Birthe Mathiesen, 1937 – 2024
Middelfart-klinikken Vita Nova Skincare ser lys fremtid efter halvandet år
I halvandet år har Vita Nova Skincare været en fast del af bybilledet i Middelfart. Klinikken, der kombinerer medicinsk ekspertise med kosmetiske behandlinger, er blevet et tillidssted for kunder, der søger både faglighed og naturlige resultater. Bag klinikken står speciallæge i almen medicin Maja Bjerre Christiansen og kosmetisk sygeplejerske Mette Jakobsen, der sammen har skabt en hybrid mellem lægepraksis og æstetik.

Det er en tilgang, der ikke kun tiltrækker lokale kunder. Folk kommer også langvejs fra – Fredericia, Kolding og endda Sønderjylland – for at få behandling. Vita Nova Skincare har på kort tid fundet sin plads som en klinik, der skiller sig ud.
Medicin møder kosmetik
Da dørene til Vita Nova Skincare blev åbnet for halvandet år siden, var visionen klar. Det skulle ikke være endnu en kosmetisk klinik i rækken, men et sted, hvor medicinsk faglighed og kosmetiske behandlinger kunne skabe langvarige løsninger for kunderne. For Maja, der også arbejder som praktiserende læge i Fredericia, var det en naturlig forlængelse af arbejdet med patienter i almen praksis.
– Vi møder mange patienter, der får receptpligtig medicin mod hudlidelser. Men ofte føles det som om, vi kun symptombehandler, og problemerne vender tilbage. Idéen til klinikken opstod ud fra et ønske om at kunne kombinere medicinsk behandling med kosmetiske løsninger for at opnå bedre og mere langvarige resultater, forklarer hun.

Og klinikken har ramt noget rigtigt. Med behandlinger som kemiske peelinger, microneedling, IPL og medicinsk hudpleje har Vita Nova Skincare etableret en tilgang, der bygger på skræddersyede løsninger og en tæt, personlig kontakt til hver enkelt kunde – en tilgang, der er blevet fundamentet for klinikkens succes.
– Huden er dynamisk og ændrer sig over tid. Derfor tilpasser vi behandlingsforløbet løbende for at sikre, at det passer til kundens behov, tilføjer Mette.
“Vi vil have, at folk føler sig som sig selv”
Mens mange kosmetiske klinikker tilbyder store forandringer og synlige ændringer, er filosofien hos Vita Nova Skincare en anden.
– Vi vil have, at folk ser ud som dem selv – bare en sundere og friskere version. Det handler ikke om at skabe store forandringer, men om små justeringer, der giver kunden mere selvtillid og som føles lækkert, siger Mette.
Klinikkens kunder spænder bredt i både alder og behov. Nogle søger løsninger på aldersrelaterede forandringer, mens andre, som kvinder i overgangsalderen, ønsker at genoprette hudens balance. Da vi spørger dem om, hvad der er særligt populært lige nu, forklarer de, at der altid har været et fælles ønske for alle kunder om naturlighed.
– Det er altid moderne at sige, at det skal se naturligt ud, men det er også det, vi hører fra vores kunder. Det er naturligheden, de søger. Jeg ved ikke, om man kan sige, det ligefrem er trends, men jeg synes, det er svært at pege på én behandling, der bare dominerer. Det er meget blandet, indleder Mette.
De bevæger sig videre ind på emnet omkring et ønske om naturlige resultater – et udtryk for, at mange kunder foretrækker et look, der fremstår autentisk og ikke for behandlet.
– Naturlighed er stadig det, de fleste efterspørger. Vi arbejder f.eks. med biostimulerende fillers, som stimulerer kroppens egne hudceller, så resultatet bliver både naturligt og holdbart. Det er en tilgang, der passer til vores filosofi, forklarer Maja og uddyber ved at fortælle om deres filosofi.
– Ja, og så handler det også om, at det indre og det ydre selvbillede skal passe sammen. Det er noget, Mette og jeg er meget enige om – vores filosofi er, at man ikke skal ændre en masse på det ydre for at prøve at opnå noget andet indeni. Det skal hænge sammen.
Tillid som fundament
Noget, der går igen i både kundernes og klinikkens egne beskrivelser, er tillid. Mange kunder fortæller, at de længe har overvejet kosmetiske behandlinger, men har ventet, fordi de ville finde et sted, hvor de følte sig trygge.
– Når nogen vælger os, er det ikke bare et produkt, de vælger. Hos os følger vi med hele vejen, så der er en rød tråd i behandlingen, siger Mette.
Imens mener de ikke, at tilliden alene skabes gennem faglighed, men også ved at være ærlige om, hvad behandlingerne kan og ikke kan.

– Vi går meget op i at forventningsafstemme med kunderne. Man kan jo sagtens sige: “Køb en skinpen-behandling, og så ser du fantastisk ud bagefter.” Men hvis kunden så får behandlingen og opdager, at det ikke giver den store forandring, så føler de sig skuffede – og så ser vi dem aldrig igen, forklarer Mette og fortsætter:
– I stedet vil vi hellere være ærlige og sige, hvad de her behandlinger reelt kan. For eksempel at det ikke er et ansigtsløft, man skal forvente. Det handler om små strukturelle ændringer i huden, og der skal ofte mere til for at opnå større resultater. Vi vil hellere underspille effekten lidt og sikre, at kunden bliver tilfreds, end at oversælge noget, der skaber urealistiske forventninger.
Hudproblemer som hjertesag
Et særligt fokusområde for Vita Nova Skincare er behandling af akne. Klinikken har oprettet en aknefond, der tilbyder gratis behandlingsforløb til unge mellem 20 og 35 år. For Maja og Mette er det en hjertesag, fordi akne ofte påvirker meget mere end huden.
– Akne handler ikke kun om det fysiske. Det påvirker også folks selvværd og sociale liv. Med fonden kan vi hjælpe unge med både medicinske og kosmetiske løsninger, så de kan få det bedre på flere planer, forklarer Maja.
Hun fortæller om en ung kvinde, der kom til Mette i klinikken med så slemt akne, at hun ikke kunne sove på kinden. Efter behandling kom der hurtigt en forandring.
– Kort tid efter fortalte hun os, at hun havde haft sin første gode nats søvn i lang tid. Det er historier som den, der gør vores arbejde så meningsfuldt, siger hun.
Halvandet år – og fremtiden
Efter halvandet år i Middelfart er Vita Nova Skincare godt etableret, men ambitionerne stopper ikke her. Klinikken arbejder på at udvide åbningstiderne for at kunne imødekomme flere kunder, og samtidig ønsker de at holde flere events.
– Jeg tror, vi kunne godt tænke os at holde flere events, fordi folk synes bare, det er hyggeligt, spændende og inspirerende, forklarer Mette.
For Maja og Mette handler fremtiden dog først og fremmest om at fastholde den tilgang, der har gjort klinikken til noget særligt.
– Vi vil fortsætte med at tilbyde behandlinger, der er skræddersyet til den enkelte, og som giver naturlige og tilfredsstillende resultater. Når vores kunder går herfra med mere selvtillid og en følelse af, at deres hud er sundere, ved vi, at vi har gjort vores arbejde rigtigt, afslutter Maja.
Staten overtager aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S
Regeringen har indgået en aftale med et bredt politisk flertal om, at staten skal overtage aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne A/S, der driver Danmarks største internationale lufthavn i Kastrup. Aftalen er blevet muliggjort gennem en betinget købsaftale mellem Finansministeriet og pensionsselskabet ATP, som indebærer, at staten opkøber 59,4 procent af aktierne. Samlet vil staten dermed opnå en ejerandel på 98 procent.
Politisk opbakning til statsligt ejerskab
Bag aftalen står regeringen samt Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre. Ifølge aftalepartierne er målet at sikre, at Københavns Lufthavn også fremover spiller en væsentlig rolle for Danmarks internationale tilgængelighed og økonomiske udvikling. Den danske stat planlægger dog på længere sigt at reducere sin ejerandel til 50,1 procent gennem frasalg, men vil fastholde aktiemajoriteten.
Finansminister Nicolai Wammen ser aftalen som en milepæl for dansk infrastruktur:
– Københavns Lufthavn er Danmarks største internationale lufthavn og yder et væsentligt bidrag til Danmarks internationale tilgængelighed. Jeg er meget glad for, at vi med den politiske aftale tager ansvar for at understøtte gode rammer for udviklingen i Københavns Lufthavn, udtaler Wammen i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.
Han tilføjer, at det statslige ejerskab vil sikre en ansvarlig og langsigtet ejerkreds, der kan understøtte lufthavnens rolle som en central arbejdsplads og en vigtig del af dansk infrastruktur.
Markedsvilkår og regulatoriske godkendelser
Finansministeriet understreger, at købsaftalen med ATP er indgået på markedsmæssige vilkår. Handlen er dog afhængig af relevante regulatoriske godkendelser, før den kan gennemføres. Når aftalen træder i kraft, vil staten have betydeligt større kontrol over lufthavnen, hvilket ifølge aftalen skal fremtidssikre lufthavnens evne til at bidrage til den danske økonomi og arbejdsmarked.
Ifølge den politiske aftale er det dog ikke hensigten, at staten permanent skal eje næsten hele lufthavnen. Efter handlen med ATP skal staten som nævnt arbejde for at reducere ejerandelen til 50,1 procent, hvilket fortsat sikrer en aktiemajoritet, men åbner for en bredere ejerkreds.
Selected Car Group lancerer nyt leasinginitiativ for forhandlere
Selected Car Group, der er Danmarks største leasingselskab inden for premium-, luksus- og sportsbiler, lancerer nu et nyt initiativ under navnet Premium Leasing.
Fra 1. december bliver Premium Leasing en officiel del af Selected Car Group. Det skriver den danske bilvirksomhed i en pressemeddelse mandag. Med initiativet ønsker selskabet at tilbyde stærkere partnerskaber og gøre leasing af premiumbiler mere tilgængeligt for bilforhandlere. Julian Marten, direktør for Selected Car Leasing, leder initiativet og ser det som en oplagt mulighed for at bruge virksomhedens erfaringer med bilsalg og digitale løsninger til at skabe værdi for forhandlere.

– Teknisk set er det et nyt virksomhedsben og nyt brand, men i praksis har vi arbejdet med storkundesegmentet i mange år og har allerede en stærk erfaring for partnerskaber. Det nye i Premium Leasing er, at med denne dedikerede satsning tilsætter vi ekstra fokus og nye ressourcer til området, siger Julian Marten.
Med Premium Leasing vil Selected Car Group skille storkundernes leasing ud fra den almindelige drift for at kunne tilbyde strategisk rådgivning og effektive arbejdsgange. Ifølge Marten vil det nye brand gøre det muligt at levere en mere målrettet og personlig service til forhandlerne.
En af de første partnere i Premium Leasing er LL Cars, og medejer Thomas Larsen ser allerede store fordele ved samarbejdet.
– De helt store fordele med Premium Leasing har allerede vist sig igennem et meget fleksibelt og tilgængeligt partnerskab, den dybe viden som bilgruppen har om markedet, og at vi, med styrken fra Selected Car Group i ryggen, kan levere de skarpeste priser på de helt rigtige biler til vores kunder, siger han.
Thomas Larsen fremhæver også, at Selected Car Groups position og erfaring i branchen var afgørende for at indgå i partnerskabet.
– Jeg kender Julian Marten fra tidligere, og det er velkendt i branchen, at Selected Car Group er de rigtige at samarbejde med. Så med muligheden for et forhandlersamarbejde, hvor vi sammen kan sætte kunden i forreste række, er det et kæmpe win for os, tilføjer han.
Også Lars Bjørnbak, CEO for My Garage i Vejle, ser Premium Leasing som en naturlig forlængelse af samarbejdet med Selected Car Group.
– Vores salgsafdeling havde gennem flere år ledt efter en leasingpartner, som vi overfor vores kunder kunne stå inde for værdimæssigt, men som også havde det høje serviceniveau og den professionelle tilgang, som vores kunder forventer hos os. Det fandt vi med Selected Car Group, siger Lars Bjørnbak.
Premium Leasing giver forhandlerne mulighed for at trække på Selected Car Groups ekspertise, herunder indkøb af biler i hele EU, samtidig med at de kan bevare deres egne kunderelationer. På den måde bliver Selected Car Leasing ikke længere en konkurrent, men en leverandør, der støtter forhandlernes vækst.
– Der hvor vi adskiller os fra andre finansieringspartnere, er vores erfaring indenfor fysisk retail i premiumsegmentet. Vi forstår processerne og udfordringerne, og vi kan hjælpe med både likviditet, lager, afgiftsberegninger og faciliteter – vi forstår branchen, og det er en unik styrke for vores partnerskab. Vi mener, at det bliver et win-win for både os og vores partnere, som sammen kan vækste til nye højder, udtaler Julian Marten.
Segmentet står nu for 25 procent af Selected Car Leasings samlede kontraktportefølje, og selskabet har store ambitioner om yderligere vækst de kommende år.
Minister lover ændring efter ni års ventetid på dige-sag
Efter at en sag om et ulovligt fjernet dige i Taps har trukket ud i ni år, har SF’s retsordfører Karina Lorentzen kontaktet kulturminister Jakob Engel-Schmidt med kravet om en forklaring. Sagen har været i klemme mellem Kolding Kommune, lodsejeren og Slots- og Kulturstyrelsen siden 2015, og trods påbud om genetablering af det 229 meter lange dige er der endnu ikke sket noget.
– Jeg kan da godt blive bekymret for, hvilken respekt det skaber for natur- og kulturarv, at diget endnu ikke er genskabt ni år efter, det blev anmeldt. Derfor skrev jeg til kulturministeren efter en forklaring på, om det er godt nok, udtaler Karina Lorentzen.
Ministerens svar til SF’s ordfører var klart: Han finder ikke den lange sagsbehandling tilfredsstillende. Engel-Schmidt erkender, at processen har været alt for kompleks og alt for langvarig, og han lover nu at se på lovgivningen med henblik på at effektivisere sagsgangen.
– Det glæder mig, at ministeren kan se, at det her ikke er godt nok. Det er dejligt, han siger, han vil reagere på det og gøre noget. Det arbejde kommer jeg til at følge, siger Karina Lorentzen.
Diget, der er omfattet af Museumslovens paragraf 29a, er fredet på grund af dets historiske betydning som del af den gamle 1864-grænse og den nordlige grænse for hertugdømmet Slesvig-Holsten. Sagen er nu under behandling hos Slots- og Kulturstyrelsen.
Minister Jakob Engel-Schmidt understregede desuden, at regeringen ønsker at rydde op i forældet lovgivning og tilsandede strukturer, og at der er behov for at reducere bureaukratiet på området. Kulturministeriet er allerede i gang med at se på, hvordan processerne kan gøres mere effektive.
Ung mand totalskader bil ved busterminal
Lørdag klokken 17.05 skete et færdselsuheld ved busterminalen i Kolding, hvor en 24-årig mand kørte over en busgrav, hvilket resulterede i, at køretøjet blev totalskadet.
Det oplyser vagtchef Søren Lysbjerg fra Sydøstjyllands Politi.
Uheldet førte ikke til personskade, og der var kun ringe materiel skade udover bilen. Årsagen til, at bilen kørte over busgraven, er endnu uklar, og der er ikke meldt om påvirkning af bustrafikken i området.
Politiet oplyser samtidig, at der ikke er yderligere hændelser fra det seneste døgn i kredsen, der dækker området omkring Kolding, Fredericia og Vejle.
Kolding fyrer cheftræneren
Kolding IF har valgt at stoppe samarbejdet med Lasse Holmgaard, der fratræder sin stilling som cheftræner med øjeblikkelig virkning.
Fyringen kommer i kølvandet på, at Kolding i søndags tabte 1-0 til FC Fredericia og fredag indkasserede et nyt nederlag, denne gang til AC Horsens. Efter at have spillet den sidste kamp i NordicBet Ligean i efterårssæsonen er Kolding på sjettepladsen, men nu skal der andre boller på suppen.
– Det er altid svært at sige farvel til en god medarbejder, men efter modne overvejelser har vi vurderet at tiden nu er til et skifte på cheftrænerposten. Vi har store forventninger til hinanden i Kolding IF og selvom resultaterne har været hæderlige, har vi alligevel vurderet at potentialet i holdet ikke er blevet forløst i tilstrækkelig grad. Der er brug for en anden og mere markant ledelsesstil, siger bestyrelsesformand Claus Holm-Søberg.
Det betyder at det bliver en ny cheftræner der kommer til at stå i spidsen for Kolding IF i forårssæsonen 2025, hvor Koldings mål er at ende i top-6.
– Vi har løbende vurderet udviklingen i det sidste 5 måneder, hvor vi har haft vores setup under lup, ovenpå de afgange vi havde i sommer, og vores konklusion er, at vi har brug en anden type cheftræner til at videreudvikle vores unikke spillestil og miljø. Til de næste store skridt vi skal tage som klub, får vi brug for en markant lederskikkelse og en fagligt dygtig og visionær cheftræner, som køber ind på vores grundlæggende spillestil og principper, og som er fremsynet i forhold til trends og udviklingen af fodbolden, forklarer Head of Football i Kolding IF, Niklas Nürnberg.
Inden vinterpausen venter der for Koldings vedkommende to pokalkampe mod FC København. I de kampe vil hidtil assistenttræner Jacob Dehn været midlertidig cheftræner.
Politiet mærker julefrokostsæsonen
Sydøstjyllands Politi har bemærket en stigning i aktivitet i forbindelse med julefrokostsæsonen.
I perioden fra fredag kl. 17:00 til lørdag kl. 10:00 er der blevet indberettet seks episoder, som politiet har haft kendskab til, og som alle relaterer sig til julefrokoster. Episoderne er spredt over hele politikredsen. Det oplyser vagtchef Morten Jessen ved lørdagens tidlige pressebriefing.
Politiopgaverne i denne tid af året afspejler den øgede aktivitet i forbindelse med de mange julefrokoster og festlige begivenheder. På trods af de seks anmeldelser er episoderne ikke blevet vurderet som alvorlige, men politiet holder dog nøje øje med situationen, da julefrokostsæsonen for mange indebærer flere sociale sammenkomster og derfor også øget aktivitet på gader og i nattelivet.
Kolding tabte til Horsens efter mål i sidste sekund
Kolding IF led fredag aften et bittert nederlag på hjemmebane, da AC Horsens i kampens sidste minut fik scoret til 2-1 og dermed snød Kolding i den tætte kamp i NordicBet Ligaen.
Kampen var præget af lav intensitet i starten, og begge hold kæmpede med at finde rytmen på banen. Første halvleg var tæt, men ikke meget blev skabt i angrebene. Kolding IF fik en stor mulighed, da Asker Beck brød igennem Horsens’ forsvar, men hans afslutning blev reddet, og stillingen var 0-0 ved pausen.
I anden halvleg forsøgte AC Horsens at tage kontrol over kampen med stor boldbesiddelse, men det resulterede ikke i de store chancer. På et tidspunkt forsøgte Horsens’ Oliver Kjærgaard et akrobatisk skud mod mål, som dog ikke resulterede i noget. Kort efter fik Kjærgaard endelig netmaskerne til at blafre, da han efter et hjørnespark kom frem og scorede tæt på mål.
Kolding svarede hurtigt igen, da Casper Jørgensen satte et fantastisk langskud ind, der udlignede til 1-1 og gav gejst til hjemmeholdet. Desværre for Kolding mistede de momentum, og i de sidste sekunder af kampen fik Horsens’ Mikkel Kallesøe sparket bolden i mål på en dødbold, hvilket sikrede Horsens sejren og de tre point.
Kolding IF, på trods af nederlaget, ligger stadig på sjettepladsen i NordicBet Ligaen, mens Horsens går på vinterpause på fjerdepladsen.
Danmark åbnede EM med komfortabel sejr over Kroatien
Danmark fik en solid start på håndbold-EM med en overbevisende 34-26 sejr over Kroatien i fredagens opgør.
Kampen begyndte med et stærkt dansk hold, hvor målmand Anna Kristensen hurtigt fik etableret sig som en af kampens profiler. Med 19 redninger, herunder flere på straffekast, var hun en uundværlig brik i sejren. Danmark kom hurtigt foran, og selvom Kroatien i en periode kunne følge med, var det tydeligt, at Danmark var det stærkere hold. I første halvleg var den danske føring stabil, men straffekastene drillede. Tre ud af fire blev brændt, hvilket holdt Kroatien inde i kampen længere, end det havde været nødvendigt.
Jesper Jensen forsøgte sig med et 5-1 forsvar, som han kunne anvende, hvis Kroatien havde formået at presse forsvaret, men dette blev aldrig nødvendigt. Ved pausen var Danmark foran 16-13.
I anden halvleg blev forskellen tydelig. Andrea Aagot Hansen og Michala Møller viste begge deres klasse og var med til at udbygge føringen. Efter 10 minutter af anden halvleg var forspringet vokset til 24-17, og fra det punkt var det kun et spørgsmål om, hvor stor sejren ville blive.
Den danske sejr blev en kollektiv indsats, hvor spillere som Helena Elver og Emma Friis også spillede en afgørende rolle. Det var en skuffelse for Kroatien, der aldrig kom til at true den danske sejr.
Med den første sejr i bagagen står Danmark nu på toppen af gruppe D, og næste opgave bliver Schweiz på søndag, hvor Danmark får mulighed for at følge op på sejren.



















