trafikken omkring skolerne, hvor mange oplever trængsel og kaotiske forhold i morgentimerne. Samtidig peger rådet på, at netop det valg kan forstærke problemet, da flere biler skaber endnu mere trafik og dermed øger presset på både børn og voksne i trafikken.

Rådet opfordrer derfor forældre til at overveje, om det er muligt at lade bilen stå eller i det mindste parkere et stykke fra skolen og gå det sidste stykke med barnet. På den måde kan gåturen også bruges til at træne barnets færden i trafikken. Det kan være i form af at øve, hvordan man krydser vejen sikkert, er opmærksom på cyklister og aflæser signaler i trafikken.

»Man skal have praktisk erfaring for at lære nye ting – det gælder også i trafikken. Trafiktræning gavner børnene her og nu, da motionen er en god start på dagen, og samtidig bliver de mere sikre trafikanter, der kan stå på egne ben på sigt – til gavn for børnene og deres forældre« siger Jakob Bøving Arendt.

Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man går ned i øjenhøjde med barnet og taler om, hvad der sker i trafikken – for eksempel hvad man skal se efter, når man skal krydse vejen. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Forældre, der gerne vil støtte deres børn i at blive trygge i trafikken, kan finde en række konkrete redskaber og øvelser på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside. Her ligger blandt andet vejledninger til at træne skolevejen til fods, på cykel eller med offentlig transport.

Også skoler og kommuner arbejder med trafiksikkerheden omkring skolevejene. Det kan være gennem etablering af sikre overgangssteder, særlige zoner med lavere hastighed, oplysningskampagner og forbedret infrastruktur. Ifølge Rådet for Sikker Trafik kræver det et fælles ansvar, hvis skolevejene skal være trygge og overskuelige for børnene.

»Hvis vi skal gøre skolevejene mere trygge, kræver det, at vi alle hjælper til. Bilister skal være opmærksomme og sænke farten, kommunerne skal sikre gode forhold – men vigtigst af alt skal forældre give børnene den nødvendige træning og tryghed i trafikken« lyder det fra rådet.

Anmeldelse om mistænkelig kørsel førte til narkosigtelse i Fredericia

0

KRIMI. Fredag eftermiddag måtte politiet gribe ind i Fredericia, da en borger slog alarm om en bilist, der kørte på mistænkelig vis. Anmeldelsen kom klokken 17.29 og sendte en patrulje afsted mod Vejlevej.

Vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Mathias Møller, fortæller, at patruljen hurtigt fik standset køretøjet tæt ved supermarkedet ABC Lavpris.

»Vi startede i Fredericia i går klokken 17.29, hvor vi fik en anmeldelse om en bilist, der kørte sin personbil på mistænkelig vis. Vi sendte en patrulje til stedet, som fik standset køretøjet ved Vejlevej tæt ved ABC Lavpris. Det viste sig, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer,« siger han.

Føreren – en mand i midten af 20’erne fra Fredericia-området – blev anholdt og taget med til Kolding Skadestue, hvor der blev udtaget en blodprøve. Han blev efterfølgende løsladt, og politiet afventer nu resultatet af prøven.

Men det var ikke det eneste tilfælde i kredsen, hvor politiet måtte gribe ind over for påvirkede bilister.

Natten til lørdag, klokken kvart i et, standsede en patrulje rutinemæssigt en personbil i Vamdrup i Kolding Kommune. Bag rattet sad en mand i 30’erne fra Vejen-området.

»I bilen sad en mand i 30’erne fra Vejen-området, som var påvirket af spiritus. Han blev anholdt, kørt til skadestuen og fik taget en blodprøve,« fortæller vagtchefen.

Manden blev målt til at have en promille over det tilladte, og også her afventer politiet nu den endelige analyse af blodprøven.


“Vi mangler stadig Erik” – sagen nu hos efterforskningen og politiet beder borgerne holde øje

0

KRIMI. Fredag aften står det klart, at den 70-årige Erik fra Lumbyesvej i Fredericia fortsat er sporløst forsvundet. Trods dage med eftersøgning, frivillige på gader og stier, hundepatruljer og opfordringer til borgerne om at tjekke skure og udhuse, er der endnu intet nyt.

Nu har Sydøstjyllands Politi overdraget sagen til efterforskningen – men opfordringen til offentligheden er uændret: Vær opmærksom.

»Jeg har lige en opfordring. Vi mangler stadig væk Erik fra Lumbyesvej i Fredericia. Så der må man gerne endnu engang være opmærksomme på ham,« siger vagtchef Andreas Juul på politiets pressebriefing fredag aften.

Erik, der har demens, forsvandt tidligere på ugen fra plejehjemmet Madsbyhus. Siden har både politiet og frivilligorganisationen Missing People været massivt til stede i byen. Det seneste sikre livstegn er fra tirsdag eftermiddag, hvor han blev set på Jagtvej i Fredericia.

Nu, hvor sagen er overgået til efterforskningen, er det et mere målrettet arbejde, der foregår bag kulisserne.

»Den er netop overgivet til vores efterforskning. Så vi kører stadig ud og kigger efter ham nogle steder, som det er lige nu,« fortæller vagtchefen.

På spørgsmålet om, hvorvidt politiet stadig har hunde og droner i luften, svarer han, at han ikke kan bekræfte det konkrete omfang:

»Jeg ved ikke hvor meget man kører lige nu, det jeg ved er, at vi har nogle adresser, vi kører ud og kigger på.«

Samtidig understreger politiet, at der ikke er nogen mistanke om, at Erik skulle være kommet noget til.

»Vi har ikke nogen formodninger om, at der skulle være sket ham noget,« siger Andreas Juul.

Politiet holder dermed fortsat alle døre åbne i eftersøgningen, og håbet er, at et opmærksomt øje blandt borgerne kan gøre forskellen.

Har man oplysninger om, hvor Erik kan befinde sig, opfordrer politiet til at ringe til 1-1-4 med det samme.

Tyveri af frossent kød endte med flere års fængsel og udvisning

0

KRIMI. To litauiske statsborgere skal tilbringe de næste 2,5 år bag tremmer, inden de bliver sendt ud af Danmark – for altid. Det blev resultatet, da Retten i Kolding torsdag den 7. august 2025 afsagde dom i en sag om tyveri af særlig grov beskaffenhed.

De to mænd havde i to tilfælde kørt ind i landet og stjålet sættevogne fyldt med mange tons frossent kød, som efterfølgende blev omlæsset til deres egen medbragte sættevogn. Værdien af kødet var på mindst en million kroner.

Første gang slog de til i februar i år, hvor en sættevogn blev stjålet fra en lokalitet i Struer. Den blev senere fundet tom i nærheden af Herning. Politiet fik hurtigt øje på en lastbil, der vakte mistanke, og et par uger senere kom samme lastbil igen ind i Danmark.

Denne gang gik turen til Vejle, hvor de begik et nyt tyveri. Men politiet havde holdt øje og slog til, da mændene stod på en mark lidt uden for Kolding og var i fuld gang med at omlæsse adskillige tons kød. Byttet blev leveret tilbage til den retmæssige ejer.

»Retten har udmålt lange fængselsstraffe, fordi man har lagt vægt på, at de tiltalte udelukkende var kommet til Danmark for at begå grov kriminalitet. Jeg er tilfreds med, at retten har set på sagen med samme alvor, som anklagemyndigheden har set på sagen,« udtaler anklagerfuldmægtig Kasper Sørensen.

Han fremhæver også samarbejdet, der førte til opklaringen: »Sagen blev opklaret på baggrund af et godt samarbejde mellem forurettede og politiet, men også en årvågen borger, der så noget, han fandt mistænkeligt, spillede en afgørende rolle.«

De to mænd nægtede sig skyldige i det første forhold, men modtog begge dommen. De forbliver varetægtsfængslet, indtil straffen er afsonet, hvorefter de vil blive udvist med indrejseforbud for bestandigt.

46-årig fra Fredericia varetægtsfængslet i fire uger

0

KRIMI. En 46-årig mand fra Fredericia er ved et grundlovsforhør i Retten i Kolding blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Ifølge Sydøstjyllands Politi var manden tidligere på dagen blevet fremstillet i retten, hvor han er sigtet for handel med euforiserende stoffer. Politiet havde anmodet om dørlukning under grundlovsforhøret.

Igen rødt flag ved Rebæk Strand – tarmbakterier over grænseværdien

0

NATUR. Endnu engang fraråder Kolding Kommune badning ved Rebæk Strand. Det sker, efter at nye målinger har vist for høje værdier af E. colibakterier i badevandet.

Det er langt fra første gang, stranden er ramt. Faktisk har Rebæk gentagne gange måttet hejse det røde flag i løbet af sommeren, og tendensen vækker bekymring, da der tilsyneladende ikke er én entydig forklaring.

Ifølge Kolding Kommune bliver badevandet testet løbende hen over sommerhalvåret. For to uger siden viste prøverne også for høje værdier af både E. colibakterier og enterokokker. Dengang efter en periode med kraftig og langvarig regn, som kan føre til overløb fra kloaksystem og renseanlæg.

Miljømedarbejder Christina Larsen fra kommunen fortæller, at det denne gang er lidt mere uklart, hvad der er årsagen.

»Mandag aften regnede det omkring 10 mm her i Kolding, men jeg vil hverken betegne det som kraftig eller langvarig regn, så vi er lidt usikre på, hvad der er årsag til de forhøjede værdier af E. colibakterier. Vi tager naturligvis kontakt til BlueKolding for at høre, om der kan have været overløb fra deres anlæg. Men der kan også være andre årsager. Hvis der i strid med reglerne er blevet tømt en spildevandstank fra en båd, vil det også kunne forårsage for høje værdier af tarmbakterier, og det samme gælder, hvis afføring fra dyr bliver ført ud i vandet af regnen,« siger hun.

E. colibakterier er tarmbakterier, som stammer fra mennesker og dyr og typisk findes i spildevand. Hvis man sluger forurenet badevand, kan man blive syg med symptomer som kvalme, mavepine og diarré.

Nye prøver af badevandet ved Rebæk Strand er nu bestilt og tages fredag den 8. august. Resultaterne ventes klar senest mandag. Indtil da frarådes al badning ved stranden, og de røde advarselsskilte bliver stående.

Når vandkvaliteten igen er i orden, vil Kolding Kommune informere via sin hjemmeside og Facebook-side. Derudover kan badegæster følge status i appen Badevand eller på www.badevand.dk, hvor et grønt flag indikerer god badevandskvalitet.

Mens Rebæk Strand midlertidigt frarådes, viser prøverne fra kommunens øvrige strande gode værdier. Kommunen opfordrer derfor strandgæster til at benytte de andre badestrande, som kan findes på platformen OplevKolding.

Tre elever anholdt i sag om skoleskyderi – nu sætter Kolding Kommune alt ind på tryghed

0

KOLDING. Kolding Kommune har sat beredskab ind efter at være blevet underrettet af Sydøstjyllands Politi om en alvorlig sag vedrørende planlægning af et skoleskyderi. Kommunaldirektør Merete Dissing forsikrer, at alle elever trygt kan møde op til skole efter sommerferien, men anerkender samtidig den bekymring, som sagen kan vække.

Sydøstjyllands Politi har anholdt tre mindreårige elever fra Alminde-Viuf Fællesskole i kommunen i forbindelse med planlægningen af et skoleskyderi. En af de anholdte, en 15-årig, er sigtet for forsøg på manddrab og er blevet varetægtsfængslet. De to øvrige, begge under den kriminelle lavalder, blev løsladt efter afhøring, men de sociale myndigheder er involveret og følger op på sagen.

»Det er en meget ulykkelig situation, som vi ser på med stor alvor,« siger kommunaldirektør Merete Dissing.

Hun understreger, at børne- og uddannelsesforvaltningen har reageret hurtigt og har etableret beredskab for at håndtere situationen.

»Vi er i god kontakt med politiet, der har understreget over for os, at der ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at nogen er i fare,« fortæller hun.

Den 15-årige blev fremstillet i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre, og der er nedlagt navneforbud i sagen. Politiet har i en pressemeddelelse oplyst, at skoleskyderiet angiveligt skulle have haft privatskolen Sct. Michaels Skole i Kolding som mål, ligesom to konkrete personer blev nævnt. Politiet er i løbende dialog med de forurettede og deres forældre.

Merete Dissing forklarer, at hverken hun eller skolens ledelse har adgang til sagens detaljer på grund af grundlovsforhøret.

»Når der er dobbeltlukkede døre, betyder det, at hverken jeg eller skolens ledelse kender sagen i detaljer. Men vi forstår naturligvis den bekymring, det kan rejse både hos forældre, elever og medarbejdere, når de hører om, at nogen har været i gang med at planlægge et skoleskyderi,« siger hun.

Kommunen har sat alt ind på at støtte ledelsen på Alminde-Viuf Fællesskole med at skabe tryghed for elever, forældre og personale i dagene omkring skolestart.

»Derfor sætter vi også alt ind på at hjælpe ledelsen med at skabe tryghed for elever, forældre og personale på Alminde-Viuf Fællesskole og samarbejder også med privatskolen Sct. Michaels Skole her i dagene omkring skolestart, så alle kan føle sig trygge,« understreger hun.

Kommunaldirektøren har ikke yderligere oplysninger og henviser til Sydøstjyllands Politi for mere information.

Sydøstjyllands Politi efterforsker planlagt skoleskyderi i Kolding

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en sag om planlægning af et skoleskyderi, hvor en 15-årig er sigtet for forsøg på manddrab. Fredag den 1. august modtog politiet en anmeldelse, der nævnte Sct. Michaels Skole i Kolding samt to navngivne personer som »fremtidige mål«.

På baggrund af anmeldelsen anholdt politiet samme dag tre mindreårige personer. Allerede dagen efter, lørdag den 2. august, blev den 15-årige fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.

De to andre anholdte er begge under den kriminelle lavalder. De blev løsladt efter afhøring, og de sociale myndigheder er blevet underrettet. Politiet har ikke oplyst nærmere om deres rolle i sagen.

Sydøstjyllands Politi understreger, at sagen behandles med stor alvor. Vicepolitiinspektør Torben Simonsen fortæller, at politiet har reageret hurtigt og er i tæt dialog med alle involverede parter.

»Politiet er i gang med at efterforske sagen, som vi ser på med stor alvor. Politiet har været i dialog med både de mistænkte og deres forældre, de forurettede og deres forældre, ligesom Sct. Michaels Skole, Kolding Kommune og de sociale myndigheder er blevet underrettet,« siger han.

Trods sagens alvor understreger politiet, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på en aktuel og konkret fare mod skolen eller de involverede personer.

»Jeg vil gerne understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at der er en aktuel og konkret fare mod hverken den pågældende skole eller konkrete personer,« siger Torben Simonsen.

Grundlovsforhøret med den 15-årige blev afholdt for dobbeltlukkede døre, og efterforskningen er stadig i en tidlig fase. Derfor kan politiet ikke dele yderligere oplysninger med offentligheden på nuværende tidspunkt.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og politiet vil kunne oplyse mere, når efterforskningen skrider frem.

Et halvt år med omkørsler lakker mod enden – nu åbner sidste rampe i Taulov

0

TRAFIK. Efter et halvt år med spærringer og omkørsler i og omkring Taulov kan trafikanterne nu se frem til mere normale forhold. Fredag den 8. august åbner den sidste rampe i det nye tilslutningsanlæg 61, den frakørselsrampe, der fører trafikken fra Kolding og ned i rundkørslen. Dermed er alle fire ramper i anlægget igen åbne.

»Det har ikke været nemt at være trafikant i området siden årsskiftet, og vi har trukket veksler på tålmodigheden med de mange spærringer, som ombygningen har krævet. Nu er vi kommet så langt, at vi kan åbne for frakørselsrampen fra Kolding, og dermed er alle fire ramper åbne,« lyder det fra Ditte Bøgh Asaa, som har haft ansvar for projektet.

Selv om de største trafikændringer nu er ovre, er projektet endnu ikke helt færdigt. Broen over motorvejen ved Skærbækvej vil fortsat være spærret frem til november 2025. Det betyder, at der stadig vil være mindre omkørsler afhængigt af retningen mod Skærbæk eller Fredericia.

Fra fredag den 8. august er alle fire ramper i tilslutningsanlæg 61 ved Taulov åbne. Skærbækvej over motorvejen forbliver dog spærret frem til november 2025. Grafik: Vejdirektoratet.

Indtil åbningen af hele anlægget er der travlhed med de sidste opgaver. Det gælder blandt andet anlæg af cykelsti og teknisk arbejde på broen.

»Frem til åbningen har vi travlt med at etablere cykelsti og omisolere broen. Og så er der finisharbejder såsom såning af græs og urteblandinger og øvrige biodiversitetstiltag. En vigtig opgave i den kommende tid er at etablere heller, så vi visuelt leder trafikanterne igennem det nye anlæg og leder dem i den rigtige retning,« fortæller Ditte Bøgh Asaa.

Senere vil der også blive lagt nyt slidlag i de kommunale kryds ved Dronningens Kvarter og Europavej. Det arbejde vil medføre kortvarige spærringer, men tidspunktet er endnu ikke meldt ud.

Når alt står færdigt, vil tilslutningsanlægget være ombygget til et såkaldt dynamisk ruderanlæg, som er en løsning, hvor venstresvingende bilister ikke skal holde tilbage for modkørende, men ledes gennem krydset på en måde, der minder om højresving.

Anlægget ved Taulov bliver det andet af sin slags i Danmark og det første, der samtidig er udstyret med cykelsti. Hele projektet forventes afsluttet i november 2025.

Det skal fortsat være gratis at gå til lægen

0

I en avisartikel fortæller en læge fra Esbjerg, om hans nye koncept – ikke-tilmeldte patienter kan booke en tid i hans klinik mod betaling. Det kan de gøre i dagtid på tider, som ligger mellem hans andre patienter. 

Jeg synes, det er et meget uheldigt skråplan, at man kan betale for at komme til læge og det strider mod det fundament, som vores sundhedsvæsen bygger på og som vi er så stolte af i Danmark. Vores sundhedsvæsen er gratis og lige for alle. Man skal ikke kunne springe køen over ved at betale. Vi bruger meget tid politisk på at lave indsatser, som afhjælper ulighed i sundhed og det her koncept øger uligheden. 

Jeg frygter et system ligesom i USA, hvor det kun er dem med sundhedsforsikring eller penge, som kan få lægehjælp. Den vej skal vores sundhedsvæsen ikke bevæge sig. 

Hvis man har akut brug for lægehjælp og er langt fra en ens egen læge, så kan man i dag få hjælp hos en hvilken som helst anden læge uden betaling – også udenfor den region, som man bor i. Jeg kan derfor ikke se nødvendigheden af dette koncept for patienterne.

Det startede hos en læge i Esbjerg og er nu på vej i Vejle også. Jeg satte det derfor – allerede i marts måned – på dagsorden i vores samarbejdsudvalg for almen praksis, hvor vi mødes og har dialog med de praktiserende læger. Vi er ikke enige om, hvorvidt det strider mod overenskomsten eller ej, men vi er enige om at sende den videre til Landssamarbejdsudvalget for deres vurdering. Deres næste møde er i september, så jeg håber, at de er enige med mig i, at denne slags kreative forretningsmodeller ikke bør være mulige i Danmark. 

Hvis de ikke er enige i det, så har jeg to muligheder 1) Overbevise Danske Regioner om, at de skal tage det med næste gang de forhandler overenskomst med lægerne og/eller 2) Overbevise vores landspolitikere om, at de skal lovgive omkring det. Jeg har tænkt mig at forfølge begge muligheder, fordi det handler ikke om lægen i Esbjerg eller Vejle, men om hvad det er for et sundhedsvæsen, vi vil have i vores land. Jeg vil have et, hvor der er lige adgang for alle! 

Staten og fagforeninger enige – her er det nye overenskomstforlig

0
Finansministeren og de statslige organisationer har indgået et treårigt overenskomstforlig for omkring 200.000 statsansatte. Aftalen indebærer en samlet økonomisk ramme på 8,7 procent, forbedrede...

Demokrati under pres – straffer vi de forkerte ved at boykotte Rebildfesten?

0
OPINION. Skal Rebildfesten fortsat afholdes og markere USA’s uafhængighedsdag den 4. juli, mens verden er præget af krig, geopolitisk uro og et demokrati under...

Industriområder ramt af flere indbrud og tyverier

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har haft et forholdsvis roligt døgn i politikredsen, men i Kolding-området har flere virksomheder i industriområder været udsat for indbrud og...

Beredskab rykkede ud til Slotssøen efter bekymringshenvendelse

0
KRIMI. Søndag aften rykkede politi, brandvæsen og ambulance ud til Slotssøen i Kolding efter en bekymringshenvendelse. Det fortæller Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi. Baggrunden for udrykningen var,...

Metalbeholder med æter indleveret på genbrugsplads – politiet rykkede ud

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi rykkede søndag morgen ud til genbrugspladsen på Bronzevej i Kolding efter en anmeldelse om en metalbeholder med æter. Det fortæller Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi. Anmeldelsen...

Bilræs på Vejlevej: Politiet vil arbejde målrettet mod problemet

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi modtog fredag aften en anmeldelse om bilræs på Vejlevej i Kolding. Det fortæller Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi. Anmeldelsen indløb klokken 22.58 og gik på, at...