1.8 C
Copenhagen
søndag 5. januar 2025

Region Syddanmarks COVID-19-testcentre lukker

0

Regionens syv COVID-19-testcentre lukker dørene senest 31. marts. Sæsonen for influenzavacciner og COVID-19-boostervacciner synger også på sidste vers.

Behovet for at blive testet er faldet støt de seneste måneder. De nationale sundhedsmyndigheder har derfor besluttet, at alle regioner skal afrunde den offentlige PCR-testindsats senest 31. marts.

Region Syddanmark har syv COVID-19-testcentre i henholdsvis Odense, Svendborg, Vejle, Kolding, Aabenraa, Sønderborg og Esbjerg samt et testtilbud på Ærø Sygehus.

Oversigt over sidste åbningsdag i regionens testcentre:

  • Kolding 28. februar 2023
  • Odense 30. marts 2023
  • Svendborg, Vejle, Aabenraa, Sønderborg, Esbjerg og Ærø Sygehus 31. marts 2023.

Farvel til PCR-testcentre

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

– Det er glædeligt, at COVID-19 fylder forholdsvist lidt i vores samfund, her tre år efter de første danskere blev smittet med sygdommen. De nationale sundhedsmyndigheders vurdering er, at coronahåndteringen nu går ind i en ny fase. Det betyder, at det offentlige tilbud om PCR-test udfases senest 31. marts, og at vi nu kan nedlægge den regionale testindsats, der så dagens lys tilbage i april 2020.

Fra 31. marts vil man kun kunne få foretaget en PCR-test hos egen læge eller på sygehuset, hvis lægen vurderer, at der er behov for det. Hvis der ikke er et sundhedsfagligt behov, vil borgere, der ønsker at blive testet, skulle benytte en selvtest.

Vaccinationssæson har sidste dag 28. februar

Den nationale sæson for de influenzavaccinationer og COVID-19-boostervaccinationer, regionen har tilbudt borgerne i de regionale vaccinationscentre og hos praktiserende læger, er også ved at være afrundet.

Influenzavaccinationstilbuddet for alle over 50 år udløb 15. januar, og siden da er det kun gravide og sårbare borgere, der er blevet vaccineret mod influenza. Det tilbud udløber 28. februar. Muligheden for at få en boostervaccine mod COVID-19 i Odense, Kolding, Vejle, Aabenraa, Sønderborg og Esbjerg udløber også 28. februar. Vaccinationscentret i Svendborg lukkede allerede 1. februar på grund af faldende efterspørgsel på vaccinationer siden årsskiftet.

Kurt Espersen siger:

– Regionen vil stadig tilbyde 1. og 2. COVID-19-vaccination efter 1. marts, men det vil blive et noget mindre setup. Der vil fra 1. marts kunne bookes tid i vaccinationscentrene på www.vacciner.dk i byerne Odense, Vejle, Esbjerg og Aabenraa cirka en dag om ugen. Vaccinationscentrene i Kolding og Sønderborg lukker dørene 28. februar.
 
Det vil også være muligt at møde op til 1. og 2. COVID-19-vaccination uden at have booket tid. Man kan se åbningstiderne for de åbne vaccinationscentre på regionens hjemmeside.  

Det er ikke afklaret, hvordan organiseringen af den nationale vaccinationssæson 2023/2024 kommer til at foregå. Regionen afventer en melding fra de nationale sundhedsmyndigheder om denne del.

Bred politisk aftale om inflationshjælp

0
Foto: AVISEN

Regeringen er sammen med Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige blevet enige om at afsætte i alt 2,4 mia. kr. til ny inflationshjælp til nogle af dem som er hårdt ramt af de høje priser. Der vil blandt andet blive udbetalt 5.000 kr. skattefrit i år til folkepensionister, der modtager ældrecheck.

Der er borgere og virksomheder, der fortsat mærker konsekvenserne af den høje inflation. Selvom inflationen aftog i slutningen af seneste år, er forventningen, at den vil blive ved med at være på et forhøjet niveau et godt stykke ind i 2023.

Derfor har regeringen indgået en bred aftale med en række af Folketingets partier om ny inflationshjælp på i alt 2,4 mia. kr.

Aftalepartierne er blandt andet enige om at sende en ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrechecken på 5.000 kr., mens der også afsættes penge til at hjælpe borgere, der modtager SU-handicaptillæg eller SU-forsørgertillæg som enlig forsørger, og borgere med høje medicinudgifter såvel som til civilsamfundet.

For virksomhederne bliver blandt andet fristerne for betaling af A-skat og AM-bidrag udskudt. Derudover er der afsat en pulje på 75 mio. kr. til mindre købmænd og andre energiudsatte fødevareforretninger i små byer.

– Jeg er glad for, at et bredt flertal er gået sammen om at give en hurtig og målrettet økonomisk hjælp til nogle af de mennesker, som er mest trængt af de stigende priser. Denne hjælp løser ikke alle problemerne, men det er en vigtig håndsrækning. Vi gør det på en måde som er ansvarlig og ikke puster unødigt til inflationen, siger Finansminister Nicolai Wammen.

– Vi har indgået en ansvarlig og fuldt finansieret aftale, som giver større økonomisk tryghed for danske familier og virksomheder. Der er enighed om yderligere hjælp til blandt andet pensionister, og vi har aftalt at målrette en del af inflationspakken til virksomhederne, f.eks. til butikker i de små byer. Det vil være en hjælp til at komme gennem en svær periode og til at undgå, at gode danske arbejdspladser går tabt. Jeg er glad for, at det er lykkedes at finde bred opbakning til aftalen, siger Økonomiminister Troels Lund Poulsen.

– Jeg er glad for, at det er lykkedes at samle flere end 140 mandater i Folketinget bag en aftale, der hjælper de danskere, der er særligt hårdt ramt af høje priser og har svært ved at fylde indkøbskurven. Som kulturminister er jeg særligt stolt af, at vi holder hånden under kulturlivet og vores lokale butikker, der kæmper med høje energiomkostninger. Aftalen om inflationshjælp sætter målrettet ind, hvor behovet er størst, siger Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Aftalen er blandt andet finansieret ved, at gennemføre EU-forordningens indtægtsloft og solidaritetsbidrag, mens aftalepartierne også er enige om at udmønte cirka 0,6 mia. kr. fra de generelle reserver afsat på det tidligere fremsatte finanslovsforslag fra august 2022.

Læs aftale om inflationshjælp

Læs faktaarket En ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrechecken i 2023

Læs faktaarket Hjælp til udsatte børnefamilier

Læs faktaarket Støtteordning til mindre købmænd mv.

Læs faktaarket Udskydelse af betalingsfrister for A-skat og AM-bidrag

Læs faktaarket Forhøjelse af standardfradraget for dagplejere

Læs faktaarket Reduceret egenbetaling for borgere med de højeste medicinudgifter

Læs faktaarket Afkoblingsording og fjernvarmepulje

Læs faktaarket Økonomioversigt

Læs faktaarket Allerede besluttede tiltag vedrørende inflationshjælp

Vidner søges til nyt røveri mod Coop 365 i Vejle

0
Foto: AVISEN

I går aftes den 9. februar omkring kl. 18.45 blev der begået et nyt røveri mod Coop 365 på Enghavevej i Vejle. Gerningsmanden kan være den samme som ved røveriet mod samme butik den 31. januar 2023.
Med en kniv truede gerningsmanden sig til kontanter fra to kasser i butikken, hvilket er samme modus, som blev benyttet ved det forrige røveri. Efter røveriet flygtede gerningsmanden til fods over parkeringspladsen i retning mod Bryggen.

Signalement:
Manden beskrives som lys i huden og ca. 190 centimeter høj. Han var under røveriet iført sort tøj og havde en hætte trukket op over hovedet og var maskeret med en halsedisse, der var trukket op til øjnene.

Vidner
Sydøstjyllands Politi søger vidner til røveriet, eller som kan have set noget inden røveriet eller efter røveriet – måske hvor røveren har taget maskeringen af eller på. Det kan også være vidner, der har andre oplysninger, som kan hjælpe politiet med at finde frem til gerningsmanden.

Har du oplysninger, så kontakt venligst Sydøstjyllands Politi via 1-1-4.

Tak for hjælpen på forhånd – og tak også for alle de oplysninger, vi allerede har modtaget, bl.a. på baggrund af vores efterlysning onsdag den 8. februar. Det er en stor hjælp i vores efterforskning.

Brosten kastet igennem rude til supermarked

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Et supermarked har i nat været udsat for et indbrud.

Episoden fandt sted i nat klokken 04:15 i SuperBrugsen på Iver Dahlsvej i Lunderskov.

Der blev kastet en brosten igennem ruden, oplyser Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Stort tricktyveri: Stjal cigaretter for 55.000 kroner

0

To tricktyve var tirsdag på spil på Q8 på Haderslevvej i Kolding.

Tirsdag klokken 18:25 kom en mand ind i butikken, og henvendte sig til en medarbejder. Manden blev ved med at stille spørgsmål til den ansatte.

Imens to talte sammen fik en anden mand sneget sig ud i baglokalet på Q8, hvor det lykkedes at stjæle 50-60 kasser cigaretter til en værdi af 55.000 kroner. Det oplyser Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Meningen bag offentlig kunst: Et fællesskabskunstprojekt

0
Kenneth Stjernegaard

Trapholt og tekstilkunstner Randi Samsonsen inviterer borgerne til at tage del i en tankevækkende dialog om de værker, der fylder vores offentlige rum. Deltagernes opgave er at vælge et værk, som de vil give en nytænkning. Værkerne skal nedskaleres til en størrelse på maksimalt 30 cm i strik, og de endelige resultater bliver en del af den færøske Samsonsens monumentale skaberværk, “Things Matter”, med en højde på hele seks meter.

Offentlig kunst, såsom monumenter, statuer og andre værker, kan ofte tages for givet og findes i vores offentlige rum, uden at man tænker nærmere over deres formål eller betydning. Derfor vil tekstilkunstner Randi Samsonsen i samarbejde med Trapholt invitere, borgerne til at indgå i en kritisk dialog om den kunst, der omgiver os, skriver Trapholdt i en pressemeddelse.

Randi Samsonsen. Foto: Bardur Eklund

Offentlig kunst er ikke uskyldig. I oktober 2021 blev det rapporteret, at kun 5 af de 101 navngivne statuer i København var af kvinder, mens 26 var af dyr og 70 var af mænd. Disse kunstværker bærer historier og har været genstand for symbolske handlinger gennem historien. I 1956 var ødelæggelsen af en Stalin-statue under den ungarske opstand en afgørende markering mod de sovjetiske besættelsesstyrker. I 2021 blev en Christoffer Columbus-statue revet ned i Colombia som led i afkoloniale protester, og i 2020 blev der afholdt en afstemning i Nuuk om, hvorvidt en Hans Egede-statue skulle fjernes.

I 2020 blev en gipsafstøbning af en buste af Kong Frederik den Femte, der var placeret på Kunstakademiet, centrum for opmærksomhed, da den blev smidt i Københavns havn som led i en kunstnerisk kommentar til dansk kolonihistorie. Busten blev hentet op af havnen og havde radikalt ændret form. Kunstneren Katrine Dirckinck-Holmfeld omtalte dette som “rematerialisering”.

I projektet “Things Matter” bliver deltagerne ikke bedt om at ødelægge kunstværker, men i stedet om at se på det offentlige rum med et kritisk blik og overveje, om de føler sig repræsenteret af den kunst, der omgiver dem. Hvilken rettelse vil de gerne tilføje gennem deres strikning? Ligesom Asger Jorn malede “Den forstyrrende ælling” over et maleri, han havde købt på et loppemarked, vil deltagerne tilføje det element, de føler mangler.

De modificerede strikkede bidrag vil blive leveret til Trapholt i slutningen af april og vil blive indarbejdet i Samsonsens monumentale skulptur “Things Matter”, som vil blive udstillet i efteråret på Trapholt.

Trapholt. Foto: Stjernegaard Fotografi

Projektet og processen

I løbet af projektperioden fra februar til april vil Trapholt være vært for foredrag og håndværkssaloner. Deltagerne vil mødes og diskutere, hvad kunst og monumenter i det offentlige rum betyder. Der vil være debatter og diskussionssessioner under ledelse af professor Jacob Wamberg (2/3), aktivist Dorthe Iversen (8/3), lektor Britta Timm Knudsen (23/3) og professor Mikkel Bille. Desuden afholdes der en filmaften i samarbejde med CPH:Dox (15/3).

Der vil også blive tilbudt masterclasses og workshops med Randi Samsonsen, hvor deltagerne kan lære strikketeknikker og få ny inspiration til, hvordan de kan gribe opgaven an. Projektet har til formål at starte en samtale om betydningen og formålet med offentlig kunst og tilskynde deltagerne til at overveje, hvilken indvirkning den har på vores hverdag.

Forskere linker 27 genetiske varianter til ADHD

0

I et nyt, stort studie har danske forskere identificeret 27 steder i arvemassen med en genetisk variant, der øger risikoen for ADHD. Det er mere end en fordobling af, hvad tidligere studier har fundet.

Hvorfor får nogle mennesker ADHD, mens andre ikke gør? Og hvor tidligt i livet eller forsterstadiet bliver kimen til ADHD lagt?

Det spørgsmål er forskere fra Aarhus Universitet kommet tættere på at besvare i et stort studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature Genetics.

Sammen med nationale og internationale samarbejdspartnere har forskerne undersøgt over seks millioner genetiske varianter i 38.691 personer med ADHD og 186.843 personer uden ADHD. Derved er det lykkedes at identificere 27 genetiske risikovarianter for den udbredte udviklingsforstyrrelse.

Risikogener er udtrykt i hjernen og neuroner

”Studiet understreger, at ADHD skal ses som en hjerneudviklingsforstyrrelse, og at denne højest sandsynligt bliver påvirket af gener, der har stor betydning for hjernens tidlige udvikling,” siger Professor Ditte Demontis fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Foto: AU
Studiet understreger, at ADHD skal ses som en hjerneudviklingsforstyrrelse, og at denne højest sandsynligt bliver påvirket af gener, der har stor betydning for hjernens tidlige udvikling, siger Professor Ditte Demontis fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Foto: AU

Studiet er blandt andet banebrydende, fordi det finder over dobbelt så mange risikovarianter, som tidligere studier har identificeret.

Termen ”genetiske varianter” betyder forskelle i DNA – i dette tilfælde forskelle som man ser hyppigere hos personer med ADHD end hos personer uden diagnosen. Forskelle i DNA påvirker f.eks., hvor meget et gen kommer til udtryk – det vil sige, hvor meget protein der bliver udtrykt fra genet.

Ved at linke de genetiske varianter – altså forskellene i DNA – til specifikke gener, har forskerne fået ny viden om hvilke væv og celletyper, der specielt er påvirket i ADHD. Studiet bygger på data fra den danske iPSYCH kohorte, deCODE Genetics på Island og Psychiatric Genomics Consortium.

Efterfølgende har forskerne kombineret resultaterne med eksisterende data om gen-ekspression i forskellige væv, celletyper eller hjerneudviklingsstadier, og de har opdaget, at gener involveret i ADHD specielt har et højt udtryk i en lang række hjernevæv samt tidligt i hjerneudviklingen – faktisk allerede i fosterstadiet.

– Det understreger, at ADHD skal ses som en hjerneudviklingsforstyrrelse, og at denne højest sandsynligt bliver påvirket af gener, der har stor betydning for hjernens tidlige udvikling, siger Professor Ditte Demontis fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, der er førsteforfatter på studiet.

Desuden fandt forskerne, at den genetik, der øger risikoen for ADHD, især påvirker gener, der bliver udtrykt i neuroner og i særdeleshed i dopaminerge neuroner.

– Det er interessant, fordi dopamin spiller en rolle i forhold til belønningsrespons i hjernen, og fordi en hyppigt brugt form for ADHD-medicin virker ved at øge koncentrationen af dopamin i forskellige hjerneregioner. Vores resultater indikerer derfor, at ubalancen i dopamin i hjernen hos personer med ADHD til dels kan tilskrives genetiske risikofaktorer, fortæller Ditte Demontis.

– Den genetiske risikokomponent ser ud til at påvirke et af de signalstoffer i hjernen, der i højere grad er i ubalance hos personer med ADHD end personer, der ikke har lidelsen, siger hun.

Forbundet med nedsat koncentrationsevne og korttidshukommelse

ADHD influeres af mange hyppige genetiske varianter, der hver især øger risikoen en lille smule, fortæller professoren.  

Faktisk har forskerne ved hjælp af avancerede statistiske modeller estimeret, at der eksisterer omkring 7.300 hyppige genetiske varianter, der øger risikoen for ADHD. Særligt interessant er det, at langt størstedelen af disse varianter – 84-98 pct. – også influerer andre psykiske lidelser blandt andet autisme, depression og skizofreni.

Det er tidligere vist, at risikovarianter for ADHD kan påvirke en persons kognitive evner.

For at undersøge dette nærmere, analyserede forskerne data fra et uafhængigt datasæt bestående af 4.973 personer, som har gennemgået omfattende neuro-kognitive tests. Ved at bruge information fra det nye studie om, hvilke varianter der øger risikoen for ADHD, fandt de i det uafhængige datasæt, at øget load af ADHD risiko-varianter i arvemassen er forbundet med nedsat læse- og matematiske evner, nedsat koncentrationsevne og nedsat korttidshukommelse.

– Resultaterne øger vores viden om de biologiske mekanismer, der ligger til grund for ADHD, og de peger på specifikke gener, væv og celletyper involveret i ADHD. Den viden kan bruges som udgangspunkt i yderligere studier af sygdomsmekanismerne og potentiel udvikling af drug targets, forklarer Ditte Demontis.

Og der skal følges op på undersøgelsen, understreger hun.

– Vi har kun kortlagt en lille andel af de hyppige varianter, der influerer ADHD – kun 27 ud af de 7.300, som vi nu ved findes. Så der er brug for større genetiske studier, siger hun.

Internationalt tværfagligt samarbejde er vejen frem

Store internationale samarbejder er helt afgørende for at afdække de genetiske årsager til psykiatriske sygdomme og udviklingsforstyrrelser, fordi det kræver undersøgelse af ti- eller hundredtusindvis af personer. Ligesom i det aktuelle ADHD-studie bidrager ofte 100 eller flere forskere fra forskellige ekspertise-områder som f.eks. genetik, psykiatri, psykologi, epidemiologi, molekylærbiologi, statistik, bioinformatik og datalogi.

– For at forstå mere af de genetiske og biologiske mekanismer er det vigtigt med endnu større studier med endnu flere personer med ADHD, siger professor Anders Børglum fra Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, som er sidsteforfatter på studiet og en af forskningslederne ved det danske iPSYCH-projekt.

– Men det er også vigtigt med studier, der fokuserer på at afdække, hvordan de genetiske risiko-varianter forstyrrer biologiske processer i hjernecellerne (neuronerne), deres måde at forbinde sig på og kommunikere med hinanden i hjernen. Til den sidste del undersøges i dag både hjerneceller og tidlige udviklingsstadier af hjernen, såkaldte mini-hjerner eller brain organoids, fortæller han.

Bag om forskningsresultatet

  • Studiet er et genome-wide associations studie (GWAS); et studiedesign hvor man screener arvemassen for mange millioner genetiske varianter, hos tusindvis af personer, der er syge, og hos tusindvis af raske personer for at identificere genetiske varianter, der er statistisk overrepræsenteret i syge sammenlignet med raske.
  • Samarbejdspartnere: iPSYCH, deCODE Genetics fra Island og Psychiatric Genomics Consortium (ADHD working group)
  • Ekstern finansiering: Lundbeckfonden
  • Læs mere: https://www.nature.com/articles/s41588-022-01285-8

Spar Nord lander det bedste resultat nogensinde

0
Spar Nord Lillebælt. Foto: AVISEN

Fortsat forretningsvækst, høj konverteringsaktivitet, stigende renter og lave udlånstab sikrer Spar Nord et samlet resultat på 1.417 mio. kroner efter skat for 2022. Banken lander dermed det bedste resultat i sin 198-årige historie. Med en egenkapitalforrentning på 12,5 procent placerer banken sig samtidig blandt de bedste af de større danske banker.

Spar Nord har torsdag offentliggjort regnskab for 2022. Med et resultat på 1.417 mio. kroner efter skat lander banken det bedste resultat i sin 198-årige historie.

Det positive resultat kan særligt tilskrives en fortsat forretningsvækst, en høj konverteringsaktivitet samt stigende renter, forklarer administrerende direktør, Lasse Nyby:

– Selvom 2022 på mange områder blev et anderledes år end vi havde ventet, er vi selvsagt meget tilfredse med det resultat, som vi i dag har offentliggjort.

– Den positive udvikling kan særligt tilskrives en fortsat høj aktivitet blandt vores kunder samt vækst i forretningen. Samtidig bliver vi ved med at tage markedsandele, hvilket er et vidnesbyrd om, at vores måde at drive forretning på – med selvbestemmelse i den lokale bank – skaber værdi for vores kunder.

Det høje aktivitetsniveau blandt bankens kunder er også baggrunden for, at årets nettogebyrindtægter steg med 10 procent.

– De stigende realkreditrenter betød, at mange kunder benyttede muligheden til at skære et stort beløb af deres boligrestgæld. Dermed endte konverteringsaktiviteten i 2022 mod al forventning med at overgå niveauet fra 2021.

Årets nettorenteindtægter steg med 16 procent, hvilket primært kan tilskrives den markante stigning i styrings- og markedsrenten, mens et stigende lånebehov blandt særligt bankens erhvervskunder medførte en stigning i bank- og leasingudlån på 6,2 mia. kroner.

På baggrund af det meget tilfredsstillende resultat for 2022 indstiller Spar Nords bestyrelse til generalforsamlingen, at der udbetales et udbytte på 4,50 kroner pr. aktie, og at der derudover etableres et aktietilbagekøbsprogram for 300 mio. kroner, svarende til en samlet udlodning på 60 procent af årets resultat.

Ny strategi sætter strøm til lokalt ejerskab

I starten af 2022 investerede Spar Nord yderligere i sin distributionskraft med åbningen af et nyt bankområde henholdsvis på Lolland-Falster og i Allerød samt med etableringen af en ny lokalbank i Hørsholm. Ifølge Lasse Nyby er det nemlig gennem den fysiske tilstedeværelse og aktive involvering i lokalområdet, at de stærke og langvarige relationer til kunderne skabes.

– Derfor glæder vi os også, ovenpå et stærkt 2022, til for alvor at sætte endnu mere strøm til vores forretningsmodel med lanceringen af vores nye treårige strategi, En engageret bank, hvor vi blandt andet giver medarbejderne endnu mere ansvar, og hvor vi med vores lokale tilstedeværelse og engagement viser, at vi er hele byens bank.

– Strategien er ikke alene en kurs for banken og vores medarbejdere, men er i lige så høj grad et løfte til vores kunder om, at vi fortsat tror på den lokale tilstedeværelse, og at vi gennem engagement og lokalt ejerskab vil vedblive med at skabe værdi for vores kunder og lokalområder, lyder det afsluttende fra Lasse Nyby.

Som følge af de stigende renter og forventninger om fortsat organisk vækst forventer Spar Nord at realisere et resultat efter skat i niveauet 1.500-1.800 mio. kroner for 2023.

Læs mere om regnskabet her.

Fuldt forbud mod PFAS-stoffer skal også omfatte dem i sprøjtemidler

0

Mens vandværker og spildevandsselskaber lige nu gør, hvad de kan for henholdsvis at tilbageholde og mindske spredningen af PFAS-stoffer, så er der kun én reel, langsigtet løsning på problemet, og det er et totalforbud. Kun på den måde kan vi med tiden blive helt fri for de svært nedbrydelige, sundheds- og miljøskadelige stoffer. DANVA støtter derfor regeringens forslag om et EU-forbud mod PFAS-stoffer, som også bør omfatte dem, der eventuelt er i sprøjtemidler.

Der er fund af PFAS i grundvandet og vandmiljøet. Nogle danske vandværker har måttet opsætte teknologi, så deres drikkevand kan overholde myndighedernes krav for PFAS. Og hvert år renser danske renseanlæg store mængderspildevand fra husholdninger, virksomheder og industrier, men PFAS-stoffer fra et utal af kilder gør byernes spildevand til en mulig spredningsvej til miljøet.

– Det er godt, at EU ønsker et forbud mod PFAS-stoffer i tøj, husholdningsprodukter og så videre, men det skal også gælde dem, der eventuelt findes i sprøjtemidler. Der er ingen vej uden om, for vi skal hverken have PFAS i spildevandet eller grundvandet. Mange af stofferne er farlige for mennesker og miljø og samtidig svært nedbrydelige. Derfor er det helt afgørende straks at stoppe med at anvende dem, siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

DANVA arbejder for:

  • Fuldt forbud mod PFAS.
  • Fuld deklarationspligt for produkter, der indeholder PFAS, indtil forbuddet er endeligt slået igennem.
  • Oprettelse af sprøjtefri områder (grundvandsparker), der anvendes til indvinding af drikkevand.
  • Stop for udbringning af spildevandsslam i nuværende og fremtidige indvindingsområder.

Stands ulykken

Carl-Emil Larsen foreslår, at politikerne bruger den fremgangsmetode over for PFAS, som anvendes ved ulykker.

– Det første, man gør, er at standse ulykken. Når det er gjort, så foretager man livreddende førstehjælp og tilkalder assistance. Vi skal have standset PFAS-ulykken nu, siger Carl-Emil Larsen.

EU har bebudet at forbyde flere end 10.000 PFAS-stoffer, men lægger op til, at det ikke i første omgang omhandler dem, der eventuelt er at finde i sprøjtemidler, fordi godkendelserne af denne gruppe er reguleret særskilt.

– Det er en modsatrettet tilgang. Det er af forsigtighedshensyn helt afgørende at få alle stofferne forbudt med det samme, og så kan man altid vurdere efterfølgende, om der er nogle, der skal have tilladelse. Hensynet til sundhed og miljø skal til enhver tid stå over hensynet til penge og produktion, siger Carl-Emil Larsen.

Det er teknisk set mere kompliceret at fjerne PFAS fra det beskidte spildevand, der løber til renseanlæg end det grundvand, der pumpes op af vandværkerne. Spildevandsselskaberne har en målrettet indsats med at mindske spredningen af PFAS-stoffer. Det sker gennem for eksempel samarbejder med kommuner om at opspore PFAS-kilder i oplandet til renseanlæg.

– Ved at fjerne udledning af PFAS-stoffer fra store enkeltkilder som brandskoler, brandstationer og virksomheder, der arbejder med PFAS-stoffer, så mindskes mængden af PFAS-stoffer i kloaksystemer og vandmiljø. Men der er så mange andre forureningskilder som f.eks. spildevand fra husstandes vasketøj, køkkenudstyr og andre produkter, at kun et forbud vil have en effekt, siger Carl-Emil Larsen.

Spildevandsselskaberne undersøger og afprøver nye teknologier, der potentielt kan fjerne PFAS og andre miljøfarlige stoffer. Men problemet med PFAS-stofferne er, at de f.eks. i renseanlæg kan ende som andre lige så giftige stoffer. Den bedste tilgang er derfor helt at hindre PFAS i at komme ind på renseanlægget.

Samme mekanisme gør sig gældende i forhold til grundvandet, hvor man skal friholde arealer, så sprøjtning og udbringning ikke påvirker drikkevandet.

Jacobsen udvider familien med ny IPA

0
Foto: Carlsberg

Efter Jacobsens store succes med Yakima IPA lancerer Carlsbergs husbryggeri nu en ny IPA. Juicy IPA er en hazy IPA med en forfriskende smag af passionsfrugter.

IPA’en har for længst taget danskerne med storm, og nu udvider Jacobsen sin IPA-portefølje med en Hazy IPA. Den nye øl hedder Juicy IPA og er på 4.8 procent.

– Vi er meget glade for at kunne introducere danskerne for vores nye familiemedlem i Jacobsen nemlig Juicy IPA. Det er en hazy IPA med en frisk duft af tropiske frugter, som taler til et endnu bredere publikum, siger Mads Egeskov Bach, senior brand manager for Jacobsen i Carlsberg.

Den nye IPA skal være med til at sikre en stærk IPA portefølje, som har vist sig at være i vækst. Senest med Jacobsens egen Yakima IPA, der er blevet Danmarks mest solgte af slagsen.

– IPA er i vækst, og vi mener, at der er behov for et godt alternativ til alle dem, der gerne vil drikke en IPA, men som ikke er til den høje bitterhed. Vi vil gerne gøre Jacobsen endnu mere tilgængelig og i øjenhøjde for forbrugerne, og nu kan de også være med på IPA-bølgen og få en masse frugtighed med en lille kant af bitterhed, siger Mads Egeskov Bach.

Den lavere alkoholprocent end en traditionel IPA betyder også, at den ikke er så kraftig, men letdrikkelig.

En forfriskende øl

Juicy IPA har en frisk duft af tropiske frugter og en forfriskende smag af passionsfrugter, og derfor regner man også med, at det bliver en populær øl, da forbrugerne er vilde med forfriskende og frugtige smage.

– De tropiske noter af passionsfrugter giver øllet en lethed, som mange efterspørger i disse år, så vi forventer, at der bliver langet mange Juicy IPAs henover disken, siger Mads Egeskov Bach.

Den sidste øl Jacobsen introducerede for danskerne var den sydtyske pilsnertype, Helles Bier.

Vintervejr skaber udfordringer på vejene: Flere uheld og spærringer

0
Søndag har vintervejret med lave temperaturer og sne skabt store udfordringer for trafikken på flere veje i det sydlige Jylland. Her er en opdatering...

Flere sigtet for narkokørsel og spirituskørsel i Sydøstjylland

0
Sydøstjyllands Politi havde travlt i løbet af lørdag og natten til søndag, hvor tre bilister blev stoppet og sigtet for overtrædelser af færdselsloven. Ifølge...

DMI varsler risiko for isslag i aften og nat

0
DMI har udsendt en varsling om risiko for isslag, der gælder fra søndag aften til mandag formiddag. Varmfronten, som bevæger sig ind over landet...

Pernille Blume optaget i Sportens Hall of Fame

0
Pernille Blume, der vandt tre olympiske medaljer i svømning, er blevet optaget som medlem nummer 41 i Sportens Hall of Fame. Ved Sport 2024-showet i...

Kolding tæt på ny cheftræner

0
NordicBet Liga-klubben Kolding IF ser ud til at have fundet sin nye cheftræner, efter at klubben har stået uden en permanent løsning siden slutningen...

Gl. Rye MTB er Årets Idrætsforening 2024

0
Danske Spil og DIF har kåret Årets Idrætsforening ved DR’s store sportsshow i Jyske Bank Boxen i Herning, og her var det Gl. Rye...