Antallet af ældre vokser markant i Trekantområdet – DI opfordrer til flere friplejehjem

0

ÆLDRE. Antallet af borgere over 80 år i Trekantområdet vil stige markant de kommende år. Alene i Middelfart vil stigningen frem mod år 2040 være på hele 61 procent, mens antallet i Vejle og Kolding vil vokse med omkring 50 procent. Det viser helt nye tal fra Dansk Industri (DI) Trekantområdet.

I dag bor der cirka 2.700 ældre borgere over 80 år i Middelfart Kommune. Om 15 år vil det tal være steget til cirka 4.350. I Vejle Kommune stiger tallet fra de nuværende 6.550 til cirka 9.800, mens Kolding Kommune vil opleve en vækst i antallet af ældre på 49 procent. Også Fredericia Kommune står over for en markant stigning med 45 procent flere ældre over 80 år.

»Det er en stor opgave for kommunerne. Selvom 15 år kan synes som langt ude i fremtiden, er det i den sammenhæng kort tid til i en årrække både at reservere penge i kommunekassen til byggeriet af flere plejehjem og samtidig få plads til de mange byggerier i anlægsrammen,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen, bestyrelsesleder for DI Trekantområdet og divisionsdirektør i Rambøll Danmark.

Hun understreger, at kommunerne hvert år aftaler med staten, hvor meget de må bruge på byggeri og anlæg. Kommunerne er derfor underlagt en ramme, der begrænser, hvor mange penge der må bruges på for eksempel nye plejehjem, ældreboliger eller renoveringer.

Ifølge DI Trekantområdet kan friplejehjem være løsningen, som kommunerne bør kigge nærmere på. Friplejehjem drives af private aktører, og det vil ifølge DI kunne aflaste kommunernes økonomiske pres og give borgerne flere valgmuligheder.

»Det er oplagt, at vores kommuner her i Trekantområdet ser på muligheden for i højere grad at lade private aktører bygge og drive friplejehjem. Så kan kommunerne i stedet prioritere at bruge anlægsrammen på alle de andre ting, som de også skal løse. Det gælder for eksempel forebyggelse af oversvømmelser, energirenovering, ny asfalt på de kommunale veje og hvad der ellers presser sig på af nødvendige opgaver,« siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

Hun uddyber desuden, at friplejehjem også kan gavne borgerne og de pårørende ved at give mulighed for frit valg mellem kommunalt drevne og private plejehjem.

»Når private aktører i højere grad begynder at drive plejehjem, får borgerne og deres pårørende også mulighed for selv at vælge, om de foretrækker et friplejehjem eller et kommunalt drevet plejehjem. Det imødekommer den enkeltes ønsker og behov i forhold til for eksempel placering, faciliteter eller aktiviteter. Det skaber samtidig grobund for, at kommunerne kan lade sig inspirere af friplejehjemmene, for eksempel i forhold til hvordan man arbejder med velfærdsteknologi,« forklarer Pia Jakobsgaard-Iversen.

Både Middelfart og Vejle har allerede åbnet for muligheden for friplejehjem, mens Kolding Kommune er på vej med et nyt friplejehjem. Ifølge Pia Jakobsgaard-Iversen er det derfor vigtigt, at de gode erfaringer deles, og at Fredericia også overvejer at åbne op for flere private tilbud.

»Jeg kan kun opfordre til, at Middelfart, Kolding og Vejle fortsætter af samme spor, og at Fredericia ser på erfaringerne fra de andre kommuner og begynder at invitere private aktører ind. Derudover vil jeg også opfordre til samarbejde på tværs af kommunegrænser, så hver enkelt kommune ikke skal opfinde alt alene,« afslutter Pia Jakobsgaard-Iversen.

Mere end 50 historiske træskibe anløber Middelfart midt under jazzfestival: »Det bliver et fantastisk syn,« lover lokal ildsjæl

0

EVENTS. Når sommeren lægger sin arm om Middelfart, og Lillebælt spejler himlen som et poleret sølvspejl, sker der noget ganske særligt nede omkring Gammel Havn. Byen, der i juli normalt er kendt for sin jazzfestival, sommerlige havneaktiviteter og den uovertrufne udsigt til de to ikoniske broer, skifter pludselig karakter. Den bliver levende historie.

Mandag den 21. juli får Middelfart nemlig fornemt besøg af mere end halvtreds bevaringsværdige træskibe, der alle deltager i kapsejladsen Fyn Rundt. Begivenheden, som gennem mere end fyrre år er blevet en hjørnesten i det maritime Danmark, falder sammen med årets Middelfart Jazz Festival, og det lover ifølge arrangørerne en festdag af de helt store.

Bent Frandsen, der er næstformand i Middelfart Jazz Festival, en rigtig lokal ildsjæl og en af hovedkræfterne bag arrangementet på havnen, ser frem mod dagen med stor begejstring.

»Det bliver helt fantastisk. Skibene passerer jo ikke bare forbi, de lægger rent faktisk til kaj ved havnen, hvor publikum får mulighed for at komme ombord på flere af dem og virkelig opleve historien på tæt hold,« fortæller Bent Frandsen og tilføjer, at arrangementet handler om mere end blot de majestætiske fartøjer.

»Vi sørger også for at skabe en fest omkring det hele. Vi stiller en scene op på Gammel Havn, og vi har arrangeret, at Lune Carlsen spiller musik mandag aften. Så det hele går op i en højere enhed.«

Bent Frandsen har været med til at arrangere besøget flere gange tidligere, og hans erfaring fortæller ham, at byens borgere og gæster står klar med åbne arme, når de store træskibe glider forbi Lillebæltsbroen og langsomt lægger til kaj.

»Det kommer selvfølgelig lidt an på vejret, men det plejer at trække rigtig mange mennesker til havnen – typisk mellem 1.000 og 1.500 gæster. Arrangementet er kendt lokalt, og det passer perfekt ind i sommerferien, både for os, der bor her, og for turisterne,« fortæller han.

At Middelfart i år kan byde skibene velkommen er dog ikke en selvfølge. Byerne skal hvert år byde ind på at få kapsejladsen til netop deres havn, og det kræver økonomisk engagement, timing og en vis portion held. Kampen om at få skibene til at lægge til er ofte hård, og mange byer står i kø for at blive værtsby.

Sidste år gik Middelfart glip af arrangementet, da skibene lagde til kaj i nabobyen Fredericia, og derfor føles glæden ekstra stor denne gang. Byens tætte historiske forbindelse til Lillebælt med skibsfart som en central del af dens identitet gør, at de gamle skibes besøg altid rammer noget helt særligt hos både lokale og besøgende. At skibene i år lægger ruten omkring Middelfart, giver samtidig byen en chance for at samle det bedste af to verdener – historiske skibe og jazz – på én gang.

»Det er jo ikke hvert år, at turen passer med at ligge til kaj her hos os, men i år gjorde den, og derfor var vi selvfølgelig klar med åbne arme,« siger næstformanden videre med tydelig begejstring.

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at blive ved med at investere i de gamle skibes besøg? For Bent Frandsen handler det om oplevelsen, men også om det ansvar byen har for at videreformidle historien til kommende generationer.

»Der bliver jo færre og færre af disse gamle skibe. De er ekstremt dyre at holde ved lige, og meget af arbejdet med at bevare dem sker gennem støtte fra staten. Derfor er det også et krav, at publikum skal have adgang til skibene. Det giver en unik mulighed, også for unge mennesker, til at opleve historien. Man mærker virkelig fortiden og lærer, hvad de sejlede rundt med. For eksempel saltede fisk fra Norge og mange andre ting,« påpeger Bent Frandsen.

Og fordi træskibene kun sjældent viser sig i området, bliver fascinationen ekstra stærk, mener han.

»Hvis man kigger ud over Lillebælt fra Middelfart eller Fredericia til daglig, ser man jo næsten aldrig disse skibe – i hvert fald ikke i så stort et antal. Måske oplever man hen over sommeren enkelte skoleskibe, men synet af så mange historiske skibe med fulde sejl er virkelig noget særligt,« siger Bent Frandsen og fortsætter:

»Det at se de fantastisk flotte gamle skibe, når de kommer ind med fulde sejl under den nye Lillebæltsbro og sejler mod havnen, det er virkelig et flot syn.«

At træskibenes besøg falder sammen med Middelfart Jazz Festival er, som Bent Frandsen tidligere har understreget, en oplagt mulighed for at forbinde musikken med det maritime. Samtidig fremhæver han, at det ikke kun er stemningen, der vinder ved kombinationen, men muligvis også festivalens økonomi.

»Det betyder meget, fordi det samtidig kan give os et overskud til jazzmusikken under festivalen, hvis der altså bliver et overskud. Og samtidig skaber det en helt særlig stemning omkring havnen, som jeg ved, mange både lokale og turister glæder sig til.«

Han lover med en frisk bemærkning også godt vejr, inden han afrunder:

»Jeg tør godt love højt solskin og fint vejr. Men selvfølgelig ikke så vindstille, at skibene ikke kan sejle. Det ville jo være ærgerligt.«

Melvin åbner op om frygt og psykisk efterspil efter operation

0

KENDTE. Komikeren Melvin Kakooza deler nu i en ærlig opdatering på Instagram, hvordan livet efter hans operation i 2021 stadig præges af frygt, tvivl og psykiske udfordringer.

Melvin fortæller, at han normalt bliver scannet én gang om året, men for et halvt år siden fandt lægerne noget, som de ikke kunne identificere, og besluttede derfor at gennemføre en ny scanning efter kun et halvt år. Dette satte gang i en voldsom følelsesmæssig reaktion hos Melvin.

»Bare det, at de ville kigge på det igen så hurtigt, satte gang i en masse frygt og tvivl. Alt det, der fulgte efter operationen, har været noget af det hårdeste,« skriver han.

Han beskriver, hvordan selve operationen blot var én ting – den virkelige kamp har været det psykiske pres bagefter: »Følelsen af at være ved siden af sig selv, det psykiske pres, og frygten for at miste livet – uden at vide hvornår eller hvordan.«

Efter den seneste scanning har Melvin fået at vide, at lægerne stadig holder øje med fundet, og han skal igen scannes om et halvt år. Oplevelsen efterlod ham følelsesmæssigt overvældet.

»Da jeg kom ud i bilen, kunne jeg mærke, at det hele eksploderede. En masse følelser, som er gået igennem kroppen de sidste halve år – faktisk siden dengang jeg blev udskrevet fra hospitalet,« fortæller han.

Melvin understreger vigtigheden af at tale åbent om det psykiske efterspil af alvorlig sygdom. Under et tidligere arrangement, »hjernetumor-dag«, hørte han en kvinde stille spørgsmål om, hvordan man håndterer de stærke følelser, der følger efter sygdom, hvilket fik ham til at erkende sin egen vrede og frustration.

»Jeg tror, det er fordi, jeg ikke har talt nok om efterspillet. Så her sidder jeg. I bilen. Og græder. Ikke fordi jeg tror, jeg skal dø, men fordi frygten for det er kommet tættere på.«

Han håber, at hans åbenhed kan sætte mere fokus på det psykiske efterforløb af sygdom, og hvordan det påvirker både patienten selv og deres pårørende. Han slutter sin opdatering med et kort øjeblik af samhørighed med en fremmed mand i bilen ved siden af, hvor de tavst anerkendte hinanden med et smil, inden de kørte hver deres vej.

Næsten hver dag er det ved at gå galt ved danske togskinner

0

TRAFIK. Det er tæt på at gå helt galt næsten hver eneste dag ved jernbaneoverskæringer rundt om i landet. Nye tal fra Trafikstyrelsen, som forsikringsselskabet Gjensidige har fået adgang til, viser, at der alene de seneste to år er registreret over 700 episoder, hvor det har været lige ved og næsten.

Sidste år blev der registreret 313 såkaldte »forløbere« – situationer, hvor en kollision eller påkørsel var tæt på at finde sted. I 2023 var tallet endnu højere med 399 registrerede episoder.

I seks tilfælde i 2023 endte episoderne med egentlige kollisioner eller påkørsler, og samme antal ulykker blev registreret i 2024.

Selvom langt de fleste af episoderne heldigvis ikke ender i alvorlige ulykker, kan hændelserne stadig have store konsekvenser for de involverede personer. Ikke mindst lokomotivførerne oplever ofte store eftervirkninger.

»Det kan være en voldsom oplevelse for den enkelte pludselig at stå i en farlig situation med et tog som bilist, gående eller cyklist, men særligt for togførerne kan det være voldsomt ubehageligt og have en påvirkning længe efter,« siger Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige.

Hun understreger, at det især i sommerperioden er vigtigt at udvise ekstra opmærksomhed ved overskæringerne, da mange danskere er på ferie i områder, hvor trafikforholdene er nye og ukendte.

»Opmærksomhed er helt afgørende for at undgå de her situationer, og i værste tilfælde ulykker. Sørg for at orientere dig, når du er ved en jernbaneoverskæring, og respekter bomme og advarselslamper. For selvom du ikke kan se noget tog, så kan det sagtens komme indenfor meget kort tid,« siger Lene Rasmussen.

Hos Trafikstyrelsen vækker det høje antal forløbere bekymring. Kontorchef Laura Meyer Harrison kalder tallene »alt for høje« og understreger, at det aldrig er i orden at tage chancer ved overskæringerne.

»Du må aldrig krydse en jernbaneoverkørsel med blinkende lys, advarselslyde og bommen nede. Heller ikke, hvis bommen er på vej op eller ned, og det måske ser ud til, at toget er langt væk. Det kan føre til alvorlige ulykker eller nærved-ulykker, som er en stor psykisk belastning for lokomotivførerne, der ofte ikke kan nå at bremse toget,« siger Laura Meyer Harrison.

Politiet efterforsker mistænkelige hændelser i Almind – advarer mod Facebook-deling

0

KRIMI. Tirsdag aften klokken 21.17 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om indbrud i en villa på Hedevej i Almind. Indbruddet var dog ikke et helt almindeligt af slagsen, da gerningsmanden tilsyneladende ikke havde behov for at bryde døre eller vinduer op for at komme indenfor.

Ifølge politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd havde ejeren af villaen efterladt en baggang ulåst, hvilket gjorde gerningsmanden i stand til at liste ind uden besvær.

»Vi fik anmeldelsen klokken 21.17 tirsdag aften, hvor en borger havde opdaget, at en gerningsperson havde været inde i en baggang, som stod ulåst. Gerningsmanden har haft færden derinde, inden han forlod stedet igen via samme vej,« siger politikommissæren.

Han oplyser samtidig, at politiet har været på stedet og sikret spor, som nu kan blive afgørende i efterforskningen.

»Vores patrulje, der var derude, fortæller, at der er sikret rigtig gode videooptagelser af episoden. Her kan man se, at gerningspersonen også er henne og røre ved en bil på adressen, og derfor har vi forsøgt at sikre både DNA og fingeraftryk fra bilen,« fortæller Kenneth Skytte Nielsen.

Netop videoovervågningen har hurtigt bragt politiet på sporet af en mulig sammenhæng til en anden mistænkelig hændelse, som fandt sted i samme område natten før.

Mandag nat modtog politiet nemlig en anmeldelse fra Stagebjergparken i Almind, hvor en ung mand blev fanget på video, mens han forsøgte at åbne vinduer. Denne mand blev fanget på kamera iført en blå dynejakke og en skråtaske. Derfor mistænker politiet nu, at der kan være tale om samme gerningsperson.

»Vi har i hvert fald en mistanke om, at det kan være den samme gerningsmand, så det efterforsker vi lige nu,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Han understreger samtidig, at det ikke er tilladt at dele billeder eller videooptagelser af personer offentligt uden deres samtykke, og at politiet derfor helst ser, at man kontakter dem direkte.

»Vi er bekendte med, at der på Facebook-grupper bliver delt billeder af mistænkelige personer. Men vi vil kraftigt opfordre til, at man i stedet kontakter os direkte. Man skal desuden være opmærksom på, at det kan være ulovligt at dele billeder eller videooptagelser offentligt uden personens samtykke,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Politiet oplyser, at de indtil videre kun har modtaget disse to anmeldelser fra området.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag morgen klokken 09.00.

Danske bueskytter får stort rygstød frem mod OL

0

SPORT. Danske bueskytter får nu et massivt rygstød frem mod OL i Los Angeles 2028. Den populære bueskydningsdisciplin Compound Mix bliver nemlig en del af Team Danmarks støttekoncept i perioden 2025-2026. Det skriver Team Danmark i en pressemeddelelse.

Tilbage i april blev det annonceret, at Compound Mix for første gang bliver en olympisk disciplin til OL i 2028. Det var en stor nyhed for dansk bueskydning, hvor atleterne i flere år har leveret resultater i verdensklasse.

Derfor er glæden også stor hos Bueskydning Danmark over, at Team Danmark nu officielt har valgt at støtte disciplinen økonomisk. Sportschef Kenn Romme kalder aftalen en »åbenlys gamechanger«.

»Vi har store ambitioner med vores olympiske satsning, og det er enormt glædeligt, at Team Danmark også ser potentialet i et samarbejde. Vi har i de seneste år været dominerende på verdensplan i compound-disciplinen, og den position vil vi gerne fastholde. Med aftalen her ser vi gode muligheder for, at det kan lykkes, og det vækker stor glæde og optimisme i hele Bueskydning Danmark,« siger Kenn Romme.

Bueskydning Danmark er nu indplaceret som innovationsstøttet forbund i perioden 1. juli 2025 frem til 31. december 2026, med mulighed for forlængelse. Konkret betyder aftalen, at Team Danmark har bevilget 400.000 kroner allerede i 2025.

I løbet af efteråret 2025 begynder arbejdet med at afklare, hvilke yderligere ressourcer og ekspertindsatser, der skal prioriteres i 2026 for at styrke satsningen frem mod OL.

Også Taekwondo får støtte

Også Dansk Taekwondo Forbund får nu en solid økonomisk håndsrækning frem mod OL i Los Angeles. Team Danmark støtter i 2025 med 500.000 kroner via Det Fælles Elitebudget, og yderligere 220.000 kroner er bevilget fra Salling Fondene.

Pengene skal sikre optimale forhold for landets bedste taekwondo-atleter gennem træningslejre, konkurrencer og præstationsfremmende tiltag i samarbejde med Team Danmarks eksperter.

Begge discipliner er dermed officielt på vej mod OL med nye, markante økonomiske kræfter i ryggen.

Signalfejl skaber problemer for togtrafikken mellem Fredericia og Esbjerg

0

TRAFIK. Togpassagerer mellem Fredericia og Esbjerg må onsdag væbne sig med tålmodighed. En fejl på Banedanmarks signaler betyder nemlig, at der kører færre tog på strækningen, og samtidig vil passagererne opleve længere rejsetid end normalt.

Det oplyser DSB onsdag morgen på X.

DSB opfordrer rejsende til at holde øje med Rejseplanen for opdateringer om, hvordan trafikken påvirkes, inden man tager afsted. Det er endnu uvist, hvornår signalfejlen er løst, men Banedanmark arbejder på sagen.

Passagerer kan holde sig opdateret via DSB’s hjemmeside eller Rejseplanen.dk.

21-årig fremstilles for hjemmerøveri i Kolding

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

KRIMI. En 21-årig mand fra Randers bliver tirsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.

Manden er sigtet for at stå bag et hjemmerøveri begået på en adresse i Kolding natten til tirsdag.

Grundlovsforhøret finder sted klokken 14, hvor anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning. Politiet har derfor endnu ikke frigivet yderligere oplysninger om de nærmere omstændigheder ved hjemmerøveriet, herunder eventuelle medgerningsmænd, motiv eller tilstanden hos offeret.

Sagen opdateres, når retten har taget stilling til varetægtsfængsling.

Par på ferie udsat for mareridt – kvinde vågnede med et skrig

0

KRIMI. En hollandsk turist fik sig natten til mandag en voldsom forskrækkelse, da han blev vækket af sin hustrus skrig i parrets autocamper. Parret, der havde valgt at overnatte på parkeringspladsen ved Hylkedalen nær Seest i Kolding, havde lagt sig til at sove omkring klokken 21 søndag aften, men roen blev brat afbrudt omkring klokken 01.30.

Kvinden vågnede, da hun opdagede en fremmed mand inde i autocamperen tæt ved passagerdøren. Da hun skreg højt, skyndte gerningsmanden sig ud af camperen. Parret kunne herefter se tre personer løbe væk fra stedet og forsvinde ud i mørket.

Politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd ved Sydøstjyllands Politi fortæller, at politiet modtog anmeldelsen kort efter hændelsen klokken 01.43.

»Manden forklarede os, at han sammen med sin hustru var på ferie i deres autocamper, da de pludselig blev vækket. Det var først efterfølgende, at han opdagede, at hans rygsæk med kreditkort, kørekort og nogle trådløse hovedtelefoner af mærket Sony var blevet stjålet,« siger Kenneth Skytte Nielsen.

Ifølge turistens egen forklaring lagde han allerede mærke til tre polsk-indregistrerede varebiler på pladsen, da parret ankom. Førerne stod samlet og talte sammen, men parret bemærkede ikke umiddelbart noget mistænkeligt og gik til ro.

»Omkring klokken 01.30 vågner kvinden ved, at hun opdager en fremmed mand inde i camperen. Hun skriger højt, hvilket får manden til hurtigt at flygte. Den hollandske turist vågner ved skriget og ser tre personer løbe væk fra stedet. På grund af mørket var det dog ikke muligt for ham at beskrive gerningsmændenes udseende eller beklædning,« fortæller politikommissæren.

Kenneth Skytte Nielsen oplyser desuden, at turisten umiddelbart efter episoden var så forvirret, at han havde svært ved at give et klart billede af hændelsen til alarmcentralen. Derfor valgte han mandag formiddag at møde op på politistationen i Kolding for at afgive en mere detaljeret forklaring.

Denne type tyverier, hvor gerningspersonen trænger helt ind i køretøjet, mens ejeren ligger og sover, er ifølge politiet ikke almindelige, men heller ikke helt ukendte.

»Jeg har været her i mange år, og jeg har hørt om lignende tilfælde før. Men det er ikke noget, vi har oplevet meget af i nyere tid,« siger Kenneth Skytte Nielsen og fortsætter:

»Vi ser dog generelt en stigning i antallet af tyverier og svindelforsøg rettet mod turister i sommermånederne. Vi havde eksempelvis flere sager i weekenden, hvor personer stod langs Esbjergmotorvejen og forsøgte at lokke bilister til at stoppe ved at udgive sig for at have bilproblemer,« fortæller politikommissæren.

Sydøstjyllands Politi opfordrer derfor nu både turister og lokale til at være ekstra opmærksomme, når de overnatter på rastepladser eller lignende steder, og beder alle kontakte politiet med det samme, hvis man oplever lignende hændelser eller observerer mistænkelig adfærd.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.

Sundhedsministeren har lyttet: Bedre grundlag for lægedækning i Region Syddanmark

0

POLITIK. Efter pres fra Region Syddanmarks politikere har Sundheds- og Indenrigsministeriet lyttet og gjort det nemmere at sikre en god lægedækning i regionen.

En ny national bekendtgørelse for lægedækning gør det lettere for Region Syddanmark at tiltrække og fastholde læger i områder med lægemangel. Den nye model er en klar forbedring sammenlignet med det oprindelige forslag.

I det første forslag var der kun lagt op til at øge antallet af læger på Fyn, mens resten af regionen ikke ville få flere læger. Det begrænsede regionens muligheder for at sikre lægedækningen, eksempelvis i Sønderjylland.

Efter politisk pres fra Region Syddanmark har ministeren justeret modellen, så regionen nu også har bedre muligheder for at tiltrække læger til eksempelvis Sønderjylland. Dermed bliver det lettere at sikre lægedækning i områder med størst behov.

Den nye model giver regionen flere redskaber til at sikre lægedækningen, både gennem muligheden for at øge antallet af læger og ved at yde økonomisk støtte til lægepraksisser.

Pernelle Jensen (V), formand for Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen, udtaler:

»Vi er rigtig glade for, at ministeren har lyttet til vores bekymringer og imødekommet os på vigtige områder. Det er positivt, at vi nu kan bruge pengene dér, hvor behovet er størst, og at vi kan sikre flere læger i de områder, der mangler dem mest. Den justerede model tager nu også hensyn til Region Syddanmarks udfordringer. Det giver os bedre mulighed for at sikre en ordentlig lægedækning for borgerne i regionen. Nu vil vi gå modellen nærmere igennem og få den til at fungere bedst muligt inden for disse rammer.«

Fredericia Musicalteater rider videre på bølgen med What Is Love

0
KULTUR. Der er et særligt sus i luften, når et teater rammer en nerve i tiden. Når salen fyldes, telefonerne ringer, og folk på...

22-årig mand fængslet efter knivstik mod politibetjent i Kolding

0
POLITI. Den 22-årige mand, der søndag aften blev anholdt ved Burger King på Lærkevej i Kolding, er ved grundlovsforhøret i Retten i Kolding blevet...

Millionløft til turismen i Kolding

0
POLITIK. Kolding er blandt de kommuner, der kan se frem til nye midler til at udvikle turismen. Regeringen har afsat 43 millioner kroner til...

Politibetjent ramt af knivstik

0
POLITI. En politibetjent fra Sydøstjyllands Politi blev søndag aften ramt af knivstik i maveregionen i forbindelse med en politiforretning i Kolding. Politibetjenten blev efterfølgende...

Spirituspåvirket bilist fik sin bil beslaglagt efter baglæns påkørsel

0
KRIMI. Søndag klokken 12.34 blev Sydøstjyllands Politi kaldt til et færdselsuheld i krydset mellem Jens Holmsvej og Fynsvej i Kolding. Her havde en bilist,...

Uheld på E45 skaber lange køer mellem Kolding og Vejle

0
TRAFIK. Et uheld på E45 Sønderjyske Motorvej giver søndag eftermiddag lange køer for bilister mellem Kolding og Vejle. Ifølge Vejdirektoratet er det strækningen fra...