54.279 har søgt optagelse på en uddannelse i kvote 2

0

Antallet af ansøgere til en videregående uddannelse i kvote 2 er steget med 4 procent i forhold til sidste år. Søgningen til de store professionsuddannelser til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver er igen i år faldende eller stagnerende, og det vækker bekymring hos minister.

I dag klokken 12.00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse i kvote 2. I år har 54.279 søgt ind. Dermed stiger antallet af ansøgere i forhold til sidste år med 4 procent. Stigningen er især båret af, at flere har søgt mod bacheloruddannelserne på universiteterne.

Blandt de fire store professionsuddannelser på velfærdsområdet er der en mindre stigning på uddannelsen til sygeplejerske, mens antallet af ansøgere til pædagog, socialrådgiver og lærer udviser mindre fald i forhold til sidste års kvote 2-søgning.

Søgningen til STEM-uddannelser, som for eksempel dækker over ingeniør-, it- og matematiske uddannelser, er gået frem. I forhold til sidste års kvote 2-søgning har 12 procent flere valgt at søge en uddannelse inden for STEM. 

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

– Det glæder mig at se, at så mange søger ind på en videregående uddannelse, men jeg er naturligvis bekymret over, at søgningen til især pædagog og socialrådgiver fortsætter faldet, og at søgningen til sygeplejerske og lærer ikke for alvor rykker sig fra tidligere års lave niveau. Det kalder på handling, og det er en udvikling, vi skal have vendt. Til gengæld synes jeg, at der er grund til at glæde sig over, at flere har valgt at søge en uddannelse inden for STEM-området, og at flere internationale ansøgere har valgt at søge mod Danmark, siger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.

Fakta

  • Antal ansøgere dækker over antal 1. prioritetsansøgere. Det betyder, at de kun medregnes på det udbud, de har søgt som 1. prioritet.
  • Kvote 2-ansøgere vurderes på andet end karaktergennemsnittet fra en gymnasial uddannelse alene. Uddannelsesinstitutionerne tildeler pladserne efter konkret vurdering af ansøgeren og ud fra forskellige udvælgelseskriterier, der varierer fra uddannelse til uddannelse.
  • Ansøgere uden et dansk gymnasialt karaktergennemsnit skal også søge inden kvote 2-fristen.
  • Det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser bliver offentliggjort 5. juli 2024, hvor der er frist for at søge om optagelse i kvote 1, hvor ansøgere kun vurderes på karaktergennemsnit.
  • Alle ansøgere i både kvote 1 og kvote 2 får svar på deres ansøgning den 26. juli.

Trafikulykke i Kolding

0

En trafikulykke fandt sted mellem Nr Bjertvej og Fynsvej i Kolding fredag eftermiddag klokken 16.33, hvor to biler stødte sammen.

Vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at der indtil videre ikke er rapporteret om personskader som følge af ulykken, og der er fortsat undersøgelser i gang vedrørende de materielle skader på de involverede køretøjer.

Brand i garage

0

En brand brød ud i en garage på Skanderup Landevej i Lunderskov fredag klokken 12.22, meddeler Sydøstjyllands Politi.

Vagtchef Halfdan Kramer udtaler, at der ikke er nogen umiddelbare mistanker om, at branden var påsat. Ikke desto mindre vil der blive iværksat en brandundersøgelse for at fastslå årsagen i overensstemmelse med beredskabslovgivningen. Ifølge vagtchefen var branden slukket af de brandvæsenet inden klokken 13.47, efterfulgt af en kort periode med efterslukning.

Branden formåede at sprede sig til taget af bygningen, men det præcise omfang af skaderne er endnu ikke kendt, fortæller vagtchefen slutteligt.

Medie: FC Fredericia laver nyt rekordsalg

0

FC Fredericia er ifølge det svenske medie Expressen i gang med at lave et rekordsalg, da klubbens topscorer, Adam Jakobsen, er på vej væk.

Det er Allsvenskan-klubben Brommapojkarna, der igen har rettet sigtekornet mod Fredericia, som de har gjort to gange inden for det seneste års tid.

Først var det Alexander Jensen, som de købte i sidste års vintervindue, og tilbage i januar var det Frederik Christensen. Nu er yderligere en handel på vej til at gå igennem mellem parterne.

Det drejer sig om Adam Jakobsen, der kom til FC Fredericia i sommeren 2022. Efter en tung start har han slået sit navn fast og er pt. klubbens topscorer i denne sæson med syv mål. Men Adam Jakobsen kommer efter alt at dømme ikke til at score flere mål for FC Fredericia.

Ifølge Expressen har Brommapojkarna fundet den store pengepung frem, da de ifølge mediet sender et rekordstort beløb i FC Fredericias retning. Tilbage i januar solgte FC Fredericia Tobias Bach til AGF i en rekordhandel til omkring to millioner kroner, og det beløb, som Brommapojkarna nu har fundet frem, må dermed være større end det.

Dermed tyder det ikke på, at Adam Jakobsen kommer i aktion for FC Fredericia, når de lørdag spiller sæsonens sidste kamp i grundspillet mod HB Køge.

MobilePay ramt af nedbrud

0
(Foto: Claus Sjödin )

Betalingsapplikationen MobilePay er i øjeblikket nede.

Når man forsøger at åbne app’en står der:

– MobilePay fungerer desværre ikke lige nu. Vi arbejder på at løse problemerne så hurtigt vi kan.

Solid start på 2024 med stor vækst i togrejser

0

DSB er kommet godt fra start i 2024, og de første to måneder af 2024 har budt på en markant vækst i antallet af togrejser.

I januar og februar var der 26,9 mio. rejser. Det er hele 7 procent flere end samme periode i 2023.

– Vi oplever lige nu stor vækst i både regionaltrafikken, rejser over Storebælt og i S-tog. Det er positivt, at flere kunder vælger toget, og vi forventer, at tendensen fortsætter i 2024, fortæller Kommerciel direktør i DSB, Jens Visholm.

Dermed fortsætter kundevæksten fra sidste år ind i 2024. I 2023 havde DSB i alt 162 mio. rejser, hvilket er 9 procent flere end i 2022, når der korrigeres for afgivet trafik. Især de københavnske S-tog trækker nye rejsende til, så antallet af rejser med S-tog er indtil videre steget med 1,4 mio. i 2024.

Tronskiftet søndag den 14. januar var historisk, på dagen havde S-togene over 240.000 rejsende, hvilket er op mod 90.000 flere rejser end en normal søndag. Men også uden tronskiftet har S-togene kørt med markant flere rejsende end sidste år.

Samtidig kører S-toget fortsat med en utrolig høj kundepunktlighed, der i 2024 indtil videre ligger pænt over 96 procent. Punktlighed måles på andelen af kunder, som ankommer inden for 2:59 minutter efter planlagt ankomst.

I Fjern- og Regionaltogstrafikken ligger punktligheden indtil videre over målet på 75 procent. Det selvom januar var påvirket af snestormen efter nytår. I februar lå den på 81,3 procent.

I disse år er punktligheden på Fjern- og Regionaltog i perioder præget af det omfattende arbejde på jernbanenettet i Danmark med elektrificering, implementering af nyt signalsystem og fornyelse af skinner rundt omkring i landet.

– Vi er overordnet set kommet godt i gang med året, og efter lidt udfordringer med vejret i starten af året, så ligger vi samlet set pænt over målet for Fjern- og Regionaltog samlet set. Når vi ser på S-tog, så er det ganske enkelt helt i særklasse, når man sammenligner med lignende bybaner i verden, fortæller Jens Visholm.

23-årig mand var sur og punkterede bildæk

0

En 23-årig mand fra Ikast var tilsyneladende blevet sur, da han var i Kolding.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at den 23-årige mand havde været på besøg hos nogen og gik fra adressen på Kløvervej i Kolding i sur tilstand.

Efterfølgende har den 23-årige mand lavet hærværk på minimum 15 biler, der har fået punkteret deres dæk.

Det blev opdaget, og derfor blev politiet tilkaldt. De endte med at anholde manden torsdag klokken 22:30.

Den 23-årige mand er stadig i politiets varetægt.

Regeringen klar til at fremrykke investeringer i forsvar og sikkerhed

0

Regeringen lægger op til at løfte forsvarsudgifterne med samlet 40,5 mia. kroner i 2024-2028. Det markante løft skal muliggøre fremrykning af investeringer i militære kapaciteter, en styrket værnepligt og sikre yderligere militær støtte til Ukraine.

Opbygning af Hærens 1. Brigade, anskaffelse af jordbaserede luftforsvarssystemer, færdiggørelse af opbygningen af en anti-ubådskapacitet samt fremrykning af anskaffelsen af kampafgørende ammunition. Det er nogle af de tiltag, som regeringen foreslår, at der nu findes penge til at fremrykke.

– Den sikkerhedspolitiske situation har udviklet sig til det værre, siden vi indgik aftalen om et nyt forsvarsforlig i juni 2023. Rusland forbereder sig på langvarig krig, og udviser en fortsat aggressiv adfærd, der inden for få år vil kunne udgøre en potentiel trussel mod NATO-lande. Derfor skal vi fremrykke investeringerne i en række slagkraftige og efterspurgte militære kapaciteter, så vi hurtigst muligt kan bidrage med dem som en del af NATO’s samlede forsvar, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

– Rusland fortsætter deres ulovlige krig i Ukraine, mens de er i fuld gang med at opbygge deres militære kapaciteter. Der er ingen tvivl om, at Rusland håber på at kunne diktere Europas grænser med magt. Det bedste, vi kan gøre for at afskrække deres aggressive fremfærd, er at fortsætte vores militære støtte til Ukraine og accelerere opbygningen af et stærkere forsvar i Europa. Det sender et vigtigt signal til Kreml og til vores allierede i NATO, at Danmark løfter vores del af ansvaret og kommer med en række store investeringer i Forsvaret, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen vil løfte forsvarsudgifterne med 40,5 mia. kr. i 2024-2028. Desuden vil regeringen gennemføre omprioriteringer og effektiviseringer inden for Forsvarsministeriets koncern, der skal frigøre 14,3 mia. kr. i 2026-2033 til nye prioriteter på forsvarsområdet. Samlet vil regeringen dermed kunne prioritere 54,8 mia. kr. til at forbedre dansk forsvar og sikkerhed samt den militære støtte til Ukraine i 2024-2033.

Med regeringens oplæg forøges den militære ramme i Ukrainefonden med 4,4 mia. kr. i 2024. Regeringen vil fremrykke investeringer inden for en række områder, der skal sikre opbygningen af Forsvarets operative evne samt en styrket værnepligt for samlet ca. 79 mia. kr. over forligsperioden.

Hærens 1. Brigade

Der lægges op til at opbygge Hærens 1. Brigade til en tung brigade på op til 6.000 soldater, der i tråd med NATO’s ambitioner kan indgå i NATO’s beredskabsstyrker på forhøjet beredskab. En væsentlig del af brigadens kampkraft skal opbygges i de første år og være på plads i 2028.

Hærens lette infanteribataljon

Der lægges op til at udruste Hærens lette infanteribataljon i Haderslev med pansrede køretøjer, så dens fleksible enheder bedre kan løse opgaver i verdens brændpunkter.

Jordbaseret luftforsvar

Der lægges op til at anskaffe både kortrækkende og langtrækkende jordbaserede luftforsvarssystemer, som vil bidrage til at beskytte Danmark mod angreb fra luften.

Anti-ubådskapacitet

Der lægges op til at opbygningen af dansk anti-ubådskapacitet færdiggøres i 2029 samt at fremrykke den planlagte anskaffelse af anti-ubådstorpedoer og sikre integration af torpedoerne med ildledelsessystemet på fregatter af Absalon-klassen. Anti-ubådskapaciteten skal give Forsvaret evne til at opdage, lokalisere og bekæmpe fjendtlige ubåde.

Kampafgørende ammunition

Der lægges op til at fremrykke investeringer i dele af de nærluftforsvarsmissiler, der er finansieret i første delaftale, til 2024. Nærluftforsvarsmissiler til Søværnets skibe vil blandt andet kunne beskytte mod indkomne missiler og fjendtlige droner.

– Det er afgørende, at vi står sammen med vores allierede i NATO og Europa og investerer i et kollektivt forsvar, der kan afskrække Rusland. Det er helt afgørende for dansk sikkerhed i en langvarig konfrontation koblet med den vedvarende militære støtte til Ukraines kamp for frihed, slutter Troels Lund Poulsen.

Rutineret VB’er har fået ophævet kontrakten

0

Azer Busuladzic er fortid i Vejle Boldklub, da han har fået ophævet sin kontrakt.

32-årige Azer Busuladzic kom til Vejle som U17-spiller tilbage i januar 2007. Siden tog han turen op på Vejles førstehold, hvorfra han blev solgt til OB i januar 2014. Det blev til et par sæsoner i det fynske, inden Busuladzic drog til udlandet. Her spillede han flere steder, senest hos Anorthosis, som han tørnede ud for fra januar 2021 frem til sommeren 2022, hvor han skiftede til Vejle Boldklub.

I denne sæson er det dog ikke blevet til meget spilletid for Azer Busuladzic, der har fået 13 Superliga-kampe, men hvor det kun samlet er blevet til 398 spilleminutter. Det svarer til omkring en halv times tid pr. kamp, han er kommet ind i.

Det har Azer Busuladzic nu taget konsekvensen af, da han er blevet enig med Vejle om at ophæve kontrakten, der oprindeligt udløb til sommer.

– Jeg har ikke været tilfreds med spilletiden, og når man er 32 år, skal man sikre sig, at man kan bidrage til holdet på den måde, man synes, er den bedste. Jeg mener, jeg er god nok til at spille. Klubben og jeg har haft en fair og konstruktiv dialog, og begge parter er enige om, at dette her er den rette løsning. Jeg håber og tror på, at Vejle Boldklub overlever i 3F Superligaen, siger Busuladzic.

Regeringen vil give butikker lov til at afvise 1000-kronesedler ved små køb

0
En ægte 1000- kroneseddel (Arkivfoto)

Butikker i detailhandlen oplever udfordringer med de mange 1000-kronesedler, som deres kunder vil af med. Derfor vil regeringen give butikkerne mulighed for at afvise 1000-kronesedler ved køb under 500 kroner.

31. maj 2025 bliver den danske 1000-kroneseddel ugyldig som betalingsmiddel. Det har betydet, at butikkerne i detailhandlen oplever et stort pres på byttepengebeholdningen. Flere butikker melder nemlig om kunder, der foretager helt små køb og vil betale med den store seddel.

– Udfasningen af 1000-kronesedlen skal ske på den bedst mulige måde. Jeg har hørt eksempler på kunder, der har købt en pakke tyggegummi og betalt med en 1000-kroneseddel. Det er ikke rimeligt for vores butikker, og derfor kommer vi nu med et forslag, der skal hjælpe butikkerne, uden at fratage danskerne muligheden for at komme af med deres kontanter. Vi skal bekæmpe
hvidvask og samtidig beskytte vores kontanter, siger erhvervsminister Morten Bødskov.

Konkret foreslår regeringen, at det skal være muligt for butikker at afvise at modtage 1000-kronesedler for kontantbetalinger, der overstiger købet med mere end 500 kr. Det er altså en mulighed, som butikken kan benytte sig af.

Lovforslaget har derfor til formål at øge sikkerheden for butikspersonale og lette detailhandlens behov for exceptionelt store kontantbeholdninger. Forslaget bliver nu sendt i offentlig høring. Det forventes fremsat i april.

BID-modellen banker på i Kolding: Privat-offentlig byudvikling til debat

0
LOKALT. Lokaldemokratiudvalget skal i dag drøfte, om en ny samarbejdsmodel kan bruges til at udvikle udvalgte byområder i Kolding Kommune. Det handler om Business...

Ønskelisten lyder på 1,7 millioner — der er 675.000 i kassen

0
LOKALT. Fjorten foreninger får det fulde beløb, de har søgt om, mens 16 må nøjes med en del af det ansøgte. Fem ansøgere får...

Karen Grøn fylder 60 midt i Trapholts største ombygning

0
KULTUR. Da Karen Grøn lørdag fyldte 60 år, gjorde hun det stående midt i en byggeplads. Trapholt, det kunst- og designmuseum hun har stået...

Tyve klippede sig gennem hegn og brød skur op hos virksomhed

0
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har modtaget anmeldelse om et indbrud i en virksomhed på Jernet i Kolding. Indbruddet er sket i tidsrummet fra fredag klokken...

Sydjyllands eneste BP-mandat forlader partiet

0
POLITIK. Det sydjyske mandat skiftede farve søndag eftermiddag, da Nadja Natalie Isaksen i et opslag på Facebook meddelte, at hun har forladt Borgernes Parti. »Borgernes...