Der er én måned til kommunalvalget. Men det føles ikke sådan. Der er ingen gnist, ingen idé, ingen fornemmelse af, at vi står foran et valg, der faktisk handler om noget. Vi kan mærke, at plakaterne venter på at komme op den 25. oktober, men vi mærker ikke, at nogen for alvor vil sætte noget på spil. Vi mærker energien fra, at mange gerne vil vælges, men budskaberne er uklare og for lette. Der mangler visioner, tanker og ideer.
Kommunalpolitikken er blevet et spejl af en tid, hvor alt måles i drift, og intet i drøm. Politikerne lover stabilitet, ansvarlighed og budgetdisciplin – og det lyder jo pænt, men det lyder også tomt. For hvad er det egentlig, de skal være ansvarlige for?
Kommunerne er ikke virksomheder. De er samfund i miniature, og vi vælger ikke revisorer, men repræsentanter. De skal ikke bare forvalte – de skal lede. Alligevel fyldes valgkampene i Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle med henvisninger til, hvad forvaltningerne siger, hvad lovgivningen tillader, og hvad budgetloftet giver plads til. Politikere, der burde pege frem, peger i stedet ned i regnearkene.
Når man spørger dem om visioner, får man svar i punktopstilling: trivsel, tryghed, udvikling. Tre pæne ord, som ingen kan være uenige i – og som derfor heller ikke betyder noget. Vi savner politikere, der tør tænke. Der tør mene. Der tør fejle.
I dag styrer forvaltningerne det meste. Ikke fordi de vil – men fordi politikerne lader dem. Det er blevet normalen, at embedsværket udformer beslutningsgrundlaget, laver indstillingerne, skriver pressemeddelelserne – og i visse tilfælde endda formulerer politikernes egne ord.
Det betyder, at politikere i stigende grad forveksler ledelse med afvikling. De administrerer, hvor de burde formulere. De kommenterer, hvor de burde skabe. Derfor taler man så meget om økonomi og struktur – og så lidt om menneske, by og idé.
Forvaltningssproget har overtaget demokratiet. Der, hvor der burde være ild, står nu et regneark.
Fredericia er en by med historisk sjæl, men uden en tydelig fortælling om fremtiden. Borgmesteren styrer videre uden retning, drevet af ønsket om genvalg snarere end af vision. Han bærer gerne andres idéer ind, men aldrig sine egne.
På den borgerlige fløj er billedet ikke klarere. De blå partier kæmper stadig indbyrdes, og spørgsmålet om, hvem der egentlig er blokkens bud på en borgmester, står åbent. Der synes at være flere – og det kan i sig selv være fint – men det holder næppe til mål, når valgkampen for alvor begynder.
Det Konservative Folkeparti står uden for det borgerlige valgforbund og forbliver dermed den uberegnelige faktor. Forholdet mellem Peder Tind og Tommy Rachlitz Nielsen er fortsat anspændt, og kemien synes ikke at have fået en ny begyndelse. Måske bliver løsningen slet ikke en af dem – men en tredje, som begge kan leve med for byens skyld.
De seneste år har stået i genopbygningens og tillidens tegn, og meget er lykkedes – men hvad er næste skridt? Skal Fredericia være industriby, havneby, bosætningsby eller kulturby? Ingen siger det højt. Alle siger “en blanding”.
Der er en risiko for, at Fredericia forbliver i en mellemzone – med planer, der ikke bliver til virkelighed, og en bymidte, der stadig venter på liv. Politikerne taler om samarbejde og inddragelse, men sjældent om mod. Det er ikke samarbejde, byen savner. Det er retning.
Kolding er et studie i balancekunst.
På havnen står fremtiden på spil, og i stedet for at vælge, har man besluttet sig for at vente. En havnekommission skal udrede, vurdere, beregne og analysere – alt det, man gør, når man ikke vil gøre noget. Man siger, det er klogt at tænke sig om. Det er det også. Men det er kun klogt, hvis man til sidst tør tænke færdig, og Venstres borgmesterkandidat Jakob Ville har skuffet erhvervslivet med sit nye ægteskab i havnesagen med Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.
Kolding kalder sig en designby, hvor formgivning, idéer og visioner er en del af byens DNA. Men netop nu mangler byen det mest grundlæggende design af dem alle – et politisk.
Ved sidste kommunalvalg lykkedes det Det Konservative Folkeparti at overtage borgmesterposten i et samarbejde hen over midten, udenom de øvrige blå partier. Det så ud som en magtovertagelse med perspektiv, men i virkeligheden blev det begyndelsen på en periode præget af intern uro og manglende sammenhængskraft.
Borgmesteren, Knud Erik Langhoff, endte som en “lame duck” – en borgmester uden reel indflydelse. Han kunne klippe snore og holde taler, men måtte undervejs erkende, at han ikke genopstiller. Det er ikke altid lykken at blive borgmester på sine modstanderes stemmer. Det giver sjældent politisk ro – og i Kolding viste det sig hurtigt, at afstanden mellem samarbejdspartnerne var større, end det så ud til på valgnatten. Der er ingen skam i at vælge side. En havn kan ikke både være erhvervscentrum og boligidyl. En by kan ikke både bevare alt og forny alt. Kolding burde være stedet, hvor modet møder virkeligheden. Lige nu er det stedet, hvor modet venter på at blive målt i meningsmålinger.
I Middelfart ser alt ud til at fungere. Kommunen er veldrevet, velfærden kører, og tonen i byrådet er behagelig. Men ro kan også blive til stilstand.
Borgmester Johannes Lundsfryd anses af mange for at sidde mere sikkert end nogen anden socialdemokrat i landet. Ingen af modkandidaterne virker for alvor til at ønske jobbet som borgmester – og visionerne, ja, de lader vente på sig.
Det efterlader en lidt sær politisk situation, hvor nye partier og den usædvanlige alliance mellem Enhedslisten og Danmarksdemokraterne kun synes at være enige om én ting: de bryder sig ikke om Lundsfryd. Men spørgsmålet er, hvad borgerne egentlig mener. For midt i stabiliteten gemmer der sig måske en voksende træthed over det forudsigelige.
Man taler varmt om tryghed, trivsel og nærdemokrati – og det er smukke værdier. Men hvor bliver perspektivet af? Hvordan ser Middelfart sig selv om ti år? Hvad er næste skridt for en kommune, der allerede kan sætte flueben ved så meget?
For der findes også en fare i velfungerende kommuner: De tror, at velfærd er et slutpunkt. Men velfærd er kun et fundament. Ovenpå skal der bygges. Middelfart har potentialet til at blive en grøn foregangskommune, et sted hvor trivsel og bæredygtighed ikke bare er slogans, men hverdagspraksis. Men det kræver, at nogen tør sige: Vi vil mere end at holde kursen.
Vejle er en succeshistorie, men byen er elendig til at fortælle den. Meget tages for givet, som om udvikling og vækst er en selvfølge.
Det bedste billede på byen er dens fodboldklub – traditionsrig, pengestærk og med stolte ambitioner, men stadig uden at finde den rette vej. Klubben spejler byen på forunderlig vis. For også Vejle leverer på tallene: vækst, erhverv og infrastruktur i konstant fremgang. Alt vokser, alt bevæger sig.
Men vækst uden fortælling er som et hus uden sjæl. Og det er måske netop dér, Vejles næste kapitel skal skrives – i evnen til ikke kun at skabe, men også at mærke og formidle, hvad man egentlig er.
Hvad er det, Vejle vil være? En regional metropol? En forstad til trekantamarbejdet? En selvstændig by med egen identitet?
Politikerne bruger store ord om fremdrift, men ofte uden retning. Der er brug for en ny politisk sprogdragt – én, der kan rumme både ambition og omtanke. Det handler ikke kun om flere kvadratmeter, men om liv mellem dem. Vejle er lige nu et sted, hvor alt kan lade sig gøre. Det forpligter.
Vi savner visionerne. Men det vi i virkeligheden savner, er modet til at have dem. For visioner er ikke gratis. De deler vandene. De gør nogen uenige. De tvinger os til at vælge. Derfor vælger mange politikere at lade være.
Men når alle vil det samme, står vi stille. Politik skal ikke være en konsensusmaskine. Det skal være en kamp om idéer. Det skal være en samtale om, hvordan vi vil leve – ikke bare hvor mange penge, vi har til at gøre det for.
Kommunalpolitik burde være den mest nære form for demokrati, vi har. Her møder man virkeligheden direkte. Her kan man forandre. Men det kræver, at vi vælger folk, der tør noget mere end at passe på det, der allerede findes.
Når vi går til stemmeurnerne om en måned, skal vi ikke bare vælge de dygtigste. Vi skal vælge dem, der tør lede. Ikke bare de, der kan læse en dagsorden, men de, der tør skrive en ny.
Det er ikke nok at love stabilitet. Vi har brug for retning.
Det er ikke nok at rose samarbejde. Vi har brug for mening.
Kommunerne er ikke ministerier. De er vores fælles hjem. Og et hjem skal ikke kun vedligeholdes – det skal formes, elskes, forandres og forsvares.
Om en måned skal vi vælge dem, der forstår det.
En ting er sikkert: HUSK AT STEMME
