Klimaet har altid ændret sig – det er dokumenteret fakta

0

Fakta først. Proportioner bagefter. Krisestemning og dommedagsprofetier hører ikke til i seriøs politik. 

Klimaet har altid ændret sig. Det er veldokumenteret videnskab. MEN, debatten mister proportioner og historisk hukommelse. Naturens regnskab er langt ældre end vores – det bør respekteres, hvis klimapolitikken skal være både ansvarlig og troværdig.

Forskere kan rekonstruere klimaforhold langt tilbage i tiden ved hjælp af flere uafhængige metoder. Iskerner fra Grønland og Antarktis giver detaljerede data om temperatur og atmosfærens sammensætning op til 800.000 år tilbage. De viser tydelige cykler af istider og varmeperioder – længe før industrialisering, fossile brændsler og moderne samfund.

Træers årringe fungerer som naturlige klimaregistre. Sedimenter fra søer og have indeholder pollen, fossiler og kemiske spor, der dokumenterer vegetation og temperaturer gennem tusinder af år. Alle disse metoder peger i samme retning: Klimaet har aldrig været stabilt.

Historiske kilder understøtter dette billede. I den tidlige middelalder var klimaet lokalt i Europa markant varmere end senere. Omvendt oplevede Europa fra ca. 1300 til midten af 1800-tallet Den Lille Istid med hårde vintre, misvækst og fremrykkende gletsjere. Det ses i samtidige optegnelser, kunst og landbrugsdata.

I Jameson Land på Grønland er der fundet dinosaur-fodspor bevaret i sandsten fra sen Trias og tidlig Jura (ca. 210–190 mio. år gamle). På Bornholm – nær Hasle – er Danmarks eneste egentlige dinosaurusfund gjort: en enkelt tand fra en lille kødædende rovdinosaur (theropod), ca. 140 mio. år gammel, fundet omkring år 2000. 

Vi er på vej mod 10 milliarder mennesker på kloden, de fleste med middelklassens forbrug. Menneskelig påvirkning kan spille en rolle, men ansvarlig klimapolitik må bygge på hele klimahistorien, ikke på modeller og frygt. Når symbolpolitik løber foran teknik og økonomi, ender regningen hos borgerne – frygt erstatter proportioner, og alt forklares med menneskets CO₂.

138.468 gæster gjorde 2025 til Trapholts største år nogensinde

0

Der var noget i luften den sidste dag. Ikke bare kulde fra vinteren eller røgen fra faklerne foran hovedindgangen, men en stille erkendelse af, at noget var ved at slutte. Da dørene lukkede for sidste gang inden den store om- og tilbygning, havde Trapholt allerede skrevet sig ind i historien med det største besøgsår nogensinde.

138.468 gæster nåede gennem museets sale i 2025. Et tal, der ikke bare overgår året før, men markerer et kulturelt gennembrud for museet i Kolding. Stigningen på 28 procent i forhold til 2024 er ikke et resultat af én enkelt udstilling eller en tilfældig tendens. Det er kulminationen på et år, hvor Trapholt har formået at gøre kunst og design nærværende, vedkommende og fælles.

Museumsdirektør Karen Grøn glæder sig over opbakningen efter Trapholts største besøgsår nogensinde og ser frem mod genåbningen i 2027.

»2025 har været et helt enestående år for Trapholt. Det store besøgstal vidner om en stærk interesse for museet og for kunst og kultur generelt,« siger museumsdirektør Karen Grøn. Hun taler om et år, hvor interessen ikke blot har været stabil, men vedvarende helt frem til den sidste åbningsdag. Et år, hvor publikum ikke bare er kommet for at se udstillinger, men for at være en del af noget.

Det blev tydeligt den 30. december, hvor museet for sidste gang inden lukningen slog dørene op. Flere hundrede mennesker samledes foran bygningen til arrangementet Syng Trapholt til ro. Fakler blev tændt. Stemmer fandt sammen. Og midt i det hele stod museumsdirektøren selv og sang for.

»Det var meget bevægende at dele øjeblikket med de omkring 400 fremmødte, der med fakler i hånden sang og tydeligt viste, hvor stor en betydning Trapholt har for dem,« fortæller Karen Grøn. Det blev en afsked, der bar præg af både vemod og fællesskab. Et farvel, der ikke lukkede noget ned, men lagde noget i dvale.

For Trapholt lukker ikke, fordi interessen er væk. Tværtimod. Museet lukker, fordi rammerne skal følge med ambitionerne. De kommende 14 måneder står i forandringens tegn, hvor museet gennemgår en omfattende om- og tilbygning, der skal ruste det til fremtiden.

Når Trapholt genåbner i foråret 2027, vil publikum møde et museum med en udvidet gæstemodtagelse, en ny skulpturlounge og et fleksibelt formidlings- og craftcenter. Parken omkring museet bliver en endnu mere integreret del af oplevelsen, så grænsen mellem kunst, arkitektur og landskab opløses yderligere. Visionen er klar. Trapholt skal ikke bare være et sted, man besøger. Det skal være et sted, man opholder sig.

Men selvom bygningerne nu står stille, fortsætter museets arbejde. Gennem initiativet Trapholt To Go har museet rykket kunsten ud i byen og ud til borgerne. Samtlige 42 femteklasser i Kolding Kommune har været involveret i et omfattende samarbejde, hvor eleverne har besøgt museet, valgt et kunstværk og adopteret det som deres eget.

Arbejdet kulminerer i en stor kunstfestival i december 2026, hvor børnenes møde med kunsten bliver synligt for hele kommunen. Det er et projekt, der siger meget om Trapholts selvforståelse. Kunst er ikke noget, der kun hører til bag vægge og montre. Det er noget, der vokser i mødet mellem mennesker.

Samtidig deltager museet i lokale arrangementer og events, hvor publikum kan møde medarbejderne, høre om visionerne og følge med i, hvordan det nye Trapholt tager form. På den måde forbliver museet til stede, også mens dørene er lukkede.

Rekordåret 2025 står derfor ikke som et punktum, men som et komma. En overgang mellem det, der har været, og det, der kommer. Når Trapholt igen åbner, vil det være med erfaringen fra et år, hvor publikum strømmede til, sang med og tog ejerskab.

Og måske er det netop det, der forklarer succesen bedst. Trapholt har i 2025 ikke blot haft mange gæster. Museet har haft medspillere.

Regeringen tøver: Vil have mere tid før krav til bankerne lempes

0

Regeringen har endnu ikke besluttet, om den vil lempe de ekstra krav, som bankerne i dag er pålagt, når de låner penge ud til ejendomsselskaber. I stedet har den valgt at tage en tænkepause.

Baggrunden er en anbefaling fra Det Systemiske Risikoråd, som i efteråret foreslog at skrue lidt ned for det såkaldte sikkerhedskrav – den systemiske buffer – som skal beskytte økonomien mod kriser på ejendomsmarkedet. Men selv om dansk økonomi ifølge regeringen står stærkt, er man ikke klar til at trykke på knappen endnu.

Årsagen er, at der fortsat kan gemme sig problemer på erhvervsejendomsmarkedet. Hvis store ejendomsselskaber får økonomiske vanskeligheder, kan det ramme bankerne – og i sidste ende hele samfundsøkonomien. Derfor vil regeringen nu have mere tid til at gennemgå tallene og konsekvenserne grundigt.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger, at balancen er svær.

Dansk økonomi har det godt, men der er stadig risici, især når det gælder erhvervsejendomme. Det skal håndteres klogt, så vi både passer på stabiliteten og ikke spænder ben for vækst og konkurrence, lyder det fra ministeren.

Den systemiske buffer fungerer i praksis som en ekstra pude, bankerne skal have liggende, hvis noget går galt. Jo højere risiko, desto større pude. Rådet har foreslået, at bankerne fremover ikke skal holde lige så meget ekstra kapital, når de låner ud til ejendomsselskaber med lav gæld i forhold til ejendommens værdi. I dag gælder lempelsen kun de aller­sikreste lån, men forslaget er at udvide grænsen.

Regeringen har dog ikke travlt. Den nuværende ordning gælder allerede frem til sommeren 2026, og derfor er der ifølge regeringen tid til at tænke sig om.

Hvornår der kommer en endelig beslutning, er endnu uklart. Indtil videre fortsætter arbejdet bag kulisserne, mens bankerne må leve med de nuværende krav.

Ny borgmester fra Kolding til kongelig nytårskur: »Det var en stor oplevelse«

0

KONGEHUSET. 98 borgmestre i kjole og hvidt. Borgmesterkæder, hvide handsker og en tydelig forventning i rummet, da dørene på Amalienborg blev åbnet. En scene, der normalt hører staten og de nationale institutioner til, men som denne januarformiddag var rykket helt tæt på det kommunale Danmark. For Jakob Ville blev mandag den 5. januar 2026 derfor mere end blot en kongelig begivenhed. Det blev en markering af begyndelsen på hans tid som borgmester, og samtidig et historisk øjeblik, hvor kommunerne for første gang stod samlet i den kongelige nytårstradition.

»Det var jo sådan en meget formel dag. Meget… ja, hvad skal man kalde det? Det var en stor dag og en stor oplevelse,« indleder Jakob Ville. Den formelle ramme var ikke til at tage fejl af. Alt var koreograferet ned i detaljen, fra påklædning og etikette til den måde, borgmestrene blev ført ind og præsenteret på. Alligevel oplevede Koldings nye borgmester ikke dagen som fjern eller utilnærmelig. Tværtimod.

For første gang havde kongehuset inviteret alle landets borgmestre til nytårskur. Et nyt initiativ, der ifølge Jakob Ville rammer direkte ned i kommunernes rolle og selvforståelse. »Mest af alt synes jeg, at den anerkendelse, der er fra kongehuset ved at invitere Kommunedanmark til nytårskur på Amalienborg, var både tankevækkende og prisværdig.«

En tydelig anerkendelse af kommunerne

Den oplevelse af at blive taget alvorligt fortsatte, da ord blev sat på invitationen. Anerkendelsen lå ikke kun i selve det at være inviteret, men også i det budskab, der blev formidlet fra talerstolen. I sin tale lagde kongen ifølge Jakob Ville tydeligt vægt på kommunernes rolle som det politiske niveau, der står tættest på borgernes hverdag. »Som kongen selv sagde, så er det jo kommunerne, der er ved folket og løser de opgaver og udfordringer, der er ude i befolkningen. Og det ville han gerne anerkende.«

For Koldings borgmester ramte formuleringen noget centralt. At kommunernes arbejde blev fremhævet i den kongelige ramme, gav talen en særlig tyngde og satte ord på et ansvar, som til daglig sjældent bliver italesat i de store nationale sammenhænge. Samtidig blev det gjort klart, at invitationen ikke var tænkt som et enkeltstående signal. »Han sagde, at det her ville blive en tradition, og at vi allerede var inviteret igen næste år.«

Selve ceremonien fulgte den klassiske kongelige form, som mange kender fra tv, men som får en anden tyngde, når man står midt i den. Officielle fotos, faste pladser og det øjeblik, hvor stilheden sænker sig, lige inden kongeparret træder ind. »Der stod sådan en adjudant i uniform med en stor pind og bankede tre gange i gulvet. Så blev dørene åbnet, fanfaremusikken spillede, og kongeparret kom ind.«

Herefter blev borgmestrene kaldt frem én for én. Da det blev Jakob Villes tur, blev han mødt af en bemærkning, der overraskede – og gjorde indtryk. »Da jeg kom hen til kongen, sagde han: ‘Flot valg’. Det viste jo, at han havde sat sig ind i, hvad der var sket ude i kommunerne.« For borgmesteren blev det et konkret bevis på, at mødet ikke blot var symbolsk. »Det betyder meget, at det ikke bare er noget, der skal overstås. Når man siger, at man vil anerkende kommunerne, og man også ved, hvad der foregår, så føler man sig velkommen.«

Kolding kom med i samtalen

Midt i den korte audiens nåede Jakob Ville også at bringe Kolding på banen, med blikket rettet mod et af byens kulturprojekter. »Jeg sagde, at vi i Kolding glæder os rigtig meget til det tidspunkt, hvor gobelinerne får deres plads på Koldinghus, og at vi selvfølgelig håber på at kunne byde kongehuset velkommen i den forbindelse.«

Samtidig benyttede han lejligheden til en mere uformel invitation. »Jeg sagde også, at jeg kunne reservere en plads nede i Kolding Havn, hvis de nu valgte at sejle hertil. Det er jo på tide, at de også kommer forbi Kolding med Kongeskibet,« fortæller han med et smil.

Fra omklædningsrum til kongesal

Bag den højtidelige ramme gemte der sig også en langt mere afslappet og menneskelig stemning blandt borgmestrene, især blandt dem, der, som Jakob Ville, var nye i rollen. »Det var mit første møde som borgmester med de andre borgmestre, og så står man pludselig og hilser på 35 andre borgmestre i underbukser,« siger han og griner.

Inden kjole og hvidt, borgmesterkæder og fanfarer blev der klædt om sammen. Borgmestrene hjalp hinanden med det praktiske – butterfly, skærfter og de små detaljer, der skulle sidde rigtigt, før dørene blev åbnet. »Vi stod og hjalp hinanden med at binde butterfly og spænde skærftet. Og bagefter sad vi i bussen og kunne se 50 borgmestre i kjole og hvidt. Det var lidt surrealistisk.«

Stemningen beskriver han som en blanding af forventning og nervøsitet, også over de formelle spilleregler, der følger med et kongeligt arrangement. »Man tænker jo over, om man husker at bukke eller neje, og om man nu får sagt majestæt og ikke noget andet.«

Også påklædningen havde krævet forberedelse, og her valgte Jakob Ville den lokale løsning. »Jeg gik ned til vores lokale tøjmand i Kolding og viste dem dresscoden og sagde, at jeg skulle have sådan noget her på.«

Undervejs forsøgte han at bevæge sig uden om lakskoene. Med erfaring fra sin tid i Livgarden mente han godt, at han kunne klare sig med et par almindelige, velpudsede sko. »Jeg sagde, at lakskoene kunne jeg godt spare. Jeg har jo været i Livgarden og kan godt finde ud af at pudse sko. Men de sagde, at de ikke ville sælge tøjet til mig, hvis ikke jeg også købte dem, for de hørte til.«

Denne gang valgte borgmesteren at købe tøjet frem for at leje. Ikke mindst fordi invitationen forhåbentligt rækker længere end én enkelt dag. »Nu skal vi jo afsted fire gange på fire år. Og så er jeg også tvunget til at holde figuren, så jeg ikke får mig en borgmestermave.«

En dag, der sætter sig fast

Da dagen var ovre, og borgmesterkæden igen var lagt væk, stod oplevelsen tilbage som noget særligt for Jakob Ville. »Det var en stor oplevelse. Bare det at komme gående ind på Amalienborg med borgmesterkæden på, det var noget helt særligt.«

Oplevelsen rækker dog videre end selve dagen. For borgmesteren handler det også om det perspektiv, nytårskuren peger frem mod. »Jeg glæder mig til næste år. Det her føles som starten på noget, der kan blive en fast tradition,« slutter han.

Læs også

Mand sigtet for knivbesiddelse ved Retten i Kolding

0

Tirsdag eftermiddag klokken 14.04 blev en mand sigtet for overtrædelse af knivloven ved Retten i Kolding.

Manden blev standset i forbindelse med adgangskontrol ved retten, hvor han var i besiddelse af en foldekniv.

»Der er tale om en 49-årig mand fra Fredericia, som havde en foldekniv på sig ved indgangen til retten,« oplyser Arno Rindal Petersen.

Kniven blev beslaglagt, og manden er blevet sigtet i sagen.

Bak op om AVISEN – bliv medlem

Uheld og glatte veje rammer morgentrafikken

0

Onsdag morgen er store dele af landet ramt af glatte veje, uheld og forlænget rejsetid. Ifølge Vejdirektoratet er både motorveje og statsveje påvirket af sne- og isglatte forhold, og bilister må væbne sig med tålmodighed.

På E45 Sønderjyske Motorvej mellem Ustrup og Vojens er der sket et uheld, hvor højre spor er spærret. Redningsberedskab er på stedet, og uheldet forventes først afsluttet i løbet af morgenen. Som følge heraf er der kø på strækningen fra Frøslev mod Kolding mellem Haderslev S og Vojens, hvor rejsetiden er forlænget med 10 til 30 minutter.

Samtidig meldes der om sne- og isglatte veje i Kolding Kommune, hvor både statsveje og kommuneveje er påvirket. Der er løbende gang i saltning og snerydning, men risikoen for glatte vejbaner er fortsat høj, særligt på mindre veje og i morgentimerne.

Også Middelfart Kommune er ramt af sne- og isglatte forhold. Her meldes der om glat føre på veje i alle vejklasser, og saltning er iværksat flere steder i løbet af natten og morgenen.

Vejdirektoratet har desuden udsendt en særmelding om risiko for glatte veje og forlænget rejsetid. Prognosen varsler fortsat snebyger over store dele af landet, især i Jylland, og lokalt kan der falde betydelige mængder sne. Forholdene kan ændre sig hurtigt, og vejret længere fremme på ruten kan være anderledes end der, hvor man starter.

Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt, holde god afstand, tage af sted i god tid og løbende orientere sig om den aktuelle trafiksituation, inden de begiver sig ud i morgentrafikken.

Fra leg til ansvar: Mathias Gidsel og det, der stadig mangler

0

Mathias Gidsel er igen i spotlightet. Ikke fordi han søger det, men fordi tiden har placeret ham der, midt i Danmarks jagt på det EM-trofæ, der har manglet siden 2012.

Sneens tyngde er det første, der møder én. Den ligger ikke dekorativt, men massivt over skråningerne ned mod Vejle Fjord. Hotel Vejlefjord er lukket inde i vinteren denne dag, isoleret fra omverdenen, som skabt til forberedelse og forventning. Indenfor er kontrasten markant. Her summer det.

Landsholdets store pressedag folder sig ud i kælderetagen, hvor der er tændt op med spots, kabler og kameraer. Det ligner et midlertidigt tv-studie mere end et hotel. Stemmer glider ind og ud af hinanden, spørgsmål gentages i variationer, og fortællinger bliver langsomt formet.

Annonce

I et mødelokale lidt væk fra mylderet sætter Mathias Gidsel sig til rette. Han gør ikke væsen af sig. Han ankommer ikke. Han sætter sig bare. Alligevel samler rummet sig omkring ham. Han er i spotlight igen.

Ikke fordi han opsøger det. Men fordi tiden har placeret ham der.

Danmark står foran endnu en slutrunde som sportens referencepunkt. Fire VM-guld i træk. To olympiske mesterskaber, senest i 2024. En generation, der allerede har skrevet sig ind i historien. Og alligevel mangler der noget. Ét trofæ. EM-guldet, som Danmark ikke har vundet siden 2012.

Dengang var Mathias Gidsel stadig bare en dreng, der spillede håndbold, fordi det var sjovt.

»Jeg har egentlig aldrig satset på håndbold. Jeg har aldrig haft et karrieredefineret mål med, hvad jeg ville med mit liv,« siger han.

Det er ikke et svar, der er formuleret for at virke beskedent. Det er snarere konstaterende. For Gidsel har håndbolden aldrig været et projekt, der skulle realiseres. Den har været en bevægelse, han har fulgt, fordi den gav mening.

På efterskolen var han blandt de mindste. Ikke fysisk dominerende. Ikke den type spiller, der automatisk blev udpeget som fremtidens stjerne. Alligevel blev han ved. Ikke drevet af ambition, men af lyst.

»Jeg har altid haft en enorm glæde og en leg ved bolden. Jeg trænede ekstra, fordi jeg syntes, det var sjovt. Ikke fordi jeg tænkte, at jeg skulle være verdens bedste håndboldspiller.«

I dag lyder det næsten paradoksalt. For Gidsel er blevet en verdensstjerne. Et navn, der bærer forventninger. Et ansigt på en generation, der ikke længere bliver målt på potentiale, men på resultater.

Men fundamentet er det samme.

Arbejdet.

»Hvis du lægger en million timer i noget, så bliver du dygtig til det. Det er jo ikke en større videnskab.«

Han taler om ungdomsårene uden romantik. Om gentagelser, fysik, om at møde op – også de dage, hvor kroppen ikke føles let. Også kost og restitution, men aldrig som et regime. Snarere som betingelser for at kunne blive ved.

»Man skal selvfølgelig spise nok i den alder. Men i sidste ende er det hårdt arbejde, der bærer det. Og hvis du så lige kan tage lidt talent oveni, så hjælper det.«

Det er den samme nøgternhed, der præger hans blik på landsholdets situation nu. Danmark går ind til EM som storfavorit. Det bliver ikke forsøgt bortforklaret.

»Jeg løber ikke fra, at vi er store favoritter. Og jeg anerkender også, at det er en skuffelse, hvis vi ikke vinder. Men i sport går det ikke altid, som man regner med.«

Annonce

Han nævner OL-turneringen, hvor både kvartfinale og semifinale blev afgjort med ét mål.

»Hvis de kampe var gået den anden vej, så kunne vi have siddet her og snakket om en helt anden historie.«

Det er netop den erkendelse, der gør EM-guldet til noget andet end et krav. Snarere en mulighed. En chance, der ikke nødvendigvis kommer igen i samme form.

»Jeg har jo ikke været med så mange år, så så meget kan det ikke tære mig. Men når vi er så dygtige, som vi er lige nu, så handler det om at vinde så meget som muligt.«

Efter EM i 2024 opstod der ifølge Gidsel en intern snak i truppen. Ikke som en krise, men som en justering. En fornemmelse af, at holdet ikke havde ramt sit fulde potentiale.

»Der blev sagt, at vi måske kun spillede på 80 procent. Og så måtte vi jo finde de sidste 20. Det var ikke noget, der blev sagt for sjov. Det var noget, vi tog alvorligt.«

Den erkendelse ændrede noget. Ikke på overfladen, men i strukturen. I detaljerne. I måden, holdet forberedte sig på.

»Jeg synes faktisk, det var startskuddet til, at vi rykkede os. Ikke fordi vi var dårlige før, men fordi vi blev mere bevidste om, hvor gode vi kunne være.«

Annonce

Siden har resultaterne talt deres eget sprog. Endnu et VM-guld. Et OL-guld i 2024. En følelse af kontrol, men ikke af selvtilfredshed.

Ved det kommende EM kommer hjemmebanen oveni. Jyske Bank Boxen i Herning. Et rum, der allerede har sat sig i kroppen.

»Sidste gang var det lidt som om festen sluttede for tidligt. Vi var videre, men vi havde jo ikke vundet noget. Og så skulle vi af sted. Det sad faktisk i mig bagefter.«

Han holder en kort pause.

»Når man spiller i Jyske Bank Boxen, så mærker man det allerede under opvarmningen. Det er ikke bare larm. Det er sådan et sug, der går igennem kroppen. Det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.«

Derfor fylder udsigten til endnu en slutrunde på hjemmebane mere, end han først giver udtryk for. Danmark åbner EM den 16. januar mod Nordmakedonien, og fornemmelsen af begyndelse hænger allerede i luften.

»For mange af os føles det som juleaften den 16. januar. Det er ikke, fordi vi går og er nervøse nu. Det er bare en venten. En glæde.«

Når samtalen bevæger sig væk fra landsholdet, ændrer rytmen sig. Berlin. Hverdagen. Livet uden for rampelyset.

Gidsel har forlænget sin kontrakt. Ikke fordi alternativerne mangler, men fordi valget giver mening.

»Jeg måler ikke altid værdi i lønninger. Jeg måler også værdi i hverdagen.«

Anonymiteten i storbyen betyder noget. At håndbold er vigtigt, men ikke alt. At livet kan fylde mere end resultater.

»Hvis der er noget, jeg har lært de sidste par år, så er det, at det vigtigste er, at min familie har det godt.«

Han ved, at prioriteringer ændrer sig. At livet på et tidspunkt vil se anderledes ud. At der vil komme nye hensyn.

»Jeg er helt med på, at der en dag kommer børn, skole og madpakker, og så vil mit liv se anderledes ud. Men lige nu kan jeg tillade mig at fokusere 100 procent på håndbold. Og det giver mening.«

Pressedagen nærmer sig sin afslutning. Stemmerne i kælderetagen er blevet færre. Kameraerne pakkes sammen. Sneen udenfor har ikke flyttet sig.

Mathias Gidsel rejser sig og forlader mødelokalet. Spotlightet følger ham videre. Ikke fordi han jager det. Men fordi han står midt i det.

Midt i en storhedstid.
Med ét trofæ tilbage at vinde.

Borgerne kan nu indstille kandidater til Koldings kulturpriser

0

KULTUR. Nu åbner Kolding Kommune for indstillinger til årets kulturpriser, og alle borgere har mulighed for at pege på de mennesker og initiativer, der er med til at gøre kulturlivet i kommunen levende og mangfoldigt. Med fire forskellige priser er der lagt op til en bred anerkendelse af både frivillige kræfter og professionelle aktører.

Kulturpriserne skal hylde alt fra ildsjæle og nytænkende projekter til større initiativer, der har sat et markant aftryk på kulturen i Kolding Kommune. Borgerne kan derfor indstille kandidater til priserne Årets Kulturelle Aftryk, Årets Kulturelle Highfive, Årets Ildsjæl og KulturKolding-prisen.

Formand for Kultur- og Eventudvalget, Merete Due Paarup, opfordrer borgerne til at engagere sig aktivt i nomineringerne. »Kulturen er med til at vise, hvad Kolding kan. Det er den, der skaber fællesskaber, nye idéer og oplevelser, som samler os på tværs. Med kulturpriserne vil vi gerne sige tak og give anerkendelse til de mennesker og initiativer, der hver dag gør en forskel – hvad enten det er gennem frivilligt engagement, mod til at tænke nyt eller stærke kulturelle projekter. Jeg håber, at mange borgere vil være med til at indstille kandidater, for der er masser af gode kræfter i Kolding, der fortjener at blive hyldet.«

Alle borgere i Kolding Kommune kan indstille kandidater via kommunens hjemmeside, og der er åbent for indstillinger fra mandag den 5. januar til søndag den 1. februar 2026. Efterfølgende udvælger Kultur- og Eventudvalget tre nominerede til hver pris og kårer de endelige vindere. En undtagelse er KulturKolding-prisen, hvor det er borgerne, der afgør vinderen gennem en sms-afstemning, som åbner i starten af april 2026.

De fire kulturpriser spænder vidt. Årets Kulturelle Aftryk gives til et frivilligt drevet initiativ, der har henvendt sig til en bred målgruppe og sat et særligt kulturelt præg i det forgangne år. Årets Kulturelle Highfive fokuserer på kulturelle eksperimenter og entreprenørskab, mens Årets Ildsjæl er en ærespris til en aktør, der over flere år har ydet en betydelig frivillig indsats for kulturen. KulturKolding-prisen er åben for alle kulturaktører i kommunen, der har gjort sig ekstraordinært bemærket det seneste år.

Vinderne af årets kulturpriser bliver afsløret og fejret ved Kultur Awards tirsdag den 14. april 2026, hvor der er lagt op til et stort prisshow på Godset i Kolding.

Glat føre skaber kaos på motorvejene – flere strækninger ramt tirsdag aften

0

Glatte veje og flere hændelser skaber tirsdag aften omfattende trafikale problemer i Trekantområdet og på de fynske og sydjyske motorveje. Ifølge Vejdirektoratet er både E20 og E45 ramt af uheld, kø og midlertidige spærringer.

På rute 23 mellem Juelsminde og Vejle er der anmeldt uheld mellem Hornstrup og Grejs. Her er spor blokeret, uheldsstedet er endnu ikke sikret, og et trafiklys er væltet. Trafikanter opfordres til at udvise stor forsigtighed.

Samtidig er E20 fra Fredericia mod Middelfart ved Fredericia S spærret som følge af en havareret bil. Vejhjælp er på vej til stedet, og trafikken er påvirket.

På E45 fra Kolding mod Haderslev advares der om sneglatte veje mellem Info-Teria Hylkedal og Kolding S. Kun venstre spor er farbart, og vejhjælp arbejder på strækningen.

Derudover er der kø og forlænget rejsetid på 30–60 minutter på E20 og E45 fra Kolding N mod Haderslev mellem Bramdrupdam og Info-Teria Hylkedal efter uheld. Normal trafik forventes først senere på aftenen.

Bilister opfordres til at køre ekstra forsigtigt, holde god afstand og følge skiltning og myndighedernes anvisninger.

Bring stopper som hovedsponsor for Håndboldkvinderne

0

Efter flere års tæt og værdifuldt samarbejde stopper Bring som hovedsponsor for Håndboldkvinderne. Aftalen, der har været med til at styrke både synligheden og det kommercielle fundament omkring kvindelandsholdet, udløber den 30. juni 2026.

Bring har siden indgåelsen af partnerskabet spillet en markant rolle i udviklingen af Håndboldkvinderne og har været en synlig og engageret samarbejdspartner både på og uden for banen.

Hos DanskHåndbold sender man en stor tak til den mangeårige sponsor.

»Vi vil gerne sige en stor og oprigtig tak til Bring for et stærkt og professionelt samarbejde, som vi har været meget glade for. Bring har bidraget markant til Håndboldkvindernes kommercielle fundament og den samlede fortælling om dansk kvindehåndbold,« siger direktør i DanskHåndbold, Henrik M. Jacobsen.

Samtidig ser DanskHåndbold fremad og arbejder allerede på at finde en ny delt hovedsponsor til Håndboldkvinderne.

»Vi er allerede i gang med arbejdet med at finde en ny delt hovedsponsor, og vi oplever heldigvis stor interesse. DanskHåndbold er inde i en god udvikling, og vi har altid plads til flere ambitiøse partnere, der vil være med på rejsen,« siger Henrik M. Jacobsen.

Også hos Bring ser man positivt tilbage på samarbejdet med DanskHåndbold, som har haft betydning for virksomhedens synlighed i Danmark.

»Vi har sat stor pris på samarbejdet med DanskHåndbold og den rolle, håndbolden har spillet i at gøre Bring mere kendt i Danmark. Partnerskabet har givet os værdifulde erfaringer og synlighed i en sport, der engagerer bredt,« siger Thomas Karlsen, sponsorchef i Bring.

Han peger samtidig på, at beslutningen hænger sammen med en strategisk omlægning.

»Danmark er vigtig for Bring fremover, og nu står vi over for en ny fase med en opdateret sponsorstrategi, hvor vi ønsker at udstikke en ny retning for vores tilstedeværelse i Danmark. Vi takker DanskHåndbold for et godt samarbejde og ser frem til at følge håndboldens videre udvikling,« siger Thomas Karlsen.

Samarbejdet mellem Bring og DanskHåndbold begyndte den 1. december 2021 og afsluttes officielt den 30. juni 2026.

Kolding-hold spiller sig i landets bedste række

0
Kolding KFUM Squash har sikret sig oprykning til Elitedivisionen efter en sæson, hvor holdet har været blandt de mest stabile i 1. division. Oprykningen blev...

Politiet advarer: Falsk mønt indleveret i Kolding

0
KRIMI. En falsk 20-krone er torsdag indleveret i Jem & Fix på Vonsildvej i Kolding. Falske mønter dukker op med jævne mellemrum. Mønten er fra...

Gyldne minutter sender Danmark i afgørende kamp om VM-billet

0
Danmark knuste Nordmakedonien 4-0 i Parken efter en stærk anden halvleg og holder dermed liv i håbet om en plads ved VM. Danmark er stadig...

31-årig dømt for 17 indbrud i Jylland

0
KRIMI. En 31-årig rumænsk mand er torsdag blevet idømt fængsel efter en række indbrud i Jylland. Ved Retten i Kolding blev manden dømt til ubetinget...

LEGO-designer får central rolle i Koldings kulturliv

0
KULTUR. Nicolai Kultur i Kolding har fået en ny profil ind i huset. Rikke Baunbæk Wallington er ansat som kulturformidler med særligt ansvar for...

Mette Frederiksen har indkaldt flere borgerlige partier til forhandlinger

0
Mette Frederiksen er gået i gang med arbejdet med at forsøge at samle en ny regering efter folketingsvalget. Onsdag blev den fungerende statsminister udpeget...