1.6 C
Copenhagen
onsdag 22. januar 2025

Sygehusene får ansvar for udvalgte patienter 72 timer efter udskrivelse

0

1. november indfører Region Syddanmark et 72-timers udvidet behandlingsansvar. Det betyder, at de syddanske sygehuse beholder ansvaret for udvalgte patienters behandling 72 timer efter udskrivelsen.

Alt for mange ældre patienter genindlægges, og det vil politikerne i Region Syddanmark gerne ændre på. Derfor godkendte regionsrådet 28. august en model for et 72-timers udvidet behandlingsansvar i Region Syddanmark.

Det udvidede behandlingsansvar betyder, at den kommune, patienten udskrives til, kan tage direkte kontakt til den afdeling på sygehuset, som patienten er udskrevet fra, i 72 timer efter udskrivelsen. Det kan de gøre for at afklare spørgsmål om f.eks. medicin eller behandlingsplan eller for at få sundhedsfaglig sparring eller rådgivning på grund af en forværring i patientens tilstand. Formålet er høj kvalitet, patientsikkerhed og sammenhæng i forløb og dermed også at medvirke til færre genindlæggelser.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

– 72-timers udvidet behandlingsansvar er sat i verden for at give patienterne større tryghed og oplevelsen af bedre sammenhæng mellem sygehus og patientens kommune i forbindelse med deres udskrivelse og de første dage tilbage i hjemlige rammer. Det er vores forventning, at det vil gøre en markant forskel for dem, at sygehuset og kommunen snakker sammen om f.eks. smertebehandling i dagene efter, de er kommet hjem, frem for at de skal genindlægges, hvis sundhedspersonalet kan blive enige om en ny plan via et telefonopkald. 

Beslutningen i regionsrådet kommer i kølvandet på Region Syddanmarks budgetaftale for 2023, hvor aftalepartierne blev enige om at indføre et 72-timers udvidet behandlingsansvar, hvor sygehuset beholder behandlingsansvaret i tre døgn efter udskrivelse for at undgå de mange akutte genindlæggelser. Regeringen og Danske Regioner har med deres aftale om en akutplan for sundhedsvæsenet efterfølgende aftalt, at alle regioner at indfører et 72-timers udvidet behandlingsansvar i løbet af 2023.

Opstart 1. november 2023

Det udvidede behandlingsansvar i Region Syddanmark træder i kraft 1. november.

Med den model politikerne har vedtaget for det 72-timers udvidede behandlingsansvar, skal sygehusene tage sig af de patienter, der i forbindelse med udskrivelsen har behov for det. For patienter, der er tilknyttet den kommunale sygepleje, betyder modellen, at de kommunale sygeplejersker har mulighed for at kontakte sygehuset, uanset om patienterne er hjemme, på et plejecenter eller tilknyttet et andet kommunalt sundhedstilbud.

Stephanie Lose siger:

– Det udvidede behandlingsansvar skal først og fremmest komme patienterne til gavn. Men det vil også være med til at løfte og skærpe samarbejdet mellem sygehuset og den kommunale sygepleje, der står klar til at tage imod, når patienterne udskrives. Jo skarpere behandlingsplaner og detaljer om medicin er beskrevet fra sygehusets side, jo nemmere er det for den kommunale sygepleje at tage imod patienten.


Når de 72 timer er gået, og sygehusene ikke længere har ansvaret for patienten, så overgår ansvaret til den praktiserende læge.

I 2024 vil regionerne i fælleskab gennemføre en evaluering af 72-timers udvidet behandlingsansvar.

Se programmet for H.M. Dronning Margrethes besøg i Fredericia

0
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset ©

På fredag kommer Kongeskibet Dannebrog til Fredericia med H.M. Dronning Margrethe ombord. Læs her programmet.

Den 29. august indleder Hendes Majestæt Dronningen officielt sensommertogtet. Sensommertogtet bringer Hendes Majestæt Dronningen og Kongeskibet Dannebrog til Vordingborg, Randers og Fredericia, hvor sensommertogtet bliver afsluttet den 1. september 2023. 

Åben stald

I forbindelse med Dronningens besøg i Fredericia den 1. september får Fredericia også besøg af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Hesteskadronen slår lejr i Kanalbyen, og her vil du kunne se nærmere på gardehusarernes heste til åben stald onsdag den 30. august. Du kan også opleve, at Gardehusarregimentet træner med hesteskadronen i byens gader både onsdag og torsdag, så alle er klar til Dronningens besøg fredag den 1. september.

Onsdag den 30. august vil du kunne opleve gardehusarernes heste helt tæt på og se, hvad husarerne kan med deres heste til en ride-opvisning. 

Staldene åbner kl. 18.30, og der vil være ride-opvisning og anden underholdning indtil kl. 20.30. 

Program for åben stald hos Gardehusarregimentet i Kanalbyen

Kl. 17.30: Åben Stald åben, se de flotte heste 
Kl. 19.30: Borgmesteren byder velkommen.
Kl. 19.35: Kvadrilleridning med ryttere fra Fløe Horses, Fredericia
Kl. 19.45: Kæpheste Show med fart på, fra Fløe Horses, Fredericia
Kl. 19.50: 6. juli-Garden musicerer.
Kl. 20.00: Fremvisning af Den Kgl. Stald-Etat
Kl. 20.10: Opvisning ved Hesteeskadronen 

Alle tider er cirka-tider, og der tages forbehold for ændringer.

Dronningens program

Kl. 10.00 – Ankomst til Fredericia Havn 

H.M. Dronningen ankommer med Kongeskibet Dannebrog til Fredericia Havn. Her står en modtagelseskomité bestående af blandt andre borgmester Steen Wrist klar, når Kongeskibet anløber kajen. Der udbringes et nifoldigt leve, og Slesvigske Musikkorps spiller ”Kong Christian”.

Kl. 10.30 – Karetkørsel i Fredericia

H.M. Dronningen kører sammen med borgmester Steen Wrist i karet gennem Fredericia til Fredericia Rådhus med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Kl. 10.50 – Modtagelse på Fredericia Rådhus

H.M. Dronningen bliver modtaget af kommunaldirektør Thomas Jaap ved ankomsten med karet til rådhuset. På Fredericia Rådhus holder borgmester Steen Wrist en officiel velkomsttale for H.M. Dronningen og præsenterer byrådsmedlemmerne i Fredericia Kommune. Rådhuset er opført af arkitekter Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen efter en konkurrence i 1955 i modernistisk stil med enkle, men eksklusive materialer.

Kl. 12.00 – Besøg på Kirstinebjergskolen

Distriktsskoleleder Stefan Kelstrup modtager H.M. Dronningen sammen med afdelingsskoleleder Thomas Rotendahl i skolegården sammen med skolens elever. På Kirstinebjergskolen skal Dronningen besøge en taleklasse og høre om, hvordan skolen arbejder med børn, der har et sprogligt handicap, således at handicappet “usynliggøres”, og børnene kan deltage i en “helt almindelig” klasse på sigt.

Kl. 12.30 – Frokost på Kulturkasernen og Eksercerhuset

Kommunen er vært ved en officiel frokost på Kulturkasernen og Eksercerhuset. H.M. Dronningen modtages af Tøjhusets leder Sune Rasmussen ved Eksercerhuset. Bülows Kaserne blev nedlagt tilbage i 2014, og i dag bruges bygningerne i den gamle kaserne til skole, teatergarderobe, foreningslokaler, spillested med mere.

Kl. 14.00 – Besøg hos HySynergy, Everfuel og Crossbridge

Ved ankomsten til Everfuels brintproduktionsfabrik, HySynergy modtages H.M. Dronningen af virksomhedens CEO og grundlægger Jacob Krogsgaard. Everfuel producerer og leverer grøn brint til industri og transport i Europa. Dronningen får en rundvisning i hjertet af Everfuels brintproduktion – de såkaldte elektrolyseenheder.

HySynergy er et fælles projekt med Crossbridge Energy A/S og er Europas største anlæg til produktion af grøn brint. Projektet har signifikant paneuropæisk bevågenhed, da det symboliserer starten på et nyt grønt industrieventyr. Everfuel ønsker en fossilfri industri- og transportsektor, hvilket stemmer overens med Crossbridge Energy Fredericias mål om et CO2-neutralt raffinaderi.

Kl. 14.45 – Besøg i Fredericia Musicalteater

H.M. Dronningen besøger Fredericia Musicalteater og bliver modtaget af blandt andre teaterdirektør Thomas Bay. Teateret er specialiseret inden for genren musicals og opsætter både kendte musicals, nye musicals og udvikler egne musicals. Dronningen får lejlighed til at overvære et kort uddrag af forestillingen Charles Tante og efterfølgende hilser Hendes Majestæt på skuespillerne bag ved scenen.

Kl. 15.25 – Besøg i Kanalbyen

Kanalbyen er en ny bydel, som er udviklet i partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania By & Byg. Ved besøget får H.M. Dronningen lejlighed til at opleve gårdrummet ”Kongens Punkt”, der har fået navn efter, at det var præcis dette sted, som Frederik den 3. udpegede som centrum for en idealby og kongeby. Historien siger, at Kongen slog et cirkelslag på et kort med en passer. For lige her – midt i Danmark og bag et moderne voldanlæg, var det helt oplagt at bygge rigets nye centrum, set med Kongens øjne.

I en række af byggeprojekterne er kunst tænkt ind fra starten, og i gårdrummet til boligbyggeriet Kongens Punkt får Dronningen fremvist kunstner Signe Guttormsens stedsspecifikke kunstværk fra 2020.

Kl. 19.30 – Reception på Kongeskibet Dannebrog

H.M. Dronningen er vært ved en reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Fredericia Havn.

Erhvervsstyrelsen udsender høringsforslag om skærpet regulering af digitale bogføringssystemer

0

Erhvervsstyrelsen har fremlagt et nyt udkast til bekendtgørelse om krav til virksomheders digitale bogføringssystemer, der ikke er registreret efter bogføringsloven. Udkastet har til formål at skabe klare retningslinjer for virksomheder, der ønsker at bruge deres egne bogføringssystemer. Det er vigtigt, at virksomheder gennemgår deres bogføringssystem for at sikre, at det overholder de nye krav, lyder det fra PwC.

Den nye høringsforslag fra Erhvervsstyrelsen er en udvidelse af bogføringsloven og omfatter mere præcise krav til de virksomheder, der anvender eller ønsker at implementere deres egne bogføringssystemer i stedet for såkaldte standard bogføringssystemer, der er godkendt og registreret af Erhvervsstyrelsen. Udkastet til bekendtgørelsen er i høring indtil 5. september 2023.

For virksomheder, der aktuelt benytter digitale bogføringssystemer uden registrering, kan det nye høringsforslag få konsekvenser. Virksomhederne skal sikre, at deres nuværende systemer overholder de fastsatte standarder og retningslinjer for at undgå potentielle komplikationer, siger Palle H. Jensen, partner og markedsleder for små- og mellemstore virksomheder i PwC, og forklarer yderligere:

-Det nye høringsforslag lægger vægt på at skabe større sammenhæng og gennemsigtighed i virksomhedernes bogføringsprocesser. Det er vigtigt for virksomhederne at have en proaktiv tilgang til at forstå og implementere de nye krav, fordi det nye forslag kan have direkte indflydelse på deres digitale bogføringssystemers funktionalitet og retmæssighed.

Krav til virksomhedens digitale ikke-registrerede bogføringssystem

Ifølge det nye høringsforslag skal virksomhedens digitale bogføringssystem nu have bestemte felter, der dækker nøgleoplysningerne for hver enkelt transaktion, herunder transaktionsdato, beløb, bilagsnummer, transaktionstekst og transaktionsdagens kurs, hvis registreringen foretages i en udenlandsk valuta.

-Virksomhederne skal udvise rettidig omhu og foretage rettidige tilpasninger af deres digitale bogføringssystem. Derudover er det en god mulighed for særligt de små og mellemstore virksomheder at effektivisere deres bogføringsprocesser, så de både forbedrer deres drift, men også får lettet overgangen til de kommende krav, siger Palle H. Jensen.

Desuden skal virksomhedens digitale bogføringssystem gemme ændringer i bogføringen, som f.eks. fejlposteringer, der rettes med nye posteringer. Systemet skal også forhindre brugere i at ændre, tilbage- eller slette bogførte transaktioner, og så skal systemet kunne opbevare dokumentation for alle bogførte transaktioner.

Mange nyuddannede pædagoger søger hurtigt væk fra faget igen

0
Fotograf Sif Meincke www.sifmeincke.dk

En ud af fire nyuddannede pædagoger har kvittet faget efter fem år. Dybt problematisk, når vi akut mangler 4.000 pædagoger, advarer BUPL-formand Elisa Rimpler.

De nye pædagogstuderende, som i disse uger starter på professionsuddannelserne, får ikke svært ved at få arbejde, når de er færdige med deres uddannelse om 3,5 år. Problemet er snarere den anden vej rundt, om arbejdspladserne kan lykkes med at fastholde dem.

Nye tal fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd viser, at en ud af fire af de nyuddannede pædagoger fra 2017 havde forladt faget igen efter fem år.

-Interessen for pædagoguddannelsen er faldende, og langt færre søger ind på uddannelsen i dag end for bare fem år siden. At en ud af fire af dem, der så faktisk tager en pædagoguddannelse, har forladt faget efter fem år, gør jo kun ondt værre, når det handler om at skaffe pædagoger nok til børnene, siger BUPL-formand Elisa Rimpler.

Der mangler akut 4.000 pædagoger på landsplan, og arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening estimerer, at der vil mangle mindst 8.000 om ti år.

-Hvis ikke man lykkes med at fastholde flere i faget, vokser problemet os over hovedet i de kommende år. Pædagogmanglen har allerede bekymrende indvirkning på kvaliteten, advarer Elisa Rimpler.

Hun henviser til den nye kvalitetsundersøgelse foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut for Børne- og Undervisningsministeriet. Undersøgelsen vurderer, at fire ud af ti vuggestuer har en utilstrækkelig kvalitet, og kun 13 procent af vuggestuerne gør en positiv forskel for børn i udsatte positioner.

-Høj faglighed på stuerne er fuldstændig afgørende for, at vi kan skabe god pædagogik og sikre børnenes trivsel og udvikling. Den tiltagende pædagogmangel er en komplet uholdbar situation, og det går ud over børnene, siger Elisa Rimpler.

Mangler uddannede kollegaer

Går man længere tilbage, var det i 2012 knapt 79 pct., der stadig var i faget fem år efter endt uddannelse, viser analysen fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd. Og det går altså dermed den gale vej, når det gælder at fastholde de nyuddannede pædagoger i faget. Elisa Rimpler begrunder blandt andet frafaldet fra faget med, at arbejdsvilkårene er hårde, og at der mangler uddannede kollegaer på stuerne.

-Det er meget svært at være den dygtige pædagog, som man drømmer om at være for børnene, når man ofte står alene med ansvaret for den faglige kvalitet. En ud af fire pædagoger er den eneste med en uddannelse på deres stue, og hvert tredje forsøg på at ansætte en pædagog slår i øjeblikket fejl, siger Elisa Rimpler.

Ifølge Elisa Rimpler hænger rekruttering til faget uløseligt sammen med pædagogernes historisk betingede lønefterslæb.

-Som pædagog har du udsigt til en livsindkomst efter skat, der er 3 millioner kroner mindre end andres med en tilsvarende uddannelse. Det skal kunne betale sig at have taget en uddannelse, ellers har jeg svært ved at se for mig, hvordan vi skal skaffe pædagoger nok til børnene, siger hun.

Forældre betaler dyrt for adgang til de bedste folkeskoler

0

I takt med at skoleuddannelser og karakterer får stadig større betydning for børns fremtidsmuligheder, er det ikke overraskende, at forældre er villige til at investere store summer for at sikre deres børn en plads på de bedste folkeskoler. Men hvor dyrt er det egentlig for forældre, og hvad fortæller det om vores værdier og prioriteringer?

En ny analyse udarbejdet for ROCKWOOL Fonden undersøger sammenhængen mellem børnefamiliers villighed til at betale for ejerboliger og kvaliteten af lokale folkeskoler.

Ifølge analysen med forskere fra University of Chicago, inklusiv nobelpristager James Heckman, viser det sig, at forældre i gennemsnit er parate til at betale op til 150.000 kr. ekstra for adgang til skoler med de bedste karaktergennemsnit frem for gennemsnittet.

Disse forskelle i betalingsvillighed kommer særligt til udtryk, når man ser på priserne på ejerboliger. Forældre er nemlig parate til at betale ekstra for boliger beliggende i skoledistrikter med overlegne karaktergennemsnit. Men ikke hele denne prisforskel kan tilskrives skolernes karakterer. Faktorer som områdets karakteristika, som afstand til større byer eller kriminalitetsniveau, samt boligens egenskaber spiller også en stor rolle.

Således viser analysens resultater, at når der tages højde for disse faktorer, er forældre i gennemsnit villige til at betale omkring 6% mere (cirka 100.000 kr.) for ejerboliger, når de lokale folkeskolers gennemsnitlige eksamenskarakterer i 9. klasse er 1 karakter højere end landsgennemsnittet.

Dette mønster bekræftes yderligere ved at kigge på figur 2, der illustrerer forældres betalingsvillighed baseret på skolernes karaktergennemsnit. Interessant nok er det tilsyneladende sådan, at jo højere karaktergennemsnit en skole har, desto mere er forældre villige til at betale for adgang til den.

Analysen er baseret på dybdegående registerdata, der kombinerer en bred vifte af oplysninger om eleverne, deres familier, boligforhold og skoler. Dette giver et detaljeret billede af, hvordan forældres økonomiske prioriteringer og skolernes præstationer hænger sammen.

Sammenfattende peger undersøgelsen på en klar tendens: Forældre prioriterer uddannelse højt og er villige til at betale betydeligt for at give deres børn de bedste muligheder. Det rejser dog også spørgsmålet om, hvorvidt dette skaber ulighed i adgangen til kvalitetsuddannelse og, hvad samfundet kan gøre for at sikre lige muligheder for alle børn.

Historisk DSB-bygning på lokale hænder

Foreningen Taulov Station og DSB skrev lørdag under på en købsaftale. Lokalforeningen ejer nu den gamle stationsbygning i Taulov. Nu bliver en historisk bygning et nyt forsamlingshus.

Der har været mange planer for Taulov Station, der blev bygget i 1866, brændte i 1880 og så genopbygget. Nu er foreningen blevet solgt til de lokale ildsjæle, der vil skabe et kulturhus, der giver liv i Taulov. Flere lokalpolitikere og interesserede borger var mødt frem for at fejre, at stationsbygningen kommer på lokale hænder. Planerne har været mange, inklusiv nedrivning af bygningen. Det bliver ikke aktuelt.

Foreningen bag Taulov Station har samlet 215.000 kroner sammen til købet af bygningen, og de 200.000 kroner er overført til DSB. Det blev markeret i lørdags, hvor der var en seance, og mange af byens borgere var mødt frem for at markere købsaftalen mellem Foreningen Taulov Station og DSB.

– Jeg vil starte med et ord: Imponerende. Det I har skabt er imponerende. Det siger noget om, at mennesker, der har boet her i generationer, kan gøre noget i et lokalområde. Vi har fulgt det på afstand og var i starten en smule skeptiske. Vi tænkte, at der måske skulle være et grønt område, men vi blev vedholdende henrykte. Som tiden gik, blev det mere og mere forandret; der blev stillet skosåler op, der blev banket på døren, fordi nogen ville have jeres underskrift og ville fortælle om projektet, hvor vi står nu. Det er lykkedes jer at komme hertil, hvor I har et lokalt samlingssted, hvor man kan samles og lave noget sammen. I begyndelsen af 2025 står vi her igen, og jeg eller en anden kan endnu en gang sige: imponerende, sagde byrådsmedlem Christian Bro (A).

Formand for foreningen Taulov Station, Jan Schouboe, fortalte om historien bag stationen, som stammer tilbage fra 1800-tallet. Han har gennem flere år kæmpet for at bevare den historiske bygning sammen med en gruppe ildsjæle fra Taulov. Han er lykkelig for, at foreningen nu råder over bygningen, og kan gå i gang med at omdanne stationen til et populært forsamlingshus.

– Bygningen fra 1866, da jernbanen blev udbygget i Danmark, var moderne. Mange byer opstod pga. stationerne. Der var 8-12 huse inden stationen kom til; alt efter stationen er kommet til. Den brændte i 1880, men vi har ikke kunnet finde ud af, hvor meget den brændte, men den blev repareret og genopbygget. Den har været i brug som bygning med forskellige forandringer, og der har ligget en godsbygning i forlængelse af den, et signalhus ude foran, og der har været forskellige småbygninger omkring, som blev overflødige. Den har været aktivt brugt af DSB indtil 1973 og derefter lejet ud til private, fortalte Schouboe.

Bygningen har været ubenyttet i en del år, og da det kom på tale at rive den ned, blev der råbt vagt i gevær af Jan Schouboe og andre fra lokalbefolkningen.

– Det startede med, at det var synd at rive den ned. Vi har læst os frem til, at der er bygget omkring ti stationsbygninger efter samme tegninger omkring den tid. Vi ved ikke hvilke. Vi fandt ud af, at hvis vi skulle have opbakning, skulle det ikke være et monument, men det skulle bruges til noget. Vi blev enige om et fælleshus, som kan bruges af alle borgere herude til alle mulige arrangementer, sagde Jan Schouboe.

Underdirektør i DSB, Lars Gøtke, var til stede ved arrangementet. Han vedkender, at han og DSB kan have virket arrogante i forhandlingerne med Foreningen Taulov Station, men han glæder sig også over, at man har landet en aftale, der tilfredsstiller alle.

– Det har været et langt og emotionelt forhandlingsforløb, vi har været igennem. Det betød meget for lokalsamfundet, fortalte Jan og de andre. Når jeg er her og ser, hvor mange der er her i dag, beklager jeg meget, hvis vi har været københavnerarrogante, men sådan er det. Vi i DSB har i de senere år ikke været gode til at passe på bygningen. Mange af de stationer, vi har, er funktionstømte og har ikke længere nogen anvendelse for DSB. Nogle gange lykkes det dem at genopstå ved egen kraft, men ellers sælger vi dem, som i dette tilfælde, sagde Gøtke.

Nu venter der mere en spand maling og timevis af hårdt arbejde, før den historiske bygning igen kan fyldes med byens borgere, og det være med til at styrke det lokale liv i Taulov og Skærbæk-området.

Overtrædelse af restaurationsloven

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

En 27-årig mand fra Kolding blev anholdt på Knuds Dance Hall i Munkegade søndag kl. 02:13.

Han sparkede umotiveret på døren til beværtningen og blev fysisk fjernet af en dørmand. Manden var påvirket af stoffer og alkohol og opførte sig aggressivt. Han er nu sigtet og forbudt adgang til Knuds Dance Hall i de næste to år.

Tyveri af gasflasker på Hjarup Byvej

0

En gasflaske blev stjålet fra en åben staldbygning på Hjarup Byvej mellem den 1. og den 27. august.

Tæt på denne lokalitet er der også blevet stjålet en sort Weber-betræk fra en baghave mellem den 13. og 26. august.

Voldssag på Old Irish Pub i Kolding

0

En ukendt gerningsmand slog en 21-årig mand fra Sjølund i ansigtet kl. 04:22 søndag morgen på Old Irish Pub.

Slaget resulterede i næseblod for den forurettede. Politiet har sikret videoovervågning fra stedet, og gerningsmanden er beskrevet som dansk, ca. 180-190 cm høj, 25-30 år med mørkt kort hår og tatoveringer på begge arme. Han var iført blå shorts og en hvid t-shirt.

KIF i overraskende pokalexit

0

KIF Kolding er ude af pokalturneringen. Det sker, efter de på dramatisk vis tabte 24-23 til Nordsjælland på et straffekast efter tid.

KIF Kolding var på forhånd udråbt som favoritter til opgøret i ottendedelsfinalen i pokalturneringen. KIF kom planmæssigt fra start og var i front med 7-4 efter ni minutter. Målene haglede ind bag Nordsjællands keeper, Jimmi Andersen, som midtvejs i første halvleg blev erstattet af den unge Magnus Petersen, der fik noget bedre fat.

Langsomt, men sikkert, åd Nordsjælland sig tilbage i opgøret. Efter 24 minutter var stillingen 12-11 til KIF i opgøret, der udviklede sig til en forsvarskamp efter den målrige indledning. Ved pausen havde Nordsjælland fået udlignet til 13-13, og i anden halvlegs indledning fortsatte de opturen.

Målene væltede pludselig ind. Nordsjælland kom foran med 19-14, og overraskelsen begyndte for alvor at lure, men der ventede en dramatisk afslutning på kampen. Det startede med et direkte rødt kort til KIF-keeper Magnus Brandbyge efter 42 minutter ved stillingen 20-17.

Derfor måtte Rasmus Døssing stå resten af kampen i KIF-målet, og det gjorde han ikke dårligt. Nordsjælland gik i stå angrebsmæssigt, og da stillingen var 20-19 med 13 minutter tilbage af opgøret, forlangte det nordsjællandske hjemmehold timeout.

Lige lidt hjalp det. Til gengæld havde KIF også mere end svært ved at score i den periode. Det lykkedes gæsterne at udligne til 20-20, men de kom ikke foran. De fik ellers muligheden, da Justin Müller lavede en fejlaflevering med et minut igen ved stillingen 23-23.

KIF Kolding forlangte timeout, da der var 34 sekunder tilbage af kampen. KIF-træner Kristian Kristensens oplæg lykkedes ikke. Oliver Norlyk lavede en fejlaflevering med 16 sekunder igen, og så stod Nordsjælland med matchbolden igen. Med ti sekunder igen forlangte hjemmeholdet timeout, og det endte med, at Oliver Klarskov fik tilkæmpet sig et straffekast, begået af Martin Risom i kampens allersidste sekund.

Straffekastet tog Jeppe Cieslak sig af, og han satte kynisk bolden ind bag Rasmus Døssing til slutresultatet. Dermed er KIF Kolding ikke med i bowlen, når der søndag trækkes lod til kvartfinalerne.

Dansk magtdemonstration mod Tyskland

0
Det danske angrebsspil var i en klasse for sig, da Tyskland blev sat på plads i den første kamp i mellemrunden ved VM. Det...

Til tider besværligt at have mig med på holdet

0
Mads Hansen, en af verdens mest erfarne håndbolddommere, deler i et længere opslag på LinkedIn sine refleksioner over en karriere, der spænder over mere...

Indoor Liga Cup samlede tusinder i Fredericia Idrætscenter

0
Fredericia Idrætscenter summede af liv og aktivitet i weekenden, da Indoor Liga Cup endnu en gang blev afholdt. Det populære stævne, der arrangeres i...

Esbjerg henter FCK-spiller

0
18-årige Nicolai Blicher er ny mand i Esbjerg fB’s førsteholdstrup, idet venstre-backen har underskrevet en aftale for de næste tre år. Han har senest...

Kolding IF styrker truppen med færøsk landsholdsspiller

0
Kolding IF har tilføjet et spændende navn til truppen med tilgangen af den 27-årige kantspiller Meinhard Olsen. Med erfaring fra den øverste norske liga...

Trump er tilbage og EU vil kysse ringen

0
Det er en realitet: Et af historiens mest spektakulære politiske comebacks. Donald Trump er atter præsident, efter at han den 20. januar 2025 blev...