EventC søger 250.000 kr. til ny festival ved SDU og UC SYD

0

EVENTS. EventC og Mokka Group er gået sammen med uddannelsesinstitutionerne i Campus Kolding om at skabe et nyt musik- og streetfoodarrangement 11. september 2026. P-pladsen ved SDU og UC SYD skal for én dag forvandles til festivalområde, og programmet kulminerer om aftenen med »en af Danmarks største kunstnere«, som arrangørerne endnu ikke må offentliggøre, men som ifølge sagsfremstillingen er booket.

Arrangementet er målrettet byens studerende og skal markere studiestarten. Fra eftermiddagen sætter dj’s stemningen, boder med streetfood åbner, og nye og nuværende studerende samles til en dag, der, som arrangørerne formulerer det, handler om at blive en del af noget større end introforløb.

Sponsoraftalen med Kolding Kommune har en værdi på 250.000 kr. eksklusive moms. Beløbet dækker branding, grafisk produktion, annoncering på Facebook, Instagram og TikTok en måned op til arrangementet, fysisk eksponering på plakater og byggehegn samt tilskud til de foreninger, der hjælper med afviklingen. Til gengæld får Kolding Kommune logoeksponering, deltagelse i panelbebatten og mulighed for at byde velkommen sammen med arrangørerne.

Økonomiudvalget skal tage stilling til, om kommunen yder støtten, og i givet fald til hvilket beløb.

Arrangørerne betegner eventen som et »direkte svar på visionen, kulturpolitikken og kommunens grundfortælling«. Forvaltningen peger på, at et arrangement af denne størrelse kan styrke Koldings position som regional uddannelsesby.

Kolding Kommune giver 110.000 kr. til Røde Kors fest på Godset

0

EVENTS. Dansk Røde Kors fejrer i 2026 sin 150-års fødselsdag med fem regionale arrangementer rundt i landet. Den 29. august går det løs på pladsen ved Godset i Kolding, hvor 1.600 gæster ventes fra klokken 15 til 21.

Arrangementet hedder »Fremtidens Frivillige« og byder på debatter, musik, madboder og aktiviteter. Generalsekretær Anders Ladekarl indleder og afslutter, og journalist Tine Gøtzsche modererer panelet. Debatten skal kredse om, hvordan frivillige fremover kan være med til at sikre velfærd og medmenneskelighed. I sundhedssektoren, i omsorgssektoren, i den grønne omstilling, på plejehjemmet.

Kolding Kommune har indgået en partnerskabsaftale med Dansk Røde Kors og bidrager med 110.000 kr. fra markedsførings- og eventpuljen. Pengene går til leje af Godset og af kommunens scenetrailer, til lyd og afvikling, til honorarer til artister og til forplejning af de frivillige, der hjælper på dagen. Til gengæld står Kolding Kommune som fælles afsender på plakater, sociale medier og pressemateriale, deltager i paneldebatten og byder velkommen sammen med Røde Kors.

Dansk Røde Kors stiller desuden en mobil jubilæumsudstilling til rådighed, som kan vises på Kolding Bibliotek eller et lignende sted.

Forvaltningen har udarbejdet et eventscorecard og vurderer, at samarbejdet understøtter Koldings grundfortælling som en livlig, inkluderende og innovativ by. Arrangementet falder inden for kommunens strategiske fokus på frivillighed, der ifølge sagsfremstillingen er blevet et gennemgående tema på tværs af politikker, strategier og indsatser.

82 millioner kroner skal holde havet ude af Binderup, Grønninghoved og Bjert

0

NATUR. Der er smalt mellem huse, vej og hav langs bugten fra Binderup gennem Grønninghoved til Bjert. Og når den hele bugten og en del af stranden ligger i et Natura 2000-område, bliver løsningsrummet for kystbeskyttelse endnu smallere. Det er præmissen for det projekt, Økonomiudvalget tirsdag fik forelagt.

Byrådet besluttede i april 2024 at fremme et kommunalt fællesprojekt på strækningen, og året efter, i april 2025, fastlagde Byrådet, at området skal beskyttes mod en hundredårshændelse i anlæggets levetid frem til 2060. Det samlede anlægsoverslag lyder nu på 82 mio. kr. inklusive moms. Der er indregnet usikkerhed på minus 10 procent og plus 40 procent, så slutregningen kan ende mellem 74 og 116 mio. kr.

Projektet er delt i to. På strækningen nord for Kystvej og Søren Krogs Vej, hvor beboerne ejer jord helt ned til søterritoriet, bliver løsningen todelt. Et lavt dige i kote 2,0 anlægges i overgangen mellem haver og strand, og en mur i kote 2,5 bygges tilbagetrukket i haverne, op mod terrasserne. Strækningen er knap 600 meter lang og er udformet i dialog med ejerne.

På den længere strækning mod syd, 1,6 kilometer, bliver det et traditionelt jorddige med en kerne af ler og en topkote på 2,9. På ydersiden fodres med sand, og et nyt strandprofil bygges op. Diget tilsås med digegræs. På enkelte korte strækninger, hvor afstanden mellem boliger og strand er særligt smal, bliver der i stedet etableret stenkastning.

Projektet er, som forvaltningen skriver i sagsfremstillingen, udtryk for det »bedste kompromis mellem et anlæg, der beskyttelsesmæssigt er godt og samtidig medfører den mindste påvirkning på Natura 2000-området«. Hele bugten er udpeget som naturtypen »bugt«, og dele af stranden som »forklit«. Flere alternativer er vurderet undervejs. Klitdige, rene spunsvægge og andre varianter er fravalgt.

Projektet er designet adaptivt. Det betyder, at anlægget kan forhøjes, når fremtidens klimaberegninger gør det nødvendigt.

Natur-, Miljø- og Klimaudvalget indstillede dispositionsforslaget til godkendelse, men to medlemmer, Freddy Christensen og Nicolai Boelsmand Asmussen, tog forbehold for deres stemmeafgivelse i Byrådet.

Det videre forløb går nu ind i detailprojektering, miljøkonsekvensvurderinger og myndighedsbehandling. Den politiske godkendelse af det færdige projekt og af bidragsfordelingen mellem berørte lodsejere forventes i november 2027. Selve anlægsarbejdet er planlagt til efteråret 2028.

Vold og trusler på livet ved Skovparken: Mand sigtet i to sager

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi var onsdag synligt til stede ved Skovparken i Kolding efter først en sag om trusler på livet og siden en voldssag.

Onsdag klokken 06.00 blev der anmeldt en sag om trusler på livet ved Skovparken. Her fremsatte gerningsmanden trusler af grov karakter mod en 25-årig mand fra Kolding.

Onsdag klokken 18.40 blev en 52-årig mand fra Kolding overfaldet samme sted. Gerningsmanden tog kortvarigt kvælertag på ham, skubbede ham op mod en væg og videre ned i en busk.

For begge forhold er en 26-årig mand fra Kolding sigtet.

I forbindelse med hændelserne var flere personer forsamlet omkring Skovparken, og politiet var derfor synligt til stede i området i en periode.

De involverede parter har kendskab til hinanden, men politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om relationen.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.

Valgaftenen på Christiansborg 2026 – 3. akt – Eftertanken

0

POLITIK: Valgaftenen den 24. marts 2026 er for længst forbi. Talerne er holdt. Kameraerne er pakket sammen. De sidste klapsalver og tilråb er døet ud i Christiansborgs sale og gange. Oprydningen gik hurtigt i gang, og enkelte kulisser stod tilbage som tavse vidner om, at demokratiets festdag endnu engang var blevet gennemført med præcision, alvor og en helt særlig form for højtidelig uro.

3. akt var ikke formet på forhånd. 3. akt blev bevidst og ubevidst overvejet og formet undervejs: både før, under og efter 1. akt, Iscenesættelsen, og 2. akt, Opførelsen. 3. akt er på flere måder forskellig fra 1. og 2. akt. Den væsentligste er, at 3. akt aldrig slutter, men fortsætter i en uendelig række af loops, der lukkes, og nye åbnes. Nye eftertanker vil vedblive med at dukke op, også fra 1. og 2. akt. Men samtidig er 3. akt en forlængelse og fortsættelse af 1. og 2. akt.

Men det er ofte først, når lyset dæmpes, og tæppefaldet er sket, at forestillingens egentlige betydning træder frem.

I 1. akt handlede det om iscenesættelsen: ankomsten, adgangsvejene, sikkerheden, de mange aktører, de forskellige scener og hele den særlige koreografi, som allerede før stemmeurnerne var lukket, var med til at definere aftenen.

I 2. akt handlede det om opførelsen: partiledernes ankomster, deres taler, pressens jagt, ungdomsorganisationernes jubel, de korte minutter, hvor stemninger kunne vende, og de mange forsøg på at indramme valgets udfald, før den brede offentlighed for alvor nåede at fæstne sin dom.

I denne 3. akt handler det om noget andet. Ikke om endnu en genfortælling af valgaftenens forløb, men om spørgsmålet: Hvad stod tilbage, da forestillingen var slut? Hvad fortalte valgaftenen os om tilstanden i det danske demokrati? Og hvad bør vi som borgere tage med os, når tæppet er faldet, og den egentlige politiske opgave først begynder?

Når salen tømmes

På vej ud fra Christiansborg sent på natten og ud gennem det københavnske natteliv var det ikke først og fremmest de højeste jubelråb, der stod tilbage i erindringen. Det var snarere kontrasten mellem aftenens tætte dramaturgi og den pludselige stilhed bagefter.

For få timer tidligere havde alt været i bevægelse. Pressefolk og fotografer havde positioneret sig. Sikkerhedsfolk, folketingsbetjente og embedsfolk havde holdt den praktiske koreografi stram. Politikere, partifolk, spindoktorer, tidligere ministre, ungdomsorganisationer, kommentatorer, gæster og influencere havde alle haft deres roller i en samlet forestilling, hvor selv de tilsyneladende tilfældige bevægelser ofte viste sig at være del af et større mønster.

Men når sådan en aften ebber ud, sker der noget særligt med blikket. Det bliver roligere. Mere præcist. Mindre påvirket af lyden, lyset og de mange simultane indtryk. Og netop derfor bliver det muligt at se noget, som let forsvinder midt i opførelsen: at valgaftenen ikke kun var et billede på demokratiets vitalitet, men også på dets voksende fragmentering.

Det er ikke et argument for nostalgi. Ikke et suk efter en fortid, som måske i virkeligheden heller aldrig var så samlet og gennemsigtig, som vi i dag kan bilde os ind. Men det er en konstatering af, at noget har ændret sig i det demokratiske rum. Noget i formen. Noget i rytmen. Noget i vores fælles måde at være til stede på i den samme politiske fortælling.

Et mindre fælles rum

Noget af det første, der gjorde indtryk på mig allerede i 1. akt, var, at kun 5 af de 12 opstillede partier havde valgt at holde valgfest på Christiansborg. De øvrige 7 partier havde valgt andre steder i København. Det er der naturligvis mange praktiske og politiske forklaringer på. Men symbolsk er det ikke uden betydning.

For Christiansborg er ikke bare en bygning. Christiansborg er, på godt og ondt, det fysiske og institutionelle centrum for det danske folkestyre. Når en stadig mindre del af valgaftenens samlede politiske liv udfolder sig netop dér, siger det noget om det fælles demokratiske rum. Det bliver mindre samlet. Mindre fælles. Mindre ceremonielt forankret i det sted, der ellers burde være hele folkestyrets hus.

Aflysningen af den traditionelle partilederdebat på Borgen efter valgresultatets offentliggørelse understregede dette yderligere. Også den havde selvfølgelig sine praktiske og taktiske forklaringer, fx at partilederdebatten dagen efter i Publicistklubben blev fastholdt. Men som symbol var den vanskelig at overse. For den afsluttende partilederdebat har tidligere fungeret som et slags fælles efterritual, et sidste møde mellem de centrale aktører i samme rum, hvor valgets umiddelbare dom kunne modtages, deles og fortolkes under nogenlunde fælles betingelser.

Når dette ritual bortfalder, bliver valgaftenen i højere grad til en række adskilte forestillinger. Ikke én samlet demokratisk fest, men flere parallelle fester. Ikke én fælles eftertanke, men flere samtidige og konkurrerende fortolkninger.

Og netop det peger på noget centralt: Demokratiet lever ikke kun af stemmeafgivning og mandatfordeling. Det lever også af fælles fortolkningsrum. Af steder, situationer og ritualer, hvor vi som borgere kan opleve, at forskellige partier ganske vist er uenige, men stadig tilhører den samme overordnede politiske orden.

På valgaftenen 2026 var dette fællesrum til stede, men det virkede mindre, end traditionen tilsiger.

Et multiplum af forestillinger

Samtidig blev det tydeligt, at det fælles rum ikke blot er blevet mindre; det er også blevet mere komplekst.

Valgaftenen udspillede sig ikke alene i Fællessalen, Landstingssalen, Snapstinget, Indre Gård eller i de tilstødende gange. Den udspillede sig også på mobilskærme, i direkte tv-transmissioner, i korte videoklip, på sociale medier, i influenceres livesendinger og i et utal af små parallelle udsendelser med hver deres vinkel, rytme og publikum.

Det var med andre ord ikke kun »gammelmediernes« forestilling. Det var et multiplum af interrelaterede forestillinger. Set i lyset af Erving Goffmans dramaturgiske teori er det en væsentlig pointe. Front Stage er ikke længere én scene. Back Stage er ikke længere ét afgrænset rum. Outside er ikke længere en passiv zone, hvor de udenforstående blot betragter begivenhederne på afstand. I dag er »de udenforstående« selv aktive medproducenter af forestillingen. De filmer, deler, kommenterer, sammenligner og omfortolker i realtid.

Det har en demokratisk styrke. Flere kan komme til orde. Flere vinkler bliver synlige. Flere lag af virkeligheden slipper igennem.

Men det har også en pris. For når opmærksomheden spredes på så mange samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde et fælles blik. Vi ser ikke længere nødvendigvis det samme. Vi oplever ikke længere nødvendigvis den samme rækkefølge. Vi drager ikke nødvendigvis de samme konklusioner ud fra de samme hændelser.

Det stiller større krav til borgernes egen dømmekraft. Og det øger betydningen af det, jeg i mine tidligere samfundsanalyser har peget på som behovet for en meningsfuld fælles fortælling. For uden et sådant meningsbærende grundlag risikerer det demokratiske rum at blive opløst i enkeltstående indtryk, løsrevne stemninger og konkurrerende øjebliksbilleder.

Fortællingen efter dommen

Noget af det mest interessante ved valgaftenen var ikke blot resultaterne i sig selv og spredningen af stemmerne på de 12 indvalgte partier, men den hastighed, hvormed partilederne forsøgte at definere, hvad resultaterne skulle betyde.

Det er i sig selv ikke mærkeligt. Tværtimod. I politik begynder kampen om fortolkningen ofte i samme sekund, tallene tikker ind. Valgaftenen er derfor ikke blot en måling af vælgernes dom; den er også et intenst forsøg på at forme dommens betydning.

Her viste aftenen flere markante eksempler.

Hos Dansk Folkeparti var der en tydelig sammenhæng mellem resultat og fortælling. Den store fremgang gjorde det muligt for Morten Messerschmidt at tale ind i en reel triumf. Her passede Front Stage og de faktiske tal godt sammen. Forestillingen havde et troværdigt forhold til den målbare virkelighed.

Hos Borgernes Parti var fortællingen en anden, men lige så tydelig: outsideren, der trods hån, tvivl og modstand alligevel brød igennem. Også her var der en indre sammenhæng mellem rollen, retorikken og den oplevede sejr.

Mere komplekst blev det hos andre.

Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne, formulerede tilbagegangen som »en lille bitte smule« og placerede dermed partiets valgresultat i en fortælling om fortsat styrke og robusthed. Troels Lund Poulsen, Venstre, kunne med rette glæde sig over, at Venstre blev det største blå parti, men samtidig var resultatet historisk svagt for netop Venstre. Og hos Socialdemokratiet blev et af partiets dårligste valg i nyere tid (i 123 år) pakket ind i fortællingen om fortsat at være danskernes foretrukne parti.

Her er det fristende at nøjes med at tale om spin. Men det ville være for letkøbt. For i Goffmans perspektiv er dette ikke blot manipulation. Det er også et nødvendigt led i teamets opretholdelse af situationens definition. Når et parti står i medgang eller modgang, er partilederens opgave ikke alene at aflæse resultatet teknisk korrekt. Opgaven er også at holde sammen på holdet, beskytte dets værdighed, bevare dets energi og forhindre, at hele forestillingen kollapser i det øjeblik, dommen falder.

Derfor er valgaftenen fyldt med impression management. Ikke kun i overfladisk betydning, men som en grundlæggende del af den politiske praksis.

Alligevel er der en grænse. For når afstanden mellem det sagte og det sete bliver for stor, registrerer publikum det. Ikke nødvendigvis som et færdigt argument, men som en fornemmelse. Et ansigtsudtryk. En tøven. En kunstpause. En klapsalve, der lyder mere pligtmæssig end overbevist. Goffmans skelnen mellem det, der bevidst »gives«, og det, der mere ufrivilligt »gives off«, bliver her særlig vigtig. Ofte er det netop i spændingen mellem disse to niveauer, at aftenen begynder at tale sandere end de enkelte taler.

De indre dæmoner i valgaftenens spejl

I min tidligere samfundsanalyse om det »glemte« valgtema og »de indre dæmoner« forsøgte jeg at sætte ord på nogle af de underliggende kræfter, som hæmmer den demokratiske udvikling: meningsløshed, magtfuldkommenhed, mistillid, én-virkelighedstænkning og bureaukratisk tilsanding, blot for at nævne nogle.

Valgaftenen på Christiansborg gav ikke det fulde billede af disse strømninger. Men den gav glimt af dem.

For det første viste aftenen tegn på en voksende fragmentering. Når det fælles demokratiske rum bliver mindre, og den offentlige opmærksomhed spredes på stadig flere samtidige scener, bliver det vanskeligere at fastholde en fælles fortælling om, hvad der egentlig er på spil. Det øger risikoen for meningsløshed, ikke nødvendigvis fordi der mangler budskaber, men fordi der er for mange, der peger i hver sin retning.

For det andet så vi magtens og informationsasymmetriens betydning. Adgangsvejene var bevogtede. Tidspunkter, placeringer, bevægelsesmønstre og medieadgang var nøje kontrolleret. Det er i sig selv nødvendigt og forståeligt. Men det minder os også om, at demokratiet ikke kun er åbenhed. Det er også styring, udvælgelse og selektiv synlighed.

For det tredje så vi, hvordan mistillidens mulighed hele tiden lurer lige under overfladen. Ikke som åben konflikt eller sammenbrud denne aften, men som en latent risiko. Når ord og virkelighed glider for langt fra hinanden, opstår det øjeblik, hvor borgeren begynder at tænke: Taler de til mig, eller forbi mig?

Og for det fjerde blev forestillingen om én virkelighed udfordret fra alle sider. Hvert parti havde sin egen læsning af aftenen. Hver medieplatform havde sin egen vinkel. Hver lille scene producerede sin egen udgave af det fælles øjeblik. Det er på én gang en styrke og en svaghed. En styrke, fordi virkeligheden ikke monopoliseres af én stemme. En svaghed, fordi det fælles orienteringspunkt dermed kan blive sværere at finde.

Demokratiets styrke, trods alt

Midt i disse kritiske iagttagelser er det vigtigt at holde fast i noget andet, som også stod tilbage efter valgaftenen.

Der blev, så vidt jeg ved, ikke sat spørgsmålstegn ved selve valghandlingens legitimitet. Der blev ikke talt om valgsvindel. Ikke om manipulerede stemmer. Ikke om et system, der grundlæggende havde mistet sin ret til at dømme. Det er i sig selv en demokratisk styrke.

I en tid, hvor flere demokratier omkring os kæmper med langt mere grundlæggende erosion af tillid til selve valgprocessen og demokratiet, er det ikke nogen lille ting, at den danske valgaften, trods al fragmentering, trods alle strategiske iscenesættelser og trods alle de konkurrerende fortællinger, stadig hviler på en grundlæggende accept af, at resultatet var resultatet.

Det bør vi aldrig tage for givet.

Det danske demokrati er ikke uden problemer. Men det danske demokrati er heller ikke uden modstandskraft. Og netop derfor giver det mening at insistere på den grundlæggende debat om dets videre udvikling, ikke som et opgør med folkestyret, men som et forsøg på at styrke det i en foranderlig tid, før det langsomt tømmes for fælles mening.

Fra forestilling til forpligtelse

Når jeg ser tilbage på valgaftenen 2026, er det derfor ikke konklusionen, at politik blot er teater. Det ville være en for simpel og for lidt forpligtende dom.

Et demokrati har altid haft brug for ritualer, symboler, scener og ceremonier. Det gælder også valgaftenen. Iscenesættelsen er ikke i sig selv problemet. Den er en del af den måde, et politisk fællesskab gør sig synligt for sig selv på.

Problemet opstår først, når iscenesættelsen bliver stærkere end den fælles meningsskabelse. Når forestillingen ikke længere hjælper borgeren til at forstå virkeligheden bedre, men tværtimod gør den mere uklar. Når selvfortællingerne bliver så stærke, at de skubber den fælles virkelighed til side. Når det fælles demokratiske rum bliver så fragmenteret, at vi mister oplevelsen af, at vi, trods uenigheder, stadig står i den samme overordnede fortælling.

Her vender jeg tilbage til det spor, der har løbet gennem mine seneste samfundsanalyser: At mening ikke blot er noget individuelt, men noget vi skaber og bærer i fællesskab. Viktor Frankl minder os om det personlige ansvar for retning og holdning. Karl E. Weick minder os om, at mening altid formes i samspillet mellem mennesker, handlinger og fælles fortolkninger.

Set i det lys viste valgaftenen ikke bare, hvem der vandt og tabte. Den viste også, hvor stort behovet er for en ny, mere grundlæggende demokratisk samtale om det, der ligger under mandatfordelingerne: Hvad er vores fælles fortælling? Hvad holder os sammen? Hvilken retning giver mening, ikke kun for partierne, men for samfundet?

Når tæppet falder, og lyset slukkes

Eftertanken begynder derfor for alvor først nu. Ikke fordi valgresultatet skal omgøres eller bortforklares. Ikke fordi forestillingen var falsk, og alt bag scenen nødvendigvis er mere ægte. Men fordi enhver valgaften kun er et øjeblik i et længere demokratisk forløb. Når tæppet falder, begynder arbejdet med det, der skal bære samfundet videre bagefter.

Valgaftenen 2026 viste et demokrati, der stadig har ritual, alvor og symbolsk kraft. Men den viste også et demokrati, hvis fælles rum er blevet mindre, mere fragmenteret og mere afhængigt af konkurrerende former for impression management.

Det forpligter ikke kun politikerne. Det forpligter også os som borgere.

For vores fælles opgave er ikke blot at lade os underholde, begejstre eller provokere af forestillingen. Vores opgave er at fortolke den. At spørge, hvem der efter applausen faktisk kan skabe sammenhæng, fællesskab og handling. Hvem der kan bære mere end en rolle. Hvem der kan omsætte ord til ansvar og handling. Og hvem der kan være med til at give det danske demokrati en stærkere fælles fortælling i den tid, der nu følger. Og ikke mindst hvad vi som borgere i det danske demokrati bør forpligte os til at bidrage med for at skabe et sundt og bæredygtigt demokrati, der også fremadrettet kan håndtere virkelighedens udfordringer, hvad end den må bringe.

Valgaftenen er slut. Eftertanken fortsætter. Resultatet af de igangværende regeringsforhandlinger vil forhåbentlig give os en samlet overordnet fortælling, der vil give mening for de fleste af os, også i fremtiden.

Læs også

Cecilie Liv Hansen frygter at miste sin plads i Sundhedsråd Lillebælt

0

REGIONALT. Det udvalgsmøde, Cecilie Liv Hansen mandag deltog i som næstformand for Sundhedsråd Lillebælt, kan blive hendes sidste. Det skriver hun selv på LinkedIn samme aften, kort før regionsrådet tirsdag tager stilling til hendes politiske fremtid i to af regionens centrale udvalg.

Cecilie Liv Hansen, der er folketingsmedlem, regionsrådsmedlem og byrådsmedlem i Kolding, blev efter folketingsvalget ekskluderet af Liberal Alliance. Hun har siden fortsat som løsgænger i alle tre forsamlinger. Nu har hendes tidligere regionsrådskollega, Bettina Eriksen fra Liberal Alliance, indstillet, at Cecilie Liv Hansen afsættes som næstformand i både Sundhedsråd Lillebælt og Forretningsudvalget i Region Syddanmark.

»Det er en indstilling, jeg naturligvis ikke kan bakke op om. For på trods af, at jeg ikke længere er en del af et parti, er jeg fortsat folkevalgt, og mit mandat indgår i konstitueringen på lige fod med de øvrige 30 medlemmer af Region Syddanmark,« skriver Cecilie Liv Hansen på LinkedIn.

Hun mener, at indstillingen er udemokratisk og i strid med en intern aftale, hun og Bettina Eriksen tidligere indgik. Aftalen byggede ifølge Cecilie Liv Hansen på, at hun ved kommunalvalget i november 2025 fik knap dobbelt så mange personlige stemmer som Bettina Eriksen.

»For mig handler det ikke om, hvorvidt jeg er næstformand eller ej. Men hvis der er flertal for indstillingen, vil konsekvensen være, at jeg skal forlade begge udvalg, og det er netop her, det bliver et demokratisk problem, da det i høj grad er i udvalgene, at politikudviklingen finder sted, og jeg dermed vil blive sat uden for indflydelse,« skriver hun.

Cecilie Liv Hansen finder det også bemærkelsesværdigt, at netop Bettina Eriksen står bag indstillingen.

»Eftersom hun selv valgte at beholde sin næstformandspost i Kerteminde Byråd, da hun forlod Venstre til fordel for Liberal Alliance,« skriver Cecilie Liv Hansen.

Hun understreger, at hun fortsat står på mål for de politiske udmeldinger, hun er kommet med, og den politik, hun har ført, og at hun vil fortsætte med at kæmpe for den liberale ideologi og føre borgerlig politik.

Indenrigsministeriet har vurderet sagen

Indstillingen om at fratage Cecilie Liv Hansen næstformandsposterne kommer efter, at Liberal Alliance har anmodet om at få posterne tilbage. Bettina Eriksen, der efter eksklusionen er partiets eneste medlem af Region Syddanmark, oplyser ifølge TV 2 Fyn, at sagen har været forelagt Indenrigsministeriet, som har konkluderet, at regionsrådet kan afsætte næstformænd begrundet i politiske forhold.

Forvaltningen i Region Syddanmark indstiller ifølge dagsordenen for mandagens regionsrådsmøde, at det er op til regionsrådet at træffe beslutningen.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) har til DR oplyst, at hans umiddelbare holdning er, at det er Liberal Alliance, der skal sidde i forretningsudvalget. Han pegede dog på, at det er en ny mulighed i regionsloven, og at sagen først skulle drøftes i hans gruppe.

Cecilie Liv Hansen blev ved kommunalvalget i november 2025 valgt til både Region Syddanmark og Kolding Byråd. Ved folketingsvalget i marts blev hun valgt i Sydjyllands Storkreds med 2.569 personlige stemmer som Liberal Alliances stemmesluger. Få dage senere blev hun ekskluderet, fordi partiet vurderede, at hun havde afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med opstillingen.

Hun er fortsat løsgænger i Folketinget, i Region Syddanmark og i Kolding Byråd.

Fire danskere i tysk bil standset af politiet: Føreren sad på bagsædet og var påvirket

0

KRIMI. En patrulje standsede natten til onsdag klokken 01.02 en tysk registreret personbil på Vejlevej i Kolding ved en rutinemæssig kontrol.

Da betjentene kiggede ind i bilen, sad der ingen på førersædet. Én sad på passagersædet, og tre sad på bagsædet, hvor en 28-årig mand sad »lidt akavet« i midten uden sikkerhedssele. Politiet vurderede, at det var ham, der havde ført bilen, hvilket han erkendte.

Manden viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer og frakendt førerretten. Han blev kortvarigt anholdt, og ved visitationen blev han fundet i besiddelse af en peberspray. Han er sigtet for kørsel under påvirkning, kørsel i frakendelsestiden og besiddelse af pebersprayen.

En af de øvrige i bilen, en 30-årig mand, blev fundet med en foldekniv. Alle fire er efter fast procedure sigtet for overtrædelse af våbenloven, men sigtelsen frafalder for dem, der ikke havde noget på sig.

Alle fire personer er danskere, og politiet undersøger nu, hvorfor de kørte i en udenlandsk registreret bil.

Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

To bilister taget af politiet: Den ene uden forsikring, den anden uden kørekort

0

KRIMI. Sydøstjyllands Politi standsede tirsdag to bilister i hver deres sag.

I Fredericia blev en lille blå personbil klokken 10.10 standset på Dronningensgade. Det viste sig, at der ikke var tegnet forsikring på bilen, og føreren er sigtet og har fået en bøde.

I Kolding standsede en patrulje klokken 16.48 en Hyundai på Vonsildvej. Føreren, en 40-årig mand fra lokalområdet, havde ikke førerret. Han erkendte desuden at have kørt uden førerret i yderligere to tilfælde, og politiet valgte derfor at beslaglægge køretøjet.

Det oplyser politikommissær Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Kolding IF faldt igen i kampen om top fem

0

Kolding IF kom foran i Hvidovre, men tabte kampen, inden første halvleg var færdigspillet. 2-1-nederlaget betyder, at holdet nu ligger isoleret på en sjetteplads i 1. divisions oprykningsspil, seks point fra femtepladsen. Vinderen Hvidovre IF rykkede til gengæld op på andenpladsen i rækken.

Det var en af de aftener, hvor rækkefølgen blev vigtigere end selve resultatet. Kolding IF havde det meste af spillet, de fleste skud og de bedste chancer, men vendte hjem med nul point. Det er fjerde kamp i træk uden sejr, og rækken er for længst skrumpet ind omkring dem.

Aftenens kamp i Hvidovre begyndte i øvrigt, som Kolding IF kunne have ønsket det. Efter 36 minutter tæmmede Vladislav Morozov et indlæg fra Mads Saaby med brystet og sendte bolden i kassen til 0-1. Indtil da havde Kolding stået fornuftigt, tæt og med god kontrol på de vigtige zoner foran eget felt.

Men inden for tre minutter var kampen vendt. I det 38. minut headede Ayo Okosun en forsæt fra Luka Prip i mål, og to minutter senere gik Marvin Egho sikkert til fadet fra straffesparkspletten efter et frispark, der gav gult kort til Mads Elvius. 2-1 ved pausen, og sådan skulle kampen ende.

Anden halvleg blev et langt forsøg fra Kolding IF på at vende det hele endnu en gang. Statistikken fortæller en del. Kolding fik seks skud på mål, Hvidovre to. Kolding havde 55 procent af boldbesiddelsen, 11 frispark mod Hvidovres 7 og flere indkast, flere målspark og flere afslutninger. Men Hvidovres målmand stod med fem redninger, mens Koldings ingen havde.

Det var et af de kampforløb, som gentager sig for Kolding IF for tiden. Holdet skaber, men afslutter ikke. Presser, men kommer ikke igennem. To gange skiftede Kolding offensivt ind, først Martin Ingebrigtsen for Jonas Adjei-Broni, siden Filip Lesniak for Carl Jørgensen og Nathan Perry for Anders Nørager. Sidstnævnte havde i øvrigt 20 minutter forinden set gult for et frispark, der bragte pres på Koldings midtbane resten af kampen.

Kampens sidste aktion blev et gult kort til Magnus Knudsen i det 89. minut. Så fløjtede dommeren af, og tabellen var blevet skåret anderledes til.

Hvidovre IF har efter sejren 43 point. Det er seks færre end førerholdet Lyngby BK, men rækker netop nu til andenpladsen, den der ved sæsonens afslutning udløser en plads i 3F Superligaen. Bag Hvidovre ligger Esbjerg fB med 42, AC Horsens og Hillerød med 40, alt sammen inden for tre point. Og nederst i oprykningsspillet ligger Kolding IF alene med 34 point, seks point fra femtepladsen.

Rækken fortæller sin egen historie. I toppen er der fire hold, der kæmper om én plads. I bunden er der ét hold, der kæmper for at komme tilbage i den kamp.

Tirsdagens anden oprykningskamp understregede billedet. Her vandt AC Horsens 4-1 over Esbjerg fB og meldte sig klart tilbage i opløbet. Det er samme AC Horsens, Kolding IF møder i næste runde. En kamp, holdet fra Kolding Stadion på papiret ikke kan tabe, hvis rækken stadig skal være åben til sidst.

For Hvidovre IF ser billedet anderledes ud. Under cheftræner Martin Retov har klubben genfundet den konkurrenceduelige version af sig selv, som for tre år siden rykkede op i Superligaen, inden nedrykningen kom igen året efter. I truppen er der erfarne superligakræfter som Luka Prip, Marvin Egho og Simon Okosun, og det var de to sidstnævnte, der scorede målene mod Kolding.

Lyngby BK ser ud til at være stukket af i toppen. Kampen om den anden oprykningsplads er til gengæld blevet tættere, end den har været længe. Og for Kolding IF handler det fra nu af om at komme tilbage i den.

Pakke brød i brand på kogeplade i etageejendom

0

KRIMI. En anmeldelse om brand i en etageejendom på Frederik 7s Vej i Kolding mandag klokken 11.01 viste sig heldigvis at være begrænset.

Patrulje og brandvæsen kom frem til stedet, men der var hverken større flammer eller ild. En beboer havde tændt for en kogeplade, hvor der stod en pakke, som brød i brand. Kun et skab og en emhætte fik skader.

Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi tirsdag morgen.

Rema 1000 får afslag i Taulov: Kommunen frygter for Skærbæks nye...

0
POLITIK. Rema 1000 Udvikling har ønsket at åbne en dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter på hjørnet af Kolding Landevej og Tingvejen i Taulov. Forvaltningen i...

Medarbejder bortvist efter ulovlige opslag i kommunens system

0
Kolding Kommune har konstateret et brud på persondatasikkerheden, efter at en medarbejder har foretaget uberettigede opslag i et af kommunens fagsystemer. Sagen er nu...

Fem lokale fællesskaber får del i ungepulje på 150.000 kroner

0
UNGE. I et lille rum bag GNISTEN i Middelfart skal der snart kunne dufte af linoleumstryk og våd maling. I Nørre Aaby gør 33...

Flere personer trængte ind i 83-årig kvindes hjem med påskud om køkkenarbejde: Politiet undersøger...

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker en sag fra Lysholm i Vonsild, hvor to personer tirsdag eftermiddag henvendte sig på adressen hos en 83-årig kvinde fra...

Borgmesteren kalder Vejdirektoratet til ugentlige møder om E45-trafikken

0
TRAFIK. Kolding Kommune indkalder fremover Vejdirektoratet til ugentlige møder på direktørniveau om vejarbejdet på E45/E20. Det meddeler kommunen tirsdag i en pressemeddelelse, hvor borgmester...

Færdselsuheld på Nagbølvej ved Lunderskov: 16-årig kørt på hospitalet med benbrud

0
KRIMI. En 16-årig dreng fra Lunderskov kom tirsdag aften til skade ved et færdselsuheld på Nagbølvej. Anmeldelsen kom ind til alarmcentralen klokken 18.17 fra...