Udvalg lægger op til at ændre Specialcenter Vonsild til specialskole

0

KOLDING. Specialcenter Vonsild kan i fremtiden blive til en selvstændig specialskole. Det står klart efter, at Udvalget for Børn og Uddannelse i Kolding Kommune på deres seneste møde besluttede at igangsætte en sag, der skal danne grundlag for en politisk beslutning i byrådet.

Baggrunden er den analyse af specialundervisningsområdet, som konsulenthuset BDO lavede tidligere på året. Analysen pegede på, at Specialcenter Vonsild – ud fra elevsammensætning og behov – bør ændres fra at være et specialcenter under Vonsild Skole til at blive en selvstændig specialskole.

»Vi er blevet præsenteret for skriftlige udtalelser samt input fra et dialogmøde, hvor relevante parter deltog, og det står ret tydeligt frem, at flest ønsker skolens status ændret til specialskole. Det lytter vi naturligvis til,« siger næstformand i udvalget, Tobias Jørgensen (V), og tilføjer, at det vigtigste er børnenes trivsel og kvaliteten i deres skolegang.

I dag er Specialcenter Vonsild organisatorisk en del af Vonsild Skole, og de to institutioner deler ledelse, skolebestyrelse og personale. En eventuel ændring til specialskole vil betyde, at der fremover bliver to selvstændige skoler med hver sin ledelse og bestyrelse.

Ifølge udvalgsformand Hans Holmer (SF) kan en selvstændig status give nye muligheder.
»At blive en specialskole kan have nogle fordele, bl.a. at skolen får egen ledelse og bestyrelse, som kan fokusere på målgruppen og på at skabe en specialpædagogisk retning. På negativsiden kan man fremhæve, at der skal prioriteres midler til en selvstændig ledelse, og så kan der også være synergier, der går tabt ved at skille skolerne ad, men vi har bedt forvaltningen have fokus på, at disse så vidt muligt skal bevares,« siger han.

Skoleledelsen på Vonsild Skole har i deres udtalelse ønsket at bevare den nuværende struktur. De fremhæver fordelene ved, at almen- og specialelever mødes i hverdagen, bl.a. gennem venskabsklasser, samt de økonomiske og praktiske fordele ved at dele lokaler og udearealer.

På dialogmødet deltog repræsentanter fra Handicaprådet, Lev Kolding, skolebestyrelsen, TR’er, BUPL, Kolding Lærerkreds og Skolelederforeningen. Flere af dem har efterfølgende sendt skriftlige udtalelser til udvalget. Her pegede et flertal på, at en ændring til specialskole vil give de bedste forudsætninger for børnenes trivsel og læring, fordi det vil styrke skolens specialpædagogiske profil, rekrutteringsmuligheder og faglige miljø.

Et enigt udvalg har nu bedt forvaltningen om hurtigst muligt at udarbejde et forslag til byrådet om ændring af status for Specialcenter Vonsild. Den videre proces vil inkludere en inddragende høringsrunde, hvor bl.a. forældrebestyrelsen og Handicaprådet får mulighed for at komme med input, før byrådet træffer den endelige beslutning.

Udvalget understregede samtidig vigtigheden af, at samarbejdet og synergierne mellem Vonsild Skole og Specialcenter Vonsild fortsætter, også hvis skolen fremover bliver selvstændig.

Sideløbende arbejder Kolding Kommune med en ny økonomisk tildelingsmodel for specialundervisningsområdet. Dette arbejde kører dog i et separat spor og påvirkes ikke af beslutningen om Specialcenter Vonsilds fremtidige status.

Fire partier i fælles udspil om Kolding Havn: Tid til eftertanke og fælles retning

0

POLITIK. Kolding Havn står over for store beslutninger om fremtiden, og nu melder et bredt politisk flertal sig klar med et fælles udspil. Venstre, Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti ønsker at skabe ro, eftertanke og et mere samlet grundlag for havnens udvikling.

»Vi skal træde et skridt tilbage – for at kunne tage et mere sikkert skridt frem,« lyder det i en fælles udmelding fra partierne, der vil nedsætte en Havnekommission for at sikre, at de fremtidige beslutninger bliver truffet på et oplyst og helhedsorienteret grundlag.

Havnen har i generationer været et centralt omdrejningspunkt for Kolding – økonomisk, erhvervsmæssigt og historisk. Men i takt med, at byen udvikler sig, skal havnens rolle gentænkes. Byrådet har allerede vedtaget visionen »Mere by – grønnere erhvervshavn«, og de fire partier ønsker, at den fremtidige udvikling sker i balance med både erhvervslivet og byens borgere.

Ifølge udspillet er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, der kræver mere viden, før retningen fastlægges. Partierne peger på forhold som virksomheder af national interesse, kritisk infrastruktur, kompensationsjord, lovgivning og beredskabsplaner som områder, der skal undersøges grundigt.

Derfor foreslår de fire partier, at en ny Havnekommission nedsættes med et klart mandat. Kommissionen skal levere juridiske, planfaglige og samfundsøkonomiske analyser samt give anbefalinger til byrådet om havnens fremtidige rammer og udviklingsmuligheder – alt sammen med udgangspunkt i den eksisterende vision.

Samtidig ønsker partierne, at den igangværende proces om ejerstrategi sættes på pause, indtil byrådet har modtaget kommissionens konklusioner og haft mulighed for at drøfte dem politisk.

»Det betyder, at det kommende byråd får mulighed for at tage stilling til den samlede retning på et oplyst og helhedsorienteret grundlag,« fremgår det af udspillet.

Havnekommissionen skal ifølge forslaget belyse tre hovedområder: de juridiske og planmæssige muligheder for by- og havneudvikling, havnens funktion og betydning for erhvervslivet – både lokalt, regionalt og nationalt – samt de økonomiske konsekvenser ved forskellige udviklingsretninger.

Derudover lægger partierne vægt på, at havnevirksomheder, erhvervsliv og andre relevante aktører får plads i arbejdet. »Det er vigtigt for os at få genetableret et tillidsfuldt samarbejde, som kan skabe fremdrift,« lyder det.

Forvaltningen skal nu udarbejde et oplæg til kommissorium, sammensætning og økonomi for kommissionen, så det kan behandles politisk snarest muligt i 2026.

Partierne afslutter deres udmelding med en appel om fælles ansvar og blik for Koldings identitet som by ved vandet.
»Dette handler ikke blot om tekniske vedtægter – men om Koldings fremtid som havneby. Derfor skal vi sikre, at beslutningerne træffes på et fælles oplyst grundlag og med bred politisk og folkelig opbakning. Det skylder vi virksomhederne, borgerne – og Kolding som by ved vandet.«

Tysk bil væltede over autoværnet på motorvejen – og brand i toiletbygning i Bredballe

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft to markante hændelser det seneste døgn. Det oplyser vagtchef Thomas Kjær søndag formiddag den 12. oktober.

Lørdag morgen klokken 08.51 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nordgående retning mod Aarhus.

»Der er tale om en tysk indregistreret bil, som af ukendte årsager ramte midterrabatten og væltede over autoværnet. Bilen endte med at holde i sydlig retning,« fortæller vagtchef Thomas Kjær.

Ambulancer og politi blev sendt til stedet, men ingen personer kom til skade.

»Der har hele tiden været passage for trafikken, men uheldet skabte en del kø. Bilen er nu ved at blive fjernet fra stedet,« siger Thomas Kjær.

Lørdag klokken 16.33 – modtog politiet en anmeldelse om brand i Bredballe.

»Der var tale om ildspåsættelse i et toilet i Hældagerhallen. Der skete sodskader på stedet, og vi har indhentet videoovervågning for at klarlægge hændelsesforløbet,« siger vagtchefen.

Politiet opfordrer borgere, der har set noget mistænkeligt omkring hallen lørdag eftermiddag, til at kontakte dem på telefon 114.

Spiritus- og narkokørsel, slagsmål og uorden: Fire sager fra Sydøstjyllands Politi det seneste døgn

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft et roligt, men varieret døgn med sager om både spirituskørsel, narkopåvirkede bilister og uorden i nattelivet. Det fortæller vagtchef Thomas Kjær ved politiets pressebriefing lørdag den 11. oktober klokken 10.00

Fredag aften klokken 18.27 modtog politiet en anmeldelse om mulig spirituskørsel ved 7-Eleven på Ejer Bavnehøj ved Østjyske Motorvej. Kunder på stedet havde tilbageholdt en mistænkt mand, men han nåede at køre fra stedet, inden patruljen kom frem.

»Vi fik hurtigt fat i ham og anholdt ham kort efter. Han blev taget med til Horsens Sygehus, hvor der blev udtaget en blodprøve. Den skal fastslå, om han var over det tilladte,« siger vagtchefen. Den anholdte er en 45-årig mand.

Senere på aftenen, klokken 23.30, standsede en patrulje en bil på C.F. Tietgensvej i Kolding. Bilen blev ført på mistænkelig vis, og føreren – en 26-årig mand – blev testet positiv for kokain og var i forvejen frakendt førerretten.

»Han blev anholdt og kørt til Kolding Skadestue, hvor der også blev udtaget blodprøver,« fortæller Thomas Kjær. Manden er ikke fra lokalområdet.

Natten til lørdag, klokken 00.45, blev en 20-årig mand fra Horsens anholdt i Vejle, efter han gik ud foran en patruljevogn på Havnegade og viste langemanden til betjentene midt på kørebanen.

»Det forstyrrer den offentlige orden, så han blev anholdt kort og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han kan se frem til en bøde,« siger vagtchefen.

Den sidste sag fandt sted i Fredericia klokken 01.26 på Fynsgade, hvor en 26-årig mand gik rundt og skubbede til flere personer på gaden.

»Han blev tilbageholdt af patruljen og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han får ligeledes en bøde,« oplyser Thomas Kjær.

Politiet oplyser desuden, at antallet af anmeldelser om droner i Sydøstjyllands Politikreds er faldende, men at der fortsat holdes øje med området, særligt omkring Billund.

Stærkt forsvar gav sikker KIF-sejr

0

SPORT. Stærkt forsvarsspil i 60 minutter og en fremragende Thorsten Fries i KIF-målet sikrede fredag aften KIF Kolding en sikker sejr på 28-21 på udebane mod Rækker Mølle.

KIF Kolding stillede til kampen i en noget decimeret udgave uden stamspillere som Markus Bugge, Kristian Stoklund, Andreas Aagaard og Mads Hoé Jørgensen. Det betød, at der blev spillet smalt i angrebet, hvor KIF’erne fra start kørte med en bagkæde med svenske Viktor Ahlstrand som playmaker, Cornelius Kragh som venstre back og Jens Svane på pladsen som højre back.

Fra kampens start havde Viktor Ahlstrand godt med fart i fødderne, og han formåede at splitte hjemmeholdets forsvar. Det betød, at KIF var i front, men et godt kæmpende hjemmehold kom bedre med, som halvlegen skred frem, og KIF’erne formåede ikke at skabe et stort hul på trods af stærkt forsvarsspil og en Thorsten Fries i målet, som blev noteret for ni redninger i første halvleg.

Rækker Mølle holdt i første halvleg en scoringspause på 12 minutter – fra det 17. til det 29. minut. Det formåede KIF’erne imidlertid ikke for alvor at udnytte som følge af en del missede indspil til stregen, lidt for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger. Det betød, at KIF – på trods af det stærke forsvarsspil – kun førte med 13-11 ved pausen.

Fra starten af anden halvleg blev KIF’s unge højre fløj, Sebastian Bertelsen, sendt ind på pladsen som højre back, hvilket gav plads til en anden ung spiller, Oliver Storm, på højre fløj. Han fik dermed sin debut i KIF-trøjen, og han fik scoret et debutantmål på den ene af de to afslutninger, han fik – og han fik en flot debut.

Der er også grund til at fremhæve Sebastian Bertelsen, som leverede en flot kamp nu, hvor han skulle spille fuld tid i fraværet af Andreas Aagaard, som i den hidtidige del af sæsonen har fået mest spilletid. Bertelsen scorede fire mål og leverede også flere flotte indspil til stregen, som gav mål.

I anden halvleg havde KIF’erne styr på begivenhederne. KIF’erne fik hurtigt øget afstanden til fire-fem mål, og Rækker Mølle kom aldrig tættere på end at være bagud med fire mål – 20-24 – da der manglede seks minutter af kampen.

I anden halvleg fortsatte KIF’erne det stærke forsvarsspil med de store drenge, Benjamin Pedersen og Jonas Tidemand, i front. Og i målet blev Thorsten Fries ved med at stå stærkt. Blandt andet reddede Thorsten Fries tre straffekast i kampen, og han blev i anden halvleg også noteret for ni redninger, så han endte med en redningsprocent for kampen ikke langt fra de 50 procent.

I angrebet var det Cornelius Kragh og svenske Viktor Ahlstrand, som var KIF’s mest træfsikre spillere, men for kampen som helhed må man fremhæve forsvarsspillet som det, der lagde fundamentet til KIF-sejren. I den sammenhæng må man også slå fast, at Rækker Mølle er et hold med mange små hurtige boldspillere, men ikke et hold med store tunge skytter, som kan tonse bolden i mål ude bagfra.

For KIF var det vigtigt at komme tilbage på sejrssporet forud for næste uges lokalopgør mod TM Tønder, hvor KIF’erne lørdag den 18. oktober klokken 15.00 meget gerne skal have en heftig kulisse i ryggen mod et sønderjysk mandskab, der ligesom KIF gerne vil spille en afgørende rolle i toppen af divisionen.

Matchfakta:

Rækker Mølle-KIF Kolding: 21-28 (11-13).

Målscorere:
Rækker Mølle: Mikkel Johnsen og Mathias Røndbjerg Pedersen, begge 4, Mathias Troelsen 3, Christian Nim, Lukas Sandgaard, Lasse Dohm og Anders Flæng hver 2 mål, Frederik Langhoff og Oliver Lund Jensen hver 1 mål.
KIF Kolding: Cornelius Kragh 7, Viktor Ahlstrand 6, Sebastian Bertelsen 4, Benjamin Pedersen og Tobias Ellebæk begge 3, Lars Skaarup og Jens Svane begge 2, Oliver Storm 1 mål.

Udvisninger:
Rækker Mølle: 3 – KIF: 3.

Redninger:
Rækker Mølle: Jonas Kjærgaard 1, Lasse Vuust 7.
KIF Kolding: Thorsten Fries 18/38, Emil Tellerup 0/1.

650 tilskuere i Rækker Mølle Hallen.

To mænd sigtet for narkoforhold i Fredericia – én kørte i stjålet bil

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft travlt i Fredericia, hvor to mænd nu er sigtet i sager om stoffer og brugstyveri. Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Torsdag klokken 18.20 var en patrulje på Ullerupdalvej efter meldinger om muligt salg af stoffer i området. Da politiet nærmede sig, forsøgte flere personer at stikke af.

»To af dem fik vi fat på. Hos den ene fandt vi 6 gram hash, en mindre mængde kontanter og en mobiltelefon. Han blev sigtet for salg af stoffer,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Der blev ikke fundet noget ulovligt hos den anden person. Den sigtede er en 25-årig mand fra Fredericia.

Senere på natten, klokken 00.37, traf politiet endnu en mand i et køretøj på Vendersgade. Bilen viste sig at være meldt brugstyveret.

»Vi sigtede føreren – en 31-årig mand fra Fredericia Kommune – for brugstyveri af bilen. Han var desuden i besiddelse af 3,01 gram kokain, to mobiltelefoner og kontanter. Ved en ransagning på hans bopæl fandt vi yderligere 1,67 gram kokain og 2,29 gram hash,« siger vicepolitiinspektøren.

Manden blev anholdt kortvarigt og løsladt igen efter afhøring.

Fredag morgen er togtrafikken mellem Middelfart og Esbjerg ramt af problemer

0

TRAFIK. DSB oplyser, at der ikke kører Intercitytog på strækningen. Årsagen er ifølge selskabet en fejl på en skinne ved Taulov, som Banedanmark arbejder på at udbedre.

»Ingen Intercitytog mellem Middelfart og Esbjerg. Det skyldes, at Banedanmark desværre har en fejl på en skinne ved Taulov,« skriver DSB på det sociale medie X fredag morgen.

Rejsende opfordres til at tjekke rejseplanen for at se, hvordan driftsforstyrrelsen påvirker deres tur.

Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvornår fejlen forventes at være rettet.

Flere hændelser på E20 torsdag eftermiddag – lastbil havarerede ved Odense, uheld ved Kolding

0

TRAFIK. Trafikanter på E20 har torsdag eftermiddag mødt store udfordringer med både uheld og havari på motorvejen. Ifølge Vejdirektoratet er der opstået kø og spærrede spor på flere strækninger.

Ved Odense havarerede en lastbil i østgående retning mellem frakørslerne Odense V og Odense SØ. Det har skabt ekstraordinær lang kø og forlænget rejsetid på op til tre timer. »Der er lige nu ekstraordinær lang kø og forlænget rejsetid på grund af et havareret køretøj på strækningen. Der forventes normal rejsetid efter myldretiden,« oplyser Vejdirektoratet.

Samtidig har der også været problemer længere mod vest. På E20 fra Fredericia mod Kolding V er et spor blokeret mellem Kolding og Kolding Ø efter et uheld. Her meldes det, at uheldsstedet endnu ikke er sikret, men at vejhjælp er på vej.

Færdselsuheld under politieftersættelse – motorvej spærret

0

POLITI. Torsdag den 9. oktober 2025 – kort før klokken 12 – oplyser Sydøstjyllands Politi, at der er sket et færdselsuheld på den Sønderjyske Motorvej i forbindelse med en politieftersættelse.

Uheldet er sket mellem afkørsel Kolding S og afkørsel Kolding V i nordgående retning, og politiet er selv involveret i hændelsen.

Ifølge politiets melding på det sociale medie X er motorvejen spærret i nordgående retning, mens myndighederne arbejder på stedet.

»I forbindelse med en eftersættelse er der sket et færdselsuheld på den sønderjyske motorvej mellem afkørsel Kolding S og afkørsel Kolding V i nordgående retning, hvor politiet er involveret. Motorvejen er spærret i nordgående retning. Vi melder ud, når vi har yderligere,« skriver Sydøstjyllands Politi.

Der er endnu ingen oplysninger om tilskadekomne eller omstændighederne bag eftersættelsen.
Bilister i området opfordres til at følge politiets anvisninger og finde alternative ruter, da uheldet medfører betydelige trafikale gener.

Politiet forventes at komme med en opdatering, når der foreligger nye oplysninger.

Tre sydjyske borgmestre i fælles opråb vil have flere penge til forebyggelse

0

POLITIK. 15 borgmestre fra hele landet går nu sammen med Forebyggelsesalliancen i et åbent brev til Folketinget. Blandt underskriverne er Christian Bro fra Fredericia, Knud Erik Langhoff fra Kolding og Jens Ejner Christensen fra Vejle.

De tre borgmestre bakker op om et fælles krav om, at der skal langt flere penge til forebyggelse, hvis Danmark skal udnytte sit sundhedspotentiale.

Fra 2027 er der afsat 250 millioner kroner årligt til kommunernes forebyggelsesarbejde – svarende til omkring 2,6 millioner kroner pr. kommune. Ifølge borgmestrene er det langt fra nok.

»Det er glædeligt, at regeringen med folkesundhedsloven anerkender kommunernes rolle. Men anerkendelse uden midler er ikke nok. Kommunerne skal have en reel chance for at levere, ellers bliver det her endnu et stykke symbolpolitik,« siger Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica og talsperson for Forebyggelsesalliancen.

Alliancen og borgmestrene peger på, at bedre forebyggelse ikke blot handler om trivsel, men også om store besparelser. Hvis Danmark formår at reducere blot tre af de største risikofaktorer – rygning, alkohol og fysisk inaktivitet – kan sundhedsvæsenet spare op mod 20 milliarder kroner årligt, mens danskerne i gennemsnit vil kunne leve op til 4,5 år længere.

»Det er urealistisk at tro, at kommunerne kan løfte denne opgave med mindre end tre millioner kroner hver. Derfor skal Christiansborg tage et nationalt medansvar – både med finansiering og med konkrete mål,« siger Camilla Thind Sunesen.

Borgmestrene opfordrer samtidig Folketinget til at fastsætte forpligtende nationale mål for færre sygedage, færre kroniske sygdomme og bedre trivsel.

»Vi står med en historisk mulighed for at løfte både danskernes livskvalitet og økonomien. Men det kræver, at politikerne tør sætte ambitiøse nationale mål,« siger Camilla Thind Sunesen.

Forebyggelsesalliancen består af 29 organisationer og virksomheder, herunder Psykiatrifonden, Gigtforeningen, Dansk Firmaidræt, Danmarks Apotekerforening og Fonden Mental Sundhed.

Beredskab rykkede ud til Slotssøen efter bekymringshenvendelse

0
KRIMI. Søndag aften rykkede politi, brandvæsen og ambulance ud til Slotssøen i Kolding efter en bekymringshenvendelse. Det fortæller Thomas Kiær fra Sydøstjyllands Politi. Baggrunden for udrykningen var,...

Brand i lastbil lukker motorvej

0
En brand i en lastbil har tidligt mandag morgen ført til alvorlige trafikale problemer på Sønderjyske Motorvej. Det oplyser Sydøstjyllands Politi, som klokken 07.07...

Energinet advarer om pres på elnettet og hilser ekstern analyse velkommen

0
ENERGI. Energinet står midt i en historisk udbygning af det danske eltransmissionsnet, men tempoet udfordres af en efterspørgsel, der vokser langt hurtigere, end systemet...

Snekaos giver rekordmange fastkørsler på vejene

0
VEJRET. Det kraftige snefald har det seneste døgn sendt usædvanligt mange bilister i problemer, og hos forsikringsselskabet If har presset på vejhjælpen været markant...

Januar satte strømrekord i Trekantområdet

0
ENERGI. Elforbruget i Trekantområdet nåede nye højder i januar 2026, hvor både det samlede forbrug og forbruget hos private husstande og mindre erhverv slog...

62-årig sigtet for spirituskørsel i kabinescooter

0
KRIMI. En tidlig morgenkontrol i Kolding førte natten til lørdag til en sag om spirituskørsel. Klokken 03.13 standsede politiet en kabinescooter på Haderslevvej. Føreren blev...